Eksempel på anvendelsen af
"dine mange jeg´er"-teorien


Tanker ved
at lave et selvportræt


(Klik på - og se tegningen i en større udgave)



    Nedenstående er uddrag fra flere breve,
    jeg har fået lov til at bringe fra en 35 årig singelkvinde,
    som deltog i en af mine danse- og terapigrupper:


    Angående mit Selvportræt.
    Jeg startede med mine tre mest velkendte delpersoner:
    "Den lille bange følsomme pige", "den unge kvinde i mig"
    og "den alvorlige, hårdt prøvede og triste gamle kone".

    Siden har jeg spekuleret en del på din ide
    om at prøve at opfatte mig selv som en lidt større teatertrup,
    så her er en udvidet beskrivelse af, hvor mange forskellige personer,
    jeg egentlig er - når jeg tænker på mig selv, på den måde.



    1. Der er en helt vildt drømmende
    og meget urealistisk pubertets Prinsesse i mig
    .
    Hun er nok skabt under barndommens savn, ensomhed, isolation og forsømmelse,
    fordi jeg kan huske, at den del af mig var meget dominerende, da jeg kom i puberteten.
    Dengang kunne jeg drømme mig så langt væk, at min mor blev så forskrækket,
    at hun sendte mig til en psykiater for at undersøge, om jeg var på stoffer
    eller var ved at blive schizofren.

    Jeg var bare helt utrolig god til at dagdrømme
    og til at flyve væk. Jeg elsker min gode fantasi, når bare jeg kan styre den.
    fordi den del af mig også er utrolig omnipotens, hånlig, arrogant og fordømmende,
    som da jeg f. eks. de første gange i terapigruppen i det skjulte tænkte:

    "Hvor er de andre dog nogle ynkværdige patetiske stakler. - I tror, at I lider,
    men I skulle bare vide, hvad jeg har gennemgået og hvordan jeg har det. Nej føj!
    Skal jeg virkelig sammenlignes med jer?" - Jeg skammede mig ved at komme
    og jeg følte det som en personlig svaghed, at jeg var nødt til at gå i terapi.

    Det var meget svært at fortælle dig om.
    Der gik over et år, men i dag kan jeg bedre forstå det,
    fordi min indre Prinssesse jo føler, at hendes naturlige opholdssted
    bare burde og skulle være et luksiøst slot, hvor jeg kan ride på fine heste,
    imens tjenestefolkene bøjer ryggen og serverer udsøgt mad i finkulturelle saloner.

    Sådan føler jeg, at jeg burde leve.
    Jeg føler et sted, at jeg er skabt til at føre åndfulde samtaler
    med alle mulige berømte forfattere og interessante mennesker
    i mine stilfulde, smukke og meget velbesøgte sale. Alle lytter
    og beundrer mit vid - og ser en kommende stjerne i mig.
    Så grandiøs og vidunderlig skørt er det indre univers,
    hvor "min prinsesse" og Dagdrømmer lever.

    I denne fantasiverden kan jeg også være mange andre personer,
    leve mig ind i andres dramaer med drabelige eventyr i bedste reklame-stil.
    Udover glæden ved disse fantasier og dagdrømme, giver de mig også en følelse
    af, at jeg er noget helt unikt og specielt - et utroligt dejligt og spændende menneske.
    I dag ved jeg godt, at det er alle mennesker jo i grunden på hver sin måde og facon,
    og det ikke i sig selv gør mig særlig speciel - men al den logik, fornuft, realitet
    er min fantasifulde indre princesse fuldstændig ligeglad med.

    Jeg frygter, at hvis jeg slækker lidt på selvkontrollen,
    så vil den skøre og tossede del af mig vise sig meget mere og så vil jeg
    selvklart rode mig ind i nogle meget værre konflikter med andre, end dem
    jeg rent faktisk nu står midt i. (Jeg håber, du kan forstå logikken?).

    Jeg påtager mig derfor nu
    en mere beskeden, ja lidt tilbageholdende attitude
    og bliver alligevel i det skjulte utrolig meget let såret og skuffet over,
    at andre dog ikke kan indse, at jeg er lige så fantastisk,
    som jeg er i min fantasi.

    Helt galt går det naturligvis, hvis jeg bliver kritiseret.
    Jeg greb mig forleden dag i at tænke: "Hvor vover du at sige sådan noget til mig!
    Ved du da ikke, hvem jeg er?" Heldigvis vågnede jeg op og kunne igen forholde mig
    til den virkelige verden, den jeg talte med - og min frygt for at blive kritiseret.

    Det hjalp meget at tænke anderledes!
    Jeg stod der, imens jeg fik en masse skæld ud,
    og sagde til mig selv om den anden: "Du er virkelig tændt på det der!
    At du skælder sådan ud, er bare din måde at fortælle mig
    at du virkelig har noget vigtigt på spil her.

    Du er jo bare engageret i det, du siger til mig
    og det har intet at gøre med, om du ser mig rigtigt,
    eller om du kan lide - eller ikke lide mig."

    Da jeg tolkede kritikken og skideballen som et engagement i mig,
    blev jeg rolig igen og så kunne jeg pludselig også meget bedre lytte
    og høre, det der blev sagt. Det tricks vil jeg øve mig i, så jeg ikke bliver døv,
    og farer vild i mine fantasier, når nogle kritisere mig.

    For at blive i cirkustrup-billedet
    så er hun en linedanser, udklædt som en princesse.

    En anden skjult side af mig handler om
    min tendens til at svælge i selvmedlidenhed.


    2. En ode til hundehvalpen Ynk.
    Denne side af mit selv har det taget mig meget lang tid
    såvel at acceptere, forstå og lære at holde mere af.
    Processen har jeg beskrevet sådan i et digt:

    "Først, når jeg er helt umulig og føler mig hjælpeløs,
    kan jeg tillade mig at kalde på støtte og hjælp. Kræve at få trøst og omsorg,
    ros, godbidder og lidt kæl. Men for det meste giver jeg bare dette behov
    og den skamfulde ynkelige følelse et stort los bagi.

    Jeg har lagt mærke til, at når det hele hele tiden bare mislykkes for mig
    og jeg føler mig så uendelig lille, dum, håbløs og mislykket,
    så udløser det også en urgammel dyb og vemodig,
    men også en bittersød smerte i mig.
    Den tilstand kalder jeg ynk.

    Ynks projekt synes at være, at få det jeg gør,
    til at ende op med at blive en kæmpemæssig katastrofe!
    Det gør den ved at løbe ind og ud mellem mine ben,
    som en lille hundehvalp, så jeg meget let snubler.
    Igen og igen falder jeg lige på halen
    og sidder så bare der. Bump.
    Hjælpeløs. Vrævl og hyl.

    Min hundehvalp "Ynk" kan ikke lide at være alene.
    Når den hiver mig ned på gulvet, er det oftest blot for at lege
    og for, at vi kan være sammen - min lille unge og mig.
    Vi kan sidde længe sådan sammen på gulvet.


    Før talte jeg
    om "min indre svaghed"

    og sagde jeg ønskede behandling for min dødsyge hjælpeløshed.
    Nu taler jeg mere om min indre hundehvalp "Ynk", som jeg er ved
    at blive bedre venner med. Nu hører jeg dens kalden i tide.
    Det hjælper og beroliger at jeg godt kan forstå den.

    Ynk elsker at få kæl bag øret, og
    at høre nogen sige: "Hvor er det dog synd for dig, dit lille pus.
    Kom, lad mig trøste dig, her er en lille godbid og et kærligt klap bagi."
    Jeg er ligefrem kommet til at holde af den hvalpede del af mig, også selv
    om den også kan være så forbandede irriterende nogle gange.
    Den del kalder såmænd bare på at få kæl og opmærksomhed,
    førend jeg selv opdager, at det netop er det,
    som jeg har brug for nu.

    En dag håber jeg,
    at "Ynk" vil vokse op og blive en stor, stærk og sund del af mig,
    som kan gø, råbe op og forsvare mig, når nogen truer mig. Eller at den side
    af mig vil træde frem, når jeg reelt har brug for at få trøst og forståelse.
    På den måde kan jeg genfinde min styrke og mit mod til
    igen at skulle være stor, voksen
    og kunne svare bedre for mig.


    Hvad er selvmedlidenhed?
    Udenover at være en bøn om at få trøst og forståelse,
    er Selvmedlidenhed en halv blues, hvor vreden mest er rettet indad,
    i stedet for at blive forløst i et udbrud eller i en dybere, mere ren blues.
    Når du har ondt af dig selv, så føler du da i det mindste noget for dig selv.
    Det er f. eks. bedre end at opleve vreden, tomheden og at fryse til is af bitterhed.
    Du mærker måske blot smerten ved at vokse op - og smerten ved at opdage,
    at resten af verden ikke har dig som sit selvfølgelige centrum?

    Selvmedlidenhed er også
    een af de mest forbudte og skamfulde følelser i vores kultur.
    På trods af, at vi vist alle kender til "disse stunder, hvor skyggen på væggen
    har mere selvtillid, end mig." I mine øjne er det efterhånden blevet en acceptabel følelse,
    som det er ok at føle. men ikke ok at svælge i og opdyrke, fordi derved hænger jeg
    jo blot fast i uforløstheden og den smerte, der stadigvæk i det skjulte kræver,
    at andre - ja måske i dybden: min mor - skal tage sig af mig,
    fordi jeg vil og kan simpelhen ikke selv.

    "Det er jeg jo nødt til", siger en anden stemme
    inde i mig tydeligere i dag og jeg ved nu, at jeg selv må lære mi
    at kunne trøste og varme mig selv som "min egen gode længselsmor".
    Tidligere vendte den "trætte, triste og lidt forstenene gamle kone" jeg lignede,
    jo mest ryggen til mig - og den unge pige i mig, hadede og foragtede mig.

    Jo bedre jeg bliver til at føle omsorg
    for mig selv, så vokser min indre hundehvalp
    - og jeg bliver derved mere hel og gladere. "Den bekræftigelse
    af min helhed, skrøbelighed, styrke osv og min menneskelighed
    må du ikke snyde dig selv for." Det siger jeg nu
    både til mig selv og mine venner - og tænk,
    vi har fået det meget bedre sammen siden.

    De har fortalt mig,
    at når jeg ikke også kan være lidt pylret, barnlig
    og aldrig rækker ud efter dem med mine problemer
    eller er så hård og barsk, at de ikke kan trøste og forstå mig,
    at så undgik de mig - og søgte nogle andre, der tør det.

    Den frygtholdning med at se det som en svaghed
    at jeg tør åbne lidt mere for hvad der sker indeni mig
    tror jeg ligger bag mange af mine skuffelser med veninder
    og tidligere kærester - og den er jeg ved at ændre på.
    Og mærkelig nok føles det rart!



    Udover
    "Det ængstelige barn", "den livstrætte kone"
    og "den unge pige", er der altså Prinsessen og hvalpen "Ynk", "
    Nu kender jeg også 10 andre Jeg-tilstande, som jeg efterhånden
    kan gå ind og ud af flere gange i løbet af en dag:


    3. Fighteren:
    Det er den del af mig, som aldrig giver op.
    I mit barndomshjem sloges vi søskende meget indbyrdes.
    Hvis jeg ikke fik, hvad jeg ville have, rasede jeg lige indtil jeg fik min vilje.
    Jeg kunne blive ved og ved med at lave ballade og presse på - og det lykkes mig
    oftest at få gennemtvunget min vilje, især overfor min mor, som nok kunne sige nej,
    meget længe, men jeg lærte også at blev jeg ved længe nok,
    plejede hun altid at give sig.

    Den side af mig kender min kæreste kun alt for godt, og det er ofte lykkes mig
    på samme måde at "overtale" ham til en række ting, som han først sagde nej til.
    Den side har både en styrkeside - og en tendens til at fastlåse mig i magtkampe,

    Det bliver især problematisk, når den forbinder sig med


    4. Mit indre forurettede barn:
    Den side af mig er jeg ret skamfuld over at indeholde, men den er der.
    Den minder lidt om fighteren i mig, men når jeg er i den tilstand, så råber
    og skriger jeg ikke højt, men bliver i stedet for meget trælsk og surmulende.
    Det eneste, der kan stille mig tilfreds er, at jeg får min vilje og får ret i en diskussion
    - eller at min kæreste giver sig og beder mig om godt vejr igen.
    Det er rigtig nok en lidt lusket måde at få min vilje på,
    men den virker.


    5. Legebarnet,
    som ikke tænker sig om, men bare gør det.

    I den tilstand elsker jeg at fjolle rundt og synge hjemmelavede sange.
    Jeg er virkelig bange for at miste folks respekt, hvis jeg slipper den side løs offentligt.
    Men i privaten har jeg og dem, der er tæt på mig meget sjov af den del af mig.
    Det er en del af mig, som jeg sjældent giver mig lov til at være
    også selvom jeg elsker det, når jeg er i den tilstand:




    6. Er når jeg
    er selvfordømmeren indadtil,
    og udskammeren og den hånlige udadtil.

    Det er en tilstand i mig, som hele tiden vejer og måler min gøren og laden.
    Her bliver jeg hånet og udraderet, hvis jeg ikke lever op til min mest ideale facade.
    Den er klart nok et ekko at den måde mine søskende og forældre behandlede mig på
    dengang, men jeg synes i for høj grad at have overtaget deres hån og udskamning.
    Jeg føler ikke, at det er en ægte del af mig, men denne hånende indre stemme
    er der - og jeg retter den især imod mig selv, som skam og selvfordømmelse.

    Jeg frygter for, at jeg skal rette den mere udad
    og derved begynde at kritisere, udskamme og håne andre,
    hvis jeg slækker på selvkontrollen. Det har jeg tidligere gjort i skolen
    og overfor en tidligere kæreste - der var jeg bare helt utrolig strid.
    Det ønsker jeg ikke sker igen, fordi de gange jeg har gjort det,
    synes jeg - ja, at jeg har været helt knust og følt mig åndsvag,
    når jeg bagefter hører og husker, hvad jeg har gjort.
    Åh, jeg hader at føle, at jeg er pinlig.


    7. Klovnen. Denne velkendte ængstelige
    og evig bekymrede tilstand, jeg troede var Mig:

    Når jeg er i kontakt med den, så ser jeg kun ulykker og katastrofer allevegne.
    Det starter med, at jeg bliver rastløs, futter omkring uden at vide, hvad jeg gør
    og lige så snart jeg tager mig en afslapper for at blive rolig igen, så mærker jeg alle
    de mange ubehagelige følelser, som jeg har skubbet om i bagbutikken - som en angst.
    Denne angst slår så ud i, at jeg frygter, at den ene eller anden jeg holder af dør
    eller forlader mig - men det er sjældent, at jeg nøjagtig ved, hvad det reelt set
    handler om eller hvem jeg har noget i klemme hos.

    Det er oftest blot en diffus ængstelse for
    at jeg umuligt kan blive ved med at undgå den katastrofe, jeg frygter.
    Det var især den tilstand, der drev mig til at opsøge terapi, fordi jeg synes,
    at det var alt for svagt af mig at føle denne evindelige uro og ængstelse hver dag,
    men i dag kan jeg godt se, at denne angst og ængstelse hænger uløselig sammen med
    at jeg så stift prøver på at skubbe så mange af min andre personligheds kvaliteter
    om i bagbutikken. Det jeg mærkede som uro, tvivl og angst, er jeg nu klar over
    hidrører fra, at alle de mange delpersoner jeg er og indeholder, råber op
    og vil mere frem i lyset. De prøver på at opnå min accept.

    Der er også nogle andre delpersoner i mig, end dem, jeg her har prøvet
    at trække frem i mit selvportræt, som er mere uproblematiske..
    F. eks. holder jeg meget af de 5 næste sider af mig:


    8. Gadedrengen og Vagabonden:
    De, der kender mig ved, at når jeg begynder at bande, så har jeg det godt.
    Jeg elsker at befinde mig i denne tilstand, hvor jeg tør sige skråt op med normerne.
    Jeg bander som en havnearbejder, smækker benene op på bordet, tænder en smøg
    og skider hul på om det, jeg gør og siger, bliver vel modtaget eller ej.
    I den tilstand er jeg mere fanden i voldsk, end jeg plejer at være.

    Jeg kan lide at klæde mig vovet og tænde fyrenes øjne,
    men egentlig gør jeg det ikke fordi jeg har lyst til dem,
    mere fordi jeg kan lide at føle min magt over dem.
    Desværre har jeg næsten helt forsømt den side
    af mig selv, siden jeg var først i 20´erne.



    9. Mig, der bare kan alt,
    hvis jeg altså gider bruge min energi på det:
    Tilstanden ligner dagdrømmeren, men her er det ikke bare flyvske ideer
    og dejlige dagdrømme, men en realitet, at jeg faktisk kan klare utrolig meget
    og er ret dygtig til en hel del. Den del af mig giver mig glæden ved at kunne noget
    og at bruge mig selv konstruktivt, Glæde ved at få en klasse til at funger
    og glæden ved ny indsigt og i at lære noget nyt og blive
    endnu dygtigere til det, jeg allerede kan.


    10. Min opdagelsesrejsende:
    Det er en del af mig, som ikke kun fantaserer sig til store eventyr,
    men som reelt rejser ud i verden og som melder mig til diverse mærkelige kurser.
    Jeg elsker at rejse ud med en rygsæk i den 3. verden og i Europa for at lære noget
    om andre lande og andre kulturer. Glæden og spændingen ved at opdage
    nye verdener åbner sig for mig og min horisont udvider sig
    - og give mig et større perspektiv på mit eget og andres liv.

    Det er en del af mig, som jeg savner at mærke noget mere.


    11. Min indre mystiker:
    Det er en speciel indre tilstand, som jeg ind imellem kan komme i kontakt med
    og som er meget sjælfuld, og som jeg er ved at vænne mig til og holde af,
    når den ind imellem dukker frem. Den side vil jeg godt udvikle mere.


    12. Og så er der min krop.
    Jeg kunne også se nøjere på mig selv som elskerinde, som mad- og livssnyder,
    som danser, motionist og alle de andre måder, jeg bruger og misbruger min krop på.
    Når jeg er i kontakt med den side af mig selv, fatter jeg ikke, at jeg så ofte glemmer
    at give mig tid til og interessere mig mere for den del af mit liv.

    Det har gjort mig godt og friere at danse i gruppen.
    Tidligere dansede jeg mest for at få kontakt med en fyr
    eller for at få noget motion. Nyder nu det er en oplevelse
    i sig selv og noget som min krop og jeg elsker at gøre.
    Det er en temmelig uudforsket del af mig selv,
    som jeg nu er ved at sige bedre goddag til.

    Og der er sikkert flere sider af mig,
    som jeg med årene lærer bedre at kende,
    men ovenstående er vist de vigtigste i dag.


    Selve det at sætte navne
    på disse mere eller mindre kendte og ukendte delpersoner,
    der lever mere eller mindre fredeligt og konfliktfyldt inde i mig - og er mig
    har været en fornøjelse og har gjort at jeg er begyndt at kunne lide mig selv lidt mere.
    I takt med at jeg er begyndt at sætte navne på og derved eje og acceptere hele mig selv
    i højere grad som den mangfoldige person, jeg er, har jeg opdaget at mit liv
    er blevet mere interessant og livsbekræftigende

    - og samtidig er min gamle angst og ængstelse også blevet
    forvandlet til engagement, et sjovere mere acceptabelt og mere spændende liv.
    Men der er altså stadigvæk et stykke vej endnu, inden jeg er helt tilfreds.
    Jeg er stadigvæk en der også prøver at presse mig selv
    til at gøre det hele lidt bedre - end alle de andre.
    Suk."

    Kærlig hilsen Ch.

    PS. Jeg sender dig en kopi af min sidste tegning,
    se du kan se, hvor jeg har sat de nye sider af mig selv,
    jeg er ved at få bedre fat i - og de selvopgivne gamle stemmer,
    som jeg før i alt for høj grad lod styre mit liv:


    > klik på - og se dette håbefulde selvportræt i større format<



    Ovenstående er en sammenfatning - og mit redigerede resume
    af mange breve fra en kvik, kreativ og modig klient, der gav mig lov
    til at videregive ovenstående, som inspiration til andre.
    Så ... også her, en stor tak til Ch. og UL. fra Ebbe.



Eksempel 3: "Kvinden, som fandt sit center - og sin vitalitet."

En tegneopgave: "Hvis du var et træ, hvad slags træ er du så?"

Tegneopgave 2: Sådan tegner du din meditative mandala

+ Linkreol: gode websider om Personlighedspsykologi


Eller klik her - og læs "De mange Jeg´er" fra starten:
En introduktion til at se anderledes på Mennesker.

Eksempel 1. "Om oprøret imod perfektionismekravet."



Se også en dag
Psykodrama bogen.


Eller se vores ugekursus
i personligheds udvikling
- nu til sommer



tilbage til index
over hele www.psykoweb.dk