Nemmest at læse, hvis du udprinter siden
.

Om at opleve livet igennem en glasrude

(En af de terapi-historier, der desværre heller ikke var plads til i "Psykodrama", Munksgaard, 1997). Vi befinder os midt i et gruppeterapeutisk forløb. og Michelle og Poul kommer hen til Else Marie og jeg om eftermiddagen ude på plænen, efter at vi har arbejdet med Lottes selvmordslyst, og Hugo´s hævntørst imod sin far i de to intense formiddagssessioner her på kursets 3 dag. Michelle: "Jeg vil godt sige noget om stemningen her i gruppen. Jeg tror, at der er flere af os, der har svært ved at melde os som hovedperson efter Lottes og Hugos arbejde. Jeg tror, vi er så tavse nu, fordi vi er bange for, hvad vi selv indeholder af destruktive følelser. Vi er bange for os selv. Ebbe: "Det tror jeg du har ret i. Lad os tage dette tema som vist er fælles op i gruppen i aften. Lige nu er jeg nysgerrig efter at vide hvordan det påvirkede dig, det der skete her i formiddag Michelle?" Michelle: "Selv bliver jeg ordløs, når jeg føler alt for meget indeni, og det gjorde jeg, efter at de to havde arbejdet. Det der med at gå og holde sammen på sig selv, for ikke at føle at man falder i stumper og stykker. Det kender jeg godt. Det er rædselfuldt. Else Marie: "Har du lyst til at snakke om det nu?" Michelle: "Ja, det kører rundt i mig, og så sagde Poul at vi da bare kunne gå hen og snakke med jer om det." Else Marie: "Ok - så hvad tænker du lige nu om det?" Michelle fortalte da denne historie: "Jeg tror min angst for mig selv, hænger sammen med, at jeg blev bortadopteret, da jeg var 3 måneder gammel. Jeg har fået at vide, at da mine forældre fik mig, lå jeg helt stille og sammenrullet, eller også var jeg helt stiv af rædsel i kroppen. I dag stivner jeg også af og til - eller bliver helt slap og angst for at gå i stykker. Jeg tror det reaktionsmønster stammer helt tilbage fra dengang, hvor jeg blev afvist og forladt af min biologiske mor. - Jeg tænker tit på mit liv, som een lang optøning af det der gamle afvisningschock jeg fik, dengang da jeg var en lille baby." Ebbe: "Det lyder sandsynligt. Siger du også, at i dag er du nået frem til, at dette kun sker, når du bliver alt for overvældet - eller meget forskrækket?" Michelle: "Ja, det sker, når jeg føler stærkt og intenst , som nu (hun ler). Jeg prøver jo for det meste at undgå at blive alt for følelsesmæssigt involveret og lukker helst mine følelser inde. - Også på det område har det været godt for mig nu at turde forelske mig i dig Poul." (Han er også tilstede nu, og er rykket nærmere - for lige at høre, hvad vi mon taler om). De smiler forstående til hinanden, og han tager hendes hånd. "Dengang da jeg var i 20 ´erne, følte jeg mig i perioder lukket inde i en glasklokke. Jeg kunne se ud, men der var kun få, der kunne se ind. Jeg fik aldrig den der dybe kontakt, som jeg nu i 30' erne er i stand til. Nu oplever jeg ikke mere, at der er en glasrude i mellem mig og andre - og det er jeg lykkelig for. Tror du, det er noget, man kan vokse fra?" Ebbe: "Ja, det er du jo selv et levende bevis på. Glasklokken, opfatter jeg som et skjold, en form for selvbeskyttelse. Hvis jeg havde kendt dig, da du var i 20' erne, så ville jeg måske have spurgt dig, om du ville give mig lov til at kikke ind til dig i din glasklokke. Og det ville nok tage dig meget lang tid, inden du ville turde det. - Hvad ville jeg så få at se? Hvad var du mest i kontakt med dengang?" Michelle: "Min sårbarhed." Ebbe: "Og hvilken fare ville der have været i, at jeg så din sårbarhed - eller din åbenhed, som jeg foretrækker at kalde den tilstand?" Michelle: "Det ville have været ubehageligt. - Jeg følte mig så hjælpeløs. Ja og måske ville jeg græde. I hvert fald ville jeg ikke mere være i stand til at kontrollere, hvad der skete (hun græder og vi venter blot på hende). Åh, jeg bliver så ked af det, når jeg tænker på det." Ebbe: "Ja godt. Prøv om du kan give tårerne lov til at løbe frit, imens du samtidig fortæller mig om, hvordan du havde det dengang, du var i 20´erne. Hvordan var det at være dig dengang Michelle?" Michelle: "Jeg var meget bange! - Der var en lang periode, hvor jeg boede alene. Ind imellem var jeg uhyggelig bange. Jeg kunne nogle aftener være så lammet af frygt for, at nogle skulle bryde ind i min lejlighed og overfalde mig, at jeg gemte mig under et bord. - Det var en meget slem tid. Jeg kan huske, jeg på et tidspunkt var helt følelsesløs og bare sad og rev min hud til blods for at kunne mærke mig selv. - Det er fandme skræmmende at tænke på!" Græder lidt igen, inden hun retter sig op og ser sig rundt. Poul giver hende et knus, og den accept samler hende hurtigt. Else Marie: "Hvad kan du i dag, som du ikke kunne i 20´erne?" Michelle: "Jo, dengang satte jeg en ære i aldrig at bede om hjælp." Ebbe: "Hvorfor dog det?" Michelle: "Jeg havde nok brug for at bevise, at jeg kunne klare det hele selv. At jeg var en overlever. Det skulle lykkes for mig at komme helskindet igennem den periode af mit liv, selvom det var rædselsfuldt at være mig dengang. Puha - jeg kommer helt til at græde ved at tænke på det. - og det kom jeg jo også! Altså igennem som en overlever. Jeg tror, jeg ville have følt det som et kæmpenederlag dengang at sidde sådan her og bare græde og fortælle om det til nogle andre. Jeg ville selv klare det hele selv. Sådan har jeg det gudskelov ikke mere." Ebbe: "Det lyder da også så ensomt. Hvad betød det for dig at bruge alle dine kræfter på at bevise, at du godt kunne klare dig helt alene?" Michelle: "De andre sagde om mig, at jeg altid var så rolig og fornuftig. Jegt fik meget ros for at være så checket og fornuftig hele tiden, men der var ingen der vidste hvordan jeg havde det indeni. Jeg var skidebange for alt - men det opdagede de ikke. Jeg har tit tænkt på mig selv som den der lille rapand i gadekæret, der svømmer så stille og roligt adsted. mens benene pisker rundt under overfladen. Jeg svævede sådan hen over det hele og prøvede at lade være med at gøre noget som helst forkert, der kunne ophidse mig eller vække følelser. Jeg kaldte mig selv for en perfektionist (+ se 2 + 3) og superfornuftig, men sandheden var at jeg var skidebange for at gøre noget forkert eller blive opdaget. Jeg blev mere og mere stiv og anspændt i kroppen, og kun, når jeg var helt alene, gav jeg lidt slip i mig selv - og det eneste jeg så kunne mærke var træthed, og en stor frygt og angst. - Det er utrolig udmattende at leve sådan." Ebbe: "Ja - og det kan vi alle her sørme godt forstå. Hvornår blev du så overbevist om, at du godt kunne klare dig selv?" - Michelle: "Det var værst i de første år. Egentlig var det først, da jeg fik min uddannelse, at jeg kunne slappe lidt mere af fra mine principper og åbne mig mere op. Ja, den periode endte ligefrem med, at jeg kunne lide mig selv og var glad for at bo alene - og så mødte jeg altså Poul." Ebbe leende: "Så der var lige noget, du skulle bevise og overbevise dig selv om først?" Michelle: "Ja, sådan ser jeg på det i dag, men dengang var det blodigt alvor for mig. Jeg ville ikke indrømme overfor andre, at jeg var så bange og ind imellem følte mig så forbandet hjælpeløs. - Sådan ser jeg på det i dag. Efter en lang tankepause: "Når jeg tænker tilbage på den tid, så ser jeg mig selv sidde sammenkrummet og være bange. - Jeg kan huske, jeg ind imellem besøgte mine forældre, men jeg ville ikke fortælle dem noget om, hvordan jeg havde det, eller hvad der skete. Jeg havde det rædselsfuldt indeni, men det måtte de ikke se. - Det kunne de heller ikke! Og det kan også godt undre mig i dag, at de ikke så det." Ebbe: "At de ikke så DIG. Ja, gad vide, hvordan du så ville have reageret? Gik glasklokken slet ikke i stykker en gang i mellem, når du var sammen med dem eller andre?" Michelle: "Jo, når jeg besøgte en en rigtig god veninde. Hun var utrolig dejlig at besøge, hun forstod mig. Der var en weekend, hvor vi var meget tæt sammen. Jeg græd i timevis. Jeg tror, jeg ønskede at vise hende, hvor rædselsfuldt, jeg havde det, så jeg gav bare helt slip. Hun sagde eller gjorde ikke noget, hun var der bare. Vi gik en lang tur bagefter. - Det var dejligt." Ebbe: "Det var lige det, du havde brug for?" Michelle: "Ja netop. Jeg havde ingen ord for alt det, der skete i mig. Vi snakkede en del om, hvor bange vi var for indbrudstyve, for at blive overfaldet og voldtaget, og hvor ensomt det også godt kunne være ind imellem at bo alene Men jeg indså ikke dengang dybden i det. Det var først for nyligt på et andet terapikursus, at jeg indså, at der sørme er rødder helt tilbage til mine allerførste leveår.Puha! Jeg følte mig helt alene i verden, og drømte om en lillebitte kaninunge, der var blevet forladt af sin mor. Den lå helt passivt og ventede blot på at blive taget op og elsket - af en mor eller mand, der aldrig kom. I drømmen gik jeg bare forbi og lod som om, jeg ikke så kaninungen. Da jeg arbejdede med den drøm, blev jeg bedt om at se nøjere på den. Terapeuten sagde, at jeg skulle tage den op på skødet. men det ville jeg ikke. Jeg synes at det skulle en anden gøre, ikke mig selv!" Ebbe: "Aha - ja så er det jo svært, især når du er så god til at skjule hvad du har behov for og ikke siger noget om det." Michelle: "- Ja, det lyder jo nemt, men det var altså hundesvært. Det øver jeg mig stadigvæk på at lære, men i dag protesterer jeg ikke imod at jeg vist oftest er nødt til selv at lære at tage mig selv op på skødet - ind imellem." Else Marie: "Ja det er ikke altid at det vi drømmer om at det sker, og så må vi jo selv gøre det som andre skulle have gjort dengang da vi var små. Sådan er voksenlivet meget tit Michelle." Michelle irriteret: " Ja, og det er først i dag, da jeg så Lottes flotte arbejde med sin dødslængsel at jeg begyndte at forstå betydningen af hele den historie, der ligger bag min angst. - Det forklarer jo, hvorfor det var så sønderrivende rædselsfuldt at være mig, dengang jeg var bange.. Det må jo have været mit indre rædselslagne spædbarn, der følte sig helt alene i verden. I dag tør jeg godt indrømme, at jeg af og til kan føle mig meget lille, sårbar, ja bange og hjælpeløs, som en lille baby. For sådan er det." Hun ser spørgende på Poul, der blot smiler kærligt til hende. Else Marie: "Hvordan føles det at turde sige det til Poul?" Michelle: "Det føles godt, fordi sådan er det jo. I dag kan jeg bedre forstå, hvad det er, der sker i mig, når jeg bliver bange. Det gør godt - nej, JEG får det godt, når jeg siger det." (Nu smiler hun stolt!) Poul giver hende et klem. Ebbe: "Yep. Ved du også, hvorfor det føles så godt lige nu?" Michelle: "Ja, fordi at så er jeg jo ikke sindsyg, eller på vej til at blive skør eller sådan noget." Ebbe: "Aha, så det er da vist din næstdybeste angst! Nej, det er du ikke! Jeg tror selvfølelsen grundlæggende handler om, at du føler dig i orden, netop som du nu engang er! - og at du ved, at du er i stand til at overleve, og at du klarer dig godt, trods alt. Det er ikke en selvfølge at vide det. Der er mange, der end ikke har opdaget at deres liv er styret af deres indre angst for at blive forladt - eller for om de mon er skideskøre. Se dig omkring. Der er utrolig mange voksne mennesker, der føler sig meget usikre på, om de dybest set ikke er ""syge i hovedet", "forkerte" eller "unormale", for slet ikke at tale om frygten for om vi overhovedet kan klare livet. Denne basale frygt tror jeg, du har fælles med de fleste af os. Og med din historie ja så mærker du den nok tydeligere og ind imellem stærkere og mere intens end de heldige, der havde en mere stabil og tæt knyttet barndom. Det kan du så vælge at opfatte som dit livstema og se som noget vigtigt, som du ved specielt meget om. Vi mennesker er ikke altid lige så seje og superfornuftige som vi så ofte går og bilder andre ind - andre som forøvrigt ofte har det ganske ligeså indeni uden nogle opdager det. Et ret tosset skuespil, synes du ikke? Som jeg ser på Selvstændighed, er det ikke det samme som Selvtilstrækkelighed. "At kunne klare sig selv" er på den ene side noget at være stolt af - og på den anden side er det jo også en ensomhedserklæring. Man kan jo også "blive sig selv til døde", som Ibsen sagde. Det er lidt af en balanceakt på den ene side "at kunne alt selv" og samtidig "turde åbne op for de andre". Jeg tror dog aldrig, vi vokser fra - især ikke i svære øjeblikke at have brug for at høre en eller anden, vi kan lide sige: "Du er ok og ja, jeg forstår dig. Du er ikke så alene, som du føler dig! - I hvert fald, ser og hører jeg dig. Men dette øjeblik opnår du jo kun, hvis du lader en anden, en som du har tillid til - se dig, som du er - og hvis du tør vise, hvad du føler og mener. Denne dybe bekræftelse af vores eksistens igennem en anden, en jeg - du kontakt, tror jeg aldrig, vi menneskebørn vokser fra - tror du vel Michelle? Vi er jo trods alt i familie med Chimpanserne og der gælder denne barske lov "En enlig abe, er inden længe en død abe.". Michelle smiler nu bredt til mig: "Det ved jeg godt, men dengang var det vigtigt for mig at bevise, at jeg kunne klare det hele selv. Det synes jeg ikke mere er så vigtigt. Det kan jeg godt! Jeg kan klare mig selv, også selv om jeg er helt alene. Den vished har jeg først fået efterhånden, som jeg har turde se nøjere på mig selv uden fordømmelse og skamfølelse ved at gå i terapi og være åben overfor mig selv. Ebbe: " Ja og det er ikke så let, som det lyder. Hvordan føles det at kunne snakke om det, lige nu, Michelle?" Michelle: - Det føles godt at sige det her, fordi det er sådan, jeg har det lige nu - sammen med Poul og jer andre i dag. Jeg føler mig meget mere åben nu." Ebbe: "Herligt - hold endelig fast i den følelse Kraka. (Hun ler) Skal vi runde af nu, eller vil du tage endnu et skridt?" Michelle: "Ja, jeg kunne godt slutte her. Det er rart at blive hørt. ...... Hvad tænker du på?" Ebbe: "Jeg har siddet og lagt mærke til, at du meget hurtigt lukker af for dine tårer. Du er dejlig åben nu - og lige før flød tårerne smukt ned af dine kinder. Noget jeg savner, er at høre en lyd - et eller andet, måske noget højt? Du har ikke ret mange af de der høje tydelige følelsesudbrud. Der er nogle tendenser til det, men det sker kun i glimt. Du taler så blødt og stille, også når du føler stærkt. Øh, jo - det jeg prøver at sige er, at jeg savner at kunne mærke dig stærkere via din stemme Michelle. Prøv at mærke efter. Er der en eller anden lyd i halsen, i brystet eller i maven lige nu? Har dine hænder lyst til noget? Holder du et eller andet udbrud tilbage?" En bevægelse?" - Vi sidder lidt stille sammen, og der sker ikke noget. Michelle: "Jeg kan ikke mærke noget skrig, eller sådan noget, hvis det er det, du mener? Jeg føler mig bare så dejlig ordløs, helt rolig og stille nu. Det kan jeg godt lide. - Nej, jeg synes ikke, at jeg holder noget tilbage." Ebbe: "Ok, jeg ville bare lige spørge. Vil du sige noget til mit andet spørgsmål? - Har du selv lagt mærke til, at din stemme næsten hele tiden er i det samme stille bløde toneleje? - Det undrer mig. - Hvordan hører du selv din stemme?" Michelle: "Jeg synes, jeg har en smuk og stille stemme, men det er sjovt du siger det der, for det har Poul også sagt til mig. Han undrer sig også over, hvor stille og rolig - ja hvor velafbalanceret, kalder han det, min stemme altid er. Jeg kender det selv som min frygt for at gøre alt for højlydt opmærksom på mig selv. Han savner jeg ind imellem hidser mig mere op, skælder ud, bander og råber op. - Er det det samme, du mener?" Ebbe: "Det lyder som det samme savn. Hvad siger du til den iagttagelse?" Michelle tankefuldt: "Det er nok rigtigt. Det gør jeg alt for sjældent - og når jeg så endelig gør det, så bliver det så utrolig vildt og voldsomt, at jeg både skræmmer mig selv og dem, jeg er sammen med. Det er måske derfor, at jeg ikke har gjort det endnu sammen med Poul?" Jeg kan altså blive vildt hysterisk!." Ebbe: "Og det er du ikke nu, for ikke at forskrække ham?" Michelle: "Ja." (hun ler - og vi ler alle fire med hende). Else Marie bryder ind: "Gad vide, hvad Poul siger til, at du sådan overbeskytter ham? Prøv at spørge ham, om du godt må forskrække ham en gang imellem. - Tror du, at han kan tåle det?" Da Poul heldigvis er med, spørger hun ham nu direkte. Han griner til hende og siger, at det vil han tværtimod glæde sig til - og forøvrigt aner han ikke en pind om, hvordan han måske vil reagere. Men det er i hvert fald ok for ham, at Michelle hidser sig noget mere op. Det trænger han også til selv at øve sig i. Det skal hun bare gøre. Han får et stort knus. Imens vi snakkede er der kommet flere andre hen til os og tavst siddet og lyttet på sidste del vores samtale. Vi taler lidt videre om hinandens ligtorne og sårbarheder - og kunsten at forvandle disse ar fra fortiden til selvrespekt og åbenhed. I kommentarerne siger Hanne bl. a: "Jeg kommer i tanke om, at jeg også engang har følt at jeg var inde i sådan en osteklokke. Da jeg var ung, var jeg bange for at være schizofren. Jeg slukker altid for fjernsynet, hvis der er noget om autistiske børn, der jo konstant føler sig fanget inde i en glaskugle. - Jeg var virkelig bange for at være skør og blive helt følelsesløs af angst. Det kunne jeg ikke tale med nogen om. - Jeg har fået at vide, at jeg altid gik og frøs, da jeg var lille. Jeg har også altid været bange for at være alene. Det er vel også derfor, jeg har været så glad for at leve i et solidt og trygt ægteskab med Gert og have min egen familie rundt omkring mig i de 23 år, vi har været gift (hun ser længe på sinGert, som også er kommet hen til os nu, her på plænen foran det gule sommerhus). - Det har været utrolig godt for mig at have en familie, det er jeg stolt af. Det var jeg ikke, for den familie jeg i sin tid voksede op i." Hvorefter hun siger til Michelle: "Jeg kunne ikke holde ud at leve så alene, da jeg var i 20' erne, som du Michelle og I andre har fortalt om. Det turde jeg ganske enkelt ikke dengang. - Så jeg var heldig. Jeg fandt en tryg og solid mand, som jeg altid har kunnet stole på! Jeg har aldrig boet alene. Og det er jeg i grunden taknemmelig for. Og måske er det derfor jeg nu taler så meget om frihed? Det sidder jeg lige nu og finder ud af." Hvorefter hun giver Gert et knus, der tydeligvis både gør ham genert og glad. Der er sket en mærkbar forandring i deres måde at være sammen på siden Hannes session i mandags. Da jeg lidt senere kigger efter Michelle og Poul, opdager jeg, at de forlængst har rejst sig og er gået en tur til stranden. PS. En tilføjelse: om at lide af en Socialfobisk angst: "Socialfobi er den hyppigste af alle angstlidelserne og forekommer hos cirka 10 procent af de vestlige landes befolkning", siger Marianne Breds Geoffroy, speciallæge i psykiatri. Ensomhed blandt unge er et stigende problem, og en altoverskyggende og overset grund til problemet er socialfobi, mener hun. Socialforbi er en oplevelser af intens angst, anspændthed og ubehag, når man skal være sammen med andre. "Problemet er, at de, der har socialfobi, tror, at når de mærker angsten i kroppen, så er det et tegn på, at andre nu reelt er ved at tænke dårligt om dem." Mennesker med socialfobi mistolker deres angst i kroppen som udtryk for en fjendtlig omverden. Samtidig er angsten medvirkende til, at deres præstation automatisk daler, da det kan føles, som om man ’går ind i en osteklokke’". Socialfobi adskiller sig fra generthed ved, at man forsøger at skjule sin usikkerhed ved sikkerhedssøgende adfærd. Mange ender også i et misbrug af den ene eller anden slags, i forsøget på at afhjælpe symptomerne. Rådgivning og behandlinger meget vigtig, da socialfobi meget ofte er en kronisk (dvs livslang) lidelse. Der skal sættes ind i tide da det er sjældent, at folk med socialfobi selv tør søge hjælp. Oplysningsmateriale i skolerne og børne- og ungekampagner kunne sandsynligvis redde mange fra et langt liv med store problemer. Både i samfundsøkonomisk og menneskeligt perspektiv vil det være en stor gevinst at sætte mere ind over for disse angstlidelser, skriver hun - forhåbentlig ikke for døve ører. Set i NetDoktor, 20 juni, 2003. Videre til Kapitel 8 Om at finde den rigtige mand og få sig en lykkelig familie.

Klik videre her til den næste side Se Indholdsfortegnelsen Psykodrama bogen Se indbydelsen til ugekurset der beskrives i PsykoDrama-bogen og vores 2. bog Bid livet i låret og find dig en kæreste. tilbage til index over hele www.psykoweb.dk