AT HAVE MODET
TIL AT TURDE VÆLGE SIG SELV
"En depression er en langsomt snigende dræber,
der puster dig koldt i nakken, længe før den for alvor kaster sig over dig og flår din hjerne i atomer."
Ordene er Henning Jensens, skuespiller i hen ved en menneskealder,
som næsten lige så længe har vidst, hvad det vil sige altid at være på vagt over for den snigende 3. grads depression, som han har lidt af
siden barndommen - så den ikke rammer ham igen og igen.
Advarsler har der været nok af.
Ikke kun via depressionens gentagne genkomst,
men også fra kolleger og venner, der frygter, at det vil smadre den populære skuespillers karriere at slippe depressionen ud i offentligheden.
Henning Jensen er nu ikke i tvivl om vigtigheden af at gøre sin viden om sygdommen
og dens symptomer til fælles viden. Og hvorfor så ikke begynde med sig selv?
Psykiatri-information har mødt manden, der har et sjældent godt greb om den dybeste depressionssygdoms årsager og symptomer, og som her med tanke på WHO's prognose i et uhyggeligt glimt ser ud i en fremtid, hvor halvdelen af verdens befolkning ligge inaktive og martret hen i 2020..
Depression er ikke noget, der smitter
Der er et altafgørende behov for, at vi taler meget mere
om depression, fordi sygdommen er et af vores fælles vilkår.
Folk går rundt med en mærkværdig opfattelse af, at det er noget, der smitter. Lidt ligesom influenza, så hvis nu bare man hiver kraven godt op om ørerne i bussen, så sker der sgu nok ikke noget. Men det er jo altså ikke sådan, det fungerer.
En depression kommer indefra og sårbarheden ligger som en mulighed i os alle sammen,
akkurat som enhver anden sygdom. Depression er enkelt sagt det dybeste,
mest svimlende kontrapunkt til alle vores lyseste og mest livsbekræftende følelser - glæde, kærlighed, begær, hengivenhed, ømhed, indlevelse, medmenneskelighed.
Alt det smukkeste i vores karakterer. Pludselig vender de som et isbjerg,
og de 9/10, der før var skjult, kommer nu op til overfladen."
Da Henning Jensens første depression
slog kløerne i ham i slutningen af 1970erne,
var det absolut ikke noget, man talte om. Det er det heller ikke i dag,
men tabuerne og uvidenheden fortager sig stadigt. Henning Jensen har
aldrig ønsket at glemme sin første store depression, men forstår godt,
hvorfor der trods alt er en så begrænset åbenhed om sygdommen.
Sygdom i sindet er skræmmende,
fordi begrebet lænker sig til ordet sindssyge. Jeg tror, at hemmeligholdelsen
er en form for selvbeskyttelse. Det er karakteristisk, at i de tre måneder,
jeg lå ude på Rigshospitalet, var jeg og de 30-35 andre på afdelingen
tættere på hinanden, mere beskyttende og kærlige, mere hjertelige,
åbne og ærlige over for hinanden, end vi ville drømme om at være
på noget andet tidspunkt i vores liv, og alligevel har ingen af os
set hinanden siden. Det er jo forbløffende, eftersom vi burde
have den største og ømmeste tilgang til hinanden.
Men nej, man kommer ud, og så handler det om at holde kæft
med det over for omgivelserne, for hvis han ikke ved, hvad jeg ved,
er mine muligheder for at komme videre bedre. Og så handler det åbenbart
også for mange om at holde kæft over for sig selv. At overbevise sig selv om,
at det ikke er sket. Jeg har aldrig ønsket at glemme det, tværtimod har jeg
ønsket at minde mig selv om det hele tiden. Husk nu, det kan ske igen.
Efter min opfattelse er depression
ikke en lidelse, man kan helbredes fra.
Man kan komme igennem og ud på den anden side,
men den ligger der stadigvæk og kan oven i købet nemmere bryde ud igen
efter det første angreb. Nok er man rask, men man er ikke helbredt.
Når kødet falder af knoglerne
Henning Jensen kender i dag sine symptomer
og deres forskellige faser så godt, at han er i stand til at afværge
den værste katastrofe. Reminiscensen af den dybe depression dukker op
med ujævne mellemrum, enten i form af en dødlignende træthed
eller som en altbesættende angst.
Der kan gå år eller måneder imellem,
at jeg bliver overfaldet af en træthed så dyb, at det føles
som om, kødet falder af knoglerne. Jeg oplevede det engang i en vandbus
imellem Markus-pladsen og Lidoen i Venedig. Jeg var til filmfestival med Riget,
og midt i lagunen kom den træthed, som er så altfortærende, at jeg ikke kan gøre
andet end at vente på, den går over. Jeg måtte blive, hvor jeg var, og tage turen frem
og tilbage over lagunen to gange, før det forsvandt. Sidste gang det skete, kørte jeg i bil.
Jeg holdt ind på den førstkommende rasteplads, slukkede motoren
og satte mig bare til at vente.
Det tager som regel kun en halv time,
men det er som om al liv suges ud af kroppen,
det er som at være død i levende live. Jeg sidder hver gang bare og venter,
for jeg ved, det går over, og jeg ved også, hvad det er. Det er depressionens ubændige kræfter,
som lige skal blære sig lidt og på denne måde erindre mig om, at den stadig er der,
og at jeg endelig ikke skal tro, jeg er noget...
Jo flere gange, man har haft en depression, jo større er risikoen for, at man får en ny.
Og jo hyppigere sker det i realiteten også. Det er derfor, det er så vigtigt at få kendskab
til sygdommen og dens symptomer gjort til fælles viden, mener Henning Jensen,
- der i øvrigt også kunne tale meget vredt
og meget længe om modstanden mod psykofarmaka. Jeg har været så langt ude, at jeg betegner det som et mirakel, at jeg er i live i dag.
Det var kun, fordi jeg fik psykiatrisk behandling og fik bevilget en lang efterbehandling
med en psykolog, at jeg fandt tilbage til mig selv. Hvis jeg ikke havde prøvet det før,
ville jeg hver gang sige, at nu kan jeg lige så godt tage livet af mig,
for jeg er ved at dø.
Men jeg kender de forskellige startsymptomer. Et andet af dem er,
at jeg pludselig ikke kan opfatte, hvad folk siger. Pludselig lyder et menneske,
der taler til mig, som én eneste lang lydstrøm, hvor jeg ikke kan dechifrere de enkelte ord.
Blodet vælter op i hovedet på mig, og jeg begynder at svede. Så ved jeg,
at jeg er temmelig langt inde i forløbet.
Så har jeg igen ikke lagt mærke til, at jeg i de seneste to-tre måneder
måske er blevet mere usamarbejdsvillig, mere negativ og mere sortseende.
Jeg har den mekanisme, at lydbilledet bliver uforståeligt, og de gange, det er sket,
har jeg skyndt mig ud til min medicinmand min psykofarmakologiske trommedanser,
som jeg kalder ham som så har udstyret mig med en recept på 20 mg antidepressiv medicin.
I mit tilfælde går der aldrig mere end ti dage, før medicinen virker, og så tager jeg den
i de to måneder, jeg har lovet ham. Jeg er den type, der ikke mærker
nogen bivirkninger, og har endog spillet videre på dem.
Symptomerne, angsten og selvaccepten
Det er sket nogle gange, at jeg også er kommet over dét punkt.
Hvis jeg har været under et så stort arbejdspres, at jeg ikke har taget symptomerne alvorligt,
er jeg nået endnu længere ud ad rampen, hvor angsten er kommet over mig
som en fuldstændigt bestialsk besættelse. Det er en frygtelig tilstand,
for når man er angst, kan man ikke mærke sig selv.
Man kan ikke tænke. Man er så at sige i angstens vold,
man er kun angst. Jeg har to gange oplevet, at når angsten har stået på i tre-fire dage,
er der pludselig en lille reservelampe, der er blevet tændt i hjernen. Jeg kan nemlig et trick,
hvor jeg sørger for at komme i enrum eller en-skov, hvor det nu måtte være
hvor jeg går og siger til mig selv: det er i orden at være bange,
for det er sådan du er. Du er et menneske, og du har lov til
at være det menneske, du er.
Du er bange og skal ikke kæmpe imod.
Det er sådan, du er: så bange og så angst, men det er dig.
Så går der to-tre timer, og så klinger det af. Som at slå vand på et bål.
Jeg har talt med en psykiater om det, som har forklaret mig, at det jeg gør er,
at jeg tager stressen ud af min egen stress-situation. Jeg har gjort det med held to gange,
og jeg har hver gang stået fuldstændig forbløffet; en total selvaccept gjorde,
at det få dage efter var helt overstået.
Antipsykiatriens forbandelser
Dengang Henning Jensen blev indlagt på Rigshospitalets psykiatriske afdeling,
havde han først været indenom det grå behandlermarked. En ungdom i anti-psykiatriens tegn,
hvor man hyldede Laings (skotsk psykoanalytiker og psykiater (1927-89), red.) påstande
om, at der ikke fandtes psykisk sygdom, men at det var samfundet, som var sygt,
fostrede en dyb afstandtagen til den etablerede psykiatri, så der blev
først forsøgt med aurastrygning og andre alternative mirakelkure.
Når man var vokset op med Laings skræmmebillede
af den etablerede psykiatri som det rene slagtehus, var en psykiatrisk afdeling
det sidste sted, man ville henvende sig. Herudover er der en djævelsk mekanisme,
der sætter i gang, i det øjeblik man erkender, at man er syg, og går ud for at finde hjælp:
Det er altid de trendy terapeuter og halvreligiøse, kvaksalveriske mirakeldoktorer,
der først dukker op i landskabet. De er der i hobetal med deres tilbud om evig frelse og evig lykke, men min erfaring er,
at de gør dig sygere og sygere.
Depression er en så alvorlig affære, det er det mest smertefulde,
invaliderende og forkrøblende der findes, og at begynde at spille russisk roulette
med den sygdom er selvmorderisk. For der skal så uendelig lidt til, at den sætter sig fast
og bliver livsvarig. Den svenske psykiater Johann Cullberg har sagt, at psykisk sygdom
kan være startskuddet til en personlig udvikling, men det kan så sandelig også
blive indgangsporten til en livslang psykisk invalidering.
Derfor er det ikke noget at spøge med.
Så snart man får mistanke om, at det er det, der er galt,
er det direkte hen til den etablerede psykiatri og de etablerede psykologer.
Selv i dag er det katastrofalt få mennesker, der får en relevant depressionsbehandling.
Isolationens sygdom
Grundene hertil er mange, og man kender de fleste selv.
Henning Jensens bud er, at skammen forhindrer os i at opsøge et psykiatrisk hospital.
For i det øjeblik, man går ind ad døren til et psykiatrisk hospital, har man jo erkendt
og afsløret over for omverdenen, at man er psykisk syg.
Det er et meget stort skridt, den selverkendelse.
Skammen ved at være syg i sindet er så frygtindgydende stor.
Jeg plejer at sige, at hvis man nu forestillede sig, at en influenzapatient trak gardinerne for,
låste sin dør og levede isoleret, for at ingen skulle opdage det, i de fjorten dage
influenzaen måtte tage, sendte falske sygemeldinger til sin arbejdsplads
og kom med alle mulige undskyldninger for ikke at gå ud
og møde andre mennesker, så ville vi jo betragte det
som vanvittigt.
Men hvis det er depression, så foregår det sådan,
og isolationen i sig selv bringer kun den lidende længere og længere ind i mørket.
Hvorfor skammer vi os så meget over det?
En af grundene er jo, at depression som regel bryder ud
i en af dit livs kaossituationer. Der skal en vis psykisk nedslidning, en indre
eller ydre stresstilstand til at bane vejen. Det vil sige, at man befinder sig i en form
for privat ragnarok, når den kommer. Og fra denne livssituation kastes man ned
i den begsorte tunnel. Dernede famler man så rundt i mørket og tænker:
jamen det er sgu nok min egen skyld, jeg levede jo også fuldstændig
vanvittigt til sidst.
Man påfører sig selv skylden, og så kommer skammen,
og man tænker ikke på, at det var depressionens begyndelse, der gjorde,
at man blev skæv i hovedet og foretog sig mere og mere vanvittige ting.
Depressionen har jo den frygtelige egenskab, at den tillader sig at gå frem
med utrolig langsomhed. Den fører en lige så blidt og umærkeligt væk fra ens omgivelser;
man begynder pludselig at synes, at der er en masse i vejen hun har sgu da heller aldrig...,
og min arbejdsplads er sgu da også, og det har den i øvrigt altid været...
Man begynder at tænke den slags negative tanker,
Det gør man så længe, at man efterhånden mister kontakten
og bliver mere og mere isoleret, og når man så er helt alene og forbitret
og rasende på alt omkring sig, så hugger den til. Smack!, så ligger man der.
På det tidspunkt, hvor man har allermest behov for
at kunne råbe mennesker op, er man ude af stand til det,
for man tror ikke på nogen, og alle har i virkeligheden trukket sig tilbage fra en.
Det er sådan et lille smart trick, depressionen kan.
Og ja, depressionen kan masser af smarte tricks,
og de fleste af dem kender vi ikke engang. Vi ved fx ikke med sikkerhed,
hvordan og hvorfor antidepressiva virker, hvad depression kommer af,
og hvordan den arbejder sig frem. Til gengæld ved vi godt, at stress
er en udløsende faktor og alligevel er vores moderne livsform
en direkte invitation til depressionssygdommen.
I takt med at vores samlede viden om depression vokser,
stiger den enkeltes risiko for at opleve den. Hvis man lever op til idealbilledet
af et ungt succesfuldt liv, kaster man sig jo på det nærmeste i armene på den.
Det gælder om at have travlt, at være så betydningsfuld, at man ikke kan undværes,
at sige ja til alt og at kunne det hele. Idealtilstanden er en kronisk stress-tilstand,
og det kan sindet ikke følge med til. Stress er absolut den bedste luns kød,
man kan smide ud til sygdommen.
Modet Depression er en forfærdelig sygdom,
og enhver romantik omkring den er livsfarlig.
På toppen af smerten er der ingen sakrale indsigter, man kan erhverve sig,
og der står ikke et nyt og bedre og smertefrit menneske, når man er
kommet igennem, og venter på en, så man kan leve et lykkeligt
og smertefrit liv til sine dages ende.
Der står ikke andre end en selv, som man nu er.
Enhver behandler kan kun hjælpe til et vist punkt, det sidste stræk mod helbredelsen,
der hvor man skal finde sig selv, det skal man selv gå, for intet andet menneske
vil nogensinde kunne forstå til fulde, hvordan man er indrettet.
Heller ikke en psykiater eller en psykolog.
Det kræver en stor selvstændighed og et stort mod
som Kierkegaard siger, At have modet til at turde vælge sig selv.
Det var en frygtelig oplevelse, da det gik op for mig, at der ikke var andre
end mig selv, der vidste, hvordan jeg skulle gå det sidste stræk.
Det stræk skal man så til gengæld gå med en hjerne,
som man for måneder siden har kasseret som ubrugelig,
fordi den kun førte en ud i vanvid.
Dødsoplevelsen Det er umenneskeligt ikke at sætte alle ressourcer ind på at forhindre,
at depressionen kommer igen og igen. For man kan forebygge. Man kan få hjælp
til at justere på sig selv, på sin måde at reagere på, ved at grave de traumer frem,
som trigger hver gang. Man kan lære, hvad det er, der sker, når man begynder at opføre sig mærkeligt. Lære symptomerne at kende.
Det sidste gælder også for de pårørende,
som ofte får en stor og ubegrundet del af skylden for,
at den deprimerede har det dårligt. Henning Jensen kalder de pårørende de største helte,
for han ved godt, hvor nærliggende det er at skyde skylden på de nærmeste,
ligesom han ved, hvor stor en styrke det kræver at leve sammen med
et menneske, der har en depression.
Hvis man som pårørende ikke kender sig selv og sit eget værd virkelig godt,
ender man nemt tyndslidt og dybt ulykkelig.
Folk taler så meget om, at det også må være en stor rigdom
at få så meget indsigt i sig selv, men jeg ville hellere have levet et gladere liv,
et måske tilmed mere overfladisk liv, frem for et liv, hvor jeg konstant skal have et bekymret, ja frygtsomt øje åbent over for mig selv.
Omkostningen er, at jeg hele tiden er på vagt over for min egen grænseløshed,
hvor alt er tilladt, og dermed desværre også min egen grænseløse glæde.
For mig lænker sygdommen sig for definitivt til døden, dødsoplevelsen
og dødslængslen til, at jeg kan tage den til mig som en rigdom.?
En depression er bestemt ikke et eventyr,
der altid ender godt. Depression er en realitet,
der rammer i flæng uanset social status, livsform eller intelligens.
En depression er ikke 'et lille helle', man bare skal igennem.
Det er den mest smertefulde, rædselsvækkende og invaliderende sygdom,
der findes. Så pinefuld som at være død i levende live.
At have sådan en 3. grads depression føles som at dø.
Men én ting kan vi gøre: Vi kan tale om det.
Vi kan afmystificere ved ikke at skjule, at vi selv
kender dens rædsler. At vi selv har den i os.
Nu har jeg gjort det.
Henning Jensen.
Det eneste vi har.
Det eneste vi har at gøre.
Det eneste vi har at gøre for hinanden
er at sige det, som det er: Jeg er bange.
At stå ved det, som det er - være bange.
Overvinde angsten med angst, og senere
overvinde angsten - for at kunne meddele
andre om sin overvundne angst
(Inger Christensen: Det, 1969)
|