Om at få alt for meget
omsorg af sin mor og derfor
have det svært med at sige Nej
og sætte sig i respekt overfor kvinder.



Da vi igen er oppe i lokalet tager vi en vejrmeldings-runde,
hvor alle fortæller, hvad de hver især føler og tænker på lige nu.
Selvsagt er nogle sessioner ret provokerende, og derfor er det godt
at få luftet ud bagefter. - Efter runden spørger Else Marie:
"Hvem vil nu være hovedperson?"

Otto: "Jeg har det på en anden måde med mine forældre.
Jeg sidder fast i et mønster, som ligner det, som du viste os tirsdag aften Poul.
Min mor kom hele tiden efter mig. Hun ville hele tiden tale med mig og overfaldt mi
med knus og kram, da jeg var barn. Hun invaderer mig stadigvæk. Selv nu,
a jeg er flyttet til Århus og bor for mig selv, ringer hun til mig på alle mulige
og umulige tidspunkter. Sådanne mødre kan også godt give en del problemer."

Ebbe: "Hørt! Det er jeg ikke spor uenig med dig i Otto.
Kan du dramatisere det for os ved skiftevis at spille hende og dig selv
- i stedet for blot at fortælle os om hende? Prøv at vise os, hvordan hun var,
da du var en lille dreng og boede hjemme hos hende?"

Otto tygger lidt på ideen, og rejser sig så op.
Otto (som sin mor): "Kom nu her hen. Giv mor et stort knus
og sig, at du elsker mig. - Du skal elske din mor! Kom nu her, holder du da
slet ikke af din egen mor mere? Du må ikke være så afvisende overfor din mor.
Jeg har jo kun dig. Du skal altid være her for mig. Nu må du ikke være ond ved mor.
Du må ikke forlade mig, så bliver jeg så dårlig - åh det gør ondt i hovedet nu.
Du vil da ikke gøre din mor syg, vel?" Hvorefter han går i stå.

Ebbe: "Så din mor har svært ved at fatte, at du har andre behov end hun.
Hun er jo stokdøv Otto. Det er klart nok, men hvad hører du, hun siger til dig
bag alle disse bønner og krav?"
Otto: "Jo jeg tror, hun tænker noget i retning af:
Jeg fik dig for at undgå at være alene! Jeg vil gøre alt for dig,
men så skal du også gøre alt for mig! Jeg vil altid være din mor, og du er min.
Vi to hører sammen." Otto nyder at parodiere sin opofrende og altædende mor
og måske overdriver han lidt, men det at vi ler med ham, støtter ham
til at gå lidt ud over de grænser, han normalt sætter for sig selv,
når det handler om at tale om hans forhold til hende.

Ebbe: "Ok, dit billede af hende er tydelig nok,
prøv nu at træde et stort skridt væk fra at være hende." - Han træder ud af rollen
og står nu et andet sted. "Hvad føler du overfor det, hun siger til dig?"
Otto: "Det er lige til at brække sig over. Jeg føler, at hvis jeg ikke
passer godt på, så æder hun mig med hud og hår!"

Ebbe: "Siger du, at I kun har kontakt på hendes betingelser?"
Otto: "Ja, hun er kun i kontakt med sine egne behov. Jeg føler mig helt indfanget af hende.
Det er dødsvært for mig at rive mig løs fra hende og leve mit eget liv. Hun ringer f. eks.
til mig flere gange om ugen, men det er jeg ved at få lidt bedre styr på."

Ebbe: "Så du fik for meget af din mor?" Otto: "Ja, mon ikke."
Else Marie bryder ind: "Hanne, kom her op. Vil du spille Ottos omklamrende mor,
der helt nøjagtigt ved, hvad din lille søn trænger til - nemlig til endnu mere af din kærlighed?"
Lidt efter holder Hanne godt fast om Otto og giver ham hans egne replikker tilbage:
"Vær nu sød. Holder du da ikke af mig mere?" - "Jeg har kun dig i hele verden Otto."
Otto kæmper halvhjertet for at rive sig løs.

Hanne fanger fint melodien og får ham til at stå helt bomstille,
da hun sukkersødt siger: "Det gør så ondt på mig, når du er ked af det.
Nej, se nu ikke sådan ud, vær lidt sød mod mig min egen. - Ja, nu er det godt.
Ja, nu er du sød. Nu har vi det meget bedre, ikke? - Du skal være helt stille,
ellers får jeg det dårligt. Ja sådan Otto, nu er du sød, det er kun for dit eget bedste.
Mor elsker dig jo." Otto forsvinder ind i afmægtigheden.

Ebbe rejser sig og tager ham ud af Hannes stærke favntag,
og stiller ham op udenfor, mens Poul komme ind og er stand-in for Otto.
Ebbe: "Her udefra, hvad har du nu lyst til at sige til din mor?"

Otto råber desperat: "Det er løgn! Du elsker mig slet ikke!
Du ser mig overhovedet ikke! Du bruger mig bare til at undgå at føle,
hvor ensom du er. Vi er sgu da ikke gift, hvorfor vil du ikke lade mig være i fred?"
og "Hvorfor forstår du mig dog ikke, mor?" Gode spørgsmål,
som han dog ikke forventer at få noget svar på.

Ebbe går hen til Hanne og vender hende om mod Otto:
"Du beder jo din mor om at se sin livsløgn i øjnene. Nemlig hendes tro på,
at hun elsker dig! Det er betydningen af de ord, I er helt grundlæggende uenige om.
- Jeg er overbevist om, hun selv tror, at hun elsker dig, når hun siger:
"Du er mit et og alt, du er min." Men hvis det er kærlighed,
så fri mig fra den. Hun må snart til at lære at leve sit eget liv."

Han ler, så jeg fortsætter: "Du vil have hendes accept
og godkendelse af, at du forlader hende! Men måske har hun hele sit liv,
lige siden hun var en lille pige, satset alt på at undgå at føle den ensomhed,
som hun da vil føle og som hun måske fik med sig fra sit barndomshjem.

Hvordan pokker vil du dog få hende til at forstå,
at du nu vil leve dit liv uden hende? - Kan du give din mor en ny søn?
For ellers tror jeg aldrig, hun vil lade dig gå frivilligt. Der er to ender i en navlesnor Otto,
og det ser ud til, at du selv må klippe din moderbinding over - hun gør det ikke.
Hun vil ikke!" Otto ser forskræmt på mig, så ryster han vildt på hovedet,
skjuler ansigtet i hænderne og begynder at græde.

Lidt efter ser han op og siger: "Jeg har forstået pointen,
er det ok, at vi slutter her?" Det er det selvfølgelig, også selv om jeg
i det øjeblik fortryder, at jeg kørte så hårdt og hurtigt frem med mit udbrud.
Vi tager en kort pause, hvor jeg spiller B. B. Kings blues "Nobody loves me,
but my mother" fra hans flotte cd "Live at San Quentin" (1990) for Otto,
som står og lytter til den med en kold øl i hånden.

Jeg går hen til ham, men han vil ikke snakke,
så det ufærdige må vi snakke om på et andet tidspunkt.




Lidt om selvkontrol og perfektionisme
Der er endnu en halv time tilbage til frokost, så Ebbe spørger,
om der er nogen, som vil have lidt tid nu. Ulla rejser sig fra sin stol
og sætter sig imellem os: "Jeg ville gerne have set på mit forhold til mænd,
men efter Monas arbejde i aftes, synes jeg det problem er blevet løst,
for det kunne lige så godt have været mig!

Grunden til, at jeg har sat mig her,
er, at jeg godt vil prøve at være hovedperson.
Jeg har lyst til at fortælle jer om en af mine hemmeligheder,
som jeg ikke før har fortalt til nogen. Det drejer sig om min selvkontrol,
som jeg føler er alt for stor. På den ene side er jeg stolt over, jeg har en stærk vilje,
og at jeg er så god til at tage mig sammen, at andre ikke kan se, hvad jeg føler.

- På den anden side
bevirker det, at jeg har svært ved at få kontakt og give udtryk for det,
eg virkelig føler. Jeg har ofte fået at vide, at jeg er så rolig og checket,
men det er slet ikke altid sandt! Nogle gange på arbejdet føler jeg mig med
i et stort mærkeligt skuespil, hvor det bare gælder om at holde facaden
og skjule sine følelser.

- Det er utroligt svært at give slip på min selvkontrol
for den udløser oftest andres beundring. "Hun er så stærk!",
"Se, hvor rolig og behersket hun altid er". "Hun er så dygtig og selvsikker,
hende vil vi godt have med i teamet.", "Hun kan bare klare alt."
Sådan ved jeg, at der er mange, der ser mig.

Hvad de ikke ved, er at jeg tit føler mig som en lille and,
der svømmer rundt i en skovsø. Over vandspejlet ser det ud,
som om jeg svømmer stille og fredeligt frem og tilbage, men hvis I kunne se ind i mig,
så ville I opdage at nede under vandet, der spæner mine ben afsted.
Det, jeg vil sige, er at jeg meget ofte føler mig meget mere sårbar
og usikker, end jeg viser andre.

Det er svært at droppe den der selvkontrol.
Den giver mig en masse ros, og så føler jeg mig sådan lidt heroisk og stærk,
men det er også dødanstrengende at være så dygtig til at tage sig sammen.
Jeg føler, at jeg hele tiden skal passe på ikke at blive afsløret.

- Det kan så let gå hen og blive alt for stift og ensomt,
det ved jeg godt, men der er altså også nogle fordele ved det.
På den ene side ønsker jeg at kunne give mere slip i mig selv,
og på den anden side ønsker jeg det bestemt ikke!
Det synes jeg, er lidt at et problem."

Ebbe: "Kender du udtrykket, at hvis du ønsker at miste din religion,
så skal du bare gifte dig med en præst? Beundring kræver jo oftest,
at du er god til at holde andre 3 skridt fra livet. Hvis du får andre for tæt på,
så de virkelig lærer dig at kende, så fordamper deres ros og beundring.
Ja, det kan føles som et stort tab at miste den godkendelse.
Det er jo lidt af et dilemma, det kan jeg godt se."

Ulla: "Kan du sige noget mere om det?"
Ebbe: "Ja, der er et vigtigt livsvalg i mellem at blive holdt af
og komme tættere ind på livet af andre - og det gamle savn efter
at blive beundret og set op til som værende større, end du er.
Vælger du det sidste, er det ikke så mærkeligt, hvis du føler,
at du spiller med i et overfladisk skuespil - for det er sandt
og det er ret anstrengende. Det handler jo nok om
også dér at finde en passende balance?"

Ulla: "Ja, det tror jeg også, men hvordan gør jeg det?"
Ebbe: "Jo, hvis du vil føle, hvad du føler og være, hvem du er,
så er det nok en god ide at droppe, eller i det mindste neddæmpe dit ønske
om at få ros, beundring og klapsalver i en periode. Især hvis du opdager,
at du har et endnu dybere behov for at få andre tættere på.

Kender du f. eks. de der mennesker, som er blevet så perfekte
og professionelle, at de næsten er blevet helt umenneskelige? Jeg har lagt mærke til,
at jeg ikke kan mærke dem. Kontakten føles så tom og ligegyldig,
og inden længe keder de der facademennesker mig."

Ulla ser længe på mig: "Jeg tror godt, jeg forstår, hvad du mener.
- Og jeg, der altid plejer at småprale med, at jeg er så professionel
og perfektionistisk! Men det er rigtigt, det betyder for det meste bare,
at jeg er hundeangst for, at andre skal kunne finde en eller anden fejl hos mig."

Ebbe: "Fejl? Jeg ser det, som et forudsigeligt rollespil.
Som nu det at sidde her og tale med mig, udløser det næsten den samme reaktion,
som hvis du er hos tandlægen og lidt ængstelig sidder og håber,
at dommen vil lyde på: Nul huller!" - Ulla ler: "Ja netop."
Det udløser en fælles latter.

Otto bryder ind: "Jeg går også rundt og kalder mig selv for perfektionist,
men jeg kan godt se, at det er et skjold, som jeg holder op i mellem mig og andre.
Det er jo ikke, fordi jeg egentlig går så højt op i, om det jeg laver, er så fantastisk.
Det handler mere om, at andre ikke må kunne finde noget som helst at kritisere mig for."
Ulla: "Ja netop. Det er lidt svært for mig at erkende, at jeg åbentbart ikke er perfekt.
- Jeg ved godt, det er en facade, som jeg skjuler min sårbarhed og mine svagheder
bagved, men i mit arbejde er jeg ofte nødt til det!" Hun græder lidt.

Ebbe: "Hvordan føles det at fortælle os den indsigt?"
Ulla: "Det er befriende at turde sige det til jer. - Jeg håber ikke,
at I kun ser mig som en kold og effektiv kvinde? Jeg føler også noget
- og jeg er blevet meget rørt ved at overvære jeres psykodramaer
- også selv om I måske ikke altid har kunnet se det på mig."
Det er der dog flere, der godt har lagt mærke til.

- Hun græder igen, og tilføjer lidt efter:
"Jeg er også bange for den del af mig, som er så umådelig naiv og tillidsfuld."
Imens hun siger det, kan jeg tydelig se det udtryk i hendes ansigt.

Ebbe: "En slags barnlig troskyldighed?"
Ulla: "Ja, som jeg har bevaret i mig, fra jeg var barn.
Det synes jeg egentlig er godt nok, også selv om den gør mig sårbar.
Men det er ofte for risikabelt for mig at føle tillid til andre fra begyndelsen.
Det er jo ikke alle, som møder min åbenhed med deres åbenhed.

- Ind imellem føler jeg mig som en alt for naiv lille skolepige.
Det er pinligt. Men det føles mere ægte at føle sådan, end når jeg prøver
på at spille "nul huller", som du kalder det. - Nej, jeg gider ikke mer
leve op til noget, som ikke er mig!"

Ebbe: "Så ærlighed får dig til at føle dig stærkere indeni?"
Ulla ler: "Ja, det er den store forskel."

Poul: "Jeg tror, du har ret i, at mange af os har svært ved
at droppe vores superroller og vænne os til at være lidt mere almindelige
og menneskelige. Jeg læste en anmeldelse af en bog om "Vores indre guder og gudinder",
som Michelle er så glad for, som udtrykte det sådan her: "Jeg tror, det er vigtigt,
at vi først vænner os til og får det godt med at være mennesker,
førend vi aspirerer efter at blive guder og gudinder, helte og heltinder,
supermænd og superkvinder." Det sagde mig noget."

Ebbe: "Hørt. Allerede i 1940´erne skrev Karen Horney,
at jo mere vi prøver at idealisere og idyllisere os selv, desto mere
vil vi samtidig også foragte, fordømme og nedvurdere os selv. Natasha Mann
har her et godt udtryk: "To deny is to dye". Der er et vigtigt valg imellem at gro
og blive en personlighed, versus at realisere et billede af sig selv.
- Hvad føler du lige nu Ulla?"

Ulla: "Jeg føler mig lettet. Jeg ville bare lige fortælle jer noget om mig selv,
og det har jeg jo gjort, så - ja lige nu er jeg helt tom i hovedet.
Jeg føler mig dejlig stille inden i. Ja og også sårbar,
men det gør ikke noget."

Ebbe: "Så du føler dig tryg nu? (hun nikker).
Godt, træk vejret dybere. - Hvad dukker frem i stilheden?"
Ulla sidder længe med lukkede øjnene. Pludselig ler hun højt
og sender mig et sjovt lille smil, og siger legende: "Bla, bla, bla."
Vi er flere i gruppen, der ler højt og befriende sammen med hende.

Ebbe leende: "Det er et rart smil, du sender mig Ulla.
- Du vil ikke opnå noget med det smil, vel?" Ulla ryster på hovedet
og ler ad mig. Vi sidder længe helt stille sammen. (Jeg venter på hendes næste udspil).
Ulla: "Det er rart med stilhed uden ord. Jeg kan mærke, jeg slapper meget mere af nu.
Jeg ser også jer andre tydeligere. I sidder der og prøver at forstå mig
- Jeg har svært ved at finde ord for det, jeg nu oplever.
Tankerne forsvinder væk.

Jeg føler en mærkelig tomhed. - Nu mærker jeg bare,
hvordan min krop slapper mere af. Jeg er også blevet mere varm.
- Jeg bliver mere opmærksom på jer (hun smiler, der smiles igen).
I sidder så stille. - Nu tænker jeg på, om det er ok, at jeg har det sådan?"

Ebbe: "Jeg er selv ret introvert, så stilhed er altid ok for mig. Vil du sige noget mere?"
Ulla: "Ja, jeg vil godt vide, om der er nogle af jer andre,
som også kender noget til det, jeg har fortalt om?"

Der kommer flere bekræftigende nik og udsagn, men
efter bekræftigelsen er det som om, at Ulla falder ud og bare lytter høfligt på.
Hun synes at falde langt ind i sig selv. De andre tager alt for let ordet fra hende
og fortæller ivrigt om deres egen sårbarhed, usikkerhed og frygt for at gøre sig
mere synlig for andre. Mona siger f. eks.: "Jeg tænker også alt for meget på,
om det jeg gør, er det rigtige. Når det sker, så trænger jeg også til et smil
og en bekræftelse udefra for at kunne gå videre."

Ebbe: "Ulla, jeg sidder og lægger mærke til,
at du ligesom er faldet helt ud. Hører du, hvad de siger?"
Ulla: "Ja, jeg spurgte bare, om nogle af jer kendte det fra jer selv.
Jeg var ikke ude efter at høre en masse ord. Det er godt nok, at I bare forstår."
Ebbe: "Så det er godt nok nu?" Ulla: "Ja."

Else Marie: "Nu er der frokost, så prøv at se dig om her i gruppen
og spørg dig selv, hvem har du lyst til at gå en tur med her i eftermiddag,
En, som du kan snakke videre med om det, du her har åbnet op for?"
Ulla spørger Hans, der glad siger ja, og vi bryder op.

Det blev måske en lidt vel snakkende session,
men det skal der også være plads til. Mange selvhjælpsgrupper
og behandlingsgrupper fungerer kun, som "en snakke- og støttegruppe",
og som forløbet ovenfor viser, så er det ofte i sig selv forløsende at turde
tage ordet og fortælle noget personligt og svært
- og så blive hørt og respekteret.

Du kan læse en anden terapi-historie
om Perfektionisme - at være på ros og magtfølelsen
+ www.utexas.edu/student/cmhc/booklets/perfection/perfect.html


Klik videre til Kapitel 10.
Lidt om at gå på opdagelse
i erotikkens indre vilde landskab


Videre til Kapitel 10



tilbage til index
over hele www.psykoweb.dk