Kapitel 11.
En slags opsummering af hvad deltagerne hidtil har fået ud af det
+ 2 større psykoDrama-sessioner.
|
Fredag formiddags sessioner
Da vi er samlet oppe på loftværelset, spørger Else Marie,
hvem der vil have noget tid her i formiddag. Hanne, Mona, Ulla
samt Poul og Lotte sætter sig ind i midten. Jeg beder Gert og Hans
om også at sætte sig frem, da de endnu ikke har været hovedpersoner.
Hanne starter: "Det har været en god uge for mig.
Gert og jeg har talt meget bedre sammen, end vi længe har gjort, men nu i dag har jeg det ikke så godt. Jeg vil egentlig helst hjem nu,
men det vil jeg alligevel heller ikke. - Jeg er vist lidt vanskelig i dag." Else Marie: "Hvad kunne du ønske dig?"
Hanne: "Jeg ville ønske, jeg hele tiden kunne være lige så glad, som jeg var de første dage, men både i går og nu til morgen,
er jeg igen faldet ned i det sorte hul. Det vil jeg godt op af."
Else Marie: "Hvordan føler det at være her i dit sorte hul?"
Hanne: "Jeg føler mig forvirret nu - og lidt bange, men jeg er mest ked af det.
Der er ligesom noget, der er gået helt i baglås." Else Marie: "Kan du uddybe det?" Hanne: "Ja, mit forhold til jer andre er blevet så... Jeg mener, jeg havde en god kontakt med flere af jer i de første dage, men så har jeg brugt nogle dage på at være
sammen med Gert, og nu føler jeg mig ret meget udenfor det, som sker.
- Jeg kan mærke, at jeg på den ene side har lyst til at være alene,
og på den anden side har jeg det ad helvede til, når jeg så er alene. Jeg har svært ved at være her, når jeg har det sådan, og jeg blev glad, da du, Ulla, foreslog, at jeg bad om endnu en session".
Hun sender hende et hurtigt smil.
"Det handler måske om at vi i morgen skal afslutte kurset,
og jeg er lidt bange for at vende hjem. Jeg er især ængstelig for,
om Gert og jeg kan bevare den gode kontakt, vi har haft i disse dage.
Nu kommer hverdagen jo snart med alle sine krav - og desuden hader jeg
at sige farvel." Det beroliger hende at høre, at det er hun ikke alene om.
Efter en lang tænkepause: "Men bag det handler det også om,
at jeg har så let ved at blive vred på mig selv. F. eks. tænker jeg tit på,
at bare jeg dog havde noget vigtigt at sige, som andre kan bruge,
men jeg aner ikke, hvad det dog skulle være.
- Åh, jeg føler mig så forbandet dum.
Jeg er måske bange for at måtte indse, jeg egentlig er yderst ordinær.
At det er svært nok bare at sørge for at have en god dag, og klare mit job,
forholdet til Gert og børnene og alt det andet, som en travl hverdag kræver.
Men hele tiden er der en indre kritisk stemme i mig, der spørger:
"Er det virkelig alt, hvad du kan forvente dig af livet?"
Noget flere af os nikker medfølende og genkendende til.
Hun slutter af med at sige: "Men der er også noget andet omme bag
den evindelige utilfredshed, som presser sig på, men jeg ved ikke, hvad det er.
Det vil jeg godt se på."
Else Marie: "Prøv at lade det, der presser sig på vokse. Måske er det noget nyt, som er på vej? Lad os se på det her
i formiddag efter runden. Nu vil jeg godt høre, hvad der sker i dig Gert.
Gert ser sig forvirret omkring og siger : "Jeg har det godt nok"
Else Marie: "Du har ikke været hovedperson endnu?" Gert: "Jeg har ikke lyst til at sidde deroppe og være hovedperson. Det er derfor, jeg ikke har meldt mig til et psykodrama.
Jeg får mere ud af at se på det, I andre tager hul på."
Else Marie: "Der er heller ikke nogen, som har sagt,
at alle skal være hovedperson. Jeg er bare nysgerrig, fordi jeg ikke har haft ret meget kontakt med dig i disse dage Gert. Jeg er nysgerrig
efter at vide, hvordan du har det, og hvad der sker i dig?"
Gert: "Jo tak, jeg har det da meget godt, tak.
Jeg er lidt træt og mat, fordi det blev sent i nat. Jeg sad og snakkede med Hugo,
Otto og Hans til lidt over kl. 3." Else Marie: "Hvad snakkede I om så længe?" Gert: "Sådan om mennesker og os selv." Else Marie: "Kunne du lide det?"
Gert: "Ja, det var interessant, vi forstod ligesom hinanden."
Ebbe: "Så du er begyndt at opdage, at psykologi er andet end kedelige bøger?
Gert, hvad har du ellers fået ud af det, som er sket her i løbet af ugen? - Hvad er der liv i for dig? Har du fundet et svar på det spørgsmål?"
Gert ler og siger: "Jeg er glad for, at Hanne er holdt op med
at gå og skælde mig ud. Det har du ikke gjort på noget tidspunkt i denne uge Hanne,
og det skal du have tak for. Vi har gået nogle gode lange ture og fået snakket en masse. - Jo, jeg har fået det meget bedre med dig. - Sådan ser det ud fra min side."
Else Marie: "Hvordan har du det med os andre her i gruppen?"
Gert: "Jeg har ikke fået snakket med alle, men jeg har da talt en del med Hans og Otto,
og i aftes lærte jeg meget ved at lytte til alt det, Hugo fortalte mig om at være ung i dag.
Og - nej, jeg har da også talt med flere af jer andre. Jo, det har været en god uge,
og jeg er glad for, jeg tog med."
Ebbe: "Er der andet, du vil sige, nu du har ordet?"
Gert: "Jo, jeg synes, det er meget anstrengende at følge med i alle de psykodramaer,
vi har overværet. - Jeg anede ikke, at andre gik rundt og havde så meget at slås med. Det har både forvirret og skræmt mig en del, og jeg har tit haft svært ved
at forstå alt det, som sker."
Ebbe: "Ja, sådan er det ofte den første gang, du er med i sådan en gruppe, hvor der er så mange nye indtryk og du pinligt opdager at du mangler de der
ord for, hvordan du har det og ikke kan analysere og forstå det der sker.
Det er selvfølgelig lettere, når du har vænnet dig til formen
og den måde, hvorpå vi taler på.
I den første gestaltterapigruppe, jeg var med i hos Natasha i 1973,
så sad jeg selv bare med åben mund og polypper i en hel uge
- og var heller ikke hovedperson, hvis det kan trøste dig.
Det var så overvældende og anderledes.
Ved du, hvad du føler lige nu Gert?"
Gert: "Ja, jeg er både forvirret og nysgerrig, træt og vågen.
Det er spændende nok at være her, men ind imellem kobler jeg altså helt ud
- Jeg tror, det sker, når jeg ikke forstår det, som sker. Eller ikke kan genkende det
i mig selv. Jo, og så glæder jeg mig til at komme hjem til vores hus i Århus igen."
Det vækker latter. Sådan er vi flere, der har det her sidst på ugen.
Else Marie ler: "Ok, sådan har du det. Er der noget, du savner?"
Gert: "Nej, det er fint nok, som det er."
Ebbe: "Sådan føler du da vist overfor meget her i livet, gør du ikke?
"At det er fint nok, som det er". - Det lyder som omkvædet på dit livs melodi?"
Gert henkastet: "Er der nu noget i vejen med det?"
Ebbe: "Næh, der er ikke noget i vejen med dig Gert.
Det er mere en konstatering, end en kritik! Du er fin og god nok,
eller måske rettere sagt: god nok, som du er! - Det er pudsigt nok
det stik modsatte af det, som Hanne føler overfor sig selv. Dette er også blot en konstatering Gert og ingen kritik, - for jeg beder dig jo ikke om at lave om på noget.
Det job overlader jeg til Hanne - og dig selv."
|
Hans tager nu ordet: "Jeg har det fint med at være her,
men jeg har haft svært ved at finde et problem at arbejde med.
Det har skiftet fra dag til dag, hvad jeg ville. For det meste har jeg opdaget,
at det egentlig slet ikke var et problem, og har selv kunne finde ud af det.
Lige nu synes jeg slet ikke, jeg har nogle problemer." Alle ler,
og Hans ler selv hjerteligt med.
Ebbe: "Vil du fortælle os om et af de problemer, der altså ikke er et problem,
som du har overvejet?" Hans: "Jo, de første dage var jeg bange for,
at jeg skulle få lyst til at kneppe med nogle af kvinderne her
- Jeg var vist bange for, at jeg helt ville glemme Clara derhjemme
og ende kurset med at få nogle moralske tømmermænd og have det helt ad helvede til.
- Det ville jeg have haft nu, hvis jeg havde gjort det. Den frygt kørte rundt og rundt i mig hele onsdagen og det gjorde det svært at være her.
Men så fandt jeg ud af, at jeg hele tiden så efter,
hvordan I lignede eller ikke lignede Clara, både når I dansede,
og når I arbejdede heroppe. Faktisk var det hende, jeg så efter hele tiden. Jeg har gået og opdaget, at jeg er blevet mere og mere glad for hende for hver dag.
Når jeg mærkede efter, kunne jeg ikke mærke, at jeg var spor liderlig.
Ikke engang i går, da vi snakkede om sex.
Det handler nok mere om, at jeg blev bange for al den snak om død og selvmord
- og trængte til tryghed. Det var mere tryghed, end det var sex, det handlede om.
- Det blev jeg utrolig lettet ved at opdage. Altså ikke sådan, at I skal tage det
som en fornærmelse piger! Jeg har nydt at ligge i arm, og jeg føler mig meget tryg her i gruppen."
Lang tænkepause - og så siger Hans: "Det, jeg vil sige, er, at jeg i disse dage har gået og fundet ud af,
at jeg virkelig elsker Clara. Jeg glæder mig til at komme hjem til hende."
Ebbe: "Tillykke, og så er det jo godt at vide, at hun også savner dig.
Hvordan har du det i dag med, at kvinder har lettere ved at græde end os mænd?" Hans overrasket: "Det har jeg vist vænnet mig til. For det meste er det jo kun smeltetårer.
(Lang pause). Jeg anede ikke, der var så meget vand i dem. - Det generer mig ikke
så meget mere, at nogen græder eller skælder ud.
Det handler nok om, at jeg skal til at vænne mig til,
at andre mennesker føler meget mere og stærkere, end jeg gør!
- Men jeg tror altså ikke, du kan få mig til at slå min mor ihjel med en ketsjer
på en madras, eller sådan noget." Ebbe: "Hvorfor skulle jeg dog det?"
Hans: "Faktisk elsker jeg min forældre." Ebbe: "Du er en heldig mand Hans! Det er der desværre ikke så mange, der kan sige. Det ville jeg da godt have hørt dig
fortælle noget mere om. Hvem har dog sagt, at vi kun skal arbejde med triste oplæg,
måske kunne vi andre lære noget af jeres forhold?"
Else Marie: "Har du drømt noget her på kurset? Hans: "Ja, det er sjovt, du spørger. De sidste par morgener har jeg drømt 2 drømme,
som jeg kan huske. Jeg har skrevet dem ned i min dagbog, vil du høre dem?"
Else Marie: "Ja, det vil jeg gerne efter runden."
Ebbe: "Hvad har du lyst til at sige Mona?"
Mona: "Jeg synes allerede, jeg har fået så meget. Især er jeg glad for alle de nye tanker, jeg har gået og tænkt i disse dage. Jeg har også nydt at øve mig på at kontakte jer fyre
og den bekræftelse, jeg har fået. Jeg søger noget, som kan give mig mod, og jeg tror nok, jeg har fundet ud af svaret på mit zenspørgsmål.
Det skal hedde: "Hvordan kan jeg styrke min nysgerrighed lige nu?"
Det vil jeg holde fast i. - Jeg føler mig lidt mat i kroppen, men ellers
glæder jeg mig til, hvad der skal ske i dag."
|
Ulla: "Jeg vil godt lære at tale bedre med den lille pige i mig. Efter at jeg har givet mere slip i min perfektionisme - som jeg jo plejer at døje med
(slår ud med armene og høster latter), har jeg følt mig helt utrolig sårbar.
- Det skræmmer mig at føle sådan. Jeg har ikke haft det godt med det
hele tiden. Jeg er ikke vant til at føle mig så skrøbelig."
Ebbe: "Ulla, som Leonard Cohen siger: "Der er en revne i alting.
Det er sådan lyset kan komme ind." - Er det ikke sådan, at når vi smider
vores alt for små barnesko, så kommer der en tid, hvor vi må gå barfodet
og føle os mere sårbare, indtil vi finder os nogle større og bedre sko,
der ikke klemmer og gør ondt, som de gamle gjorde?
For mig er det vigtigste spørgsmål: Hvad har du brug for, når du føler dig så åben og sårbar som nu?"
Ulla: "Jeg har brug for at turde sætte mig ind til en eller anden og finde tryghed.
Det skal helst være en kvinde. Det tror jeg, jeg vil føle mig mest tryg ved
- men så er jeg bange for, at I andre vil opfatte mig som svag."
Ebbe: "Kan du uddybe det lidt?"
Ulla: "Jo, jeg savner at mærke en varm mave mod min ryg. En, som tør holde om mig - uden at jeg føler mig låst fast. Måske vil det også
være godt at blive vugget lidt blidt? Jeg kan mærke, jeg trænger til
at blive beroliget og holdt om, men ikke noget med en sutteflaske!"
Ebbe: "Ok, hvem har du lyst til at putte dig ind til?"
Ulla ser sig rundt og spørger, om det er ok for Hanne, som glad gør plads.
Da Ulla sidder godt placeret i Hannes favn, fortsætter jeg.
Ebbe: "Ulla, nu imens du sidder der og giver slip på utrygheden, så prøv om du også kan åbne dit sind lidt mere. Måske kan jeg lære dig
at tænke anderledes mht. hvad der er stærkt og svagt os mennesker imellem.
Vil du høre en anderledes synsvinkel?" Hun nikker.
"Vores samfund er så fuld af krav om, at vi skal være stærkere og mere checkede, end vi egentlig er og føler os inden i. Du ved, alle de
der små og store spil folk spiller med hinanden. Vi lærer f. eks. meget tidligt spillet:
"Smil - og verden vil smile til dig", og "Jo bedre du er til at skjule, hvordan du har det
inden i, jo stærkere og sejere tror du at du er i andres øjne".
I vores kultur er der utrolig mange, der på den måde lægger større vægt
på at synes stærke, end i at være ægte personligheder. Overalt ser vi glamourøse billeder
af smilende overskudsmennesker, der som guder og gudinder kan klare alt - og som for det meste blot støtter den der fascistoide myte om,
at der eksisterer over- og undermennesker.
I den virkelige verden er de fleste mennesker ved at segne af stress træthed og ensomhed i dette store absurde skuespil, som vi alle sammen
er viklet ind i. Nogle siger, at jo bedre du er til at spille med i det magtspil, jo stærkere er du. I mine sorte øjeblikke ser jeg det som en stor løgn,
ja ind imellem som udtryk for en ren og skær menneskeforagt.
Ok, måske bliver din maske og facade stærkere, men dine følelser og din sjæl bliver samtidig spærret endnu mere inde
bagved dit image. Det indre dig svarer ikke til det ydre
- og det ydre image, svarer slet ikke til indholdet.
Neurosernes falske plastikblomster ser måske flotte ud,
men de er uægte - og det er forbandet udmattende således at holde sit sande selv skjult ude i kulissen.
Det bliver let sådan noget uærligt skuespil
Det der imageskuespil tror jeg, det er farligt at gå for meget op i,
fordi prisen du betaler menneskeligt set, er så høj. Egentlig tror jeg,
spillet mere bygger på frygt, end på sand glæde - og så har jeg svært ved at se det som et udtryk for styrke, at man er dygtig til at spille det.
Jeg ser mere på øjnene, end på makeuppen, om du forstår.
Sand styrke kommer indefra, når du tør være, hvem du er. Dvs. tør føle, hvad du reelt føler og siger, hvad du ærligt mener.
Det er det stik modsatte af at føle et og vise noget andet frem. Sige et
og tænke noget andet. Eller tænke og føle eet og så gøre noget tredje,
som helt modsiger, hvad du egentlig har lyst til at gøre.
- Det er da at gøre sit liv unødvendigt splittet
og det er drønforvirrende såvel for dig selv, som for andre. Det er i hvert fald det stik modsatte af at skabe en god stærk kontakt og at føle stærkt og klart. Når du dropper "dit ynglingsspil", så føler du dig
selvfølgelig ret åben og sårbar en tid, men det varer ikke ved, for lidt efter lidt
begynder du at vænne dig til at gå i større sko og opdager sandsynligvis, at livet derved bliver meget mere enkelt og fornøjeligt, end før. Du får også en bedre emotionel kontakt med andre.
Kort sagt, synes jeg det er vigtigt at skelne imellem at se stærk ud, og at føle stærkt og klart. - Og mellem at føle sig stærk, og at opnå
en stærk kontakt med en anden. Hvordan ville det mon være for dig Ulla,
hvis du lærte dig at se helt anderledes på "styrke og svaghed"?
Gad vide om du ikke vil få mere energi og en bedre kontakt med dig selv og os andre, hvis du reviderer din opfattelse af, hvad der er stærkt
- og hvad der er svagt?"
Ulla: "Det må føles helt anderledes at tænke sådan. Det vil jeg godt tænke lidt mere over."
Ebbe: "Ok. Hvad føler du nu?"
Ulla: "Jeg er usikker. Jeg føler mig utryg, når jeg ikke ved, hvad der sker,
og hvad jeg vil og hele tiden vurderer det, jeg gør så strengt."
Ebbe: "Hørt. Hvilken følelse er stærkest i dig,
når du gør det Ulla? Prøv at mærke efter."
Ulla: "Sårbarheden? - Forvirringen.
- Næh, nu kan jeg mærke din varme mave Hanne.
Jeg føler mig ikke utryg lige nu. Jeg føler mere, at jeg er ude i det usikre og ukendte. Ja, det er sådan det er. - Det er rart at se sådan på det."
Ebbe: "Godt, og prøv at lade hovedet hvile lidt og føl efter, hvad du reelt føler inden i lige nu, imens du ligger her og føler varmen fra Hannes mave."
Lidt efter: "Ja godt, giv slip i alle dine spændinger Ulla,
og giv dig lov til at flyde lidt mere ud. Ja giv slip, Hanne passer godt på dig.
- Hav armene lidt mere fri, så du ikke føler dig låst fast - og mærk din sande styrke indeni, når du blot trækker vejret dybt og godt."
Det gør Ulla med et lille glad smil i Hannes favn.
|
Tilbage i midten er nu Lotte og Poul.
Lotte trænger også bare til at få lov til at ligge og putte.
Det gør hun lidt efter hos Mona. Poul fortæller, at han og Michelle elskede dejligt sammen nede ved havet i nat, og at de badede
i morild i månelyset - og at han har det godt.
Efter runden tager vi et break og går ned på plænen.
Else Marie og jeg taler lidt om, hvem vi synes skal have en lidt længere session,
når vi kommer op. Og om, at vi skal huske at få dannet 3 festgrupper til i aften:
en madgruppe, en dekorations- og en opvaskegruppe, inden vi holder fri ca. kl. 14.
Klik videre her
til Hans og Hannes sessioner
|
Videre til den næste side
+ se indholdsfortegnelsen
Psykodrama bogen
Se indbydelsen til ugekurset
der beskrives i PsykoDrama-bogen
og vores 2. bog
Bid livet i låret og find dig en kæreste.
|
tilbage til index
over hele www.psykoweb.dk
|