Hvorfor danser vi ?
Først og fremmest fordi det er sjovt
og fordi dansen skaber et energisk fællesskab.
At danse sammen... eller danse helt alene, for sig selv, som en leg.
At danse med din nye kæreste, din ægte-fælle, en god ven eller veninde.
til en god fest eller blot for sjov, er en dejlig enkel måde at møde sin indre sandhed på
og lære hinanden bedre at kende - på en anden måde, end ord er i stand til.

Ligesom du legende let, ja sjovt og meget mærkbart
genopdager legens store betydning for dig selv og os andre.
Du ser det oversete kropssprog store betydning for vores forståelse.
Får en mærkbar oplevelse af, hvordan kemien passer eller ikke passer
"Hovedet er jo altid så fyldt af tanker om dit og dat og alt muligt,
ligesom tanker kan snyde og være helt ude af virkeligheden.
Kropssproget, dine udtryk, øjne og gestus osv. lyver ikke.
Det magiske sker, når du ikke danser, men er dansen.
Du er eet med det, du udtrykker her - i dette øjeblik.
Det bedste er, at det nye så opstår helt af sig selv.

Som groer der et helt andet sprog frem.
Bevægelserne følges ad, dramaer opstår, udvikles og forløses.
Tempoet, bevægeligheden versus stivheden, roen versus rastløsheden,
kontakten - nær/fjern, kontrolgalskaben versus at kunne give slip på sig selv.
Nærværet versus facaderne. Dialogen, versus at den ene fører og bestemmer.
Alle disse temaer bliver levende, nærværende og fyldt med nye opdagelser
der kan glide over i erkendelser imens du danser og udforsker rummet.
Kort sagt: du opdager kroppens og følelsernes store betydning
for såvel nærkontakten med dig selv - og med os andre.
Dansen åbner op for alt dette, også via glæden i legen.

Jeg - og du - kan bedre mærke os selv - og hinanden. Vi er mere ærlig
når vi lever mere intenst, virkelig er Her, NU, er ægte tilstede, nærværende.
Vi ser hinanden, er i kontakt - taber kontakten og genfinder hinanden, igen.
I dette ydre- og indre danserum er det sjovt nok legende let at give slip
også på frygten - så glæden og modet derved bedre kan komme frem.

Det er denne exstra 3-dimension,
jeg og andre kalder at finde den Meditative holdning til det, som sker.
Der hvor hovedet ikke bruges til at løse problemer, men til at opdage
noget nyt i det velkendte, se om bag facaderne og finde essencen.
- og det sker bedst, når du er nysgerrig, legende og opdagende
fremfor låst fast i diverse hjernespind skabt via frygten og ?.
Du er simpelthen mere vågen end du ellers plejer at være
- for nu at sige det på jævnt jydsk.

Eller bare det at føle sig glad igen!
efter længere tids stress, bøvl og overanstrengelse.
Bare det at være helt fri for at skulle tænke en tanke,
kun følge musikken og se, hvor den bringer dig hen.
Denne længsel og den glæde er der mange i dag,
der mere eller mindre indeklemt og forsagt
længes efter at få kontakt med - igen.
Det sker når dansen griber dig.

Kroppen mærkes bedre, når du bevæger dig.
Du fornemmer, hvor der skal strækkes ud og løsnes op.
Helt af sig selv tager kroppens egen viisdom pludselig over
og hovedet kobles af - eller retter sagt bliver sat bedre på.
Og følelserne dukker frem - og får et stærkere udtryk.

Måske lidt overfladisk i starten, men så
forstærkes det, der vil frem, måske. Tydeliggøres.
Du får måske også stemmen og lydene mere på?
Benene, bækkenet, armene og hænderne
hitter helt af sig selv ud af at følges ad.
Fødderne fører an - du følger efter.

Du skifter ligesom over på et helt andet program,
end du ellers plejer at bruge- for at tale computersprog.
Og der er en masse nye oplevelser og glæder gemt deri.

At danse kan være et slags Asyl, et fristed,
et tiltrængt frikvarter fra den almindelige Normale,
logiske, alt for snusfornuftige og pengeorienterede hverdag,
Livet er jo ikke blot fuld af krav og forventninger, en evig jagt
efter at vinde/spare 5 minutter - som mange reelt set ikke aner,
hvad de dog skal bruge til - hvis de helt frit kunne vælge.
Dans er genopdagelsen af Legens evige betydning,
glædens sejr over den evindelige frygt, stivheden
- og en meditation i NærKontakt ind- og udad.

Og
i dag er vi jo utrolig mange travle mennesker,
der næsten kun lever af at bruge vores kloge hoveder.
Kroppen mister sin vitalitet og styrke, Vi føler os trætte
og bliver tungere og tungere - for så en dag at opdage
at glæden og livskraften i dig er ligesom visnet væk.
Når kroppen er blevet for sløv, slap, uden styrke
uden vitalitet er det f. eks svært at føle selvtillid
og livet føles selvklart lige så fladt, og energiløst.

"Use it, or loose it" som Ken Dychwald sagde i 70´erne.
Vi sidder oftere stille og ligger mere foran TV, end vi er i bevægelse.
Og derved reducerer vi for let os selv til uskarpe tanker og bekymringer
der ofte er helt absurd ude af kontakt med det, som vi reelt føler
og det, som vores sjæl og krop reelt set har behov for.
Hovedet kværner derudaf - og kroppen er blevet væk
- og derved bliver glæden ved at leve også let væk.

"Jeg er ikke anbragt i min krop, som en kaptajn på et skib,
men er intimt forbundet og sammenknyttet dermed,
så jeg og kroppen, vi danner et uadskilleligt hele."
- som selv gamle Descartes i 1600 tallet, indså

Du bliver også langt mere sårbar overfor alskens sygdomme
og lidelser ala fedme, ledsmerter, træthed, slaphed og depressioner
etc. etc., når du lader din krop + dine kropslige følelsesudbrud
og glæden ved at bevæge dig rytmisk og frit, forfalde og dø.
Efter blot et par dage dans og svømning vil du føle dig
mere hel, mere eet med din krop - hvis du ellers ved,
hvad jeg mener med dette suk?

Åh alle disse tunge, alvorlige og overansvarlige hoveder,
så fulde af ord, vurderinger, mål, kontrol, planer og beregninger.
For ikke at tale om bekymringer og spekulationer om alt muligt
- der sandsynligvis aldrig sker. Glemmer vi ikke alt for let,
at vi også er vores krop - og at livet blot tørrer ud,
hvis vi voksne hele tiden kun må og skal opføre os
åh så forbandet fornuftigt, pænt og normalt ?

"Jeg orker simpelthen ikke at være voksen
mere end 5 - 6 timer om dagen", som Susanne Brøgger
engang med en vidunderlig latter engang udbrød.

"På mine rejser rundt om i verden,
har jeg ikke mødt et folkefærd så emotionelt nedtonet som det danske.
Ikke underligt at f. eks. den kraftfulde sang ligger jer så fjernt."
som Jo Estill (en amerkansk stemmeforsker) konstaterede.

"Vis mig hvordan du danser,
og jeg skal sige dig, hvem du virkelig er.
Dans med mig og jeg kan bagefter bedre fortælle dig,
hvordan vores indbyrdes forhold er." Gabrielle Roth.

"Dans er ikke bare dans.
Dine ord siger måske et, imens dine bevægelser taler
et andet sprog om, hvad du føler og hvordan du har det nu.
Dansen er et fristed, et rum med sine egne regler, hvor du kan opdage
hvem du og jeg virkelig er - og også er. Og du kan føle dit forhold til os andre.
Dans er meget meget mere, end blot et parringsspil - eller en god motion.
Når danserens ego er væk - og kun dansen er, så føler du dig fri.
Dansen er således en metafor for, hvordan du er i livet." Ebbe.


I stedet for at føle dybere
og mærke efter, ja så tager vi os bare sammen.
Vi bruger og misbruger viljekraften (der er hovedets beslutningstager)
til at gøre alt muligt, som vi egentlig ikke går særlig helhjertet ind for.
Og resultatet kan derved let blive, at hoved og krop kommer i krig
- eller i konflikt med hinanden, på en mere eller mindre voldsom,
udmattende - og meget ofte trættende og selvsplittende måde,
der kan mærkes, som en indre borgerkrig, en evig kamp.

Efter mange forskeres mening er misbruget af Viljen,
at vi bider tænderne sammen, og skubber de naturlige følelser tilside,
een af hovedårsagerne - udover Arbejdsmiljøet og Forbrugerismen - til,
at vi i vores vestlige kultur har et alt for højt stress-niveau, og har ondt her
og der og alle vegne. Vi kunne også sige, at via dette hoved-krop split
har vi en del af forklaringen på, at så utrolig mange har mistet livsglæden,
- så Psykiatrifonden regner med at der er ca. 400. 000 danskere,
der nu lider af depression, udover de ca 250. 000, der er angste
i en sådan grad, så de dagligt spiser (u)Lykkepiller etc.

Depressionssårbare og ængstelige mennesker
har meget ofte en sørgelig lav selvfølelse og en lav kropsvitalitet.
Lavt selvværd er meget nøje forbundet med en dårlig kropbevidsthed.
Ser du rent kropsligt på en person med lav selvtillid, så ser du også
oftest en stor kropslig slaphed og en lav vitalitet. Og omvendt.

I stedet for jævnligt at stoppe op, tage sig et frikvater,
en tiltrængt pause til at sanse, mærke efter og lytte indad,
stresser vi os bare mere og mere op.

"Vi tager os sammen"
og fornægter derved vores krops behov og følelserne.
Hvilket jo desværre kun forstærker denne indre borgerkrig imellem
1. Kravene, der skriger på: "Hvad jeg skal? hvad jeg forventes og bør gøre.”
- udover: Hvad jeg - desværre - er nødt til for at overleve komfortabelt
og have råd til det, jeg aldrig når i min fritid, som aldrig kommer?"

versus 2. Selvet,
Du, der er mere optaget af indre værdi spørgsmål, som:
"Hvem er jeg?", - "Hvem kan lide/elske mig? - og hvem kan jeg lide?"
"Hvem her er Over - og hvem er underdogs? "Hvem styrer hvem, og Hvorfor?
Udover selvfølgelig: ”Hvad føler jeg overfor hint og dint?”, "Hvad har jeg lyst til?"
- og hvad har jeg egentlig brug for"- som så mange af os roder rundt i .

Et Zen-spørgsmål:
"Hvis jeg ikke tager mig tid til at værdsætte, det jeg har
og det jeg er, nu - og altid er på jagt efter noget andet, som jeg ikke har
eller er - hvordan kan jeg da lære at værdsætte mig selv, som jeg er?"
(Læs mere derom her: www.psykoweb.dk/selvtillidb/digt3.htm


Kultur - Natur konflikten
er for nogle så udmattende, ukendt - og ja måske selvdestruktiv, at de
hele tiden føler at de befinder sig lige på kanten af "et nervesammenbrud".
De er simpelhen ved at segne om af udmattelse! - og føler derfor
(yderst realistisk), at de måske en dag vil kollapse ned i et sort hul.
Kroppen strejker pludselig og siger ganske enkelt: "Stop nu op,
og mærk mig!!! Jeg orker simpelthen ikke det her ræs mere."
Men Hovedet lytter ikke - og vil altid bare have mere
og mere, fordi - hovedet, ja det bliver aldrig mæt.
Kroppen kan føle sig mæt, ikke egoet.

At kæmpe for at holde sig oppe,
betyder let at du blot bliver mere og
mere stivnet., sammenbidt og indeklemt.
Kender du den kropsholdning, kender du også frygten for
at hvis du nu stoppede op og lagde dig ned, ja så vil du føle angst.
Fordi du derved let kan drukne i en stor tung træthed og selvopgivelse
ja måske sove i 100 år? Altså, hvis du virkelig turde mærke din krop
og føle, hvad du omme bag travlheden egentlig føler. Denne frygt
kan efterhånden styre hele ens liv, så du en dag bare fiser rundt
uden mål, plan og omtanke - stresset og panisk. Og det er
selvklart ikke særlig sundt eller fornøjeligt.

Ja, vi har sågar mødt flere eksempler på,
at en sådan længerevarende selvfornægtelse = kropsfornægtelse
kan udarte sig til en skræmmende stor dødslængsel og diverse sygdomme!
(Du kan se mere herom f. eks. her: www.psykoweb.dk/books/2.htm
+ i www.psykoweb.dk/depression/8.htm)

Denne deprimerende måde
at opleve såvel sig selv og livet på, ser vi
som et signal om, at du - af mange forskellige grunde
i alt for høj grad har næret "tyngdekraften"
og forsømt opdriften = din vitalitet.
( - vil du læse mere derom, så klik her)


At føle sig dødudmattet
eller at befinde sig i en indre krig med sig selv
er et kraftigt signal om, at du bruger dine kræfter forkert
og har glemt at leve. Derfor siger vi, at angst er liv, som ikke leves.
Og i den sammenhæng kan det at danse være en vidunderlig enkel
måde at minde dig selv om, at du endnu ikke er en computer
eller at kroppen mest af alt er "et sted, hvor det gør ondt"

At danse friere kan rart sansende og muntert minde dig om
at du stadig er et livssulten følende menneske af kød og blod,
som er født til at udtrykke sig kropsligt og følelsesbetonet.
Ja vi vil sågar påstå, at denne opdagelse kan redde liv.


F. eks. i en depression
er kroppens vitalitet gået helt i stå
og livssafterne flyder derfor trægt og sløvt.
Du siger, at du føler dig udbrændt eller næsten død.
Vi kan også sige, at du nu tydeligt mærker i hvor høj grad din krop,
ja dit liv og din opdrift => din optimisme, er blevet svækket.

Piller kan stoppe en nedtur, men ikke give dig
det løft, den glæde og optimisme, som du savner.
Måske har du blot forsømt afspændingens sanselighed,
og glemt at styrke kroppen, livslysten og din selvfølelse alt for længe?
Måske vil en god gang massage, en svømme og saunatur, en daglig gå eller løbetur
eller måske bedre sex? virke langt bedre på dig, end alverdens pillekure?

Eller den manglende føling med din kropslighed
mærkes som en diffus indre uro og evig rastløshed.
Her mærkes larmen fra "den indre borgerkrig" måske kun
som en mærkelig diffus uro, en stor udlængsel - eller som en diffus angst?
Eller som en stor diffus anspændthed og en uforståelig ulykkelighed ?

Du mærker svagt eller måske pinligt tydeligt
at du ikke kan finde ro - men i stedet for så at lade uroen
komme tydeligere frem til et forløsende udtryk, dæmpes den ned.
Oftest med nervepiller, sprut - eller nye projekter uden mål og med.
Du farer bare rundt som en flue i en flaske. Og klager over
hvor træt du er, hvor ængstelig du er - eller beklager dig
over at ingen stopper dig og "bare er gode ved mig."

Det, din mor engang kunne give dig
af ro, varme og gode følelser i kroppen,
må du som voksen, selv lære at give dig selv.
Denne vigtige egenomsorg, selvansvarligheden,
starter med at du tør mærke og føle din krop tydeligere.


I disse "kronisk" urolige, ja paniske og desperate tilstande
handler det mest om, at du godt nok har en god energi og en stærk livssult!
Men i stedet for at denne kommer frem som kreative selvbekræftende udtryk,
låser vitaliteten sig fast imellem kroppens lyst til et følelsesmæssigt forløsende udtryk
og diverse indre tankelåse. Og derved kommer du selvfølgelig i krig med dig selv
- en indre krig, som du simpelhen ikke kan vinde
uden at en anden del af dig taber.

I hvert fald mister du derved
let følelsen af at være en værdifuld og afrundet helhed.
Et vitalt menneske, der har fødderne solidt plantet i jorden
- og som derfor med indre ro, forundring og nysgerrighed
godt tør stikke hovedet op i den flotte blå indre himmel,
hvor vi alle godt kan tænke stort og visionært.

Uden en kropslig forankring forbliver alle dagdrømmene,
alle de store planer og visioner, blot golde tankeflip.
Energien og styrken mangler simpelthen
og glæden ved du du gør, visner væk.


KORT SAGT:
Hvis hoved-krop splittelsen låser dig fast,
så vil du enten implodere indad (som f. eks. blive træt,
søvnig, føle tristhed, ængstelse, afmagt, håbløshed, hjælpeløshed,
depression, udbrændthed og selvopgivelse). Eller eksplodere
udad i diffus vrede, hidsighed, svirreture, rastløshed, panikanfald.
Eller rase helt vildt ud i diverse "blinde og vildt hysteriske udbrud",
der bare ender med - en større afmagtsfrustation og resignation",
når presset fra den indre kamp en dag bliver for stort.

Stress
og diverse sammenbrud kan derfor også ses som et budskab om
at indeklemtheden nu er ved at bryde ud - og din natur kræver sin ret.
Der er ganske rigtigt "noget, der bryder sammen", men det mest interessante
spørgsmål i vores øjne er: "Hvad er "det" mon, der bryder ud?"
- og hvor kommer det udbrud egentlig fra?
Hvad er "det i dig", der vil ud?

Pointen er, at
der ofte er et yderst vigtigt budskab
i et "nervesammenbrud" - og i voldsomme emotionelle udbrud,
(der i vores kultur let kan forskrække såvel dig selv - og andre,
når kroppen, din natur, pludselig en dag råber højest
og ikke mere kan kontrolleres af hovedet).

Følelser, der ikke udtrykkes enkelt og frit - også kropsligt,
kan så let ophobes - for så en dag at slå voldsomt indad, eller udad.
Sådan forstår vi gestaltterapeuter de folkelidelser, vi i hverdagssproget
nu kalder for stress, depression, hidsighedsanfald - eller "at få et angstanfald"
Det, der bredt sagt kaldes for "at få et nervøst sammenbrud".
Der skal spares godt op, for at samle al den kraft,
der kan være i sådanne "emotionelle anfald."

Et menneske må vide,
hvad det føler, for at vide hvem det er.
Dette er elementært, men den visdom glemmes igen og igen.
Prøv det selv. Sæt noget velvalgt musik på, lyt indad og bevæg dig
emotionelt en halv times tid - og mærk så forskellen, når du bagefter
lægger dig ned og mærker efter, hvordan du nu har det.

Jo mere du har danset dig selv ud,
glemt de mange tanker og blevet eet med dansen
jo dybere vil du da bagefter kunne opleve en indre ro
og den rislende varme pulserende krop, du også er.

I en forløsende dans
kan du uden forklaringer give slip på alt det ordløse
og indelukkede, det tilbageholdte og farlige - og forvandle det
til et kreativt selvudtryk. Dér, hvor stressen før gjorde din krop stiv,
kold og følelsesløs, kan du nu mærke ro, varme og et velvære gro frem.
Det, at være eet med sin levende krop, er en forudsætning for
at du igen kan føle dig "eet med og hjemme i dig selv"
- og genvinde din urfølelse af "at være god nok".

Hvis du vil vide mere om dansens terapeutiske værdi,
kan vi anbefale Gabrielle Roths .. dansebog: "Trin mod ekstase", 1991
og Lucy Lidell og Sara Thomas smukt illustrerede: "Den sanselige krop",
fra Politikens forlag, 1988 - eller se vores bog om Psykodrama,
der uddyber denne kropslige synsvinkel. (Som alt for ofte
helt mangler i mere traditionel terapi - for ikke at tale
om diverse verbale-kurser om personlig udvikling,
som Kognitiv terapi er et nyere eksempel på).

Uden at kroppen kommer mere med
i de råd, øvelser og træningssituationer, der tales om,
forbliver al snak om "mestring" og personlig udvikling
let blot "noget udvendigt" og et glædesløst abstrakt projekt
uden vitalitet, uden gnist og uden indre handlekraft.

Med årene er kreativ dans blevet vores foretrukne måde
at arbejde kropsterapeutisk på med hoved-krop-splittelsen.
Og vi har set mange eksempler på, hvordan kropsspændinger,
der på en mere traditionel psykoterapeutisk måde skulle arbejdes
meget længe med, kan forløses efter blot een intensiv emotionel dans!

Dans er ikke bare dans.
At danse er en metafor for din måde
at være i verden på. Et sted, hvor livet er et spørgsmål
om at være med i - eller stå udenfor livets dans.

F. eks. vil jeg påstå,
at jeg ofte meget tydeligt kan se
(og bagefter sige noget vigtigt) om et pars måde at leve sammen på,
- alene ved at se nøjere på, hvordan de i den dans de danser, er med
eller imod hinanden. Mange danser helst helt alene i hver sin verden.
Hvorfor og hvordan de gør det, bliver mere levende foran mig.
Og alle de mange små vigtige nuancer i kontaktprocessen
træder her tydeligere frem, end hvis parret blot nøjes
med at fortælle verbalt, med ordene alene,
om deres forhold til hinanden.


Du kan læse lidt mere om,
hvordan vi starter dansen på sommerkurset, her

+ lidt mere om at danse meditativt

+ se en dag
Psykodrama bogen.

og
Bid livet i låret og find en kæreste.