Side 3 Sådan kan det påvirke dig at du er barn af en misbruger eller voksede op i et utrygt kaoshjem:

Selvfølgelig er nedenstående langtids konsekvenser alt for firkantet udtrykt! Men eftersom vejen til sandheden ofte går igennem overdrivelsen, lad mig så skære barndommens “barske uddannelse til voksenlivet” ud i pap ved frejdigt at påstå, at forældredruk og kaotiske hjem alt for let kan resultere et par af disse 10 karaktertræk: 1) Du bliver lettere ensom som voksen. En, der helt irrationelt tavs vogter på dit privatlivs hemmeligheder. Du dækkede jo loyalt over familiens problemer dengang og det ligger ligesom til dig som voksen. “Det er ikke klogt at få andre for tæt på” og flosklen “Hvad andre ikke ved, har de ikke ondt af” siger du i dag næsten per refleks, uden at overveje konsekvensen heraf:, nemlig at du derved bliver mere ensom end du behøver at være - rationelt set. Mens de andre unge var optaget af hinanden, gik du og tog dig alt for meget af din Mor eller Far. Ja blev måske på godt og ondt een af dine forældres "krykker", lige indtil de en dag dør. Selvklart kan du da let blive ret ensom, når du en dag står der, som "arbejsløs servicearbejder" der har forsømt dine venskaber og din egen familie. Du bliver også god til at bortforklare det åbenlyse og lyver utroligt let, hvis det er nødvendigt for at opretholde illusionen om, at "alt er helt normalt“ og “Jeg har det bare godt, og hvad med dig?” - spillet. Blot det at opretholde “en pæn og normal facade udadtil” bliver ligesom et livsmål i sig selv for mange af disse børn fra misbrugshjem. (se et sjovt eksempel på dette i TV serien "Fint skal det være", hvor kampen imod barndommens ydmygelser, skiller en stor rolle.) I stedet for f. eks. at glæde dig over at din kæreste åbner sig for sine venner eller veninder, tages dette som illoyalitet, ja et forræderi. “Sårbarhed og psykisk smerte, det er noget man holder for sig selv. Smil og lad som om du har det godt” som en udtrykte sin barnelærdom. At dele sin smerte med andre og få at vide, hvordan andre ser på det, som du ikke selv forstår - dette aner du ikke, hvad er. Skam, skyld og såret stolthed er gode fangevogtere som det er svært at slippe væk fra senere i livet. I voksenlivet er dette ikke befordrende mht. at få sig gode venner og veninder, at du sådan holder kortene, så tæt ind til kroppen. Og f. eks. i stedet for at glæde dig over at din partner får luft og tør åbne sig personligt for sine venner eller veninder, ja så tages åbenheden som illoyalitet og et forræderi fordi selve det at dele sin smerte med andre er blevet tabu - og vækker katastrofeangst. Der er jo så meget at skjule og tilliden til andre mennesker, er ikke særlig stor. Hvor skulle tilliden dog været kommet fra? Og din manglende træning i at være ærlig og turde sige din ærlige mening, er heller ikke godt for dit parforhold, når I - efter forelskelsens tæthed, senere hen får brug for at kunne tale intimt sammen om dine savn, indre tanker - og det der trykker dig. Kort sagt går dine forældres manglende evne til at tale ærligt og troværdigt, personligt og åbent om deres inderste tanker og følelser i ædru tilstand (dvs uden det velkendte fuldemands/kvinde sludder og sentimentalitet) ud over din evne til at kunne føle tillid til det, som andre fortæller dig og dine sproglige evner til at kunne opnå en ægte intimitet - såvel med din kæreste, dine venner og dine børn. Hvis du ikke en dag bryder Tavshedsmuren ned. Der er tragisk nok utrolig mange voksne børn fra Kaoshjem, der senere hen får utrolig meget besvær med at føle en dybere tryghed, tillid og hengivenhed til andre. De kan opøve en Personlighed, når de er ude blandt fremmede, der står i skærende kontrast til "det menneske de er i privaten." Nogle gange er det personlige JEG-DU sprog totalt uudviklet og følelseslivet bliver da tilsvarende unuanceret. (Dette er der mere om her www.psykoweb.dk/par_termometer/feelings1C.htm .og se et øvelses program her: www.psykoweb.dk/kontakt/0.htm) Det kræver et stort mod, bevidsthed og megen øvelse ganske ligesom hvis I ikke havde noget klaver dengang og du derfor aldrig fik lært at spille på et instrument - og senere hen i livet godt vil lære det. Det er svært, men det kan læres. 2) Du har ofte en meget lav selvfølelse, Du kan tit ikke mærke dig selv og hvad du føler - og har derfor svært ved at føle, at selve dette at være levende er en værdi i sig selv. I stedet for mærker du dit selvværd igennem dit arbejde og andres ros - eller ved at rendyrke særlige evner, som du udover enhver fornuft forsøger at udvikle til det perfekte. Dette lykkes måske i glimt, men som bekendt eksisterer det sublime og perfekte mest og bedst i vores dagdrømme. Når det du er og gør, kun bliver målt op imod det “fejlfrie” og "det ideale", ja så dumper vi jo allesammen igen og igen og i stedet for selvtillid, styrkes selvforagten og selvhadet. Kort sagt: Ikke blot har børn fra kaos og misbrugsfamiler som voksne hyppigt en lav selvfølelse og lever ofte i en privat drømmeverden. De bliver også ulykkelige bluesmennesker, som voksne der alt for ofte går rundt og ser sig sur på alle omkring dem - ganske som de lærte at se på verden, dengang. 3) Du har ofte en diffus gammel blanding af vrede, indestængt raseri, skyldfølelse, beskyttertrang og kærlighed til dine forældre, bag overfladen, der forhindrer dig i at tænke fornuftigt i vigtige valg og stress situationer. Det slår ligesom lettere klik for dig, når du føler intenst. Hvilket bl.a. kommer frem, hvis det går dig godt senere hen i livet. Du vil da have svært ved at slippe dig selv fri og bare nyde livet uden at føle en dårlig samvittighed + den der sentimentale og uforståelige dragning imod at se rigtig godt trist ud og føle dig sur på livet, din partner - og dig selv. Du har utroligt svært ved at føle glæde mere end blot for en kort stund, så bliver du og "det hele" hurtigt mørkt igen. Og hvis dine forældre endelig viser dig at de sgu er stolte af det, som du har opnået så er det meget svært for dig tage imod deres glæde. Alt det usagte om det gamle kaos, står imellem jer. Eller også svinger “de pæne og superartige perioder” med “svinske og uartige perioder”, så nogle psykiatrikere tror at du lider af en manio-depression. Det er ikke ualmindeligt at voksne børn fra Druk- og Kaoshjem oplever sig selv som værende 2 stik modsatte personer - og svinger imellem "Højt at flyve - dybt at falde" problemer. 4) Du klarer dig rimeligt godt på arbejdsmarkedet i starten - og så falder du en dag helt igennem, fordi du enten overvurderede dig selv - eller gav op for tidligt. Nogle lærer af deres fejl og ender som rene arbejdsnarkomaner, (hvor det kan diskuteres om overarbejdet, selvforglemmelsen og eenøjetheden ikke er værre, end en alkohollidelse?) Men uanset hvordan at du klarer dig, beholder du dit tragiske syn på livet og dig selv. Du blomstrer ikke fuldt ud, men lever tragisk nok - på et niveau langt under de muligheder, som dine evner giver did.Du udholder /overlever mere livet, end du nyder det. 5) Du flyttede meget tidligt hjemmefra til et frelsende parforhold, som du dengang så som en redningsplanke ud af din famillie. Partneren har ofte den samme familiemæssige barndom, så ih hvor I forstår hinanden godt - i starten. Den uudtalte, underliggende og fælles kontrakt imellem de to unge kan være dette løfte: "Red mig, og så redder jeg dig". Dette kan de være enige om - og hjælpe hinanden til et nyt livssyn. En god kæreste kan "helbrede" mange flere barndomssår end alverdens psykoterapeuter nogensinde vil kunne. Men desværre lykkes heller ikke det projekt, hvis begge to er alt for sårede - og sårbare. Lykkes det, kan det give et meget stærkt og langvarigt parforhold, som spejler en dyb fælles forståelse. - Men ofte bliver partneren kun set som et middel til at få distance til den af forældrene, “som ser mig som sin livslinie" og krykke. "Det var det jeg ville væk fra, som fyldte mig mest. Ikke ham, som jeg klyngede mig til. Ham lærte jeg aldrig at kende”, som en enlig mor på 21 år sagde. 6) Du bryder dig ikke om at være alene, fordi du har lært som barn, at det at være et værdifuld menneske betyder "at være der for en anden - og altid parat til at være til hiælp." Eller "der er alligevel ikke nogen, som gider være sammen med mig" En trist tankegang, der jo ikke ligefrem fylder en med glæde. Egenomsorgen, dine kreative lege og projekter og evnen til at underholde sig selv - undermineres af, at du hurtigt føler dig værdiløs. Som følge heraf, bliver du også let blot trist, tom og ulykkelig, når du stopper op og har god tid til at mærke dig selv lidt tydeligere. Desværre fører dette ikke til nysgerrighed mht. at mærke dybere efter) og nytænke sin situation. Kunsten at lytte til sig selv med et venligt åbent sind er ikke lige det, som indlæres bedst i et Kaoshjem. Stilhed medfører blot rastløshed og irritation, eller en stor lyst til at sove væk fra det hele. 7) Du føler dig tit overset og hører ikke den ros, du reelt får. Dette er du ganske enkelt ikke vant til - og hvis nu at du blev rost, vidste du også at der snart fulgte et modkrav. Derfor kræver du mere opmærksomhed og ros end gennemsnitttet for at føle dig set. Som kæreste og kollega kan du være utroligt givende, men også irriterende anstrengende, fordi at du tillige igen og igen vil bekræftes i “hvor god og dygtig du er” hele tiden. Problemet er, at når du så får de roser, som du har arbejdet så ihærdigt for at opnå, at så påskønner du det ikke. Hvis 99 mennesker i salen klapper af dig, husker du kun ham, der sagde, at han ikke kunne lide dig eller var kritisk overfor det du sagde. 8) Du har svært ved at være her og nu opmærksom, fordi du som barn udviklede en mekanisme til ikke at være tilstede i nu ´et - som ofte var alt for fyldt op med det smertefulde, skamfulde og pinlige, der skete omkring dig. De, som ikke kan gennemskue det skuespil, som skete dengang og bryder mønsteret, vil du let kunne genkende. Derved at de stadigvæk som voksne spiller forskellige barndomsroller monotont - og selvundertrykkende f.eks. “Den pæne forstadshustru - på valium” eller "den glade tykke morfigur", "den evige klovn, som griner - hvor andre græder, eller bliver vrede", "Rambo"”, “Julemanden”, "Den evige hjælper" , “Jesus lillesøster” osv. Gamle dækidentiteter, som du overlevede på i barndommen, er ret kedsommelige senere hen i livet - også for en selv. (Læs mere om Overfladisk + Jeg og Du kontakt , her) 9). Du bliver meget let ubeslutsom. F. eks. bliver du ved alt alt for længe med at håbe på at en utro ægtefælle skal afslutte “affæren”. Kæmper alt for længe for at holde sammen på familien - og bringe forældrene til afklaring. Udgangspunktet er ikke den konkrete person du lever sammen med, men mere en diffus følelse af “at dø, hvis du og de forlader mig”. En urfrygt, som har rødder langt tilbage i barndommens land ved at føle eksistensens ufattelige store alenehed. På grund af den store rolle, som denne "forlad mig ikke-frygt" har fået i dit liv, kan du derfor ikke vinde disse kampe. Og når du en dag pinligt i afmagt indser, at du ikke har mulighed herfor, bliver du fortvivlet og desperat på en tavs indelukket og asocial facon, fremfor at række ud og snakke med andre om, hvad du da kan gøre der er anderledes end det, som du ikke lykkes med. Du har ikke lært at bede om hjælp, inden det er for sent - og når katastrofen så er sket, føler du en mærkelig lettelse, næsten som om du altid har troet på, at bruddet ville ske en dag? “Intet som er godt, holder - og der er grundliggende set intet jeg eller andre kan gøre ved det. Mit liv er i højere magters hænder.” Den leksie lærte du meget tidligt i livet + den selvopgivende attitude, der måske var realistisk dengang og som er skidesvær at give slip på, nu som voksen. Ok - svært. men hvilken anden løsning kan du se? 10) Du bliver "nok i sig selv". Da du jo ikke kan regne med forældrenes støtte, bliver disse børn derfor ofte "små voksne" alt for tidligt. Derfor vil de også som voksne hellere udholde besværligheder end bede andre om hjælp, fordi - de tror ganske enkelt ikke på, at det er muligt at få hjælp. "Man har jo kun sig selv at stole på - og de andre forvirrer mig blot. Så lad mig være i fred til "anfaldet" går over - og så snakker vi ikke mere om det. Punktum." Prøv selv at tænke videre på andre problematiske sider af dig selv, som du ikke kan lide - og som engang var en del af din overlevelse, men som i dag som voksen er blevet en bremse og spændetrøje for alt det, som du også er og gerne vil. Prøv at regne ud, hvordan du skulle opdrage et barn så at det udvikler netop disse karaktertræk og bremser + andre kvaliteter, som er mere optimistiske og livsbekræftigende. Hvad skulle du da helt konkret gøre og sige til barnet ? Og hvad skal du i hvert fald ikke sige og gøre? Genkender du mønstret?

Videre til side 4 Side 1: om langtids effekten side 2: Barske historier fra hverdagen. side 5 lidt mere om selvforagt + se Gibrans digt om børn. Tilbage til Index