Nogle tanker om
den svære proces det er
at bevæge sig fra at føle skam
til igen at mærke og føle selvrespekt.

+ se også disse websider
2. mere om at føle rød og hvid skam.
3. at skamme sig over at bede om hjælp.
4. Tapperhed og når skam bliver til selvhad.

5. Pas på, hvad du lover dig selv og andre.
6. God kommentar til tv-filmen "Skam".
7. mere om skamfølelser + se B. + se C.

(PS.
Dette er nemmest at læse, hvis du udprinter det).

Jeg ser dig ... i øjenhøjde
versus at jeg ser op til - eller ned på dig.
Jeg møder ofte mennesker, der taler om at de godt vil
føle sig stærkere, mere selvsikre, populære og succesfulde.

"Hvad forhindrer dig i det?" - plejer jeg at spørge.
"Jo, det er nok, fordi jeg er alt for svag, for genert, usikker
og bange for at "de andre" bare vil afvise og se ned på mig,
hvis jeg virkelig viser dem, hvem jeg er ..." - tavshed.
"Plejer de da det?" - "Øh, det ved jeg ikke,
for det har jeg kun sjældent prøvet."
Så det kan ikke kun være derfor.

Udenfor terapi-miljøet tales der også meget om
den manglende Respekt i samfundet, om manglen på Ære og Stolthed,
men ofte har jeg en fornemmelse af, at der lægges noget andet
ind i disse flotte uforståelige abstrakte ord, end jeg gør:

"Hvis du virkelig respekterede mig,
så ville du aldrig vove at sige sådan noget til mig."
Eller: " ... så vil du acceptere mig, som jeg er. Og det jeg gør,
uden at kritisere mig eller stille alle de der forbandede spørgsmål.
"Du ville bare gøre, som jeg siger!", som en mand sagde,
da jeg spurgte ham: "Hvordan vil din kone opføre sig
anderledes, hvis hun havde respekt for dig?"


Respekt i den hierakiske forstand ("seende op til")
er ikke bare noget, du automatisk får - eller kan kræve.
Andres respekt er "noget", du sørme må gøre dig fortjent til.
Så mit næste spørgsmål er derfor: "Hvad er du selv stolt af,
som vi andre ikke anerkender - overser eller ikke kan se ?"
Dette uddybende spørgsmål er også svært at svare på,
især for dem, der ikke kan lide den rolle, de har
i familien - blandt venner - eller på jobbet.

Jeg fortolker derfor (oftest lidt naivt) denne længsel,
som et ønske om at opnå en større Selvrespekt.
Dvs. et ønske om igen at turde se sig selv og andre i øjnene
og kunne føle glæde, tillid og stolthed ved at være, hvem du er
- uanset, hvordan dit humør er og hvad andre,
så end siger om dig.

Ikke kun leve i andres øjne, men selv kunne se med åbne øjne.
En overhørt længsel efter at stå ved sig selv - og blive mere sig selv.
Kunne føle en glæde og stolthed ved at være Mig, og ved det
jeg gør, fremfor at føle ..... skam?

Respekt betyder for de fleste mennesker
mere eller mindre ubevidst noget med "at være bange for",
at frygte. Eller blive beundret og på anden vis "være misundelsesværdig"
eller også bruges ordet blot om "det at være og føle sig ovenpå"
- i modsætning til at føle sig mindre værd, end de andre?

Betoningen lægges på Godfather´s livsværdier
som Agtelse, Æresfrygt - og Ærbødelighed. Ordet Respekt
kan altså i den betydning ses som et udtryk for f. eks. en undersåts
forhold til sin herre, et barns til en voksen. Dvs. det er et hierakisk-ord
som på almindelig dansk kan oversættes med udtrykket: "at se op til"
versus "se ned på" og at føle sig lille og svag - dvs. mindreværdig.

Filosofien bag er ca. sådan her:
"Der er en førerhan - eller hun, som alle ser op til,
dvs. respekterer og frygter. De andre i hakkeorden ses
i forhold til, om de er over mig - eller under mig. Dvs. det er
selve pladsen i hierakiet, rollen, der giver respekt eller disrespekt
- ikke det, som hver enkelt af os er i sig selv - og er god til."
Sådan opfatter mange ordet respekt. Som en ydre tribut
- og ikke som en indre styrke.

Det er ikke i den betydning
at jeg bruger ordet Respekt og Selvrespekt!
For mig handler det mere om at turde se sig selv og andre i øjnene - og føle glæde.
Ordet "respekt" har en sproglig rod tilbage til ordet "re-spektrum" = at genspejle
og min betydning svarer derfor til den hilsen, som de i det gamle Afrika brugte,
når de mødte hinanden: "Jambo, jeg ser dig! - Og jeg gør mig synlig for dig."
Respekt har mere noget at gøre med at turde se sig selv og andre i øjnene.
Og derfor er det nøje forbundet med det sværeste her i livet, nemlig
at opnå en realistisk, klar og selvstøttende selv-erkendelse.
At kunne lide og acceptere sig selv og derved andre,
netop sådan som vi nu engang er. Trods alt.

Psykoterapi handler
i meget høj grad om at få øje på sig selv - og andre mennesker,
og da de fleste siger "at jeg ønsker at lære mig selv at kende og blive set", så
går jeg også ud fra, at de jeg taler med om selvrespekt ser på ordet på samme måde
som jeg gør, men så enkelt er det jo sjældent og bl. a. det, har givet mig lyst til her
at skrive nogle tanker og synspunkter om den terapeutiske proces, der meget ofte
er at gå fra "ikke at kunne lide sig selv", måske føle skam - og endda selvhad?

frem til en dag at kunne sige:
"Ja, nu ved jeg, hvem jeg er - og det er jeg glad for."
Dette personlige mål lyder måske tiltrækkende, men hvorfor er det dog
så svært at opnå? + Hvad skal du gøre, for at nå frem til den tilstand?

Sagt af en jeg holder af:
"Du kikker ikke, du ser med begge øjne
direkte på mig - og jeg føler mig set."


Hvorfor har du og jeg
ikke allerede en rimelig stor selvrespekt?
De fleste ønsker jo at føle sig gladere, mere selvsikre
og finde nye måder at blive det på, så derfor har det i mange år undret mig
at det allersidste mange reelt set ønsker, er at se realistisk på sig selv
- og gå dybere ind i spørgsmål, som :

Hvem er jeg egentlig?
Hvordan ser jeg på mig selv - i dag?
Hvordan ser andre på mig - og jeg på dem?
Hvad er jeg stolt af? Hvad er jeg tilfreds med?
Og hvad skammer jeg mig egentlig over?

Hvad er jeg især god til - ok, og dårlig til?
Og hvorfor er jeg så ofte usikker og ængstelig?
Hvorfor har jeg så svært ved at kunne lide mig selv?
Hvordan pokker kan det dog være at jeg ikke er, som jeg bør være?
Har jeg overhovedet lyst til at blive sådan, som "jeg bør være"?
Ser jeg egentlig mig selv og andre - eller vurderer jeg blot?
Eller frygter jeg hele tiden andres negative vurderinger
og ser hverken dem - eller mig selv, uden at dømme?
osv osv.

Hvorfor reagerer vi så kraftigt imod at se os selv i øjnene
med venlighed og en stor accept, fremfor at vi gør det med frygt,
mistillid - superkritisk med skamfølelse og måske med selvforagt?


Se og hør en dag disse foredrag om Skamfølelsen:
Brené Brown fortæller om at være en Udskammer.
+ Foredrag om skamfølelsen i TED + At være sårbar.
+ styrken i at være sårbar + modet til sårbarhed.
+ om empati og udskamning. + hos Oprah.
+ Monica Lewinsky: the price of Shame.


Skamfølelsen,
stopper nysgerrigheden
Da jeg først opdagede disse grumme psyko-spørgsmål,
opdagede jeg også den store betydning, som Skamfølelsen har.
Denne tabubelagte følelse synes at være såvel den første, som den største blokering
imod at de fleste af os overhovedet kan få øje på såvel os selv - og hinanden.
"Jeg skammer mig over, at være - hvem jeg er. Jeg burde ... "
"Jeg er kun sjældent sådan, som jeg bør være.= Suk!"
"Og I andre er heller ikke, som I bør være" = vrede.
Disse 2 budskaber ligger lige under overfladen
hos mange ulykkelige mennesker.

Da jeg først fik øje på Skamfølelsens betydning
og dens forskellige udtryksformer, så jeg den selvfølgelig allevegne:
Jeg så, hvordan folk skammede sig over at græde, over at være bange, skuffede og vrede,
og hvordan de skammede sig over at komme til kort, ikke kunne klare deres problemer selv,
og tav om at være alt for alene, alt for sårbar, afmægtig og hjælpeløs
- og ikke kunne række ud og bede om at få lidt hjælp.

- og jeg så hvordan en masse andre naturlige menneskelige udtryk
bar præg at være neurotisk forvrænget i skamfølelsens skygge. Jeg så det i deres øjne
Frygten for igen at blive ydmyget, blive den lille - og angsten for at vi andre skulle lære
dem nærmere at kende. Ja, jeg mødte sågar en ældre mand, hvis kone havde "slæbt ham med"
til parterapi, som på mit forundrede spørgsmål: "Ønsker du da ikke at lære dig selv at kende?"
svarede, at det dog var det mest kedsommelige bekendskab, han kunne forestille sig!

Og jeg så skamfølelsen bag den udbredte frygt for at blive afvist,
(der jo er en mistillidserklæring til os andre om, at vi sørme nok skal vise os
at være mindst lige så kolde, afvisende og fordømmende, som de selv er?
F. eks. når du altid går og kikker så vurderende på andre mennesker,
så tror du selvklart at det gør vi alle sammen. Og ja, dette er
måske sandt - men er vi reelt set lige så kritiske, som du?
Og hvis vi er, er vi det så på samme måde, som du? )



Bag en masse ellers uforståelig adfærd, fandt jeg igen
og igen en næsten religiøs tro på at de i sandhed var utilstrækkelige, kedelige
og ikke gode nok. Lige såvel som jeg hørte skammens stemme bag tilståelser
over at man nu igen havde gjort noget lort, som man nok skammede sig over,
- men i grunden havde man ikke nogen som helst intension om at holde op
med at gøre det skamfulde. Skamfølelsen blev hastigt skubbet væk,
ja måske fortrængt - fordi den var alt for barsk at føle åbent?

Megen uforståelig, mystisk - neurotisk, ja endog psykotisk adfærd
kan forståes som et mere eller mindre bevidst værn imod igen at føle skam,
et frygtsomt forsvar imod (igen?) at føle sig ydmyget og gjort til "den lille".
En logisk konsekvens af at sidde fast i spillet: "At blive set ned på
- versus at blive set op til." = Magtspillet, mennesker imellem.



...........(Klik på - og se tegningen forstørret)

Når jeg tænker tilbage på årene med "den brille på",
så husker jeg mange gode, stærke og fornuftige mennesker, der har fortalt mig,
at de føler sig skamfulde over, at de ind imellem føler sig svage, sårbare og konfliktangste.
Og mindes mange, der har skammet sig alt for længe over at indeholde pinefulde minder
fra et barsk liv - også selv om skammens maske slet ikke burde være på deres ansigter,
men på deres forældres, læreres, partners - eller andres for-dømmende fjæs.

Åh, er vi ikke alle sammen så lette at såre, så bange for at fejle og dumme os?
"Vi ville jo alle være større kujoner, end vi er - hvis vi turde være det",
som Oscar Wilde engang sagde. Det "ikke at blive set ned på",
har drevet mange bange mænd lige i døden i diverse krige.
Måske har kujonerne ret i, at krig virkelig er livsfarlig
og noget enhver fornuftig mand hastigt burde
løbe langt væk fra ? - uden at skamme sig.


Og hvem af os følsomme superemotionelle menneskeaber
bærer ikke på mere eller mindre pinefulde minder, der blot tynger os ned?
Hvem af os kan sige os fri for at føle os ydmyget, hvis vi føler os afvist af en anden?
Hvem kender ikke til det at føle sig svag, bange, såret, sårbar, hjælpeløs og afmægtig?
Og hvem af os kender ikke til frygten for at blive gjort til grin, hånet og ydmyget,
hvis det vi gør, en dag viser sig at være noget ufatteligt tåbeligt - og latterligt?
Kun få lever i øjeblikkets klarhed - langt de fleste af os er låst fast
i de indre billeder og skæve forestillinger, vi tror på
- også selvom dette fører til det ene SelvMål
efter det andet i en ond cirkel.



Nogle få af os er for det meste selvsikre
og udstråler en stor ro og styrke udadtil på vores job.
OG er tillige usikre, i syv sind og krøller måske helt sammen i privatlivets verden.
Og andre er rolige, trygge og kontaktfulde i de nære tætte kontakter, imens de skammer
sig over sig selv - og alt det de ikke gør og tør, når de er med i en gruppe på over 3 personer.
For mange er tvivl, frygt, sårbarhed og usikkerhed ikke blot noget de føler,
men også noget de er - i deres egne vurderende og for-dømmende øjne.

Skam er en følelse, den flammer op - og forsvinder igen,
og en følelsesmæssig dybt ødelæggende tilstand - men følelsen er ikke DIG!
Det er en følelse vi næsten alle sammen kender, men som vi undgår og løber væk fra
uden at kunne finde skjul. Jeg tror ind imellem at skamfølelsen er den vigtigste blokering
og indre Lås imod, at du og jeg tør - og kan leve et mere frit, spontant og modigt liv.
Vi siger alle vi ønsker det - men hvem gør det? Og hvorfor dog ikke?

Det korte af det lange er,
at jeg fandt ud af en vigtig del af svaret på disse nærgående spørgsmål:
"Hvad er jeg dog så bange for? Hvorfor er jeg så sårbar, usikker og kritikfølsom?
Og hvorfor er jeg dog så bange for at se på den mørke side af mig selv?" Svaret er,
at vi skammer os over overhovedet at være bange, usikre, sårbare og hjælpeløse!
Vi burde jo være glade hele tiden, OVENPÅ => stærke, checket, finpolerede
og "sådan en, som andre mennesker - helst hele tiden - ser op til."
Altså respekterer i den hierakiske - hakkeorden´s - betydning,
Stærk, ses som modpolen til at skamme sig over sig selv.


Så hvad skammer du dig over?
Skammer vi os i grunden blot over, at vi mere
eller mindre hyppigt blot er - som vi er, alt alt for menneske-lige?
Vi blev ikke født med skamfølelsen. Skam er ikke en oprindelig følelse.
Dyr føler ikke skam - med mindre de er blevet dresseret dertil af deres mennesker.
Skamfølelsen må indlæres og nogle lærer den så godt, så de næsten er helt forbrændte
og føler sig kulsorte - ikke blot i forfængeligheden, men helt dybt ind i sjælen.




En foreløbig konklusion:
En fornyet selvaccept og ægte selvrespekt (genspejling) i dybden
kan ikke gro frem, uden at du sejt og pinefuldt accepterer netop det,
som du skammer dig over. Dvs. tør se dig selv og os andre i øjnene.
I langt de fleste tilfælde vil du opdage, at det "farlige" som du troede
var din inderste hemmelighed - at det er vi alle fælles om.

Netop fordi det, vi skammer os over, er Tabu
taler vi ikke med andre derom, og forbliver derved
i den vildfarelse/misforståelse at det vi skammer os over
er noget helt specielt for os, vi her udsættes for.

Lykken er at vide, hvad der er normalt
og opdage at det normale, har vide rammer
og oftest er meget mere rummeligt, end vi tror.

Et forslag:
Begynd derfor med at øve dig i at le lidt mere ad dig selv, når du fejler
eller "ikke er god nok" - uden at føle skam, mere som en befrielse!
Kun det der er færdigt, eller er dødt og stenhårdt
kan være perfekt. Alt levende er i forandring
og kan derfor aldrig forblive perfekt.

PS. Jeg ser ikke nødvendigvis
det, som du da opdager = Selvaccepten
af, at jeg er som jeg er, som "et kedeligt Slut-resultat".

Jeg siger blot at processen frem
imod at BLIVE MIG, må starte med en accept af Udgangspunktet,
hvorfra du så kan udvikle dig. Lidt ala at hvis du ikke accepterer
kun at være på 3. sal - fordi du nu burde være på 25. sal,
ja så opdager du selvklart ikke de trappetrin,
der kan føre dig op på 4. sal - osv.


+ se En god side på engelsk,
+ how-shame-contaminates-our-lives-and-a-path-toward-healing/
+ hvordan kan du udtrykke din vrede mere klart - og effektivt?
der uddyber, hvad respekt, aggressos og selvrespekt er
og hvorfor de ord er så vigtige for at få et godt liv.

+ en god artikel om Blufærdighed og Skamfølelsen
+ En antropologisk analyse af nøgenhed i tid og rum.
der sætter disse almen menneskelige følelser i perspektiv.
+ om fordelen ved hyppigt at give et knus.

+ Der er meget mere om Skamfølelsen
her på den næste webside.