fortsættelse
Folk kommer i god løs orden, igen ind på loftværelset og placerer sig
småsnakkende i cirklen.(klik her hvis du vil ser hvem, der sidder hvor)
Mona og Lisbeth har taget kopper, kaffe- og tekanden med.
Kort efter fortsætter Lisbeth, der nu har talebolden.
LISBETH
"Jeg har ry for at være en meget rolig og selvsikker pige.
Jeg er 38 år og har 3 dejlige børn. Jeg savner dem allerede og havde meget svært ved at forlade dem for at komme med her.
De to af dem er tvillinger. Jeg har arbejdet som leder af en børnehave.
Men det var næsten ikke til at holde ud at passe alle de andres børn,
og så selv have 3 børn derhjemme, jeg hele tiden følte, jeg forsømte.
Jeg gik til sidst rundt med en evig dårlig samvittighed
og følte mig som en hykler, når jeg gav forældrene en skideballe,
fordi de ikke tog sig ordentlig af deres børn. Det gjorde jeg jo heller ikke selv.
Nu har jeg så fundet mig et andet arbejde. Det er et halvtidsjob på en skole,
hvor vi arbejder smaddergodt sammen om at indsluse børnene ude fra børnehaverne.
Jeg ser ikke ret meget til min mand. Han arbejder meget og rejser tit i udlandet for sit firma,
så jeg er ofte alene. Det kan godt være lidt træls ind i mellem, men på den anden side
nyder jeg også, at jeg har så megen frihed og tid til at være alene med mine børn.
- De er blevet større nu, men jeg vil ikke give slip på mit halvtidsjob (lang pause).
Jeg tror, vi passer godt sammen, min mand og mig, det er ikke problemet.
Grunden til jeg er her, er at min dårlige samvittighed ikke er gået væk. Jeg troede,
det ville hjælpe, hvis jeg var mere hjemme hos børnene, men den er der stadigvæk.
Jeg opfører mig også ind i mellem ligeså åndssvagt overfor mine børn,
som min mor opførte sig overfor mig.
Jeg har altid syntes, hun selv ødelagde sit liv,
og når jeg opdager det samme mønster hos mig selv, så bliver jeg så rasende, at I tror, det er løgn! Det minder vist lidt om dig Otto? Jeg viser det ikke så meget, det foregår mest under overfladen. Jeg ved ikke, hvad det er.
Jeg mærker det som en lussing af dårlig samvittighed og skyld.
- Der er også nogle uklare savn i det, som jeg heller ikke rigtig kender.
Det vil jeg godt have låst op for. Jeg synes ikke, jeg fortjener at gå rundt
med sådan en evindelig dårlig samvittighed. Den vil jeg godt være fri for.
En anden grund til jeg er her, er at min mand nu har 3 ugers ferie.
Vi har lige været 2 uger i sommerhus. Den sidste uge har vi så aftalt,
at han er alene med ungerne for de ser ikke for meget til ham i det daglige.
- Han arbejder alt for meget. De er taget til et badeland. Det er ikke noget for mig,
men jeg håber, de har det godt (lang pause). - Jeg tror, jeg trænger til
at få ny inspiration, og så glæder jeg mig til at danse."
Lisbeth ser sig hurtigt rundt og kaster så talebolden
videre til en stille kvinde, som hidtil har siddet med halvt lukkede øjne
og set ret meditativ eller indelukket ud.
LOTTE
"Jeg fortryder allerede, jeg er taget med!
Når jeg hører, hvad I vil have ud af ugen, lyder det, somom I kun er på ferie.
For mig er jeres problemer de rene luksusproblemer!"
Hun ser sig hvast omkring og falder så ned igen.
"Jeg orker simpelhen ikke mit liv længere."
Else Marie: "Det lyder alvorligt, hvad er der sket?"
Lotte: "Jeg har været sygemeldt fra mit arbejde som sygeplejerske i et halvt år.
Hele foråret har jeg gået og kæmpet imod en stor lyst til at begå selvmord.
Jeg har fået nogle antidepressiver af min læge, men de stopper jo kun nedturen.
De hjælper ikke på årsagerne, og de hjælper mig heller ikke til at blive glad igen.
Jeg gider simpelhen ikke leve mere! Sådan har jeg det.
Jeg orker næsten ikke mere (ser helt fortabt ud).
Jeg håber ikke, I synes, det er for tungt at arbejde med mig.
Jeg har meldt mig til denne uge, fordi jeg talte med en veninde,
som havde konsulteret dig Else Marie, da hun selv var meget langt nede,
og du vendte det hele for hende. Det håber jeg også du kan gøre for mig,
fordi jeg ved simpelhen ikke, hvordan jeg ellers skal komme videre."
Else Marie: "Hvor langt nede er du nu Lotte?"
Lotte: "Det er ikke så slemt om aftenen. Jeg er klar nok i hovedet nu.
Det er værst om morgenen, og så letter det lidt i løbet af dagen."
Else Marie: "Godt, hvordan lever du derhjemme. Har du børn?
Bor du alene, eller er du i et parforhold?"
Lotte: "Nåh ja, jeg har to vidunderlige børn.
En dreng på 8 og en pige på 6 år. - Jeg levede sammen med Helge i 10 år,
men så fandt han en anden. Det skete for 3 år siden. Det var et chok for mig.
Det slog mig ikke så meget ud, lige da det skete. Jeg tror nok, jeg gik rundt
i en choktilstand i starten, men efterhånden lettede den, og jeg følte mig
pludselig bare utrolig træt og helt alene med det altsammen.
- Jeg troede ikke, jeg ville savne ham så meget!
Først da jeg mistede ham, forstod jeg, hvor meget han betød for mig,
men nu er det for sent. - Jeg savner ham helt vildt!" (græder).
Else Marie: "Så nu er du helt alene om at holde sammen på det hele?"
Lotte nikker og bliver stille.
Else Marie: "Hvad er det sværeste ved at være alene?"
Lotte: "Det hele. Jeg tror, det er mit arbejde, der har kørt mig ned.
Det er meget hårdt på hospitalerne i dag. Der er også flere af de andre
sygeplejersker og læger, der går i sort, eller bliver udbrændt, som man kalder det.
- Lige med eet har du ikke spor at give til andre! Alle pligterne vejer pludselig flere tons.
Du bliver sløv og mere og mere kold inden i. Du kan give andre omsorg og venlighed
så og så længe, men pludselig en dag er du kørt tom.
Og det er frygtelig skræmmende, kan jeg godt hilse og sige.
Jeg gik tilsidst rundt i en komatilstand af overanstrengelse og udmattelse,
og kunne kun føle den der konstante følelse af ikke at slå til og ikke kunne mere.
Det med Helge var nok bare den berømte tue, som fik læsset til at vælte for mig.
Pludselig en dag kunne jeg bare ikke mere, og blev sygemeldt."
Lang pause - "Jeg ved godt, det handler om mere end det.
Jeg er bange for det destruktive i mig. Det hænger nok sammen med min mor
på en eller anden måde? Jeg ved det ikke - der må simpelhen ske noget nu!"
Hun ser sig vildt omkring.
Ebbe: "Lotte! Jeg vil godt have dig til at love mig, at du ikke begår selvmord her
eller blot stille og lydløst tager afsted midt i forløbet. Hvis du har det helt ad helvede til,
må du love mig, at du kommer hen til Else Marie eller mig. Vil du give mig hånd på det?"
Jeg rækker min hånd frem. Lotte rejser sig og kommer hen til mig.
Hun sætter sig mellem mig og Else Marie, ser længe på mig
- og tager så min hånd.
Ebbe: "Hvordan føles det at give mig hånd på det?"
Lotte: "Det er rart. Det føles trygt. Nej, jeg vil ikke gøre noget så skørt!
Det er jo for at undgå det, at jeg er her. Må jeg godt sidde her hos jer, det føles trygt?"
Else Marie: "Ja, i aften er det ok, men det er ikke altid, det kan lade sig gøre."
Hun sidder nu også med Lottes hånd i sin, og en tid er der trygt og stille.
Else Marie: "Jeg håber, du kan finde en eller flere her i gruppen,
som du kan putte dig ind til, hvis du har lyst til det. Jeg elsker selv at putte.
Det vil jeg godt lære dig at holde af, er det noget for dig? (Lotte nikker svagt).
Ok, hvis du lige trænger til en hånd, så kom endelig og fortæl det til mi
eller en anden. Hvis du er ærligt sammen med os her Lotte,
så kan du give gruppen den alvor og dybde, som du savner.
Her er plads til såvel de, som har liv og død problemer,
som de med såkaldte luksusproblemer. Vi er her for
at opdage vores eget og andres liv, som det er."
Ebbe: "Hvor er dine to børn nu?"
Lotte: "De er hos deres far. Der har de det bedst. Det er jo sommerferie,
og så skal de ikke gå og se på en udbrændt mor. Tror I, at I kan hjælpe mig?"
Ebbe: "Vi kan være her for dig i denne uge Lotte - senere kan vi følge det, som sker her,
op hjemme i Århus, hvis du får brug for det. Vi har tidligere arbejdet med selvmord og folk,
der er kørt godt og grundigt ned af dette sundhedssystem, som gør sit personale syge.
Jeg ved ikke, hvor langt, vi kan nå. - Lige nu vil jeg bare gerne have kontakt
og sige velkommen til dig.
Jo, og selv om det er svært for dig, så vil jeg stærkt anbefale dig
at deltage i morgendansen. Om du så blot ligger helt stille i græsset - er det ok?
Derved kan du lære betydningen af at vågne blidt op til smuk musik. - Hvis du skal opnå
en større modstandskraft imod alt det sorte og tunge, så skal du have kroppen mere i gang.
Begynd med at lede efter din rytme for at finde en lysere melodi i dig. Forøvrigt så jeg,
at du før sad med lukkede øjne, mediterede du?"
Lotte: "Nej, men jeg har lært at meditere på et yogahold for nogle år siden."
Ebbe: "Godt! Så vil jeg opfordre dig til at gøre det i morgen, og lige før aftensmaden.
Det vil give dig en dybere dimension i dit arbejde her i gruppen, at du kan meditere.
- Kender du Solhilsen, den store stræk- og åndedrætsøvelse i yoga Lotte?
(Hun nikker). Super, øv dig i den som opvarmning, når vi i morgen starter
med at at få kroppen aktiviseret. Det håber jeg, du vil være med til?"
Det vil Lotte godt: "Er der andet du vil foreslå mig?"
Ebbe: "Nej, ikke nu. - Jo, jeg får en ide.
Jeg har lyst til at give dig et Zen-spørgsmål, et Mondo.
Det er et af de der irriterende spørgsmål, som du ikke kan svare på
lige med det samme, men som alligevel kan ligge og snurre omme i baghovede
og kræve et helt nyt svar af dig. - Når vi runder af næste lørdag Lotte,
så vil jeg stille dig et basalt, såkaldt eksistentielt spørgsmål.
Din opgave bliver da at give mig et svar, som du kan stå helhjertet inde for."
Lotte ser forvirret på mig: "Hvad er det for et spørgsmål?" Ebbe: "Zen-spørgsmål
lyder enkle, men der er lige så mange svar, som der er mennesker,
så opgaven er at du trin for trin hitter frem til dit helt eget svar.
F. eks. hvis jeg nu spørger dig: "Hvad handler livet om?
Hvad gør livet værd at leve for dig Lotte?"
Jeg forventer ikke en større filosofisk redegørelse,
men et helt enkelt svar fra hjertet. Hvad siger du til dette spørgsmål:
"Hvad er der liv i, og hvad er der kun død i for dig - lige nu?"
Lotte ser tankefuld ud, ja sender mig sågar et smil.
"Jo, det vil jeg godt prøve at tænke over.
Hvad præcist er det jeg skal gøre?"
Ebbe: "Sut på spørgsmålet. Smag på det, når du sidder her i gruppen,
eller går en tur. Prøv at gøre dig åben, så vil der næsten helt af sig selv
komme mange forskellige nye slags svar frem i dig. - Når du finder dit svar,
din sandhed, så ved du det. Det er det, som er så vidunderligt ved zen."
Henrik: "Jeg forstår ikke, hvad du mener."
Ebbe: "Jo, mediterer du dig dybere ind i et sådant eksistentielt spørgsmål,
så bliver du en dag svaret. Zen er meget kort fortalt kunsten at værdsætte det,
som er, en genopdagelse af en mere intens sansende livskunst. Zen og
gestaltterapi har meget til fælles, som du vil opdage i løbet af ugen.
- Henrik, prøv at se på mig. Godt og fortæl mig nu det første
der spontant falder dig ind, når jeg spørger:
"Hvad er der liv i for dig, lige nu?"
Henrik virrer med hovedet og udbryder:
"Det ved jeg ikke" - og ser sig forundret omkring.
Ebbe: "Kan du mærke, hvor svært det er? Prøv at finde dine egne svar
i løbet af ugen, hvis spørgsmålet har mening for dig." Jeg ser ud på de andre i gruppen
og ser, hvordan der er kommet et alvorligt og lidt forskræmt udtryk frem hos flere.
Jeg glemmer desværre let, hvordan det var, da jeg startede med
at arbejde som psykolog med mennesker i krise og selv var deltager i en terapigruppe.
Nu skræmmer det mig ikke mere at mærke andres angst og høre om selvmord.
Jeg føler mig tryg nok ved Lotte lige nu. Lukker øjnene og mærker efter,
hvad jeg har lyst til - og tager de to nærmeste i hånden, og ser,
at det har flere af de andre allerede gjort.
Øjeblikket åbner sig og bliver smukt.
Vi sidder et minuts tid i stilheden og trækker blot vejret.
Else Marie giver slip i Lotte (som sidder ved siden af hende),
og siger: "Lotte, hvem sover du sammen med her i huset?"
Hun ser sig rundt i gruppen: "Mona og Lisbeth."
Else Marie: "Er det ok for dig?" Lotte: "Ja, I ser da venlige ud.
Vil I også godt dele værelse med mig?" Mona rejser sig op
og går over og giver Lotte et knus. Lisbeth vinker til hende
og siger: "Bare du ikke snorker!"
Else Marie: "Vil du sige mere nu?" Lotte siger nej
og rækker tøjbolden videre til Michelle, som har siddet og lyttet meget intenst.
Det syntes at komme bag på hende. Hun ser sig forvirret rundt og stammer i det,
da hun begynder at fortælle. Det er også svært lige efter Lottes oplæg.
Jeg stopper Michelle og foreslår et kort break på 15 minutter.
Alle myldrer ud for at tisse og ryge smøger og hvad ved jeg.
Det er svært at rumme så mange forskellige menneskers oplæg.
Vi har alle vores egen oplevelse af, hvad der sker. Og der sker en masse forskelligt
og stærkt, såvel i dybden som i overfladen. Meget af det er ordløst
og svært at sætte ord på, når man ikke er poet.
Det specielle ved en terapi- og udviklingsgruppe er,
at vi lige fra starten så hurtigt som muligt prøver at droppe klichéerne
og diverse høfligheds- og overfladespil. Vi øver os, hver især på sin facon,
i at være mere ærlige, direkte og personlige. Det er en forudsætning for,
at vi kan engagere os ægte i hinanden - og det er jo derfor, vi er her.
For os som leder gruppen, er det nødvendigt at være meget
opmærksom på at skabe tryghed, især her i starten af ugen. Vi opfatter det,
som at lave en trampolin sammen - uden at den står godt og er spændt solidt op,
kan ingen hoppe særlig højt. Tryghed er ikke en stemning, som automatisk opstår,
når mennesker mødes. Tryghed skal skabes og genskabes, igen og igen.
Tryghed nu kan være at vide, hvad man må og ikke må,
hvilke grupperegler, der gælder - og at der er tid og plads til dig.
Tryghed er at vide, hvem disse mennesker er, som du er sammen med
Hvem tør du vise nogle af dine konflikter og sårbare hemmeligheder frem for?
Hvor stor tillid tør du have til os, som sidder her?
samt Hvem skal du sove på værelse med?
Hvem kan lide dig, og hvem kan du selv lide?
Opfatter du at du er velkommen? At du her bliver hørt
og set? Og Hvem er terapeuterne, som prøver at komme ind i dit liv?
Hvor stor tillid føler du til os? Og tryghed kan være at have taget sit eget telt
og sin egen hovedpude med. Ligesom tryghed er at kunne ringe hjem
og fortælle at du er vel ankommet og de derhjemme har det godt.
Tryghed er så meget forskelligt for forskellige mennesker.
En vigtig del af det at skabe tryghed i en gruppe er, at kunne skabe øjeblikke og få en ærlig jeg - du kontakt (tele) med hver enkel deltager
på forskellig vis. Det "arbejde" er vores højeste prioritet især her de første dage.
|
MICHELLE
Michelle introducerer sig således: "Jeg vil godt arbejde med drømme.
Jeg har f. eks. en om at være med i en gruppe som denne. Vil I høre den?"
Alle nikker og Michelle bladrer ivrigt i sin dagbog, som hun har taget med.
"Her er den. Jeg er ude på en losseplads et sted. Her er lyst og spændende. En masse mennesker går og vender affaldsposer,
uden at finde noget. Jeg går forbi dem og undrer mig over, de dog ikke vil indse,
at der intet er af værdi i disse gamle poser. Jeg kan huske, jeg tænkte:
Det er da ok at se efter een gang, men at gøre det igen og igen?
Hvad er det dog, de går og leder efter?
Jeg leder i hvert fald efter noget andet.
Så får jeg øje på en trækiste. Da jeg kommer nærmere, ser jeg, den er dekoreret med små ansigter med alle mulige slags udtryk og følelser. Jeg kan huske noget om, jeg tager kisten op og bærer den bort,
men jeg kan ikke huske, om jeg åbnede den.
Jeg har også en anden drøm, som jeg drømte for nogle nætter siden.: Jeg befinder mig på en stor grøn mark, hvor nogle mennesker går omkring
og graver efter nogle arkæologiske ting fra istiden. - Det undrer mig,
ligesom i den første drøm. Jeg ved ikke, hvordan det sker,
men pludselig hænger jeg fast og falder om i græsset, og får bare lyst til at grave der under et stort træ.
Under en trærod finder jeg en stor hvid perle, som jeg holder i mine hænder. Jeg føler en - ja en pragtfuld dyb ro og glæde ved det. Sådan vil jeg godt
have det, når ugen er ovre", siger hun med et stort smil.
Else Marie ler: "Ok, vi vender tilbage til drømmene senere. Jeg savner at høre noget om, hvad du lever af og sådan noget ydre noget?" Michelle: "Jeg er 36 år og afspændingspædagog. Jeg laver dramakurser på en højskole. Jeg bor sammen med Poul, som sidder der (hun peger på manden ved siden af sig).
Vi har ingen børn endnu. Poul har en sød datter fra sit forrige ægteskab,
som vi har boende indimellem. Det fungerer fint.
Jeg er meget glad for ham! (hun ser direkte på ham med et smil)
Jeg er glad for, du er her sammen med mig Poul (stort smil fra begge sider)
Vi har ikke kendt hinanden ret længe, så vi er stadig meget nyforelsket.
Jeg oplever det som opfyldelsen af en gammel drøm, at vi begge to
arbejder med mennesker. Det har jeg altid ønsket, fordi jeg har
et ret specielt arbejde, som det er meget svært at snakke om
med en mand, der ikke selv arbejder med mennesker.
- Jeg har ofte følt mig meget ensom i mine tidligere forhold.
Det er helt anderledes med Poul. Han forstår mig og vi kan tale om alt muligt." Ebbe: "Er du interesseret i, at vi ser på dig og Poul, eller er du
kun interesseret i at forstå dine drømme bedre?"
Michelle: "Det er helt fint med mig. Poul, hvad siger du til,
at vi også ser lidt kritisk på vores forhold i denne uge?"
Poul: "Det vil jeg godt. Jeg har glædet mig til denne her uge sammen med dig Michelle. Jeg er psykolog og arbejder med familier i et rådgivningscenter, og laver ind imellem kurser i transaktionsanalyse. Som Michelle lige har fortalt, så har jeg været gift før
og har en pragtfuld datter på 16 år - desværre med min forrige kone.
Det er det eneste gode, jeg kan sige om det forhold. Da jeg blev skilt, havde jeg nogle ret vilde år, hvor jeg fik raset ud
på en masse forskellige kvinder. - Jeg drak også alt for meget i de år.
Pludselig blev det for meget for mig. Jeg havde det rædselsfuldt.
Det hele føltes så tomt og sølle. Jeg vil ikke sige, jeg var så tæt
på selvmordet, som du Lotte, men det var sgu lige ved.
Det gjorde, at jeg fik lyst til at prøve noget af min egen medicin,
så jeg begyndte at gå på forskellige terapikurser hos forskellige terapeuter. - Det er en vigtig træning for mig som terapeut, der arbejder tæt på andre mennesker
selv at være i terapi. Det har i hvert fald været godt for mig. Som min skøre skid
af en far sagde, så er det en dårlig bager, som ikke vil spise sit eget brød.
Du skal selv have mærket det indefra. Suppe rundt i angst, gå i stå,
kæmpe, og sidde godt og grundigt fast i dit eget lort, bryde ud,
tage chancer og have følelserne i klemme.
Det er vigtigt i mit fag, som jeg tager meget personligt,
så derfor kastede jeg mig ud i terapimiljøet, og det har åbnet op for en masse nyt.
I hvert fald har det givet mig modet til ikke bare at blive forelsket i Michelle,
men også til at vove at binde mig til hende. - Gøre mig afhængig
og ville det her forhold. Det tror jeg egentlig aldrig før, jeg rigtigt har turde, og det har nu stået på i ...
ja, hvor lang tid er det nu, Michelle?"
Michelle har ikke givet ham talebolden (den sidder hun stadig med),
så jeg bryder ind. Ebbe: "Hej Poul, Michelle spurgte bare efter et ja eller nej."
Poul ler, siger ja og slår muntert ud med armene.
Else Marie: "Michelle, hvad sker i dig?"
Knap nok har Else Marie spurgt, førend hun begynder at græde.
Der bliver meget stille, og opmærksomheden samles igen om Michelle.
Vi venter lidt på hende, og hun får hurtigt samling på sig igen.
Michelle: "Åh! Det er så pisseirriterende! Jeg har så let ved at tude.
- Jeg bliver bange, når Poul fortæller om sit ungkarleliv og alle de der mange kvinder,
han har kendt? Jeg bliver så forbandede let jaloux, og så tvivler jeg på, om jeg nu også er den rigtige for ham." Poul giver hende hurtigt et knus, og alt er godt igen.
Michelle: "Må jeg godt fortælle en 3. drøm? - Den handler om mit forhold til Poul: Jeg befinder mig i en slags skole. Jeg ved ikke rigtigt, hvor gammel jeg er, men
der er en eller anden, som finder en gammel film frem, som vi skal se.
Hovedpersonen er en smuk slank kvinde i hvidt tøj, måske en prinsesse.
Hun lever alene i en gammel borg midt ude i et stort barsk og vildt landskab. Dér kommer der gudhjælpemig en mand på en hvid hest. Hun er meget forførende. De tænder virkeligt på hinanden. Han følger hende op ad en snoet vindeltrappe til et tårnværelse. - Det var altså meget romantisk." (Hun smiler rundt til os)
Else Marie: "Prøv at sige: "Jeg er meget romantisk."
Michelle ler: "Ja, det er jeg. - Så lige med eet er jeg udenfor tårnet
og står på et slags torv inde i borgen. Det ligner en gammeldags gårdsplads - I ved sådan en med brosten, et træ og en rigtig gammeldags ønskebrønd. Jeg står blandt en masse fremmede mennesker. Vi står og venter på noget. Det viser sig at være hende. Kvinden i det hvide tøj, som kommer frem
på en balkon og stolt fremviser et hvidt lagen med en masse blod på,
- og så vågner jeg."
Else Marie: "Hvad ser du selv i den drøm Michelle?"
Michelle: "Det, der siger mig noget, er at hun tør stå så åbent frem.
Hun siger jo højt og tydeligt til dem alle sammen: "Jeg er uskyldig. Jeg er ren og hvid og rigtig. Jeg er, som jeg skal være, og det er jeg stolt over!" Hun har en stolthed ved at være kvinde og over sin egen seksualitet. Det står tydeligst for mig.
og det vil jeg godt selv komme bedre i kontakt med i løbet af ugen.
Jeg er også spændt på at skulle være sammen med Poul på denne måde sammen med jer andre. Det har jeg glædet mig til - og været bange for.
Jeg har som sagt let ved at blive jaloux, så jeg håber, det er i orden,
hvis jeg indimellem godt vil være lidt alene med ham af og til."
Det er selvfølgelig helt ok. Nogle spørger, hvordan de mødte hinanden
hvor hun arbejder - og sådan noget. Lidt senere afbryder Else Marie:
"Michelle, hvem skal nu have talebolden?"
POUL
"Tak og jooh, som jeg lige var ved at sige - (bliver tavs og bider sig i læben).
Jeg har også en drøm med, som jeg godt vil se på." Han bladrer i sin notesbog
og læser drømmen højt for os: "Der sidder en lille pige på et gulv og leger.
I baggrunden dukker der en dreng op, som jeg hadede i min skoletid. Han er først skjult for hende i et skab. I hånden har han en stor kniv.
Den ligner den slags machetteknive, de bruger til at bane sig vej med i junglen.
Han begynder at hugge ud efter hende. Kniven er så skarp, at han hugger
den lige igennem hendes ene ben. - Jeg bliver bange nu, når jeg tænker
på den drøm ..." siger han, og ser op fra notesbogen.
Ebbe: "Hvorfra i drømmen ser du overfaldet Poul?"
Poul: "Jeg ser det henne fra en dør. I drømmen kaster jeg mig over ham.
Vi kæmper en brav dyst, som jeg lige med nød og næppe vinder. Jeg kan huske,
jeg gokker ham en i skallen med en knytnæve. - Den del af drømmen holder jeg meget af. Så kommer der noget med, at jeg står og prøver at forklare, hvorfor og
hvad der er sket overfor en strid kvinde, som jeg tror er min mor.
Jeg har svært ved at se klart her. Jeg undskylder og fortæller hende,
at der ikke var andet, jeg kunne have gjort, hvis jeg skulle beskytte pigen.
Det er derfor, jeg pandede ham en. Men hun blev bare ved og ved med at skælde ud
- og så vågnede jeg og var helt panisk. Det var som om, det virkelig var sket!"
Else Marie: "Overlevede den lille pige?"
Poul: "Det ved jeg ikke. Jeg vågnede og var meget bange.
Heldigvis var Michelle der, så jeg vækkede hende og fortalte hende om mareridtet.
Den drøm vil jeg godt arbejde med. - Hvorfor drømmer jeg sådan en drøm nu?", spørger han sig selv - og triller derefter hurtigt talebolden over gulvet til:
|
GERT "Vi er her også som par", siger han og vender sig om mod Hanne.
De smiler hjerteligt til hinanden. "Grunden til vi er her, er for at få det bedre sammen.
Vi har været gift i omkring 23 år. Vi har en søn og datter.
Jens har fået en læreplads på et autoværksted og Lise er i USA,
hvor hun rejser rundt med en veninde. Heldigvis ringer hun tit hjem.
- Jeg synes, vi har klaret det der med at være forældre ganske godt."
Han ser igen på Hanne, der nikker.
"Det har været meget svært for Hanne i de sidste par år.
Hun har været meget ulykkelig, siden børnene tog hjemmefra.
Det kan jeg sådan set godt forstå. Det har altid betydet meget for os at være mor og far.
Det har nok været det samme for Hanne, som det vil blive for mig, når jeg en dag går på pension.
Men at det skulle blive så slemt, det troede jeg lige godt ikke!
Hanne har gået 1 års tid hos Else Marie. Det har hjulpet hende godt,
men det har også vendt vores parforhold helt på hovedet! Før var det mig, der var den stærke,
nu er det mig, der ikke har det godt (han ser sur ud). - Nu er Hanne ikke depressiv mere,
du godeste nej! Før gik hun og var ked af det, nu er hun altid vred!
I det sidste halve års tid har hun skældt mig ud for alt muligt.
- Hun siger, jeg er svær at tale med, at jeg er konfliktangst og alt muligt andet. Den måde har hun aldrig før været efter mig på, og det er svært at stå model til.
- Men på den anden side kan hun sådan set have ret i noget af det, hun siger.
Jeg ved bare ikke, hvad jeg skal sige til alt det, hun nu kræver af mig.
Hun spørger mig hele tiden, hvad jeg føler, og hvad
jeg vil med resten af mit liv. - Det aner jeg simpelhen ikke, hvad jeg skal svare på!
Jeg ville ønske, vi igen kunne have det, som vi hele tiden har haft det. Og på den anden side
kan jeg da godt se, det ikke dur til noget. Jeg ønsker jo heller ikke, at Hanne skal gå
og være så trist og ked af det hele tiden, som hun var før.
Jeg vil godt finde ud af, hvor jeg selv står, og hvad jeg egentlig føler.
Det eneste jeg ved, er, at jeg har det ad helvede til. Det er lige meget,
hvad jeg så end siger og gør, så er det forkert! Er der ikke det ene i vejen med mig,
så er der noget andet, jeg gør forkert. Jeg går helt i trods. - Jeg dur ikke til det der
med at tale om følelser, som hun gør, eller som de gør det i alle de der bedrevidende,
dødsyge psykologibøger, som hun har givet mig for, og som hun gerne vil snakke om.
- Så nu er det mig, der er depressiv!"
Ebbe: "Fordi Hanne har forandret sig?"
Gert: "Det ved jeg ikke. Jeg er bare ked af, det er blevet så svært at tale stille
og roligt om tingene, sådan som vi har kunnet gøre det før. Nu ender det hele tiden i skænderier.
- Jeg ved snart ikke mine levende råd mere. Jeg forstår ikke, hvad det er, der sker med os,
og det gør mig bange. Jeg forstår det simpelhen ikke."
Else Marie: "Gert, jeg hører dig klart og tydeligt." Han ser lidt forbavset hen på Else Marie, som nikker til ham.
Gert fortsætter: "Her i foråret gik Hanne og jeg nogle gange i parterapi hos Ebbe.
Det har hjulpet mig til at indse, at Hanne nok har ret i, at vi ikke bare kan fortsætte,
som dengang da børnene var hjemme. - Nu må vi se, om vi kan finde hinanden igen
på en ny måde. Det kan jeg godt se, men jeg synes, det er forbandet svært.
Jeg synes, det bliver værre og værre. Ja, jeg er bange, fordi vi ikke mere
kan klare det selv. Jeg aner simpelhen ikke, hvad jeg skal gøre ved det!"
Else Marie: "Hvad føler du for Hanne Gert?"
Gert: "Jeg elsker hende, og føler mig meget afhængig af hende. Bare tanken om, at vi måske kan ende med at blive skilt, sådan som nogle
af vores gode venner nu er blevet det, efter at deres børn rejste hjemmefra,
kan gøre mig bange. Det ønsker jeg ikke sker!
Hanne har talt om, at hun godt kunne tænke sig at sælge huset
og flytte ind i en lejlighed alene ligesom hende, der lige er blevet skilt.
Det vil jeg simpelhen ikke acceptere, og så kommer vi op at skændes.
Hun siger, jeg er gået helt i stå, og at vi bare spilder vores liv sammen.
At der sker alt for lidt, og at hun synes, jeg er for kedelig. - Ja, men hvad skal
vi dog gøre ved det?, spørger jeg. Og så får jeg, så hatten passer.
Jeg må også sige, at jeg ikke har følt nogen særlig stor lyst til at deltage.
Jeg er her mest, fordi Hanne mener, det er nødvendigt,
hvis vi skal kunne fortsætte sammen.
Jeg synes det bedste ville være, om vi selv kunne snakke det hele igennem,
som vi kunne før, men det kan vi ikke mere, så - jah, nu er vi så her.
Det synes jo at være nødvendigt. Vi kan ikke selv klare det mere!
- Det er sørme svært at måtte indrømme det her."
Og han ser sig lidt skamfuldt rundt i gruppen.
Else Marie: "Gert, jeg bliver rørt over det, du siger!
Det er rart at høre dig fortælle fra hjertet, og det gør du lige nu.
- Det glæder mig, du er her! Jeg tror nok, jeg taler på Hannes vegne,
når jeg siger, at Hanne også er bange for en skilsmisse. Hun vil også nødig miste dig.
- Er det ikke korrekt Hanne?"
Hanne: "Ja, det er rigtigt. Jeg er også bange for, hvad det her kan ende med."
Hun vender sig mod ham, og ser længe på ham: "Jeg er ikke ude på skilsmisse Gert!
Herregud, vi har været gift i 23 år. Vi har to dejlige børn sammen, som en dag
vil komme hjem med deres børn. Vi bliver måske snart bedstemor og bedstefar!
Det synes jeg, vi skal opleve sammen. Men se dig omkring! Se på vores venner, se hvordan de går og har det sammen.
Se på vores forældre. Jeg siger dig, at hvis du bliver som din far Gert,
så vil jeg altså hellere leve alene! Indimellem ligner du ham alt for meget.
- Og hvis jeg bliver ligesom min gamle mor, så håber jeg sandt for dyden,
at du vil lade dig skille fra mig. Jeg hader mig selv, når jeg opfører mig som hende!
Min depression viste mig, at jeg dybt inde siger nej
til at leve mit liv så overfladisk! Det er det, som jeg siger NEJ til.
Jeg kan ikke mere bare visne hen og gå i stå. Sådan vil jeg ikke leve!
Jeg vil videre med mit liv! - Og jeg vil helst gå videre sammen med dig Gert!
(Hun ser ham lige i øjnene). Else Marie spurgte mig her i foråret, bagefter
at vi havde fundet ud af alt det, som jeg ikke ville mere,
hvad jeg så har lyst til at sige JA til?
Det Zen-spørgsmål går jeg stadigvæk og spekulerer på.
Jeg kender ikke rigtig svarene endnu, men det kan da ikke passe,
at jeg skal gå helt alene og tænke på vores fælles fremtid vel? Det synes jeg,
vi begge to skal tænke over Gert - er det så urimeligt?"
Hun ser sig rundt efter støtte, flere nikker forstående. Gert ser nu meget sur og forurettet ud: "Det er altså stadig mig, der har talebolden!
- Sådan kører hun hele tiden på mig" Han slår ud med armene. Alle ler til dem.
Gert ler lidt efter selv og forsætter: "Jeg siger, hun skal tage det roligt
og så bliver hun stiktosset. Jeg siger, at der jo er lang tid til, at vi bliver gamle
- og så himler hun op. Men du har ret Hanne. Jeg aner ikke, hvad vi skal gøre
med vores liv fremover! Det har jeg simpelthen aldrig før givet mig tid til at tænke over.
Jeg er opvokset med, at pligterne kommer først. Først skal man yde,
så kan man nyde. Det tror jeg sidder meget dybt i mig. Jeg arbejder hårdt,
og når jeg kommer hjem, så har jeg fri. Der vil jeg slappe af. - Ja, jeg holder af,
at der er fred og ro derhjemme, og det har vi næsten aldrig mere!
Er det for meget at forlange?"
Ebbe: "Tja Gert. Det er jo hele den livsfilosofi,
som Hanne nu sætter spørgsmålstegn ved. Når pligterne altid kommer først,
så bliver der ikke tid til leg, kultur, kontakt og alt det sjove. Måske var det ok, da I havde forældrepligterne,
men nu er det afsnit i jeres livs roman overstået.
Nu er det på tide, at I hitter ud af at tale bedre sammen
og lære at nyde livet mere. Det kan jo ikke passe, at Hanne skal betale
med en depression for, at du kan holde din pligtmoral i live! Er der da ikke
også en del af dig, som savner noget sjovere, noget nyt og noget helt anderledes,
som I kan gøre sammen?"
Gert: "Jo, men jeg aner altså ikke, hvad det skal være,
og hvad jeg har lyst til. Jeg kan ikke svare på det. - Jeg hader at få
alle de der psykologiske spørgsmål, som jeg simpelthen ikke kan svare på.
Sådan som jeg nu engang er skruet sammen, har jeg aldrig før tænkt på den måde."
Han ser nu igen meget mut og defensiv ud.
Ebbe: "Siger du, at afmagten og håbløsheden er for stor?
Har du opgivet at lede?" Det rykker i Gert, da han svarer:
"Ja, det er rigtigt, jeg føler en stor afmagt! - Jeg kan godt se, jeg må begynde
at lede efter noget, som jeg vil lave sammen med Hanne, som er bedre end at se tv,
spise og sove. Hvis jeg blev arbejdsløs eller førtidspensioneret, så er det jo mig, der sidder midt i det her fritidsproblem.
Det ved jeg godt."
Else Marie: "Ja netop! Derfor synes jeg også, det er godt,
at Hanne siger stop til at fortsætte på jeres gamle facon,
ellers kan der jo ikke ske noget nyt!
Gør I altid det samme, så sker der kun det, der plejer at ske.
Det er også godt, at du trods din uvilje tog med herop Gert. Her er vi sammen
om at lede efter noget nyt, hver især på vores egen facon.
Der er helt tydeligt en masse kærlighed imellem jer,
og så er det ikke håbløst! Jeg tror, at så længe vi mennesker ikke giver op,
så skal vi nok hitte ud af noget. - Er der noget, du vil afrunde med?"
Gert: "Jeg er enig med dig i, at det ikke er håbløst,
men kan du også godt forstå, at jeg ikke synes, der kun er noget i vejen med mig?
Jeg er muligvis gået i stå på en masse områder, det erkender jeg blankt.
Hanne kan fortælle jer om alt det, jeg bør ændre på,
men jeg ved ikke, om jeg kan.
Jeg føler, vi sidder fastlåst i en skyttegravskrig for tiden.
Vi kan knap nok tale sammen mere. Sex har vi højst én gang om måneden
og kun, når Hanne har lyst, og det der med at le og hygge os, det savner jeg.
Tror du, vi kan finde ud af det?"
Ebbe: "Det er I jo to om at afgøre. Det er yderst forståeligt,
at det ser trist og sort ud for dig for tiden! Jeg kan i hvert fald sagtens
leve mig ind i, hvor bange du føler dig, og hvor svært det hele ser ud for dig
og Hanne lige nu. Jeg forstår dig såmænd godt, og det tror jeg også,
I andre her gør (flere nikker).
Kender du forøvrigt vittigheden om manden, der sad dybt begravet
i sin bløde stol og så på en fjernsynsudsendelse om dødsoplevelser?
Henkastet spørger han konen: "Tror du på et liv efter døden?",
hvortil hun tørt svarer henne fra sofaen:
"Hvad vil du ellers kalde det her?"
Det sværeste er måske ikke det at tale om, hvad du føler.
Det sværeste er måske både at lytte og hitte ud af, hvad du har brug for
og lyst til at sige ja til - og så gøre det. Så er du trådt i eksistens, så er det dig,
som styrer dit liv, fremfor du hele tiden tumler forvirret rundt og føler,
at det kun er Hannes skyld, at I to nu er ude i en krise.
Den almægtige tid går jo hele tiden videre, uanset hvis skyld det er,
så glem al den snak om skyld versus uskyld. Livet er ikke en retsal.
Og ja, det er svært at se i øjnene, at Hanne ikke mere vil svare for dig,
men nu kræver, at du også begynder at lede efter dine egne nye mål og lyster.
Hun prøver jo blot at kalde på din kreativitet Gert! Det er en utrolig irriterende proces
at gennemleve, men er der ikke også en vis udfordring i det for dig at begynde
at føle et større medansvar for dig selv, dit humør og din og Hannes fremtid?"
Gert: "Det kan alt sammen være rigtig nok, men hvordan pokker gør jeg så det?" Ebbe: "Tja, et forslag kunne være, at du for en tid prøver at holde fast
i et af de grundlæggende livsspørgsmål. F. eks. "Hvad føler jeg?"
- "Hvad savner jeg?" - "Hvad har jeg lyst til?"
eller "Hvad siger jeg rent faktisk ja til lige nu? Er det det, jeg ønsker at sige ja til?". Du kan også vælge at spørge sådan her: "Hvad er jeg sulten efter skal ske, lige nu?"
eller sætte det hele lidt på højkant ved at meditere på spørgsmålet:
"Hvis jeg døde i morgen, hvad ville jeg så være ked af ikke at have oplevet?
Hvad er den vigtigste oplevelser i mit liv, som endnu ikke er sket?" Ideen er, at du vælger dig eet og kun et af disse basale spørgsmål
og ud fra de svar, som da vil gro frem, vil du gradvis opdage,
hvad du vil med din og jeres fremtid."
Else Marie: "Gert, du har jo levet alt for meget på pligtfølelsen
og på ansvaret for de andre - og ikke på glæden. Hvad savner resten af dig?
(Han ser ikke længere helt så defensiv ud mere, men ser i stedet for tankefuldt ud).
Prøv at opleve det som en ny leg. - Se, hvad der sker og gør dig lidt mere
åben for noget nyt, både hos dig selv og hos Hanne.
- Hvem har du f. eks. lyst til at lytte til nu?"
HANNE Hanne: "Jeg er glad for, du er her sammen med mig Gert. Det viser, at du alligevel hører efter, hvad jeg siger! Jeg ved godt,
det ligger dig meget fjernt at tale med en psykolog og at bevæge dig ind
på alt det der med følelser - og om det at være dig og os to med fremmede.
Men selv om du hader al den der psykologisnak og min kritik af din måde at være på,
så håber jeg, du vil opdage, det også kan være både spændende og nyttigt for dig. Vi har alt for længe levet i hver sin lille soloverden.
Det, vi oplever her på kurset, kan da give os en masse nyt at tale om!
Det er meningen med, at jeg pressede dig til at tage med. Vi kan tale om regningerne,
om hvad vi skal have at spise, om fjernsynet og sådan noget. Det går bedst,
når vi taler om børnene. Så lytter du, og siger noget personligt om dig selv.
Men ellers gør du det ikke! Jeg synes ikke, vi rigtig kan tale om,
hvad der sker inden i os.
Hvis jeg prøver på det og åbner op for det sårbare, så springer du lynhurtigt
ned i din skyttegrav og begynder at skyde løs. Jeg kan snart ikke holde det ud mere.
Jeg synes, du er alt for bange og stivbenet! Og det jeg er mest bange for, er,
at vi skal ende med at leve lige så ensomt og kedeligt sammen,
som både din og min far og mor endte med at gøre.
Med årene blev de jo grimmere og grimmere som mennesker!
Det vil jeg ikke, så vil jeg hellere prøve at leve alene. Sådan vil jeg ikke blive gammel!"
Hun ser sig hvast og bestemt omkring, og falder til ro, da ingen anfægter hende,
men ser forstående ud.
"I min dagbog skrev jeg dette digt i en sen nattetime: "Jeg er bange for den store tomme stilhed, som slet ikke er stille, men døden selv.
At der intet mere er at sige til hinanden. At i morgen bliver helt ligesom dagen i går.
Jeg frygter for at blive kvalt i en dræbende tavshed, som mangler glæde og varme.
Jeg frygter det sted, hvor livet er gået i stå. Hvor det ikke er til at trække vejret frit mere.
Hvor vi bare sidder og glor på hinanden, angste for hvem af os, der først dør.
Hvor det syder og bobler lige under gulvtæppet af undertrykte ord,
følelser og ulykkelighed. Er et hjem for os som ældre
bare et sted, hvor vi venter på at dø?"
Jeg tror, det er livsfarligt at tro, livet bare skal overståes,
og at vi kun lever for at gøre vores pligt. Det er at give op. - Det dør vi af."
Hun ser sig usikkert omkring og bliver glad, da flere begejstret klapper af hendes digt.
Hanne fortsætter: "Det lærte jeg af min depression, og der vil jeg ikke ned igen Gert!
Vi må ikke synke sammen, bare fordi børnene nu er væk. Måske er jeg for hård mod dig,
men sådan er jeg altså også. Jeg vil have noget godt ud af de sidste 20 - 30 år med dig
- ellers vil jeg hellere leve alene.
Det, jeg vil her, er at prøve at undersøge, om vi igen kan blive Gert og Hanne.
Sige farvel til kun at være far og mor, og hvad vi ellers er groet fast i hver især.
Far og mor - er vi ikke andet for hinanden?"
Ebbe: "Så du stiller det op som et enten - eller?
Enten skal Gert gå med i dit projekt - eller også hvad Hanne?" Det svarer hun ikke på, men hendes mimik taler sit eget sprog.
Ansigtet forandrer sig hele tiden. Hun har så mange udtryk. Nu ser hun trist ud,
før så hun meget stram og kold, ja nærmest fjendtlig eller frygtsom? ud
- så er det, som om hele ansigtet krakelerer, og jeg kan se ind
i en dyb afmagtsfølelse og en uendelig smerte.
Hun er ikke blot angst for at blive gammel,
og angst for hendes og Gerts nuværende krise.
Der er et vist udtryk, som kommer frem, når et menneske giver slip i sig selv,
på rollen og masken, som er svært at beskrive med ord. Pludselig krakelerer ansigtet,
masken opløses, og i et glimt ser du deres nøgne emotionelle ansigt træde klart
og tydeligt frem. Hos Hanne ser jeg en dyb gammel smerte, som vist kommer
langt tilbage fra barndommens gade. - Og det siger jeg selvfølgelig ikke
højt til hende, men lader blot denne fantasi om hende være for nu.
Hanne, tankefuldt: "Jeg vil helst ikke vælge.
Jeg tror, det er dér, jeg står nu. Heldigvis har vi en hel uge
til at komme videre sammen. Jeg glæder mig til at danse med dig
- og tale psykologi med jer andre. Det er også mange år siden,
vi har danset sammen Gert."
HUGO Hugo er den sidste i runden. Han har været meget stille hele aftenen.
Så vidt jeg har lagt mærke til, så har han knap nok sagt noget til nogen.
Han har siddet for sig selv, imens vi spiste aftensmad.
Da Hanne giver ham talebolden, sidder han stille med den i sine hænder.
Så ser han op, ser sig hvileløst, ja rastløst rundt og siger derpå
meget hurtigt, som om han fyrer en maskinpistol af:
"Jeg er 24 år og studerer på Handelshøjskolen. Jeg er taget med,
fordi jeg har det ad helvede til med mit liv. Jeg aner ikke, hvorfor jeg lever,
og hvad jeg vil med mit liv. - Jeg føler mig komplet overflødig, ligegyldig,
åndssvag og komplet uinteressant.
Jeg tror nok, jeg springer fra på Handelshøjskolen og hvad jeg så vil,
det aner jeg ikke. - Jeg fik en halvdårlig studentereksamen, som jeg ikke
kan bruge til en skid. - Jeg føler mig godt og grundigt snydt af systemet
(Hugo ser sig vredt og forvirret omkring, og ingen modsiger ham).
Jeg blev meget bange for dit indlæg Lotte.
Jeg har selv prøvet at begå selvmord 2 gange,
og blev kun lige reddet i sidste øjeblik. - Ikke engang det kunne jeg finde ud af
at gøre rigtigt! (ler lidt påtaget, men ingen ler med). Bare rolig, jeg gør det ikke mere.
Det er for dumt! Der var en, der sagde til mig, at det svarer til at forlade biografen,
fordi jeg ikke kunne lide forfilmen, så det tror jeg på. Jeg vil godt arbejde
med min angst. - Jeg føler, jeg har et stort skrig inde i mig."
Else Marie: "Kender du ordene i det skrig?" Hugo (efter en lang tænkepause): "Ja, det må være noget med,
at "Her er jeg alligevel! - Ha! Jeg lever fandme stadigvæk, I røvhuller!"
Jeg kan huske, jeg stod og råbte de ord højt nogle dage efter mit sidste
selvmordsforsøg ude i en skov, så alle fuglene lettede."
Ebbe: "Det lyder som et råb, der kom meget dybt inde fra!
Det skulle du måske råbe lidt oftere."
Hugo: "Jeg hader at være så bange! Jeg føler, der er så meget liv i mig,
som jeg slet ikke lever. - Jeg ved ikke, hvorfor jeg er så ensom. Jeg er nok for pæn.
Jeg gider ikke læse mere. Jeg vil ikke være som min storebror!
- Jeg føler mig snydt for så meget!" Lang pause.
Ebbe: "Du minder mig lige i øjeblikket lidt om James Dean,
en anden ung mand, der også råbte på en mening med sit liv. Kender du ham?
(Hugo nikker). - Jeg kan godt forstå, hvis du føler dig snydt af systemet.
De lovede dig jo bl. a., at hvis du bare blev student, så ville alle muligheder åbne sig for dig.
- Det gjaldt måske, da jeg var på din alder, men heller ikke det, kan du regne med mere. Eller de ældre siger: "Jeg var også tit ensom, vred og ulykkelig, da jeg var i 20´erne,
men jeg gjorde da noget ved det. Gør du som mig Hugo!"
Har du også fået sådan nogle klicheer i hovedet?"
Hugo nikker og ser afventende ud.
Else Marie: "Hvordan er dit kærlighedsliv Hugo?" Hugo: "Jeg tror nok, jeg er bøsse, men jeg ved det ikke.
Det er jeg ikke sikker på, men... Jeg har været sammen med piger,
men det sagde mig ikke så meget, som med mænd. Jeg har haft et forhold
til en ældre mand i 3o´ erne i et års tid. - Det var godt i starten, men en dag
så jeg bare en far i ham, og så gik det helt i kaos.
Siden har jeg bare haft nogle korte affærer med nogle fyre fra Pan.
Det synes jeg ikke, er noget stort problem. Selvfølgelig vil jeg godt finde en
kæreste og have et fast forhold, men det er så forbandet svært at finde en anden,
når jeg ikke holder af mig selv! - Der er så få bøsser, der har et godt parforhold." Ebbe: "Åh du, der er såmænd også kun få af os heteroer, som lever smukt sammen."
Hugo: "Ja, men I har trods alt flere at vælge imellem end os."
Ebbe: "Ja, det har du ret i."
Else Marie: "Hvad kan vi hjælpe dig med Hugo?
Har du tænkt over, hvad du godt vil have ud af ugen?" Hugo: "Ikke sådan helt bestemt. Noget omkring min angst.
Jeg har ikke lyst til at sige mere lige nu. - Jo for resten, jeg glæder mig til at danse."
Han kaster talebolden tilbage til Else Marie.
(Hvis du nu kære læser, lige vil have et overblik over deltagerne
og se hvor, hvem sidder i gruppen, så klik her.
Vi sidder et øjeblik stille sammen, så rejser vi os op og afrunder. Efter denne lange første aften har nogle mest lyst til at åbne
en kold øl nede ved køkkenbordet og snakke.
Nogle kommer op igen på loftværelset efter ca. 15 minutters pause,
fordi jeg har lovet at lære de, der ønsker det nogle teknikker, som er gode at falde i søvn på,
når man har svært ved at sove. Sammen med Poul, lægger jeg nogle madrasser ud på gulvet
og sætter Bearns & Dexter's stille smukke "The Golden Voyage vol. I." (1977) på.
Da de, som vil være med indfinder sig, lyser der kun nogle stearinlys i halvmørket.
Derefter guider jeg dem stille og døsigt igennem en afspænding af hele kroppen
og foreslår tilsidst, at de går en aftentur, laver en kop kakao eller tager
varme sokker på, hvis de stadigvæk har svært ved at sove.
Efter denne godnat-og-sov-godt-session
går Else Marie og jeg vores sædvanlige aftentur,
inden vi går til køjs omkring midnat.
|