Fortsættelse fra psykodrama/Kapitel 9.htm Livskunsten at blive sin egen gode Mor - 2 Hvad betyder det udtryk?

Lottes 3. session: At vende raseriet og energien udad. Da vi vender tilbage, sætter Lotte sig igen op som hovedperson hos Else Marie og siger: "Jeg synes ikke, jeg er færdig endnu. Hvad gør jeg så med den 8 årige pige i mig?" Else Marie ser sig omkring og ser at gruppen også synes det er godt at Lotte virkelig tør tage tid og plads nu: "Lotte, siger du, at du godt vil arbejde videre med den scene, hvor din lille 8 årige pige er helt alene nede i kælderen?" Lotte: "Ja, det vil jeg gerne, men jeg er også bange for at gå ind i det, så hold mig i hånden." Else Marie holder Lottes ene hånd og siger lidt efter: "Godt, jeg kan godt mærke at du er ivrig efter at vi går videre. Er det i orden for jer andre?" (alle nikker). Else Marie:: "Ok - luk nu øjnene Lotte og prøv, om du kan se det kælderrum for dit indre syn. - Giv mig et lille nik, når du kan. (Hun nikker ivrigt lidt efter). Godt. Når du begynder at fornemme stemningen fra dengang, så beskriv, hvad du ser - i nutid. Hvad ser du for dit indre syn?" Lotte: "Jeg hører min far dreje nøglen rundt og gå op ad trappen. Den lyd får det til at gyse i mig. Jeg er bange for lyden af trin på trapper." Else Marie: "Godt hold fast i det du hører og det du sanser nu." Lotte: "Her er meget sort og mørkt. Jeg fryser og er bange. Der er ingen vinduer i rummet (Else Marie får et klem i hånden). Nu er jeg ved at vænne mig til mørket. Jeg kan se en gulvspand ... og hvad er nu det? Jo, der hænger en klud på den spand -?" Det er alt, hvad jeg kan se." Hun åbner øjnene. Else Marie: "Og hvordan føles det?" Lotte begynder at ryste kraftigt. Tårerne bryder frem igen. Hun græder først stille, så bliver gråden til en dyb hulken. Else Marie giver hende tid og holder blot hendes hånd, imens Lotte græder sin ulykkelighed ud. Lidt efter stilner gråden, og hun siger: "Jeg føler mig helt alene i verden. og jeg bliver så bange, når jeg mærker det." Hun skælver indeni nu. Else Marie: "Jeg forstår - Lotte, prøv nu langsomt og stille at se dig helt blødt omkring her i rummet - nu. Prøv om du kan vende din opmærksomhed mere ud i verden, så du i stedet for skræmmende tanker, mere sanser det som er her." Lidt efter smiler Lotte til os andre og giver sig rigtig god tid til at erkende, at hun ikke altid behøver føle sig helt så alene, når hun har det sådan. Der breder sig en dejlig varm og rolig stemning over os alle - alt føles igen godt og trygt. Men det er en skrøbelig usikker tryghed Lotte nu føler, så jeg fortsætter: Else Marie: "Godt Lotte, husk at du ikke er helt alene nu. Dengang du var 8 år og et glemt spædbarn var det helt ubærligt sådan at føle sig helt alene i verden. Det gav dig et brandsår, som du stadig må døjes med nu som voksen - hvor vi alle jo ind imellem føler os helt alene i verden, og må lære at kunne klare os igennem via vores gode fornuft. Det er bare lidt sværere for dig at udholde, fordi det vækker denne store ældre angst, hvor du ikke lige fik en hånd, som nu. Vi har jo alle de der øjeblikke, hvor vi mærker Den Store Alenehed - også nu som voksne. Det er uundgåeligt - så du må også lære hvordan du bedst klarer denne urangst, som mennesket jo har kendt til lige siden tidernes morgen. Nu er du en voksen kvinde - enlig mor med 2 bange piger, så du må ikke panikke, men prøve at bevare overblikket. Det er godt at du ved at du er bange nu - det er helt ok. - Kan du mærke at du godt kan rumme det lidt mere?" Lotte: "ja det er ok, bare du holder mig i hånden." Else Marie: "Ok det gør jeg så lidt endnu. Prøv nu at lukke øjnene igen og få kontakt med den 8 årige pige inde i dig. Og prøv denne gang at tale beroligende og kærligt til hende - sådan som hendes nye mor eller hendes gode fe vil gøre det" Lotte sidder stille meget længe og siger så uroligt: "Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige til hende." Else Marie: "Og det er problemet i en nøddeskal. Kan du mærke, at hun er en del af dig, men ikke hele dig?" Lotte nikker. Else Marie: "Ok - så er hun ikke helt alene nu. Du er her jo også. Start med at fortælle hende, at det er helt ok at føle sig bange. 1. trin er at Hun skal lære at kunne sige: "Jeg er bange!" - og så skal du vise hende, at du nu er hos hende. F. eks. ved at anerkende hendes stopsignal, trække vejret og tale beroligende til hende. Du ved bedst selv, hvornår du er i kontakt med hende på 8 år eller hende som er kaotisk som et spædbarn, for så føler du dig helt helt alene i hele verden og er meget bange. Når det er dit indre spædbarn, der råber og skriger på tryghed, så kan du bruge sutteflasken - eller ringe til en, der kender dig og er god til at tale dig rolig og fornuftig igen, fremfor bare at løbe endnu mere vild i panikangsten og blot skræmme dig selv med selvmordstanker. Det må du stoppe og i stedet for øve dig i at række ud efter hjælp. Og din 8 årige pige´s angst, kan du selv hjælpe hende med. Kan du mærke varmen i kroppen nu, trods angsten - og slappe lidt mere af ? (Lotte nikker). - Godt, og pust nu spændingerne ud .... Godt og prøv nu at sige noget til hende, lige hvad der dukker frem helt af sig selv. - Det er ok at du først gør det indeni." Lotte sidder helt stille og taler tavs med sig selv. Så slapper hun pludselig af med et dejligt stort give-slip udåndingspust og smiler. Else Marie: "Hvad gav du slip på Lotte?" Lotte: "Følelsen af at være så helt alene. Nu føler jeg, at jeg er her igen."

At lære at skelne imellem dengang - og nu. Else Marie: "Ok - og jeg vil godt afrunde med at lære dig at tale opbyggende med dig selv - som er det næste trin. Lad os lege en lille leg Lotte. Jeg starter på en sætning - og du afslutter den: Først siger jeg: "Dengang var jeg ... hvorefter du siger resten af sætningen ____________________________________________" Og derfor kunne jeg ikke ___________________________" Og derpå leger vi med denne start: "I dag er jeg _______________________" og derfor kan jeg ________________________ Lotte: "Dengang følte jeg rædsel over at være så alene. I dag kan jeg gøre noget ved det. - Det kan jeg godt mærke. Da jeg startede var var skidebange, men nu er jeg tryg og varm. Else Marie: "Ja det virker. Fortsæt med at skifte imellem at være i kontakt med begge disse 2 dele af dig og øv dig i at de taler bedre sammen." Lotte: "Dengang følte jeg mig hjælpeløs og låst inde. I dag er jeg ikke så hjælpeløs - jeg kan gøre noget ved det. Dengang var jeg låst inde. I dag kan jeg bevæge mig væk fra det, jeg føler mig så låst fast i. Jeg behøver ikke at gemme mig væk mere og jeg vil i hvert fald ikke slå mig selv ihjel." Else Marie: "Den sidste sætning lød eksistentiel - prøv at gentag den mindst 3 gange til, så du rigtig kan mærke og føle hvert et ord, du siger. Sig de vigtigste sætninger igen til dig selv, helt tydeligt og klart, så du virkelig hører dig selv sige det." Lotte: "Engang var jeg hjælpeløs og totalt lammet af rædsel. Jeg var virkelig låst inde dengang, men i dag kan jeg bevæge mig væk fra det, Min åndsvage far er bare et ondt spøgelse fra fortiden - så gå væk med dig!. - Jeg kan bevæge mig. - JEG ER IKKE SÅ ALENE MERE, som jeg var dengang! - JEG KAN GØRE NOGET!" Ja for fanden, jeg kan jo gøre noget ved det." Else Marie. "Hvordan føles det udbrud i kroppen?" Lotte: "Det snurrer og dirrer, jeg ryster helt." Hun rejser sig op og ryster kroppen løs og står så og ser afventende ud. Jeg sidder og tænker på, hvordan vi kan gå videre og hvad hendes næste trin mon er: Sidder også og tænker på om jeg mon går for hurtigt frem? Måske ønsker hun blot at føle sig forstået og bekræftiget i at de forældre dengang behandlede hende elendigt? Så imens hun bygger et udbrud eller en afrunding op, siger jeg: "Det er ødelæggende og blokerende for et lille barns selvfølelse og selvtillid at blive straffet så brutalt og afstumpet. Det er simpelthen voldtægt på et barns sjæl og psyche. Jeg kan mærke at jeg bliver vred af at tænke på det. Men al min vrede og min forståelse alene, vil ikke kunne gøre dig bedre til at klare din panikangst, når du en dag igen føler dig helt alene. - Jeg savner kort sagt at du viser mig og dig selv den tillid det er at du prøver at styre lidt mere med i det, som sker her - så jeg ikke er alene om det. - Så hvad skal vi nu Lotte?" Der sker ingenting. Hun ser blot tavst på mig, så nu kan jeg enten stoppe her - eller fortsætte med at tale til hendes voksne jeg, som jeg savner at få i tale, så vi samarbejder om det her næste trin: "Jeg synes, det er godt at du allerede dengang var helt klar over, det der skete ikke er din skyld, Lotte. At det ikke er dig, der er ond, men din far, som handlede ondt imod dig - og at det, som de gjorde imod dig, ja det gjorde ondt. Så ondt, at du stadigvæk kan mærke det, når du tænker på det. Gad vide, om du ikke, som mange andre børn i din situation igennem din barndom og ungdom har følt et morderisk raseri overfor din far - og måske også overfor din mor, der søreme også svigtede dig dengang? Kan du huske sådanne nogle mord- og hævnfantasilege - fra dengang du var barn Lotte?" Lotte: "Jeg kan huske, da jeg var 14 år, så tænkte jeg meget på, at når jeg en dag blev voksen, så ville jeg lukke min far inde i et mørkt koldt kælderrum, så han selv kunne mærke, hvad det var, han havde gjort imod mig. Jeg har stadigvæk en stor lyst til at give ham et lag tæsk, så han kan føle, hvor ondt det gjorde på mig dengang." Else Marie: "Sig det igen - med følelse Lotte." Lotte: "Du skulle lige vide far, hvor ondt det gjorde på mig, da jeg var en lille pige, når du grinede af mig, straffede og slog mig!" Else Marie: "Kan du også mærke, hvad den lille 8 årige pige indeni dig, siger til det." Lotte ler: "Hun er helt enig. Det føles befriende at sige det højt, for det er jo rigtigt. ( Flere i gruppen klapper af hende). - Lige nu har jeg lyst til at slå løs på ham, må jeg det?" Ebbe rækker Lotte en tennisketsjer og lægger en stor pude foran hende på gulvet. Det er oplagt, at Lotte trænger til at få raset ud og få luft. Hun sidder og dirrer i hele kroppen - og rejser sig så pludselig op og går stampende omkring i rummet. Else Marie: "Og hvad føler du så nu?" Lotte: "Jeg har lyst til at slå løs på noget!"

Ny Scene: At give slip og få luft for det indeklemte. Som du kan se på billedet, lærer hun at løfte ketsjeren højt op over hovedet med begge hænder og ramme puden med et stort slag helt nede fra lænden, - først i slowmotion. Hun øver sig et par gange, så har hun fat i rytmen og eksploderer så pludselig eksplosivt i en voldsom slagserie. Igen og igen hamrer hun ketsjeren ned i puden på madrassen med fuld kraft og raser ud, imens hun bider tænderne sammen. Så falder hun forover, puster ud og strækker armene ud foran sig og lægger sig i beduinernes urgamle hvilestilling. Lidt efter retter hun sig op og sidder nu igen ved siden af Else Marie og ser betydelig mere vital og oplivet ud, end vi før har set hende her i gruppen. Hun har tydeligvis kastet en masse gammelt og tungt af sig. Hun sidder rent faktisk og smiler over hele hovedet. Ebbe: "Hvad føler du for din far lige nu Lotte? Prøv at finde een og kun en slagkraftig sætning." Lotte: "Kors, hvor jeg dog hader dig, din gamle djævel!" Else Marie: "Er du klar til endnu en tur Lotte? Godt, men denne gang skal du kun råbe een sætning for hvert slag. Det næste trin er at kombinere raserifølelsen med de rette ord. Dvs, ikke bare fyre raseriet ordløst af, men sætte ord på imens du føler det du føler, og taler lige fra hjertet?" Lotte nikker og tager denne udfordring på sig. Hun hviler sig lidt,og rejser sig så op igen på knæene og løfter langsomt og meget intenst ketsjeren op over sit hovedet i et meget stort og flot stræk - som en flitsbue. Hun tøver et øjeblik og knalder så ketsjeren i puden med et klask. Hun tæsker løs på puden med høje kraftige slag og råber imens meget overbevisende: "Jeg hader dig din onde mand! Jeg afskyr dig, din lede fnatmide! Jeg hader, hvad du har gjort ved mor og mig! Kors hvor er du led!" En serie udbrud og slagkraftige sætninger strømmer af sig selv ud fra mange års opsparing på den indre konto imens hun gradvis mere og mere rytmisk hamrer løs på puderne et stykke tid. Så slapper hun af, ryster armene løse - strækker dem udad, opad og rejser sig op, og ryster det sidste af sig. Hun strækker sig helt ud, står lidt, samler sig og sætter så sig så ned på knæene igen. Ebbe: "Er der til en omgang til Lotte?" Lotte ser på mig og ler. Griber ketsjeren og giver puden 3 - 5 slag mere. Så slipper hun ketsjeren, løsner op, og udbryder: "Ih, det gjorde godt. Det trængte jeg til. Jeg havde en masse spændinger i nakken før, da vi startede, men nu er de væk." Hun giver sig selv lidt massage der, imens hun snakker om det, hun nu tænker på. Da hun lidt efter igen begynder at tale om sin gamle idiot af en far, afbryder Else Marie hendes mange ord og rækker hende ketsjeren. Else Marie: "Har du lyst til at give ham nogle flere slag?" Lotte: "Nej, jeg orker ikke mere lige nu, men måske senere. Jeg føler mig meget lettere nu. Det er somom, at jeg har tømt en tung rygsæk, som jeg i årevis har slæbt rundt på, som var fyldt op med et gammelt raseri mod far og alle de åndssvage mænd, jeg er faldet for." (Imens hun siger det, retter hun ryggen - og knejser lidt prøvende med nakken). Else Marie: "Er det rart at være lidt stolt af sig selv?" (Lotte nikker). Det er rædselsfuldt og gør ondt at føle sig bundet til andre i had og afsky. Det binder jo meget stærkere og tungere, end kærlighed og venskab gør. Jeg er glad nu, for at din rygsæk er blevet lettere at bære nu. .... Hvad har du nu lyst til Lotte?" Lotte har lyst til at gå en tur alene ved havet, så vi tager en halv times te- og snakkepause.

Afrunding på Lottes 3. session. Vi mødes en halv times tid efter oppe på loftet. Lotte tager ordet: "Jeg gik en tur ved havet og tænke over det, som er sket i disse dage. Jeg gik og snakkede med min lille 8 årige pige og lovede hende, at jeg aldrig mere ville straffe hende så dumt, som far gjorde. Det vil ikke ske mere! Jeg vil ikke prøve at dræbe hende eller lukke hende inde i den sorte kælder mere. Det lovede jeg hende. Imens jeg snakkede med hende, følte jeg mig roligere. Hun svarede mig ved, at sende mig ind gennem kornet, som du Hanne gjorde her i morges. Vi plukkede en masse blomster og dem har jeg sat her midt i gruppen." Og ja det kan vi jo alle se, da de står og dufter midt i rummet. - Jeg følte mig ind imellem, som en lille 8 årig pige, der var med sin nye mor ved stranden. Da vi kom ned til havet, stod vi sammen og så ud over bølgerne - og pludselig følte jeg mig helt tryg - og samtidig meget stor og stærk. Det var dejligt." Else Marie: "Hold godt fast i den stemning. Du følte dig hel igen?" Lotte: "Ja, det kan du godt kalde det. Jeg vil kalde det en lykkefølelse. Der er bare lige een ting mere, som jeg mangler at se på - det er mit forhold til mænd. Hvis der bliver tid senere på ugen, vil jeg godt se på, hvordan mit forhold til far spiller ind på mit forhold til mænd i nogle situationer. Jeg tror, at det vi i dag har arbejdet med, hænger sammen med mit krøllede forhold til mænd. De er jo ikke allesammen lige så far-lige og afstumpede som min far. Jeg tror nok, jeg roder alle mænd sammen under den samme hat. Det vil jeg godt gå lidt videre på opdagelse i." Else Marie: "Lotte, jeg kan godt lide du er vågnet op nu. men jeg vil foreslå dig at tage een ting ad gangen. Tyg lige først på det, du nu har fået. Det, du er ved at lære dig hedder: at passe bedre på dig -og måske en dag, som i dag føle mere kærlighed til dig selv. Det er en stor opgave alene at holde fast i det vigtige eksistenstema - og at gøre det til en livskunst, det tager resten af dit liv. Jo dybere du tør holde af dig selv - og kan lide dig selv, desto mere vil du automatisk tiltrække en helt ny slags fyre. Tag dog lidt fri fra fyrene nu. Du må først lære at se dig bedre for, inden du igen leger med dem - og måske en dag tør elske dem igen. Prøv et stykke tid, f. eks. i 1 - 2 år, at opleve dig selv som en enlig mor med 4 små børn: Din søn og datter - og dine to indre børn (hende på 8 år og den lille vilde baby). Prøv at opdage betydningen af i din hverdag hvor godt det er at gå og tale venlig og beroligende med hende. Din lille følsomme pige på 8 år er rigtig nok helt uskyldig og kan godt tale. Jeg tror at hun kan lære dig mange sjove ting, dit Voksne-jeg mangler som at gå igennem kornmarker og se på farver og lege med bølgerne. Prøv at tage hende med på legepladsen derhjemme en dag og lad hende bestemme, hvad du gør der. Hun kan lære dig mange sjove ting. Angående mændene, så kan du jo her i dansene prøve dig frem og opleve hvor forskellige de er. Det kunne være en ny start - at gå gradvis frem. Ud fra hvad du har fortalt mig om dem du hidtil er faldet for, vil jeg foreslå dig at se dig om efter helt andre typer. Måske vil det også være nyttigt for dig at tale mere med dem om, hvordan det er for dem at danse med en kvinde, som dig? Hvordan opfatter de forskellige mænd som er her i gruppen - dig? Pprøv at tale med dem om det. Det vigtigste lige nu er at du trækker vejret, og er stolt over at du har taget eet stort skridt fremad." Det er der almindelig enig om, så jeg runder af med at give hende et knus. En dans til Lotte. Vi mødes efter en pause udenfor på græsset foran højtalerne. Solen er ved at komme frem og Ebbe starter med at varme gruppen op til Gloria Geynors energi sang: "But first be a woman." (Teksten er også god). Derefter beder jeg Lotte lægge sig i midten af cirkelen i beduinerstillingen fra før, (hvor hun kan skjule sig for os andre, slappe af og vende opmærksomheden mere indad, og samtidig strække sig godt ud i skulderen og armene - i et langt stræk op over hovedet. Det er også meget lettere at trække vejret dybt i maven i denne urgamle hvileposition. - Gad vide, om hun også lugter til det saftige våde græs?). Da stilheden fra hende forplanter sig ud i gruppen, tager vi hinanden i hænderne og danner en stor cirkel omkring Lotte, der nu ligger foran os. Så sætter jeg Savage Rose' s smukke, stadig levende og oprørske sang på: "Når de vilde blomster gror", fulgt op af Christianias gode gamle slagsang: "I kan ikke slå os ihjel". Teksterne er stærke, de giver styrke. Helt stille kommer Lotte langsomt op på knæene og danser nu med sine arme og hænder - for derefter at skrue sig op i en spiral - til hun står op. Derfra kontakter hun mig og Mona - og vi tre kvinder tager en dans i midten. Til sidst danser vi bare alle frit til "Vredens børn" og "Sig mig hvor længe?" fra Savage Rose allerflotteste album: "En vugge af stål." (fra 1982). og slutter af med at stå og holde om hinanden i stilhed og mærker følelsen af at være med i en Stamme. Oppe i lokalet tager vi "en vejrmeldings-runde", hvor alle fortæller, hvad de hver især føler og tænker på lige nu. Selvsagt virker disse sessioner stærkt provokerende. Det er godt at få luftet ud, og vi bliver derved også mere nærværende for den næste hovedperson. Og hvad der så skete, kan du læse videre om via et klik her. Lidt teori om angst Har du tænkt over Tryghedens modpol? Hvad er angst? - Det er der mange gode beskrivelser af. Ligesom der også er flere forskellige teorier om angsten gåde, lige fra de rent biokemiske til de mere storpolitiske forklaringer. Her er en ultrakort opsummering af hvad vi synes er nyttigt og vigtigt at vide: Jo mere bange du er, desto mere kan du overraske dig selv og os andre, fordi - angst er en blokkering af det liv, som du ikke tør leve ud. Det hører med til livet at være bange. Angst er frihedens bagside, der kan gøre os helt kaotisk svimmel. Trækker du dig bort fra den uro og svimmelhed, som er her i livet så mister du let din grundlæggende åbenhed og vitalitet, ja du vil sandsynligvis opdage, at livet derved blot gør ondt, gentager sig - og du stagnerer og "går død og kold". Ikke at turde noget mere, er at stoppe med at leve sådan, som du har mest lyst til. Som Søren Kierkegaard sagde: "Hvo som vover, risikerer at miste sit fodfæste for en tid. Hvo som intet vover, risikerer at miste sig selv." Angst er handlinger, du ikke tør gøre, men ville have godt af at gøre. Angst er at tænke et, sige noget andet, føle noget tredje og gøre noget helt fjerde, hvilket let medfører, at du helt taber overblikket. Angst er frygtsomme tanker, som du ikke tør tænke igennem til en konklusion, til en beslutning - og derved en handling. Resultatet er blot ubeslutsomhed. Angst er følelser, som du ikke kender, og som du ikke ved, hvordan du skal udtrykke. Og angst er også, at du endnu ikke har lært at forvandle din aggressive udfarende kraft og kraftfulde fantasi til en handling - eller til en forløsende dagdrøm i din indre fantasiverden. Ligesom angst er at overtilpasse dig til en umulig situation, som du ikke burde finde dig i at leve i. Angst er liv, som ikke leves. Du kan også føle angst, hvis du har mistet kontakten med dit indre barn - eller kun føler dig som et lille barn, og derfor har mistet kontakten med dit voksne - mere fornuftige rationelle - Jeg. Din angst viser dig måske alt det, som gik under jorden, da du var lille, og som du derfor ikke har lært at udvikle og forvandle til dit helt eget fingeraftryk: din dåd, dit digt, din dans, din sang, din roman, dit billede, dit udtryk - dvs. dit helt eget personlige svar på livets udfordringer. Og angst har det med (forklædt som skam, frygt, foragt, ondskab, hævnlyst og destruktionslyst) at flytte ind i de rum af din psyche, som du endnu ikke selv bor i. Evil er Live stavet bagfra. Derfor vil du opdage, at jo mere du tør blive dig og genvinder din basale tillid til verden, desto mindre bange bliver du for at blive bange. Selve frygten for igen at føle rædsel og panik kan yderlig forstærke din lave tåle-grænse og bidrage til at din indre Adrenalin-kop er fyldt helt op, så blot en dråbe mere vil få det hele til at løbe over i et unødvendigt kraftigt panikanfald. Al udvikling går den svære vej igennem angst, klodsethed og usikkerhed til sejre, til nederlag - eller nye muligheder. Vi kan jo aldrig på forhånd vide, hvordan det ender. Der er sjældent nogen garanti for, at det nye er bedre, eller at det vil lykkes. Som børn kastede vi os uden tøven ud i det ukendte og svimlende, med mindre vi blev forhindret i det. Senere hen i livet sker det ikke så spontant som dengang - og der kræves noget mere af os, Nogle af os har lært at rumme og forvandle angsten til engagement, og lærer derfor mere end andre. Andre er så bange for at blive bange - for sårbarheden, åbenheden og usikkerheden, at de stivner og bliver neurotiske, dvs. forudsigelige og følelsesflade - hvilket desværre blot gør dem endnu mere sårbare. Og nogle få af os kan ganske enkelt ikke rumme, tæmme og bearbejde deres store angst og har derfor behov for at få den dæmpet medicinsk - fordi det er den eneste mulighed i et samfund, der betaler en højere løn til en bankmand, der passer på dine penge, end til en pædagog, der passer på dine børn. Angst og depression er livsglæde, kreativitet og handlekraft, som er blokeret. Og styrken viser dig, hvor meget du snyder dig selv for og afviser af det, som du kunne være blevet til - og stadigvæk et sted er. Angst er liv, som ikke leves. Angst er det endnu ufødte, der banker på. Angst er et mærkbart signal om, at NU skal du stoppe op, se på det der sådan skræmmer dig - for at klare truslen på en ny måde. Kun at løbe væk fra det, der gør dig bange vil kun medføre at du bliver endnu mere bange. Så bliv stående, føl frygten - vågn op og se nøjere efter, for så at gå frem igen på en ny bedre facon, trin for trin, indtil angsten er blevet mindre - og du større. osv. osv. Pointen med alle disse mange ord om angst er, at vi alle sammen et sted bagved det hele ofte er meget bange. Der er de, der tør føle angsten - og så er der de mange, der ikke tør føle den. Blot det at erkende sin sårbarhed overfor små bitte bakterier, kan være skræmmende. Du kan læse mere om angst her: www.psykoweb.dk/angst/1.htm + www.psykoweb.dk/Vrede_Raseri/Vrede7_Vold.htm + Depression, når angsten har lammet dig i længere tid Og lidt mere om at være et voksent barn fra en kaosfamilie her: www.psykoweb.dk/research/alkoholkids.htm Og her er mere om de Bioenergetiske kropsøvelser, der er forløsende at bruge, når du er rasende og bare trænger til at få luftet godt igennem. + www.psykoweb.dk/Vrede1.htm Klik videre her til Otto og Ulla´s sessioner:

Videre til den næste side Index over hele www.psykoweb.dk