|
|
Lottes 2. session: Om at blive bedre til at tage bedre vare på sig selv. Lotte sætter sig i mellem Else Marie og mig - og starter sit oplæg sådan: "Jeg har det meget bedre i dag, end jeg havde i går." (Vi ler alle lettet, fordi at det var sørme ret mørkt og skræmmende det Lotte lukkede op for igår.) "Og nu vil jeg gerne se på det, der måske ligger bag det selvmordsønske. Siden i går er jeg kommet meget mere i kontakt med en gammel angst, ja rædsel der har forfulgt mig igennem hele mit liv. I dag er det ikke sådan, som det var dengang i min barndom. Dengang jeg var lille følte jeg mig meget ofe bange og ensom. Det var de mest dominerende følelser i mit barndomshjem - og tryghed? Det var kun noget, jeg kendte til hjemme hos min Bedstemor. Nu i dag er utryghed mere en tilstand, der dukker op, når jeg forlader det jeg kender og kaster mig ud i noget nyt. Jeg ved ikke, hvordan jeg kan arbejde med det, for det er så diffust og ordløst. Else Marie: "Ok - Lad os starte blidt. Ved du hvad du er utryg ved lige nu og her?" Lotte: "Jeg er så bange for at angsten og rædslen igen skal blive lige så overvældende, som den var dengang, da jeg var barn. Det tror jeg faktisk ligger bag min frygt for at komme til at begå selvmord, når jeg går i sort." Else Marie: "Det lyder interessant, lad os se på det. Hvad siger du til, vi sammen går på opdagelse i din gamle barneangst? Lotte: "Ja ... det er det jeg vil, men jeg er altså meget bange for det." EM: "Du må have været meget alene med din utryghed dengang, som ind i mellem blev til ren og skær rædsel og panik?" Lotte nikker og ser på Else Marie med store forskræmte øjne: "Til forskel fra dengang, er du ikke alene nu. Du er lige her og nu omgivet af os, der, så vidt jeg kan se, alle er interesseret i forstå dig og dine følelser bedre. Prøv at se dig omkring Lotte, ja godt - langsomt. Har jeg ret i det?" Efter, at Lotte langsomt har ladet blikket glide fra den ene til den anden, nikker hun med et lille smil og jeg fortsætter: "Lotte, lad os holde hinanden i hånden, mens du prøver at sætte nogle ord på de følelser, der dukker frem, når vi taler om dengang, så din krop også kan mærke, at du ikke er så alene nu, som du var dengang." Lotte ta´r min hånd, hendes er iskold. Jeg varmer hendes hænder mellem mine og beder hende om at trække vejret dybt og så lukke øjnene og for sit indre blik se en situation fra sin barndom, hvor hun følte denne angst og rædsel. Efter et par minutter mærker jeg, at hendes hånd atter bliver iskold, og jeg spørger hende: "Hvad dukker op?" Lotte: "Jeg ser en lille pige, der sidder helt alene i en mørk kælder. Jeg er 8 år gammel. Det er min far, der har låst mig inde i kælderen, her er helt sort. Det er som at komme i helvede! Der er ikke noget lys. - Jeg ser pigen sidde helt sammenkrøben i et hjørne og græde. - Det er, som om gråden bare kan blive ved og ved. .... - "Holder det da aldrig op? ", siger hun pludseligt højt og græder så, imens hun skjuler sit ansigt. Jeg ser lidt på hende og ved ikke, om hun er i nutiden, eller tilbage i barndommen? Den sidste sætning lød som et direkte udbrud vendt mod mig. Og samtidig er det ikke kun henvendt imod mig, men lyder mere bredt, som var det rettet ud imod hele universet. Det er et eksistentielt nødskrig. Sådan et, der kommer meget dybt indefra. Else Marie: "Ja, holder det da aldrig op? - Sig det igen Lotte. Lotte gentager sætningen et par gange og giver imens mere slip på sine tårer og lader hænderne falde, så hun igen kan få øjenkontakt med os andre. Det letter det indre tryg og forbinder de ord hun siger med følelserne. Else Marie venter indtil hun igen har fået samling på sig, og siger så: "Kender du det nødskrig fra den 8 årlige pige, der stadigvæk lever inde i dig?" Lotte: "Ja. Angsten og rædslen fra dengang sidder endnu i mig. Det kan jeg godt mærke. ... men jeg aner ikke, hvordan jeg dog skal åbne mere op for alt det her og få den rædselsslagne lille pige ud af det mørke rum." Der opstår en lang afventende pause, hvor Lotte er langt væk. Else Marie sidder blot helt stille og holder hende i hånden. Det synes at være nok for Lotte, for nu. Efter en lang stille stund, bryder jeg (Ebbe) tavsheden. Ebbe: "Har du skældt din far ud for hans grusomhed, efter at du er blevet voksen?" Lotte: "Ja, jeg har fortalt ham at jeg synes, han var ond, når han slog mig. Hvor kunne han mishandle en lille pige på den måde?" Ebbe: "Hvad sagde han til det?" Lotte: "Det værste var, at han begyndte at prale af, det var lykkes for ham at få mig til at holde op med altid at gå rundt og tro, at jeg var noget helt specielt, eller bare noget værd. Sådan sagde han det selvfølgelig ikke, men det var budskabet. Han sagde, at jeg bare var hysterisk og forkælet. Det var hans standardsvar, når mor eller jeg gjorde oprør imod hans tyranni. Jeg tror, at han kun elskede sit arbejde og naturen. Mig elskede han i hvert fald ikke! Det har jeg aldrig følt at han gjorde. Han slog ikke så tit, men han råbte og skældte tit ud og kunne lægge mig på is i ugevis. Det gik også ud over mit forhold til mor, som slet ikke kunne beskytte mig imod ham. "Det var jo nødvendigt, for ellers var der altid så meget vrøvl med dig!", sagde han gudhjælpemig, da jeg prøvede at tale med ham om det, han havde gjort. Else Marie: "Kan du huske andre skræmmende situationer fra dengang?" Lotte: "Jeg har fået at vide af min mor, at naboen ofte ringede på for at fortælle min mor, at jeg lå og skreg nede i gården i min barnevogn, helt blå i hovedet. Jeg har altid fået at vide, at jeg var en værre hyleunge, der bare skreg for det mindste. .... Jeg var nok for meget for dem, tror du ikke." Else Marie: "Jo - og det siger mere om dem, end om dig. Lotte, hvad siger du til, at vi ser lidt nøjere på de to situationer? Jeg vil godt lære dig at tage bedre vare på din 8 årige pige og dit indre spædbarn. som lidt for let løber lige ind i den der gamle urangst for at være helt mutters alene i en mørk ond verden, du ikke kan styre. Skal vi gøre det?" Lotte: "Ja, det vil jeg gerne." Scenen sættes, rollerne vælges og indøves: Else Marie: "Hvad skal vi starte med? Spædbarnet eller den 8 årige? Lotte: "Jeg har mest lyst til at starte med mit hyleri i barnevognen. Jeg vil godt i bund med det her og komme ud på den anden side." Else Marie: " Ok - så gør vi det. Lad os genskabe den situation, hvor du som baby blev glemt nede i gården." Else Marie vender sig mod gruppen og spørger: "Er der nogle, der genkender noget af det, Lotte her har fortalt om?" Hanne putter sig godt og varmt hos Gert. Michelle rejser sig op og siger, at det gør hun. Jeg arrangerer nogle madrasser i et hjørne af lokalet og beder Michelle lægge sig på dem. Lotte lægger et tæppe over hende og anbringer Michelle kropsligt, som hun forestiller sig, at hun selv lå i barnevognen nede i gården. Mona bliver derpå valgt til at lægge nøje mærke til alt, hvad Lotte siger og gør, så hun kan træde ind og spille Lotte, hvis der bliver brug for det senere hen i psykodramaet. (Når vi som her, arbejder med stor angst og rædsel, er det ofte godt for hovedpersonen at kunne træde ud af sit drama og se på det lidt mere udefra, imens en anden træder ind og "spiller" den lidende del. Dette udenfor-ståsted giver ikke så intense følelser, og det støtter hovedpersonen i at bevare overblikket - og derved skrue fornuften på igen). Else Marie tager Lotte i hånden henne ved siden af "barnevognen". Else Marie: "Prøv nu at få kontakt med den lille pige i barnevognen der." Lotte: "Jeg aner ikke, hvad jeg skal sige til hende. - Jeg lukker helt af nu." Else Marie: "Lotte, hvad tror du, der sker i et lille barn, der ligger og skriger og skriger, uden at der kommer nogen? ..... Prøv at gæt. Hvordan tror du, hun har det? - Hvad kalder hun på?" - Prøv at få kroppen lidt mere med i det... kan du se hende for dig?" ![]() Lotte: "Hun må føle sig meget ulykkelig - og helt alene i verden. Det må være rædselsfuldt og gøre utrolig ondt" (Lotte holder EM´s hånd meget stramt). Else Marie: "Det tror jeg også. Og hvad tror du så, den lille baby har brug for Lotte?" Lotte: "At hendes mor går hen til hende og beroliger hende?" Else Marie: "Lad os prøve det. Så nu er du Moder Lotte." Lotte står nu sammen med Else Marie ved siden af "vuggen" (madrassen). Michelle går fint ind i rollen som et lille skrigende spædbarn og får at vide, at hun først skal falde til ro, hvis hun synes at Lotte giver hende det, hun har brug for. Lotte står ubeslutsom et stykke tid og nøjes med blot at se på den lille skrigende baby. Else Marie: "Lotte, prøv at gå hen til det lille barn, tal kærligt og beroligende til hende. - Se, hvad der sker, hvis du stryger hende blidt over håret." ... Det virker. Michelle klynker og klager sig endnu et stykke tid - og falder så til ro." Else Marie: " Ja godt. så nu ved du hvad der virker. Byt nu plads med Michelle, så du kan leve dig ind i at være den lille hyler. (et udtryk zoologer bruger om sælunger, der kalder på deres mor). Else Marie henter Mona ind på scenen og de går hen til Lotte, der nu ligger i barnevognen (madrassen) og ser ret fortabt og ulykkelig ud. Mona gentager nu det, som Lotte sagde og gjorde ved Michelle for lidt siden. Det virker. Lidt efter lidt forvandles det fortabte ulykkelige udtryk i Lottes ansigt til et lille lykkelig og tilfreds smil. Hun er ikke mere alene i den tilstand og det i sig selv lindrer - og giver mod. Lotte giver sig god tid til at putte og få varme fra Mona. Da jeg spørger Lotte, hvad hun lige nu føler i sin krop, svarer hun: "Jeg mærker en stor ro og varme brede sig i min mave. Bliv hos mig Mona. Jeg kan godt lide, du holder rigtig godt fast." Mona holder lidt fastere om hende. Lidt efter spørger Else Marie: "Lotte, hvad mærker du i kæberne?" Lotte mærker efter og siger: "Det er underligt. De plejer altid at være så spændte, men lige nu er de dejlig afslappet, (hun smiler!). Om natten skærer jeg ofte tænder så hårdt, at det gør ondt. - Jeg har overvejet at anskaffe mig en bideskinne. ......Det er rart nu. Jeg føler mig dejlig tryg - ja nu kan jeg slappe af." Hun giver slip i et dejlig befriende suk - og slapper endnu mere af. Else Marie lader hende ligge som velputtet baby i rigtig lang tid, inden hun blidt siger: "Lotte, jeg ved godt at du har lyst til bare at blive liggende her resten af dagen - og det synes jeg også du skal gøre her i eftermiddag. Inden vi runder af - har jeg noget jeg godt vil fortælle dig. Har du lyst til og overskud til at høre det nu?" Lotte åbner nysgerrigt øjnene og siger ja. "Jo, kom hen til mig her i eftermiddag, så skal jeg fortælle dig mere. Jeg vil anbefale dig at skaffe dig en sutteflaske i stedet for en bideskinne. Det lyder måske lidt skørt, men prøv lige først at smage på forslaget, der rammer lige ind i det savn, som dit indre spædbarn kalder fra: En trygheds kur, der når ind bag sproget og mærkes direkte her og nu i kroppen - hvis du igen er helt alene og der ikke er nogen, som du kan putte dig ind til i nærheden. Det kan jo ske at du igen falder i dette sorte hul, hvor du føler dig helt fortabt og går helt i sort. Føler Urangsten ved at være i "Den store alenehed". Jeg kender ikke noget mennesker, der ikke frygter den. Isolationfængsel kan være barsk nok at klare som voksen - og for dit indre spædbarn og lille pige er det totalt ubærligt og det gør så ondt, at du selvklart bliver fyldt med rædsel og derfor bare håber på at det hele snart er overstået - om du så skal slå dig selv i hjel for at slutte smerten. Den udvej sagde du Nej til igår Lotte! Og i stedet vil jeg vise dig en bedre og sjovere vej ud af den rædsel og utryghed du da føler her i eftermiddag. Når angsten kommer helt dernede fra, fra den ordløse totalt følelsende, ikke tænkende del af dig, ja så har du brug for noget, som du kan mærke her og nu, så der igen bliver varme i maven og kroppen. Sker det, så kan du igen begynde at tænke og derved komme ud af isolationen. Spørgsmålet er bare: Hvordan? Og hvad virker bedst for dig? For nogle vil et varmt karbad kunne tø isen op. For andre vil en telefonopringning til en god ven være nok. Andre chatter på nettet for at ophæve Den Store Alenehed og andre vil helst selv lære at klare dette "anfald" uden andres hjælp. - Tænk lidt over til i eftermiddag, hvad du selv kan gøre Lotte for at føle den varme tryghed, du føler nu." Hvorefter vi alle bortset fra Michelle og Lotte, der bliver liggende under pausen, går ned på plænen. |
|
Else Marie: "Lotte, prøv at smag lidt på ideen - hvordan smager den dig?" Lotte: "Jeg vil godt give det en chance. Men jeg ønsker ikke, at I andre her skal se mig ligge og sutte som et lille bitte spædbarn." Else Marie: "Du trænger til at være alene med din baby?" (Lotte nikker) "Ok - giv det en chance nogle dage Lotte, og mærk efter. Prøv at mærke forskellen i halsen og kæberne - og i mavemusklerne. Læg også mærke til, om du sover dybere og roligere. Om du føler dig tryggere indeni. Det første du mærker er, at det smager godt og giver dig varme i maven. Hvis du kan mærke, at dine fødder får lyst til at krumme sig vellystigt sammen, ja så er det bare lige dig. Prøv det i de her dage og lad os så bagefter tale om, hvordan Trygheds kuren virker på dig. Skal vi aftale, at vi taler lidt mere om det senere?" Lotte række ud, og giver Else Marie et knus - og vi tager en kort pause ude på plænen. Læs fortsættelsen her |
|
tilbage til index over hele www.psykoweb.dk |