Eksempel 3
på anvendelsen af "Dine mange Jeg´er"
fra et sommerkursus

Fødslen af noget nyt
der kom frem dybt inde fra.


    Terapihistorien her er fra kapitel 11. i "PsykoDrama-bogen",
    hvor Hanne den sidste dag opsummerer det hun har lært
    i løbet af kursus ugen om Personlig udvikling og vækst.

    Du kommer altså nu ind i en godt samarbejdet gruppe,
    på et sommerkursus, hvor Hanne tidligere har været hovedperson
    og nu godt vil afrunde sine løse ender:



    Den indre karrusel
    Da vi igen er kommet op i lokalet,
    siger Ebbe: "Hanne, du vil godt have lidt tid?"
    - "Ja.- " Hun rejser sig op og sætter sig imellem Else Marie
    og jeg. Der sidder hun nu og ser længe tavs på mig.

    Ebbe: "Du sagde i runden, at du sjældent føler,
    du har noget særlig værdifuldt at give, og at du ikke synes,
    at du har noget vigtigt at sige. Kan du uddybe det lidt mere?"

    Hanne: "Det er min selvkritik, der er kernen i det hele!"
    Ebbe: "Ok - og hvad har du så opdaget om din selvkritik?"
    Hanne: "Jeg er ekstrem kritisk overfor både mig selv og andre,
    og ikke særlig god til at holde fast i alt det positive andre siger om mig.
    Pludselig kan jeg slet ikke se noget som helst værdifuldt ved mig selv,
    eller ved noget som helst. Jeg glemmer fuldstændig at værdsætte det,
    som jeg faktisk har opnået og det, som jeg godt ved, at jeg kan.

    Jeg går helt i baglås, som nu - og ja, så bliver jeg bange."
    Ebbe: "Eller omvendt. Hvad tænker den del af dig lige nu,
    der ikke synes, at du er noget værd?"

    Hanne med svag stemme: "Jeg dur simpelhen ikke
    til noget som helst. Jeg er ikke god nok, ærlig nok, kærlig nok eller kreativ nok.
    Ind imellem føler jeg, at jeg ikke kan noget som helst, som har nogen værdi for andre.
    - Jeg ved godt, at jeg ikke må tænke sådan, men det gør jeg altså ind imellem."

    Ebbe: "Jeg forstår. Hvad føler du, når du er den tilstand?"
    Hanne: "Jeg hader at have det sådan, jeg føler mig så håbløs og umulig
    - ja, helt værdiløs." Hun græder lidt og ser næsten helt fortabt ud.

    Ebbe: "Ok, jeg ser din ulykkelighed
    - og jeg kender også en anden side af dig, der er stolt af dig selv.
    Prøv nu at rejs dig op og vær den stolte del, der er lige stik modsat.
    Lad os også få den anden pol i dig lidt mere frem."

    Hanne rejser sig op, strækker og ryster sig løs,
    før hun siger: "Ja, det føles helt anderledes, når jeg er i kontakt
    med den her side af mig, for så synes jeg, at jeg har klaret mit liv godt.
    Ebbe: "Kan du uddybe det lidt mere Hanne?"

    Hanne: "Jo, vores børn er kommet godt hjemmefra, de klarer sig meget fint.
    Jeg har et godt job og en kærlig mand, og jeg har gode veninder og alle muligheder
    for at få et godt liv nu, hvor børnene er fløjet fra reden. - Det er sjovt, når jeg står her,
    så føler jeg mig meget mere optimistisk, end jeg gjorde lige før."

    Ebbe: "Ja, selvtillid kommer ikke ind gennem ørene.
    Selvtillid kommer ud af munden. Fortæl mig noget mere, du sætter pris på."
    Hanne: "Jeg har mere tid og flere penge til mig selv nu, så jeg kan gå på kurser (ler).
    - Ja, jeg har fået meget bedre tid til at gøre noget, som jeg kan lide at gøre.

    Jeg har også skrevet nogle gode digte og lavet nogle tegninger, som jeg er stolt af.
    Og jeg er kærlig og trofast - og så er jeg god til at få mine stueplanter til at gro."
    Ebbe: "Ja, nu lyder du mere selvbekræftende. Stå lidt og mærk efter,
    hvordan det føles at turde stå ved det, du lige har sagt.

    - Ja godt, træk vejret lidt dybere.
    Gør dig lidt mere rummelig og mærk forskellen."
    Hanne står et stykke tid og ser ud til at nyde det. Pludselig åbner hun øjnene,
    ser meget forskrækket ud og sætter sig hurtigt ned igen.
    Ebbe: "Hvad sker der Hanne?"

    Hanne: "Jeg blev bange, men jeg ved ikke hvorfor."
    Ebbe: "Ok, sid et øjeblik og træk vejret med hænderne kuplede op foran munden.
    Find det der gode dybe åndedræt frem." Lidt efter: "Hvad er det første ord
    eller billede, der dukker op nu, mens du bare trækker vejret lidt dybere?"

    Hanne: "Straffen! Jeg en mærkelig følelse af, at der hænger en
    eller anden straf over mit hoved, et damoklessværd, der kan falde ned hvert øjeblik.
    - Jeg får en følelse af, at nu skal jeg virkelig passe på, jeg ikke kommer for godt igang!"
    Hun ser sig forvirret omkring, rejser sig og går rastløst rundt midt i gruppen.

    Ebbe: "Er du bange for at føle en for stor glæde?"
    Hanne overrasket: "Det tror jeg, du har ret i. Det sker ofte, når jeg føler mig glad
    og godt tilpas, så bliver jeg pludselig meget nervøs. Tror du virkelig, det er så enkelt?"
    Ebbe: "Ja måske, og samtidig er det så forbandet svært at opløse "angsten for det gode",
    som gamle Søren Kierkegaard talte om. Jeg kalder det for et glædestabu.

    - Jeg har f. eks. lagt mærke til, at du bremser dig selv, når du danser.
    Ligesom du er ved at give slip, stopper du op og bliver pludselig stiv og ængstelig."
    Et par af de andre i gruppen siger, at det har de også lagt mærke til, så jeg siger:
    "Lad os prøve at gå lidt dybere ind i det her Hanne. Er det ok? (hun nikker).

    Godt, luk så øjnene et øjeblik og slap lidt mere af.
    Kan du gøre dig lidt mere rummelig inden i?" Hanne kupler hænderne foran munden,
    trækker vejret lidt dybere og bliver mere rolig, hvorefter hun igen ser på mig.

    Ebbe: "Lad os prøve et lille eksperiment.
    Prøv at lytte indad og læg mærke til, hvilke følelser der dukker op i dig,
    når jeg nu siger: "Det er ok at være bange - og du må også godt føle al den glæde,
    lyst og stolthed, du overhovedet evner!" - Hvad sker så?"

    Hanne ser ængstelig på mig: "Jeg bliver vred nu."
    Ebbe: "Ok, lad vreden komme lidt tydeligere frem."
    Hanne: "Jeg bliver bare endnu mere vred!" Hun lukker øjnene.
    Ebbe: "Ok, så vær dog vred og lad et indre billede dukke frem imens."
    Hanne: "Det er svært. Nu bliver jeg svimmel." Jeg tager hende i hånden:
    "Det er ok, hold fast i min hånd. Prøv om du alligevel kan få et indre billede
    til at tone frem. - Træk vejret, og giv dig bare god tid."

    Lidt efter siger Hanne: "Jeg ser en gammel heks. Hun er både grim og ondskabsfuld."
    Ebbe: "Ja godt. Lad hende tone endnu mere frem, gør hende lidt større. Hvordan ser hun ud?"
    Hanne: "Hun har noget sort tøj på. - Hun ser så sulten ud. Uhh! Hun er smadder ulækker."
    Hvorpå hun åbner øjnene og ser nysgerrigt på mig.

    Ebbe: "Hvad føler du overfor hende?"
    Hanne: "Jeg hader hende!" Ebbe: "Kan du uddybe det?"
    Hanne: "Jeg afskyer hende. Jeg får lyst til at løbe væk fra hende."
    Ebbe: "Vis mig med dine øjne, hvor meget du hader og afskyer hende!
    - (sikke et blik!). Godt, giv dig lov til at føle afskyen og hadet et øjeblik endnu.

    Forestil dig, at hun står der - ja lige foran dig. Kan du se hende for dig? (hun nikker).
    Prøv at nedstirre hende. Hvad gør den sultne heks, når du ser på hende med disse laserøjne?"
    Hanne: "Hun ved godt, at jeg afskyer hende! Men det er hun fuldstændig ligeglad med,
    for hun ved, at jeg ikke kan slippe væk - hun er jo en del af mig."

    Ebbe: "Spørg hende, hvad hun vil.
    Er der f. eks. noget, hun vil vise dig eller sige til dig?"
    Hanne: "Hun siger, at jeg skal holde af hende, men det hverken kan eller vil jeg!"
    Ebbe: "Ok, føler du andet end afsky?" Hanne: "Jeg kan mærke, at jeg bliver vred nu.
    Jeg vil ikke være som hende! Hun er både grim og ulækker. - Jeg stoler ikke på hende.
    - Jeg hader hende. Jeg vil bare have, hun forsvinder. Gå væk med dig, din gamle heks!"
    Og hun prøver at vifte hende væk med en arm.

    Ebbe: "Hvad tror du, hun siger til det?"
    Hanne: "Hun vil ikke bare forsvinde. Jeg tror, hun hader mig.
    (Lang tænkepause). Hun hader mig, fordi jeg ikke vil høre på hende."
    Ebbe: "Hvad er det, du skal høre?"

    Hanne: "Jeg skal trøste hende, men det vil jeg ikke!"
    Ebbe: "Hvad føler du ved at trække den streg i sandet?"
    Hanne: "Det har jeg det fint med. Jeg har kun ondt af hende, ikke andet."
    Ebbe: "Sig det til hende nu, hvor du har hende her foran dig. Sig det,
    så hun kan høre dig. Stop hende! - i stedet for, at hun hele tiden
    løber efter dig og spænder ben for din glæde og udfoldelse."

    Hanne: "Din hæslige gamle heks, jeg afskyer dig !!!
    Du er bare en ynkelig gammel kone. Jeg har ondt af dig.
    - Nej, jeg vil ikke forstå dig eller hjælpe dig. Det kan jeg bare ikke.
    Jeg orker det simpelthen ikke. Jeg synes, det er synd for dig,
    men jeg kan ikke hjælpe dig - sådan har jeg det altså."
    Hvorefter hun græder og giver sig selv en pause.

    Ebbe: "Hvordan føles det at sige det?"
    Hanne pudser næsen: "Det er dejligt at være ærlig, det letter."
    Ebbe: "Ja, og prøv nu noget, der er lidt sværere.
    Vær heksen og lad mig tale lidt med hende."

    Hanne rejser sig op foran mig, og puster sig lidt op.
    Hun stiller sig an og falder derefter lidt sammen i ryggen,
    så hun nu ligner en rigtig gammel hadefuld og kroget pulverheks.
    Ebbe: "Hvem er du?"

    Hanne med en helt ny stemme: "Jeg er en gammel heks.
    - Jeg føler en masse afsky og foragt. Jeg er ikke nogen rar heks, jeg er en ondskabsfuld
    og evig utilfreds gammel sortseende heks! Jeg er rasende på Hanne, fordi hun lader,
    som om jeg ikke eksisterer. - Jeg hader, at hun løber væk fra mig og ikke vil
    tage sig af mig. Hun må da kunne se, hvor jeg lider. - Du skal hjælpe mig!"
    Det sidste siger Hanne heftigt, henvendt til den pude, hun sad på lige før.

    Ebbe: "Hvad har Hanne, som du er så sulten efter heks?"
    Heksen: "Jeg vil ha´, at hun ser mig! Hun skal acceptere mig og holde af mig,
    så jeg kan komme ud af al den her smerte og negativitet, jeg indeholder.
    Jeg ønsker jo ikke at være sådan en ond heks.
    Jeg vil meget hellere være en god heks."

    Ebbe: "Sig det igen, jeg kan næsten ikke høre dig."
    Hanne: "Jeg vil slet ikke være sådan." Ebbe: "Hvad siger du? Sig det igen."
    Pludselig råber Hanne af fuld kraft: "JEG VIL IKKE VÆRE EN ONDSKABSFULD
    OG BITTER GAMMEL HEKS! Jeg hader at føle mig sådan!"
    Ebbe: "Jeg hører dig. - Hvad kan forvandle dig?"

    Heksen: "At Hanne ser mig og accepterer mig!"
    Ebbe: "Godt, og ryst dig nu løs, så du igen kan finde tilbage til at være Hanne."
    Hun går lidt rundt i lokalet, slår ud med armene og retter heksens krogede ryg ud.
    Derpå sætter hun sig ved siden af mig og vender igen tilbage til den Hanne,
    der før var så bange for denne krævende forheksede del af sig selv.

    Ebbe: "Hvad føler du nu?"
    Hanne ler: "Det er mærkeligt. En masse energi og styrke."
    Ebbe: "Mærkeligt? Når du står ved, hvem du er, så forvandler tilstanden sig.
    Jeg sidder og tænker på, hvordan du ville være, hvis du kunne acceptere, at du også
    har et, i dine egne øjne, helt uacceptabelt stort behov for at blive set?
    Vi kunne kalde det din forheksede sult efter at få opmærksomhed?"

    Hanne: "Når du siger det sådan, så kan jeg bedre acceptere den del af mig.
    Ja, det er rigtigt, hun er utrolig opmærksomhedskrævende."- Hun ler pludselig og
    korrigerer sig selv med større styrke: "Næh, jeg er utrolig opmærksomhedskrævende.
    Ja, det må jeg vist indrømme er sandt. - Er det forkert at være det?"
    Ebbe: "Ikke for mig - og det er vi vist mange, der er."
    Nogle i gruppen råber ja, og vi ler alle sammen.

    Og jeg fortsætter: "Det var den lette del Hanne, nu kommer den svære.
    Hvis du virkelig accepterer, at du har et meget stort forsømt behov for at blive set
    og forstået, så må du acceptere flere af dine facetter - også dem du i dag er bange for.
    Dvs. sige ja til alle de mange engagerede og passionerede følelser, som det f. eks. er
    at turde føle had til en, du holder af - eller føle vrede, afsky og dyb skuffelse.
    Ja, sågar have lyst til at slå ihjel ind i mellem.

    Lige såvel som du må turde åbne dig op for helt nye dimensioner i det at elske,
    omfavne og give mere slip i dig selv i en begejstring, en dans - og en vild og skør elskov.
    Hvis du ønsker at blive en mere farverig personlighed, så må du lære at rumme
    alle de mange forskellige farver, der er i dig - hele regnbuen.

    Skærer du den ene yderpol af dit følelsesliv af,
    så bliver det efterhånden også helt umuligt for dig at føle den anden pol
    - og så må du jo nøjes med pastelfarverne i midten, som de fleste
    blegnæppede normale danskere jo synes at gøre.

    Hvis du der imod stræber efter at blive en personlighed
    så må sige JA til hele dig, som du nu engang er, så både du selv
    og vi andre bedre kan se og mærke dig. Det kan du selvfølgelig ikke lære
    på kun en uge, men det kunne være et nyt udviklingsmål for dig at øve dig i
    at blive en lidt mere farverig og temperamentfuld kvinde, der mere klart
    og tydeligt viser verden, hvem du er og hvordan du har det indeni.

    Jeg siger ikke, at du skal handle alle sider ud
    og/ eller bare blæse alle dine hidtil uacceptable følelser ud!
    Jeg siger blot, at du bliver nødt til at acceptere, at sådan
    kan du altså også godt føle og være dig ind imellem.

    Det ser jeg som dit næste trin Hanne. Hvad siger du til det?"
    Det sidder hun og tygger lidt på, inden hun svarer: "Jeg vil jo helst kun føle mig god
    og kærlig. Altid være ovenpå og til alt det gode, men jeg kan godt se, hvad du mener.
    Der er en masse styrke og energi i den der gamle heks. Den kraft vil jeg godt have,
    men hun passer altså ad pommeren til med de idealer og ønsker,
    jeg har om, hvordan jeg burde være."

    Ebbe: "Ok, så lad os se lidt nøjere
    på den moralske del af dig, og forstå dine idealer."
    Jeg henter en stol og placerer den ved siden af heksens plads.
    "Stil dig her op på stolen og fortæl mig, hvordan du ideelt set burde være.
    Hvad kræver dine idealer af dig Hanne? - set sådan lidt fra oven."

    Hanne: "Jo, de kræver af mig og andre,
    at vi skal være højt hævet over alle de smålige og negative følelser.
    Det man skal, er at stræbe efter at blive et godt og kærligt menneske.
    Jeg synes, man skal være et menneske, som gør tilværelsen lidt smukkere
    for sig selv og andre. Jeg kunne sige så meget andet, men det er det,
    som jeg synes, at jeg bør stræbe efter at blive."

    Ebbe: "Ja, det lyder smukt, og det er godt at have ambitioner,
    men hvorfor lykkes det så ikke for dig og os at leve op til dem i praksis?"
    Hanne (oppe på stolen): "Det ved jeg ikke. Der er hele tiden noget,
    der kommer på tværs." Pludselig ser hun igen vred og grum ud.

    Ebbe: "Nu bliver jeg nysgerrig efter at høre
    Hvad heksen har at sige til den ideale del af dig Hanne?
    Hop lige ned og gå lidt rundt i rummet. Prøv om du kan finde tilbage til heksen igen
    - ja, få kroppen lidt mere med. Godt, og gør dig lidt mere krumbøjet som før, ja sådan."
    Det gør hun, og ender op med at stå endnu mere kroget og anspændt end før.
    Denne 2. gang går hun endnu bedre ind i heksens krop og sindstilstand.

    Ebbe (til heksen): "Nu har du hørt,
    hvad den ambitiøse del af Hanne kræver. Hvad siger du til det?"
    Efter en lang stilhed råber heksen heftigt: "Du hader mig! Hvis det stod til dig,
    ville du jo slå mig ihjel. - Men det kan du ikke, ha ha! Jeg er her stadigvæk!"

    Hun godter sig, og stopper så pludselig op og ser et øjeblik ret forvirret ud,
    inden hun forbavset siger til Moralstolen: "Det er jo dig, der er heksen!
    Det, du siger, lyder smukt, men du tæsker kun løs på mig
    med de der smukke ord, og det hjælper ikke spor,
    det skal jeg nok forhindre!"

    Ebbe: "Interessant, og det kan I to sikkert skændes
    videre om til Hanne dør. Fortæl mig i stedet for, hvad pokker I to dog laver
    inde i hovedet på Hanne? Hun kan jo knap nok mærke andre sider af sig selv,
    fordi I to kalder så forbandet højt på hendes opmærksomhed.
    - Heks, hvad er det, du vil have, at Hanne forstår?"

    Hanne tøver, (og svarer som heksen):
    "Jeg minder hende om, hvad der sker, hvis hun ikke lever op til de idealer."
    Ebbe: "Så du og idealisten er to sider af samme mønt?"

    Hanne nikker eftertænksomt og retter sig op:
    "Det er mærkeligt, men lige nu er de altså helt stille."
    Hun begynder spontant at ryste kroppen løs, strækker sig ud i sin fulde længde
    og smiler. Lidt efter siger hun: "Jeg er lidt forvirret. Hvad er det, vi gør?"
    Ebbe ler: "Prøv selv at finde en forklaring."

    Hanne: "Jo, jeg tror nok, jeg forstår, hvor du vil hen.
    - Heksen er den del af mig, som jeg prøver at løbe væk fra.
    Hun er vreden, hadet, afskyen, utålmodigheden, grådigheden
    - og ind imellem også misundelsen. Ja, hun er alle de følelser, jeg ikke kan lide,
    men som jeg altså har alligevel. Det kan jeg godt se. Idealisten i mig ønsker,
    at jeg skal være højt hævet over den slags negative følelser, som heksen har.
    Jeg kan godt se, at de kæmper imod hinanden i en uendelig kamp.
    (en lang tænkepause) - men det er jo mig, det går ud over."

    Ebbe: "Netop og det er den vigtigste selvindsigt at tage med dig hjem!
    Hanne - prøv nu at fortælle mig, hvad du, der står midt imellem dem,
    har brug for? Pøv helt fysisk at stille dig midt imellem
    hende, der hader sig selv - og hender der moraliserer."

    Det gør Hanne, imens hun kæmper med ordene:
    "Jeg vil bare være et ganske almindeligt menneske af kød og blod,
    som tør føle lidt mere glæde i mit liv. - Jeg er ved at segne under alle de krav,
    jeg lægger på mig selv. De ødelægger hele tiden alt det gode, jeg vil.
    Jeg er hverken en heks eller en engel.

    Jeg er hverken mere eller mindre værd, end alle jer andre.
    Jeg er bare et almindeligt menneske, der synes, jeg snart fortjener
    at have det godt og føle lidt mere af alt det, jeg ved, jeg også indeholder.
    I skal lade være med at slås. I skal holde op med at kræve det umulige af mig!
    I gør mig ikke spor smukkere. I får mig bare til at føle, at jeg intet er værd!"

    Hun sætter sig, tørrer tårene væk - og giver sig tid til at mærke efter,
    hvad hun føler og tænker: "Det er mærkeligt. Når jeg ikke løber væk,
    men som nu lytter til, hvad stemmerne siger, så bliver de tavse.
    Lige nu føler jeg mig bare helt vidunderlig stille inden i."
    Hun sidder lidt og nyder Selvfølelsen.

    Ebbe: "Hvad bliver der så bedre plads til?"
    Hanne (efter en lang tænkepause): "Hvis jeg turde føle alle de følelser,
    som heksen indeholder, ville jeg jo nok også få mere overskud til at komme
    nærmere hen imod de idealer, som jeg godt kan lide. - Det er svært det her,
    men sådan ser det altså ud for mig lige nu."

    Ebbe: "Prøv at fortsætte, hvad er det, der er så svært for dig?"
    Hanne: "Jo, så vil jeg måske også - nej, nu kommer jeg i tvivl."
    Ebbe: "Ok, så lad tvivlen komme mere frem nu. Hvad siger tvivlen?"
    Hanne tøvende: "Det lyder rart at sige ja til hele mig, men der er også en frygt i det.
    - Nu dukker der en frygt frem i mig for, at så vil ingen kunne lide mig."
    Ebbe: "Behøver de gøre det? Jeg mener altid, og hele tiden?

    Hvad er det farligste ved at droppe de kæmpestore krav til dig selv og os?"
    Hanne ophidset: "Så bliver jeg ensom, og det vil jeg ikke være! Jeg er så bange
    for at ende med at blive en bitter, gammel og egoistisk heks, ligesom min mor blev.
    - Jeg ved ikke, nu kommer angsten og tvivlen tilbage igen. Jeg får ligesom vat i hovedet.
    - Jeg føler mig forvirret. Hvad skal jeg gøre?"

    Jeg tager hendes hånd: "Føler du dig ensom nu?"
    Hanne ryster forvirret på hovedet og ser sig nysgerrigt rundt.
    Hun ser længe over på Gert, (hendes mand, som er med i gruppen
    og som nu sidder med tårer i øjnene og ser på sin hustru
    som han troede at han kendte så godt - efter 22 år.

    Efter at de har haft øjenkontakt et stykke tid, rejser han sig op
    og går hen og giver hende et varmt knus. De sidder et øjeblik helt tæt sammen,
    og så sætter han sig tilbage, og Hanne siger: "Tak Gert, det trængte jeg til."

    Ebbe, lidt efter: "Hvad nu? Skal vi runde af her eller...?
    Hanne: "Både og - jeg er lidt forvirret nu - eller åben som I siger.
    Jeg ved det ikke - hvad synes du?"
    Ebbe: "Hvem er du nu?"

    Hanne: "Det ved jeg ikke. Jeg har det fint,
    men jeg synes også, at der mangler noget et eller andet sted.
    Nej, jeg føler mig ikke speciel ensom eller bange nu, jeg føler mig mere i tvivl."
    Ebbe: "Ok, så lad din tvivlende side komme endnu mere frem,
    hvad siger du, som tvivler?"

    Hanne: "Nu ved jeg ikke mere, hvem jeg er."
    Ebbe: "Uden dine krav eller idealer til at vejlede dig?"
    Hanne: "Ja netop. Hvis jeg ikke har mine krav eller idealer,
    så ved jeg slet ikke, hvem jeg er." Hun virrer lidt med hovedet.

    Ebbe: "Aha! Og det er sandsynligvis det, der skræmmer dig allermest.
    Det kan godt være, at dit gamle Jeg er blevet for snævert for dig. At det trykker
    og giver smerter i dig, men uden det korset på, hjælp! - Frygten er jo velkendt
    ja nærmest hjemligt ikke? (heldigvis får det udbrud Hanne til at le).

    - Det sværeste ved at stille sig på dette mere nøgne og blufærdige sted,
    hvor du er nu Hanne, er, at du så for en tid også må kunne rumme og acceptere,
    at du føler dig ekstra åben og sårbar. Det er den tvivl og usikkerhed
    der altid følger efter, at du træder ud af dine ynglingsroller.

    Det er, som jeg før fortalte Ulla, som at opdage
    at du går rundt i nogle alt for små sko. Selvfølgelig klemmer
    og gør det ondt i fødderne. Når du træder ud af skoene, bliver du barfodet
    og føler dig derfor også mere sårbar et stykke tid. Men det er nødvendigt
    for at læge sårene på fødderne - og for at du kan rette tæerne ud igen.
    Men det er kun en overgang, indtil du har fundet dig nogle nye sko,
    som er større, mere rummelige og som passer bedre
    til dit nuværende Jeg - og dit fremtidige jeg.

    Måske er det nu på tide, at du reviderer dine idealer og indre krav
    og gør dem lidt mere menneskelige, så du får det godt med at være dig?
    Det er den tillid til dig selv, du må vove at have, for at dit fremtidige
    og forhåbentlig mere rummeligeJeg kan få lov til at folde sig ud og
    finde sin nye form. - Har det, jeg siger nogen mening for dig?"

    Hanne: "Ja - og det er mærkeligt, du siger det,
    for jeg har også gået barfodet her i de sidste par dage."
    Ebbe: "Ja, er det ikke forunderligt, som vi ofte gør noget helt intuitivt,
    som vores hoveder først et stykke tid bagefter forstår viisdommen i?"
    Hanne ler og siger: "Det kan du have ret i. Hvad skal jeg nu gøre?"

    Ebbe: "Hanne, giv dig lidt tid til blot at sidde her og mærke din åbenhed.
    Når hovedet endelig står stille - så er det tid til at åbne sanserne og leve.
    Kan du mærke, at du har en god tryghed i dig nu?" Hun lukker øjnene,
    mærker efter, nikker og smiler.

    Lidt efter åbner hun øjnene og ser sig omkring. Hun fortæller,
    at hun nu tydeligere kan se de forskellige farver i rummet, vores strømper,
    bluser - og ansigter. Hun sidder og ser sig nysgerrigt rundt
    med et dejligt centreret blik, der ser os andre, som vi er.

    Lidt efter: "Jeg har det, som om jeg lige er vågnet op
    fra en eller anden drøm. Jeg føler mig meget vågen og levende.
    Jeg er ikke mere nede i et hul. - Jeg har lyst til en dans med Gert ude på græsset."
    Det gør vi så til Annegrete og Peter Thorups vidunderlige saftige sang:
    "Jo mere du gi´r, jo mer vil jeg ha´".

    Hanne og Gert danser sammen,
    mens vi andre rocker med udenom dem i en cirkel.
    Og bagefter danser Hanne solo til Annegretes "Sensommervind"
    (fra "Hvis ikke nu", 1985) + Gloria Gaynors: "First be a woman", (1992).



    Den indre familie,
    der før var indeni, kommer frem.

    Da vi kommer op i lokalet igen, siger Else Marie:
    "Hanne, jeg har lyst til at stille dine delpersoner op rundt om dig.
    Hvad siger du til det forslag?" Hanne ler: "Jeg er med på den værste",
    og sætter sig på en stol midt i lokalet, som Else Marie har sat frem til hende.

    Else Marie henter Lisbeth (en anden kursusdeltager) ind:
    "Her har du heksen, og tæt ved siden af hende står dit ambitiøse ideale-Jeg
    (Det bliver Ulla stand-in for). - Her har vi fornuften (Poul), og her
    står tvivleren (Otto). - Og lige bagved dig står den del af dig,
    som alt for ofte føler sig trist og værdiløs (Mona).

    Henrik, kom her, du skal nu personificere Hannes frygt
    for at blive gammel og ende med at blive alt for ensom og uelsket.
    - Og du Hans er stand-in for Hannes kropslighed, som er
    kommet tydeligere frem her i løbet af ugen.

    Da Hans har rejst sig og indtaget sin "standin-rolle":
    "Og du Lotte, du er angsten for det ukendte, og du Hugo,
    er stand-in for Hanne´s poetiske side, som elsker at skrive digte.
    Jo og så mangler vi bare den selvtillidsfulde lysvågne Hanne,
    som er klar til alle mulige vilde og spontane narrestreger.
    Vil du være stand-in for den del Michelle?

    Gert, du skal sidde udenfor
    og blot se din hustru i hendes mangfoldighed."
    (Gert er Hannes mand, der også er med på dette kursus).
    Og Hanne og Else Marie retter derefter disse 10 delpersoner til,
    så de hver for sig kropsligt viser, hvem de er - ala en skulptur.

    Lidt efter står de alle 10 placeret i en cirkel rundt om Hanne.
    Else Marie stiller sig derefter udenfor cirklen: "Hvordan føles det Hanne
    at sidde derinde i centrum af din karrusel og se på dig selv i 10 forskellige udgaver?"
    Hanne: "Det føles dejligt. Jeg føler mig som en slags mor for dem alle sammen.
    For mig er det lige nu "min indre familie", mere end det er en karrusel."

    Else Marie: "Smukt. Mangler du en
    eller et par stykker, for at hele din indre familie er samlet?"
    Hanne tænker sig om, og ryster på hovedet. "Der er nok flere,
    men de her er de vigtigste." - Else Marie: "Ok. Hvad siger du til
    at vi ser lidt nøjere på dem og finder noget værdifuldt ved dem hver især?"
    Hanne: "Det vil jeg godt."

    Else Marie: "Se først på din triste og værdiløse del (peger på Mona).
    Det er dig, når du ikke føler dig god nok eller noget værd.
    Kan du sige noget positivt til den del af dig?"

    Hanne: "Jeg kan godt acceptere dig, når jeg bare ved
    at du ikke er hele mig. Det er i orden, at du er der, men du må ikke fylde det hele.
    - Du minder mig om min historie og fortæller mig, at jeg ikke skal presse mig selv
    til at være noget, jeg ikke er. Når jeg føler sådan, så trænger jeg til at slappe af
    og være ekstra god ved mig selv. Det ved jeg godt, men jeg gør det ikke."
    Else Marie: "Hvorfor ikke?" - Hanne "Det ved jeg ikke."
    Else Marie: "Gad vide om Heksen ikke har svaret?"

    Derefter ser Hanne på heksen,
    der viser sig at indeholde alle de mørke og passionerede følelser,
    der giver dybde og kræfter, men som også er svære at rumme og forstå.
    Og derefter skifter Hanne plads med Ulla = idealisten, som har så mange
    smukke drømme og ambitioner, der ikke altid passer til denne verden.
    Den side er langt lettere at værdsætte og sætte ord på for Hanne.

    Tvivleren ses, som værende fuld af mistillid, forbehold og passivitet,
    men anerkendes også som en værdifuld del, som passer på hende,
    så hun ikke flyver helt væk fra realiteterne.

    Ved at Hanne skifter plads med "sine familiemedlemmer"
    og - fra deres plads - giver sig tid til at føle efter og sætte ord på
    lærer vi disse andre sider af Hanne bedre at kende - og de benævnes
    nu: Den glade spontane Hanne + Fornuften + Frygten for det ukendte
    + Frygten for ensomheden + Kropsligheden + Poeten og Spontaniteten
    Alle får nogle værdsættende ord, imens Hanne taler til dem een for en
    og derefter træder ind i "den side af sig selv" og giver den stemme.
    Til sidst sætter Hanne sig igen på stolen
    omgivet af sin indre familie

    Else Marie: "Hvad føler du nu?"
    Hanne: "Det føles dejligt." Else Marie: "Prøv at sige: Jeg er dejlig."
    Hanne ler: "Ja, jeg er dejlig!" og smiler over, at hun tør sige dette højt.
    Else Marie: "Godt og luk nu øjnene, og sid lidt og mærk, hvordan det føles
    sådan at acceptere dig selv lidt mere i dybden." (Mens hun gør det på stolen,
    sætter de 10 delpersoner sig ned på gulvet omkring hende i tavshed).

    Else Marie: "Og åbn nu øjnene igen, og se din indre familie
    som sidder her omkring dig. - Prøv at sige noget mere til dem hver især.
    Prøv at se dem og fortæl dem, hvad du ved om dem, hver især."

    Hanne samler efter nogle forsøg sine indtryk på følgende måde:
    "Jeg ved, at heksen er meget krævende og fuld af kraft. Jeg ved også,
    at tvivleren er bange og ikke har særlig stor tillid til, at jeg kan klare mig
    uden mine ambitioner og idealer. - Jeg kan godt lide mine idealer. Jeg synes,
    det er godt, at jeg ikke lader mig nøjes med det næstbedste, at jeg ikke resignerer
    og bare lader stå til. Ja, det er jeg stolt af, men jeg må ikke pine mig selv med dem.
    Det er selve det, der gør, at der sker det modsatte af, hvad jeg ønsker sker.

    Else Marie: "Kan du opsummere alt det, du siger?
    "Det vigtigste, som jeg har lært er, at jeg bare ødelægger
    min selvtillid, hvis jeg kun måler og vejer mig selv op imod mine idealer,
    som jeg jo i praksis ikke kan leve op til hele tiden. Det glemmer jeg at tænke på
    når jeg er idealist og bare kører løs med, at alle skal være helt uden fejl.

    På den anden side kan jeg godt lide,
    at jeg har den der stærke trang til det smukke og det gode."
    Else Marie: "Det lyder som en ny blødere holdning. Hvad føler du ved den nu?"
    Hanne: "Lige nu er jeg ikke bange for min ensomhed. Lige nu føles det at være alene
    mere som noget ophøjet. - jeg er ikke alene, jeg har jo altid min indre familie med mig."
    Else Marie: " Hvordan føles det at vide det?" - Hanne: "Som en stor dejlig ro og tyngde."
    (Der er ingen grund til at rose Hanne nu, fordi hun ved,
    at det hun siger, er sandt)



    Opdagelsen
    af den indre stemme.
    Efter lang tids stilhed siger Else Marie blidt:
    "Prøv at lytte et trin dybere. Er der et eller andet sted i dig en lyd,
    et billede, en dans eller nogle ord? - Hvis du giver dig selv lov, hvad dukker så frem nu?"
    Lidt efter nynner Hanne, først helt stille, så højere og højere.

    Hun nyder at lege med stemmen,
    som skiftevis bliver meget dyb og meget høj - og alle de andre toner der imellem.
    På et tidspunkt finder hun en lyd, der synes at komme helt nede fra livmoderen,
    og som giver hende en masse energi. Hun begynder at nynne, råbe
    og synge en improviseret sang, som vi andre falder ind i,
    efterhånden som hun lærer os omkvædet.

    Det bliver efterhånden til
    en meget dybere og mørkere stemme, end hun ellers plejer at bruge.
    Det er betagende at opleve fødslen af en mere moden udgave af Hanne.
    Stemmen er dybere, mere rig og varieret med mange flere følelser, end der er
    i de smukke og pæne toner og harmonier. Mere fyldig, og mere i kontakt
    med kvindenaturen, end en mere "normal2 kultiveret dameskønsang,
    om du forstår forskellen?

    Bagefter fortæller Hanne, hvordan hun på et tidspunkt i sin livmodersang
    havde følt sig som en urkvinde, der sag og sang til stjernerne, månen og universet.
    Det sjove er, at det kunne mange af kvinderne i gruppen nikke genkendende til,
    fordi Hannes sang havde inspireret dem til også at give slip
    i den der indefra kommende sang, som forløser sjæle.

    Jeg, Ebbe, runder af - efter at sangen endte med
    at vi sad helt stille sammen og "blot" følte os selv og hinanden
    i den ro, der vibrerer: "Der er et stille punkt i midten = selvet, sjælen
    hvorfra livsenergien kommer. Når du kommer i kontakt med den tilstand,
    som vi alle har i os, kan der ske en forvandling via en integration."
    Det sker i en dyb meditativ og meget intens stemning,
    som man aldrig glemmer."



En introduktion til at se anderledes på Mennesker.

Eksempel 1. "Om oprøret imod perfektionismekravet."

Eksempel 2. "Min indre teatertrup - en skitse til et selvportræt."


En tegneopgave: "Hvis du var et træ, hvad træ er du så?"

+ Link til gode websider om Personlighedspsykologi



Se også en dag
Psykodrama bogen.


Eller vores ugekursus
i personligheds udvikling



tilbage til index
over hele www.psykoweb.dk