Er en forelskelse en form for sindsygdom?
Højt at flyve jubiih - med, eller uden realitets-sans?

Vore positive følelser - og herunder først og fremmest den forunderlige
magiske kærlighed - er langt mindre veludforskede end de negative følelser
som angst og depression, der jo især påkalder sig opmærksomhed
ved at skabe lidelser og forstyrrelser hos mange mennesker.

Men hvis kærligheden ikke har interesseret de akademiske forskere,
så er det til gengæld noget af det, der interesserer almindelige mennesker
og ikke mindst forfattere og musikere mest: Tænk på hvor mange bøger
film og sange, der handler om kærlighed!

Vi ville dog næppe komme til at snakke om kærlighed
på en videnskabelig måde, hvis der ikke også var kommet lidt gang
i udforskningen af dette uhyre interessante emne. Vi starter i dette referat
med at gennemgå en af de mest udførlige teorier om menneskets kærlighedsliv,
- og ser derefter på en mere speciel artikel, der handler om hvorvidt det
vi kalder forelskelse- om det i virkeligheden er en slags sindssyge?

Den omtalte generelle teori om kærlighed
er fremsat af hjerneforskeren Helen Fisher, + se 2, som kombinerer viden
fra antropologi ( dvs.studier af vidt forskellige kulturer verden over) - med teorier
om menneskets arts-udvikling - sammen med udforskningen af hjerneprocesser
hos mennesker, der befinder sig i forskellige stadier af forelskelse og kærlighed.

Helen Fishers omfattende kærlighedsteori kan alt for kort koges ned til
en teori om tre stadier i et almindeligt kærlighedsforløb mellem to mennesker.
(Vi taler her kun om den kærlighed, der binder to mennesker - som regel,
men ikke altid, af forskelligt køn - sammen og ikke om kærlighed
f.eks. til børn, fædreland - eller god mad).

Det første stadie er den hede forelskelse, som ifølge Helen Fisher
findes i alle kulturer verden over, og som ifølge adskillige undersøgelser
især er forbundet med en høj produktion af hjernehormonerne dopamin
og noradrenalin. Forelskelsen er ikke det samme som seksuel tiltrækning
eller liderlighed, som især beror på kønshormonerne, (først og fremmest
testosteron (som også produceres af kvinder i binyrerne)), men
en forelskelse leder selvfølgelig ofte videre til seksuelt samvær.

Ved hjernescanninger kan man se, at stærkt forelskede mennesker,
der ser på billeder af deres elskede, får en heftig aktivitet i nogle
dybere liggende dele af hjernen - som ikke er de samme,
der lyser op ved seksuelle påvirkninger. Eller ved senere
stadier af kærligheden, og som derfor må dette være
helt specielt for netop for forelskelses tilstanden.

Tidligere forskere i menneskets arts-udvikling,
som f.eks. Desmond Morris, + se 2, mente, at forelskelse
var noget specielt for menneske-arten, men Helen Fisher peger på,
at adskillige arter af pattedyr udviser den samme "voldsomme koncentration
om en enkelt bestemt artsfælle af modsat køn", og hun mener derfor,
at vores evne til forelskelse, nedstammer fra tidligere pattedyrearter.

Det passer også godt med, at det netop er
de lavere liggende dele af hjernen, der aktiveres ved forelskelse,
idet vi har disse hjernedele til fælles med vore dyriske "forfædre".

Ifølge Helen Fisher er forelskelse hos dyr og mennesker
et led i den arts-udvikling, der baseres på udvælgelse af en egnet mage,
dvs. at hannen og hunnen koncentrerer al deres opmærksomhed om
en bestemt partner for at sikre sig, at det netop bliver denne partner,
der alene kommer til at være med-skaber af den pågældendes afkom.

Derfor er forelskelse (også hos mennesket) ikke blot præget af
en alt overvældende opslugthed af genstanden for de heftige følelser,
men også af en udpræget tendens til at ønske at isolere partneren
fra omgang med andre potentielle bejlere, jvnf. jalousi adfærd..

Ifølge hjernescanninger varer den forelskede fase
typisk i otte til tolv måneder (dvs. ca. lige så længe som
det tager at "producere" et barn sammen), men herefter glider tilstanden
- ifølge Helen Fishers teori - over i en ny fase, som kaldes romantisk kærlighed,
der er karakteriseret ved et fortroligt og især tillidsfuldt forhold mellem
de to partnere. Denne form for kærlighed lyser op i nogle andre dele
af hjernen og er ifølge Helen Fisher mere speciel for mennesket
end forelskelsens koncentrerede focusering på den anden..

Den romantiske kærlighed + se 2 + 3 ,
er ikke så meget præget af dopamin og noradrenalin, som af
oxytocin + se 2 + se 4, + se 5, + se 6 +se 7 ) og vasopressin ,
- der også er aktive ved kærligheds forholdet imellem forældre og børn.
Denne fase varer ifølge Helen Fisher i ca. fire-fem år, og er ifølge Fisher
beregnet på at holde to forældre sammen i den tid, det tager at opfostre
et barn til selv at kunne klare sig i naturen og følge med den
omvandrende stamme af fortidsmennesker.

Hos mennesket bliver det nyfødte barn født meget tidligt
i sin modningsproces, for at den store hjerne ikke skulle medføre alt
for mange dødsfald under fødslen. Og menneskebarnet kunne ikke som hos
menneskeaber hænge fast i moderens pels, for den havde fortidsmennesket
jo en gang i tidernes morgen aflagt af ukendte grunde.

Derfor mener Fisher, at den mere langvarige romantiske kærlighed + se 2
imellem mor og far blev opfundet 0d udviklet for at holde forældrene sammen,
så faderen ville skaffe mad til moderen (af kærlighed), mens hun bar rundt på
barnet og ville holde sig til den rigtige far (af kærlighed).

At den romantiske kærlighed kun varer i fire-fem år,
støtter Helen Fisher dels på undersøgelser over de omtalte hormoner
og dels på den slående kendsgerning, at der i alle kulturer ser ud
til at være et toppunkt af skilsmisser efter netop fire-fem år!

Herefter indtræder der ifølge Helen Fisher - i heldige tilfælde
en tredje fase karakteriseret ved såkaldt venskabelig kærlighed,
der som navnet antyder, især er båret af afprøvet venskab, intim kontakt,
gensidig sympati og beundring - samt et som regel tilfredsstillende seksualliv.

Det er især i denne fase, at de to partneres psykologiske egenskaber
er afgørende for, hvor godt det går dem. Og dette er i slående kontrast
til den første fase, hvor det langt mere er fysiske egenskaber, udseende,
end de psykiske egenskaber, der udløser den indbyrdes tiltrækning.

Det betyder altså, at man risikerer at blive heftigt forelsket i en person
som man senere i livet må indse, at man i virkeligheden ikke passer
særlig godt sammen med.

Man siger, at forelskelse "fordrejer hovedet" og "gør blind"
(for partnerens eventuelle fejl), og af den grund næsten virker
som en (lettere) manisk sindssygdom. Og nu har en gruppe svejtsiske forskere
faktisk taget dette spørgsmål op i fuldt alvor og spurgt sig selv om forelskels
kan sammenlignes med den specielle sindssygdom, der heder Mani.

Mani kendes bl.a. som modsætning til depression
hvor man er helt nede i kulkælderen, mens mennesker med mani
modsat er helt oppe at køre i et "sygelig" højt og fordrejet humør,
hvor man foretager sig helt urimelige og overilede ting,
som man sandsynligvis senere bittert fortryder.

For at udforske om der virkelig kan findes lighedspunkter
imellem en heftig forelskelse og en sygelig mani, fandt det svejtsiske forskerhold
frem til 60 unge mennesker, der alle angav at være vildt forelskede (for tiden).
Disse 60 forelskede unge på gennemsnitlig 18 år blev sammenlignet
med 60 andre unge med nogenlunde samme alder, uddannelse
og familiemæssig baggrund, som ikke var forelskede for tiden.

Sammenligningen var baseret på en psykiatrisk undersøgelse,
der punkt for punkt vurderede, hvor meget den enkelte unge havde symptomer
eller tilstande, der svarede til de kriterier, der ligger til grund for diagnosen mani.
Det viste sig, at de forelskede "scorede" væsentligt højere på mani-skalaen
mht. at have et ekstremt højt energiniveau, et udsædvanligt højt humør,
nedsat nattesøvn og spiselyst, samt fantasifulde planer for fremtiden.

Da man også ved, at mani er ledsaget af en stigning
i netop noradrenalin og dopamin, er der ifølge forskerne tale
om en meget udpræget lighed, mellem mani og forelskelse og de advarer
på den baggrund om, at psykiatere skal passe på ikke at stille diagnosen mani
hos en person, der i virkeligheden bare er vildt forelsket. Og de to forelskede
skal måske også passe på ikke at opføre sig som maniske patienter.

(Forskellen ligger måske især i at den maniske kun ser og vil sig selv
og helt åbenlyst er ude af kontakt med andre og virkeligheden.
så er der en ekstra god kontakt, gensidighed og virkelighed
med i helhedsindtykket hos den forelskede. esk)

Referat ved
Thomas Nielsen, lektor på Psykologisk Institut, Århus.
fra: Forsknings-nyt fra psykologien, 2008 (1)

Kilde: Fisher, H. E., Aron, A. & Brown, L. L.
(2006). Romantic love: a mammalian brain system for mate choice.
Philosophical Transactions of The Royal Society, 361. 2173-2186.

Kilde: Brand, S., Luethi, M., von Planta,
A., Hatzinger, M. & Holsboer-Trachsler, E. (2007).
Romantic Love, Hypomania, and Sleep Pattern i
Adolescents. Journal of Adolescent Health, 41. 69-76.


PS. - fra Ebbe
Og hvad er der bedre at sige til det, end
"“KÆRLIGHED! Det er en anden slags sygdom …
Det er én, der får dig til at få det bedre, mens den varer.
Når den er ovre, har du det værre, end før du fik den.”
- sagt af Sam Shepard


+ se og hør Helen Fisher på YouTube:
+ om antidepressiv medicin og tabet af sexlysten og glæden.
+ 4 spændende forelæsninger på YouTube med Helen Fisher
+ Tag en test om hvor du er i dine kærligheds faser.



Bliver du lykkelig a at blive gift?
Tidligere har Forskningsiiyt fra Psykologi bragt to forskellige oplysninger,
der strider mod hinanden. Vi har dels omtalt undersøgelser, som tilsyneladende
viser, at man bliver lykkeligere af at være gift, fordi adskillige undersøgelser
i mange forskellige lande har fundet, at gifte mennesker i gennemsnit
føler sig mere lykkelige og glade for tilværelsen
sammenlignet med ugifte.

Men vi har også bragt en artikel,
som mere pessimistisk hævder, at al lykkefølelse er "tidsbegrænset"
og relativ kortvarig! Det er "lykkeforskeren" Ed Diener, + se 2 + se 3
som i flere undersøgelser har fulgt grupper af mennesker gennem længere tid,
og derved konstateret at den lykkefølelse, der typisk optræder når der sker
noget vældig godt i livet - f.eks. en betydelig forfremmelse,
at vinde en kæmpe pengegevinst, en ny kærlighed
eller indgåelse af ægte- skab med den man elsker

Desværre - den holder ikke evigt, denne lykkefølelse.
Faktisk har Ed Diener ment at kunne påvise, at den første stærke lykkefølelse
ved de lykkelige begivenheder næsten altid "lægger sig" efter tre-fire måneder,
hvorefter de pågældende hverken er mere eller mindre lykkelige
end de var inden den lykkelige begivenhed.

Selvom vi strækker de tre-fire måneder til det dobbelte
eller tredobbelte ved de mest lykkelige begivenheder som indgåelse
af ægteskab er, er det jo ifølge teorien ikke muligt, at et giftermål skulle give
en større lykkefølelse i årevis, endsige i resten aflivet. Og hvordan kan det
så passe med, at alle gifte mennesker i gennemsnit er lykkeligere
end alle ugifte mennesker?

Det har man tilsyneladende fundet svaret på i en ny tysk undersøgelse.
I denne undersøgelse tog forskerne først udgangspunkt i den opfattelse,
at den tidligere påviste sammenhæng mellem ægtestand og lykkefølelse
kunne bero på to helt forskellige ting.

Det kunne selvfølgelig for det første bero på,
at ægteskabet i gennemsnit skaber vedvarende lykke i årevis
på trods af Ed Diener's påstand, men det kan også bero på, at nogle mennesker
forud for indgåelse af ægteskabet faktisk var lykkeligere end gennemsnittet
samtidig med, at de - via deres positive følelsesliv - senere har mindre risiko
for at forholdet ender med skilsmisse.

Ideen i den sidstnævnte hypotese
er altså, at de mennesker der p.t. er gifte er mere lykkelige,
ikke fordi ægteskabet giver vedvarende lykke, men fordi deres i forvejen
mere lykkelige natur gør dem bedre i stand til at opretholde deres ægteskab
bedre end de mennesker, der også før ægteskabet er mindre lykkelige
mere generelt i dagliglivet.

Det betyder altså, at der blandt de mennesker, som på et givet tidspunkt,
er gifte er "et underskud" af ulykkelige mennesker der også oftere end andre
bliver skilte eller er ulykkelige i parforholdet, således at der er
flere lykkelige tilbage i gruppen af gifte.

I den nye tyske undersøgelse
fulgte man simpelthen en stor gruppe yngre personer i 14-15 år.
Ved starten af undersøgelsen udfyldte alle personer spørgeskemaer
om deres "sædvanlige" tendens til at opleve positive og negative følelser i dagliglivet.
Som i tidligere undersøgelser viste det sig, at der faktisk var en stor forskel
på disse mennesker m.h.t. hvor meget de oplevede lykke
eller det modsatte i dagliglivet.

Undersøgelser tyder i øvrigt på, at halvdelen af årsagerne
til forskelle i vedvarende lykkefølelse ligger i generne, mens den anden halvdel
handler om, at have haft en god eller dårlig skæbne samt at være god
eller dårlig til at "tackle" modgang i tilværelsen.

En del af de unge tyske personer blev naturligvis gift i løbet af de fjorten år,
som undersøgelsen løb over, og da man testede deres lykkefølelse hvert eneste år,
kunne man se, at der i gennemsnit var tale om en stigning i lykkefølelsen
både året inden og i de to første år efter indgåelse af ægteskabet.

Men herefter - altså efter to-tre år - var den gennemsnitlige lykkefølelse
hos de gifte helt tilbage på samme niveau som i årene forud for ægteskabet.
Til gengæld så man også en klar tendens til flere skilsmisser hos de,
der lå lavere end gennemsnittet m.h.t. "sædvanlig lykkefølelse",
hvilket jo altså forklarer, at gruppen af gifte gennemsnitligt er
lykkeligere end gruppen af ugifte - selvom gruppen af gifte
ikke var mere lykkelige end de var et års tid
inden indgåelsen af ægteskab.

Den ældre - og altsâ formodentlig forkerte - hypotese
om, at ægteskab i sig selv giver livsvarig lykke - strider i øvrigt
også imod et andet forhold: at Antallet af gifte mennesker er i de senere år
faldet støt i stort set alle (i hvert fald vestlige lande), herunder USA og Tyskland,
men da man også har udført årlige undersøgelser over den gennemsnitlige lykkefølelse
i de to sidstnævnte lande, kan man konstatere, at befolkningen i disse lande
ikke er blevet mindre lykkelige i gennemsnit, selvom langt færre er gift nu
sammenlignet med tidligere.

I USA er f.eks. næsten hver anden voksen ugift for tiden,
hvilket er mere end dobbelt så mange som for tredive år siden,
men den gennemsnitlige lykkefølelse i USA
har ikke ændret sig i samme tidsrum.

Når gifte mennesker er mere lykkelige end ugifte,
er det altså næppe fordi de er blevet gift - der er snarere tale om,
at de (stadig) er gifte, fordi de er mere lykkelige i forvejen.


Opsummeringen er fra
Thomas Nielsen, lektor på Psykologisk Institut, Århus.
fra: Forsknings-nyt fra psykologien, 2007 ()



      HOLDER ANDENGANGS ÆGTESKABER BEDRE?
      Da nu skilsmissehyppigheden er så høj som den er, bl.a. fordi vi så ofte
      finder ud af, at vi alligevel ikke passer særlig godt sammen, efter nogle år sammen,
      er der så i det mindste bedre udsigter for andengangs parforhold?

      Man kunne jo tro, at folk ville være klogere anden gang
      og bedre sikre sig, at de nu - endelig - har fundet den helt rigtige,
      som de på alle punkter passer godt sammen med. Men man kunne
      jo også - lige modsat og mere pessimistisk - og inspireret
      af den første artikel om forelskelsens maniske sindssyge

      - forestille sig at mange bryder ud af et førstegangs parforhold,
      netop fordi de blev "sindssygt forelskede" i den første - og nu i en anden
      og nu igen overbeviser sig selv på et løst urealitisk grundlag, dvs tror 100% på
      at de først nu har fundet deres livs sande kærlighed.

      Det ligger udpræget i vores "romantiske kultur",
      at forelskelse er noget man simpelhen må lystre.
      (jvnf. "Følg dit hjerte-og lad fornuften følge skrigende efter" -filosofien.
      Der er helt forskelligt fra f.eks. den kinesiske kultur, hvor man anser
      en heftig forelskelse for virkelig at være en slags sindssygdom,
      som man aldrig bør give efter for, da det oftest ender tragisk.)

      Desværre tyder forskningen mest på at det sidste er sandt.
      Undersøgelser fra de fleste lande, tyder sammenstemmende på,
      at andengangs ægteskaber faktisk holder dårligere end førstegangs ægteskaber.
      Folk, der gifter sig anden gang bliver også hurtigere skilt,
      - sådan gennemsnitlig set - end folk der gifter sig første gang.

      Om det beror på, at flere andengangs parforhold
      starter med en "helt vild sindssyg eksplosiv forelskelse", en eksplosion af livlyst
      eller om det beror på, at mennesker fødes med en vis ubestandighed i parforhold?
      (børn af skilsmisseforældre bliver også selv oftere skilt) - eller om det beror
      på f.eks. konflikter med sammenbragte børn, det ved man ikke.

      Nu har et australsk forskerhold forsøgt at kaste lidt lys
      over forskelle i parforhold, der er henholdsvis første og andengangs.
      Da man fra tidligere undersøgelser ved, at kommunikation, altså evnen til
      at tale sammen, er det vigtigste for et parforholds trivsel og holdbarhed,
      fokuserede de australske forskere især på forskelle i kommunikation
      imellem de to kategorier af parforhold.

      En stor gruppe ægtepar, der var henholdsvis første og anden gangs,
      blev sat til at diskutere indbyrdes problemer, mens de blev optaget på video.
      Der blev fundet tre slående forskelle:

      Partnere i andengangs ægtepar var,
      sammenlignet med partnere i førstegangs ægtepar, mindre negative
      og kritiske (som om de nu havde lært, at det ikke nytter noget at kritisere
      blive sure og skælde ud), men de var også mindre positive
      (som om de ikke var helt så engageret i parforholdet),

      og mest slående, så var de mere tilbøjelige til
      meget lettere at opgive kommunikationen og give efter uden kamp,
      som om de var pessimistiske med hensyn til, at man rent faktisk
      kunne snakke sig til rette om alting.

      Mens det første fund: De færre negative bemærkninger lover godt
      for holdbarheden al et parforhold, så lover de to andre fund:

      De færre positive bemærkninger
      og især de hyppige "tilbagetrækninger" fra diskussion absolut dårligt
      for fremtiden. Specielt det sidste - tendensen til at opgive at snakke om tingene,
      har i flere andre undersøgelser vist sig at være yderst skadelig for det fremtidige
      parforhold .... og det kan altså være noget af forklaringen på,
      at andengangs ægteskaber vitterlig holder (endnu) dårligere
      end førstegangs ægteskab

      Referat ved
      Thomas Nielsen, lektor på Psykologisk Institut, Århus.
      fra: Forsknings-nyt fra psykologien, 2008 (2)

      Kilde: Halford, K., Nicholson, J. & Sanders, M. (2007).
      Couple Communication in Step- families. Family Process,
      46(4). 471-483 8 ~ Forskningsnyt, Februar 2008


Kærlighedens start - og det senere forløb.
Som det fremgik af en foregående artikel er der forskere
(i hvert fald i Schweiz) der mener, at forelskelse kan lignes
ved en lettere sindssygdom, nemlig mani, som er præget af overgearet humør
og urealistiske tanker om sig selv, andre mennesker og fremtiden. På den baggrund
kan man jo frygte, at parforhold, der baseres på en pludselig og heftig forelskelse
(som svarer til det man kalder at blive "forelsket ved første blik"), måske
i det lange løb viser sig at være mindre holdbare og tilfredsstillende
fordi forelskelsen "gør blind" således at man måske i virkeligheden
ikke passer særlig godt sammen.

Dette spørgsmål er der en gruppe hollandske forskere,
der har set nærmere på for nylig. De hollandske forskere kontaktede 137 ægtepar
i 50 års alderen, som alle havde været gift med den samme i 25-30 år, og bad dem
om at besvare et lille spørgeskema om, hvorledes deres parforhold startede.

Ud fra disse besvarelser blev ægteparrene opdelt i tre grupper:
1) De, der var blevet forelsket ved første øjekast ( = 40%).
2) De, der havde startet med været venner i et stykke tid før
venskabet udviklede sig videre til varme følelser og kærlighed (30%)
og 3) de, der faldt midt i mellem, hvor der altså mere gradvis
end i den første gruppe udviklede sig både kærlighed
og venskab henad vejen (30%).

De tre grupper viste sig at være ganske ens mht. antal børn, uddannelse
og indkomst, så man kunne tænke sig, at eventuelle forskelle i trivsel
og tilfredshed kunne bero på, hvordan parforholdet var startet.

Inden undersøgelsen
havde de hollandske forskere opstillet to hypoteser
:
For det første ventede de, at gruppen af "forelskede ved første blik"
ville være præget af større psykologiske forskelle mellem parterne,
mens gruppen af "venner først" ville være præget af større lighed
i psykologisk henseende - med mellemgruppen midt imellem.

Og for det andet forventede de, at der nu i 50 års alderen
vil være bedre ægte- skabelig trivsel i gruppen med ven- skab først
på grund af den forven- tede større psykologiske lighed mellem parterne
som ifølge tidligere undersøgelser normalt medfører større ægteskabelig trivsel.

Forskerne fik helt ret på det første punkt,
men - til deres egen overraskelse - ikke på det andet punkt.
Det første punkt handlede som nævnt om psykologisk lighed
imellem parterne og da alle de enkelte ægtefæller havde udfyldt
et spørgeskema om deres egen personlighed, kunne man konstatere,
at JA, der ER faktisk en væsentlig større lighed mellem ægtefællerne
i gruppen af "venner først" end i gruppen af "forelskede ved første blik"
- med mellemgruppen midt imellem.

Men hvad den ægteskabelige trivsel i de tre grupper angår,
Hypotese 2, blev forskernes forventninger ikke indfriet: På et samlet mål for
ægteparrenes tilfredshed var der absolut ingen forskel mellem de tre grupper!
En nærmere undersøgelse over tilfredsheden med forskellige sider af samlivet,
viste dog klare forskelle med hensyn til hvad man var mere
eller mindre tilfreds med.

I gruppen af "venner først" var der noget mere tilfredshed med graden
af indbyrdes venskab og sammenhold, mens der i gruppen af "kærlighed ved første blik"
var en noget større tilfredshed med det seksuelle samliv end i de andre grupper.

Kort sagt ser det altså ud til, at parforhold,
der starter med "venskab først" udvikler sig til et ægteskabeligt samliv
med særlig vægt på de aspekter af parforholdet, der netop har med venskab
og sammenhold at gøre.
Mens de par, der starter med en forelskelse i den anden,
(altså med kærlighed ved første blik), også senere i livet bevarer en større
erotisk tilknytning til partneren, end man ser i de andre grupper.

Uanset disse nuance-forskelle vurderer de tre grupper af ægtefæller
altså alt i alt, at de er lige lykkelige i deres parforhold. Derfor kan man dog
ikke konkludere, at det går lige godt i kærlighedslivet uanset, hvordan kærligheden er startet.
For de hollandske forskere kunne jo kun undersøge de parforhold, der havde holdt i alle årene.
Det er jo også muligt, at der tidligere har været en større skilsmissehyppighed
i enten gruppen af venner først - eller i gruppen af kærlighed ved første blik,
men det kræver andre undersøgelser at finde ud af det.

Referat ved
Thomas Nielsen, lektor på Psykologisk Institut, Århus.
fra: Forsknings-nyt fra psykologien, 2008 (6)

Kilde: Bareids, D. P H. & Barel ds-Dijkstra, P. (2007).
Love at first sight og friends first? Ties among partner personality trait similarity,
relationship onset, relationship quality, and love.
Jouriia/ of Social and Personal Relationships, 24(4). 479-496.


Hvad "snydes" der oftest om,
når der inviteres til et møde via NetDating?

I gamle dage måtte man nøjes med at vælge sin kæreste blandt de relativt få mennesker
i ens egen kommune eller i de nærliggende landsbyer. I vore dage kan alle let via net-dating
vælge imellem alle mulige partnere fra hele kloden! De fleste foretrækker dog nok at vælge
imellem mulige partnere fra deres eget land og omgangskreds, men det giver jo også
et enormt udvalg. Alene i Danmark er der efter sigende over en million mennesker,
der har tilmeldt sig en eller anden form for net-dating, hvilket jo
er omkring hver fjerde voksne person, du møder!

Net-dating har sin oplagte styrke i det formidable antal potentielle partnere,
som man lige nu og her iaften kan kontakte og vælge imellem. Til gengæld vil man
sandsynligvis via net-dating, som regel træffe en "mulig partner", som man aldrig
har set før - igen i modsætning til tidligere, hvor næsten alle kendte hinanden
derude i landsbyerne. Så Datings-mønstret har ændret sig radikalt
siden din Far og Mor sandsynligvis fandt hinanden til en fest.

Når man beslutter sig til at træffe en mulig partner,
som man har fået kontakt med via nettet, har man som regel blot set
et foto og fået en række ret overfladiske oplysninger om den pågældende,
som vedkommende selv har meddelt i sin præsentation af sig selv på nettet.
Men holder disse præsentationer nu også vand? Kan det ikke være meget
meget fristende at præsentere sig selv mere fordelagtigt, end der er hold i
i virkelighedens verden - for at få fat i den bedst mulige partner?

Det kan der i høj grad ifølge en ny amerikansk undersøgelse, der fandt,
at ganske mange af de 5000 net-datere, der indgik i undersøgelsen, indrømmede
at de bevidst havde snydt lidt (eller meget) på visse områder i deres selvbeskrivelse.
I det spørgeskema, som blev besvaret af disse 5000 net-datere,
fokuserede forskerne på disse syv forskellige typer af snyd
( + lidt om de "for-domme", som vi er mange, der har derom:
Som jeg Ebbe har tilføjet reratet - for tydelighedens skyld. )

1. Snyd med tiltrækkende kvaliteter og gode egenskabcr
i form af f.eks. fejlagtigt at oplyse en høj løn, lang uddannelse og god intelligens.
Oftest vil de fotoes der vises være "det bedste, som jeg har af mig selv."

2. Romantiseres formålet med at mødes?
F.eks. ved at angive at du går efter et langvarigt parforhold,
snarere end at du blot er interessseret i sjov sex for een aften.

3. Bliver interesser opgraderes helt urealistisk?
F.eks. at omtale "finere" interesser som litteratur, teater og natur
i stedet for mere ærligt at skrive at du mest ser fodbold og sex på PC éren.
eller læser Se og Hør, imens du guffer dig med kager, tv-serier etc etc.
Hvis interessen for naturen er så stor som netprofilerne siger, hvorfor
kan man så gå i timevis helt alene ved stranden - og i en skov?

4. Hemmeligholdes og forskønnes fortiden?:
F.eks. at undlade at omtale et andet forhold, eller at man har adskillige parforhold?
kørende på lidt forskellige slags blus for tiden - eller tale om bøvlet med en ex m/k
eller at sige ligeud at du igen og igen er blevet dumpet og forladt - også på nettet..
Ligeledes kan ens barndom og ens forhold til evnt. bonusbørn let forskønnes.

5. Forskønner og overvurderer man sin ens egen personlighed?
F.eks. at fremstille sig selv som mere udadvendt, venlig og samvittighedsfuld
end der reelt er basis for. Feks. at du står i Riber, fortæller du selvklart ikke
eller at du egentlig er en rigtig flot, hæderlig, ærlig og trofast mand
- eller en meget smuk kvinde - med et lavt selvværd.
Kan du stole på det, som folk siger - om sig selv?

6. Vægten - hemmelighedsholdes eller lyves der derom?,
hvilket stort set altid drejer sig om at oplyse en mere beskeden vægt,
end der faktisk er tale om.Fotoet focuserer kun på ansigtet og smilet.

7. Alderen? - kan du heller ikke regne med er sandfærdig,
hvilket ligeledes stort set altid drejer sig om at man lyver sig yngre,
end man er i virkeligheden. Fotoet kan være taget for 10 år siden.

Direkte adspurgt indrømmede over halvdelen af de 5000 net-datere,
at de faktisk havde snydt lidt eller meget på et eller flere af disse syv punkter.
Svarene varierede vældig meget fra "så godt som aldrig" over til "kun ganske lidt"
Man kunne dog ikke tale om en bestemt procentdel, der var rene snydere
og en anden procentdel, der udelukkende skrev ærligt om sig selv

Man kunne blot konstatere, at mennesker i almindelighed varierer temmelig stærkt
i ærlighed med hensyn til den måde, de præsenterer sig selv på i forbindelse med dating.
Til gengæld kunne forskerne konstatere nogle ret tydelige kønsforskelle:

Mændene snød især med hensyn til:
1) Tiltrækkende egenskaber, især ved at forskønne deres økonomi. Opad.
nr. 2) var om: Hvad formålet med at kontakte en fremmede kvinde er. Der var
oftest et bevidst formål, som mænd i undersøgelsen selv indrømmede oftest handlede
om at få god sex, snarere end de reelt set her tænkte på de andre pæne ord
om at have andre mere reele ægteskabelige interesser.
De gode forførere ved godt, hvad kvinder vil høre.

3) var at lyve om sin Alder, hvor mændene op til 50 års alderen
snød noget mere end kvinderne ved at gøre sig yngre, end de var,
- formodentlig for at få kontakt med yngre kvinder, end demselv jvnf pt 2..
For netdatere på 50 år og derover var der lige mange mænd
og kvinder, der helt bevidst snød med alderen.

For kvindernes vedkommende
var det oftest snyd med alderen, især hos de lidt ældre kvinder i undersøgelsen,
ellers var det vægten, der var det ømme punkt mht. kvindernes sandfærdighed.
De kvinder, der indrømmede at have snydt "ganske lidt" i selvbeskrivelsen,
snød langt oftere end mændene med hensyn til deres vægt,
ved at gøre den noget lavere, end den var i virkeligheden.

Når der ses bort fra det med vægten,
forekom kvinderne i øvrigt at være meget mere ærlige
i deres præsentationer/ profiler på net-dating end mændene var.
Deres selvportrætter og ønske om at blive set som gode personer
med en stor forståelse, en uforløst kærlighed med frygt for aleneheden,
alle savnene og deres evnt. børns store betydning for deres hverdag, osv
var betydelig mere ærlig og mere nuancerede, end hos mændene.

Da de udspurgte var ganske anonyme, var der ingen grund til at tro,
at kvinderne i højere grad end mændene ville lyve om deres eget snyd
ved net-dating, så denne kønsforskel med hensyn til grad af ærlighed
ved selvbeskrivelsen er sandsynligvis ganske reel.

Endelig viste undersøgelsen, at der uafhængig af køn
gjorde sig nogle klare personlighedspsykologiske egenskaber gældende
hos de, der var villige til at snyde forholdsvis meget i deres net-dating:
De var først og fremmest karakteriserede ved at have tilbøjelighed
til i dagliglivet også at være meget opmærksomme på,
hvordan de mon tog sig (godt) ud i andres øjne.

Det er altså formodentlig denne naturlige stræben efter
at tage sig godt ud i andres øjne der så let fører til at der snydes,
når kærlighedssøgende af begge køn inviterer til et møde via net-dating.

Den gruppe af snyderne, der også løj helt bevidst om andre + attributer
var især karakteriseret ved at være mindre samvittighedsfulde og betydelig
mindre hensynsfulde overfor alle andre mennesker, sammenlignet med
de mere ærlige netdatere, der ok måske snød lidt med elastikken
men i det store og hele var værd at fatte tillid til - efterhånden..

Til gengæld var der ingen forskel i mellem de ærligt søgende
og de mindre ærlige netdatere mht, job, lønforhold, uddannelse,
og hvad der skrives om ens typiske forskellige grad af udadvendthed
og indadvendthed, optimisme/ pessimisme, selvkontrol og nervøsitet etc.
- hvilket giver profilens udtryk for "selv indsigt" en vis troværdighed.


Referat ved
Thomas Nielsen, lektor på Psykologisk Institut, Århus.
fra: Forsknings-nyt fra psykologien, 2010 (nr. 5)

Kilde: Hall, J. A., Park, N., Song, H. & Cody, M. J. (2010).
"Strategic misrepresentation in online dating: The effects of gender,
self-monitoring, and personality traits. Journal at Social
and Personal Relationships, 27(1). 117-135.