Mænd - Farrollen og Farhistorier - psykolog Ebbe Scheel Krüger www.psykoweb.dk

Jeg (Ebbe) fik tilsendt en email med denne gode beretning
fra psykolog, Brian Kok, som jeg fik lov til at lægge ud på nettet
- til dig, der også ønsker at blive Far.

Brian skrev:
"Her er min historie om at blive Far:
For et halvt år siden blev jeg far til en lille pige.
Derved trådte jeg ind i en privilegeret og meget risikofyldt gruppe.
Privilegeret, fordi børnefamilierne er samfundets investering i fremtiden.
og risikabelt fordi skilsmisseprocenten er så uhyggelig høj..

Skønt den nuværende regering skærer ned på flere velfærdsydelser,
har børnefamilierne vel næppe i et historisk perspektiv haft bedre vilkår.
Vi har faktisk nu langt bedre barselsordninger for både mødre og fædre,
end tidligere generationer har haft, og vores sundhedssystem
er som aldrig før indrettet på at hjælpe nybagte forældre.

At min kone og jeg med vores lille nyfødte datter havde mulighed for
efter anstrengelserne på fødegangen at hvile ud i fem dage på det nyindrettede patienthotel
på SkejbySygehus var uhørt for bare få år siden. For ikke at tale om overnatningsmulighed
for faderen på barselsgangen. Selv i dag er dette ikke en mulighed alle steder.

Mange steder har man dog som i Skejby oprettet afdelinger
alene for førstegangsfødende, hvis formål det er at hjælpe forældrene godt i gang
med amning, bleskift o. lign. Omgivet af veluddannede sygeplejersker, havde vi på Skejby
til enhver tid et sted at henvende os med de mange spørgsmål der selvklart melder sig,
når man, som os, pludselig står med et nyfødt barn i favnen.

Særligt vi fædre har i de senere år oplevet en stor forandring omkring barsel og fødsel.
Hvor vi for bare et par generationer siden var forment adgang til fødestuen, forventes vi
i dag at deltage aktivt støttende under graviditeten såvel som fødslen, ligesom vi
med de nye barselsordninger har mulighed for i langt højere grad end tidligere
at være med i plejen og opgaverne omkring den lille nyfødte i hjemmet.

Hvor det tidligere i vid udstrækning alene var overladt til moderen
at tage sig af det nye familiemedlem, opfattes det i dag som et fælles projekt,
der i langt højere grad kræver begge forældres samarbejde.

Trods disse bedre vilkår for børnefamilierne er det et sørgeligt faktum,
at mange af de triste skilsmisser, der hvert år finder sted i Danmark sker
indenfor barnets første 3 leveår. Hvad skyldes denne høje brudprocent
i kølvandet på en førstegangsfødsel?

Vi talte og talte og talte derom.
Er det fædrene, der er alt for uansvarlige og egoistiske?
Er vi mere interesserede i karriere, fodbold og byture med vennerne
end i den lille nye´s trivsel og moderens velbefindende? Selvfølgelig ikke.
Ingen får vel børn for derefter frivilligt blot at smide det hele på gulvet
og flygte tilbage til en tilværelse som ungkarl, dvs. blive fri for ansvar
for andre end bare sig selv. Ikke desto mindre kan det godt være
en skræmmende oplevelse at blive far for første gang.
Selv var jeg skræmt fra vid og sans, indtil flere gange.

Hjælp! - Kan jeg overhovedet lave et barn?
Første gang angsten sneg sig ind var da projekt Barn for alvor blev drøftet.
For første gang begyndte jeg at spekulere over min såkaldte manddomskraft.
Hvad nu hvis det ikke ville lykkedes? Hvis min sædkvalitet var helt i bund?

Nu er det jo de færreste par, der bliver gravide i løbet af de første fem dage.
Det var jeg klar over. Men ikke desto mindre blev jeg i løbet af de følgende måneder
mere og mere foruroliget over det manglende resultat af udskejelserne i dobbeltsengen.
Min sperm duede ikke! Tankerne løb af sporet i en grad, så jeg til sidst måtte gribe ud
efter et muligt alternativ… Adoption. Ja ikke bare overbeviste jeg mig selv
om, at adoption kunne være et alternativ, jeg indstillede mig faktisk på,
at det var sådan det skulle være for os. Eftersom min sædkvalitet
tydeligvis var helt i bund, måtte det blive en lille mørk pige
eller dreng fra et eller andet eksotisk land.
Og så blev min kone gravid.

I første omgang jublede jeg indvendig.
Min sædkvalitet var åbenbart ikke så ringe endda.
Her havde jeg gået og været bekymret… Til ingen verdens nytte.
Der var i den grad krudt i bøssen. Min manddomskraft var der ingenting galt med.
I nogen tid var alt fryd og gammen. Min kone og jeg var som nyforelskede igen.
Hendes mave voksede, og voksede - og jeg så beundrende til.

Så dukkede en ny tanke op. Hvad nu hvis… Barnet ikke er normalt?
Hvis det på en eller anden måde er handikappet? Ville vi overhovedet kunne klare
at få et handikappet barn? Måske mine tvivlsomme livsstilsvaner havde indvirkning dér?
Det ville måske oven i være min skyld, hvis barnet blev født uden fingre og tæer.
Hvilke genetiske fejl påførte jeg mit barn? Ville jeg kunne leve med det ?

"Tag dig dog sammen!" lød det fra en barsk stemme i mit hoved.
Du er efterhånden ved at blive kvindagtig med alle de bekymringer.
Du minder om din mor, der evig og altid bekymrer sig om dit og om dat.
Min mor, tænkte jeg… Nej, Jeg er ikke som min mor. Der er ingen grund til bekymring,
alt er som det skal være..... Og et øjeblik efter…. Hvad nu hvis?

I nogen tid kæmpede jeg med dette skræmmende "hvad nu hvis ?",
før jeg endelig indså, at det spørgsmål for længe siden var ude af mine hænder.
Vi gik til scanning. Oh lykke og fryd. Barnet var tilsyneladende normalt.

Så købte vi barnevogn, puslebord, bamser og dukker; læste bøger
og indstillede os i det store og hele på at modtage den lille nye beboer.
Vi gik til fødselsforberedelse hver tirsdag og det var godt for os begge
Det øgede vores glæde og forståelse at være sammen om dette.

Så en nat ved 2 tiden gik vandet. Jeg pakkede hurtigt en taske,
imens hun tog sig af veerne. Jeg var fuldkommen rolig og ikke så lidt stolt af mig selv.
Alt hvad jeg havde lært til fødselsforberedelse huskede jeg. Jeg tog tid mellem veerne,
imens jeg smurte et par skiver med leverpostej… Det kunne jo blive en lang nat.
Og så ud i en taxi og af sted til Skejby Sygehus, som vi allerede kendte godt.
Jo jo, Taxi chaufføren havde skam også prøvet det før. Endda hele to gange.
Og lur mig om ikke det anden gang gik så stærkt, at han ikke nåede frem.
"Så er det slut med nattelivet", sagde han og sendte mig et indforstået blik
i bakspejlet. Jeg tænkte nu ikke meget på nattelivet i det øjeblik.
Jeg tog tid på veerne.

Du skal da med til fødslen… Det skal du da.
I ni måneder havde jeg kæmpet for min ret til at være far på den gammeldags manér.
Nervøst cigaretrygende vandrende tungt frem og tilbage på hospitalsgangen.
Jeg nægtede at betragte det som et nederlag, hvis jeg bare dejsede om
og pga. for ringe blodcirkulation måtte forlade fødestuen midt i det hele.

Det var jo den slags der skete. Fædrene falder som fluer på de der fødestuer.
Det havde jeg hørt masser af historier om. Jeg havde det, som skulle jeg i krig.
Jeg forestillede mig i hvert fald noget lignende. Masser af blod,
hud der sprækker, kvinder og børn der skriger i smerte.

I stedet forbavsede jeg mig selv ved mit rolige overblik, mit klare nærvær.
En pude i ryggen, ok… Fluks var jeg der med en pude. Lidt lændemassage?
Så gerne… osv. Det havde jeg jo lært mig til fødselsforberedelse.

Et bad blev gjort klar til den kommende mor for at lindre smerterne.
Forsynet med en øse, fik jeg til opgave at skovle vand på den store mave,
der som et isbjerg rejste sig fra vandspejlet. Det hele kørte som smurt.
Jeg havde situationen helt under kontrol, så den vordende mor
kunne koncentrere sig om de kraftigt tiltagende veer.
Hun kom op af badet og veerne tog til.

"Så er det nu du skal føde dit barn", sagde jordemoderen.
Det lille ord ”nu” kom fuldstændig bag på mig. Svedperler sprang frem på mit ansigt
og min hals snørede sig sammen. Nu, tænkte jeg. Hvorfor lige nu…Nu gik det hele jo så godt.
I omkring 10 timer havde jeg vandret frem og tilbage med kolde opvredne klude,
beredvilligt havde jeg udført lændemassage, assisteret ved stillingsskift osv,
når det var nødvendigt. Jeg havde støttet, opmuntret og været til stede

... uden et ord, når det var det, der var påkrævet
og så kommer jordemoderen og afgør, at tiden nu er inde.
Ok. I det mindste var jeg ikke længere bange for at besvime.
Jeg vidste, at det rent fysiologisk er en umulighed at besvime,
når pulsen nærmer sig de 200. Da er det noget helt andet,
der er risiko for, hjertestop for eksempel, men det
havde jeg gudskelov ikke tid til at tænke på nu.

Jeg assisterede, støttede, trak vejret og holdt vejret, imens jordemoderen
stod for de opmuntrende bemærkninger. Jeg var klar over min position.
Nu var det kvindevisdom, der var brug for. Beundrende så jeg til,
imens jordemoderen og fødselshjælperen professionelt
og dog personligt nærværende, trådte i karakter.

"Nu kan jeg se barnets hoved", lød det pludselig fra jordemoderen.
"Vil Far se med?" - Jo… far ville da gerne lige kaste et forsigtigt blik.
Det mørke der… Det er altså barnet? - - "Det ligner jo en valnød?"
I løbet af de næste par minutter blev jeg igen en anelse foruroliget.
Efterhånden som hovedet arbejdede sig længere og længere frem,
blev jeg i stadig højere grad overbevist om, at det der barn,
det kunne da umuligt være normalt.

Hovedet var sammenmast og der var store rynker i huden
som på en meget stor valnød. Og så pludselig i én ve… plop… ud hoppede
en velskabt lille pige, som jordemoderen behændigt lagde på den nybagte mors mave.
Både min kone og jeg græd og lo på samme tid. Den lille pige var det smukkeste,
jeg nogensinde havde set… og fuldkommen normal!

Et par minutter efter fik jeg stukket en saks i hånden.
Jeg havde bedt om at få lov at klippe navlestrengen. Det var vigtigt for mig.
Noget symbolsk. Barnet adskilt fra moderen… et lille menneske… helt sig selv.
Igen var jeg ovenpå. Jeg ringede til familie og venner. Nu var jeg en af dem… Fædrene.
Det var først nogle måneder senere, det gik op for mig, at det ikke udelukkende
var fryd og gammen sådan at træde ind i denne nye samfundsgruppe.

At fortælle sig selv… Eller blive fortalt, hvad det betyder at blive Far.
At få børn i dag er at placere sig i en udsat position. Ja… vi er privilegerede.
Og vi er udsatte. Aldrig har der været så megen litteratur om børneopdragelse
og forældreroller som nu. Sådan er en ”rigtig” mor og en ”rigtig” far siger de
på omslagene af de mest solgte blade om børn og babyliv og mor og farliv.
Det kan i allerværste tilfælde gå hen og blive til et rent helvede, et hundeliv.

Det er mit indtryk, at de fleste kvinder efterhånden er vant til
at navigere i forhold til de officielle fortællinger om den ”rigtige” mor.
Siden kvindeoprøret i halvfjerdserne har de i den grad videreudviklet
de sproglige fortællinger om at være kvinde. Artikler er blevet skrevet,
debatter sat i gang, forummer er opstået - og forsvundet igen.

Alt sammen har det været med til at bevidstgøre kvinden om sig selv
og den feminine selvfortælling, og måske vigtigst af alt… forskellen på de to.
Når en mor i dag konfronteres med glansbilledet af den ”rigtige” mor, der både sylter
og bager selv, udelukkende spiser økologisk og arbejder som frivillig i en ulandsforening,
imens hun passer sit barn på fuld tid, ja så er hun i stand til at se ind bag facaden
og trække fra og lægge til efter sin egen smag, på en måde jeg ikke kan.

Eller når hun foregøgles, at det sagtens kan lade sig gøre
at være minister eller direktør for et multinationalt selskab samtidig med,
at hun ammer og passer sit barn, uden at der på nogen måde er tale om omsorgssvigt,
kan hun med et let træk på skulderen, adskille det billede fra sig selv og sit eget liv.

I hvert fald har hun flere fortællinger at ty til, samtidig med at tiden
har vist hende, at ingen har patent på sandheden om ”det gode liv” og den ”gode mor”.
Hvad manden angår, er han først lige begyndt. Blot i gang med at lægge afstand til sin egen far,
der gjorde tingene traditionelt og gammeldags. Han ved godt, hvilken slags far han vil være,
- og frem for alt hvilken slags far han ikke vil være. Men hvordan dette skal lykkes,
ja det er vi mænd, der nu bliver fædre, kun lige begyndt at interessere os for.

For mit eget vedkommende stod jeg i den position,
at jeg ville færdiggøre mit universitetsspeciale, imens jeg samtidig skulle navigere
i min nye rolle som far. - Jeg havde et job i udsigt, og af økonomiske grunde
prioriterede min kone og jeg på den måde, at hun tog hele barselsorloven,
imens jeg til gengæld skulle sørge for at få mit speciale afviklet i tide
og tiltræde den lovede stilling.... Faderen, som forsørgeren.
Hvor nyt vardet egentlig i forhold til min egen Far?

Det hele gik fint, indtil det gik galt.
Nu gik det heldigvis aldrig sådan rigtig galt.
Mest var det min egen oplevelse, at tingene kørte skævt.
Det problematiske foregik for en stor del inde i mit hoved.

At blive sig selv, som Far på en ny måde
Når selvfortællingen tager til, bliver det paradoksalt nok vanskeligere
at forblive sig selv, sådan som man før har vænnet sig til at være sig selv
For at kunne blive sig selv på en ny måde, må man kunne være til stede nu og her.
Der er ikke noget så stærkt incitament til ”væren i nuet” som at passe et lille barn.
For barnet eksisterer hverken fortid eller fremtid, barnet er. Fars fortælling om,
og idealer om, hvordan en far bør være, kan barnet ikke bruge til noget.

Jeg opdagede, at jeg fik vanskeligere
og vanskeligere ved blot at være til stede i nuet,
og en af skurkene var den stærke fortælling om den ”rigtige” far.
Det er mit indtryk, at min situation, som primært bestod i at navigere
i forhold til disse to væsentlige livsopgaver, karriere og familieliv,
på ingen måde er usædvanlig. Mine mandevenner fortalte
at de også gik og koksede på disse Fader-Ikoner

Mange fædre begrænser sig af forskellige årsager
til fjorten dages barselsorlov, hvorefter de er tilbage på arbejdsmarkedet.
Men fordi jeg virkelig gerne vil være en helt anden slags far end min egen far,
og fordi jeg dybest set også gerne vil være Mand som tidligere generationers mænd
og lidt gammeldags udtrykt "kunne forsørge min familie", havner jeg ofte i en position,
hvor min opmærksomhed hele tiden svinger mellem disse to livsopgaver.
Dvs. Jobbet først - og så Farrollen. I hvert fald skete det for mig.

Stress sneg sig umærkeligt ind. I starten oplevede jeg det
som en svigtende koncentration i forbindelse med min specialeskrivning
og tilskrev det almindelig ”specialekulder”. Først senere gik det op for mig,
at der var noget andet på spil. Dårlig samvittighed og skyldfølelser begyndte at rumstere.
De dukkede op når som helst… Midt i et vigtigt afsnit hvor det hele ellers kørte som smurt
eller i min frokostpause. Værst var det dog, når jeg var hjemme hos familien
og blev grebet af den dårlige samvittighed. Mens jeg legede, pludrede
og lo sammen med min lille datter, kunne jeg pludselig få den tanke,
at jeg ikke var der nok for hende. Uden at vide, hvad nok var.

Én ting er helt sikker…Jeg blev hurtigt fraværende…
fanget i mine bekymringer om ikke at kunne leve op til den faderrolle,
som jeg selv havde skabt mig i min modvilje imod den gamle Farrolle.
Der er masser af offentlige meninger i omløb omkring dette at være far.
Meninger som i den grad har potentiale til at vælte mindre rodfæstede fædre
som jeg selv omkuld. Fraser som ”far er god til de vilde lege” , ”lad far komme til” ,
”det er vigtigt at få far på banen” osv. regerer i stor stil i diverse blade og aviser.
Budskabet er grundlæggende… imens mor tager sig af amningen, det nære
og de stille sysler, skal far være akrobat og svinge vildt med ungerne.

Nej !
Far er også stille. Mor kan også være vild.
I øvrigt er det begrænset hvor meget vildskab der er brug for
i de første tre måneder af et barns liv, enten det er en dreng eller en pige.
Mange vil sikkert argumentere for det synspunkt, at vi har brug for fortællingerne.
Fortællingerne om mor, far og børn såvel som fortællingerne om de store karrierebedrifter.
Jeg er bestemt ikke utilbøjelig til at være enig i dette. Fortællingerne kan vi bruge til at spejle
os selv i andre. De kan i bedste fald være en kilde til inspiration omkring vores eget liv.
At læse om familier, der har indrettet sig helt anderledes i tilværelsen, kan indgyde os
mod til selv at ændre på tingene. Men når fortællingerne går hen og bliver normative,
mister de deres umiddelbare værdi, som spejlinger af os selv eller vi opdager
- som kvinderne før os - at vi simpelthen ikke kan leve op til de mål.

I stedet bliver det til en form for konkurrence,
hvor den ene superrollemodel afløser den anden og vifter pegefingre ad de af os,
der ikke altid har overskud til at være "en rigtig" mor eller far på den der
helt specielle utroligt kreative og opfindsomme måde, vi burde være.

For mig personligt har det været et spørgsmål om at finde
min egen måde at være far på. Uden hensyntagen til de glitrende rollemodeller i bladene.
Uden at skulle tage afstand og rynke på næsen ad min egen fars måde at være far på.
Det er ikke nemt, fordi man ved aldrig med sikkerhed, hvordan barnet vil reagere.
Uvisheden er altid svær at rumme. Så er det trods alt nemmere at konstruere
sig en Dagdrømmende fortælling om, hvordan man bør og burde reagere.

Problemet opstår, når man finder ud af,
at man selvfølgelig reagerer helt anderledes end forventet.
Så er der er uoverensstemmelse mellem fortællingen, og den du er.
Den mest indlysende løsning på den situation er at droppe fortællingen
og forholde sig til fakta og virkeligheden. Med andre ord at se sig selv i øjnene.
Men det er mit indtryk, at mange forældre i stedet forsøger at navigere
og indrette sig efter den ideele fortælling - og kommer til kort.
Budskabet bliver da, ”Du er ikke god nok, som du er.”
Den tanke og følelse følger ligesom med.

Nærvær - hvordan opstår det?
Mig lykkedes det i tide at finde en ny vej. Det var min datter, der viste mig den.
Jeg så på hende, og var ikke længere i tvivl. Hun havde det som blommen i et æg.
Det gik op for mig, at mine bekymringer var ren fiktion, ligesom min fortælling
om mig selv som Far, var det. Min datter manglede hverken frisk drikkevand,
mad, kontakt eller omsorg. Hendes mor var der for hende dagen lang.
Hun fik skiftet ble og blev puslet om. Hun blev snakket til
og blev holdt om, sunget for og leget med, når hun ville.

Når jeg var hjemme, kunne det være mig. Når jeg var ude, var det mor.
For barnet er tingenes tilstand lige nu det naturligste af verden. Det nyfødte barn
kender hverken til fraværende fædre eller mødre. Budskabet er ikke at alt er lige godt,
for det er det bestemt ikke, men budskabet er: Drop fortællingerne og bliv dig selv.

Sandheden er, at der er utallige ok-måder at være en god far på.
Det afgørende er, om du er til stede. Når du er far for dit barn, så vær det 100%,
når du er karrieremenneske og familieforsørger så vær det. Det lyder enkelt og ligetil,
og det er det også. Men som det står skrevet i den kinesiske klassiker Tao Te Ching
”Taos vej er jævn og ligetil, men mennesket går ofte ad krogede og smalle stier”.

Så det at være far for dit barn er den sværeste, den nemmeste,
den sjoveste og indimellem den mest kedelige, mest ensformige
men frem for alt den mest udfordrende opgave i dit liv.
Det tror jeg er vigtigt at minde sig selv om - igen og igen.
Du risikerer at lære noget vigtigt om dig selv
og får et meget bedre forhold. til dit barn.
Hvis du er der, når du er der.

Det var i hvert fald hvad min datter lærte mig…
At være der… her og nu. Nærværende.

Hilsen fra
Brian Kok, cand. psych., nybagt Far.

Se også: Fra at være kærester
til at blive Far, Mor og en Familie.

+ Hvad kan en god far lære sine børn?