Hvordan
ser du på dig selv?


 
Hvem og hvad ser du,
når du ser DIG i spejlet?
Hvad føler du for dig selv?


 Ordet respekt, og at re-spektere
kommer fra det latinske "Re-spektrum",
der betyder "at blive genspejlet",
dvs. set.
"Jeg ser Dig!" = "Jambo", som de siger i Afrika.
:
Vi kunne også sige: "Jeg føler mig værdsat og
jeg værdsætter dig, blot fordi at vi er her."


Ordet Respekt bruges desværre også
i en helt anden betydning, ala GoodFather:

"Kids and people today, they have no respect!"
Dvs. at folk sgu ikke er bange for mig mere
og de behandler mig ikke som deres chef.
Her er respekt kun et udtryk for
et frygtbaseret magtforhold.


Og respekt kan også
mere positivt forståes , som:
"jeg ser op til dig og beundrer dig ... for
noget, som du er god til og har lært dig,
som jeg også værdsætter meget højt
og selv godt vil kunne en dag.
Vil du lære mig det?

Hvordan forstår du udtrykket:
"at blive mødt med respekt?"
og "Jeg vil respekteres?"



Lidt om at blive set,
versus at blive set på
.

Det er en stor og vigtig forskel i
at
se dig - eller at se vurderende på dig.
Næsten som at se uden og at se med solbriller.

Når jeg bliver set, hørt og forstået, dvs. værdsat
som jeg og min unikke virkelighed nu engang er, så
giver dette et løft, som styrker min sjæl og min selvtillid.
Min glæde og tro på at jeg er ok, ja er god nok, styrkes.
"Jeg føler mig set - næsten som jeg ser mig selv."
Vi kan kalde det
at få en basal bekræftigelse.

Når jeg bliver set på, vurderet - og måske får ros
eller kritik. Det føles helt anderledes - og sker, når du
og andre kun ser efter og på een bestemt del af mig.

Oftest bliver jeg vurderet ud fra, hvad jeg gør og
kan, samt hvem du tror og forestiller dig, at jeg er.
Måske er det selve målestokken, der er forkert,
når jeg føler mig forkert eller ikke værdsat?
Ud fra hvilke mål og målestok vurderer
du os andre? - og dig selv?
Hvad ser du især på?

Ser du med nysgerrige åbne øjne
eller ser du mest ud igennem
Vurderings-brillerne?





Ok, siger du så måske, men hvordan
ser og opdager jeg så mit sande Selv, "mig som jeg er?"
That is the question. - På et rent logisk plan en umulighed,
for hvem er "det observerende jeg", det i mig, der iagttager
og mærker "essencen af mig", det ægte og sande mig?
Og hvorfor føler jeg, at jeg er aller mest mig selv,
når jeg overhovedet ikke tænker på mig?
En gåde, du har et helt liv til svare på,
hvis du er filosofisk anlagt.

Selvtillid handler mest om at opdage sig selv
in action.
Se ud fra: "Hvad er jeg god til - og hvad må jeg øve mig i,
for at kunne blive bedre til det og derved endnu gladere
for at være mig?" - Ikke færdig som et endeligt slutmål,
mere se mit liv som en bestandig rejse ud i det uvisse.
Selvtillid er det indre løft, der giver mig lysten
og modet til at fortsætte rejsen, når jeg er træt
fordi det går lidt for stejlt op ad bakke
eller når jeg må rejse mig
efter at være faldet.





Essencen af det,
jeg på disse første 9 websider
har forsøgt at fortælle dig, med en masse ord,

er
at Selvtillid
og kunsten at "tro mere på dig selv", starter med
at du finder en ny, mere venlig selvstøttende holdning
til dette ukendte Selv,
som du nu godt vil mærke bedre
og lære at styrke og vise mere tillid i din hverdag.
Fordi
på denne rejse igennem livet med alle de udfordringer det giver,
er det
selve Holdningen til rejsen, der er det vigtigste. Vigtigere
end om du kan klare de konkrete øvelser, som jeg senere her,
i cyberkurset (og i en evnt. terapisession) vil foreslå dig.


Den måde
hvorpå du takler dine vanskeligheder,
er lige så vigtig som de løsninger du finder.
Med den rette holdning er alle løsninger gode.

Lykken er ikke en endestation,
som du endeligt en dag når frem til.
Lykkefølelsen vækkes og styrkes ved
at du finder og opdager netop din måde
at glæde dig over det, som du gør lige nu
og det, du glæder dig til at gøre i morgen.

Det er en måde at rejse på,
hvor du glæder dig over det
du allerede har nået, det som er i nu´et
- og til det, som måske kommer i morgen.




Nogle taler om at vi bør lære at elske os selv.
Tja - er det mål ikke lidt for meget af det gode?
for ikke at sige: et alt for ambitiøst projekt?
Er det en realistisk målestok - eller endnu
en, hvor vi alle bare føler os forkerte?
De fleste er ikke en "enten-eller",
mere mange "både-og" ´er ...

Jeg har mødt nogle, der virkelig elsker sig selv
og der var der ligesom ikke plads til andre end
dem selv, i deres selvforherligende univers.
Den dybe ensomhed kunne jeg ikke lide.

Er det ikke mere realitisk blot at øve sig i
at kunne tale lidt venligere til sig selv,
den næste gang du spørger spejlet:


Hvem er du,
som jeg ser der i spejlet?

Kan jeg ind imellem godt lide dig?
Hvornår kan jeg lide dig? og Hvornår ikke?
Hvad er ok og godt nok? Hvad er jeg især glad for?
Hvad er jeg stolt af? og hvad værdsætter jeg mest?
Ser du mig? - og hvordan ser du på dig selv?
Hvad ser du især efter, når du vurderer?

Hvordan taler du med - og til dig selv?
Tænker du tit tanker, der støtter og styrker dig?
Hvor megen tid bruger du på at skælde dig selv ud?
Lever du mest i fortiden, i nutiden - eller i fremtiden?
Er dit hovede
mere fyldt med bekymringer, end løsninger?
Har du glæde af dine tanker - eller skræmmer de dig?
Leder du efter løsninger - eller ser du mest på det,
som du endnu ikke kan , eller ikke er?

Eller er du en af de mange,
som skammer dig over at være dig?
Føler du mere smerte, end glæde og lyst ved at leve?
Eller føler du en varm dyb ro, en munter venlighed
ja måske endog en glæde ved at være dig?
Livet kan også være spændende!


"Hvo som vover, risikerer
at miste fodfæstet for en tid.
Hvo som intet tør vove, risikerer
helt at miste sig selv - og det, som gør
livet værd at leve", som gamle Kierkegaard
engang formulerede livets barske eksistens lov
og den basale udfordring til os mennesker.



Til den sidste side
i Selvtillids kursets afsnit 1.