Værsgo - lige til at udprinte: 


Et eksempel på anvendelsen af
"dine mange jeg´er"-teorien:





Om at være på ros - og magtfølelse



    Her er en terapeutisk historie
    om frygten for, ja angsten for at blive kritiseret

    og det kæmpestore behov for at blive rost og beundret af andre,
    der meget let fører frem til skuffelser, en dyb udmattelse, en depression
    eller perioder med panikanfald - og den evindelige præstationsangst
    eller hvad du nu vil kalde Temaet i denne personlige historie:


    En 36 årig kvinde, jeg mødte terapeutisk, beskrev sig selv således,
    i et brev, da jeg ved afslutningen af vores forløb bad hende om at fortælle,
    hvordan hun nu opfattede sig selv som person:

    "Jeg har tænkt over dit spørgsmål om,
    hvordan jeg nu i dag opfatter mig selv som person
    - og udover det jeg sagde, fik jeg lyst til at uddybe det således:

    Efterhånden er jeg ved at opfatte mig selv som en voksen person,
    der er ved at opsuge flere af de forskellige delpersoner, jeg indeholder.
    Jeg vil ikke sige, at jeg "tror på mig selv", eller føler mig i ro, er harmonisk,
    men min selvaccept er gradvis ved at blive mere robust og stærkere i takt med,
    at jeg tør rumme min indre mangfoldighed, oftere tør le af mine opskruede krav
    til mig selv - og jeg er begyndt at føle mig mere anerkendt og kompetent
    i mit arbejde som skolelærer. Det har taget mig meget lang tid at opnå
    den følelse af åbenhed overfor mig selv og glæde ved mit job.

    Der, hvor jeg især er sårbar
    overfor selvsabotage, er, når jeg skal træde frem,
    yde en præstation og derfor udsætter mig for andres vurdering af min præstation
    og hvem jeg er i deres øjne. Dér kan det let køre helt vildt, som om jeg befandt mig
    i et vågent mareridt, der til forveksling ligner situationen i mit barndomshjem.
    Jeg føler mig som et lille barn igen, hvis jeg ikke lytter til mit voksne jeg.

    I mit barndomshjem var der ganske enkelt ikke kærlighed nok til alle.
    Vi søskende måtte kæmpe om den smule ros, anerkendelse og opmærksomhed,
    der var, i en vild indbyrdes konkurrence. Det var jeg ind imellem ret god til,
    og jeg fik da også ind imellem anerkendelse for min facade: den måde,
    hvorpå jeg lærte mig at opnå ros, beundring og opmærksomhed.
    Tabte jeg en af kampene, drillede og lo de hånligt af mig,
    så jeg lærte at kæmpe for at vinde - hver gang!

    Jeg fik ikke kærlighed
    eller opmærksomhed på, hvem jeg var som mig.
    Det handlede altid om, "hvad jeg fik i karakter" og præstationer
    dvs. "hvad jeg gjorde og ikke gjorde". Ikke om hvad jeg følte
    eller oplevede før - under - og efter præstationerne.
    Så jeg lærte at synge og underholde i manegen,
    som den søde lille cirkushest jeg følte, jeg var.

    Og det var selvfølgelig kun undtagelsesvis
    "godt nok" i fars, mors, mine brødres og andres øjne,
    hvis der overhovedet var nogle der bemærkede mig. Jeg lærte at se på mig selv
    med deres øjne. Åh, disse evindelige kritiske og vurderende øjne i nakken.
    sandsynligvis var det denne indre Vogter, der gjorde mig så nervøs
    og ængstelig, at jeg tit var syg og måtte gå i seng med hovedpine
    eller på andre måder havde ondt et eller andet sted.

    Du sagde en dag til mig, at min allegi
    overfor at få kritik forudsætter en skummel bagbutik,
    som må skjules - for at "udstillingen i mit ydre butikslokale" skulle kunne funkle.
    Ja, jeg fik jo ros for, hvad jeg viste frem i udstillingsvinduet og for, hvordan det hele,
    dvs. jeg, tog sig ud set igennem "kundernes øjne". Hvad der skete inden i mig og
    i mit baglokale, det så ingen. Det gjalt det om at holde langt væk fra de andres
    kritiske og bedømmende blik. Jeg lærte at sælge mig selv og være ligeglad
    med, hvad jeg følte derved - det lærte jeg ikke at lytte til. Jeg kom på ros.
    Det eneste der talte og havde værdi, var deres køb eller afvisning af mig.

    Jeg frygtede, at hvis jeg åbner op for bagtæppet og rev skillevæggen ned,
    så ville det myldre frem med alle mine uregerlige små og større problembørn
    indeni - og deres fortvivlede og ja, ret umodne måde at gebærde sig på.

    F. eks. var jeg til en fest og fik lidt for meget at drikke,
    og så slap jeg en del af bagbutikken løs på en sagesløs pige,
    Det drama endte med, at jeg blev smidt ud og sendt hjem.
    Jeg turde næsten ikke se disse mennesker igen
    og fyrede den fyr, som havde set mig sådan.

    Denne og andre situationer,
    hvor jeg mistede selvkontrollen kørte helt galt.
    Jeg skammede mig meget ofte over mig selv, da jeg var i 20´erne.
    Disse kortslutninger styrkede mig yderlig i min indre overbevisning om,
    at hvis jeg ikke hele tiden passer gevaldig på, gør mig ekstra umage og hele tiden
    er hyperopmærksom på, hvordan de andre reagerer på mig, ja så slipper jeg
    let ting og sager løs, som er katastrofale for mit videre liv.
    Du sagde engang at jeg da vist var bange for mig selv
    og spurgte: hvem i mig, der skræmte mig sådan?

    Jo mine tidligste erfaringer lærte mig jo,
    at når jeg slipper selvkontrollen, så roder jeg mig ud i kaotiske
    og fortvivlede scener, hvor jeg taber min skrøbelige selvtillid og selvrespekt
    - og skamfølelsen dominerer derefter mit humør i månedsvis.
    Så derfor blev jeg god til at lukke det "vilddyr" inde
    og samtidig skræmte dets nærvær mig også.

    Det gjorde mig selvsagt meget forsigtig og indadvendt,
    som så - når jeg ikke mere kunne holde dette indre pres ud,
    betød det, at jeg fik et anfald igen - eller "et udbrud", som du kalder det
    og selvfølgelig kom det alt for voldsomt og helt uden mit voksne jeg deltog
    - hvorfor det blev pinligt og helt ude af balance med mit udstillingsvindue.

    At andre ikke kunne forstå mig
    og hvad der egentlig skete, forstår jeg bedre i dag.
    Det StressMønster begreb jeg dog ikke dengang - det skete bare.
    Og den manglende Selvkontrol skræmte mig lige så meget
    som hvis dronning Margrete pludselig en dag blev grebet
    i at stå og tisse på gulvet - eller slå en enorm prut.

    Den måde at være mig på,
    gjorde at jeg havde svært ved at se andre og mig selv i øjnene,
    især før og efter en præstation, der let skruede sig op til en liv /død eksamen.
    Det er utrolig svært at udholde i længere tid, men jeg levede sådan i årevis.
    Selve det at vogte sådan på mit Selv og den stramme selvKontrol,
    gjorde jo at mit liv blev forsigtigt, udmattende og anstrengt
    og selvfølgelig følte jeg derfor angst og at jeg lige
    med nød og næppe undgik et "sammenbrud".

    Jeg kunne følte mig helt vanvittig indeni,
    kunne føle mig helt syg og dårlig i månedsvis
    over at en eller anden, jeg ikke engang kendte, havde
    kritiseret noget, som jeg havde sagt eller gjort. Jeg kunne
    sågar ligge søvnløs hele natten og argumentere for og imod
    en indbildt klage fra en forældre, som jeg aldrig har fået.
    Eller en mindre konflikt med en kollega eller min mand.
    Men de beklagede sig aldrig, fordi jeg omhyggeligt
    sørgede for ingen fejl at gøre, at være perfekt.

    Jeg gik derfor helt ned med flaget,
    da min daværende mand forlod mig med en anden,
    fordi som han sagde, at han kedede sig sammen med mig.
    Det forstod jeg simpelthen ikke, dengang.

    Nu ved jeg at forbliver disse skyggesider, disse månesider,
    som du kalder dem, skjulte og uaccepterede, så får de heller aldrig det lys
    og den næring, som der skal til for at de kan udvikle sig og gro
    ud fra den ubemærkethed og umodne tilstand som de er i
    og derved blive mere værdifulde dele af mig.

    Min indre Vogter eller Dommer
    var kun tilfreds med det fuldkomne, det perfekte
    og havde ingen sans for, at intet nyt er færdigt
    førend det er øvet og gennemprøvet i lang tid.
    Der skulle være klapsalver med det samme,
    ellers havde det ingen værdi - for mig.

    I det skjulte følte jeg mig selvfølgelig derfor altid uset,
    overset, uelsket - og umoden. Det var en sej proces at anerkende
    at sådan føltes det altså dengang at være mig - i den rolle.

    De krav jeg - og andre
    skulle leve op til i min indre verden,
    er vist nok til at sende de fleste entertainere i gulvet.
    Jeg følte mig pr. definision hjemmefra "aldrig god nok!"
    og krævede faktisk at andre skulle overbevise mig om
    at det er jeg altså alligevel - samtidig med
    at jeg er lige på randen af et angstanfald.

    Selvfølgelig kunne det projekt kun mislykkes.
    Når jeg sagde noget, viste noget frem, ja allerede førend jeg trådte ind til klassen,
    så skulle ungerne helst rejse sig op og klappe begejstret, smide roser op til mig
    og elske mig. Og helst førend, jeg overhovedet havde åbnet munden.
    Det har jeg - til min store forskrækkelelse - opdaget,
    at jeg i det skjulte meget ofte krævede af dem.

    Det er mærkeligt, hvordan min utilstrækkelighedsfølelse,
    "mine forkerthed" - kunne leve side om side med min Stjernefølelse,
    uden at jeg var klar over, at jeg indeholdt begge
    disse 2 modsatrettede tilstande.

    Mine elever skulle juble og følte glæde
    alene ved tanken om, at de skulle have mig som deres lærer.
    Uro og mislyde er helt ukendte fænomener i mine klasser. Vi er så søde,
    så venlige og så utrolig dygtige, at vi bør udnævnes til "året klasse"
    mindst 25 gange om året - og jeg lappede forældrenes ros i mig!

    Hvis mine elever brød det glansbillede - som unger jo hele tiden gør
    så følte jeg det let som mit helt personlige nederlag, og fortolkede det
    der skete, som et signal om, at de var mindst lige så håbløse og umulige,
    som jeg lynhurtigt selv følte mig i den situation - hvis jeg ikke bare
    nøjs med at konkludere, at jeg helt alene er ualmindelig håbløs
    og bare helt umulig - såvel som lærer og person.

    Det var op - og nedture i et væk.
    Det kunne være så absurd, at når jeg gav en anden kritik eller skældte ud,
    så blev jeg dybt forundret over, at den anden ikke roste mig for, hvor fin jeg er
    til at kritisere og skælde ud! Den mindste uro, dårlige stemning og mangel på ros
    blev på særlig følsomme dage, set som beviser på, hvor åndsvag - enten jeg selv
    eller hele skolesystemet - var. Så ja, den sorte side af min kritikfølsomhed var,
    at jeg ville elskes 100%, totalt og ubetinget - uanset, hvad jeg end gjorde,
    sagde og viste frem. Så umoden og omverdensstyret var jeg også
    og føler mig på dårlige dage stadigvæk. Det sidder dybt!

    Jeg har meget lettere ved at fortælle dig og andre om,
    hvad jeg kunne ønske mig og hvordan jeg synes, jeg burde være,
    end ved frit at fortælle dig om, hvad jeg trænger til og har lyst til.
    Det siger mig meget "at jeg lever for mit Image, som den stærke,
    den kloge, den forstående, kærlige, tolerante og dygtige
    = den, som kan klare enhver situation med via kontrol.
    En, der aldrig græder og har brug for andres hjælp
    og altid har alting under fuld kontrol.

    Ja, du havde ret. Jeg stræbte efter at blive fremhævet
    og fungere som en Mønsterlærer. Den opmærksomhed og beundring,
    som jeg ville få derved, var for mig det nærmeste, jeg som barn kendte
    til "det, at blive set og elsket. - "Hvis andre "køber mig" og "elsker mig",
    ja så må jeg jo være noget værd. Det var min livsfilosofi.

    Så tosset har jeg faktisk skruet min selvopfattelse sammen.
    Men et Image er jo i bedste fald kun en halv sandhed og i værste fald en løgn.
    Løgnen består i, at det ydre indtryk kun er en udvalgt del af helheden
    - og at det sande jeg, Selvet, er derved i alt det, der skjules.

    Jeg mærker ofte dette absurde og farlige krav om morgenen,
    når jeg skal vågne og gøre mig klar til dagens skuespilpræstation.
    Selvfølgelig har jeg både ondt i maven, dårligt humør og føler mig stresset,
    så jeg ind imellem har kvalme og er ved at brække mig over såvel mig selv,
    som det pres, jeg byder mig selv ved at være mig på den måde.


    Jeg kan leve op til mit Glansbilled
    af mig selv - ind i mellem - i nogle timer,

    men jeg må erkende, at dette kan jeg simpelhen ikke holde til
    eller præstere hele tiden. - Den indsigt gør både ondt - og godt
    fordi jeg ved at det er sandt og min nøgle til at blive
    et mere glad og sjovt menneske, som du siger.

    Og så har jeg opdaget,
    at min angst for at blive kritiseret og vurderet handler om,
    at jeg bruger al for megen tid, energi og opmærksomhed på
    at skjule min bagbutiks ret asociale, vilde, helt uacceptable
    og mere fortvivlede indespærrede delpersoner.

    Jeg knokler jo mig selv ned på
    i den grad at hvidvaske min facade udadtil.
    Det ender alt for let op med kun at blive et Image, det rene bluff
    og den rene selvovervurdering, der kun forøger præstationsangsten.
    Fordi jeg selvfølgelig derefter har utrolig svært ved at skulle leve op til
    det ideal igen og igen, senere. F. eks. kan jeg lige nu mens jeg skriver dette
    mærke min indre pisk, forkerthedsfølelsen fortælle mig, at jeg ikke skal spilde
    min tid på mig selv og alle mine komplekser og følelser. Næh, jeg skal forberede
    mig til imorgen, hvor jeg skal til at starte et nyt projekt i 10. klasse,
    som jeg nok skal få til at klappe begejstret, hvis bare ....


    Sjovt nok letter presset,
    når jeg - som nu - bliver opmærksom på pisken
    .
    Jeg vil virkelig gerne til bunds i det her, så nu giver jeg mig selv lov til
    at frådse lidt mere ud i at nedskrive alle disse tanker om mig selv til dig.

    Jeg fik ros og anerkendelse for min facade, da jeg var barn.
    Jeg blev ikke set, som jeg var - eller fik kærlighed for det, jeg er.
    Dér tror jeg almagten, omnipotensen, grandiositeten i mig startede.
    For jeg ville være den bedste og kunne samtidig umulig blive god nok.
    Jeg satte alle de sider af mig selv, som de ikke kunne lide eller ikke så
    ind i et fængsel - og blev min egen fangevogter.

    Så længe jeg blev bekræftiget i mit Image,
    i min selvovervurdering så kan jeg føle mig tryg og glad.
    Ja ovenpå. Jeg kan ride på en ekstatisk bølge efter en god rosetur!
    Men samtidig er det som at være på et eller andet kemisk stof - det føles kunstigt!
    Jeg mærker en angst for at lette og flyve helt ud i universet - og har rent faktisk
    ikke nogen særlig god jordforbindelse, når jeg "svæver adsted på en succes."
    F. eks. svævede jeg adsted en tid i overbevisningen om, at jeg simpelhen
    var en genial fysisklærer. Den bedste skolen nogensinde havde haft.
    Jeg følte mig "elsket" - eller rettere sagt rost, ovenpå og beundret.

    Men så havde vi en evalueringstime
    og flere af eleverne kom frem med kritik
    om noget, som de synes, der var i vejen med mine timer.
    Jeg blev total knust - og var lige på nippet til
    at lægge mig syg i en uge, som før.

    Det føltes, ligesom jeg var en ballon og en havde stukket en nål i mig.
    Jeg skvattede helt sammen. Gudskelov havde jeg taget båndoptager med
    til evalueringen - og da jeg bagefter hørte, hvad disse elever sagde til mig,
    ja så kunne jeg høre, at det egentlig slet ikke var særlig kritisk
    men mere nogle forslag til forbedringer og et savn efter
    at jeg respekterede, at de ikke alle var superelever.

    De var faktisk glade for det meste af det, vi havde nået.
    Det der slog mig, var, at jeg simpelthen kun hørte kritikken
    og at jeg blev rasende på dem og mig selv over, at jeg sad der og længes efter
    at få en ros, der kom alt for sparsomt - ganske som da jeg var en lille pige.
    Det forskrækkede mig, at jeg stadigvæk er så døv og sulten - og at jeg
    nu med disse børn overså, at også de også savnede ros og forståelse.

    Jeg svinger stadigvæk ofte frem og tilbage
    i mellem de 2 yderpoler, hvor jeg enten er eventyrlig, fantastisk dygtig
    - eller også er jeg jordens mest umulige og håbløse person. Det jeg mangler,
    er at tage mig tid til at udvikle et stabilt centrum, en indre varmt Selvfølelse,
    dvs. et sted midt i mellem disse 2 yderpositioner, hvor jeg ganske enkelt
    kan lide mig selv, netop som jeg er. Den følelse savner jeg at føle,
    men jeg er begyndt at føle efter og mærke den tilstand mere.
    Det hjælper mig meget at meditere 1 time hver dag.

    Det, jeg må holde fast i nu, er,
    at det ganske enkelt er totalt umuligt
    at leve op til Dygtighedsfacaden og mit indre glansbillede hele tiden!
    Det, der gør det så svært er at lade den indsigt trænge helt ind i mine knogler,
    Jeg er bidt af konkurrence-dimensionen i det her - og har endnu ikke fundet
    balancen mellem mine drømme, savn og ambitioner - og mine mere ægte behov,
    Men jeg føler jeg er ved at ændre kurs og føler optimisme
    mht. at det skal jeg nok opnå om nogle år.

    Den skjulte, farlige og hemmelige del
    af dette "altid at skulle være nr. 1 trip", er,
    at lige så snart, jeg går ind i et lokale spotter jeg lynhurtigt,
    hvem der på en eller anden måde, kan overgå eller udkonkurrere mig.
    Dvs. at jeg meget let kun ser på andre mennesker,
    som mine potentielle fjender.

    Det giver mig ganske rigtigt et kick,
    et adrenalinsus. men det er utrolig udmattende.
    I sådant et liv sætter de andre dagsordenen. Jeg er ikke midt i livet,
    men udenfor - vogtende på dem og mig selv, ivrig efter at score point
    og få ros - ganske ligesom da jeg var barn, ung og før jeg gik ned
    med flaget, som de sagde - og glemte at sådan havde jeg jo følt
    det at leve, lige siden jeg var barn. Uden at nogle vidste det!


    Hvis mit højeste mål her i livet
    er at være den bedste og den dygtigste,
    så forvandler jeg jo livet til evige magtstrukturer og en kamp på liv og død.
    Det er ikke sært, at jeg så tit følte mig som en udtjent gulvmåtte, når jeg kom hjem
    fra endnu en udmattende boksekamp med diverse klasser.

    De, der ikke kunne leve op
    til mine krav og idealer var per definision værdiløse opg tabere.
    Der kom let en hånlig og kynisk stemme frem i mig, når andre "dumpede"
    i mine øjne: "Ha, sådan en ynkværdig person, latterlig. - Godt det ikke er mig",
    men det bliver det jo også ind imellem. Den samme hånlige
    og iskolde stemme lød jo også indeni mig, når jeg
    ikke altid kunne leve op til mine ideale krav.

    Alle taber selvfølgelig ind i mellem, men jeg ville kun vinde
    og det kan jeg selvfølgelig ikke gøre hele tiden. Ca la vie.
    Det Præstationskompleks må jeg se at løsne op i.

    I stedet for at focusere så meget på
    hvordan andre opfatter mig, vil jeg derfor forsætte med
    at nære og lytte ind på, hvad den der nye stemme indeni mig
    prøver at hviske til mig, når jeg giver mig tid til at lytte efter.

    Det lyder måske helt skørt,
    men sjovt nok er jeg ligeglad med
    om du eller andre synes jeg er skør.
    Jeg vil heller blive en glad og sjov kvinde,
    der tør det her liv sådan som det nu engang er.

    Hilsen, knus og tak for denne gang.
    fra en glad 36 årige, stadig fri singelkvinde.

    + se gode websider om Perfektionisme, klik her:
    Perfectionisme test - Hvor barsk og nådesløs er du mod dig selv?
    /www.psychologytoday.com/ what-flavor-perfectionist-are-you?
    /www.livestrong.com/article/14702-overcoming-perfectionism/
    www.cmhc.utexas.edu/stressrecess/Level_One/perfect.html

    + /www.counselingcenter.illinois.edu/?page_id=113
    + /overcoming_perfectionism.htm + bulimia + Perf
    + /scholar.google.dk/scholar?q=perfectionism
    og se i Google med søgeordet: Perfectionism


Se også en dag
Psykodrama bogen.


Eller se vores ugekursus
i personligheds udvikling
- nu til sommer !



tilbage til index
over hele www.psykoweb.dk