Onsdag eftermiddag.
Solen er dejlig nu. Det har været en dramatisk formiddag.
Vi beslutter os for at holde fri resten af eftermiddagen, fordøje oplevelserne
og først mødes igen i aften - men sådan bliver det selvfølgelig ikke.

Da Else Marie og jeg vender hjem igen efter en god lang gåtur
langs Vesterhavet til huset, ligger folk og soler sig udenfor i små grupper.
Jeg sætter en stille cello concert på, imens jeg tuller lidt rundt. Jeg kan ikke
bestemme mig for, hvor jeg vil være. Jeg havner hos Poul og Michelle,
som ligger i en sandgryde og snakker om "formiddagens selvmord".
Romantikken længe leve. Dødens nærvær vækker os.


Den lumske knivstikker:
Her fortæller Poul mig om en stærk intens drøm, han har
haft for et par uger siden, som han stadigvæk ikke forstå:

En nat drømte han om en lille 8 årig pige,
der sidder helt uskyldigt og leger på et gulv.
Her bliver hun overfaldet af en lusket lumsk dreng,
der kommer krybende mod hende fra sit gemmested under bordet
hvor han stikker en enorm stor machetkniv ind i hendes ryg
- og så vågnede Poul og var rædselslagen, badet i sved.

"Det er, hvad jeg kan huske af drømmen", siger han.
Poul er især optaget af knivens symbolik, fordi den ene side er meget skarp
og kan skære lige durkt igennem hendes ben, imens den anden side er sløv.
så den sløve del af kniven kan ikke skære, men kun bruges til at slå med.

Den første aften fortalte han om,
hvordan han heltemodigt kastede sig over denne farlige dreng
og tilsidst fik knockoutet ham. For kun at få skæld ud af sin mor over,
at han var så voldsom. Denne gang vender jeg hans opmærksomhed
et nyt sted, end den mere intellektuelle tolkning han er igang med.

Ebbe: "Prøv først at være den 8 årige pige,
sådan som du forestiller dig hende. Hvordan tror du, at drømmen ser ud
set ovre fra hendes synsvinkel? - Prøv at tale som hun, i jeg-form."

Poul: "... Jeg er en lille pige.
Jeg sidder her på gulvet og leger helt uskyldigt.
Så kommer ham der, den modbydelige fyr, krybende. Han vil skære i mig.
Jeg kan ikke forstå det. Jeg er helt uskyldig. Jeg har ikke gjort ham noget."
Ebbe: "Ok - og hvad føler du lige nu som den der lille pige?"
Poul forskrækket: "Hjælp! Du må ikke dræbe mig.
- Hjælp! Er jeg her helt alene? - Hjææælllp!

Ebbe skærer igennem hans overspillede skuespil
og siger bare kort, da jeg har fri nu om eftermiddagen:
"Er det svært for dig Poul at spørge andre, om de vil hjælpe dig
med noget, der er svært ... også i hverdagen?"

Det må han indrømme.
Det er utroligt svært for ham at række ud og sige: "hjælp mig!"
Han har, som så mange af os behandlere, meget nemmere ved selv at være hjælperen.
Den lille pige viser ham en mere uskyldig, sårbar og hjælpeløs side af sig selv,
hitter vi snart ud af sammen - men der er mere i drømmen end denne uskyld.

Jeg bliver grebet af situationen og fortsætter:
Ebbe: "Prøv nu at være den der lille lumske knivstikker.
Hvordan oplever han det, der sker? - Start med at gemme dig derhenne."
Poul gemmer sig under et tæppe og kravler så igennem sandet og nærmer sig
Michelle, som med et smil spiller den lille bange uskyldige pige:

Pludselig brister de i latter
og det gør jeg også. Lidt efter siger Poul:
"Ok, jeg prøver at leve mig ind i ham. Det er svært
t- for jeg vil jo ikke være som ham. Det er skræmmende
at tænke på, at jeg også er den del af drømmen."
Ebbe: "Det kan jeg godt forstå. Er du klar igen?"

Poul gemmer sig igen væk og kommer lidt efter
igen snigende igennem græsset: "Jeg sniger mig hen over gulvet
fra mit gemmested under bordet. - ("Hvad vil du?"). Jeg vil bare skære i hende!
Jeg er vred på hende." (snerrer). - Og lidt efter sætter han sig op og siger:
"Nu minder du mig om min storesøster, som jeg simpelhen ikke kunne
hamle op med dengang, jeg var lille. Jo, det handler nok om,
hvor svært det var for mig at blive vred på hende?
Der er jo en fjendtlighed i den der dreng."

"Det turde jeg simpelhen ikke gøre åbent.
Hvis jeg prøvede at sætte mig igennem, havde hun 100 vis af måder,
hvormed hun kunne straffe mig, senere. Jeg tabte altid." Det er svært for Poul
at leve sig ind i at være "den lille knivstikker", så han prøver at tale sig væk fra
eller ud af den følelse, der her banker på lige under bevidsthedens overflade.

Ebbe vælger "at lege med":
"Ok, jeg forstår det er svært at sluge den kamel
men lad os antage at knivstikkeren også repræsenterer "noget i dig" i din nutid.
Prøv at giv dig selv lov til at blive lidt mere eet med denne skjulte side af dig Poul.
Ellers forbliver den jo bare under bordet - og der lærer du den ikke at kende.
Prøv at drop det der uskyldige hjælpeløse ansigt, og vær nu Knivstikkeren."

Poul: "Er jeg da bare en lille skide knivstikker?
Der er så lusket at gå og stikke en kniv i folk bagfra."
Ebbe: "Nej! - men din drøm peger på, at du har en sådan ubevidst
og derfor total ukontrolleret aggression et sted i dig - i det skjulte,
som jeg godt vil lære bedre at kende, fremfor at du en dag
f. eks. knockouter den med sprut eller andre "svirreture"!
Natasha Mann har et udtryk, hun engang sagde til mig,
nemlig "To denye is to die. - It is as simple as that"

Poul tøver og ser væk.
Ebbe: "Jeg er i et valgpunkt nu.
Vi kan stoppe her og sige at du nu forstår drømmen.
Og vi kan gå et skridt videre og prøve at integrere denne lumske
skjulte side af dig - som har sin egen historie med din mor og storesøster
som skurkene, og du vil sikkert snart opdage at du har al mulig god grund
til at være både vred og bange overfor den måde, de satte dig på plads
i jeres sociale hieraki, I havde derhjemme i barndommens land.
... Jeg tror ikke at du kender den side af dig selv særlig godt.

Jeg har derfor lyst til nu virkelig at lade dig mærke
styrken i denne del af dig og opdage det behov, der ligger bag
den frustration og fjendtlighed. Som vel også overfalder dig selv,
i de situationer, hvor du bare helt uskyldigt er optaget af noget
og føler dig mest uskyldig og sårbar - skal vi se på det?"

Poul: "Nej tak - jeg vil altså hellere undersøge
om jeg også går rundt med en skjult fjendtlighed imod Michelle.
- Jeg har altså ikke spor lyst til at stikke dig med en kniv Michelle!".
Han ser på hende, og ler: "Jeg har lyst til at stikke noget andet i dig,
men ikke en kniv. Åh Freud oh Freud!:"
Og vi ler igen sammen.

Lidt efter:
Ebbe: "Ok så lad os tage den vinkel."
Poul lukker øjnene og koncentrerer sig.
Han sidder nu direkte overfor Michelle, og siger så:
"Jeg ser ikke noget for mig. - Jo, der er noget rødt inde i mørket.
- Nu ser jeg en kniv for mig. Den er meget stor." (Han åbner øjnene).

Ebbe: "Luk øjnene igen og vær nu kniven."
Poul: "Jeg er en stor kniv. - Det lyder tosset ikke?"
Ebbe: "Ikke for mig. Vær dette symbol på din aggressivitet
og prøv at leve dig så godt du kan ind i det drømmesymbol,
så vi kan lære det lidt bedre at kende."

Poul: "Jeg har en meget skarp side - og en meget sløv side.
Den skarpe del af mig er så skarp, at den kan skære lige ind til benet.
Den anden side af mig er... jo, jeg er sløv og kan kun bruges til at slå med.
- Jeg kan jo dræbe med den kniv! (ånder dybt, men fastholder koncentrationen).
Ja, det siger mig noget." Hvorefter han hurtigt åbner øjene og ser på mig.
"Det, at jeg kan dræbe, det har jeg meget svært ved at acceptere."

Ebbe: "Hvad føler du lige nu ved det Poul?"
Poul: "Det er ikke rart det her. Mine hænder er meget kolde.
Jeg er bange for min vrede og især for at være aggressiv mod kvinder."

Ebbe: "Ok, så prøv at sige denne sætning:
I stedet for at være direkte og åbent vred, så stikker jeg lidt lusket ud
efter dem jeg bliver vred på og fryder mig over at kunne slå igen.
- Har det mening?"

Poul: " Det kan godt være sandt, hvis hende jeg er vred på
har en overordnet en mere magtfuld stilling end mig.
Men jeg tror ikke, jeg gør det imod Michelle."

Ebbe: "Hm...Måske de 2 sider af kniven er dit intellekt?
Kan du lide at bruge din logik til at skære ind til benet i en problematik?
Jeg vil gætte på, du har det helt fint, når du effektivt kan "skære igennem" en sag?
Andre gange, hvor du er bange og afmægtig, slår du blot sløvt fra dig med tavshed,
- eller stikker du til hende, ved f. eks. at drille - eller at blive sådan lidt lusket.
Kan den mon passe?" - "Det ved jeg ikke", siger han lidt for hurtigt.

Jeg vender mig mod Michelle og spørger hende:
Den side af Poul har Michelle godt lagt mærke til. Hun kan supplere med
flere små konkrete eksempler, hvor hun dog ikke synes, at Poul har såret hende.
Hun har mere bemærket, hvor svært han har ved at råbe op og "være lidt ond."
"Poul, jeg synes du undskylder dig selv alt for meget - og det irriterer mig!",
siger hun direkte til ham og ser intenst på ham imens.

Ebbe: "Michelle, prøv at sige det lidt skarpere
vær lidt mere spids - og bliv med med at tale i jeg-form til Poul."
Michelle: "Jeg vil meget hellere have din vrede mere direkte og frit fremme,
end gå og fornemme at du holder din irritation og vrede gemt under bordet.
Jeg er ikke så bange for din vrede, som du åbenbart selv er Poul!
Jeg bliver meget mere bange, hvis tingene foregår i det skjulte.
for så overfortolker jeg dig og tror, at du ikke kan lide mig.

Jeg er jo ikke sådan en uskyldig lille hjælpeløs pige,
som bare lader dig skære i mig. Jeg skal nok sige AV.
Jeg hader, når følelserne foregår under bordet!" Jeg elsker åbenhed
og jeg vil kun blive glad, hvis du tør have lidt mere temperament.
... Du kan godt være alt for sød og rar til, at jeg tror det er sandt"

Poul: "Det kan jeg godt forstå, men så skal du også forstå,
hvor bange jeg er, for at jeg kommer til at spidde dig med min logik
og al min psykologisnak. Nogle gange, bliver jeg bare så vred indeni
og det er skidesvært for mig at få det sagt lige ud . Så bruger jeg
mit intellekt til at få ram på dig - men det ønsker jeg ikke.

Det handler nok om, at jeg må tage kniven fra den der lille feje
og luskede dreng i mig og om, at jeg godt tør blive vred på dig, når jeg
f. eks. mener, at du opdrager alt for meget på mig. For det gør du altså."
Hvortil Michelle spærrer øjnene op og siger: "Hvad siger du?
Siger du at jeg retter og opdrager alt for meget på dig?"
Hvortil Poul med et stort smil svarer: "Ja!"

Jeg forlader dem i en intens samtale,
hvor de tolker videre på drømmen og deres forhold.
Jeg går en lille tur og funderede over knivens phallossymbolik
og tænker på det med "at tage kniven fra den lille dreng",
som mange af os mænd jo godt kender.

Måske handler det også om at integrere
denne stærke udfarende energi med sin voksne mand?
Altså om at få sin phalloskraft, sin seksualitet og handlekraft tilbage.
Det synes jeg selv giver drømmen mening.

Så dropper jeg al den psykosnak med mig selv
ved at lægge noget stille guitar musik af Bindu på. Smukt
og stille. Der er flere, der snakker og tegner omkring mig,
imens jeg tager en lille lur.

Faderdrabet - Hugo´s 2. session.
(Et eksempel på en 3. grads barndomsforbrænding):
En times tid senere bliver jeg vækket af Hugo, som har slæbt 2 madrasser
ud på plænen og nu sidder og tæsker løs på dem med vores ketcher.
Jeg opfordrer dem i nærheden til at hente nogle flere madrasser,
så vi kan få banket støvet af dem, nu Hugo er så ivrig.

Snart står der et lille heppekor omkring ham
imens han tæver løs i et uartikuleret raseri imod sin far.
Da han til sidst falder omkuld på madrassen og har pustet ud,
spørger jeg uskyldigt: "Hvordan føles det at være så intenst bundet
til din far i sådant et stort farhad, Hugo?"

Han ser overrasket op på mig og siger:
"Men det ønsker jeg slet ikke. Jeg hader ham. Han er dødsyg.
Jeg vil fandme ikke være bundet til ham på nogen som helst måde!
Jeg vil være fri af ham." hvorefter han ser rasende på mig.

Ebbe: "Prøv at sige det til madrassen, der."
Hugo: "Jeg vil slet ikke have noget at gøre med dig.
Du har gjort mig nok ondt! Ha! Jeg er heldigvis ikke bange for dig mere!"
Han ler skingert og flipper lidt ud i latter og diffusitet et øjeblik,
bliver stille og så ser han spørgende på mig.

Jeg foreslår ham blot at slå et slag ad gangen, hårdt
efter hver en sætning, han siger - fremfor at lade ordene og slagene
regne ned over madrassen i en pærevælling. Imens han råber disse
mere præcise ord, slår han eet slag efter hver sætning med ketcheren
imod madrassen. Det samler udtrykket meget bedre.

Hugo: "Du er simpelthen dumpet. (bang)
Jeg vil aldrig mere kalde dig Far. (bang)
Den titel fortjener du simpelhen ikke. (bang) Du var en elendig far. (bang).
Du er bare simpelthen dumpet. (bang bang bang bang). Du er for dum.

Du forstod dig jo overhovedet ikke på børn. Mig forstod du i hvert fald ikke.
Fald død om. Jeg er fandme da ligeglad. Jeg glæder mig til, at du dør, så er jeg
endelig fri for dig. Du er jo den rene ynk. Ha! Du er jo bare en slatten madras."
Ca. sådan hidser han sig op og ned flere gange, fulgt af nogle ketcherslag.
Det synes han godt at kunne lide og jeg har det indtryk
at dette kan han blive ved med i årevis.

Ebbe: "Jeg får en følelse af, at du kan stå der
og skælde den dumme gamle mand ud i årevis
og ligegyldigt, hvad du så end siger og råber ad ham,
så vil han jo aldrig kunne give dig et ordentlig svar.
- Har du også selv den følelse Hugo?"

Hugo slapper af i armene
og siger lidt efter med et suk:
"Ja, det synes uendeligt. Jeg kunne blive ved i lang tid.
Ulla bryder ind: "Og hvad tror du så, det vil ende med?"
Hugo: "At jeg vil være helt smadret og totalt udmattet."

Ebbe: "Ja og det er fordi
at det mere er et Afmagts-Raseri vendt imod noget,
end en energi og rasende vilje for noget, som du ønsker.
Kan du nu forstå, hvad jeg mener med en negativ binding?
Du bliver ikke stærkere af dit raseri, du bliver svagere.

Det farlige ved at føle så meget had, foragt, afmagt
og hævnlyst er, at det du ender ud i er så uendeligt koldt.
Det stopper først med mord eller selvmord - enten helt konkret,
eller som sjæledrab på dig selv via sprut og stoffer, et tab af dig selv.
Det kan ende med, at du føler dig lige så kold, død og tom,
som han synes at være. Du ender bare med at blive
lige så dødsyg og ensom, som han sikkert er nu."
Går du efter at få hævn, så grav 2 grave,
som de viise gamle siger.

Du leger jo med i hans spil,
som en marionetdukke! Du søger en skurk at hidse dig op på,
- ellers falder du bare helt sammen og sidder og venter på Godot.
Hugo - jeg synes, det er spild af dit liv! - Hvor længe gider du
sidde fastlåst i den farbinding. Den ødelægger jo dit humør?
... Hvordan pokker bryder du dog den lænke, den binding?
det synes jeg er det vigtigste spørgsmål
- og det kan kun du selv svare på."

Hugo: "Jeg kunne jo give ham nogle flere tæsk
med ketcheren, og prøve om jeg overhovedet kan slå ham ihjel?"
Ebbe: "Ja, det kunne du - og det ville du nok opdage at du godt kan
og du vil ende med, at opdage at du bare bliver totalt udmattet.
Der må være en mere morsom måde at slå igen på."

Hugo ler: "Det bedste ved det hele er,
at lige nu er jeg virkelig ikke en skid bange for ham!
Det føles rart. Nej, jeg er slet ikke bange for ham mere!
Det er befriende at mærke. Det er godt for mig at mærke."

Der var jeg vist gået glip
af noget vigtigt, så jeg læner mig tilbage og åbner ørerne.
Hugo rejser sig og strækker sig ud i hele sin længde og ryster sig løs.
Ebbe: "Hvad føler du nu?" - og alle ler af mit tåbelige spørgsmål.

Da vi er blevet seriøse igen, spørger Lisbeth:
"Jeg sidder og tænker på, om din far også er bange for dig?"
Hugo: "Tror du det, hvorfor skulle han dog være det?

Han besøger mig ikke og ringer aldrig. Han synes
at være aldeles ligeglad med mig. - Jeg kan godt lide
at forestille mig, at han er bange for mig. Ja det føles rart."

Han er lige ved at hidse sig op igen, da jeg afbryder ham.
Ebbe: "Det er nok sandt, at I to aldrig har kunnet forstå hinandens angst.
Men hvad bruger du din foragt og jeres gensidige fordømmelser til?
Er det noget du bliver stærkere - eller svagere af Hugo?
Jeg tror du bare bliver svagere og svagere, fordi
at energien kommer fra afmagten og ikke fra
den sunde livsbekræftigende del af dig.

Du kan jo blive ved og ved med at hænge fast der.
Foragten er for mig et udtryk for mindst en ting, nemlig:
at du har et stift lille dommersystem inden i, som dumper folk
og udkårer tabere og vindere hele tiden - ganske ligesom ham
- så hvad bruger du din foragt og fordømmelse til Hugo?"

Hugo: "Åh jeg kan brække mig over ham.
- lige nu er jeg skide bange for, om jeg har taget skade af,
at have haft ham som far?" - Ebbe: "Det kan jeg godt forstå
Og desværre - ja det har du nok ganske ret i, sorry.
Prøv at spinde en ende over den sandhed."

Hugo: "Jo, der var en pige, der engang spurgte mig,
om jeg ikke, et eller andet sted, tror, der er noget forkert ved mig,
siden jeg stadigvæk kan føle et så intenst had.
Det sagde mig noget."

Ebbe: " åhh ja selvfølgelig - fordi den grimme følelse
af "at være helt forkert skruet sammen" kender du godt.
Du har jo lige fortalt os, at sådan har din far fået dig til at føle
og tænke om dig selv, lige siden du blev født."
Hugo ser undrende på mig: "Og hvad så?"

Ebbe: "Selvfølgelig er du forkert og ikke god nok,
altså ifølge hans lille lukkede Vinder - Eller tabersystem.
Giver du ham virkelig ret i den primitive måde at tænke succes på?
- Ja, det gør du vel - Er du en vinder eller en taber i dine egne øjne Hugo?"
Hugo griner og tjatter ud efter mig. Der udvikler sig en kort pudekamp,
da Hans kaster en pude efter Hugo, som kaster den efter Hanne,
som energisk kaster den tilbage til Hans.

Lidt efter siger Hugo: "Men hvordan kommer jeg fri af ham?"
Ebbe: "Ved at turde leve dit eget liv efter dine egne spilleregler.
Jeg ved ikke, om du orker mere nu Hugo, men vi kunne jo starte
med at forestille os en scene, hvor du mødes med ham, lige inden han dør
Måske er han på hospitalet med kræft smerter. - Forestil dig ham dø
en grusom død. Helt alene - bange, i smerte og helt uforberedt.

Hugo lukker øjnene - og smiler saligt lidt efter.
Ebbe: "Godt og prøv så, om du kan sige farvel til ham.
Kan du hitte på en sidste improviseret tale til ham,
som du nu ser ligge døende der i sin sygeseng
... og det nu er sidste gang at du ser ham."

Den sidder han og tygger lidt på.
Så rejser han sig, tager en madras og lægger Gert,
som i det samme kommer forbi med en kold øl, ned på den.
Gert leger troskyldigt med. Han er dog ved at få øllet galt i halsen,
da han opdager, at han skal forestille at være Hugos far på dødslejet.

Hugo fortsætter - helt uden empatisk kontakt med Gert:
"Du er døende og ligger ensom på hospitalet. Det har du rigtig godt af!
Du har fået en eller anden frygtelig pinefuld sygdom
- jo, du er ved at dø af kræft!"

Jeg er i tvivl om jeg skal sætte Gert lidt ind i situationen,
men da jeg ser at han bare leger med, siger jeg: "Det er den
allersidste gang, du ser ham nu Hugo. - Hvad vil du nu sige til ham?"

Hugo tager sin ret groggy far (Gert) i hånden og siger:
"Nå farvel din gamle skurk. - Du har været en åndsvag monsterfar.
Jeg er sørme ikke ked af, at du snart skal dø. Jeg har været meget vred på dig
(men nu er Hugo ikke vred. en tåre løber ned - "og jeg har ofte savnet dig.
Jeg lærte dig aldrig at kende. - Du lærte i hvert fald aldrig mig at kende.
Der er så lidt, som jeg kan mindes af godt med dig.
- Det er jeg ked af."

Ebbe: "Har du lyst til at give ham et kys på panden?
Hugo: "Nej for fanden, det bliver for meget. jeg tror bare
at jeg vil fyre den svada af - og så vil jeg bare gå.
- Ja det vil give ham noget at tænke på.

Ebbe: "Så det ville være en mere tilfredstillende hævn
for dig at vende ham ryggen efter at have fældet din dom over ham.
Det er i hvert fald en meget bedre hævnplan end at du dræber dig selv.
- Vil du høre, hvad de andre, der er her siger?"

Ulla: "Er der overhovedet intet godt, du kan sige til ham?"
Hugo: "Jo, han var ikke et monster hele tiden. Far havde sine gode sider.
han tog mig ofte med ud at fiske, og så stod vi der. 20 meter fra hinanden,
uden et ord. - Han lærte mig at holde af naturen. Jo og så lærte du mig
også at køre bil - og du har lånt mig penge far, når jeg var på skideren,
- men du siger aldrig noget godt om mig, så - that´ s all. Goodbye!"

Ebbe: "Hvad er det allersidste, du vil sige til ham,
hvis han nu kaldte dig hen til sig der på sin sygeseng?"
Hugo: "Du skulle aldrig være blevet far. Det job egnede du dig ikke til.
Nu håber jeg, at du endelig får fred og snart sover fredeligt ind.
Sov godt ... og farvel din tåbelige gamle selvglade nar."

Efter den salut, ser Hugo smilende på mig og siger:
"Nu gider jeg ikke snakke mere om ham." (han har tårer i øjnene nu).
Ebbe: "Ok - nyd den blide styrke du nu er kommet i kontakt med.
- Kan du mærke det du nu føler, som en styrke eller svaghed?
Hugo: "Det føles ægte - og som noget der gør mig stærkere.
Ebbe: " Godt - og hvad har du nu lyst til ?"

Hugo går hen til forstærkeren og sætter
Lisa Nilsson "Små rum" på, som han selv har taget med.

Senere fortæller han mig,
"at så stod jeg pludselig der, helt stille.
Jeg troede ikke, at jeg havde flere kræfter.
Så skete der det, at jeg pludselig helt tydeligt kunne føle,
at jeg kun dansede helt alene for min egen skyld.
Jeg var skideligeglad med både ham og jer.

Lige med eet var jeg ude af hans cirkus. Men jeg stoppede ikke.
Det er dejligt at mærke, at jeg også har min helt egen energi,
som slet ikke har noget som helst med ham at gøre."
Og han sendte mig et af de smil, der varmer.

Gert kommer lidt efter hen til mig
og spørger: "Hvad pokker var det, jeg var med i?"
Og dertil reagere jeg ved at tage ham om skulderen
og sige, at han var Hugo´s døende far som Hugo sagde
farvel til og at jeg synes han spillede rollen enormt godt.

Videre til den næste side


Se indbydelsen til ugekurset
der beskrives her i PsykoDrama-bogen

+ indholdsfortegnelsen


og vores 2. bog
Bid livet i låret og find dig en kæreste.