Kapitel 8
Om at finde en mand
og få sig en dejlig familie
|
Da vi samles efter aftensmaden,
spørger Else Marie, hvem der nu vil være hovedperson. Lotte putter sig trygt ind til Hanne. Hugo ligger henslængt på madrassen og ser sig nysgerrigt omkring. Han ser gladere og mere afslappet ud,
end jeg før har set ham.
Der er en meget lang pause, hvor flere sidder og ser ud,
som om de venter på et eller andet. Formiddagen har været ret oprivende
og provokerende, og så kommer der ofte sådan en tøven. Måske fordi folk
er blevet bange for, hvad de selv indeholder af destruktive følelser?
Som vi havde talt med Michelle om i eftermiddagssessionen, tog vi derfor
en runde om, hvordan vi hver især havde det nu efter formiddagens sessioner.
Det lettede stemningen at få talt åbent om og flere andre end Michelle
Poul og Hugo havde været stærkt påvirket af formiddagens sessioner.
Efter ca en halv times tid, er vi klar til at fortsætte:
Mona rejser sig så og sætter sig hen til Else Marie:
"Jeg vil gerne se på mit forhold til mænd. Som jeg fortalte jer den første aften, så gik Allan fra mig. Han er den mand, jeg er kommet sammen med længst.
Det varede i ca. 2 år. De andre forhold, jeg har haft før, har kun varet
fra nogle få måneder op til 1 år. Og det ender altid med, at enten
er jeg gået fra dem, eller også er jeg blevet forladt.
Jeg ved ikke, hvad det er, jeg gør galt, men sådan går det.
Og nu står jeg så igen her i en alder af 31 år, og er bange for, at jeg aldrig vil kunne finde mig en mand, som jeg kan lave en familie med.
Det gør mig virkelig rædselslagen at tænke på, at jeg måske
kommer til at leve alene hele livet! - Min mor har en veninde, som nu
er oppe i 70´erne, der altid har levet alene, og jeg ved, hun også engang
ønskede sig en familie. Hun er blevet en bitter, gammel, ensom kone!
Sådan skal mit liv i hvert fald ikke blive."
Else Marie: "Hvorfor skulle det også gå sådan?
Hvad er der f. eks. i vejen med de mænd, som du forlader?" Mona: "Du mener, om der er et mønster i det? Det har Ulla og jeg talt om. Jeg har det næsten på samme måde som hende."
Else Marie: "Hvordan er den måde?"
Mona: "Jo, de mænd, som har forladt mig,
har for det meste set godt ud og haft let ved at score.
Jeg tror nok, de fanger mig på, at jeg føler mig bekræftet og smigret,
når de lægger an på mig. De får mig til at føle, at jeg ikke er helt umulig,
men for det meste har det senere vist sig, at de er smaddersvære at tale med."
Else Marie: "Så bortset fra at de giver dig et løft, hvad får du ellers ud af det?
Hvordan er de f. eks. at elske med?"
Mona rødmer lidt og siger: "De har været dejlige at gå i seng med. Jeg får nogle pragtfulde orgasmer sammen med dem i hvert fald i begyndelsen. Nogle har jeg kun kendt en enkel aften, men andre har jeg da set et stykke tid.
Allan varede f. eks. 2 år. Det er da et fremskridt.
De mænd, som jeg har forladt, har været alt for søde.
De har ikke haft den samme drive og udstråling. De er ikke så kropslige
eller selvsikre, så dem dropper jeg hurtigt, fordi de er alt for kedelige,
men af og til bliver vi venner, fordi vi snakker godt sammen.
Dem kan jeg godt tale med om følelser, men jeg tænder altså ikke på dem seksuelt! Jeg har prøvet det
et par gange, men det fungerer altså ikke."
Else Marie: "Jeg hører dig sige, at de mænd,
som tænder dig, hurtigt går fra dig. - Og de mænd, som du føler dig tryg hos, og som du godt kan lide at snakke med, dem bliver du slet ikke forelsket i, og derfor afviser du dem så som mænd. De er alt for søde og rare dvs. ufarlige og derfor bliver I ikke kærester, kun venner: Er dit kærlighedsmønster sådan Mona?"
Mona: "Ja, jeg skal være forelsket i en mand,
førend jeg har lyst til at gå i seng med ham. Han skal tænde mig!
Jeg ønsker ikke at få et liv uden seksualitet, som min mor. - Og jeg vil heller ikke
have børn med en mand, som jeg ikke kan tale ordentlig med. Det er næsten umuligt at få forenet de 2 typer mænd."
Else Marie: "Og samtidig er du bange for at ende
som din mors veninde, hvis livsdrøm endte så tragisk.
Har du selv nogen ide om, hvordan du kan løse den gordiske knude op?"
Mona: "Nej, hvis jeg havde det, sad jeg ikke her!"
Else Marie ser længe tavs på Mona. Den desperation, som her dukker op, har vi ofte set hos de mange single piger, vi har mødt: Else Marie siger:
"Jeg har lyst til at gå lidt dybere ind i din angst for at komme til
at ligne din mor. - Du siger, din mors liv var uden seksualitet?
- Hvilken af de 2 slags mand, er din far i dine øjne?"
Mona: "Far var en meget smuk mand, men han har også tit været meget tavs og indesluttet, bortset fra øjeblikke, hvor han virkelig var sød. - Så vidt jeg ved, var de meget glade for hinanden de første år, men det er utrolig svært
at få mor til at fortælle om den tid. - Jeg ved, han var meget omsværmet og at mor kaprede ham lige for næsen af en anden."
Else Marie: "Hvad tror du, gik galt i deres forhold?" Mona: "Da jeg var 9 år, fortalte mor mig, at far havde været hende utro allerede 2 år efter de blev gift. Det tror jeg ødelagde det for dem.
- Jeg kommer fra en stor gård. Vi havde 3 unge piger i huset,
da jeg var barn. Det var med en af dem, far var hende utro.
Mor fandt ham i armene på hende. Det tilgav hun ham aldrig.
Selv nu, 35 år efter kommer hun stadig med små perfide hentydninger til det. Når hun gør det, lukker han bare helt af og bliver blot endnu mere tavs.
Jeg tror ikke, hun får orgasme, hvis de da overhovedet gør det mere.
Min mor er ikke nogen særlig erotisk kvinde, måske fordi han ikke
er særlig god til at bekræfte hende og sådan noget. - Jeg har set,
hvordan hun har lidt under hans tavshed, og hvor umuligt det er at få hende til at glemme hans åndsvage fejltrin.
Det er så tragisk. (og hun græder lidt)
Jeg kan huske, jeg allerede som barn besluttede, at jeg ville have en mand, der så lige så godt ud som far,
og at vi skulle tale godt sammen. Og så skulle han have nok i mig!
Derfor var jeg lykkelig, da jeg mødte Allan. Han var smuk
og ham tændte jeg på. Jeg nød at gå i seng med ham.
Han var heller ikke så tavs, som den slags fyre plejer at være.
Han havde bare altid så travlt med sit studie og sine kammerater.
Han læste til ingeniør og var med i en fodboldsklub. Det gik han meget op i
- Det værste ved det forhold var at det var ham, der hele tiden kørte det,
og jeg skulle være glad, hvis han ind imellem havde bare lidt tid til mig.
Men når vi så endelig var sammen, snakkede vi altså godt sammen."
Else Marie: "Skal vi se lidt nøjere på, hvad der gik galt?"
Mona: "Ja, det vil jeg meget gerne."
|
Afskeden med drømmemanden Else Marie: "Forestil dig nu, at du er en billedhugger. Lad os lave en skulptur af dit forhold til Allan, da det var mest problematisk." Mona og Else Marie laver en skulptur af hende og Allan s forhold.
Hun bruger Ulla som stand-in for sig selv, og Poul spiller Allan.
Han står med ryggen til hende og er på vej ud af lokalets dør. Hun står lige bag ham og ser først ret fortabt ud. Hvorefter hun er ved
at falde over sine egne ben, imens hun desperat rækker ud efter ham.
Else Marie: "Godt Mona. Og byt nu plads
med Ulla og lad den statue tale. Hvad er dens budskab?"
Mona går ind i skulpturen, dvs. indtager den samme kropsposition, som hun før viste (og går derved et trin dybere ind i det
"igen at have det sådan, som hun før blot talte om"):
De vigtigste budskaber er:
"Jeg er ulykkelig over, du går fra mig
- men jeg kan ikke forhindre det Bliv hos mig!!!.
- Jeg har hele tiden vidst, at du en dag ville forlade mig.
At du en dag ville finde dig en gladere og mere udadvendt kvinde. - Jeg føler mig totalt håbløs. Der er intet, jeg kan gøre ved det."
Else Marie: "Mona, og byt nu rolle med Allan. Prøv at indtage hans kropsposition. Hvordan ser det mon ud fra hans side?" (Else Marie henvender sig nu til hende, som om hun er Allan):
"Inden du svarer "Allan", så prøv at høre efter, hvad det er, "Mona" står og siger til dig.
Prøv at lytte." - "Og du Ulla, vil du nu gentage det, som den opgivende Monaskulptur lige før sagde til Allan." Ulla indtager den samme kropsposition, som
Mona havde lige før, og gentager hendes håbløsheds-udbrud.
Mona (som Allan): "Jeg vender ryggen til dig og går, fordi du har trukket dig væk fra mig seksuelt i det sidste år
og fordi jeg synes du er blevet så kedelig. Jeg hører ikke til her.
Vores drømme om fremtiden er uforenelige. Jeg har lyst til at rejse til Afrika
når jeg er færdig som ingeniør. Du tænker kun på at få børn så hurtigt som muligt.
Jeg har jo sagt til dig, at jeg ikke engang ved, om jeg vil have børn.
Og hvis jeg vil, så skal det først ske om nogle år, måske aldrig.
- Nu er jeg på vej ud af døren for at finde en kvinde,
som begærer mig og kan lide mig, som jeg er. En, jeg kan rejse ud i verden med,
og som kan give mig det modspil, jeg har brug for. Derfor går jeg." Mona´ s humør og udtryk er totalt forandret ved rolleskiftet,
hun taler nu fast og bestemt - og står godt på benene.
Else Marie: "Poul, byt nu plads med Mona og vær Allan,
sådan som Mona lige har vist det. kan du huske replikkerne?
- Godt, og når Mona nu om lidt igen er gået ind i sin håbløsheds-skulptur,
så gentag nøjagtig det, Allan lige sagde. - Ja godt, så er vi klar."
Mona står først helt sammensunket og lytter tavs til "Allans" ord, så udbryder hun: "Jeg turde ikke give dig modspil og være uenig med dig
eller begynde at skændes med dig, fordi jeg var så bange for, du skulle forlade mig,
hvis jeg gjorde det. - Jeg indordnede mig, så jeg til sidst ikke mere vidste,
hvem jeg selv var, og hvad jeg følte. I det sidste års tid vi kom sammen, blev jeg derfor også mere og mere væk fra mig selv.
Det vidste jeg ikke dengang, men det ved jeg nu.
Jeg ved ikke, hvorfor det gik galt,
eller hvis skyld det var, men - åh, det er håbløst!" Else Marie med en hånd på hendes ryg: "Hvad føler du bag ordene Mona?" Mona: "Jeg græder indvendig, men jeg tør ikke vise ham det." Else Marie: "Det behøver du da ikke skamme dig over!
- Jeg ved ikke om det passer, men jeg får det indtryk,
at der er en del af dig, der virkelig er ægte ulykkelig,
imens en anden del af dig egentlig er lidt lettet over,
at han gik fra dig og nu er i Afrika?
Er der en sådan del af dig, som føler lettelse,
og som måske glæder sig over at være sig selv igen?
Det lyder jo ikke, som om det har været særlig lykkeligt
eller sjovt for dig det sidste år, du og Allan kom sammen.
Har jeg ret i det?"
Mona nikker: "Ja, det har du ret i.
Lotte, da du arbejdede med dit selvmord og fortalte,
at Helge var gået fra dig, så undrede jeg mig over, hvorfor jeg ikke
havde følt Allans farvel hårdere. Når jeg tænker efter, er der
kun gået nogle ganske få uger, når mændene har forladt mig,
hvor jeg har været rigtig ulykkelig.
- Heldigvis har jeg en god veninde, som jeg kan græde ud hos. Det gjorde jeg også efter Allan. - Nu har jeg fået mere tid til at gøre,
lige hvad jeg har lyst til. Det er dejligt igen selv at kunne bestemme over min tid og ikke skulle gå og passe på at sige og gøre noget forkert. Jeg gik jo hele tiden og passede på et eller andet, mens jeg kom sammen med ham,
eller også ventede jeg på ham.
- Jeg gik sågar og gruede for, at han skulle forelske sig
i en af mine veninder, imens vi kom sammen, så jeg dem alt for sjældent.
- Jeg er meget jaloux! Og når han så endelig havde tid til at være sammen med mig,
så ... Nu har jeg også fået mere tid til at gå i byen og dyrke mine øvrige interesser. Jeg gik til korsang, før jeg mødte Allan, men det lagde jeg på hylden
for at få mere tid til at være sammen med ham. - Nu når jeg står her
og ser det lidt udefra kan jeg godt se at jeg holdt total udsalg.
- Jo, jeg følte også en lettelse over at han gik." Hun stopper et øjeblik, ser forvirret ud og udbryder så desperat:
"Tror du overhovedet, jeg er i stand til at leve i et parforhold?"
Else Marie: "Det ved jeg ikke. Jeg er mere optaget af,
at når du forelsker dig i en mand, så tilsidesætter du ikke alene dine veninder
men også alle dine andre interesser. Det lyder for mig, som om du samler al din energi
og koncentrerer alle dine følelser udelukkende om ham - og det gør dig alt for sårbar. Du bliver jo ligesom lukket helt inde i hans eller din egen verden og taber
derfor alt for let dit selvværd og din interesse for omverdenen,
når du er i et parforhold. - Ja, du holder jo total udsalg!
Han kan bare tage frit på alle hylderne.
Og det bliver du ikke mere spændende af i en mands øjne.
For at tale kropssprog, så har du begge dine hænder ude i ham, og derfor falder du alt for let forover. Du mister meget let kontakten
med dig selv på den måde! Og når du ikke mere er tilstede
hvem har han så at tale med og at elske? - Det dur ikke.
Prøv nu igen at gå ind i "den forladte Mona-skulptur" og lad os se,
hvad der sker, når du rækker begge dine hænder og arme ud efter ham. Prøv at nå ham og at holde på ham, så vi kan gå lidt dybere ind i den del af dig, der virkelig er ulykkelig - og ærligt bange for, at du aldrig vil kunne finde dig
en anden mand, som du både kan lide at elske med og snakke med."
Det gør Mona, passivt og halvhjertet. Else Marie: "Prøv et øjeblik at træde endnu mere frem som den del
og udtryk det du føler i nogle ultrakorte sætninger som f. eks.: "Du er alt,
hvad jeg lever for Allan!", "Du er så utrolig smuk og dejlig, og jeg er så umulig!" - eller sig blot: "Elsk mig!" igen og igen . Prøv at lege lidt med dine udbrud.
(Mona mumler noget uhørligt til gulvtæppet).
- Hvad siger du? Gentag det lidt højere."
Mona grædende: "Elsk mig! Elsk mig, elsk mig
Også selv om jeg godt kan forstå, at du ikke kan!" Hun går dybere ind i det, som hun ellers holder omhyggeligt skjult.
Hun trygler og beder med begge hænder strakt frem imod ham, og råber:
"Bliv hos mig! - Du betyder alt for mig." - Pludselig knæler hun ned,
falder forover og klamrer sig desperat til hans ben,
imens hun græder og hulker fortvivlet.
Lidt efter falder hun til ro og føler sig lettet - og
da hun virkelig mærker, hvad det er, hun gør, rejser hun sig brat op,
stamper voldsomt i gulvet og ryster sine arme løse. "Nej fandme nej!"
Hun går lidt rundt i lokalet og råber vredt og skuffet: "Nu er det nok! Livet er for pokker andet end dig! Der skal også være plads til mig, ellers vil jeg hellere leve alene - din idiot!" Hun nærmest fnyser nu.
"Uff - sådan vil jeg altså ikke leve, hverken med dig eller andre."
Da hun lidt efter falder til ro, tager Else Marie hende i hånden:
"Godt. Jeg forstår godt du er rasende over at dumpe i den fælde.
Men Allan forhindrede dig jo ikke i at se dine veninder og venner.
Han forhindrede dig heller ikke i at gå til korsang og alt det andet, du havde lyst til. Der må også have være noget i dig før bruddet, som spændte ben for dig. Gad vide, hvad det mon kan være?
Prøv at lægge mærke til, om der er en lille pige inde i dig Mona,
som er overbevist om, at hvis du virkelig træder frem og viser mændene,
hvem du er - (f. eks. tydeligere viser, hvad du føler og mener. Siger, hvad du vil ha´. Hvad du kan lide, og hvad du ikke kan lide) - så er du ikke usikker på, om de vil fare skrigende væk - lang tid førend du tester om det passer.
Lad os se lidt nøjere på, hvad der egentlig sker."
Mona nikker tankefuldt.
Else Marie: "Ulla og Poul, prøv nu igen at stille jer op i par-skulpturen fra før.
Mona står nu udenfor, sammen med Else Marie, der siger:
"Mona, prøv at se lidt nøjere på den der selvopgivne triste del af dig, som tror at kærlighed er alt her i livet. Og noget, som man må gøre sig fortjent til - men egentlig regner hun dødsikkert med, at hun bare igen og igen vil blive afvist og forladt. Hun regner ikke med at en interessant mand vil kunne elske hende,
hvis han ikke er sådan en ubestemmelig blød fyr, som hun nok kan styre,
men ikke respektere, tænde på og virkelig elske dybt.
Har du det sådan?" (og peger på stand-in Ulla).
Mona: "Ja, den følelse kender jeg godt." Else Marie: "Prøv at sige noget nyt til den del af dig, her udefra." Mona (stående udenfor statuerne med Else Marie) til sin selvopgivne del:
"Du tigger jo - og det forhindrer mig i at få et godt forhold til en mand.
Hver gang jeg møder en, som jeg bliver vild med, så fortæller du mig, at han er alt for god til mig, og at jeg ikke fortjener hans kærlighed
og hvis jeg ikke indretter mig 100% efter ham, så går han fra mig.
Og indretter jeg mig 100% efter ham, ja så går han også.
- lang pause - ja sådan er det. Det er altså skide svært!"
Else Marie: "Ja, når du stiller valget sådan op.
Du kunne også konkludere at du altså må forandre holdning,
fordi den der, simpelthen ikke dur. Det er jo også en mulighed."
... men det forslag overhører Mona, der fortsætter "Jeg ved ligesom et sted indeni at jeg alligevel en dag blot bliver forladt, fordi at jeg simpelthen ikke er værd at elske, sådan som jeg er.
- Det er sådan noget negativt noget, jeg tænker."
Else Marie: "Ja, det er også det, jeg så.
Og den Beslutning medfører ganske logisk at du føler dig håbløs.
Frygten udspringer af en gammel overbevisning om at du ikke
er værd at elske - og at du derfor hellere må gemme dig væk og blot nøjes med at trygle om at få lidt krummer."
Det ser jo nuttet ud at bede om kærlighed, men her er,
hvad Allan desværre så ovre fra hans synsvinkel = KRAV::
Lad os prøve at se dybere ind i det her. Mona byt nu plads med Ulla igen og lad os høre,
hvem der dog har bildt dig ind, at du ikke er værd at elske."
Mona: "Det behøver jeg ikke. Det har min mor."
Hun ser længe tankefuldt på skulpturen af sit forhold til Allan, som nu står lige foran hende. Else Marie: "Skal vi se lidt på den historiske side?"
Det vil Mona gerne.
|
Budskabet hjemmefra
Else Marie: "Mona, nu er du igen billedhugger.
Du skal prøve at vise os en skulptur af dine forældre, som viser deres følelsesmæssige forhold i en nøddeskal, som du ser det. - Hvordan ser du dem? Og hvad udtrykker de hver især
med deres kropssprog? - Prøv at vis os det."
Mona stiller Gert og Hanne op som far og mor, ryg mod ryg - et godt stykke fra hinanden. De står begge med korslagte arme og ser yderst bistre og mørke ud. Mona træder tilbage, ser kritisk på dem
og henter et reb, hun binder om deres fødder, som en lænke i mellem dem.
Vi finder frem til, at essensen af deres budskab til hinanden er:
"Du skal forstå MIG! Hvis du elsker mig, så skal du kunne forstå mig!.
Og når du har forstået mig, så vil du også give mig ret i, at det er dig,
der er den onde og mig der er den gode. Hvorfor forstår du mig ikke?"
- "Nej, du skal først forstå mig! Det er dig, som skal forstå MIG!"
Det råber de flere gange højt i munden på hinanden. Det er så absurd
og tragikomisk at se disse to voksne børn, der begge vil forstås på samme tid
- og samtidig fornemme den tragiske og pinefulde måde, som de
begge to er kørt fast på i deres underliggende magtkamp,
at vi må tage os en grinepause.
Da gruppen igen er blevet stille, siger
Else Marie: "Mona, sig noget til din mor." Mona: "Åh, al den forståelse. Du kunne kun lide mig,
når jeg gjorde det, som du synes var rigtigt! Du kunne ikke lide mig, som jeg var.
Altid var der noget i vejen med mig. Når jeg råbte op eller var udfarende,
så blev jeg sendt op på mit værelse og måtte først komme ud igen,
når jeg var sød og stille. - - Altid skulle jeg forstå dig, men hvad
forstod du selv? Jeg var jo i forvejen alt for stille og indadvendt,
men det forstod du ikke et klap af."
Else Marie: "I har et stort forståelsesbehov i din familie! Lad mig prøve at forstå det, du siger ved hjælp af de 2 skulpturer. - Vil det sige, at når du møder en fyr, du tænder på, så tror du per refleks,
at han umuligt kan forstå dig? Tror du virkelig, at han kun ser dig
på samme umulige måde, som din mor gjorde, da du var barn?"
Mona ler: "Ja, så tosset er det. Det kan jeg godt se."
Else Marie: "Jeg siger ikke, at du er tosset, jeg prøver bare at forstå dig.
- Jeg lagde mærke til, at din selvopgivende del går alt for tamt bagefter ham. Går du ikke, som en lille pige ud fra som givet, at han umuligt kan forstå dig,
og at han kun vil afvise dig eller råbe højere end du, hvis du fortæller ham,
hvad du har brug for? (Mona nikker) - Hvad tror du, der vil ske, hvis du ikke bare indordner dig, men siger lige ud,
hvad du føler, savner og mener?"
Mona studser og siger forundret: "Så tror jeg, jeg vil blive afvist, eller blive sendt væk og føle, at jeg er helt forkert og umulig.
Ja jeg vil igen føle mig ligesom jeg gjorde, da jeg var barn.
- Ja, jeg forstår godt, hvor du vil hen."
Else Marie: "Dvs. da du var barn, undgik du at blive lukket inde
på dit værelse osv, ved at indrette dig alt for meget efter din mor.
Hvad mere tror du, din eftergivenhed hjalp dig med dengang?"
Mona tankefuldt: "Den hjalp mig med at skjule, hvad jeg følte,
så mor ikke blev vred på mig. - Det værste jeg vidste var, hvis både hun og far faldt over mig på samme tid. Så blev jeg udskammet, somom var jeg en hund. De kunne være utrolig hårde med deres ord. Sagde jeg bare det mindste forkert, så hånede min far mig lige til jeg græd. Han kunne virkelig spidde mig
med sin sarkasme, når han var i sit onde lune.
Og mor sagde: "Skam dig. Her ofrer vi alt for din skyld,
og så er du ikke engang taknemmelig! Hvad er du dog for en? Skam dig."
De kunne begge to tale sådan ned til mig, at jeg følte, jeg bare var en lille besværlig hund!" Else Marie: "Ja, du opdagede på den barske måde, at det var bedst at holde sin mund, ok, jeg forstår - men hvad forhindrer den holdning dig i i dag?"
Mona: "Den forhindrer mig i at kunne klare mig i et forhold!
Der går jeg jo også blot rundt og er bange for at sige til og fra, eller gøre noget forkert".
Hun slapper af med et suk og siger lidt efter: "Jeg føler mig helt tanketom nu?" Else Marie: "Godt, lad os tage en lille pause. Luk øjnene og træk vejret"
Mona (lidt efter): "Ja, jeg tror, det er derfor, jeg har så svært ved bare frit at sige det, jeg tænker og føler til en mand. Især når jeg ved, at han ikke er enig med mig. Jeg går ligesom ud fra,
at han ikke vil kunne forstå mig, og at det på forhånd er håbløst." Else Marie: "Ja, og tænker du sådan, føler du dig helt forkert?"
Mona: "Ja netop", og der bliver en lang stilhed.
Ebbe bryder den: "Nu kan jeg bedre forstå,
hvorfor det er så svært for dig at holde af dig selv,
som du fortalte os om søndag aften. Og det synes somom
at I sætter lighedstegn imellem at forstå og at elske hinanden.
Samtidig med at seksualiteten bygger på forskellighed
og er en meget mere ordløs kommunikation.
Da du var lille, så du ikke et par foran dig,
som elskede hinanden, så dér var de dårlige rollemodeller.
Skamfølelsen er sådan en forbandet udraderende og nådesløs tilstand. Ja, for stolte mennesker kan det være dræbende at blive overvældet af skam.
Men du blev jo ikke født med at føle skam. Skamfølelsen spejler kun din opdragelse og en familiekultur, den er IKKE-DIG."
Måske er det opdragelsen som er forkert, og ikke dig?
Else Marie tager heldiigvis over
inden jeg kommer for godt igang: "Ja, og måske var det dengang klogt af dig
at gemme dig væk, når din far og din mor kørte deres indeklemtheder af på dig Det er jo ikke ualmindeligt, at der kommer sådan noget skræmmende koldt og sadistisk over folk, der har et dårligt sexliv, som Wilhelm Reich beskrev det engang i 30 ´ernes Tyskland. "Der hvor eros flytter ud, flytter ondskaben ind", sagde han.
Så nul glæde, dårlig sex og manglende lytning til hinanden
kan meget vel have været deres undskyldning for deres dårlige ægteskab.
- Dengang følte du dig ikke elsket og troede derfor, at du ikke havde nogen
ret til at få kærlighed. Måske var der ganske enkelt ikke særlig megen kærlighed
i det hjem. - Føler du stadigvæk det? - At kærlighed er noget udenfor dig,
som du savner og er skæbne fordømt til ikke at kunne få fat i?"
Mona: "Ja, men det skal være slut nu. Jeg er ikke længere deres lille pige! Jeg er ikke mere så afhængig af dem, ja af mine fyres kærlighed og accept.
Hvis fyrene ikke kan lide mig, som jeg er, så vil jeg fandme hellere leve alene." Else Marie peger på Ulla, der stadig står foran Mona som en trist, opgivende
og bedende skulptur overfor "Allan":
"Sig det til den del af dig,
som står der helt knust og overbevist om,
at en fyr som Allan vil forlade dig, hvis du stiller direkte krav til ham - eller vil forståes eller diskutere en uenighed med ham."
Mona vender sig mod skulpturen af "den selvudslettende Mona".
Tager nogle dybe åndedræt og udbryder: "Du er jo bare en lille bange pige,
der ikke har indset, at ham der ikke er ligesom din far."
Else Marie: " Du lyder sarkastisk.
Det jeg savner er en stille indre stemme, der siger:
Du skal altså se at holde op med at fortælle dig selv
og alle andre, at du er helt umulig! Det kan jo være at de tror dig.
Gør du det alligevel, så vil jeg fortælle dig, at du har lov til at føle det, du føler,
sige det, som du tænker og gøre lige netop det, som du har mest lyst til.
Jeg skal nok fortælle dig i dit indre øre, at du sgu også
har ret til at være til. Være her og vise, hvem du er!"
- Og hvis du ikke gør det, så vil han jo alligevel en dag forlade dig,
fordi han slet ikke opdagede, hvem du egentlig er!" Hvordan føles de ord?"
Mona smiler: "Stærkt, dem må jeg huske." Else Marie: "Ja, for hvis du husker dig selv, så bliver du selv
til den gode stærke mor, som dit indre ængstelige barn altid har længtes efter
" Mona nikker tankefuldt.
Ebbe: "Skal vi tage en pause og så se,
hvad der dukker frem om 15 - 20 minutter?"
Mona: "Ja, jeg har også brug for en tissepause nu." Inden vi går op i lokalet igen, sætter jeg svenske Anita Lindblom´s
gamle landeplage "Sånt är livet" på (cd fra 1989), efterfulgt af hendes
morsomme "Balladen om Hr. Frederik Åkare", (om en mand, som bare tager,
hvad han vil ha´ og ved, hvad han vil her i livet - og om damerne,
der bare dåner, når Karl Frederik vil ha´ dem,
så han ta´r dem - og forlader dem).
Da stemningen er til det,
danser vi også med italiensk patos til "O´ sole mio"
med Pavarotti, Carreras og Domingo fra deres berømte Romkoncert i 1990.
Vi er flere, der synger med. Mona og Poul tager nogle intense danse sammen,
som ender med, at Mona står og græder i hans favn, imens Bonnie Raitt synger
sin hudløse sang: "Love has no pride" (1990). Og det er jo sandt.
Kærlighed har ikke noget at gøre med egoets stolthedssystem.
Ægte kærlighed har en helt anden dimension og tolerance.
Drømmen om den lykkelige familie Else Marie: "Hvad har du nu lyst til?" Mona: "Jeg vil gerne fortsætte med at arbejde med det her, for jeg føler mig slet ikke færdig.
Men jeg ved ikke, hvordan jeg kan komme videre.
Har du et forslag?"
Else Marie: "Ja, jeg synes, vi skal se på din dagdrøm
om at få dig en lykkelig familie. Forestil dig, at du nu er en fotograf,
der skal tage et billede af dig, din mand og børn om 10 år. Når du kan se
det for dig, så lad os stille det op her, så vi andre også kan se, hvad du ser
for dit indre blik, når du tænker på ordet "familie, have en mand og børn".
- Hvad siger du til at vi laver sådant et fremtidsbillede?
Måske vil det give dig en lidt større klarhed over,
hvad din længsel egentlig handler om." - Mona: "Det vil jeg gerne."
Else Marie: "Ok - Lisbeth, nu er du stand-in for den ti år ældre Mona, der er i begyndelsen af 40´erne. Og Hans, du er Monas kommende mand.
- Hvem andre er med på fotografiet Mona, som simpelthen rummer
essencen af den familie, du drømmer om."
Mona: "Der er også en datter og en søn." (Det bliver Lotte og Otto).
"I skal sidde i en sofa - ja alle fire. Hans, du holder om mig, og har vores yngste datter på skødet, ja sådan. - Lisbeth, du har vores søn på skødet.
I skal alle sammen smile. Ja, sådan.
Billedet skal vise, at I elsker hinanden. I er en meget tæt familie, så ryk helt tæt sammen." Else Marie: "Så alle putter sig meget tæt ind til hinanden?"
Mona: "Ja netop. Jeg vil have en rigtig familie!" Hun står længe
og ser henrykt på opstillingen.
Else Marie: "Du ser ud til at have lyst til noget?"
Mona: "Ja. Jeg har lyst til at sætte mig op på skødet af far Else Marie tager hende i hånden: "Nu bliver jeg altså forvirret.
Du er da ikke den lille pige - eller er du? Det er jo dig, der er moderen.
Du er ikke barnet i det fremtidsbillede."
Mona står lidt paf og tænker sig om:
"Ja, men jeg kan mærke, at jeg på samme tid
godt vil være den lille pige, som sidder på skødet af far,
og at jeg også godt vil være hans kone - og mor til de to børn,
der sidder der. Ja, nu bliver jeg også helt forvirret."
Else Marie: "Det kan jeg godt forstå.
Lad os se på skulpturen fra før - af dine forældre.
"Gert og Hanne bliver igen stillet op ryg mod ryg. De står stadigvæk
et stykke fra hinanden med korslagte arme og ser mørke og bistre ud.
(De bliver stillet op lige bagved "den lykkelige familie").
Else Marie: "Ja, nu kan jeg bedre forstå det, du siger.
Når jeg ser de to "familie-skulpturer" overfor hinanden,
så kan jeg godt forstå, at du får en enorm lyst til selv at være barn
i din længselsfamilie. - Det, du længes efter, er jo alt det,
som du savnede som lille pige."
Mona: "Ja, det kan jeg godt se. Nu begynder jeg også at forstå,
hvorfor jeg ikke har følt mig særlig elsket. Det var der jo ingen af os, der var.
Far elskede ikke mor, hun elskede ikke ham og vi børn kunne ikke lide os selv
- er det ikke typisk?" Else Marie: "Jo, prøv at sige noget mere."
Mona med tårer: "Der var ingen i min familie, der følte sig elsket!
Der var ganske enkelt alt for lidt kærlighed. Vi var alt for langt fra hinanden.
Det er fælles for os alle fire. Hverken mor eller far, min broder og jeg
holder særlig meget af os selv, og derfor har vi alle svært ved
at få en familie til at fungere! - Ja, sådan er det."
Else Marie: "Ja, og siger du ikke også,
at din drøm om "en lykkelig familie", hvor I sidder tæt sammen
og er meget glade for hinanden, spejler alt det, du som barn
så inderligt længtes efter og dagdrømte om at få en dag?
At det er et drømmebillede, der hele tiden går i stykker,
når du får en interessant konkret fyr tæt på. Kan det mon passe?" Mona: "Ja, det er rigtigt. Lige siden jeg var lille, har jeg altid ønsket
sådan en rigtig tæt og varm familie. Sådan en familie ville jeg have,
når jeg blev voksen! Det kan jeg godt genkende."
Else Marie: "Siger du så ikke også,
at din drøm om "en lykkelig familie" egentlig er en lille piges drøm?
En drøm om med et magisk trylleslag at kunne forvandle en fortravlet mand,
som Allan, der kun havde lidt tid til dig, om til den glade afslappede mand,
som sidder dér i sofaen i dit fremtidsbillede
- De mænd, som du tænder på, er de ikke ret håbløse som fædre?
Allan lyder jo da ikke ligefrem som et særlig ivrigt familiemenneske.
Er det dit magiske barn, der styrer dit kærlighedsliv?"
Mona ler højt: "Jo."
Else Marie: "Ja, fordi du forelsker dig jo i yngre udgaver af din far
og kalder det for kærlighed. - Det, jeg vil foreslå dig, er at se dig om
efter en mand, som du i højere grad kommer til at tænde på, jo mere
du lærer ham at kende, fremfor en, som du straks tænder på
- og senere brænder dig på."
Mona: "Jeg kan godt se, at jeg skal til at lede efter en helt ny type mand.
Jeg forstår bare ikke, hvad du mener med, at det er mit magiske barn,
der styrer mit kærlighedsliv? - Hvad mener du med det?"
Else Marie: "Jo, f. eks. da du var så indelukket
og ked af det sammen med Allan sidste år, var der da ikke
en lille tryllestemme inde i dig, som sagde, at hvis du bare var rigtig
rigtig sød ved ham, - eller bearbejdede ham længe nok med dine tårer,
så trist ud og lod være med at elske med ham osv. - at så
ville han forstå, hvor vigtig din drøm er for dig ...og så
ville han nok en dag give slip på sin drøm om at rejse til Afrika
og pludselig helt mirakuløst indse, at din drøm var den eneste rigtige.
Troede du virkelig, at han en dag ville virkeliggøre din drøm for dig,
ligesom en god far - helt uden svære kampe. Tænkte du mon sådan?"
Mona: "Ja, det troede jeg faktisk i starten, men tilsidst gik det op for mig,
at det ville han aldrig gøre.
Vi var alt for forskellige. Det var det, som trøstede mig mest bagefter,
kan jeg huske. Jeg vidste jo godt et sted , at ham ville jeg ikke have børn med."
Ebbe bryder ind: "Ja med dit voksne-Jeg.
Jeg spekulerer på, om du er villig til at give slip på
endnu en magisk livsløgn, nemlig den om, at "den eneste ene"
virkelig findes ? Du ved, illusionen om at et eller andet sted derude i fremtiden,
venter I to bare på at mødes - og når det sker, så pif paff puff, så forelsker I jer,
og så har du som ved et mirakel fået opfyldt din drøm om at få en lykkelig familie?"
Mona: "Siger du, jeg skal droppe drømmen om at få mig en familie?" Ebbe: "Nej tværtimod! Jeg mener blot, at 1. trin frem mod det mål må være,
at du som nu bliver klar over, det i alt for høj grad er den lille pige i dig,
som tavs og passivt sidder og bestemmer over dit kærlighedsliv.
Skal hun virkelig bestemme, hvordan din fremtid som voksen kvinde
og måske kommende mor skal forme sig? Det tror jeg altså ikke på,
der kommer en lykkelig familie ud af."
Mona: "Hvad skal jeg så gøre?"
Else Marie: "Hvad tror du, Ebbe vil svare dig?" Mona efter en tænkepause: "Han vil nok sige, at jeg kun skal droppe
den del af drømmen, som er den lille piges drøm. Hun drømmer jo bare om
at lave sin far om til sin drømmemand og derved lave om på sin ulykkelige barndom.
Det er den lille piges måde at opfatte lykken på, som jeg er nødt til at se kritisk på,
for ellers vælter hun bare mit ønske om at få mig en familie. Sådan tror jeg,
du vil sige - og det tror jeg, du har ret i. Det kan jeg godt se."
Else Marie: "Ja, og jeg vil tilføje, at du må tage udgangspunkt i,
om den mand du vil leve sammen med, er en mand, du kan lide, som han er.
Du må ikke vælge ham ud fra, hvordan du kunne ønske dig eller drømme om,
at han en dag bliver. Det er der utrolig mange, der har fået knust deres håb,
deres drømme og hjerter på.
Den analyse kan f. eks. konkret betyde, at når du møder en ny fyr,
som du holder af, så kan du efter et stykke tid tage dig sammen og sige til ham:
"Jeg er snart 32 år, og vil gerne have børn og en familie. Har du også lyst til det?"
- Og hvis han siger ja til det projekt, så skal du sige: "Hvis du, som jeg vil kæmpe
og samarbejde for at få den drøm opfyldt, så lad os bruge 1 års tid på at tale en masse om "det, at lave vores egen familie" for
at undersøge, om vi overhovedet passer sammen.
Jeg har ikke mere tid til lege alle de der små skjulte spil
og kun nøjes med et uforpligtende sexforhold. Hvis du ikke har lyst til det projekt,
så må vores veje skilles, inden jeg bliver alt for glad for dig. Det vigtigste lige nu for mig i mit liv er, at jeg finder mig en rigtig dejlig familiemand
og snart får nogle børn, inden jeg bliver alt for gammel."
Mona: "Hvad nu, hvis han siger nej, og jeg elsker ham?" Else Marie: "Med din historie? Ja, så må du jo vælge imellem ham,
eller det at få børn og en familie. Er det ikke din erfaring hidtil?
Hvad siger I andre?"
Poul: "Jo, jeg synes det er klogt, at du tidligt melder direkte ud, og ikke glemmer dig selv - og så skal du høre godt efter, hvad han svarer! Det har tit slået mig, hvor ærlige vi mænd i almindelighed er, når I kvinder
virkelig går os på klingen og tør spørge direkte. Mænd er ikke så indirekte og hensynsfulde, som kvinder. Det er først senere hen i et forhold,
at vi ikke altid siger, hvad vi virkelig mener - i starten gør vi.
Desværre er der mange kvinder med børn i øjnene og hormoner i blodet, som slet ikke lytter og hører på, hvad han faktisk helt klart og ærligt siger
i starten af et forhold og hvad han i grunden svarer, hvis de tør spørge
lidt mere direkte. Mange kvinder tror vist, at de nok skal få deres vilje
til sidst via deres tryllerier, men det siger de ikke direkte til ham,
og så bliver de bagefter skuffet, fordi han ikke har kunnet
læse og opfylde deres savn, drømme og inderste tanker. - Det fik jeg lige lyst til at tilføje."
Det udløser en snak om, at der er nogle mænd,
som egentlig er ret ligeglade med, om de får sig en familie eller ej - og andre typer mænd, som virkelig også er meget opsatte på at få sig
en god familie med både sex, børn, ansvar og forpligtelser, men desværre
er de ikke altid lige så ophidsende, som de mere solo-orienterede mænd.
(Det er jo oftest de frækkeste og vanskeligste mænd,
der får kvindehjerter til at banke stærkest).
Mona: "I siger altså til mig, at jeg skal begynde at se mig om
efter en helt ny type mand?" - Gruppen i kor: "JA!"
|
At tænde en ny drøm
Ebbe: "Det er faktisk ret almindeligt, at vi ikke fornyr vores drømme. Der er mange, der sejt og stædigt hænger fast i barndommens dukkehuse,
ungdommens romantiske idealer og igårs dagdrømme. Problemet er, at disse gamle savn og fastffood lykkedrømme slet ikke passer til
den virkelighed, vi lever i, hvor det i praksis er ret umuligt
at virkeliggøre sine paradisdrømme.
Vi er jo ikke guder eller gudinder,
men næsten alle sammen kærlighedsforbrændte mennesker."
Mona: "Ja, det har jeg jo set i ugens løb, men hvordan kommer jeg videre?
(lang tankepause). - Jeg må se at tænke på en anden måde,
men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre."
Else Marie: "Skal tage eet skridt til ind i den søgeproces?"
Mona: "Ja, det vil jeg gerne." Else Marie: "Mona, prøv at stille de syv mænd,
som vi har her i gruppen op på en linie. I den ene ende har du den type mand, som du gætter på, at du kan snakke bedst med, men ikke har spor lyst til at gå i seng med. Hvem af fyrene skal stå der?" Mona stiller Henrik
henne ved vinduet. (Han ser lidt skuffet ud).
"Og her ved døren (i den anden ende af lokalet) skal du nu placere ham,
som du umiddelvart synes er den mest seksuelt tiltrækkende mand her i lokalet.
- Du behøver ikke at kunne tale særlig godt med ham, han er bare mest Mand for dig."
Mona beder Otto stille sig der, og flere af de andre mænd ser helt misundeligt på ham.
Else Marie: "Godt, de repræsenterer nu de to forskellige typer mænd,
du hidtil har svinget imellem. Prøv også at stille de fem andre mænd her i gruppen op
i mellem de to yderpunkter. - Dem, som du synes er mest sexet, skal stå tættest ved Otto. Og dem, som du har lettest ved at snakke med, står nærmest Henrik."
Det foregår i en sjov og lidt hektisk stemning.
Mændene både hader og elsker at blive bedømt således.
Mona er først lidt genert og rødmer, og placerer så uden tøven mændene
på følgende række: Otto - Hans - Ebbe - Poul - Hugo - Gert - Henrik.
Else Marie: "Ok. Grunden til, at jeg beder dig om at dele mændene op på den måde, er for at vække din interesse for de mænd, der befinder sig
midt imellem de to yderpoler, du ligesom et pendul i et bornholmerur,
plejer at bevæge dig frem og tilbage i mellem.
Fortsætter du med kun at lede efter mænd, som minder dig om din far da han var ung - og søger du kun varme og forståelse hos mænd, som Henrik, ja så får du med stor sandsynlighed ikke den familie, du drømmer om at få. Det fandt vi ud af før, så lad os undersøge dem der imellem.
I dag svinger du fra den ene pol til den anden,
og resultatet er alt for forudsigeligt: Enten forlader du ham,
eller også bliver du selv forladt - og dit ønske om at få børn
og en stabil familiefar bliver ikke opfyldt. Det skaber selvfølgelig angst og desperation - og en stigende skuffelse og bitterhed.
Men så travlt har du jo heller ikke Mona.
Prøv i stedet for at gå på opdagelse i nogle helt nye mandetyper,
som f. eks. Hans, Ebbe, Poul, Hugo og Gert kan symbolisere.
Hvem af dem vil du starte med?"
Mona: "Jeg vil godt starte med dig Poul." Else Marie: "Ok, lad os nu genskabe billedet af din lykkelige familie fra før,
men denne gang sætter du dig sammen med Poul, som er stand-in
for din fremtidige mand.
Hvordan tror du, Poul vil være som ægtemand og familefar?"
Mona: "Kærlig, varm, sexet og god at tale med." Hun sætter sig helt tæt
sammen med Poul. Lotte, som spiller hendes lille datter, sidder på hans skød
og Otto på hendes. De bliver alle fire siddende tæt sammen i det billede/den skulptur
et stykke tid. På et tidspunkt lukker Mona øjnene, tager en dyb indånding
og giver slip i et befriende stort pust, hvorefter hun putter sig endnu tættere
ind til Poul, som med et smil tager imod hende.
Else Marie: "Hvordan føles det Mona?"
Mona smiler lykkeligt, ser op og siger: "Det føles pragtfuldt.
- Jeg føler mig glad, tryg og lykkelig. Det er netop sådan,
jeg vil have det med en fyr."
Else Marie: "Så bliv siddende lidt længere,
så du kan huske, hvordan det føles. Det kan måske senere hen hjælpe dig
med at vide, hvad du vil slås for at opnå. Nemlig at opnå den følelsestilstand
som du lige nu og her mærker i din krop." Mona nikker og lukker igen øjnene.
Mens Mona sidder og putter sig ind til "sine to børn og sin fremtidige mand",
spiller vi Anne Dortes gode gamle sang om "En lykkelig familie" (1987) for hende.
Bagefter snakker vi om det vigtige i at have en drøm,
og det farlige ved at sidde alt for fast i den. Om det at være single (der er i dag omkring 950.000 voksne danskere, der bor alene i egen bolig).
og om det, at vi alt for let lader os snyde af "drømmen om den lykkelige familie".
En kliche, som næsten kun findes på film, i kvindebladene og i reklamespottene
på TV. Diskussionsrunden ender med, at vi må konstatere, at der er
et stort behov for at skabe os nogle helt nye kærlighedsdrømme
som passer bedre til virkelighedens muligheder
- eller lave virkeligheden om.
Vi ønsker vel alle at vores liv bliver et eventyr, der ender godt.
Men desværre findes der ikke magisk pulver, eventyrprinser og princesser. Prinsen på den hvide hest viser sig jo snart at køre rundt på en trehjulet cykel,
og Tornerose får sandsynligvis lov til at sove i al ubemærkethed i over 100 år.
(Hun må forøvrigt se ret hengemt og lidet attraktiv ud, hvis hun endelig en dag
bliver befriet fra sit høje moralske tårn. Og trænger en ihærdig knøs endelig en dag igennem tornekrattet, ja så er det sandsynligvis en indbrudstyv).
Eller tænk på Snehvide, der blev forgiftet af sin mor, og som derfor får lov til at sove videre i al evighed, fordi de der
dumme prinser bare rider lige forbi hendes glaskiste. Den slags passive
romantiske kvindeidealer fører i hvert fald sjældent frem til et nutidigt familieliv. Der bliver også talt om, at det er farligt at se efter "typer", dels fordi en alt for eenøjede kikkert let låser dig fast i et dårligt forældet forelskelsesmønster, som blot igen og igen ender med en skuffelse - fordi ingen er en Type
fordi vi jo alle ved et nøjere bekendtskab er en helt specielle type
af den slags, som der kun findes een af.
Et godt parforhold starter ikke med, at du finder dig "den eneste ene", men med at du tør leve med åbenhed, usikkerheden og nysgerrigheden,
indtil du måske efter 1/2 - 2 år pludselig en dag forundret opdager, at først nu ved du - at du har fundet "den eneste ene, den rigtige".
Det tager sådan ca. 1 års tid for de fleste af os, før vi ved det.
Afrunding:
Det har været en lang svær dag
med mange forskellige intense følelser, og derfor kan det være vanskeligt at forlade hinanden.
Vi runder derfor dagen af med at hente sange og guitarer frem.
Da vi går til køjs, sidder der stadigvæk nogle og synger
inderlige kærlighedssange ude i køkkenet.
Her kan du læse lidt mere om
Mona´s senere brug af denne session.
www.psykoweb.dk/psykodrama/mangejeger3.htm
Videre til Kapitel 9.
Mere om at træde ud af gamle mønstre
og tage helt nye skridt
|
Videre til Kapitel 9.
Mere om at træde ud af gamle mønstre
og tage helt nye skridt
se indholdsfortegnelsen
Psykodrama bogen
Se her indbydelsen til ugekurset
der beskrives i PsykoDrama-bogen
og her er vores 2. bog
Bid livet i låret og find dig en kæreste.
|
tilbage til index
over hele www.psykoweb.dk
|