:

Hinsides angsten Er der et liv uden angst?

Ja - det er muligt, hvis din opfattelse af "virkeligheden" passer rimelig akkurat med det, som reelt sker. Når verden ikke opfører sig, sådan som den bør. Når det, som jeg tror er virkeligheden og sandheden, måske ikke er hele Virkeligheden og hele Sandheden? Ja så bliver vi mennesker enten bange - eller nysgerrige. Her på denne side vil jeg fortælle dig om et eksperiment der gjorde et stort indtryk på min måde at tænke på angst. Jeg så eksperimentet på Psykologisk Institut i København, i min studietid i 1968, hvor Torsten Ingemann i et lokale, havde lavet en opstilling til et sjovt psykologisk forsøg, som du kan se her. - (Efter at have skildret forsøget, vil jeg bagefter fortælle dig lidt mere om, hvorfor jeg synes, det er så interessant). På tegningen ser du ind i en ellers lukket kasse, der her er »åbnet«, så vi kan kigge ind. (Den var dækket med noget sort klæde, så kun hullerne kunne ses i virkeligheden). En forsøgsperson (F) har stukket sin højre hånd (FpH) ind i et hul i kassen. Samtidig med han gør det, kan han kigge ind i kassen igennem den åbning, der her er kaldt T. Derved ser han ned på et blanktpudset spejl M. Forsøgspersonen ved altså ikke, at han ser ned i et spejl (M). Han tror at han ser på sin egen højre hånd (FpH), der har fat i en pind (P1). Imens du og jeg her på tegningen kan se, at det, som Forsøgspersonen reelt ser på, faktisk er en spejling af en helt anden persons pind (P2), fordi Forsøgslederen uset styrer det, som F ser på (igennem T). Spejlet (M) er fint blankpudset, så illusionen ikke opdages, ligesom begge hænder har identiske handsker på og pindene er også helt ens. Derved havde Torsten Ingemann skabt den illusion, at imens Fp selv tror, at han kun ser sin egen hånd nede i kassen - ja så ser han faktisk forsøgslederens handske og pind (P2). Nu bad Torsten så forsøgspersonen om at bevæge sin pind langsomt til højre, og så lidt til venstre og så lige op, og rundt etc. Imens forsøgspersonen omhyggeligt fulgte disse instruktioner, fulgte forsøgslederen med sin pind nøjagtigt Fp´s bevægelser, så denne ikke fattede nogen som helst mistanke om, at det ikke er hans egen hånd, som han ser på. Dette paralelle forløb varer ved et stykke tid, og så begynder Forsøgslederen at bevæge sin hånd langsommere end Fp bevæger sin - og vi så, hvordan forsøgspersonen ubevidst forsøgte på at korrigere og kompensere for denne slow motion effekt ved modsvarende at bevæge sin egen hånd lidt hurtigere end før. Så længe der kun var en lille forskel på det forsøgspersonen så og det, som han følte i sin hånd, fattede han ingen mistanke til, »at der er altså noget galt«. Hos nogle Fp kunne selv større mislyde imellem "det jeg mærker - og det, jeg tror sker" ske - uden at de gav nogle meldinger derom f. eks. "Hov, hvad er det nu for noget?" eller lignende. (Og bagefter viste deres forbavselse tydeligt at det havde de slet ikke lagt mærke til). Men så - lige pludselig begynder forsøgslederen at bevæge sin hånd endnu hurtigere og pludselig i stik modsat retning af den forsøgspersonen gør. Og her var det så, at forsøgspersonen lige så pludselig skreg højt og rev hånden til sig og stirrede måløs på den, somom det var håndens skyld, og så så de forundret på forsøgslederen - somom han forstod dem. Først da arrangementet blev nøjere forklaret, blev de fleste beroliget og kunne le af episoden. + se en morsom video om det samme Kognitive svigt ....2 tvillinge-søster laver sjov på Toilettet med andre kvinder. + Tv skærmen, som får fyrene til at flippe ud.

Hvad var det, der skete her? Jo, vi har leget med forsøgspersonens virkelighedsopfattelse - og ser, hvad der sker, når der sættes spørgsmålstegn ved oplevelsen af at leve i en stabil, forudsigelig og tryg verden. Følelsen af at have en rimelig kontrol over det der sker, blev brat afsløret, som en illusion - og så skriger vi! Normalt tænker vi på angst, som noget med følelser. Noget med at have været alt alt for pæn, sød og artig alt for længe eller at pludselig en dag falder den sidste dråbe, eller hæmning og den indre vulkan kommer i udbrud. Eller vi tænker på angst i forbindelse med at have haft en utryg barndom, eller været blevet udsat for en traumatisk episode, der stadigvæk spøger i sindet eller som "et sammenbrud af Ego´et", så det der før var indestængt, nu bryder frem - og i andre mere emotionelle retninger, når vi godt vil forklare angsten. Det interessante ved den Panikangst, som dette "Spøgelseshånd-experiment" udløste er at panikangsten sprang frem i en rimelig neutral situation, hvor der egentlig ikke var noget i fortiden eller andre følelser på spil - end almindelig legelyst og lidt nysgerrighed. Forsøget skete i en rar og behagelig stemning . Og forsøgspersonerne troede det var en undersøgelse af deres evne til at oversætte mundtlige instruktioner til streger på et papir, (som han altså skulle tegne med sin pind, der inde i denne kasse.) Og jeg så en tydelig angstoplevelse hos næsten alle os forsøgspersoner, når vi blev tvunget til at indse, at »verdenen« altså ikke var sådan beskaffen, som vi automatisk havde forestillet os. Og selvom der mere og mere tydeligt kom en række små tegn på, at det måske ville være en god ide at revidere denne umiddelbare »verdens-opfattelse«, ja så gik der meget lang tid, førend de fleste forsøgspersoner overhovedet bemærkede, »at der er altså noget underligt ved det min hånd gør." eller sagde : "Hov lige et øjeblik" eller andre udbrud. De mange små tegn på "at noget er galt" blev korigeret uden at man var sig det bevidst - altså lige indtil det blev helt klart - og skræmmende tydeligt. Perspektivet: Forsøget minder om det der sker hvis du sidder på et cafe og snakker med en god ven, og netop har modtaget den kop kaffe, du har bestilt. Du løfter koppen og tager en god slurk - for så lynhurtigt at spytte den ud igen, imens du udbryder noget i retning af: »Uf - hvor smagte den altså dårligt. Hvad har de dog puttet i den?« - imens du kaster et forurettet blik imod koppen, og så tjeneren. Hvorpå du opdager, at det egentlig var te, du havde fået. Og så ophæves ubehaget igennem latter og du drikker nu måske teen med stort velbehag, vel vidende at te smager anderledes end kaffe. Dine forventninger til situationen svarede ikke til de »svar", som virkeligheden gav tilbage til dig. Og det var hverken dig eller det du draks skyld - men din tro og dine forventninger, din ubevidste tro, som virkeligheden ikke bekræftigede her. Du troede - helt uden af checke efter - at bestiller du en kop kaffe, ja så får du også en kop kaffe osv. Det sker heldigvis oftest - men det er ikke pointen her, så lad mig uddybe den med: Et lignende eksempel på samme slags angst kan være, at du møder en sød pige, som du tror er interesseret i dig. Eller som du tror er sådan og sådan - og så pludselig en dag i en situation, står det dig pludselig pinligt klart at hun - eller ham - slet ikke er sådan, som du tror. I stedet for at blive nysgerrig, føler du frygt, ja måske panik. Eller at du her har gået og bare troet at din ægemand, som du har kendt i 16 år ganske ligesom du selv, slet ikke tænder på andre - og så opdager du at han har haft et forhold til en anden kørende i det sidste år tid! Eller du regner med at du vil få et job, en bestemt julegave etc etc - og så viser det sig slet ikke at gå sådan. "Jamen jeg troede da, at ...." Og du leder efter en årsag, en skyld? alle andre steder end i dine egne forventninger og tro. Og endnu mere omfattende kan det være at du pludselig en dag opdager noget, som virkelig ryster hele dit verdensbillede, din tro og tillid til at verden er sådan, som du tror, den er. "Jeg følte hele gulvtæppet blev revet væk under mig. Jeg hang bare der som et snefnug, fritsvævende og anede ikke mere, hvad der var op og ned, rigtigt eller forkert, ondt og godt mere." Af dette lille forsøg kan vi altså lære 3 vigtige ting: 1. Mennesket handler udfra de subjektive forventninger, de hypoteser, som vi har om en vis situation - og ikke ud fra, hvad der i en anden forstand, objektivt foreligger i situationen. På mange forskellige måder kan vi fortolke det der sker forkert også selvom vi får en masse små signaler om, at noget er galt, - ja så skal der en brat opvågning til, førend vi indser dette. Hvis du har det sådan - så vid at du ikke er alene om det. De fleste vil reagere med en forskrækkelses-reaktion - og først efter at den følelse er aftaget, med nysgerrighed. 2. En række af de mange ting, der påvirker os, gør dette, uden at vi overhovedet er os det bevidst. Vi opdager det simpelthen ikke, også selvom det betyder enormt meget for den adfærd, vi udviser - og det vi føler. 3. Det, vi til daglig går rundt og kalder »objektivt og »virkeligt«, består egentlig blot af en række mere eller mindre velbegrundede hypoteser ønsker, troessystemer og forventninger om, at når vi gør sådan og sådan - ja så vil der sandsynligvis ske sådant og sådant. Heldigvis passer "vores indre teorier om verden" oftest helt fint med virkeligheden, men der er nogle, som igen og igen opdager "at verden altså ikke er sådan, som jeg tror den er" - og de har måske af den grund, flere panikanfald end andre? Poienten er, at angst og panik ikke altid behøver at skyldes fortrængte behov og følelser - eller en utryg barndom, men ofte bedre kan forståes som et Kognitivt (mentalt) problem, hvor noget - som denne skøre tegning - ikke er, som vi først tror.

"Tvivl og usikkerhed er ikke behagelige følelser, men at føle sig total sikker og aldrig at tvivle på noget, det er simpelhen at leve absurd.." Voltaire, 1694 - 1778 Accepterer du tilværelsens naturlige uvished og uforudsigelighed - med et accepterende smil? Vores tendens til at tro at vi ved alt, hvad der er værd at vide, og vores manglende lydhørhed overfor div. mislyde og faresignaler gør let, at en uventet - og derfor ukontrollerbar - begivenhed kan udløse angstoplevelsen: »Jeg har levet på en stor livsløgn!" »Alt det jeg hidtil har troet på og holdt helligt, viser sig lige pludselig ikke at være noget som helst værd«. "Hele min verden brød sammen, og intet var mere som før." En række tilfælde af Panikangst, og akutte selvmord har denne "Verden og jeg er ikke sådan, som jeg troede"- problematik som årsag, hvilket viser os lidt om, hvor alvorligt og absolut vi vist alle er tilbøjelig til at tro på vores tro på tilværelsens - og vores egen absolutte stabilitet og troværdighed. Meget tyder på, at rystes blot en del al vores »verdensopfattelse« at så er vi tilbøjelige til at generalisere denne følelse til andre områder. »Alt blev efterhånden uvirkeligt for mig<, »intet var mere værdifuldt«, »Nu tør jeg slet ikke tænke over noget som helst mere«, »Når det er sådan, Så har jeg levet helt forgæves." Først når du igen har fået benene ned på jorden og samling på alt det "som jeg altså stadigvæk kan stole på" begynder Nysgerrigheden at vågne. Og så hedder det: "Hvad pokker er det egentlig, jeg havde overset?" og "Hvordan skal jeg så nu forstå virkeligheden?" "Alt" var ikke løgn! "Alt" var ikke forkert, misforstået, ondt og meningsløst blot fordi en del af virkeligheden + jeg og du ikke levede op til det, som jeg troede at den, jeg og du 100% solidt bestod af. I stedet for en total forkastning af "det hele" i panik, skulle jeg måske hellere revidere (eller opdatere, som vi siger i dag), mine indre troessystemer og teorier om verden, mig selv og dig? - og i stedet for tage usikkerheden og det evig foranderlige som mit nye udgangspunkt? Usikkerhedsfølelsen og tvivlen er ikke nødvendigvis negativ. Uden tvivlens kraft vil du blot gå rundt og rundt i den samme svingdør. Uden usikkerheden mister du let din opmærksomhed og gør noget dumt. Tvivl, usikkerhed og sansen for at livet er fuld af overraskelser og nyindlæring rummer energien til den nødvendige forudsætning for en ny dybere indlæring: Åbenheden for "dannelsen af en mere omfattende og bedre funderet hypotese om hvordan såvel man selv, andre og verden - altså også er, og kan være", for at sige det abstrakt og akademisk. Og det kan såvel være til den gode optimistiske side, som når du opdager at du kan meget mere, end du troede at du kunne eller at den kulde og fjendtlighed, som du måske siden barndommen eller skoletiden har tillagt andre, pludselig opløses på et kursus - og du ser os andre med nutidens øjne, mere venlige. Eller i den mere negative pessimistiske ende, f. eks. hvis du har tilbøjelighed til at overvurdere dig selv (som vi mænd gør hyppigere end kvinder) . Og bid for bid må du erkende at du er da vist alligevel er dødelig, skrøbelig etc. Du kan ikke flyve, suk og har ikke altid ret i dine antagelser og din evige tvivl på dig selv, er undertiden berettiget. Jo mere Narcissistisk forstyrret din Selvopfattelse er, desto mere sårbar er du selvklart for at få disse Panik-anfald, der hvor Glansbilledet af dig selv, har en revne eller kollabser. Når det du tror er virkeligheden, ikke er sådan som du tror. Og jo mere realitetsbetonet din selvopfattelse og din teori om verden er, desto mindre chance er der for at du vil blive forskrækket og bange overfor det som sker om dig. Desværre koster denne indre ro dig, at du ikke mere kan blive overrasket, føle utrygheden og igen føle ungdommens store engagement i at søge efter en ukendt sandhed, en drøm, noget fast og solidt, noget evigt .... som du sandsynligvis en dag - oh suk - vil opdage alligevel ikke eksister på denne planet. osv osv. Jeg kendte engang en sød og glad new age pige, der sagde ca. samme sådan her: "Jeg tror vi alle har en engel, der passer på og holder øje med os og vores udvikling. Og når vi så går og sover i hverdagens trummerum, ja så sender hun en lynstråle ned imod mig, - for at vække mig op til livets mysterie." Jeg håber hun en dag vil møde den engel. for Tvivlen kan ganske rigtigt handlingslamme os men uden at kunne føle tvivl, bliver vi let alt for eenøjede og naive på den blåøjede barnlige måde, om du forstår? - så tvivlen er også vores værn imod fanatisme og en sikring imod et alt for solistisk vanvid. Nogle siger at "Troen kan flytte bjerge", (hvilket jeg endnu har til gode at se i praksis). Jeg siger, at det oftere er dem, der har tvivlet på de gængse teorier, der reelt set har flyttet på noget her i verden. De, der har fornyet verden, ala Columbus Darwin, Freud osv.sagde "Ok de siger alle sammen at ...., men jeg har altså min tvivl. Og den usikkerhed får mig til at efterprøve, om flertallet nu også har ret." Engang troede alle at jorden var flad, på Odin og på diverse Guder. I dag prøver vi hver især blot at tro lidt mere på os selv og på andre mennesker - og det er langt sværere og medfører selvklart øget angst og tvivl. Prøv selv at tænke lidt over hvor mange gange tvivlen og usikkerheden rent faktisk har været yderst realistisk og en god hjælp for dig? Og hvor mange gange du i blinde gør det uprøvede, tror på noget - og derpå har løbet panden ind i en mur? Som vanen er samfundets, og den enkeltes drivhjul er angsten for mødet med de nye svar på gamle hypoteser - vores fornyer og styrke. Ingen andre dyr kan dette mentale tricks med totalt at nytænke sin situation og kreativt lære af sine fejltagelser. Og alt dette indser vi selvfølgelig ikke, imens det sker, men måske noget tid efter, når nysgerrigheden og lysten til at forstå - dukker frem, igen. Når eftertanken/ analysen sætter ind. Livet leves forlæns og forståes oftest bedst i eftertanken. At erkende at usikkerheden - angsten for og ved det ukendte, sårbarheden ved altid kun at kende en brøkdel af hele virkeligheden og vide at det eneste helt sikre her i verden, er usikkerheden og tvivlen. Det er vel det eneste helt sikre, man kan tilbyde den, der siger at de søger den absolut tryghed her i livet. Så enkelt - og så svært er svaret. Altså det er ikke Paradiset, det kommunistiske eller det himmelske, som du er landet i, suk - men en barsk planet, hvor du sammen med os andre,, dyrene mennesker og andre livsformer ofte også må kæmpe for blot at overleve. Det morsomme er, at den dag du tør accepterer tilværelsens ukontrollerbarhed, uforudsigeligheden og ikke mere tror fast og absolut på noget som helst, ja så kommer der en ny dejlig ro ind i dit liv. Ikke ved at du bekæmpe eller fornægter det som sker, mere ved at du styrker nysgerrigheden - og accepten af at verden ikke altid er sådan, som du nu tror. Hvad er, er - og er det ikke spændende at både du, verden og alt levende hele tiden er i bevægelse, og at intet derfor forbliver det samme. ..At noget forsvinder væk, ændres, noget dør, noget andet kommer til - indimellem gradvis, andre gange som en lille og som en stor forskrækkelse. Dette synes at være en af livets grundlæggende love. Væn dig til det - som til tyngdekraften. Den dag når dette nye, det uforståelige ikke mere skræmmer dig, men mere vækker din nysgerrighed, er blevet en del af din livsholdning, ja så forsvinder angsten pist væk, fordi du er i kontakt med virkeligheden. I hvert fald sådan, som den hidtil har været - og vist nok stadig er. Intet, der er levende, vil altid forblive som det var - og er nu. Du kan læse mere om Kognitiv Terapi her + her + Se et midnatsdigt, jeg engang skrev derom

Tilbage til Oversigten over Angst og Panik-websiderne Tilbage igen til index over hele www.psykoweb.dk