 Uret, tiden og livet stopper ikke. Dit , mit og andres liv vil stoppe, en dag og så er du og jeg simpelhen væk. Borte som et blad med vinden. Det er ufatteligt. "Aldrig mere!", bliver et nyt og vigtigt ord - der kan lukke, og åbne din fremtid. 1. Det værste? Det er at miste sit barn. Se mere om tab ved at rulle videre på denne webside 2. Jo - der er forskel på at sørge, endog meget dybt ..-og "at lide af Kronisk sorg", der nu også er en diagnose. 3. Kan du forudsige sorgens styrke? ....+ lidt om såkaldt "negativ emotionalitet" 4. gode websider om at dø, døden og de efterladte. |
|
Se her en virkelig god oversigts artikel om sorgens mange ansigter: psykologeridanmark.dk/naar-aeldre-bliver-ramt-af-sorg/ og ja, der er mange gode smukke trøstende ord, og tak, fordi de varmer sgu da og giver lys, et øjeblik: f. eks. "Græd ikke, fordi jeg er død, men glæd dig over, at vi har haft et langt godt liv sammen med stor glæde." Det ved jeg at de døde ønsker os, der stadig er her, hvis de kunne tale. "Da Herdis døde, tænkte jeg: "Tak! fordi du har været her." Jeg tænkte ikke: "Hvor forfærdeligt at hun ikke er her mere." som Johannes Møllehave siger i sin sorg bog "Til trøst." Den og Irwin Yalom sidste, kan jeg varmt anbefale. Min elskede Else Marie døde af en hjernetumor i 2021. Vi har haft et fantastisk spændende og kærligt forhold i 45 år. Jeg føler en lettelse nu ved at tænke på, at hun døde uden smerter. Hun frygtede og hadede forfaldet. Så heldigvis smagte hun kun i sit sidste halve år - ud af 78 - på "det, at blive blive gammel" og at evnen til at tale og gøre sig forståelig blev forringet. Du kan læse min oplevelse af tabet af Else Marie her: facebook.com/ebbe.kruger - se 29. oktober,2022 og ja, det kan blive værre, jo utrolig ufatteligt meget værre. Den 1. sandhed i buddismen hedder: "Livet er dybest set en lidelse, vi dør af." Det kommer altid bag på os, at det er sandt. Ligesom det kan ende meget bedre kan det osse ende med, at blive endnu værre. Det værste, det er at miste sit barn: ”Ved du, hvad en far, mor der har mistet sin søn/datter føler? Han/hun forvandles til et dyr, der ikke formår andet end at hyle mod månen. Og så, efterhånden, forsvinder dyret og mennesket kommer måske tilbage. Men med et stort sort tomt hul indeni, skønt han/hun stadig kan tænke. Og det er det værste, for når der ikke er nogen tanker, blot væren, så hyler jeg bare. Det er enklere, en mere ren meningsfuld smerte. Mit liv har mistet mening og jeg en god grund til at leve videre. Og det har jeg måske aldrig prøvet før? Tør jeg føle det? Og så kommer de, disse invaderende morderiske tanker: ”Hvorfor blev dette elskede barn født, hvis det skulle dø før mig?” Hvad er meningen? Hvorfor netop dette og mig? Hvad er formålet? Det kan bare ikke være sådan. Det føles helt forkert, ja selvfølgeligt ... og ja, derfor er det forkert at det skete, som det skete. Der er ingen forklaring, ord eller trøst, der virker. Jeg ædes op indefra af disse selvmorderiske tanker. De gjalder i hovedet hele dagen og måske natten med. Det er så hamrende uretfærdigt. Så meningsløst. Så forkert. Og det værste er, at selvom jeg har ret i dette, ja så er det jo komplet ligegyldigt nu, du er væk. Det er som en jukeboks, der er gået i stykker. Det er den samme plade, der spilles igen og igen. Om og om igen. Du forsøger at stoppe disse onde tanker, men det er umuligt. Hele tiden, bare den samme melodi om og om igen. DU KAN BARE IKKE GIVE SLIP. FORTVIVLELSEN ER SIMPELHEN FOR STOR til at du kan rumme den, så du hyler og skriger til du falder om af udmattelse og fortvivlelse i dit ilt fattige ensomme helvede." Sådan kan livet osse være. Når sorgen sætter sig fast og sorgen bliver et fængsel. Ind imellem møder du et menneske, der ligesom er gået helt i stå i sin udvikling. Og som for det meste er negativ og i en psykisk tilstand, der bedst kan beskrives ved ord som Fortabthed og Selv-opgivende. Og som bag en ydmyg facade, er fyldt med bitterhed og en diffus vrede imod alt og alle, ja de er vrede og rasende på hele verden - og sig selv. Og ja - det er et rent helvede at leve sådan, hver dag, året rundt. Og ja, du forstår dem da godt, når du erfarer at de engang har mistet deres elskede barn, en hustru eller mand - eller deres ene arm, synet etc. Eller engang i barndommen mistede Mor eller far i en tragisk trafikulykke. Eller har mistet sit land, som flygtning - eller sin formue - eller andet, som engang var "det, der gjorde mig, dem lykkelige." Vi forstår alle godt at de sørger over tabet, men forstår på den anden side ikke, at de vedbliver med at sørge, så længe efter tabet. "Nu må det da snart være nok!. Nu må du igen begynde at åbne dig for livet og genfinde humøret." siger vi så opmuntrende - uden at det høres eller gør en forskel.. Hvor længe andre - og en selv - blot skal forstå og forstår er der selvfølgelig mange forskellige opfattelser af. Selvsagt er medfølelsen, forståelsen og hensynsfuldheden hos de pårørende mere end ok, når tabet er sket indenfor ca 1 år, men efter 2 års tid ? - "At det skal fylde så meget, smerten vedblive med at være så stor og at den sørgende helt mister interessen for alle andre"? Det er ikke så let at acceptere og forstå for dem, der virkelig holder af . Og det er også ind imellem et uløst mysterie - også for en selv.. Dette har medført at psykologer og andre behandlere er begyndt at skelne imellem de almindelige sorgreaktioner (+ hør .2. ) og se de "mere komplicerede sorgreaktioner", + læs Katherine Shear: "Når sorg bliver et fængsel." + om at blive syg af sin sorg, og Svend Brinkmann. + om at miste sin førlighed og blive invalid. I gamle dage talte man om at helvede er et sted, hvor du aldrig glemmer fortiden og ved, hvad der sker i fremtiden. Men der er ingen nutid, så du opdager det aldrig... Sådan er livet i helvede, uvirkelig. Og når kun fortiden indeholder glade rare følelser, er livet så stadig værd at leve videre? Langvarig sorg – er en selvstændig lidelse. Når man mister en nærtstående ved et dødsfald, opstår i de fleste tilfælde en stærk sorg, som erfaringen siger for de fleste sørgende typisk varer ca. et års tid. Det skønnes at de stærkeste sorgreaktioner opstår hos dem, der mister en ægtefælle eller et barn. Men også tabet af en far eller mor, især hvis man er ung, eller en søskende eller en nær ven kan udløse meget stærke og langvarige sorg-reaktioner. Selv tabet af et fjernere familiemedlem eller bekendte kan fremkalde en lignende sorgreaktion, men i disse tilfælde næsten altid af noget kortere varighed, ofte blot et par uger. Ligesom tabet af sit bryst (ved kræftoperation), sin potens eller sit helbred også kan give lignende stærke sorg-smerte reaktioner. Vi taler kort sagt om tabet af nogle, eller noget, der er værdifuldt for den sørgende. Sorgen består dels af en følelsesmæssig pine, en "psykisk smerte", der oftest opleves som knyttet til en skærende dyb længsel efter afdøde og det mistede. Men sorgen kan også bestå af eller ledsages af andre følelser. Der kan dels optræde en heftig vrede både mod afdøde, fx for ikke at have taget bedre vare på sig selv, eller imod det sundhedspersonale, der ikke menes at have gjort nok for at hjælpe den afdøde. Denne vrede kan muligvis til en vis grad forhindre sorgen i at komme til et naturligt udtryk og have sit naturlige forløb. Herudover kan sorgen også være blandet med frygt, frygten for fremtiden, frygten for ensomhed og for tanken: "Det er umuligt at klare livets opgaver uden dig" /dvs. afdøde. (- hvilket du jo i grunden ikke ved og først kan svare på om nogle år). Ud over disse tre forståelige "basale følelser", sorg, vrede og angst, (der selvklart kan plage og pine den sørgende i forskellige blandinger), kan der optræde andre mere specielle følelser som selvmedlidenhed og endda jalousi eller misundelse over for dem, der ikke har mistet deres kære. (se mere om jalousi /misundelse her) Det er en udbredt antagelse, at disse forskellige såkaldte "følelses-mæssige komplikationer", der kan optræde - ud over den "rene sorg" - hos en sørgende person, godt kan forstyrre sorgen, så den ikke få et naturligt forløb og derfor ikke "blot" klinger ud efter et års tid. Der ses nemlig ikke så få tilfælde af meget mere langvarig sorg, og disse tilfælde fortolkes af de nærtstående som, "at tabet var så stort, at den sørgende aldrig eller næsten aldrig vil komme sig over det", ja så mener psykologer at det i nok så høj grad beror på forekomsten af de omtalte komplicerende følelser, der forstyrrer eller blokerer det naturlige sorgforløb, således at sorgen af disse forskellige grunde varer meget længere, ja måske livet ud. En speciel form for følelsesmæssig komplikation, der antages at kunne føre til blokeret sorg, er når den sørgende er udpræget angst for at erkende tabet fuldt ud. Og derfor på forskellig måder undgår at se tabet i øjnene. (dvs i al almindelighed tyr til den forsvarsmekanisme, der kaldes benægtelse, fortrængning eller "at løbe væk fra alt det, der er svært) Den sørgende opnår herved at mildne den akutte følelsesmæssige smerte i nogen grad, men får netop af denne grund heller ikke overstået det naturlige sorgforløb. Dvs. den sørgende får derved ikke gennemløbet, hvad vi psykologer kalder "den nødvendige smerte". At vi skal igennem en smertelig sorgfase med den nødvendige smerte på et års tid efter et stort tab, er efter alt at dømme noget, der ligger i vores natur.Så det er "naturligt og sundt" Det forekommer i alle kulturer kloden rundt.og er formodentlig et medfødt instinkt for at "holde sig i ro og hele såret" efter et tab. Fordi det i fortidens menneske-flokke ville være stærkt forstyrrende for flokken, hvis tabet udløste en stor forstyrrelse i flokken (feks ved forsøg på at "man bare lige" ville erobre en andens partner eller et andet barn, hvis man selv tabte sit eget barn eller mistede sin mand /kvinde - eller formue). Vi kunne så spørge hinanden om, hvorfor det skal gøre så forbandet ondt i sjælen i sorgperioden? Hvorfor reagerer vi ikke bare med en instinktiv træthed og går i dvale? Den oplagte forklaring på dette smertefulde aspekt ved den naturlige sorgreaktion er, at dette dybe instinkt er bygget oven på en lidt ældre instinktiv reaktion nemlig på vores reaktionsmønster, når vi føler en smerte ved sygdom. Fra smerteforskningen ved vi, at mens den ydre smerte i huden ved fx et bid af et farligt dyr at det skaber en ophidset følelse, der fører til en flugt- eller kamptendens (for at undgå eller at bekæmpe "fjenden"), så fører en indre smerte ved sygdom til en adfærdsmæssig passivitet. For at man kan trække sig ud af livets tummel og gemme sig bort, indtil sygdommen eventuelt er overstået. Det er således en oplagt tanke, at naturen har skabt vores pinefulde sorgreaktion - ved at udløse en psykisk smerte, der ligesom enhver anden smerte får den sørgende til at trække sig tilbage og holde sig helt i ro, for ikke at forstyrre og ødelægge flokken i den tid, det varer at erkende, vænne sig til og komme sig over tabet. Men hos nutidens mennesker er der - ud over de mange, der faktisk sørger i ca, et års tid også ganske mange, der tilsyneladende sørger i adskillige år, Og så taler vi behandlere om at sorgen er blevet en kronisk sorg. eller er blevet kompliceret og betydelig vanskeligere at behandle. . Som nævnt har man tidligere forklaret denne kroniske sorg med at tabet var særlig stort, og med at sorgen er blevet blokeret af komplicerede følelser, som regel angst eller vrede. Nu er der imidlertid i de senere år fremkommet den hypotese, at den kroniske sorg slet ikke er en sorg! Det kan jo være, at det er en (kronisk) depression eller et Post Traumatisk Stress Syndrom PTSD. + 2 + 3 Eller er det " en bittersød usund afhængighed af at sørge" ? + hør "You don´t just move on from grief, we move forward with it." For at tage depressions-hypotesen først, så kan sorg og depression godt på overfladen ligne hinanden, men mennesker, der har oplevet begge disse følelser, siger at de er helt forskellige. Ved et tab og i sorg søger du trøst, omsorg og bevarer sin selvagtelse, ved depression trækker du dig som regel helt bort fra andre og mister fuldstændig selvagtelsen. Desuden kan den sørgende indimellem opleve små eller store glæder, hvis der sker noget glædeligt, mens den deprimerede som regel er helt ude afstand til at føle nogen glæde - ved noget som helst. (Dette kaldes anhedoni efter det græske ord for 'uden glæde".) PTSD er endnu mere forskellig fra sorg. PTSD står for post-traumatisk stressforstyrrelse og optræder især hos mennesker, der har været ude for en voldsom eller grusom ulykke eller begivenhed som fx skibsulykker og naturkatastrofer, overfald eller livsfarlige røverier. Det er, som om mennesker med PTSD ikke kan komme sig efter chokket ved den skrækkelige og rædselsvækkende og rædselsfulde begivenhed. De plages især af fire symptomer: Forhøjet vagtsomhed, undgåelse af alt, hvad der minder om ulykken, tab af glæde ved nye ting (altså en form for anhedoni) og hyppige pinefulde og ufrivillige genoplevelser (flashbacks) af den traumatiske begivenhed. Også her er der lighedspunkter med sorg, men også klare forskelle især vedrørende vagtsomhed, undgåelse og flashbacks. Flere amerikanske psykiatere og psykologer har for nylig forslået, at det kunne tænkes, at mange eller alle tilfælde af 'kronisk sorg" i virkelighed beror på, at man har forvekslet enten depression eller PTSD med "rigtig sorg", og det kan være forklaringen på, at disse lidelser ikke er standset af sig selv efter et års tid, som i et "naturligt sorgforløb". Et amerikansk forskerhold mener dog, at der er en god grund til at tvivle på den hypotese, nemlig at det ser ud til, at psykologisk behandling for depression eller PTSD ikke hjælper særlig godt på patienter med kronisk sorg. For at komme mere til bunds i dette spørgsmål har dette amerikanske forskerhold selv udført en stor undersøgelse med over 447 mennesker, der havde oplevet tab af en meget nærtstående person. Disse personer blev fulgt i knap fire år, og man hæftede sig især ved de psykologiske forskelle, der optrådte hos dem, der "overstod" sorgen på et års tid eller mindre, og de - noget færre - der udviste "kronisk sorg", der varede længere end et år. Hvis den mere kroniske sorg hos de sidstnævnte skulle bero på enten depression eller PTSD, skulle man vente, at netop disse sørgende allerede kort efter tabet havde udvist symptomer på enten depression eller PTSD i højere grad end hos dem, der havde et naturligt sorgforløb på et års tid. Dette viste sig helt klart ikke at være tilfældet; kun styrken af sorgen i den første tid efter tabet kunne forudsige, hvem der senere vil glide over i en mere langvarig og måske kronisk sorg. Dette modsiger altså direkte hypotesen om, at kronisk sorg i virkeligheden er depression eller PTSD. De amerikanske forskere konkluderer således, at den kroniske sorg er en lidelse for sig selv og at denne dybe smerte kræver en anderledes form for (psykologisk) behandling end ved depression og PTSD. Kilde: Bonanno, G.A., Neria Y., Mancini, A., Coifman, KG. & Litz, B. (2007). Is There More to Complicated Grief Than Depression and Posttraumatic Stress Disorder? A Test of Incremental Validity", fra "Journal of Abnormal Psychology", 116(2). 342-351. Af Thomas Nielsen, Lektor, Psykologisk Institut, Århus Universitet. “Forskningsnyt fra psykologien”, oktober 2000, 9 (5) ----------------------------------------- Hvad kan forudsige sorgens styrke? Mens vi er ved denne meget pinefulde og gådefulde langvarige sorg, kan der være grund til at omtale en hollandsk undersøgelse af, hvilke psykiske faktorer der spiller en rolle for styrken og varigheden af en sorgreaktion. De hollandske forskere har også hæftet sig ved, at sorg ikke altid går over af sig selv efter et års tid, men i den hollandske undersøgelse har man ikke stillet spørgsmålstegn ved, om langvarig sorg overhovedet er en "rigtig" sorg, men derimod set nøjere på, hvad der kan gøre den rene sorg særlig langvarig. For at kaste lys over dette spørgsmål, startede de hollandske forskere med at opstille hypoteser om to specielle psykologiske faktorer, der kunne tænkes at føre til langvarig sorg. For det første postulerede de hollandske forskere, at den såkaldte tilknytningsstil kunne være afgørende for forløbet af en sorgreaktion. Man taler i psykologien om et menneskes tilknytnings-stil som en betegnelse for den måde, hvorpå man knytter sig følelsesmæssigt til andre, især de mest nærtstående. I nutidens forskning taler man især om tre tilknytningsstile: Den sikre, den ængstelige og den svage/fjerne. Disse tre tilknytningsstile er både fundet hos små børn i deres tilknytning til (især) moderen og hos unge voksne i deres tilknytning til partneren (kæreste eller ægtefælle). Den sikre og trygge tilknytning er karakteriseret ved, at man føler sig tryg i forholdet til tilknytningspersonen og sikker på, at denne vil være hjælpsom og kærlig og vil blive ved med at holde af en selv. Den nervøse tilknytningstype er kendetegnet ved en mangel på tryghed i tilknytningsfølelsen og en deraf følgende nervøs trang til hele tiden at få bekræftet det følelsesmæssige bånd til tilknytningspersonen, hvad enten det er barnets forhold til forældrene eller en voksen persons forhold til ægtefællen. En person med en nervøs tilknytning har således en tendens til at "klynge sig" til sin tilknytningsperson. Den svagt tilknyttede, er præget af, hvad der på over-fladen ligner en meget svag eller næsten manglende grad af tilknytning til tilknytningspersonen, men denne svage tilknytning menes ofte at bero på en blokeret tilknytningstrang, der blokeres eller forstyrres af undertrykte, komplicerende følelser - som regel i form af vrede eller angst. Den første af de to hollandske hypoteser går således ud på, at mennesker med en nervøs eller svag tilknytning typisk ville have sværere ved at gennemløbe et naturligt sorgforløb ved tabet af en nærtstående end mennesker med en tryg og mere sikker tilknytningstype. Den anden hypotese, som på forhånd blev opstillet af de hollandske forskere, drejer sig om den sørgendes personlighed, specielt den side af personligheden, der i nutidens psykologi kaldes negativ emotionalitet. Negativ emotionalitet drejer sig om en generel tendens til at udvise stærke negative følelser ved mange forskellige former for modgang eller belastninger i tilværelsen. Det ser ud til, at vi mennesker er udstyret med to - relativt selvstændige - "følelsessystemer", der omfatter henholdsvis positive og negative følelser. Man kan således have en høj tendens til negative følelser, uden at det siger noget om, hvorvidt man har mange eller få positive følelser – og omvendt. De hollandske forskere mente således meget naturligt, at mennesker med en høj negativ emotionalitet ville udvise stærkere og mere langvarige sorgreaktioner efter et svært tab. For at teste disse to hypoteser, fik de hollandske forskere kontakt med 219 personer, som for nylig havde mistet et barn. Det kunne både være et lille barn, i enkelte tilfælde endda et barn, der var død under fødslen, og det kunne være et ældre barn eller en yngre voksen person. Forældrenes alder varierede fra 26 til 68 år, og de døde born var mellem 0 og 30 år. De 219 forældre udfyldte et spørgeskema om deres tilknytmngsstil og om deres grad af negativ emotionalitet, både tre måneder og tyve måneder efter tabet. Desuden udfyldte de på samme to tidspunkter spørgeskemaer om dels styrken af deres sorg og dels symptomer på depression. De hollandske forskere mente som udgangspunkt i højere grad end de foregående amerikanske forskere, at det var svært at skelne imellem sorg og depression, og vil derfor måle styrken af begge disse følelsesmæssige tilstande som reaktioner på tabet. Det viste sig både ved tre- og tyve måneders undersøgelsen, at der var en meget nær sammenhæng mellem styrken af sorgen og styrken af depression hos de sørgende forældre. Selvom de hollandske forskere er altså enige med de amerikanske forskere i, at sorg og depression i nogen grad er to forskellige ting - siden de målte det med hver sit spørgeskema - så ser det dog også ud til, at disse to følelsesmæssige tilstande i vid udstrækning følges ad, og derfor nok kan være svære at skelne fra hinanden, både for de sorgende selv og for deres pårørende. Men hovedsagen er så nu, om de to hypoteser holdt stik. Var der nogen sammenhæng mellem tilknytningsstil og negativ emotionalitet som målt ved tremånedersundersøgelsen og styrken af varigheden af den følelsesmæssige reaktion (både sorg og depression) hele tyve måneder efter tabet? Det var der i nogen grad, men ikke helt, som de hollandske forskere havde ventet. Ud fra tidligere undersøgelser var forventningen, at tilknytningsstilen ville vise den stærkeste sammenhæng på styrken af sorgen tyve måneder efter tabet, men resultaterne viste, at det var negativ emotionalitet, der bedst kunne forudsige, hvor stærk sorgen ville være tyve måneder efter tabet. Dette gjaldt både for den på dette tidspunkt målte sorg-styrke og for den målte depressions-styrke, dog mest for sidstnævnte. Det ser således ud til, at mennesker med høj negativ emotionalitet har en forhøjet tendens til mere langvarige sorgreaktioner især præget af depressive symptomer. Den høje negative emotionalitet kan bero på medfødte faktorer, idet tvillingundersøgelser viser, at enæggede tvillinger er meget mere ens med hensyn til negativ emotionalitet end tveæggede tvillinger. Men det ser også ud til, at mange psykiske belastninger al barndommen kan føre til høj negativ emotionalitet i voksenalderen. De mennesker, der har meget stærke sorgreaktioner som voksne, har måske allerede været ude for belastninger i form al tabsoplevelser i barndommen, således at de bliver mere sårbare over for senere sorgreaktioner. Men også de sørgendes tilknytningsstil kunne - om end i lidt mindre grad - forudsige styrken if sorg og depression tyve måneder efter tabet. Både forældre med nervøs og svag tilknytningsstil udviste en væsentlig stærkere tendens til både sorg og depression og i lige høj grad ved tyvemånedersundersøgelsen som forældre med tryg (sikker) tilknytningsstil. Det kan umiddelbart forekomme indlysende, at mennesker med en nervøs tilknytningsstil kan blive mere langvarigt oprevet af at miste en nærtstående, men man kan måske undre sig over, at også forældre med en svag tilknytningsstil udviste længerevarende sorgreaktioner. Der kan være to helt forskellige forklaringer på dette sidstnævnte fund. Dels kan det være, at forældre med en svag tilknytningsstil ikke er så gode til at opnå trøst og lindring fra andre mennesker, specielt fra deres ægtefælle, så sorgen derfor varer længere. Dels kan det være, at hypotesen om undertrykt vrede og angst bag en svag tilknytning er rigtig, og at disse undertrykte følelser har 'kompliceret' eller blokeret sorgforlobet, så det af den grund bliver mere langvarig. Under alle omstændigheder har den hollandske undersøgelse kastet lidt lys over, hvem det er, der især har en høj risiko for at udvikle den kroniske sorg, som ifølge den amerikanske undersøgelse er en selvstændig psykisk lidelse, hvis behandlingsmuligheder man endnu ikke har nogen sikker viden om. Kilde: Wijngaards-de Maij, L. Stroehe, H . Schut, H. Stroehe, W. van den Bout, J. van der Heifden, (2007). Neuroticism and attachment insecurity as predictors of bereavement outcome. Journal of Research in Personality, 41. p 498-505. Af Thomas Nielsen, Lektor, Psykologisk Institut, Århus Universitet. "Forskningsnyt fra psykologien", oktober 2000, 9 (5) + videnscenter_for_psykotraumatologi/naar+arbejdet+giver+ptsd + Find mere om Sorg og sorg-grupper her _.cancer.dk/omsorg/sorggrupper-boern-og-unge/ + bornungesorg.dk/individuel-terapi-og-gruppeterapi-ved-doedsfald/ |
|
When Someone You Love Dies, There Is No Such Thing as Moving On. En hospice sygeplejerske fortæller: Hvad sker der, når du dør? 3 personer fortæller om døden tur/retur + hør Eckhart Tolle om at komme videre end blot at sidde fast i en følelses tomhed og vrede. beyond-numbness-and-anger-in-my-grieving-process. Krishnamurti: om at møde døden. Lessons from the Dying | Marie-Jo Cleghorn More to dying than meets the eye: Martha Atkins Er det en bittersød usund afhængighed af "at sørge"? + se en.wikipedia.org/wiki/Weltschmerz. Du kan læse flere interessante undersøgelser fra "Forskningsnyt fra Psykologien" her: Et lysere sind kan indlæres og det har stor betydning for dit humør. Interessante fakta fra forskningen i Lykke-følelsen |
|
Til mange flere websider om Depressioner Om Parforhold Tilbage til Index |