Når vreden
    bliver til et vildt blindt raseri,
    kan det meget let ende med vold
    og død af forskellig art - hvor alle taber.

    Afmægtighed,
    der udtrykkes i raseri og blind Vold,
    dette højdramatiske og ofte tragiske tema,
    har selvfølgelig mange synsvinkler og dimensioner,
    politiske, sociale - og helt personlige. Nedenstående
    er selvklart blot et bittelille indlæg i denne hede debat.
    Og husk altid, at omme bag tallene gemmer sig personer,
    der har hver sin helt egen oplevelse af det, der skete.





    Er mænd - eller kvinder mest voldelige?
    Ikke mange vil gætte på at det er kvinderne, som er mere voldelige
    bag hjemmets fire vægge end mændene. Men det er ikke desto mindre
    konklusionen på en stor meta-analyse af 83 enkeltstående undersøgelser
    over dette hyppigt diskuterede spørgsmål: Hvor meget vold begås der
    egentlig af henholdsvis kvinder - og mænd i parforhold?

    Seriøse debattører og aggressions forskere
    har tidligere hæftet sig ved, at forskellige undersøgelser
    over vold bag hjemmets fire vægge - gav ret forskellige resultater
    vedr. omfanget af henholdsvis kvindelig og mandlig vold - afliængigt af
    måden man spørger på, hvem man spørger, og hvilket land man spørger i.

    Nu har John Archer sammenholdt ialt 83 undersøgelser
    i en stor meta-analyse. En sådan går ud på at sammentælle resultaterne
    fra flere enkeltundersøgelser, så de undersøgelser, der omfatter flest personer,
    også tillægges mest vægt i sammenregningen, imens de undersøgelser,
    der omfatter færrest personer, tildeles tilsvarende mindre vægt.

    En meta-analyse skal altså kunne skære tilfældigheder fra
    og give det bedste svar på spørgsmålet ved at regne resultaterne
    af alle de mange undersøgelser sammen - til et hovedresultat.

    Desværre - må man nok sige set med danske øjne,
    er de fleste af disse 83 undersøgelser udført i USA (ialt 72 af dem),
    imens resten er udført i Canada, England og New Zealand. Resultatet
    kan derfor kun siges at gælde for engelsk-talende lande, men er vel næppe
    helt forskellige fra de skandinaviske lande på dette område - ?

    I hvert fald konkluderer John Archer, at han ved at tælle resultaterne
    fra alle 83 undersøgelser sammen i en stor bunke, er kommer til der resultat,
    at det er kvinderne og ikke mændene, der oftest tæver partneren i et parforhold.

    Forskellen er dog ikke stor,
    og heldigvis er disse Voldelige parforhold relativt sjældne,
    men på grund af de mange undersøgelser, der her ses samlet på,
    har resultatet en stor statistisk signifikant. Dvs. at det er så godt som
    usandsynligt at konklusionen er fremkommet ved en tilfældighed
    og fordi det er en mand, der har set på disse 83 undersøgelser.

    Det mest interessante John Archer fandt var,
    at den kvindelige overvægt i ægteskabelig vold kun optræder
    i de kvalitative undersøgelser, der medregner al slags vold
    - altså også relativt harmløse slag, trusler og skub.


    Et typisk eksempel på denne forskel i farlighed,
    er følgende overblikstabel, der viser hvor mange % af her: 562 par,
    der i løbet af 1987 opførte sig voldeligt imod ægtefællen, og hvordan:
    (PS. Jeg leder stadig efter nyere tal, men har endnu ikke fundet dem, esk)


    ..I løbet af 1 år har jeg:

    ..Mand mod kvinde

    ..Kvinde mod mand

    CoTruet med at slå
    .. .eller smidt ting efter:


    ..10. 5% - een gang.
    ...6. 8 % - flere gange.

    ...8. 9% - een gang.
    ..10. 8% - flere gange.

    ...
    Skubbet, grebet fat i
    ..eller væltet min kæreste:


    ...9. 8% - een gang.
    ...5. 2% - flere gange.

    ...7. 8% - een gang.
    ...6. 2% - flere gange.

    ...Givet en flad lussing:


    ...4. 1% - een gang.
    ...1. 8% - flere gange

    ...5. 2% - een gang.
    ...2.6% - flere gange.

    ...Sparket, bidt eller
    ...slået med knytnæve:


    ...2. 1% - een gang.
    ...1. 1% - flere gange.

    ...3. 7% - een gang.
    ...2. 7% - flere gange.

    ...Slået min kæreste så hårdt
    ...at der kom blå mærker:


    ...5. 7% - een gang.
    ...3. 1% - flere gange.

    ...7. 5% - een gang.
    ...6. 5% - flere gange.

    ...Gennemtævet min kæreste
    ...så lægehjælp var nødvendig:


    ...1. 7% - sagde ja.

    ...1. 8% sagde ja.

    ..Truet med kniv/ en pistol:


    ...0. 6 % sagde ja

    ...1. 3% sagde ja.

    ...Brugt en kniv / en pistol:


    ...Ingen sagde ja.

    ...1 sagde ja.
    ........Kilde: Merlin Brinkerhoff & Eugene Lupri, 1987.


    Mænd og kvinder kan derfor lidt lettet konstatere at Tæv,
    og diverse volds-episoder heldigvis ikke er så udbredt, som nogle vist går og tror
    Og at når det drejer sig om ydmygelser, så er kvinder også godt med.
    Begge køn kan have problemer med deres vrede og afmagts raseri
    og med at styre deres ufølsomme blinde volds tilbøjeligheder.
    Mennesket er ikke kun en lille sød og småtosset abe.

    Ok? - og når dette mere nuancerede voldsmønster er klartlagt
    så viser de mange officielle undersøgelser, hvor volden afgrænses til
    kun at omfatte den vold, der har ført til legemsbeskadigelse og hospitals indlægger
    (altså den farlige) og døden - som forventet at det hver gang er mændene, der ligger øverst
    i farlig volds statestikkerne; "Når mænd først slår, slår de meget hårdere, end kvinderne gør.
    Og taler vi om psykopatisk og uforståelig vold, ja så hitter mændene også på førstepladsen."
    Der kan siges meget mere derom, men lad mig nøjes med disse fakta.

    15.000 voldsramte kvinder fik krisehjælp i 2008
    Det gør ondt at få tæsk. Ikke kun fysisk men også psykisk.
    Fra 2007 til 2008 er antallet af kvinder, der henvender sig til et krisecenter,
    steget med 14 procent til over 15.000, viser årsstatistikken
    fra Landsorganisationen af Kvindekrisecentre (LOKK).

    Vold er mere end tæsk og smertelige slag.
    Undersøgelsen viser samtidig, at færre kvinder i dag
    er kommet på kvindekrisecenter som følge af fysisk vold
    som slag, spark, kvælningsforsøg og skub ned af trapper etc.
    Således havde 96 procent af kvinderne i 2007 oplevet fysisk vold,
    mens tallet er faldet til "kun" 76 procent i 2008.
    (Set i Politiken, 1. juli, 2009)

    Se flere fakta om vold imod Kvinder her
    + /www.voldmodkvinder.dk/Default.asp?Id=75
    + www.liveleak.com/view?i=678_1205080190
    + FÅ GRATIS ANONYM RÅDGIVNING
    + www.voldmodkvinder.dk/
    + www.lokk.dk/


    Kort sagt:
    Hvis det rent faktisk er kvinderne, der skal have
    titlen som "det voldelige køn", så har mændene til gengæld
    når det handler om den mere rå vold, fortjent titlen: "det farlige køn".

    Det er også værd at nævne, at denne kvindelige overvægt
    af "ydmygende vold" er mest udpræget i de yngre aldersklasser.
    Hos ældre ægtepar er det klart mændene, der er de mest voldelige.

    Det ser også ud til at spille en vigtig rolle for resultaterne
    om forskeren er mandlig eller kvindelig. Undersøgelser ledet af
    mandlige forskere finder oftest en lidt større overvægt af kvindelig vold
    end tilsvarende undersøgelser lavet af kvindelige forskere!

    Det var også interessant, at forskellen imellem de to køn
    i omfanget af voldelig adfærd er større, hvis man tager udgangspunkt
    i de undersøgelser, hvor de ægteskabelige eller samlevende partnere selv
    har skulle berette om deres egen vold. Forskellene er betydeligt mindre
    i de undersøgelser, der omfatter oplvsninger om, hvor meget vold
    og hvor grov - hver især siger, ens partner har begået imod sig.

    Kvinder fortæller tiere selv, at de er meget mere voldelige
    end deres mandlige ægtefæller gør), når de fortæller, at de slår og skriger.
    Imens når mænd selv fortæller, så er de oftest meget mindre voldelige,
    end deres hustruer oplyser, at de er. Så her er der en stor fejlkilde
    i næsten alle disse spørgeskema undersøgelser - og også i denne.

    Derfor ved vi desværre endnu ikke,
    hvad resultatet ville blive, hvis alle svarede sandt
    så det endelige svar er endnu ikke fundet på spørgsmålet.


    Thomas Nielsen, Lektor på Årh. Univ
    fra Forskningsnyt fra psykologien, , 2001, 10(1)

    Kilde: Archer, J. (2000).
    "Sex Difference in Aggression Between Heterosexual Partners:
    A Meta-Analytic Review." Psychological Bulletin, 126 (5), 651-680.

    + se: Hvorfor bliver mænd rasende vrede?
    + Linkreolen om vrede og vredes-kontrol


    Voldelige mænd kan - og bør bortvises fra hjemmet.
    41.000 kvinder menes hvert år at blive udsat for vold i hjemmet
    Den lov, som giver politiet mulighed for at bortvise voldelige mænd fra deres eget hjem,
    blev i det første halve år af lovens levetid brugt i alt 40 gange, skriver Politiken lørdag.
    Tallet stammer fra Rigspolitiet og er væsentligt højere end det tal på 19
    for det andet halvår af 2004, som tidligere har været fremme.

    Men tallet skal ses i forhold til, at landets krisecentre i hele 2004
    fik næsten 5.000 henvendelser fra kvinder, der ønskede husly
    på grund af vold eller trusler om vold fra partneren.
    .Danmarks Radio, dr.dk - 3. feb. 2006


    En tilføjelse:
    Antallet af kvinder, der dømmes for vold, er næsten tredoblet på 10 år.
    Den største stigning er blandt de unge kvinder mellem 15 og 19 år,
    der bliver dømt hver 4. gang, der er en voldsdom mod kvinder.

    I 2002 blev 843 kvinder dømt for vold,
    som er alt fra simpel vold, frem til trusler, overfald og mord.
    I 1992 fik 353 kvinder en voldsdom. I midten af 1960'erne
    lå tallet helt nede på omkring 25 tilfælde om året.

    Hvorfor ydmyger og tæver hun sin mand?
    www.batteredmen.com/fiebertg.htm
    + www.batteredmen.com/


    Alkohol og vold hænger sammen.
    Og når kvinder og unge piger drikker meget mere, end de gjorde
    for en generation siden, så skal en af årsagerne til den stigende vold findes her.
    Jan Christensen, der er leder af Social- og Familiecentret Syd i Viborg
    møder jævnligt piger, som har været ude i problemer. De piger,
    han møder, har et »meget voldsomt udtryk«.

    »Vi bliver meget overraskede over,
    hvordan pigerne fuldstændig mangler indfølingsevne.
    Når de havde slået på andre, var der ikke meget forståelse for ofrene
    eller for nogen større sammenhæng. De giver andre skylden
    og føler sig fri for ansvar«, siger Jan Christensen.

    Ifølge hans erfaringer i Midtjylland er det ofte piger,
    som er blevet svigtet i hjemmet og har haft en opvækst,
    hvor de skulle konkurrere om opmærksomhed. »De tror selv,
    at de kan klare det hele, fordi de skal klare mange ting i hjemmet.
    Derfor får de en ikke særlig realistisk indstilling til, hvad de kan
    og ikke kan«, siger Jan Christensen, der fortæller, at det ofte
    er meget vanskeligt for pigerne at starte forpligtende forhold.

    Trods stigningen i voldelige kvinder, gør både Annika Snare
    og Eva Smith opmærksom på, at mænd stadig får langt de fleste voldsdomme.
    I 2002 blev 9.659 mænd dømt for vold og kun 843 kvinder dømt for vold,
    Politikens netavis, 7. marts, 2004



    Hvorfor bliver
    nogle kvinder hos voldelige mænd?


    Vold i hjemmet er et problem, der bliver stadig mere synligt i mange lande.
    Det er oftest kvinder, som udsættes for grov vold eller mishandling fra deres mænd.
    Paradoksalt nok bliver voldsramte kvinder aligevel ofte sammen med deres partner
    og vender tilbage til ham efter at have søgt hjælp på et krisecenter en kort tid.

    Undersøgelser fra 1970 'erne
    og frem til nu viser den samme tendens:
    Af de kvinder, der forsøger at slippe ud af et, voldeligt forhold,
    ved, at forlade hjemmet og søger hjælp udefra, vender godt halvdelen
    af dem tilbage til partneren igen efter ganske kort tid.

    Den amerikanske psykolog Samuel,Gerson,
    der har studeret fænomenet indgående, mener, at det vil være forkert
    at stempe sådanne kvinder som masochister eller specielt sygelige.
    De efterlever snarere en Overlevelses-strategi, der blev dannet
    meget tidligt i deres barndom og som de har svært ved
    at bryde ud af som voksne.

    Det, at disse kvinder bliver hos den mand som mishandler dem,
    betyder ikke at de finder behag i smerten, men at de hjemmefra er trænet i
    at udholde smerten, som prisen for at de kan være nær den person,
    som de siger at de elsker. Det et et kærlighedsmønster, de har
    indlært meget tidligt i forhold til deres forældre.

    Voldsramte kvinder
    har typisk også haft en voldelig barndom,
    præget af angst, mishandling, kriminalitet og set med andres øjne
    tydelig mangel på tryghed, omsorg og beskyttelse fra
    enten den ene - eller begge forældres side.

    Desuden viser nogle af undersøgelserne, at 30 - 50 %
    af de voldsramte kvinder har været udsat for seksuelle overgreb
    inden for familien. Det betyder, ifølge Samuel Gerson, at kvinderne
    som små ikke har haft andre muligheder end at acceptere smerten
    for at opretholde nærheden til de forældre, som de selvklart
    dengang var så afhængige af.

    Kvinderne har som børn indlært sig en måde
    at knytte sig til en ukontrolabel og utryg person,
    for derved at kunne opnå periodevise stunder af meget intens nærhed
    og kærlighed - også selvom det betyder at denne forbindelse kunne være
    yderst angstvækkende - fordi det var den eneste form for tilknytning,
    som de hidtil har kendt til.

    Dette oprindelige kærligheds-mønster
    har stærk indflydelse på deres måde at etablere følelsesmæssige forhold
    til en de elsker, som voksne. Når de møder en mand, der behandler dem
    lige så voldeligt og ydmygende, som forældrene gjorde, så vækker det
    ikke den samme afsky og ”Det finder jeg mig sørme ikke i” - reaktion,
    som børn fra ikke-voldelige hjem naturlig føler, men mere en
    opgivende følelse af ”Åh nu igen - hvad har jeg nu gjort galt?”
    præcist sådant, som de oplevede det som børn.

    Dette gamle reaktionmønster vækkes til live igen,
    sammen med håbet om at de og deres voldelige mand kan vinde der
    hvor deres mor - eller far - i sin tid kom til kort.

    Når kvinder har så svært ved at forlade en voldelig mand,
    hænger det både sammen med sådanne triste barndomsmønstre
    og det meget lave selvværd de derved fik med sig hjemmefra!

    Hvis de forlader deres mand, opsøger hjælp eller i det hele taget gør
    noget godt og positivt for sig selv, overvældes de alt for let af en stærk skyldsfølelse,
    hvor de tænker at det nok er dem, der svigter ham - fremfor omvendt
    eller depressive stemninger, hvor de ligesom føler ”at dette er altså
    min skæbne. Det står ligesom skrevet i stjernerne eller i generne
    at sådan skal mit kærlighedsliv altså være
    - og min rolle er at acceptere det.

    Det føles kort sagt for dem som deres Skæbne,
    noget de ikke kan lave om på - og de foretrækker derfor
    at udholde smerten ved at blive, fremfor at miste den voldelige elskede,
    som de ind imellem oplever at de har en særlig dyb kontakt med.

    Samuel Gersøn understreger derfor, at det er af stor vigtighed
    at afdække dette destruktive mønster, der er indlært i barndommens sårbare tid,
    når voIdsramte kvinder skal have en hjælp, der virkelig gør op med
    denne selvundertrykkende livsholdning,

    Med årene bliver det blot til en stum resignation og depression
    Det nytter derfor ikke kun at fokusere på de sociale, og økonomiske forhold,
    - der dog ikke skal underkendes i mange situationer, da mange
    af disse kvinder efterhånden bliver isoleret fra veninder
    og ”sat under adminstration” af manden økonomisk.

    I Danmark skønner nogle forskere, at omkring 40.000 kvinder
    er udsat for vold i hjemmet. Det præcise tal kender vi ikke.





    Kun 2 måneders træning i selvforsvar
    har en god effekt på din evne til at klare dig
    i svære situationer - og på selvtilliden.

    Mange amerikanske kvinder - og sikkert mange danske
    lider under angst og stress i forbindelse med frygten for voldtægt.
    Det er ikke blot kvinder, der færdes alene i skumle bykvarterer
    efter mørkets frembrud, der har denne frygt. Mange der reelt
    passer godt på sig selv ved de tidlige tegn på sexchikane,
    har ligeledes altid denne urgamle frygt i baghovedet.

    Flere undersøgelser viser,
    at kvinder især kommer ud for voldtægt,
    når de går med hjem med nye mandlige bekendtskaber,
    hvor stævnernødet alt for hyppigt ender med mandlige tilriærmelser,
    der er langt mere voldelige end romantiske. Hun følte sig
    medansvarlig, "er selv ude om det" - og anmelder ikke,
    selvom det reelt set er voldtægt at overhøre et NEJ!

    For at beskytte sig mod risikoen for uønsket voldtægt
    og mod den deraf følgende frygt, vælger stadigt flere kvinder i USA
    og snart også herhjemme - at gå til kurser i selvforsvar. På sådanne kurser
    lærer kvinderne dels at gennemskue voldelige hensigter hos farlige mænd
    og dels at imødegå volden med passende selvforsvars greb og "manøvrer"
    der skal tjene til at få manden til hurtigt at opgive sit forehavende.

    Det lyder naturligvis både fornuftigt og rimeligt,
    men der har været bekymrede røster fremme i debatten om,
    at denne indlæring af "mod-vold" kan risikere at frigøre skjulte voldelige
    og aggressive tendenser hos kvinderne, så de blev alt for uhæmmede
    og mere aggressive i deres alm. omgang med andre mennesker
    og sammen med mænd, der ikke var ude på at voldtage dem.

    For at undersøge dette nærmere har tre psykologer fra Chicago
    nu udført en undersøgelse, hvor de har fulgt to grupper af kvinder,
    der havde meldt sig til et kursus i psykisk og kropsligt selvforsvar.

    De to grupper kvinder var på mange måder ens.
    Forskellen var at den ene gruppe gik til selvforsvar i de første to måneder
    af undersøgelsen, imens den anden gruppe ventede i disse to måneder
    og først derefter gik de til selvforsvar i de følgende to måneder.

    På denne måde kunne forskerne - da de første to måneder var gået,
    se, om kurset for den første gruppe kvinder havde ændret dem i forhold
    til den anden gruppe, der altså endnu ikke havde gået til selvforsvar.

    Og derefter kunne de så - to måneder senere - se,
    om de samme ændringer optrådte hos den anden gruppe
    efter at de havde deltaget i selvforsvarskurset. Samtidig med
    at de ved at følge den første gruppe kunne se om de ændringerne
    havde holdt sig i de efterfølgende to måneder, siden kurset sluttede.

    Ud fra en lang række spørgeskema-besvarelser,
    der var indhentet i begge grupper ved undersøgelsens start,
    efter to måneder - og efter fire måneder, kunne forskerne konkludere
    at Selvforsvarstræningen gav begge grupper en væsentlig bedre
    forventning om at kunne klare sig i tilfælde af voldtægt

    ... og at denne forventning holdt sig
    usvækket mindst to måneder efter kursets ophør.

    Kurset i selvforsvar gav også en fremgang
    om end ikke så stor - i den generelle forventning om
    at kunne klare sig i mange andre praktiske og sociale problemsituationer,
    hvilket jo var særdeles positivt. Selvtilliden fik altså et løft opad!

    Hovedresultatet af undersøgelsen var dog,
    at der ikke forekom en stigning, men derimod snarere et svagt fald
    i kvindernes egen oplevelse af deres daglige vrede og irritabilitet
    efter at de have deltaget i dette 2 måneders kursus i selvforsvar.

    Det ser altså ikke ud til, at Selvforsvars kurset
    havde medført en "uhæmmet" større vredladenhed i dagliglivet,
    men snarere at det havde ført til en bedre måde at tackle
    alle mulige vrede-fremkaldende situationer.

    Til gengæld havde kursusdeltagelsen tilsyneladende ikke
    ført til færre bekymringer eller ængstelige forestillinger om voldtægt
    Dette er måske heller ikke så mærkeligt, da voldtægts-situationer jo netop var,
    hvad hele kurset handlede om! Det er dog opmuntrende, at den første gruppe
    i de efterfølgende to måneder, hvor kursusperioden var ovrestået,
    udviste en aftagende tendens til at bekymre sig om voldtægt,

    .... hvilket formodentlig netop er
    en senere eftervirkning af den betydelige stigning i selvtillid
    og forventning om at kunne klare sig godt i en eventuel voldtægtssituation.
    som fortalere for Selvforsvarskurser taler om hyppigt sker.

    Thomas Nielsen, Lektor på Årh. Univ
    fra Forskningsnyt fra psykologien, , 2001, 10(1)

    Kilde: Weitlauf, J.C., Smith, R.E., & Cerv (2000).
    Generalization Effects of Coping-Skills in Self-Defense Training
    Journal ofApplied Psychology, 85(4), 625-633.


    Og så så jeg lige denne her helt vilde og gode ide:
    for de mere avancerede: www.sumodragt.dk/



    Der er mindst 3 forskellige slags Voldsmænd
    En stor del af volden i den vestlige verden udspiller sig bag hjemmets fire vægge:
    de voksnes vold mod børn og mænds vold mod deres hustruer eller samlevere.
    Den sidstnævnte form for vold kan ifølge amerikanske undersøgelser optræde
    i hele 10-20% af alle ægteskaber.

    Man er i de senere år begyndt at idømme mænd, der har mishandlet deres hustruer,
    en "behandlingsdom", fordi man har indset, at det i mange tilfælde kun er gennem
    psykologisk behandling og ikke bare ved straf, at man kan få disse mænd
    til at standse deres voldelige adfærd.

    Flere psykologer har imidlertid udtrykt en vis tvivl om,
    hvordan man skal behandle hustru-mishandlere, fordi deres psykologiske probleme
    kan være særdeles forskelligartede. Dette problem har en amerikansk psykolog, Daniel Saunders,
    forsøgt at råde bod på ved at udføre en grundig psykologisk undersøgelse a
    ikke mindre end 180 hustru-mishandlere.

    Undersøgelsen førte til en inddeling i tre forskellige typer af hustru-mishandlere,
    som ifølge Daniel Saunders bør behandles på hver sin måde. De 180 hustru-mishandlere
    var gennemgående i 30-års alderen, og de fleste havde fået en behandlingsdom,
    mens enkelte var blevet henvist til behandling fra et rådgivningscenter..

    Gennem omfattende interviews og tests af de 180 hustru-mishandlere
    kom han frem til, at de stort set alle kunne placeres i
    en af følgende tre forskellige kategorier eller typer:

    1) Den første type er kendetegnet ved at være generelt voldelig,
    - også i sin omgang med mennesker uden for hjemmets fire vægge.

    Disse personer udøver den alvorligste og farligste form for hustru-mishandling
    af de tre typer. De adskiller sig fra de to andre typer ved dels at være særlig forfaldne
    til alkoholmisbrug og dels ved at have været ude for særlig megen vold
    - eller ligefrem børnemishandling i deres egen opvækst.

    Saunders mener, at disse mænd især lider under ubehandlede barndomstraumer,
    som kræver en dybtgående og langvarig psykologisk behandling.

    2) Den anden type er kun voldelig
    over for deres hustruer (og evt. børn)
    . I modsætning til de to andre typer
    er denne type generelt særdeles tilfredse med deres ægteskaber og ægtefæller.
    Disse mænd adskiller sig især fra de to andre typer ved at være meget opsatte på
    at gøre et godt og korrekt indtryk på andre uden for hjemmet.

    De lider ofte af mindreværdsfølelser, som de kompenserer ved at fremstille sig selv
    som mere dygtige og korrekte, end de måske føler, de kan leve op til. Saunders mener,
    at de derfor ofte kommer ud for frustrationer og nederlag, som de på grund af
    deres trang til "korrekt opførsel" ikke kan afreagere i arbejdslivet og derfor
    "tager med hjem" og afreagerer på familiemedlemmerne.

    Det er det fænomen, psykologerne ofte kalder forskudt aggression,
    altså en aggressiv adfærd som man af frygtsomhed ikke tør rette mod rette vedkommende
    og derfor afreagerer på sine sagesløse familiemedlemmer.

    Disse hustru-mishandlere er ifølge Saunders de letteste at behandle;
    de kan især behandles med "selvtillidstræning", så de kan lære at udtrykke
    deres indestængte vrede, f.eks. på arbejdet over for rette vedkommende
    (på en hensigtsmæssig måde) og med parterapi, der kan få konen og manden
    til at samarbejde om at undgå hans destruktive adfærd.

    3) Den tredie type er især præget af voldsomme følelsesmæssige udsving
    især af vrede, raseriudbrud, grådanfald og jalousi over for hustruen. Disse mænd
    plages desuden - til forskel fra de to andre typer - af svære depressioner,
    ofte med selvmordstanker.

    De er på samme tid meget utilfredse med deres koner
    og - meget mere end de andre typer - rædselsslagne ved tanken om at miste konen.
    Saunders mener, at denne gruppe mænd er kommet ind i en ond cirkel,
    hvor deres ubeherskede vrede over at føle sig svigtet af konen
    fører til konens tilbagetrækning, hvilket giver yderligere næring
    til jalousi og depression - som disse personer kun kan afreagere gennem vold.

    Saunders mener derfor, at disse mænd især bør behandles
    for den underliggende depression og desuden gennem parterapi
    for deres dårlige evne til at tale med deres hustruer om de problemer, der plager dem.

    Thomas Nielsen, Lektor på Årh. Univ
    fra Forskningsnyt fra psykologien, , 2001, 10(1)

    Kilde: Saunders, D.G. (1992). A typology of men who batter:
    Three types derived from cluster analyses.
    American Journal of Orthopsychiatry, 62, 264-275.


    Det er meget lettere
    at genkende sine egne følelser hos andre,
    end at se, hvad andre føler, når de føler anderledes


    Vores evne til at forstå andre menneskers følelsesmæssige tilstand
    afhænger ikke blot af, hvor godt vi lytter til de ord, der bliver sagt,
    for vi er ikke alle lige villige til at fortælle om vore indre følelser,
    og vi er endvidere ikke alle lige gode til overhovedet at forstå,
    hvilke følelser, der opstår i os selv!

    Hvis man derfor af medmenneskelig interesse,
    eller fordi man er professionel behandler, gerne vil forstå præcist,
    hvad det er for følelsesmæssige stemninger, der opstår i den, man taler med,
    bør man også i høj grad lægge mærke til de såkaldte non-verbale ytringer
    Altså de ikke-sproglige tegn på følelser. Det drejer sig især om to ting:
    Mimikken og tonefaldet. Denne artikel handler om mimik
    (og i den efterfølgende om tonefald).

    4 forskere fra Frankrig, New Zealand og USA har testet forsøgspersoners evne
    til at afsløre de svage mimiske reaktioner hos filmede personer og sat denne evne
    i relation til den aktuelle følelsesmæssige tilstand hos forsøgspersonerne selv.

    Det forekommer rimeligt at fokusere på
    nogle svage mimiske reaktioner hos den, man iagttager,
    for tidligere undersøgelser har vist, at en følelsesmæssig reaktion
    ofte medfører en mimisk reaktion, der formodentlig er et levn
    fra den fjerne fortid, hvor fortidsmenneskene endnu ikke
    havde udviklet et sprog og derfor måtte meddele
    deres følelser via mimik og tonefald).

    Men undersøgelser har også vist, at vi her i den vestlige verden
    under opvæksten i høj grad lærer at skjule vores følelsesmæssige tilstand
    for andre, hvilket betyder, at den omtalte ubevidste følelsesmæssige mimik
    hos voksne ofte modvirkes af et bevidst, kontrolleret neutralt udtryk,
    så kun den mest opmærksomine iagttager så det udtryk,
    der "gled over ansigtet" ved fx en trist nyhed
    eller når den anden bliver vred og skuffet.

    For at studere vores opfattelse af disse mimiske reaktioner
    har det omtalte forskerhold skabt nogle korte billedserier, der hver især
    begynder med et klart mimisk udtryk for enten glæde eller sorg,
    og så har man via computeriseret billedmanipulation indrettet
    det således, at de efterfølgende billeder i serien gradvis
    "glider" over i et helt neutralt udtryk.

    Forskerne fik 96 studerende til at deltage som forsøgspersoner,
    men inden de 96 personer fik forevist de omtalte billedserier, blev de inddelt
    i tre grupper, hvoraf to fik "påført" en henholdsvis positiv og negativ følelse
    ved enten at se en glad film - eller en meget trist film.

    Det viste sig bagefter, at de, der havde et godt humør,
    var meget bedre til at se det gode humør, der optrådte hos de fremviste personer,
    men temmelig dårlige til at se det dårlige humør på billedserierne.

    De "glade" forsøgspersoner
    vurderede altså langt flere af ansigterne i den "glade" billedserie som glade,
    selv når billederne nærinede sig det helt neutrale udtryk, og de holdt hurtigere op
    med at se tristhed i den billedserie, der begyndte med et udpræget trist ansigt.

    Omvendt havde forsøgspersoner med et påduttet dårligt humør
    meget lettere ved at fange et udtryk af sorg og tristhed hos de filmede personer,
    men nærmest svært ved at se, hvornår de var i godt humør.

    Gruppen, der ikke havde fået påført noget godt eller dårligt humør,
    var lige midt imellem og altså nogenlunde lige gode til at se både godt
    og dårligt humør hos de filmede personer.

    Denne simple undersøgelse viser altså,
    at vores evne til at fange et følelsesmæssigt udtryk hos vore medmennesker
    i væsentlig grad afhænger vores egen følelsesmæssige tilstand:

    Vi bliver kort sagt
    bedre -eller mere tilbøjelige - til at "se" den samme følelse, som vi selv har,
    hos andre, og dårligere til at se, når andre ikke er i samme følelsesmæssige stemning
    som os selv.


    Referat af Thomas Nielsen,
    lektor fra Psykologisk Institut, Århus Universitet.
    fra “Forskningsnyt fra Psykologien”, Psykolog Nyt, nr. 15, 2001

    Kilde: Niedenthal, P.M., Halberstadt, J.B., Margolin, J., & InnesKer, Å.H. (2000).
    Emotional state and the detection of change in facial expression of emotion.
    European Journal of Social Psychology, 30, 211-222.


    Ebbe´s kommentar:
    Dvs, når du er forelsket,
    så er du også forelsket i hele verden
    og da ser du mest glade mennesker omkring dig.

    Er du rasende og hader os alle sammen, ja så ser
    du også i højere grad al uretfærdigheden og dumheden.
    Det sete afhænger - som du jo godt ved - af øjnene, der ser
    og siger undertsøgelsen især af, hvad du selv føler imens, det sker.

    PS. Se også mine websider
    om Emotionel Intelligens
    i denne sammenhæng.



Tilbage igen til Index