|
Lidt mere om skamfølelsen Ufærdige noter og tanker om et Tabu.  "Det, der adskiller mennesker fra dyrene, er æren" - Arabisk ordsprog. "Mennesket er det eneste dyr, der kan rødme og føle skam - og som desværre ofte har god grund til det." - Mark Twain |
|
I den psykologiske faglitteratur defineres skamfølelsen således: "Skam er en specifik form for angst, der udløses ved en virkelig eller indbildt fare for at blive udstillet, misbrugt, ydmyget - eller fordømt og afvist. Og bag skamfølelsen ligger der ofte en overvældende stor følelse af hjælpeløshed, der i barndommens land reelt var angst - ja rædselsvækkende at opleve - helt alene." (Leon Wumser, 1981) "Forskellen på skyld og skam er klar - i teorien. Vi føler os skyldige for det vi gør. Vi føler skam fordi vi er, sådan som vi er. En person føler skyld, fordi han gjorde noget forkert. Og føler skam, fordi han føler sig forkert og uden værdi. Vi kan f. eks. føle skyld fordi vi løj for vores mor. og føler skam, fordi vi ikke er den person som mor ville ønske, at vi skulle være." Lewis B. Smedes. "Den, der føler skyld og foragt for sig selv, agter og respekterer dog stadigvæk sig selv, som en synder. Den, der føler skam gør noget værre, nemlig udsletter sig selv og glemmer sin menneske-lighed." F. Nietzsche. Rød og hvid skam Else-Britt Kjellqvist (1993) skelner fornuftigt nok imellem to former for skam: "1. Den skamfølelse, vi kender som skyhed, og blufærdighed. Og bag den er savnet efter at blive elsket, accepteret og holdt af, som vi er. Føle vi er med, at det er brug for os. Den basale følelse kan være motoren bag vores evige søgning efter at være tro mod osselv og blive sådan, som vi en dag kan blive. Denne eksistentielle skam kan vi kalde "den røde skam", fordi den står vores hjerte nær. 2. Og så er der den giftige skam, den hvide, som ifølge John Bradshaw kan defineres som; "det vi føler når vores indre tro på at være et forkert menneske opdages." På det dybeste personlige plan føler man sig forkert, værdiløs og udenfor, og når dette bliver synligt for andre og en selv, ja så oplever man den giftige skamfølelsen, som er så umåleligt destruktiv at føle. En indre kronisk smerte og frygt, som man vil gøre alt for at undgå at føle - og bare vil løbe væk fra. Skam er den vedvarende insisteren på, at jeg er forkert i min inderste væren" "Skam er en af de erfaringer, der mest tydeligst åbenbarer andre menneskers virkelighed og vigtighed for mig, og river mig ud af ligegyldigheden og indkapslingen i min egen verden. Skammen er altid en skam over sig selv - overfor du 'et og de andre. De to strukturer er uadskillelige» (Jean- Poul Sartre i hans mesterværk «Væren og intet»). Hvad sker der? Du synes bare, du gør noget enkelt og ganske naturligt og katastrofen starter uden du har nogen følelse af at være forkert på den. Pludselig møder du chokerende hurtigt en eller flere menneskers fjendtlige fordømmende og superkritiske øjne. BANG! og står der helt alene, splitternøgen. Smertefuldt er du nu igen gjort lille og forkert - og det hader du!!! selvfølgelig. Skam kommer oftest helt uventet, ja kommer bag på en og er chokerende, rystende og rædselsfuldt - som hvis jorden pludselig åbnede sig.  Skam er at opleve at alles øjne ser for-dømmende på dig, nådesløse, hånligt grinende bliver de dine dødfjender med et blik. De jager, fanger, lammer, dræber, æder - eller spytter dig bare ud igen. De vil nedgøre dig og støde dig ud i mørket - som et uværdigt menneske. Det er lige som at få et akut anfald af paranoia, rent vanvid. Pludselig tror du at alle kender den frygtelige sandhed om dig og det eneste du i den pinlige situation evner, er at reagere med panik og lammelse - som du mærker, som en overvældende svaghedstilstand. Det kan føles som en hypnotisk Trance-tilstand, med tidløsheden, uvirkeligheden - og tabet af den sunde fornuft. Det er den store Alenehed. Den eneste lyst, du føler i dette pinlige øjeblik, er et stort ønske om at flygte væk. En overvældende lyst til at skjule dig, synke i jorden og forsvinde helt væk. Ja, husk her på, at ikke så få mennesker i historiens løb har begået selvmord - på grund af skam og selvhad! Det er en frygtelig pinlig - og destruktiv følelse. At blive kaldt "Grisen" som skoleelev, fordi man var for tyk eller "Stumpen", fordi man var mindre end de andre drenge i klassen eller ... Det kan knække dig - eller vække en meget stærk trods energi og kreativitet. At det at blive udskammet/ ydmyget igen og igen og behandlet som et dyr, - at det, kan forme et barn og et ungt menneske i mange år, er vi enige om. OG vi har hver vores helt egen version og definision på, hvad skam betyder for os hver især.  Den rødmende skamfølelse viser sig hyppigst ved at du rødmer helt vildt, helt udenfor din kontrol bruser hjertet op i kinderne og viser os andre at du er tæt på noget, der er vigtigt for dig at vi skal træde varsomt - og virkelig lytte og se dig! Du er overvældet, berørt - og meget engageret. Blufærdighed ser jeg som en sund selvbeskyttende følelse, der værner os imod at udstille de mest private og hemmelighedsfulde sider imod andres potentielle overgreb. Vi er både meget sårbare - og meget åbne, når vi føler sådan. Den farlige hvide Skamfølelsen kan kun ses af en god iagttager, som ser en udtryksløs maske, en mærkelig frossen ro, der er livsløs, bortset fra et specielt udtryk i øjnene, der kan være meget levende og talende. Det kan dog være svært at se, fordi vedkommende skjuler ansigtet i hænderne. Ansigtet spejler udadtil ikke svaghedsfølelsen, panikken og de indefrosne følelser. Udfra set er det som personen "er blevet væk" ved at kroppen bliver slap eller stiv - og en uigennemskuelig maske dækker personens sande emotionelle ansigt. Der glider ligesom en skærm eller en udtryksløs maske op og "personen bagved" er lige på et øjeblik - væk. Begge former for skam udløser en voldsom lyst til at løbe væk og gemme sig. Væk fra fordømmelsen, fjendtligheden - og aleneheden. Væk fra øjnene, der ser en som værdiløs og forkert. Som skyldsfølelsen begrænser din styrke og udfarende kraft, således dækker skamfølelsen over din såkaldte "svaghed" og dybere set, spejler den din emotionelle livshistorie. Det føles som noget rædselfuldt og uafvendeligt, noget som andre gør ved dig. F. eks. skaber det, der sker i og med dig en stor angst, fordi du taber selvkontrollen, kontrollen over situationen. Om det er godt eller skidt afhænger af såvel din indstilling til at du føler sådan - situationen og de andres reaktion. |
|
Lidt mere om skam som en fastlåst livsholdning. En pinefuld Selvudslettende holdning startede oftest for lang lang tid siden, i barndommen. "Skam bliver overført fra menneske til menneske og er kulturbestemt Vi er alle født med en direkte adgang til den sprudlende livskraft der får os til at række ud og træde frem i verden, som vi er. Som spædbørn og små tumlinge er vi total skamløse. og i direkte kontakt med vores følelser. Hos børn er der f. eks. ikke langt fra gråd til latter, eller fra begejstring til forskrækkelse. Disse spontane og basale livsudtryk virker stærk provokerende på nogle voksne, - måske fordi de engang alt for grundigt selv har lært å skjule dem? "Dine forældre har lært at føle skam, har lært at føle sig mislykkede, når visse følelser og behov kommer til live. De har vært nødt til at lukke deres følelser af og tabt deres spontanitet, livfuldhed, begejstring, angst m.m." (Citat fra www.that.dk/Sambhari/Jan03/skam.htm Og det der dengang blev gjort ved dem, gentager de bevidstløst sidenhen imod deres børn, som så igen opdrager deres børn på næsten samme facon i en lang ond cirkel, der frarøver børn deres selvrespekt og oprindelige skamløse naturlighed. Som børn lærte vi via dressur og opdragelse at opnå, styrke og bevare selvkontrolen - for enhver pris. Det startede måske med "ikke at tisse i sengen" og lade være med at græde, når verden gik dig imod. "Tag dig nu sammen!" Og dressuren blev fortsat i skoleklassen, under værnepligten, på diverse studier, på arbejdspladser - og hjemme i familien, hvor alle synes besat af at opdrage videre på hinanden, fremfor at se og prøve at forstå de mennesker, som de siger at de elsker så højt. Dette kan være en af årsagerne til selvhadet: Læs mere derom her: www.ptypes.com/self-hate.html + /www.ptypes.com/shoulds.html + www.ptypes.com/idealized_self |
|
Kærlighed er i høj grad at se og turde lade sig blive set, som man er. Opdragelse er - alt for ofte - noget helt andet. Mere eller mindre imod vores vilje, imod vores natur og integritet, blev vores kroppe og psyche afrettet, så vi ikke mere skreg, pludrede og fik et anfald på gulvtæppet, når vi ikke kunne få vores vilje på en mere enkelt og direkte facon. I stedet for at lære at blive bedre til at forhandle - lærte vi at adlyde. Vi stoppede skamfuldt med at bøvse, prutte, hyle og græde og lege med vores krops mange lystkilder - fordi vi blev udskammet? Og derfor følte vi os forkerte, når vi nu alligevel gjorde det. Vi lærte at der var noget, vi måtte og burde gøre og noget vi ikke måtte - og uha, ikke burde gøre. På utrolig mange af livets følsomme områder. Vi lærte hvad der er godt - og ondt. Rigtigt - og forkert. Vi lærte at styre og kontrollere vores lyster og følelsesudtryk i så høj grad, at vi som voksne har et utroligt stort besvær med igen at grave livslysten, behovene, spontaniteten og alle de alt for tæmmede følelser frem, Nogle mennesker, der kaldes "Stille" og Selvudslettende kan være næsten totalt blokeret af en skamfølelse, der spejler en alt for fordømmende dressur-opdragelse. Hvilket selvklart påvirker deres selvtillid og kærlighedsliv i en hel urimelig høj grad langt op i voksenlivet. De gjorde, som deres forældre og lærere sagde at de skulle, fordi de var de små - og fordi de ellers ville være blevet udskammet. Eller fordi de frygtede for, at de ville få den mest rædselsfulde straf, forældre kan byde et barn nemlig UDSTØDELSE = disrespekt via at blive hånet - måske fordi du famler dig frem her i livet og blot er dig selv - mere eller mindre naturlig? De blev alt for ofte ladt helt alene med det chock, som mange af os følte, da tiden i paradis (i de første par år) blev afløst af opdragelsens barske realitet. Vi blev ikke mere set og elsket ubetinget. "Jeg er pludselig ikke god nok" eller "rigtig" mere, men "forkert". - Sådan tænker nogle børn, mere eller mindre berettiget - også som voksne Vi blev alle opdraget og dresseret til at blive og være de mennesker, vores Mor og Far godt kunne lide - og det var - og er ikke altid lige rart. Vores chock, rædsel og ensomhedsfølelsen blev ikke set og forstået. Denne meget pinefulde tilstand af "at være helt alene og føle sig uset, usynlig, foragtet, hånet, ja uelsket - hader små børn med en trodsig passion og intensitet, som du sjældent møder hos os voksne børn mere. Vi har lært at bide det i os eller på anden måde undgå at føle det, vi føler. Denne opdragelsesproces frem til at blive pæne samfundsborgere er desværre nok uundgåelig - desværre, men som du ved, kan opdragelse ske på mange måder. Det er sørme ikke alt i os, der blev elskes frem. Og så bliver vi selvklart vrede og bange! Desværre tør små børn ikke at rette vreden, de - forhåbentlig - derved føler udad imod de, der opdrager via udskamning og straf. I stedet for rettes dette vredes brus indad imod dem selv - og de føler derved et brus af selvhad og selvforagt, i større eller mindre grad. En dag er det ikke mere "noget jeg gør /ikke gør", der er forkert. Næh - "jeg er forkert!" - tænker barnet. Den "konklusion" er nogle forældre vældig gode til at understøtte og forstærke ved at rette og opdrage mere, end de viser deres børn at de elsker og værdsætter dem. Hos nogle bliver det til en næsten daglig indlæring af, hvor "forkerte" og "umulige" deres børn er! "Hvad er det dog du gør? Skam dig!" , "Fy - gå ud og skam dig!!!" "Nej, sådan må du ikke være, for så kan vi ikke være dig bekendt!" "Hvis du ikke forstår at beherske dig selv bedre, ja så får du tæv!" Jo, vi lærte alle vores begrænsninger - og tilpasningens pris kan blive meget høj i sådanne udskammende familer. Jeg lavede engang en undersøgelse (1974) sammen med en gruppe lærer- og psykologistuderende, hvor vi satte os helt stille i en krog i 25 normale danske familier og blot satte en streg i et "ølregnskab", hver gang nogle i familien kritiserede, udskammede, hånede eller på anden vis talte ned til en af de andre i familien - og vi satte en tilsvarende streg, hver gang nogle roste, værdsatte eller gav et spontant knus der fortalte at man kunne lide hinanden. Resultatet viste at i disse 25 almindelige familier var der gnms. ca. 85% chance for "at få en på selvrespekten", og kun 15% chance for at få at vide, at man var værdsat. Så det er vel ikke så mærkeligt at vi er så mange der føler os "forkerte" og "ikke tror på os selv". De fleste af os bliver kort sagt overopdraget og dermed underelsket - og dannede måske derved en beskyttende facade, en mur imellem sig selv/ sjælen og de andre - som en ren og skær selvbeskyttelse. Skamfølelsen kan på den facon blive til en næsten kronisk grundfølelse i ens personlighed. Hele personens adfærd og tankeverden kan være næsten totalt domineret af en frygsom selvudslettende livsstil, der går ud på at undgå igen at komme til at befinde sig i en udsat situation, - hvor de igen vil kunne risikere at føle sig skamfulde. Selvsagt føler disse mennesker sig derfor usikre og undgår en ærlig emotionel kontakt med andre.  Når vi bliver fremmede for os selv, bliver vi også fremmede overfor hinanden, som vi sagde i 60´erne, hvor vi talte om, hvordan Fremmedgørelsen ville blive et stort socialt problem i fremtidens samfund, sådan som VareKulturen indbød til. Vi ville se på os selv som "varer på et marked" og bedømme vores værd efter "hvor meget vi kunne sælge varen for" , som vi sagde dengang. Vi følte os som fremmede i en verden, vi ikke kunne lide at vokse op i Virkeligheden, nu her i år 2003, synes at bekræfte den frygt og prognose. Jeg siger ikke, at det altid gik og går sådan. Det jeg her taler om er, at sådanne livshistorier synes at gå igen og igen hos de forbrændte voksne, hvor Skamfølelsen - og selve det at undgå at skamme sig! er blevet til en livsholdning, der ulogisk bremser livsmodet selvrespekten og glæden ved "det, blot at være mig". |
|
Videre til side 3 : lidt mere om Skamfølelsen. + se også disse websider 1. Fra at føle skam til at føle selvrespekt. 3. om at skamme sig over at bede om hjælp. 4. Tapperhed og når skam bliver til selvhad. 5. Pas på, hvad du lover dig selv og andre. 6. God kommentar til tv-filmen "Skam". Til Oversigten over hele Selvtillidskurset. Tilbage igen til oversigten over hele psykoweb.dk |