Først et filosofisk digt
om at snuble og falde ned i et hul,
komme op igen - og undgå at falde ned i det igen.
I. Sådan startede det:
Jeg går ubekymret rundt i mine trygge velkendte cirkler
og pludselig en dag falder jeg ned i et dybt hul, jeg ikke så.
2. Sådan var det:
Jeg føler mig fortabt, håbløs - og er rasende på den idiot,
der har gravet dette tåbelige hul på min vej. Jeg skælder ud og
føler mig afmægtig. Det er i hvert fald ikke min skyld, dette sker
og jeg råber rasende op om, at hvis jeg kan finde den skyldige,
ja så vil jeg derved hurtigt igen komme op af dette hul!
3. Usikkerheden dukker op:
Jeg opdager desværre, at med den holdning
tager det i praksis en evighed at komme op igen, fordi
jeg jo bruger alle kræfterne på at skælde ud på den idiot
og mig selv over, at der overhovedet er dette hul,
der egentlig ikke burde være der.
4. Tvivlen, og den gryende erkendelse
Dette gentager sig igen og igen (et sted mellem l0 og I00 gange),
og jeg opdager pinligt, at jeg endnu ikke har lært at undgå at dumpe ned
i dette her forbandede hul. - Jeg er stadigvæk helt uskyldig, og det tager
mig stadigvæk uendelig lang tid og mange kræfter at komme op igen
af dette hersens forbandede hul, der ikke burde være der.
5. Bekræftigelsen:.
En dag kommer jeg forbi hullet - og springer selv ned i det, for
at bevise overfor mig selv, at jeg nu har lært hurtigt at komme op af hullet.
Ja jeg opsøger måske ligefrem selv hullet og udvikler en smart teknik
til at komme hurtigere op. Risikoen ved den leg er, at det nu
bliver en hel sport for mig bevidst at hoppe ned i hullet
- for derpå hurtigt at komme op igen - og få applaus:
"Ih hvor er du dog god til at komme op igen!"
6. Den nye ide:
Pludselig en dag får jeg den tanke,
at jeg jo også kan gå udenom hullet, eller fylde hullet op.
Dette betyder, at jeg nu begynder at lære at bruge mine øjne
og bliver mere opmærksom på, hvad jeg egentlig går og gør.
Derefter falder jeg ikke mere ned i det hul.
7. Det virker, jubiih
men der er mange andre huller at falde i:
Jeg går igen ubekymret rundt i mine nu lidt større cirkler,
indtil jeg pludselig igen falder ned ned - i et andet hul.
Hele processen starter forfra igen fra punkt 2 -> 7,
indtil jeg endelig en dag har lært
8. Den dybere indsigt:
nemlig at denne læreproces gentager sig,
lige indtil jeg og du dør og vi bliver lagt ned i det sidste hul.
Det, vi opdager med årene, er, at der altid vil være huller
på vores vej igennem livet. Det nye er, at jeg i stedet for
at skælde ud på mig selv og andre over at det er sådan
- for os alle, har jeg fundet en ny og bedre holdning
til det at falde ned i et hul - og komme op igen.
Dette kaldes at lære af sine fejltagelser.
|
Digt om at lære
At lære noget nyt er at opdage
at noget er muligt - og noget er umuligt.
Det er at åbne sig, undre sig, mærke efter, føle
og opdage - for så at vide og kunne noget mere
end før - ved at gøre det nye, jeg ikke kunne før.
For så igen
og igen at blive lige forundret over,
hvordan du og jeg gentager os selv i de samme
gamle velkendte mønstre. Som vi kan vælge at bevare
eller bryde ud af. Fordi vi mennesker i os har muligheden
for at kunne opøve det uprøvede - og opdage det ukendte.
Vi opfører os vel alle som robotter ca. 90% af tiden,
men sådan behøver det ikke at være. For selvom
vi alle elsker udvikling - og hader forandringer,
så er vi faktisk skabt til at vokse os stærkere
klogere - og friere, end alle de andre dyr
igennem vores evne til at forandre os.
Denne evne er vores unikke gave
til denne smukke planet.
Selvtillid handler f. eks. meget om at opdage
og lære noget nyt om dig selv og andre mennesker.
Vi mennesker har alle i os denne forunderlige evne
til bestandig at kunne opdage os selv og forny os
på utrolig mange overraskende måder,
lige så længe vi er levende,
åbne og nysgerrige.
Måske opdager du også på din vej
igen og igen, at al viden og al erfaring
blot er flygtige glimt af Uendeligheden
og lige som vi tror vi forstår alt,
så opdager vi noget nyt
eller falder i et hul.
Og måske har du allerede opdaget
at fremtiden tit er tilbøjelig til at komme mest
overrumplende bag på dem, der bevæger sig
baglæns igennem livet ?
Og at det at ville forstå verden og dig selv
og bestandigt øve dig i at kunne gøre noget bedre,
at selve den "motor" forandrer såvel dig - som virkeligheden,
så alt igen bliver både nyt, større - og endnu mere forunderlig
end dengang du skråsikkert troede at kende "Virkeligheden".
Åh, denne dans, dette korte liv, denne evige proces.
Klik her, og hop op til starten igen
Flere PsykoDigte
+ Om at genopdage kunsten at lære.
+ Digt om at blive et selvstændigt menneske
+ Digt om at søge lykken og ville have det hele NU!.
+ Virginia Satirs digt om at opdage det nu er for sent.
+ Digte om angsten for ikke at have levet + se 2.. + 3
+ Ebbe´s tanker om, hvad succes mon er for noget.
|