Kapitel 3
    Hvad er et psykodrama?
    Her er et eksempel på hvordan en ægteskabelig konflikt
    kan undersøges via PsykoDrama-metoden.





    Efter aftensmaden, mødes vi igen i cirklen.
    Da der er faldet ro over gruppen, siger Else Marie:
    "For mig er psykodrama både en metode og en holdning til livet.
    En søgende og eksperimenterende måde at undersøge og bearbejde en konflikt
    kropsligt, intellektuelt, følelsesmæssigt og handlemæssigt i en tryg struktur.
    Sidst på ugen håber jeg, du bedre forstår, hvad der ligger i den definision.

    Lige nu vil jeg hellere vise dig, hvad et psykodrama er,
    end fortælle om det. Jeg har brug for, at I som godt vil starte i aften,
    sætter jer ind i midten af gruppen, så jeg kan danne mig et overblik over,
    hvordan jeg skal strukturere aftenen."

    Mona og Hanne sætter sig i midten af cirklen.
    Mona: "Jeg vil godt arbejde med min generthed."
    Hanne: "Som I har hørt, har jeg problemer med Gert."
    Else Marie: "På en skala fra 0 - 10, hvor tændte er I på at starte?"
    Mona: "Sådan ca. 5." Hanne siger: "9"
    - og derfor starter Hanne.

    ((Hvis du har gemt Hannes oplæg søndag aften
    kan du gense det, via et klik her.))



      A. Oplægget:
      Hanne sætter sig hen ved siden af Else Marie:
      "Det handler om mig og Gert, som sidder derovre.(se oversigten her)
      Det er svært for mig at tale om det her. Jeg har talt om det før med dig
      Else Marie, men jeg skal lige vænne mig til, at I andre også er her.

      Jo jeg vil godt se nøjere på min del af konflikten med Gert.
      Jeg er opmærksom på, at jeg ønsker at få kontakt og opmærksomhed.
      Det er nemt nok, når jeg er glad og kærlig, men lige så snart jeg er kritisk
      og vil tale om vores problemer, så løber han væk fra mig følelsesmæssigt!
      Jeg gør mig en masse tanker om, hvorfor han gør det og ...
      - åh jeg føler mig så vred og afmægtig lige nu!"

      Else Marie: "Hvorfor tror du, at han løber væk?"
      Hanne: "Jeg tror han er bange for mig og gemmer sig i sin egen lille verden.
      Jeg aner ikke, hvad han tænker på, men jeg tror altså ikke, det er på mig
      - eller på ham selv. Jeg tror slet ikke, han tænker på noget som helst!
      Næh, han vil hellere se TV og helt undgå at tænke!

      Andre gange ser han bare så trist og fortabt ud,
      men den hopper jeg ikke på mere. Det gør Gerts far også,
      når han vil stoppe Gerts mor. - Jeg vil ikke mere føle dårlig samvittighed over,
      jeg ikke kun er din lille søde solskinskone Gert!" Hun ser meget hvast
      hen på ham, der opmærksomt følger med ovre fra sit hjørne.

      Else Marie: "Hvad er det værste i alt det her?"
      Hanne: "At han er så utrolig sårbar og bange for konflikter!
      Han hader kritik. Hvis jeg er vred og råber op, så lukker han helt i."
      Hun græder lidt, tørrer så øjnene, og retter sig op: "Det værste er,
      at jeg føler, han hader mig, når jeg er sådan!"

      Else Marie: "Hvad føler du ved at sige det Hanne?"
      Hanne: "Altså jeg hader ham, når han er bange for mig."
      Else Marie: "Ok, og prøv nu at udtrykke det lidt mere direkte.
      Hvordan lyder det, når du ser på Gert, imens du siger det?"

      Hanne: "Gert, jeg hader dig, når du er bange for mig!
      - Jeg hader at hade dig. Jeg vil jo meget hellere holde af dig."
      Else Marie: "Godt, det er klart nok som et oplæg. Jeg sidder og tænker på,
      om du helst vil undersøge det i direkte kontakt med Gert. Han er her jo.

      Eller om du hellere vil undersøge det i forhold til en stand-in?
      Vi kan bruge en af de andre mænd her i gruppen, og derved lade
      Gert sidde i fred og ro og opleve det lidt mere udefra. Måske er det friere
      både for dig og ham? - Hvad vælger du Hanne?"

      Hanne: "Hvad siger du Gert?"
      Gert: "Jeg vil helst sidde her og se det hele lidt udefra,
      hvis det er i orden med dig Hanne?" Det er det.

      B. At være Stand-In
      for en anden i et psykodrama

      Else Marie: "Er der nogle af jer mænd, der på en eller anden måde
      genkender noget af dette fra sig selv i Hannes karakteristik af Gert?"
      Poul, Henrik, Hans og Hugo rækker hånden op.

      "Godt, vælg nu en af dem som Stand-in for Gert, Hanne.
      - Måske har en af dem en kropslig lighed, eller en lignende udstråling?
      Er der en af dem, der minder dig om de værste sider hos Gert?"
      Hanne ser sig omkring: "Vil du godt spille Gert, Henrik?"
      Det siger Henrik lidt overrasket ja til.

      Else Marie: "Godt, lad os fjerne madrassen, så vi får bedre plads på gulvet."
      (Kort efter står de 3 foran os andre, der sidder ned.) "Først er jeg nysgerrig
      efter at få at vide, hvorfor du valgte Henrik, som stand-in for Gert?"

      Hanne ser med et smil nøjere på Henrik
      og siger: "Jo, du ligner Gert i alder og drøjde.
      Du talte også varmt om dine døtre i går. Jeg forstod på dig, at det betyder
      meget for dig at være far, ligesom Gert. Og så er du ude i forretningslivet.
      Jeg kan også tydeligt mærke, hvordan Gerts arbejde smitter af på ham
      - og så er du en attraktiv mand, sådan kropslig set, ligesom Gert."
      Henrik er næsten ved at rødme, og ser lidt forvirret væk.

      Else Marie: "Så det er fordi han ligner Gert som mandetype?" (- ja)
      Ok og du skulle også vælge ham ud fra Gerts værste sider. Hvordan er de?"
      Hanne tøver lidt, inden hun siger: "Jo, egentlig tror jeg, du er en rar og ærlig mand!
      Men jeg tror også, du er utrolig sårbar over for kritik. Ligesom Gert er du også
      alt for bange for vrede kvinder. - Jeg tror, du frygter vrede kvinder så meget
      fordi du hader os et sted inden i. Det hænger nok sammen med din mor,
      men det gider jeg altså ikke bære over med mere!

      Du vil også helst have at alting forbliver, som det altid har været.
      At alting er så pænt og roligt og fornuftigt hele tiden. Du kan bedst lide,
      at din lille søde kone altid er ih så forstående og overbærende, men sådan
      er jeg slet ikke! - Du er mest til solskin. Når det regner, eller der er blæst
      og stormvejr i sigte, så kryber du bare i skjul, ligesom Gert gør.
      Jeg tror, du svigter i et forhold ved din konfliktangst Henrik.
      Det tror jeg, du har fælles med Gert."

      Else Marie: "Og hvad føler du lige nu ved det, Hanne?"
      Hanne: "Det hader jeg! - Jeg bliver så rasende over den fejhed!"
      Else Marie til Henrik, som nu er rystet: "Det er svært at være stand-in,
      stedfortræder for en anden. Det kræver indlevelse og en god portion selvdisciplin,
      fordi du meget let kan føle dig personligt ramt, og det kan meget let føre til,
      at du i alt for høj grad bare reagerer tilbage, som dig selv.

      Lad mig lige kort fortælle dig, hvad det betyder at være stand-in:
      Du må godt bruge dine følelser, din indlevelse og improvisationsevne,
      men samtidig skal du også bestræbe dig på at blive indenfor rollen.
      Det, der bliver sagt til dig, går ikke på dig personligt. Prøv dig frem.
      - Det er indimellem ret svært, så hvis du har behov for en pause,
      så skal du vide, at enhver af os her i gruppen hele tiden kan sige:
      "Nej", "Stop!", "Vent lige lidt!"- eller foreslå en pause.
      Er det klart nok Henrik?" (Han nikker).

      "Godt - og Hanne, nu er du hovedperson,
      derfor vil jeg især koncentrere mig om at følge efter dig.
      Det er især dine behov og følelser, jeg er nysgerrig efter at lære at kende nu
      og jeg ved godt at at du Gert har en anden synsvinkel (ser på ham),
      men den venter jeg med at forstå, til det bliver din tur Gert."

      C. Psykodramaet begynder
      Else Marie: "Først skal vi finde en konkret episode,
      hvor dit had og raseri virkelig flammede op. Kan du komme i tanke om
      en af de allerværste ture, du og Gert har haft?"

      Hanne: "Ja, for et par måneder siden var vi alene hjemme.
      Jeg kan ikke huske, hvad vi sagde til hinanden, og hvad der var sket forud.
      Jeg havde vel lavet mad, som sædvanlig. Skænderiet startede, imens jeg stod
      og lavede kaffe. Jeg havde vist tænkt mig at gå ind og se fjernsyn med Gert.
      Så slog det mig pludselig, at det her minder om det rene plejehjem!

      - Åh, jeg synes så tit, vi spilder en dejlig aften ved bare
      at døse hen foran det dødsyge fjernsyn. Der er så mange aftener,
      hvor jeg synes, jeg har set fjernsyn, så øjnene er blevet helt hævede.
      Jeg har vel bare været langt borte i en eller anden uvirkelig døs,
      og bagefter følt at jeg har spildt endnu en aften."

      Else Marie: "Hvilken følelse giver det dig, lige nu?"
      Hanne: "Jeg føler mig så dum nu." Hun ser vredt på Else Marie.
      Else Marie: "Prøv i stedet for at sige: "Jeg føler, jeg spilder mit liv!"
      Hanne tygger på sætningen: "Netop, det er sådan, jeg føler det.
      Det gjorde jeg også den aften!"

      Else Marie: "Prøv at sige den nøglesætning igen"
      Hanne: "Jeg føler, jeg spilder mit liv" (meget lavmælt).
      Else Marie: "Og prøv nu at lægge lidt mere følelse i Hanne."
      Hanne råber: "JEG FØLER, JEG SPILDER MIT LIV!"

      Else Marie: "Hvor stærkt føler du det?"
      Hanne med fasthed: "Jeg spilder mit liv, FOR HELVEDE!"
      Else Marie: "Kan du mærke forskellen?" Hanne nikker.
      Hun ser nu vældig oplivet og parat ud

      så Else Marie fortsætter:
      "Godt, nu har vi fundet en central episode, en scene.
      Det problem, du godt vil gå på opdagelse i Hanne, er altså jeres forskellighed.
      - Det ligner i mine øjne situationen i mange danske hjem efter aftensmaden.
      I sidder der i sofaen foran TV alteret, trætte af dagens krav og pligter,
      ja måske også trætte af jer selv - og hvad sker så?

      Den ene gider ikke noget og den anden har vældig lyst til,
      at der skal ske noget mere interessant. Det er der vist mange skænderier om.
      Lad os prøve at undersøge, om vi kan løse den konflikt på en bedre måde.
      Hvad siger du til det?" Hanne: "Det er jo det, jeg leder efter."

      Else Marie: "Godt, så er vi enige om det.
      Lad os nu se, hvilke valg du har. Hvor er der en vej ud af afmagten?
      Hvad er det for et savn og en længsel, der ligger bag dit nødråb
      og om du kan sige det på en måde, så Gert ikke løber væk?"

      D. Scenen sættes,
      dialogen struktureres - og der gives slip

      Else Marie: "Hanne, lad os først se lidt nøjere på, hvad det er, der sker i dig,
      nu imens du går rundt ude i køkkenet den aften og laver aftenskaffe til Gert,.
      som sidder fredsommeligt og ser fjernsyn, her!"

      Imens Else Marie siger det, tager hun en stol ind i cirklen
      til Henrik. Foran ham placerer vi en tom papkasse som tv.
      Han har ryggen til Hanne. Madrassen fra før hentes derpå tilbage
      og sættes op, som en ca. 1/2 meter høj "væg" ud til køkkenet.

      Else Marie: "Sidder "Gert" nu rigtig? Er det sådan, han sidder?
      Prøv at rette på ham, så han sidder nøjagtig, som Gert plejer at sidde,
      og har det helt rigtige Gert-udtryk på ansigtet - og kropssproget.
      Hvordan ser du ham sidde der?"

      Hanne retter "Gert" til. Han får en cigaret i munden og hjemmesko på.
      Det viser sig, at han overhovedet intet sagde den aften, Hanne kan huske.
      Scenen ender med, at han rejser sig og går ned i sin hule, "sit kontor"
      som han kalder sit fristed i et kælderværelse, hvor han er fredet.

      Else Marie henvendt til Henrik:
      "Har du fat i hvordan du skal spille Gert i den situation?"
      Henrik nikker. "Godt. Hanne start nu med at gå rundt her ude
      i køkkenet, og tal højt med dig selv. Hvad går du og tænker på?"

      Hanne tænker højt omme bag madrasvæggen, dvs. "ude i køkkenet":
      "Jeg føler det, som om vi er kommet på plejehjem, og jeg er personalet!
      Jeg er pissesur over den måde, vi har det på. Det vil jeg ikke finde mig i.
      - Nu sidder han bare derinde og tror at alt er, som det skal være.
      Men tænker han nogen sinde på mig? Nej han gør ej!
      - Han er en dum egoist, der bare tænker på sig selv.

      Jeg er sgu ikke bare sådan en lille sød kone, som finder sig i alt.
      TV og aftenskaffe - og så god nat. Har vi da slet ikke noget at tale sammen om
      mere? Jeg spilder mit liv på den måde. Måske skulle jeg hellere leve alene?
      - Så vil jeg sikkert få lyst til at gøre alt muligt. Besøge veninder,
      få besøg, komme ud, have det sjovt. Men tør jeg det?
      - Åh hvad laver jeg egentlig her?" Hanne går i stå.

      Else Marie tager hendes hånd og spørger blidt:
      "Hvad er du i kontakt med nu? Hvad føler du nu Hanne?"
      Hanne: "Jeg føler mig helt tom i hovedet, meget langt væk.
      - Det er, som om jeg er ved at gå ind i den gamle døsighed fra dengang,
      jeg var depressiv. Jeg får vat i hovedet! - Det gør mig bange.
      - Jeg bliver lidt svimmel nu."

      Else Marie: "Er det ensomhedsfølelsen, der lammer dig sådan?"
      Hanne mærker efter, og ser lettet ud: "Ensomhed - ja, det er det."
      Else Marie: "Den aften vågnede du op af døsen, og gik ind til Gert
      og prøvede på at vække ham af hans fjernsynsdøs. Var det ikke det,
      du gjorde den aften? (Hanne nikker). - Godt, vis mig nu, hvordan du gjorde det."

      Set udefra kommer hun diffus rasende,
      ja direkte fjendtligt hen til "Gert" lænestol. Hun giver ham et ordentlig fur,
      der indeholder en masse dømmende udtryk som: "Du er jo gået helt i stå!
      - Du elsker mig ikke mere! - Du er helt umulig" - og "Du er revnende
      ligeglad med mig og alle andre! Det eneste du tænker på, er dig selv!",

      samt: "Hvis du ikke snart vågner op, så går jeg fra dig,
      og så skal jeg aldrig mere forstyrre dig, så kan du bare sidde der
      og se det dumme fjernsyn hver aften, for det er jo det, du helst vil!"
      - Og endelig: "Det her liv kan jeg altså ikke holde ud.
      Hvad har du tænkt dig at gøre ved det?"

      Efter således at have fået luft for sin angst, vrede og skuffelse
      over Gert og sit liv, falder Hanne sammen i afmagt, og ser pludselig
      meget træt og modløs ud. Else Marie tager hende igen i hånden
      og siger: "Fortsæt med at tænke højt. - (lang tavshed)
      - Hvad er du nu i kontakt med Hanne?"

      Hanne: "En følelse af igen at have gjort noget helt åndssvagt og dumt.
      - Hele tiden passe på og passe på! Jeg lister rundt om dig Gert,
      som om du er et skrøbeligt kar. Eller også er det mig selv,
      der er så skrøbelig, at jeg kan gå i stykker hele tiden?
      Jeg ved det snart ikke mere. Hvad skal jeg gøre?"

      Else Marie: "Prøv denne sætning:
      Jeg indretter mig alt for meget efter dig Gert!
      - Det er det, jeg hader at gøre." Hanne: "Ja, det er rigtigt!
      Du og din forbandede sårbarhed!"

      Else Marie: "Prøv at sige dette lidt venligere
      til "Gert", der sidder dér lige foran dig og ser fjernsyn
      i sin trygge og magelige fjernsynsstol og er helt uforberedt."
      Hanne: "Jeg indretter og indretter mig, jeg passer på og passer på.
      Det gider jeg simpelhen ikke mere. Og jeg har slet ikke lyst
      til at være sød og venlig nu. Jeg er vred på dig!

      Jeg må for guds skyld ikke gøre dig ked af det
      - Bliver du bange? Hvorfor er du så forbandede konfliktsky?
      Har du slet ingen følelser for mig mere? Er det det?" ...
      Spørgsmålene fyres af som med et maskingevær.

      Else Marie prikker "Gert" (Henrik) på skulderen og spørger ham:
      "Hvad tror du, at Gert vil sige til Hanne, hvis han kunne sige noget?"
      Stand-in "Gert" udbryder heftigt: "Åh nej for helvede! - ikke nu igen.
      Får jeg da aldrig ro!". - Han hidser sig op: "Jeg kan ikke holde det ud,
      når du kører løs på mig på den måde. LAD MIG DOG VÆRE I FRED
      - gå væk! Kan du ikke gå en tur med hunden?"

      Hanne: "Ja netop! Det tænker han: Jeg vil ikke høre på dig. Gå væk!"
      Hun ser rasende på "Gert"- og falder så ud igen. Jeg tager hendes hånd,
      og kan tydelig mærke, hvor slap og opgivende den nu bliver.

      Else Marie: "Og sådan endte den konflikt?"
      Hanne: "Ja, og så går vi hver til sit, indtil jeg beder om godt vejr.
      Så er alt fred og harmoni igen - i hvert fald på overfladen. Vi lader, som om
      der intet er sket, men jeg har stadigvæk ikke fået ændret på noget som helst!"

      Else Marie: "Ja, det lyder som et helt forudsigeligt mønster. A fører til B,
      der fører til C og D. Kan du selv høre at det bare kører rundt og rundt?"
      Hanne: "Ja, det er det, der er så håbløst."

      E. Valgpunktet for det videre forløb
      Else Marie: "Jeg ville ønske, jeg nu havde en magisk tryllestav,
      som med eet slag kunne forvandle Gert til din drømmemand,
      og dig til Gerts drømmekone.

      Men sådan fungerer det jo desværre ikke i det virkelige liv.
      - Nu står vi ved et valgpunkt, hvor vi kan gå flere forskellige veje.
      Ingen af os er som vi Bør være, så den moralske vej dur ikke.
      Hvor synes du, vi skal bevæge os hen nu Hanne?"
      Hanne. "Det ved jeg ikke."

      Hvis du vil se, hvilke andre valg
      Else Marie overvejede, så klik her.

      (Især for dig, som også er psykoterapeut
      og godt vil vide, hvordan Else Marie tænker)



    F. En ny scene:

    Hvordan fortiden spænder ben for nutiden
    Else Marie: "Ja, det ser umuligt ud, men det er ikke håbløst.
    Hvad minder det, du nu føler, dig om Hanne? Er det en gammel følelse
    eller er det en ny følelse, der først er kommet til efterhånden,
    som du og Gert er blevet ældre?"

    Hanne udbryder heftigt: "Det føles lige som, da jeg var barn
    - især overfor min far! Far skulle altid have fred og ro. Han var også
    altid så tavs og hyperoverfølsom. - Vi listede rundt om ham på kattepoter.
    Vi var bange for ham. Hele tiden skulle vi indrette os 100% efter hans behov,
    aldrig omvendt. Han hørte heller aldrig efter, hvad hverken mor
    eller jeg sagde til ham. Det blev altid, som han ville have det."

    Else Marie: "Hvad gjorde det ved din mor?"
    Hanne: "Hun gik helt i stå af det, ligesom Gerts mor.
    Det vil jeg ikke have sker for mig!" Hun ser meget overbevisende ud.
    Else Marie: "Siger du, at der er et gammelt oprør i det, der nu sker
    imellem dig og Gert, som har rødder helt tilbage til din barndom?"
    Hanne lidt betuttet: "Ja, det lyder unægteligt sådan."

    Vi henter nu Hans ind i midten, som stand-in for Hannes far.
    Ganske kort bliver Hans instrueret i, hvordan han skal spille og være i den rolle.
    I den nye scene sidder "Gert" (Henrik) og ser fjernsyn i sin stol med sutsko på.
    Foran ham ligger Hannes far (Hans) bred og mægtig.

    Han placeres sovende på en sofa (madras). Hans ord
    og behov er hjemmets lov og orden. Rigtig gammeldags og patriarkalsk.
    Efter nogle minutter, hvor Hanne siger noget med lav stemme til sin far,
    kører hun fast og siger: "Jeg har altså svært ved at skælde ud på ham,
    fordi jeg synes, det er synd for ham." (ser opgivende ud)

    Else Marie: "Ja -og det er her du kortslutter Hanne..Og derfor
    får jeg nu lyst til at dele dit billede af din far op i 2 forskellige personer:
    1. Den del af din far, som er rar og har fortjent sin søvn efter dagens arbejde.
    - Jeg forstår blot ikke, hvorfor han dog ikke går i seng inde i soveværelset,
    men absolut skal ligge her i dagligstuen, men bevares - i den generation
    havde manden jo retten til sofaen. Hans er nu den del af din far,
    som du holder af og har lidt ondt af.

    Og så er der: 2. den mørke del af din far,
    som du tidligere i den lille gruppe fortalte straffede din mor
    og dig med kulde og tavshed. Det er den del af din far, som gav dig
    et indtryk af, at du var helt forkert skruet sammen, hvis du var alt for levende
    og viste ham dine stærke følelser."

    Else Marie henter nu Hugo ind og anbringer ham foran den liggende far,
    hvor han står og ser truende ud. "Hanne, jeg har anbragt Hugo her,
    så han kan personificere (være StandIn for) din fars mørke side.

    Har det nogen mening for dig,
    at vi skelner mellem disse to ansigter hos din far:
    1. Ham du holder af - og 2. Ham, du er vred på og er bange for?"
    Hanne: "Ja, han står imellem mig og Gert, ligesom Hugo nu gør.
    Det kan jeg godt se."



    Else Marie: "Hvad har du lyst til at sige til den del af din far, der truer dig?"
    Hanne skælder ham ud, og stopper så pludselig op: "Du får sådant et uendeligt
    sørgmodigt udtryk i ansigtet, når jeg prøver at sige noget kritisk til dig,
    somom jeg slog dig. - Det får mig til at føle mig helt forkert."

    Else Marie til Hans på sofaen: "Find dit triste ansigtsudtryk frem,
    det er jo dig, Hanne taler til nu. Det er dig, hun føler medlidenhed med."
    Hans finder "Du slår mig-udtrykket" frem og ser meget bedende ud.
    Hanne ser længe på ham: "Ja sådan, du kan se så utrolig såret ud!"

    Else Marie: "Hvad føler du overfor det triste ansigtsudtryk?"
    Hanne: "Jeg føler mig både ond og grusom, når du ser sådan ud.
    Jeg føler, jeg har gjort noget forkert. Uh! - Jeg hader, når du ser sådan ud!"

    Else Marie: "Kan du huske en særlig slem episode fra dengang?"
    Hanne: "Ja, du kunne lægge mig på is i flere uger, hvis jeg gjorde noget,
    du ikke brød dig om. Det var rædselsfuldt, når du ikke ville tale med mig,
    også selv om jeg prøvede på at blive sød igen, kunne du lægge mig på is i ugevis."
    Else Marie: "Hvad tænkte du dengang om det, der skete Hanne?"
    Hanne: "Jeg var overbevist om, du hadede mig og ...
    ja, at du ikke elskede mig mere!"

    Else Marie: "Hvordan føles det i kroppen at tænke sådan?"
    Hanne: "Det ryster inden i. Jeg er helt svedig i hænderne" Hun viser dem frem.
    Else Marie: "Det lyder, som om du er bange for ham? (Hanne nikker).

    Ok og det er her, det er godt, at vi har adskilt din far i to dele.
    Ham du er bange for - han står jo der (peger på stående Hugo).
    Hvad har du lyst til at gøre ved ham?"

    Hanne ryster kroppen løs, løfter hænderne op foran sig og udbryder:
    "Jeg har lyst til at smide ham ud af mit liv. Så slem er Gert i hvert fald ikke!"
    Else Marie: "Du var bange for ham dengang. Hvad er du nu?"

    Hanne træder hen til sin "straffende far" (Hugo), tager fat i ham
    og ryster ham hårdt. Han prøver at vride sig løs, prøver at se koldt på hende,
    men Hanne vil ikke give slip - og lidt efter ender de nede på gulvtæppet,
    hvor de ruller kæmpende rundt. Hanne kæmper modigt og vildt.

    Else Marie til Hugo: "Ja, godt, skub hende væk
    eller få hende til at blive rolig! Prøv at klappe hende på håret.
    - og du Hanne, smid ham ud af cirklen, ud af dit liv, hvis du kan."
    Efter en brav kamp lykkes det Hanne at få Hugo ud af cirklen,
    ja hun slæber ham sågar helt ud af lokalet!

    Hun vender tilbage til os, og står nu glødende af glæde og begejstring
    over at kunne mærke sine kræfter. Resten af gruppen klapper,
    imens hun stolt og prustende står foran os.

    Else Marie: "Det nød du virkelig Hanne?"
    Hanne: "Ja, nu kan jeg mærke mig selv igen!"

    G. At mødes på en ny måde.
    Else Marie: "Prøv at sige noget til Gert, der sidder derhenne i hjørnet.
    Lad os undersøge, om du bedre kan tale med ham nu? Eller om du stadigvæk,
    som før mest taler til din trætte gamle far, der på sofaen."

    Hanne ler og ser længe på Gert, som sidder ude i cirklen:
    "Hvad skal jeg sige? Jo, hvad foregår der i dig Gert?" Han rejser sig op,
    og går hen og giver hende et stort knus! Lidt efter sætter de sig ned
    overfor hinanden midt i gruppen.

    Else Marie: "Hvad føler du lige nu Gert."
    Gert: "Jeg er glad for, du kan se, jeg er anderledes end din far!
    Nok ligner jeg ham på en række områder, men jeg kan bedre tåle mosten.
    Jeg har aldrig lagt dig på is i ugevis, sådan er jeg ikke! Det synes jeg, var ondt gjort.
    - Jeg er ked af, at jeg ofte er så afvisende overfor dig. Undskyld!"

    Ebbe: "Gert, har du nogen ide om, hvordan Hanne kan råbe dig op
    på en anden måde?" Gert virrer irriteret på hovedet og har ingen ideer.
    Else Marie: "Gert, derhjemme kryber du tavs sammen, eller løber væk fra Hanne,
    når hun råber lidt højt. - Du gemmer dig væk! Det kan slå næsten lige så hårdt,
    som den kulde og afvisning, som Hannes far straffede hende med.
    - Har du ikke selv nogle gange prøvet at række ud efter Hanne,
    fordi du f. eks. ville elske med hende, og så har hun bare
    skubbet dig væk på en eller anden måde?

    Det gør lige så ondt. Vi kan jo forsvare os,
    sige stop, afvise og sige nej, på så mange forskellige måder."
    Gert ser tankefuld ud og nikker langsomt: "Ja, jeg har mest været optaget af
    at forsvare mig, det kan der være noget om. - Du må jo have følt dig svigtet, Hanne?"
    Hanne smelter, der løber tårer ned ad kinderne. De sidder og ser længe på hinanden.
    Der er tele, virkelig kontakt. Nu ser de hinanden.

    Gert: "Men jeg har da ikke råbt og skreget af dig af den grund vel?"
    Hanne: "Nej, men måske skulle du gøre det ind imellem.
    Det kunne jo være, at det ville vække mig!"

    Alle ler befriet over at den spænding,
    der har været i rummet i de sidste 90 minutter nu er væk.
    Ebbe: "Gert, hvordan har du det nu med jeres forskellighed?"
    Gert: "Synes du også, jeg skal hidse mig op? Jeg har altså svært
    ved at hidse mig sådan op, som Hanne og Hugo gjorde før."

    Ebbe: "Det er ikke det, jeg siger. Du er dig, og Hanne er Hanne.
    For mig er det vigtigste i Hannes arbejde, at jeres kontakt og forståelse
    bliver bedre. At I kan nå hinanden. - Kontakt er jo først befriende, når vi tør mødes
    i al vores forskellighed. Jeg sidder og nyder at se, det sker lige nu

    - Og så tænker jeg på, hvordan du kan reagere anderledes,
    end du ellers plejer at gøre Gert, når I to drønsikkert en dag igen
    kommer ind i en af de der uundgåelige konflikter. Har du selv nogle forslag til,
    hvad du og Hanne kan gøre anderledes?"

    Gert: "Jeg sidder der (peger på Henriks stol). Jeg er langt væk
    - måske langt inde i fjernsynet? Pludselig bliver jeg overfaldet af en furie,
    der skælder mig ud og kræver alt, og det skal være lige nu! - Det ville være rart Hanne
    (ser direkte på hende), hvis du vil vække mig lidt blidere og spørge mig lidt venligere.
    - Du kunne jo spørge, om vi ikke i stedet for skulle slukke for det dødsyge fjernsyn,
    og måske gå en aftentur. Vi må da kunne snakke mere fredsommeligt sammen.

    Ebbe: "Hvad er det værste i det for dig?"
    Gert: "- Det værste er det uventet at blive overfaldet,
    lige som jeg troede, jeg var tryg!" Ebbe: "Hvad sker der så i dig?"
    Gert: "Jeg bliver forskrækket, og så kan jeg selvfølgelig godt skælde ud,
    ... men for det meste lukker jeg mig bare inde i mig selv og afviser hende
    for at undgå, at vi ikke skal ende op i endnu et af de der dumme skænderier,
    hvor vi bare fyrer alle de mest tåbelige beskyldninger af i hovedet på hinanden.
    - Det kan jeg altså ikke se noget forkert ved."

    Ebbe: "Ok - og det tror jeg de færreste af os mænd kan.
    Hvad siger du til Hannes påstand om, at du er fej og bange for hende?"
    Gert: "Jeg føler ikke, jeg er fej eller bange for dig Hanne. Det er ikke derfor, jeg går!
    Jeg går, fordi vi ikke skal stå der og råbe og skrige i munden på hinanden.
    Jeg kan godt mærke at du godt vil slås, men det vil jeg altså ikke
    - kun nogle få gange har jeg søreme haft lyst til at slå løs på dig,
    eller give dig et plaster for munden, men det gør jeg altså ikke.
    Du så selv, hvor hidsig du kan blive lige før med Hugo!

    Jeg har svært ved at se, hvad jeg ellers kan gøre Hanne?
    Det er ikke, fordi jeg ikke vil, jeg aner bare ikke, hvad jeg skal gøre."
    Hanne smiler fra et åbent ansigt til ham og giver ham et knus.

    H. Afrunding:
    Gruppens udbrud og kommentarer

    Flere fortæller nu om, hvordan de kan genkende det drama,
    vi har overværet, fra deres eget liv. Henrik fortæller Gert, at det lige så godt
    kunne have været ham, og at han også trækker sig ind i sig selv og gemmer sig væk
    i sin hule, når han bliver skældt ud. I håbet om, at uvejret snart driver over
    og afventende, at alt igen bliver roligt og fredeligt.

    Poul genkender også reaktionmåden og undrer sig over,
    om den mon stammer fra, at han altid blev sendt op på sit værelse
    som straf, hvis han råbte højt ad sin mor.

    Hans: "Jeg kan godt forstå, du er bange for hende Gert.
    Lis, min første kone råbte ikke sådan op som Hanne, når hun ville opnå noget,
    men hun græd og tryglede mig om at være sød, ligesom hun også græd,
    når jeg skældte hende ud, som jeg fortalte jer om igår aftes.
    Det var næsten værre, end at få en gang skæld ud.

    Hendes tårer fik mig til at falde til patten hver gang,
    indtil jeg ikke kunne holde dem ud mere. - Clara ligner dig Hanne.
    Hun vil nok også skælde mig ud, hvis jeg forsømmer hende. Det har vi ikke
    prøvet endnu - jeg gad nok vide, hvordan jeg vil tage imod det?"

    Lisbeth: "Min far minder meget om din fars skygge Hanne.
    Men han så ikke sørgmodig ud, næh han tævede mig og min lillebror,
    hvis vi ikke gjorde, som han ville. Han kunne være meget streng."

    Og Hugo fortæller, at han havde det lidt blandet med
    at skulle være standin for Hannes fars mørke side. "Jeg blev bange for dig,
    men det var også sjovt at slås med dig. Jeg føler mig lysvågen nu."

    Jeg foreslår Hanne og Gert at gå en aftentur sammen og tale videre der.
    Der viser sig at være udbredt stemning for at gå ned til havet
    og se solen gå ned, så det gør vi.




      I. Teori og diskussion:
      Ved du, hvad forskellen er
      på burhøns og folk, der bor i et højhus?


      Svar: Burhøns taler sammen.
      I vores kultur isolerer vi os i fritiden foran fjernsynet med de
      55 ens kanaler i velisolerede hjem. Vi formodes at tage det hele "som en mand",
      dvs. ikke beklage os, eller lufte vores savn, sorg, angst, skuffelser og irritationer højt,
      men sejt, tappert og ydmygt bide tænderne sammen - og helst glemme det hele.

      Derved fornægtes den reelle ensomhed,
      som ofte føles stærkest af den ene part i et parforhold.
      Det er oftest kvinderne, som råber op og hejser alarmsignal,
      når kontakten og kærligheden svigtes. Sådan er det desværre endnu
      i langt de fleste parforhold her i Danmark - som i resten af verden.

      Det overhøres oftest, at smerten kommer fra reelle savn og behov,
      der vil høres! - og ikke fra, at hun sådan bevidst vil gøre "ofret" ondt.
      Kun når det overhørte råb om hjælp alt for længe er blevet overhørt,
      går der ondskab i overfaldene - og så er det oftest forsent
      at sætte ind med almindelig Kommunikationstræning.
      (se her: www.psykoweb.dk/Vrede_Raseri.htm)

      En måde at forhindre dette overfald (og det tilsvarende slå-igen
      eller flygte-væk-fra en konflikt) mønster, er at øve parret i at starte
      hver sætning med et Jeg-udsagn - i stedet for de velkendte hårde,
      angribende, udskældende og fordømmende Du-udsagn.

      F. eks. ved at øve sig i
      at starte sine udbrud med at sige: "Nu har jeg lyst til...
      - Jeg vil ikke... - Jeg har brug for... - Jeg savner... - Jeg føler...
      - Jeg tror at ... - Jeg har en dum fantasi om... - Jeg er bange for...
      - Jeg ville ønske... - Jeg foreslår... - Jeg forstår dig ikke, når du råber så højt.
      - Det gør ondt i mig, når du siger, at... - Eller sig: "Jeg afviser dig ikke,
      jeg føler mig derimod afvist af dig"

      eller "Jeg siger ikke nej til dig, jeg siger blot JA til mig selv" etc. etc.
      Det at sige jeg først, åbner i højere grad op for en mere respektfuld kontakt.
      Dvs. at hvis du ønsker at undgå kamp og flugt, så er kuren, at du må øve dig i
      at bruge nogle nye venlige ord - og i en periode kun tale i jeg-udsagn
      og næsten helt undgå du-udsagn. Dvs. hold bolden ovre
      på din egen banehalvdel og sig kun noget om dig selv.

      Kort sagt: Sæt en ny grammofonplade på.
      Vores erfaring taler for, at åbner du selv sårbart og personligt op,
      søgende og nysgerrigt fremfor kritisk, dømmende og anklagende, så fører
      din åbenhed i langt de fleste konflikter til, at din partner også tør åbne sig.
      Ja faktisk er en stor del af vores psykologarbejde baseret på den erfaring.

      Indenfor terapimiljøet taler vi her om "at øve sig i at blive mere assertiv".
      Dvs. i højere grad komme rent ud fra hjertet på en mere ærlig, kontant, kontaktstærk
      og effektiv selvbekræftende facon (jvnf. Anne Dicksons berømte bog om selvværd:
      "Og jeg mener, hvad jeg siger!", 1988. Eller se om Girafsprog versus Ulvesprog)
      En kommunikationform kun de færreste af os er optrænet i hjemmefra.

      Hannes arbejde kan teorimæssigt ses i det perspektiv
      og i den sammenhæng. Og det Tema kommer der meget mere om
      i denne bog, som du er ved at læse i nu.

      Hvis du vil se, hvilke andre valg
      Else Marie overvejede, så klik her.

      (Især for dig, som også er psykoterapeut
      og godt vil vide, hvordan Else Marie tænker)


      Klik videre til:
      Hvad er Gestaltterapi for noget?
      - som er 2. halvdel af kapitel 3.



    Klik videre her til:
    Hvad er Gestaltterapi for noget?
    Den



    indholdsfortegnelsen til
    Psykodrama bogen

    Se her indbydelsen til ugekurset
    der beskrives i PsykoDrama-bogen



    og se vores 2. bog
    Bid livet i låret og find dig en kæreste.


    tilbage til index

    over hele www.psykoweb.dk