Jeg modtog dette tankevækkende brev
fra en websurfer, som jeg har fået lov til at bringe her
til støtte og advarsel for andre, der ligesom han
har mistet sin mor - eller far - i barndommen.
...............(let bearbejdet af Ebbe).
Pelle skriver:
"Ca. 4000 børn oplever hvert år her i Danmark
at miste sin Mor eller Far uden at få særlig meget hjælp
til at komme hele igennem det store tab, dette selvklart er.
I samarbejde med Kræftens bekæmpelse har Peter Olesen derfor begået en god bog
der hedder: "Min mor døde. Min far døde"; hvor 25 danskere hudløst åbent og ærligt
fortæller om det "hul i psyken", som det er at miste en af sine forældre, som barn.
Det er en tiltrængt og spændende bog om, hvad børn føler og tænker.
Da jeg (Pelle) selv har prøvet at miste min mor alt for tidligt,
og derfor kender den omtumlende følelse indefra, trænger min historie sig på,
samtidig med at jeg nikker genkendende til det, som disse 25 mennesker har oplevet.
Det at have mistet sin mor
eller far som barn skaber meget let
en tung og dyster blues klangbund i ens liv:
Et uudsletteligt sår i sjælen, der opstår inde i de kaotiske chockerede tilstande
som et pludseligt dødsfald afstedkommer og det næsten umulige forsøg på
efterfølgende at leve videre med en mere eller mindre ubearbejdet sorg.
Et barn, der rammes af et så urimeligt hårdt slag af livet,
kan endnu mindre end en voksen overskue denne lammende sorg,
og selvom det er den samme proces af sorgbearbejdning barnet skal igennem,
som de andre tilbageladte, tilsidesættes barnets behov ofte. Igennem årene har jeg
troet på, at der var en positiv udvikling herom, fordi at kriseteorierne er mere udbredte,
og at empatien og forståelsen var større nu end den var i min tid,
men det er vist meget tvivlsomt om dette nu også passer.
--------------------------------------------------
Jvnf. f. eks. Sidste nyt om børn og sorg:
(Set i Netdoktors nyhedsbrev den 18 - 10 - 2000):
"Pædagoger og lærere skal være bedre til at tackle børns sorg.
"Min erfaring er at pædagoger, lærere og socialrådgivere meget gerne
vil hjælpe børn i sorg, men at de alt for ofte bliver helt handlingslammede,
fordi at de ikke ved, hvordan de skal gøre det - på barnets præmisser.",
siger psykolog Dorthe Traasdahl Møller. Hun står bag kurser, hvor voksne
der arbejder med børn, kan lære at hjælpe barnet med at håndtere sorgen.
Dorthe Traasdahl Møller ser de samtalegrupper for 10 årige til 18 årige,
som foreningen Børns Vilkår har oprettet, som et godt initiativ.
Hun peger på, at selv små børn har brug for at tale om deres sorg.
Kilde: M. Mikkelsen, Kristeligt Dagblad.
---------------------------------------------
Det rationelle uddannelsessystem er
altså stadigvæk ude af stand til at tackle
det som sker hos en skoleelev, når ens Mor eller Far - eller dem begge to? dør.
Eller kan ikke - eller vil ikke tage ansvar for at have en såkaldt "beredskabsplan"
i tilfælde af at en af eleverne rammes af denne den dybest tænkelige sorg.
For at støtte at dette snart sker:
Her er min historie:
En solskinsdag omkring Sankt Hans i 1967 døde min mor.
Mor besvimede og faldt om på badeværelsesgulvet. Måske imens hun rakte ud
efter noget medicin. Der var noget med hjertet. Året før vi kom til Danmark fra Sverige,
og jeg var allerde en stor succes, fordi jeg lærte at tale dansk allerede efter få måneder,
så jeg fik meget hurtigt danske kammerater, som jeg legede ubekymret med.
Lad os begynde med
at det var eftermiddag - sådan en søndag eftermiddag
hvor tiden næsten står stille. Min storesøster var på charterferie i Tunesien,
men vi andre var hjemme: Min mor, storebror, far og mig. Og pludselig står
min storebror, som er 6 år ældre end mig, i havedøren. Helt skræmt råber han,
at mor er besvimet, og Far og jeg styrter ud til hende med bankende hjerter.
Mor lå på ryggen med lænden over dørtærskelen ind til badeværelset.
Hun var helt hvid i ansigtet. Far råbte, at jeg skulle løbe over efter vores genbo,
Fru Nielsen. Det var en hel lettelse bare at spæne afsted, at foretage sig noget.
Da jeg kom tilbage med Fru Nielsen, kunne jeg igennem gangen og køkkenet se,
at hun ikke var kommet til sig selv endnu. Helt bleg var hun og der var en rød fråde
om munden - og blod på gulvet ved siden af hendes hoved. Min far ville ikke have,
at min bror og jeg skulle være der, og Fru Nielsen foreslog,
at vi skulle gå over til hende og vente.
Vi kiggede bare ned i jorden, og det blev vi ved med i lang tid,
imens vi gik derover uden at sige noget, tavse og mærkeligt ladet med angst.
Hjemme hos Fru Nielsen blev timerne til en evighed. Hr. Nielsen sad og så fodbold
i fjernsynet. Efter et stykke tid kom Fru Nielsen tilbage, og fortalte kort at ambulancen
var kommet, og at far var fulgt med den. Jeg har siden hadet lyden af ambulancer.
Måske havde alle naboerne og mine legekammeraterne stået og set på
at mor blev båret ud i ambulancen? Da vi kom tilbage senere sad far ved telefonen
inde på deres værelse. Han stirrede lige ud i luften uden at sige noget.
Jeg spurgte om mor var død, men jeg kendte allerede svaret,
inden far sagde ja. Jeg tror nok, jeg græd i en uge i træk.
Min storesøster afbrød sin ferie i Tunesien og kom hjem.
Jeg så mor en sidste gang på Bispebjerg krematorium. Sammen med en af morbrødrene
gik jeg hen til kisten, hvor hun lå i ligklædet med lukkede øjne og hænderne på maven.
Hun virkede slet ikke død, som hun lå der. Næsten som om hun kunne slå øjnene op,
hvad øjeblik det skulle være. Min onkel sagde et pænt farvel til sin storesøster,
og jeg ville ikke græde mere efter begravelsen, fordi han dystert sagde,
henvendt specielt til mig, at jeg nu skulle være en stor dreng.
Jeg gik og syntes, at døden var noget dybt uretfærdig!
Og hvorfor skulle netop JEG havne i en så ulykkelig situation?
Ingen sagde noget eller gjorde noget. Omgivelserne kørte bare videre,
som om der ingenting var sket. Som om min mor bare var gået i byen,
og kom tilbage om lidt. Jeg legede uberørt, imens jeg i mit indre bar
på et vakuum af frysende savn. Det gjorde mig også meget sårbar,
men jeg vidste ikke bedre dengang, så jeg holdt min mund.
Jeg kunne heller ikke bære at få over mine læber, at mor var død.
Jeg gik rundt i en osteklokke, der adskilte mig fra omverden. Mor befandt sig
et eller andet sted begravet imellem hemmelighed og tabu - men jeg kunne gøre hende
levende med magiens hjælp, når jeg havde besøg af skolekammerater om eftermiddagen.
Legekammeraterne på vejen vidste det jo godt. De drog mig ikke til ansvar for mit bedrag
og jeg havde en ordløs stiltiende aftale med min søster og bror om ikke at begynde
at snakke om pinlige emner - som det der med, at mor var død.
Som jeg ser det i dag,
levede min far ikke op til sit ansvar som Far.
Det har jeg været meget vred på ham over, da jeg som voksen begyndte at grave
mig ind til kernen af min angst for at miste, og endelig tog mit indre barn på skødet
og begyndte at lytte mig ind på migselv og derved blev bedre til at tage vare
på mine egne behov - og ikke blot spejle mig i de andres øjne.
Far støttede mig ikke særlig godt
efter sommerferien i 1967, (Mor døde i juni!), da jeg skulle i 3. klasse
med en helt ny klasselærer. Det var nye betingelser, og far kunne have hjulpet
mig ved at fortælle min lærer, hvad der var sket. Og have sagt at jeg skulle fortælle
mine skolekammerater, hvad der var sket - gerne støttet af klasselæreren.
I stedet for
gik jeg i skole igen efter sommerferien med al min smerte gemt godt af vejen.
Hemmeligholdt til en meget stor pris: Tab af identitet = jeg følte mig mærkelig og falsk,
skamfuld og skyldig - kort sagt ANDERLEDES. Samtidig var jeg jo ih så flink
og flittig. Ingen opdagede vist nogensinde sandheden. Alle var tavse.
Det hele sejlede som det bedst kunne i disse
for min selvopfattelse, så vigtige år.
Jeg levede en slags dobbeltliv,
hvor jeg i offentlig sammenhæng helt holdt ferie fra min sorg.
Det lykkedes i den grad at holde på min hemmelighed, at jeg faldt igennem
samtlige netværk uden nogensinde at genere andre mennesker med min smerte,
sorg og skam og alle disse mærkelige nye følelser, der hvirvlede rundt i mig.
For nogle år siden var jeg med til
at arrangere en klassefest med min folkeskolekammerater.
Som indledning til runden om, hvad vi havde bedrevet siden sidst
- som vi har haft tradition for til vores klassefester - holdt jeg en tale,
hvor jeg fortalte dem om de følelser jeg havde, da jeg startede i 3 klasse.
Min lærer fra dengang var også tilstede. Hvilken sejr og hvor var jeg lykkelig
bagefter at jeg have gjort det. Endelig turde jeg vise dem MIG!
I hele 2. klasse havde jeg f. eks. haft madpakker med
I 3. klasse og i de efterfølgende år havde jeg ikke madpakke med.
Hver dag kunne jeg i spisefrikvarteret kikke på at mine skolekammerater
åbnede deres madpakker, som deres vidunderlige mødre havde smurt til dem,
imens jeg ikke havde noget at spise, "fordi jeg ikke var sulten" - som jeg løj.
Ved skoleafslutningen i 7. klasse
blev jeg kaldt op på scenen til skoleinspektøren,
hvor jeg fik en gave for godt kammeratskab. Det var en bog,
der hed "Månens erobring". Jeg kendte allerede ethvert krater på månens bagside
fra mine mange ensomme nattevandringer deroppe
- og genkendte mig selv i bøgernes verden.
Ensomhed er verdens største fællesskab.
Min far var alt alt for fraværende.
Han var ellers en elskværdig person, venlig, belæst og meget beleven,
men i hans akademiske cirkler var der ikke levnet meget plads til andres behov.
Hver sommer, når vi var på ferie i Sverige, prøvede mine fastrer at formå min far
til at gøre noget for at jeg spiste noget mere, men lige lidt hjalp det.
Det var lidt småt med såvel min sult - som livssult i disse år.
Sommetider tænker jeg på, at jeg i virkeligheden
at jeg efter Mors død, hverken havde en mor eller en far mere!
Alligevel beundrede jeg ham dengang. Jeg så op til ham på hans
uopnåelige piedestal. Først da jeg var sidst i 30´erne, og hele dette kompleks
begyndte at røre på sig i min daværende store angst for at miste min kæreste,
gik det op for alvor op for mig, hvilken kæmpestor vrede, der lige siden
mors død har ligget så godt gemt væk i mig - i mit forhold til min far
og hans undladelsessynder. Han svigtede mig ganske enkelt totalt!
Til gengæld fik jeg en stedmoder, som jeg ikke kunne lide.
Først var hun weekendkæreste med min far, diverterede med Toblerone,
når hun kom fra Sverige. Det begyndte allerede nogle måneder efter min mors død.
Efter ca. 4 år flyttede hun ind. Endnu engang "glemte" far at tænke på mine behov
i den sammenhæng. Han kunne så nemt have introduceret hende bedre,
i stedet for bare helt kort blot at DIKTERE, at nu flyttede hun ind
og nu skulle vi børn bare være søde og flinke imod hende.
Jeg voksede op på trods af dem!
Med opdragelse menes der oprindeligt at nogen drager en anden op,
drager en op mod lyset. Min far opdrog mig til at leve omme bagved lyset.
Hvis min far havde haft blik for det og grebet vores alle sammens tab bedre an,
havde det hele sandsynligvis været godt - og meget være gået anderledes.
Fordi da min mor døde, eksploderede mit verdensbillede!
Mit barnlige uskyld lå totalt i ruin. Og Far gjorde sit til at det blev et fængsel,
som min stedmoder bevogtede. Ganske vidst lavede hun god mad til mig,
men hun lod aldrig MIG komme "ud i lyset". Jeg spillede glad dreng,
og hun spillede den venlige reservemor - og det var desværre alt.
Aldrig et eneste ord om min Mor.
Ikke et ord om rollerne i familien og følelserne ved at skulle
lære at leve i en helt ny familie. Det var ikke tilladt at udtrykke sig følelsesmæssigt,
tilladt at bede om det, som jeg havde brug for, tilladt at se ud af øjnene og ind i andres øjne.
Eventyret om Hans og Grete er mit eventyr, deres "forældreløse fængsel"
og kamp for at slippe væk, kender jeg alt for godt indefra.
Men jeg kunne jo også godt se,
at min far og hende der stedmoderen var glade for hinanden.
Som 13-årig købte jeg "Hjertets Labyrinter" antikvarisk til dem i julegave.
Den handlede om Napoleon, og mange andre kendte menneskers kærlighedsliv,
men min far havde naturligvis ikke andet end hån til over for bogen
og gaven, hvilket han gav højlydt udtryk for den juleaften.
Jeg følte mig dybt såret. For mig var det en symbolsk gave og handling,
som betød, at jeg mente Kærligheden var et vigtigt element i tilværelsen,
og i min egen spirende pubertet forsøgte jeg at give dem et signal om,
at jeg altså nu var begyndt at undersøge disse sider af livet.
og godt ville tale om dette meget spændende emne.
Men det forstod han vist ikke et suk af.
Far lagde overhovedet ikke mærke til, at han havde såret mig
og hans attituder imod mig ændrede sig næsten ikke igennem årene.
Selvom jeg var 18 år, kunne han finde på at sige : "Stackars liten"
ligesom om jeg stadig var et barn, der kravlede rundt på gulvet.
Det skammede jeg mig over, når andre hørte det.
Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at leve op til hans overfladiske familiebillede.
På grund af hans akademiske karriere havde han selvfølgelig store forventninger til mig
i den retning, men hvordan skulle jeg kunne det, når han aldrig støttede mig,
når det virkelig gjaldt? Og havde han egentlig tænkt på, hvad jeg selv ville?
Han spurgte mig ikke, og tog vist bare min løbebane som en selvfølge.
Fars eneste socialpædagogiske indsats nogensinde kom et par år efter mors død.
Min klasselærer havde bemærket at jeg hakkede og stammede i det, når jeg læste højt,
klart nok med alt det jeg havde at tumle med. Hun foreslog, at jeg skulle læse noget mere,
og ringede derfor og sagde det til min far om aftenen, det lagde hun mærke til,
men ikke ham. Jeg fik derfor nogle penge af far,
så jeg kunne købe nogle indianerbøger.
Det hjalp også, og jeg blev derved bedre venner med bøgerne,
end med min familie og det har jeg siden hen kunnet glæde mig over.
Ellers kunne jeg ikke rigtig sige, at jeg lærte noget vigtigt af ham.
Jo jeg kan huske at jeg i en periode
var meget bange for at han også skulle dø.
Han havde astma, og hostede nogle gange så forfærdeligt, at jeg troede,
at han også skulle dø. Men jeg beundrede ham også, hans karriere, hans vid,
og som en tør svamp sugede jeg til mig af hans uskrevne leveregler,
som var en slags appendiks til Janteloven, og kropumulige
at bruge til noget som helst livsbekræftigende.
Den underliggende livserfaring,
jeg lærte af min Far ved at miste min Mor.
Via hans tavshed, holdning = den måde han tog dødsfaldet på
og hans senere adfærd overfor mig, lærte jeg hans barske livsfilosofi
bedre at kende - uden at Mor kunne blødgøre og korrigere ham.
De regler han levede efter, gik meget kort sagt ud på:
1. Hvis du har et personligt problem, så sig det endelig ikke til nogen.
Det er en skam at afsløre sig selv. Og hvis du har et problem så glem det,
fordi at du kan alligevel ikke gøre noget ved det. Og det er helt sikkert
kun din egen skyld, at du overhovedet har dette problem.
2. Vi er fordømt til at være indesluttede ensomme mennesker,
og kun igennem flid, ro og stræbsomhed, bliver du - måske
en dag noget værd. Kort sagt: Gør, og lev ligesom mig.
3. Det kan være skæbnesvangert
at have en konflikt med en anden person, fordi
at hvis X er uenig med dig, kan selv venskaber knækkes for livstid.
4. Andre menneskers krav, følelser og behov
er en fornærmelse, også selvom de har ret i deres krav.
Den bedste måde at undgå krav på, er at gå til dit værelse
og gemme dig langt væk under et tæppe og ruge over det alene.
5. Tal ikke med dine venner. Det er spild af tid og desuden er de for dumme
- og du skal jo heller ikke afsløre, hvor latterlig du selv i virkeligheden er.
6. Dit arbejde er vigtigere end alt andet.
Dybt inde i et mørkt skab har du en identitet, men vis den endelig ikke frem
for så bliver du bare såret, for så vil vi kunne se, hvor du grim, fuld af skam og skyld,
du er. Det er bedre at skjule dig ude på toilettet, end at komme ind og ligne et monster.
7.Glem bare det som er svært - og gør det ved at begrave det i tavshed.
Et beslægtet brugbart våben er ignorance: Hvis nogen bemærker din nærtagenhed
så ignorer dem. Ignorer din hjælpeløshed, ignorer alt det du føler, simpelthen
Og hvis det er nødvendigt, så benægt alt - og gem dig bag en avis.
Tavshed er guld - og dit bedste værn imod alt ondt og besværligt.
Sådanne leveregler absorberede jeg,
selvom de ikke havde noget med mig at gøre.
Jeg har siden spildt en hel del af min ungdom på at efterleve dem, uden held.
Resultatet var selvfølgelig at jeg aldrig følte mig ok og god nok.
Først da jeg symbolsk kylede min far
op imod væggen med et ordentlig knald på et terapikursus, skete der noget.
Tager jeg fejl? Nej! Jeg talte om himlens farve og denne gang, sagde jeg,
at "Den er blå!" Jeg råbte, at "Himlen er blå - og hvis nogen siger,
at den har en anden farve, så er det op til dem at mene det, ikke mig!"
Og så dukkede alt det dér, med min manglende far op som et brøl.
Det udbrud handlede vist om meget mere end blot farven blå,
nemlig retten til at eje Min sandhed.
I folkeskolen kunne jeg bluffe, så ingen kunne se at der var en hinde
imellem mig og omverden. Jeg følte ikke jeg rigtigt hørte til. Så det som et grundvilkår,
at jeg altid skulle slås med det sorte hul indeni mig, hele tiden. At finde mine følelser
frem igen fra køleskabets fryser. Igen at være spontan, og ikke altid
se så alvorlig ud - men kunne gribe dagen og fuglen i dens flugt ...
alt det, har jeg først lært mig selv i de senere år.
Jeg kan nu le og lege igen,
som var jeg et ubekymret barn. Det er det bedste ved det liv, jeg lever nu,
men det var hårdt arbejde at nå frem til dette. Jeg ved også, at jeg med mine erfaringer,
som jeg har betalt en høj pris for, har en skærpet sans for de virkelige værdier i tilværelsen.
Det, som betyder noget! Og fordi at jeg selv har savnet det så voldsomt,
er jeg blevet god til at lytte til andre menneskers smerte og sorg.
Sorg, der ikke er bearbejdet og sat ord på, fryser alle dine følelser nede,
"Hullet" tager glæden og alle de andre følelser med sig. Den pris ved blot
at bide tænderne sammen, holde kæft og fortrænge sin personlige livshistorie,
er jeg først rigtig begyndt at få øje på nu, efterhånden som følelserne tør op.
Gevindsten er at det, at jeg tør - og kan mærke og føle mig og verden igen,
denne åbning gør mit liv meget rigere, end det før har været.
Jeg håber at andre kan bruge min erfaring,
- så at de får det lidt lettere end mig.
Du må meget gerne skrive en email til mig,
hvis du genkender noget tilsvarende fra dit liv.
Hilsen fra Pelle Larsson.
pelle.e.a.larsson@gmail.com
Din velfortalte historie
om tabet af uskylden, det total kaotiske,
chocket, tavsheden, savnet og hvordan verden blev anderledes,
koldere, ensommere - og din fars svigt, taler vist for sig selv,
så .. tak for din blues Pelle!
Blot lige et tankevækkende meditativt billede,
som jeg så for mig, imens jeg redigerede din email.
Hilsen fra Ebbe.
PS. Der er nu oprettet een rådgivning for unge
mellem 16 og 28 år, som mister en far eller en mor for tidligt.
Ungekontakten i København skal hjælpe de unge på ret køl igen
efter et dødsfald i familien. Et dødsfald i den nærmeste familie
kan have langsigtede konsekvenser for de efterladte børn,
hvis de ikke får behandlet sorgen.
Ungekontakten er et treårigt projekt og støttes økonomisk af
Helsefonden, Sundhedsministeriet og Kræftens Bekæmpelse.
B.T, Set i Netdoktor den 11. december, år 2000.
|
