Først morgenopvarmningen.
Torsdag, den fjerde morgen regner det,
så jeg lader "Summerrain" med Johnny Rivers (1991),
"Rhythm of the Rain" med Cascades (1963) og andre regnvejrssange vække huset.
Det blev vist ret sent for de fleste i aftes, hvor der blev snakket til ud på de små timer.
Energien er i hvert fald ret mat og flad her til morgen.

Da vi er samlet i lokalet, spørger jeg, om der er stemning for at varme op
til noget blid musik og en siddende dans. Eller om vi skal lave en stor puttegruppe
og vågne op til først noget stille og senere noget mere fantasifuld musik.
Der er stemning for det sidste, så vi lægger fire madrasser sammen
til en stor firkant. Alle stiller sig op omkring den,
som om vi stod foran en swimmingpool.

Een for en kaster, lægger og sætter vi os ned og indretter os
på stadig mindre plads, og ender med at ligge i en stor bunke, og putte
os tæt og varmt ind til hinanden. Der er nogle, der flytter på en arm - og så falder vi til ro.
De fleste ligger tæt, som en flok neanderthalere i en hule. Nogle få har indrettet sig
lidt for sig selv ude i yderzonen, som jeg. Da alle har flyttet på sig og indrettet sig,
sætter jeg William Aura´s "Tropical Breeze" (1983) på, som er stille og smuk.

Derefter spiller jeg en række af Irene Pappas og Vangelis dybe
intense og helt specielle græske sange fra "Odes" (1979) og "Rapsodies" (1986),
og vi bliver ført tilbage til det gamle Hellas af hendes moderjord agtige
mørke emotionelle stemme - og de fantasier, den kan afstedkomme.

Jeg sidder henne ved båndoptageren og ser ud over den søvnige gruppe,
der varmer sig op ad hinanden og tænker på, hvor stort et savn og underskud
de fleste i vores kultur har på dette helt utrolig forsømte putte- og berøringsområde.
Det er jo oftest sådan, at når vi endelig får lejlighed til det, så kan vi simpelthen
ikke få nok af disse putte- og nærhedsvitaminer. Som mange andre tror jeg,
at vi indeni har en lille forsømt hundehvalp, der simpelthen elsker
at blive aet, rørt, klappet og kløet bag ørerne.

Jeg mærker det risle af velvære i min krop, imens jeg med glæde
husker alle de mange morgener, hvor Else Marie og jeg giver os rigtig god tid
til at vågne langsomt op i hinandens arme og håber deltagerne også derhjemme
vil tage sig mere tid til at putte med deres venner og veninder,
og ligge i arm med deres kæreste og høre smuk musik.

Tankerne vender igen tilbage til gruppen, der ligger foran mig,
og putter sig ind til hinanden. Musikken løber ud, og jeg opfordrer til,
at de strækker sig ud og derefter finder et sted i lokalet op af en væg,
hvor de kan sidde godt i de sidste 20 minutter: "Læg mærke til dit åndedræt,
og træk vejret dybt og roligt. Og hvis du har et eksistentielt zen-spørgsmål,
så hold fast i det - ellers læg blot nøjere mærke til din ind- og udånding."
Derefter sidder vi tavse sammen og lader stilheden blomstre
- indtil vi afslutter med hver sin "god morgen dans."



Under morgenmaden er stemningen varm og snakken går i gang igen.
Der er flere, der lige når at gå sig en morgentur i regnen, inden vi igen
mødes kl. 11 oppe på loftet til nye sessioner.

Lottes 2. session:
Om at blive bedre til
at tage bedre vare på sig selv.
Lotte sætter sig i mellem Else Marie og mig - og starter sit oplæg sådan:
"Jeg har det meget bedre i dag, end jeg havde i går." (Vi ler alle lettet, fordi
at det var sørme ret mørkt og skræmmende det Lotte lukkede op for igår.)

"Og nu vil jeg gerne se på det, der måske ligger bag det selvmordsønske.
Siden i går er jeg kommet meget mere i kontakt med en gammel angst, ja rædsel
der har forfulgt mig igennem hele mit liv. I dag er det ikke sådan, som det var dengang
i min barndom. Dengang jeg var lille følte jeg mig meget ofe bange og ensom.
Det var de mest dominerende følelser i mit barndomshjem - og tryghed?
Det var kun noget, jeg kendte til hjemme hos min Bedstemor.

Nu i dag er utryghed mere en tilstand, der dukker op,
når jeg forlader det jeg kender og kaster mig ud i noget nyt.
Jeg ved ikke, hvordan jeg kan arbejde med det, for det er så diffust og ordløst.

Else Marie: "Ok - Lad os starte blidt.
Ved du hvad du er utryg ved lige nu og her?"
Lotte: "Jeg er så bange for at angsten og rædslen igen skal blive lige så overvældende,
som den var dengang, da jeg var barn. Det tror jeg faktisk ligger bag
min frygt for at komme til at begå selvmord, når jeg går i sort."

Else Marie: "Det lyder interessant, lad os se på det.
Hvad siger du til, vi sammen går på opdagelse i din gamle barneangst?
Lotte: "Ja ... det er det jeg vil, men jeg er altså meget bange for det."
EM: "Du må have været meget alene med din utryghed dengang,
som ind i mellem blev til ren og skær rædsel og panik?"

Lotte nikker og ser på Else Marie med store forskræmte øjne:
"Til forskel fra dengang, er du ikke alene nu. Du er lige her og nu omgivet af os, der,
så vidt jeg kan se, alle er interesseret i forstå dig og dine følelser bedre.
Prøv at se dig omkring Lotte, ja godt - langsomt. Har jeg ret i det?"

Efter, at Lotte langsomt har ladet blikket glide
fra den ene til den anden, nikker hun med et lille smil
og jeg fortsætter: "Lotte, lad os holde hinanden i hånden, mens du prøver
at sætte nogle ord på de følelser, der dukker frem, når vi taler om dengang,
så din krop også kan mærke, at du ikke er så alene nu, som du var dengang."

Lotte ta´r min hånd, hendes er iskold.
Jeg varmer hendes hænder mellem mine og beder hende
om at trække vejret dybt og så lukke øjnene og for sit indre blik
se en situation fra sin barndom, hvor hun følte denne angst og rædsel.
Efter et par minutter mærker jeg, at hendes hånd atter bliver iskold,
og jeg spørger hende: "Hvad dukker op?"

Lotte: "Jeg ser en lille pige, der sidder helt alene i en mørk kælder.
Jeg er 8 år gammel. Det er min far, der har låst mig inde i kælderen,
her er helt sort. Det er som at komme i helvede! Der er ikke noget lys.
- Jeg ser pigen sidde helt sammenkrøben i et hjørne og græde.
- Det er, som om gråden bare kan blive ved og ved. ....
- "Holder det da aldrig op? ", siger hun pludseligt højt
og græder så, imens hun skjuler sit ansigt.

Jeg ser lidt på hende og ved ikke, om hun er i nutiden, eller tilbage i barndommen?
Den sidste sætning lød som et direkte udbrud vendt mod mig. Og samtidig er det ikke kun
henvendt imod mig, men lyder mere bredt, som var det rettet ud imod hele universet.
Det er et eksistentielt nødskrig. Sådan et, der kommer meget dybt indefra.

Else Marie: "Ja, holder det da aldrig op? - Sig det igen Lotte.
Lotte gentager sætningen et par gange og giver imens mere slip på sine tårer
og lader hænderne falde, så hun igen kan få øjenkontakt med os andre.
Det letter det indre tryg og forbinder de ord hun siger med følelserne.

Else Marie venter indtil hun igen har fået samling på sig, og siger så:
"Kender du det nødskrig fra den 8 årlige pige, der stadigvæk lever inde i dig?"
Lotte: "Ja. Angsten og rædslen fra dengang sidder endnu i mig. Det kan jeg godt mærke.
... men jeg aner ikke, hvordan jeg dog skal åbne mere op for alt det her
og få den rædselsslagne lille pige ud af det mørke rum."

Der opstår en lang afventende pause, hvor Lotte er langt væk.
Else Marie sidder blot helt stille og holder hende i hånden.
Det synes at være nok for Lotte, for nu.

Efter en lang stille stund, bryder jeg (Ebbe) tavsheden.
Ebbe: "Har du skældt din far ud for hans grusomhed, efter at du er blevet voksen?"
Lotte: "Ja, jeg har fortalt ham at jeg synes, han var ond, når han slog mig.
Hvor kunne han mishandle en lille pige på den måde?"

Ebbe: "Hvad sagde han til det?"
Lotte: "Det værste var, at han begyndte at prale af, det var lykkes for ham
at få mig til at holde op med altid at gå rundt og tro, at jeg var noget helt specielt,
eller bare noget værd. Sådan sagde han det selvfølgelig ikke, men det var budskabet.
Han sagde, at jeg bare var hysterisk og forkælet. Det var hans standardsvar, når mor
eller jeg gjorde oprør imod hans tyranni. Jeg tror, at han kun elskede sit arbejde og naturen.
Mig elskede han i hvert fald ikke! Det har jeg aldrig følt at han gjorde.

Han slog ikke så tit, men han råbte og skældte tit ud og kunne lægge mig på is i ugevis.
Det gik også ud over mit forhold til mor, som slet ikke kunne beskytte mig imod ham.
"Det var jo nødvendigt, for ellers var der altid så meget vrøvl med dig!", sagde han
gudhjælpemig, da jeg prøvede at tale med ham om det, han havde gjort.

Else Marie: "Kan du huske andre skræmmende situationer fra dengang?"
Lotte: "Jeg har fået at vide af min mor, at naboen ofte ringede på for at fortælle min mor,
at jeg lå og skreg nede i gården i min barnevogn, helt blå i hovedet. Jeg har altid
fået at vide, at jeg var en værre hyleunge, der bare skreg for det mindste.
.... Jeg var nok for meget for dem, tror du ikke."

Else Marie: "Jo - og det siger mere om dem, end om dig.
Lotte, hvad siger du til, at vi ser lidt nøjere på de to situationer?
Jeg vil godt lære dig at tage bedre vare på din 8 årige pige og dit indre spædbarn.
som lidt for let løber lige ind i den der gamle urangst for at være
helt mutters alene i en mørk ond verden, du ikke kan styre.
Skal vi gøre det?" Lotte: "Ja, det vil jeg gerne."


Scenen sættes,
rollerne vælges og indøves:
Else Marie: "Hvad skal vi starte med? Spædbarnet eller den 8 årige?
Lotte: "Jeg har mest lyst til at starte med mit hyleri i barnevognen.
Jeg vil godt i bund med det her og komme ud på den anden side."
Else Marie: " Ok - så gør vi det. Lad os genskabe den situation,
hvor du som baby blev glemt nede i gården."

Else Marie vender sig mod gruppen og spørger:
"Er der nogle, der genkender noget af det, Lotte her har fortalt om?"
Hanne putter sig godt og varmt hos Gert. Michelle rejser sig op og siger, at det gør hun.
Jeg arrangerer nogle madrasser i et hjørne af lokalet og beder Michelle lægge sig på dem.
Lotte lægger et tæppe over hende og anbringer Michelle kropsligt, som hun forestiller sig,
at hun selv lå i barnevognen nede i gården. Mona bliver derpå valgt til at lægge nøje
mærke til alt, hvad Lotte siger og gør, så hun kan træde ind og spille Lotte,
hvis der bliver brug for det senere hen i psykodramaet.

(Når vi som her, arbejder med stor angst og rædsel,
er det ofte godt for hovedpersonen at kunne træde ud af sit drama
og se på det lidt mere udefra, imens en anden træder ind og "spiller" den lidende del.
Dette udenfor-ståsted giver ikke så intense følelser, og det støtter hovedpersonen
i at bevare overblikket - og derved skrue fornuften på igen).

Else Marie tager Lotte i hånden henne ved siden af "barnevognen".
Else Marie: "Prøv nu at få kontakt med den lille pige i barnevognen der."
Lotte: "Jeg aner ikke, hvad jeg skal sige til hende. - Jeg lukker helt af nu."
Else Marie: "Lotte, hvad tror du, der sker i et lille barn, der ligger og skriger
og skriger, uden at der kommer nogen? ..... Prøv at gæt.
Hvordan tror du, hun har det? - Hvad kalder hun på?"
- Prøv at få kroppen lidt mere med i det...
kan du se hende for dig?"



Lotte: "Hun må føle sig meget ulykkelig - og helt alene i verden.
Det må være rædselsfuldt og gøre utrolig ondt" (Lotte holder EM´s hånd meget stramt).
Else Marie: "Det tror jeg også. Og hvad tror du så, den lille baby har brug for Lotte?"
Lotte: "At hendes mor går hen til hende og beroliger hende?"
Else Marie: "Lad os prøve det. Så nu er du Moder Lotte."

Lotte står nu sammen med Else Marie ved siden af "vuggen" (madrassen).
Michelle går fint ind i rollen som et lille skrigende spædbarn og får at vide,
at hun først skal falde til ro, hvis hun synes at Lotte giver hende det, hun har brug for.
Lotte står ubeslutsom et stykke tid og nøjes med blot at se på den lille skrigende baby.
Else Marie: "Lotte, prøv at gå hen til det lille barn, tal kærligt og beroligende til hende.
- Se, hvad der sker, hvis du stryger hende blidt over håret." ... Det virker.
Michelle klynker og klager sig endnu et stykke tid - og falder så til ro."

Else Marie: " Ja godt. så nu ved du hvad der virker.
Byt nu plads med Michelle, så du kan leve dig ind i at være den lille hyler.
(et udtryk zoologer bruger om sælunger, der kalder på deres mor).

Else Marie henter Mona ind på scenen og de går hen til Lotte,
der nu ligger i barnevognen (madrassen) og ser ret fortabt og ulykkelig ud.
Mona gentager nu det, som Lotte sagde og gjorde ved Michelle for lidt siden.
Det virker. Lidt efter lidt forvandles det fortabte ulykkelige udtryk i Lottes ansigt
til et lille lykkelig og tilfreds smil. Hun er ikke mere alene i den tilstand
og det i sig selv lindrer - og giver mod.

Lotte giver sig god tid til at putte og få varme fra Mona.
Da jeg spørger Lotte, hvad hun lige nu føler i sin krop, svarer hun:
"Jeg mærker en stor ro og varme brede sig i min mave. Bliv hos mig Mona.
Jeg kan godt lide, du holder rigtig godt fast." Mona holder lidt fastere om hende.

Lidt efter spørger Else Marie: "Lotte, hvad mærker du i kæberne?"
Lotte mærker efter og siger: "Det er underligt. De plejer altid at være så spændte,
men lige nu er de dejlig afslappet, (hun smiler!). Om natten skærer jeg ofte tænder
så hårdt, at det gør ondt. - Jeg har overvejet at anskaffe mig en bideskinne.
......Det er rart nu. Jeg føler mig dejlig tryg - ja nu kan jeg slappe af."
Hun giver slip i et dejlig befriende suk - og slapper endnu mere af.


Else Marie lader hende ligge
som velputtet baby i rigtig lang tid, inden hun blidt siger:
"Lotte, jeg ved godt at du har lyst til bare at blive liggende her
resten af dagen - og det synes jeg også du skal gøre her i eftermiddag.
Inden vi runder af - har jeg noget jeg godt vil fortælle dig.
Har du lyst til og overskud til at høre det nu?"

Lotte åbner nysgerrigt øjnene og siger ja.
"Jo, kom hen til mig her i eftermiddag, så skal jeg fortælle dig mere.
Jeg vil anbefale dig at skaffe dig en sutteflaske i stedet for en bideskinne.
Det lyder måske lidt skørt, men prøv lige først at smage på forslaget,
der rammer lige ind i det savn, som dit indre spædbarn kalder fra:
En trygheds kur, der når ind bag sproget og mærkes direkte
her og nu i kroppen - hvis du igen er helt alene og der ikke
er nogen, som du kan putte dig ind til i nærheden.
Det kan jo ske at du igen falder i dette sorte hul,
hvor du føler dig helt fortabt og går helt i sort.

Føler Urangsten ved at være i "Den store alenehed".
Jeg kender ikke noget mennesker, der ikke frygter den.
Isolationfængsel kan være barsk nok at klare som voksen
- og for dit indre spædbarn og lille pige er det totalt ubærligt
og det gør så ondt, at du selvklart bliver fyldt med rædsel
og derfor bare håber på at det hele snart er overstået
- om du så skal slå dig selv i hjel for at slutte smerten.

Den udvej sagde du Nej til igår Lotte!
Og i stedet vil jeg vise dig en bedre og sjovere vej ud
af den rædsel og utryghed du da føler her i eftermiddag.

Når angsten kommer helt dernede fra,
fra den ordløse totalt følelsende, ikke tænkende del af dig,
ja så har du brug for noget, som du kan mærke her og nu,
så der igen bliver varme i maven og kroppen.
Sker det, så kan du igen begynde at tænke
og derved komme ud af isolationen.

Spørgsmålet er bare: Hvordan?
Og hvad virker bedst for dig?

For nogle vil et varmt karbad kunne tø isen op.
For andre vil en telefonopringning til en god ven være nok.
Andre chatter på nettet for at ophæve Den Store Alenehed
og andre vil helst selv lære at klare dette "anfald" uden andres hjælp.
- Tænk lidt over til i eftermiddag, hvad du selv kan gøre Lotte
for at føle den varme tryghed, du føler nu."

Hvorefter vi alle bortset fra Michelle og Lotte,
der bliver liggende under pausen, går ned på plænen.

Trygheds-kuren:
Køb dig i sutteflaske med et mellemstort hul i proppen.
Hver aften inden du sover, kan du fylde den op med eet eller andet varmt og lækkert,
som du godt kan lide. Det skal smage godt: Kakaomælk, varm Ribena, en tynd suppe.
Mælk? Måske med et stænk whisky eller rom i? Det kan være lige vammelt nok uden.
Hovedsagen er, at det skal smage godt - og være lunt.

Når du har varmet sutteflasken op,
skal du lægge dig i din seng med den i mindst 20 minutter,
så du kan ligge trygt og varmt der, og i fantasien og i kroppen få kontakt med
og igen mærke den forsømte og glemte baby i dig. På den måde kan du give hende
/ham al den opmærksomhed og den varme, du ikke fik nok af som spæd.

I de første 2 år, jeg selv var i terapi,
havde jeg, især når jeg var stresset, så store smerter i mine kæber,
at jeg ofte græd af smerte. Men så hørte jeg om denne sutteflaskekur og brugte
den i 18 måneder. Jeg kunne godt lide varm mælk med et stænk whisky i.
Næsten hver aften i de 18 måneder lagde jeg mig godt tilrette
i min seng og tog mig tid til at pleje mit indre spædbarn.
Det var enormt sanseligt - og trygt.

Jeg opdagede at jeg lidt efter lidt begyndte at nyde det.
Ind i mellem kunne jeg føle, at der rislede af fryd igennem hele min krop - helt ud
i storetæerne. Jeg havde mange gode aftener, hvor jeg følte mig meget lykkelig
og fredfyldt, i mens jeg lå der og genfandt kontakten med "min indre baby",
som "min egen gode mor".

Det blev en hel Trygheds-Meditation for mig - og det virkede.
Kun et par måneder efter forsvandt mine kæbespændinger helt,
og de er ikke kommet tilbage. ....Og jeg blev sjovt nok
også meget bedre til at kysse derved.


Lidt mere om
Den basale Tryghedskur
(Især for tryghedsnarkomaner)
Det - i en utryg periode at sit liv, at bruge en sutteflaske, næsten som et mantra
lyder måske som en mærkelig alternativ ide for nogle, der ikke har prøvet det.
Men faktisk er det "en trygheds-teknik", som enhver forældre har brugt,
når de ønsker at få deres lille hyleunge til at falde til ro og ikke har tid.
eller mælk- og nogle år senere? ja så virker en god bamse bedre.
Hvis din forsømthed er ældre end spædbarnsalderen. ja så.
forsøg at opdage glæden ved "at have en bamse."

Det nye er såmæn blot at vi nu har opdaget, at for utrolig mange voksne,
er der ligesom en åben elevatorskakt lige lukt tilbage til en gammel Urangst,
som gør, at vi igen føler os som "et lille fortabt spædbarn helt uden sin mor."
"Sometimes I feel, like a motherless child" - bluesen, som er utrolig dyb
- og den har netop dette totalt ordløse og altomfattende over sig,
der så let kan blive til ren rædsel - og true med at opsluge os
Fornuften knockoutes indefra. Og det er ikke sundt at føle.
Nogle tager da en nervepille, andre drikker sig søvninge
og andre - ja de tænker i andre løsninger og udveje.

At tage sig god tid til sådan en meditativ Trygheds-kur
kan være så lystbetonet, at du slet ikke har lyst til at holde op.
Mærker du "kuren" sådan, ja så er det sandsynligvis det, du skal gøre.
Mine kæbespændinger forsvandt stille og roligt. Først efter 9 måneder følte jeg mindre
og mindre lyst til sutteflasken. Det holdt op, helt af sig selv, da mit indre spædbarn vidste,
at jeg var opmærksom på denne dybe del af mig selv - og jeg følte mig tryg på en ny måde.
Nu mange år efter, kan jeg stadigvæk ikke mere mærke de der gamle kæbespændinger.
Det kom lige som en sidegevindst. Min tryghed og selvtillid er selvfølgelig vokset
betydeligt i forhold til dengang, men sutteflaske-kuren, den var vendepunktet

Det har altid været vigtigt for mig selv at kunne klare mine smerter
og jeg har derfor sat i ære i "at kunne være en god mor for mig selv",
især lige netop der, hvor jeg før bare håbede at sådan en god mor vil dukke op.
Sådan helt af sig selv. Det sker jo desværre uhyre sjældent i virkelighedens verden.

Jeg opdagede også, hvor meget dette behov hang sammen med,
at jeg gik og bed alt for mange følelsesudbrud i mig i hverdagen. Og da jeg samtidig
arbejdede på at blive bedre til at udtrykke alle de følelser, som jeg havde holdt tilbage
igennem mit liv, ja så undgik jeg derved , at der hobede sig nye spændinger op.
Så jeg siger ikke at Sutteflaske-kuren er nok og tilstrækkelig, jeg siger bare
at den er en vigtig og meget basal ordløs måde at give sig selv tryghed på.
(Og der er flere lignende forslag her.)

Det er en gammel historie nu.
Hvis jeg en dag får kæbespændinger igen, vil jeg straks gå igang med sutteflaskekuren.
Det er jo det, som det indre spædbarn kalder på: Varme i maven og kontakt med en voksen
bevidsthed, der bare ved, hvad sådan en lille en har brug for. I dag, som voksen kan du lære
dig at give denne urgamle og dybeste del af dig det, du ikke fik som spæd.
Det er ideen med kuren. Og den virker for mange!


Mange af os utrygge har jo kun fået bryst
i et par måneder og har derfor et stort frustreret suttebehov,
der måske udtrykker sig som tryghedsnarkomani som voksen.
Eller udtrykker sig ved, at vi hele tiden lige skal have et eller andet i munden:
f. eks. en cigaret, mad, slik, en finger, en blyant, junkfood eller en ølflaske.
Noget at sutte på. Noget at trøste os med. Noget at føle lidt tryghed ved.

Disse urgamle skader og dybe savn
er det utrolig svært at reparere på som voksne. Ofte er behovet ordløs
og her er det så at Sutte- & Tryghedskuren kommer ind i billedet.

Den rammer lige ind i dette dybe basale savn og behov,
hvis du gør det nænsomt, meditativt, afstressende og kærligt,
som en god mor ville gøre det. Gør det inden du sover, som en afstressningsøvelse
hver dag i en periode. Det tager tid at opbygge den der gode varme følelse i maven.
Dette er en basal metode til at mætte dit forsømte behov efter varme og tryghed.
For mig handler det mest om kunsten at tage bedre vare på sig selv
- også i dybden, hinsides den voksne logik og forstanden.

Som voksen er det desværre forsent at få sig en ny mor eller far,
men du kan godt lære at give dig selv den omsorg, som du savnede dengang!
Selv i dette dybe gamle savn, denne sult efter tryghed, som kan være helt ordløst,
Vi er mange, der endnu, som voksne kompetente kvinder, stadigvæk har behov
for moderlig omsorg. Ja der er også mange mænd, der med stor fordel,
kunne udskifte cigaretterne og ølflaskerne med en sutteflaske.
Når jeg ser ind i en bodega lørdag aften, kan jeg ikke
lade være med at se en vuggestue, hvor der bare
pattes og suttes helt vildt løs.




Ak ja. Men nu når du er voksen,
er det jo ret umuligt at skaffe dig en superNanny,
eller en god og kærlig Supermor, hvis behovet kommer så dybt inde fra.
I voksenlivet hjælper det ikke en skid at blive ved med at kalde på en Længselsmor,
Og alligevel er er mange her i verden, der dybt indefra kalder på en Længselsmor
eller en god fe eller en magisk løsning .... - som aldrig kommer.
Vågn dog op - og lær at leve bedre med det behov.

Savnet, tørsten, sulten begæret - er reel og ærlig nok.
Måden vi forsøger at dække dette urgamle Tryghedsbehov på
er alt for ofte selvdestruktivt (psykotisk) eller selvundertrykkende.(neurotisk).
Vi blev sørme ikke født sådanne. Det tog os hele barndommen at lære
at opføre os så dumt. Der er utrolig mange ofre for en grum fortids
syndere og tragedier. Nogle af os vågner op af mareridtet
og vover at vokse op og overtage vores eget liv
- og det er jo, hvad vi arbejder med her.

Som voksen, kan du i stedet for
at blive skør eller neurotisk lære dig den livskunst, det er
at tage bedre vare om dig selv. Det vi kalder: at blive "din egen gode mor".
At lære sig at tage bedre vare om sig selv, er en meget vigtig del
af det, som vi psykologer lidt vagt kalder: At turde vokse op.
Selv at tage ansvaret for sit humør, sine behov og sit liv.

Nogle af mine elever reagerer,
som om jeg er blevet vanvittig, når jeg foreslår dem denne Trygheds-kur.
Det er pudsigt, hvordan det ofte er de samme mennesker, som har så svært ved
at droppe cigaretterne, overvægten, neglebidningen, sovepillerne - eller ølflaskerne.
Noget, de gerne indrømmer også er et surrogat for det, som de ikke fik nok af,
da de var helt spæde. Så jeg ved ikke rigtig, hvem af os, der er mest tosset
eller mest "alternative". Gør du?




Ideen stammer fra kropsterapeuten Alexander. Lowen,
(+ 2 + 3 + 4), der på et af hans kurser i en pause fortalte Ebbe om
hvordan de i New Yorks meget utrygge kaotiske liv havde stor succes med
at tage angste mennesker ind, putte dem i seng - og give dem en varm sutteflaske,
imens der sad en stor rar tyk og varm moderlig kvinde og holdt dem i hånden.
"Det var faktisk alt, hvad der var brug for i første omgang", sagde han
"Først når de føler varmen i kroppen, kunne vi tale med dem."

Det virkede faktisk bedre, end meget af det de ellers gør
på akutte modtagelsesafdelinger på psykiatriske hospitaler med sprøjter etc. etc.
"Folk kom ind imellem helt kaotiske og angst ind, og vi lagde dem blot i seng,
imens en af vores store SuperMødre nynnede en børnesang for dem og
gav dem en varm sutteflaske med den varme drik, de ønskede sig.
Dette gjorde at de faldt helt til ro og sov rigtig godt igennem
- og så kunne vi bedre snakke med dem den næste dag",
fortalte Alexander Lowen.

I New York kan du let komme til
at betale 150 dollar for 1 time med denne basale kur,
- som du her får helt gratis. Prøv den - og døm selv.

Videre til næste side

+ til indholdsfortegnelsen
Psykodrama bogen

og her finder du vores 2. bog
Bid livet i låret og find dig en kæreste.