At blive et menneske
der tør vokse op og som evner at leve sit eget liv.
Dvs. som gradvis blive bedre og bedre til at erkende sig selv, sine valg,
kunne stå ved sig selv og træde i eksistens. Og som tør elske og knytte sig
til andre mennesker - for derved at blive mere tryg, fri og selvstændig.
Kort sagt, at blive sig selv - sammen med os andre.
Det lyder godt, ja måske alt for højtideligt - men
dette projekt er faktisk en meget lang og yderst besværlig læreproces.
Vi kan se vækstprocessen starte hos det lille barn, som ivrigt og usikkert
prøver at lære at komme op at stå på begge sine ben for første gang:
Dit liv startede som mit med,
at du lå i fosterstilling inde i din mors varme mave,
hvor du ikke anede, hvem du ville blive f. eks. i dag:
Var der godt der inde og var du et ønskebarn,
ja så ved du også godt et sted dybt og godt indeni,
at du altid er velkommen her i verden - og hvis ikke
ja så mangler du denne basale Tryghedsfølelse
og verden er ikke et trygt sted at opholde sig:
Følelsen "JEG LEVER!"
kom først og den er heldigvis stadigvæk i kroppen.
Og så begyndte du at lægge mærke til dine omgivelser:
"Jeg mærker, Jeg lugter, smager, føler, hører, ser"
- og senere "jo- jeg kan sgu det dér!"
Dvs. følelsen "JEG ER!, "Jeg kan godt!"
og "jeg mærker og føler at JEG EKSISTERER!"
Det er din sjæls inderste og allerdybeste sang,
som gode forældre nærer og værner om.
Du lå helst på ryggen - også dengang
og legede med dine fødder, arme, ben - og så på dine fingre.
Du var eet med Selvfølelsen, som udgør dit kompas og centrum,
din oplevelse af dit liv netop sådan som det føles, lige her og nu.
Siden hen lærte du at vende dig om på maven, løfte hovedet op
og se ud og ville noget mere, end blot mærke at du lever.
Du kunne gradvis mere og mere selv.
Du kunne f. eks. ligge i timevis, rulle og lave seje
armbøjninger og kravle for at opøve mere styrke i din krop.
Du opdagede - på såvel den rare som den barske måde - at du
sørme også havde mange andre forskellige behov.
end blot at lege med dig selv.
Så kom lysten til at gøre lige netop det, du selv ville
som du simpelhen måtte prøve. Nu!. Du ville have indflydelse
og tog dig din menneskeret til at være DIG, netop sådan
som du er - og er på vej til at blive.
Du begyndte at stille krav,
tale og snakke for dig, blev bedre til at sige nej og ville noget,
Ligesom du let kunne blive meget forskrækket og hyle op
hvis noget gik dig imod - men det stoppede dig ikke!
Dengang som lille baby og barn
havde du en basal menneskeret til at få hjælp, støtte og forståelse.
Du havde ganske enkelt og reelt brug for et andet menneske,
et du, som du 100% var helt tryg ved, ville dig det godt
Først din mor, så din Far, og babysitterne.
Og derefter kom dine søskende, legekammeraterne,
skolekammeraterne, soldatertiden og sidenhen dine kollegaer.
Og så er der dem, der ligesom ikke er kommet videre
end til Babystadiets hjælpeløshed, følelsesmæssigt set.
(Det kan du læse en uddybende terapihistorie om her:)
Så hvis du nu i dag som voksen igen, og igen
og stadigvæk intenst kan mærke dette urgamle behov
måske som et dybt gammelt savn? - så glæd dig,
fordi det gør dig til et socialt medmenneske,
der ikke blot har nok i dig selv.
Du kunne gradvis mere og mere selv.
Du kunne spise selv, undersøge noget, lege
og underholde dig selv. Le, slå, kæle, trille, kravle
og udtrykke dig forståeligt og meningsfuldt - efterhånden.
Hvis nogen kom til at tabe dig og gjorde dig ondt, ja så skreg du op,
højt, tydeligt og skamløst. Og faldt du ud over kanten af et bord,
kunne du dengang du var en baby vende dig i luften,
ganske som var du en kat med mindst 9 liv.
Du blev født som en overlever.
Så kom - af ret mystiske årsager
lysten til at komme op at stå. Fra at ligge ned,
lærte du at hive dig selv op via en anden eller en stol.
Du stolpede usikkert fra stolen hen til bordet,
og herfra hen til en anden stol.
Du lærte derefter at gå fra den ene dør
til den næste - og tilbage igen til mor eller far.
Du kunne gradvis mere og mere selv som en selvstændig person.
Og da du var nået dertil ville du videre ud i - og ind i livet.
Såvel alene som sammen med os andre.
En proces, som gentager sig igen og igen
senere hen i livet i en stadig større og større cyklus.
Dengang,
da du lærte at kravle, at stå på dine ben og gå,
tale, løbe - kom du længere og længere ud i verden,
og derved blev ikke blot du selv, men hele verden ny og anderledes,
- hvilket du selvfølgelig ikke kunne vide dengang, du startede.
At lære noget nyt er kort sagt at opdage at noget er muligt -
og at noget er umuligt. At lære af det, der sker. Og så vide og
kunne noget mere ved at gøre det. - Igen og igen, i såvel de gamle
velkendte mønstre som ad helt nye og endnu uprøvede stier og veje.
I dag starter du
måske også noget nyt liggende, siddende,
eller kravlende, inden du igen kan komme op at stå efter et chok,
et hårdt tab eller en af livets knockout. Der er så mange små trin,
der alle hver især skal passeres rimelig vellykket.
Trin for trin,
dengang som nu, bevæger du dig op,
at stå igen, inden du igen kan løbe fri og glad rundt
i din nyvundne frihed og opdage livets mangfoldigheder.
Vi kan alle sidde fast et eller andet sted i denne proces
og risikere at falde tilbage til et tidligere trin - igen og igen.
Det er det sværeste at indse, når vi ligger ned og straks igen vil op,
ud og fungere optimalt som vi kan, når livet er med os,
men selv en blomst vokser ikke hurtigere, blot fordi
at vi siger at den skal - eller vi hiver i den.
Denne urgamle
denne oprindelige famle-fumle proces,
denne sang og dans til livet, kan vi faktisk alle igen
og igen - forny og gentage på stadig nye eksistensniveauer
hele livet igennem.
Hvad er det dog i os, som igen
og igen tænder og slukker på denne facon?
Digt fra1998,
+ se også
Hvad er tryghed for noget?
|