|
|
|
Jo mere du er eet med det, du gør jo mere forvandler dansen dig også F. eks. står Hugo længe helt stiv, og stille. Indeni føler han måske en frygt og usikkerhed? I stedet for at analysere og verbalisere hvordan han har det lægger han sig ned på ryggen og leger med sine hænder et stykke tid, indtil han med et spjæt kommer op at stå og danser mere afslappet rundt om os andre - skiftevis i kontakt og alene. Efterhånden gror der en mere udadvendt kontaktglad fyr frem, som bare har det sjovt. Da han har danset sådan et stykke tid med Poul, Lisbeth og Otto, falder han helt sammen. Hovedet hænger. Han sætter sig tungt ned i græsset henne hos Mona og Lotte. Mona rækker ud efter ham. Lidt efter ligger han tæt ind til dem i en varm menneskesandwich, lyttende til musikken - og afspænder sin stive anspændte krop. Ulla har også svært ved at finde sig selv i dansen her til morgen. I starten danser hun uroligt rundt, som en lille pige, der ønsker ros og godkendelse. Hun drejer sig rundt, smiler meget og er næsten lige ved at neje. Hun er livlig og charmerende - samtidig med, at hendes krop er stiv som en dukkes. Der er noget stift og uvirkeligt over de bevægelser, hun laver. Men efterhånden som dansen fortsætter begynder behagesygen at forsvinde. Hændernes bevægelser bliver skarpere og mere kraftfulde. De forvandles til kløer. Munden bliver fordrejet. Hele kroppen er anspændt og fordrejet. Hun begynder at trække vejret støjende, siger uhyggelige lyde, mens hun kradser og flår i en usynlig barriere - som måske er et slør eller? Jeg danser nysgerrigt nærmere. Står dansende foran hende og iagttager hendes kamp for at komme ud af "det", som hun står og flænser i med sine klør. Jeg får lyst til at lægge mig ned foran hende og "forvandler mig til et rovdyr", som hvæser animerende lyde til hende. Det gør hende endnu vildere, og pludselig kaster hun sig over mig. Vi ruller rundt på græsset i en ny legende vild dans, som ender med, at vi sidder et stykke fra hinanden og puster. Så ser vi på hinanden og ler. I en fri dans glemmer vi mennesker hurtigt vores pæne veltilpassede facader og masker. Vi får mere levende ansigter, som viser mange flere af de følelser, som vi ellers skjuler i hverdagen. Vi får også hurtigt bedre kontakt med dybereliggende følelser, som træder frem - og giver dansen dybde og inspiration. |
|
|
I begyndelsen husker danseren kun meget lidt af dansen bagefter. Men gradvis lærer du at lade bevægelsen gro frem fra det stille sted indeni, dit centrum, og udvikler en større nysgerrighed og opmærksomhed over for, hvad det i grunden er, din krop gør. Derved får du en bedre og bedre kropslig og psykisk intuitiv fornemmelse af, hvorfra dine bevægelser kommer, og hvad det egentlig er at du udtrykker emotionelt - uden at det behøver at forstyrre dig, tværtimod. Meget ofte kommer der indre billeder frem, som du måske får lyst til at gå dybere ind i. Hvis du gør det nysgerrigt og i starten i slow motion, så varer det ikke længe, inden der vokser en stærkere følelse frem, som er din indre musik. Den gør din dans endnu mere udtryks- og meningsfuld. Andre gange kan du starte med allerede at have en stærk følelse, og være ret ubevidst om de indre billeder, som ville kunne gøre din intense følelse meningsfuld. Du følger bare tillidsfuldt efter de udtryk dine arme og krop helt spontant har lyst til, og lige pludselig minder din dans dig om noget, du ved er sandt. Du får et glimt af noget - og måske går du ind i billedet og en ny stemning. For lidt efter at opdage, at dette billede og dine bevægelser også forandres af mødet med dit indre landskabs drømmeagtige flydende billeder. Se f. eks. hvordan Gert starter med at stå tæt sammen med Hans og Hanne, for derpå at synke sammen i overkroppen og hænge tungt og afslappet ned i den bioenergetiske elefantsnabel-position fra i går. Herfra gror der en slow motion bevægelse frem i ryggen, som fører til, at han meget langsomt kommer op at stå igen. Herfra strækker han sig befriende ud i rummet i et stort dejligt flitsbuestræk, som viser, hvor stor han også kan være. Indeni, fortalte han bagefter, havde han igennem denne enkle bevægelse gennemlevet sin tiltagende livstræthed. Han gik dybere ind i følelsen af at ønske at give op, og havde overvejet muligheden for at lade sig glide helt ned på jorden og lægge sig til at dø. - Så havde han mærket en stigende trods, som sagde "stop!" og "Nej!" Det var til opgivelsen, opdagede han, og i stedet for havde den indre stemme budt ham igen at komme op at stå på sine to ben. Det havde været en kamp, hvor han pludselig oplevede, at Hans var hans far, Hanne hans mor og han selv en lille dreng. I den foroverbøjede bue havde han også mærket en frygt i sine endeballer, fra dengang han var lille. Han var kommet til at huske på, hvor ofte han som barn havde fået tæsk af sin far. Minderne var vældet frem, og frygten var næsten ved at få ham til at falde helt sammen. Desto større var hans glæde derfor, da han mærkede, at Hans tog et venligt tag i hans overarm og blødt skubbede hans ende fremad. - "Det var, som om du forsøgte at sige til mig, at jeg ikke skulle give op! Du viste mig, at jeg havde nosser og ikke skulle skamme mig over, at jeg var så lille og dum og umulig, som jeg vist stod og følte mig i det øjeblik", fortalte han bagefter til den forundrede Hans, der havde haft en hel anden oplevelse. Hans´s spontane venlighed havde vendt Gerts bevægelse og opmærksomhed væk fra det pinefulde fra dengang. I stedet for havde Gert intenst mærket, hvor meget han havde savnet en kærlig far, der kunne have hjulpet og støttet ham - og "som virkelig var der for mig", som han fortalte over kaffen efter morgenens dansemeditation. Elsker du at danse, kender du sikkert også et andet spændende øjeblik, nemlig der, hvor du som danser er væk, og kun dansen er til. Dér, hvor du ligesom forsvinder helt væk fra tid og sted. Er eet med musikken, er i nuheden og det hele. Det kan ske helt blidt og stille og virke meget dybt - og det kan skrue sig op som i en ekstase, hvor du på samme tid danser dig selv helt ud - og samtidig vender hjem i dig selv. Du kan læse mere om at danse meditativt her: www.psykoweb.dk/psykodrama/dans2.htm Pointen er: Du har ikke en krop, du er også din krop og en dejlig energisk måde at løsne op og give slip i alt det tilbageholdte og det ukendte i dig er at danse ind til du er eet med dig selv igen, og igen. Klik tilbage til Kapitel 6: At gå 1 trin dybere, her |
|
tilbage til index over hele www.psykoweb.dk |
