Du får større tilfredsstillelse ved at få hævn i fantasien,
    end hvis du i den virkelige verden fik den grumme hævn,
    som du måske lige nu ?) synes, du har en indlysende ret til.

    Den vrede, skuffelse, sorg, frygt og fjendtlighed
    du kan mærke ved at få en afvisning, føle et svigt af tillid
    eller at møde en uretfærdighed, kan let brede sig fra u-dåden
    til ... at du bliver rasende på alt, og alle sider af synderen
    og alle, der ligner ham/hende, der gjorde dig ondt.
    Hadet, vreden og hævnlysten vokser og vokser
    indtil kun drabet, synes at love en lettelse.
    Kender du den hævntørst, så læs videre:

    + 6 gode råd, hvis du er hævn tørstig

    + hør klage og undskyld-sangen "Nitten"



    Nogle tanker om Besathed:
    At føle sig totalt besat af een og kun en eneste tanke:
    HÆVN ! der som en indre ild fortærer alle de smukke
    og konstruktive andre sider af dig, kan godt opleves
    lige som at sidde fast i et ondt ongoing mareridt.
    Eller en Rævesaks, hvor det kun gør mere ondt
    jo mere du forsøger at rive dig løs fra fælden -
    eller være som at have en bændelorm i maven.

    På den ene side står "dit fornuftige civiliserede jeg"
    og på den anden side står - helt løsrevet fra al logik og
    andre - "en frådende indre stemme, der bare skriger" på at få hævn
    - og bag dette skrig håber du på "en indre fred". En indre ro, der ikke
    kan nåes - tror du - uden at den, du ser som årsag, til din ubærlige smerte,
    mindst lider sådan som du gør nu - og ja, helst helt forlader denne jord.
    Fordi ... denne verden er simpelthen ikke stor nok, til jer begge to.
    Det er et øje for et øje, en arm for en arm, et liv for et liv - loven.
    Noget i den stil tænker du - som et såret blindt dyr.

    Selvsagt er der mange grader - af intensitet og dybde,
    i dette urgamle, måske instinktive? reaktions-mønster.
    Lige fra "den lille gengældelse", som vi vist alle kender

    til det helt vanvittige anfald af hævntørst, der gør
    dit liv totalt eensporet. Du er styret af "Et øje for et øje,
    tand for tand, et liv for et liv"-logikken, Et primitivt styreprogram,
    der, som du sikkert ved, blot medfører en endnu større blindhed
    og et hul, en stor ulidelig tomhed, der bestandig gør ondt.

    Du genvinder ganske enkelt ikke din indre ro - fordi lettelsen
    ved at bruge Hævn-lysten, som din forløser, er meget kort
    - og bagefter er tabet stadigvæk lige så stort.

    Du kender det sikkert i vilde hævntogter på film, i TV.
    Udover disse tragiske, ulykkelige desperate unge mennesker,
    der nu misbruges til desperate selv-destruktive Kamikaze angreb
    i Mellemøsten nu - ser vi jo også mænd og kvinder fra vesten,
    i div. tvKrimi serier, der, næsten hver aften, går helt agurk
    på denne "guddommelige vind" ¨s uforløste raseri bølge.
    Hvor mange krimi film med hævntørst som motor
    mindes du at have set? - Og hvad ender de med?

    Kan du huske Elektra´s græske hævntørst? + se filmen
    for ikke at tale om Hamlets drabsorgie, hvor alle dør tilsidst
    Eller du kender måske hævnen i skønlitteraturen. + se 2.
    + se 3. + "Hævn bringer ikke min søster tilbage".
    + Klik her og hør Sys Bjerre synge: "Malene" +

    Jo - at kunne føle Hævn-tørst er en del af det at være menneske
    og ja, Hævn-tørsten har plaget mennesket siden tidernes morgen.
    Der er intet nyt i dette amok-løb. Lige så lidt som i sandheden om
    "At før du går ud efter at få hævn, husk da først at grave 2 grave.
    Een til Idioten, der fortjener at dø - og en til dig selv."


    Hvis du vil vide, hvordan det også føles at være hævnfuld
    og hvilken destruktiv kraft, der er i hævntørsten?, se

    forum.woman.dk/debatten/sex/haevn-gode-rad-soges.
    + søg i Google på: "hævn" og "revence".
    Du vil finde mange, der genkender følelsen.

    Det nye jeg vil tilføje hertil
    - på dette mere generelle webside niveau,
    er hvad forskningen kan lære os - også mht. hævn
    og om forskellige måder at styre det ustyrlige raserianfald
    og genvinde sin indre ro. Og trin for trin, en dag ad gangen
    med daglige øvelser, letter trykket - så du igen kan glædes ved livet.
    En livslyst, der jo fuldstændig kan slukkes af afmagtens destruktive raseri.
    Et raserianfald, der lige så let kan føre til mord, som til selvmord
    - hvis dette vulkanske udbrud virkelig brager løs for alvor.

    Lad os starte med disse enkle spørgsmål:
    Hvad sker der mon i tiden efter, at man fik sin hævn?
    Bliver det ved med at føles rart, at man fik sin hævn?
    Hvad er bedst? Blot at dagdrømme om sin hævn
    eller at få en saftig blodig hævn i virkeligheden?




    HÆVNEN ER IKKE ALTID SØD
    Daniel Gilbert, en kendt psykolog fra Harvard University i USA,
    har for nylig med to medarbejdere udført en interessant undersøgelse,
    der bekræfter påstanden om at hævnen
    ikke altid er så sød, som man siger.

    At vi overhovedet har det ordsprog, at "hævnen er sød"
    beror utvivlsomt på, at en hævn på den, der har gjort os vred,
    kan fremkalde et kortvarigt behag i form af en lindring af den vrede,
    der ligger bag den hævngerrige adfærd.

    En sådan kortvarig lindring
    af ubehaget ved heftig vrede mod en eller anden,
    som man "får hævn over", har de fleste af os nok oplevet en gang
    i mellem. Men har man så også lagt mærke til, hvad der sker i tiden
    efter man fik sin hævn? Bliver det ved med at føles rart, at man fik hævn.
    Eller sker der måske noget, som er mindre rart eller ligefrem ubehageligt
    på længere sigt? Det er lige netop dette spørgsmål, som undersøgelsen
    nu kaster et nyt lys over, og lad det være sagt med det samme,
    det er ikke gode nyheder for dig, der absolut vil hævne dig!

    For at give nogle forsøgspersoner en chance
    for at gribe til hævngerrig adfærd, tilrettelagde forskerne
    en noget kunstig undersøgelse, hvor nogle forsogspersoner først
    blev gjort rigtig vrede på en bestemt person og derefter fik
    de en god mulighed for at hævne sig på den pågældende.

    Forsøget foregik på den måde, at forsøgspersonerne
    i små grupper på fire fik mulighed for at deltage i et spil om rigtige penge.
    Spillet var således indrettet, at spillerne i hver ny omgang kunne satse
    enten på at spille alene, eller de kunne spille sammen med de andre
    ved at lægge deres indsats i en pulje, som så kunne skaffe alle
    i gruppen en god gevinst - eller, selvfølgelig, et fælles tab.

    I virkelighed var den ene af de fire forsøgspersoner
    i hver gruppe forsøgslederens medsammensvorne, uden at de andre vidste det.
    Denne falske forsøgsperson var instrueret i at opføre sig på en bestemt måde
    hvor han dels gang på gang opfordrede de andre til at samarbejde i spillet,
    men så - når det blev hans tur - alligevel tog chancer på bekostning
    af de andre og vandt meget mere end disse.

    (Det kunne man sikre sig, fordi spillet var "fikset",
    uden at forsøgspersonerne vidste det). De tre rigtige forsøgspersoner
    i hver gruppe havde således god grund til at blive vrede på den svigefulde medspiller,
    og efterfølgende fik én af disse tre forsøgspersoner under et vist påskud,
    en chance for at hævne sig. Han fik mulighed for at annullere
    den svigagtige medspillers store gevinst, mod selv
    kun at miste en meget mindre gevinst.

    De to andre rigtige forsøgspersoner i hver gruppe
    fik ikke denne chance for hævn, men den ene af disse to
    blev blot spurgt, adskilt fra de andre, om hvordan han ville føle sig
    til mode, hvis han fik mulighed for at hævne sig på den anførte måde.

    Da der var mange firemandsgrupper i undersøgelsen,
    opstod der på denne måde tre grupper af rigtige forsøgspersoner:
    1) De, der fik hævn. 2) De, der ikke fik hævn, men blev bedt om
    at gætte og fantasere om, hvordan det ville føles at få hævn

    og 3) de indeklemte, der hverken fik hævn
    eller blev bedt om at tænke på, hvordan det ville føles
    .

    Da alle forsøgspersonerne ca. ti minutter efter afslutningen
    af eksperimentet havde udfyldt et spørgeskema om deres følelsesmæssige
    tilstand på dette tidspunkt, kunne man se om hævnen havde været "sød"
    i den første gruppe, der havde fået hævn knap ti minutter tidligere.

    Det viste sig udpræget ikke at være tilfældet.
    Faktisk var gruppen, der havde fået hævn blot ti minutter senere
    i dårligere humør end de to andre gruppe
    r!

    Svarer det så til, hvad gruppen, der skulle gætte på
    de følelsesmæssige virkninger af hævn, havde gættet?
    Overhovedet ikke! De forsøgspersoner, der ikke fik hævn,
    men som skulle gætte på, hvordan de mon ville have det ti minutter efter
    at de havde fået hævn, gættede helt gennemgående på, at de på dette tidspunkt
    stadig ville nyde hævnens sødme - et gæt, der altså sandsynligvis var helt forkert
    set i lyset af resultaterne for gruppe 1, (de, der rent faktisk havde fået hævn).

    Ved undersøgelsen ti minutter efter afslutningen af spillet,
    spurgte man ikke blot forsøgspersonerne om deres humør,
    men også om deres tanker efter spillet.

    Det viste sig her, at gruppe 3,
    der ikke havde fået hævn
    (eller skulle gætte på virkningen af hævn)
    gennemgående havde slået spillet nogenlunde ud af hovedet og fået
    deres normale humør igen, imens gruppen, der havde fået hævn,
    gjorde sig mange - og ofte ubehagelige tanker om spillet
    og deres hævn. De sad fast i deres "fortidige synder"

    Det lader altså til, at hævn kan give dårligere humør,
    bl.a. fordi man bagefter oftest vil få negative tanker om sig selv
    og sin hævngerrige adfærd, og af denne grund får meget sværere
    ved at slå denne tidligere fortrædelighed ud af hovedet.

    Det er interessant, at forskerne også spurgte gruppe 2,
    om de troede, at de, hvis de fik hævn, også ville have lettere ved
    at lægge den ubehagelige begivenhed (med den svigefulde medspiller) bag sig.
    Det troede disse forsøgspersoner i høj grad - og heller ikke denne forventning
    svarede altså til de faktiske resultater, idet gruppe 1, der fik hævn,
    netop havde meget sværere end gruppe 3 ved at få såvel spillet
    som den svigefulde ubehagelige medspiller ud af hovedet.
    Det kværnede stadig rundt og rundt i deres tanker.

    I en efterfølgende og tilsvarende undersøgelse benyttede forskerne
    to forskellige hævn-grupper: én, der selv fik hævn som i den første undersøgelse,
    og én, der blot så på en anden få hævn over deres fælles "fjende".

    I denne undersøgelse viste det sig, at de negative følger,
    der optrådte efter en hævngerrig adfærd, ikke - eller næsten ikke
    - opstod efter, at forsøgspersonen havde set en anden få hævn
    over den, som han selv kunne ønske at hævne sig på.

    Så hævnen kan altså alligevel være ganske sød
    - hvis det blot er en anden, der skaffer mig den. Hvis vi selv hævner os,
    bliver vi derimod oftere plaget af negative tanker om os selv
    - tanker, som vi åbenbart som regel slet ikke forudser,
    inden vi vælger at tage hævnen!



    Referat af Thomas Nielsen,
    Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, AU
    Publiceret i Forskningsnyt Juni 2009

    Carismith, K. M., Wilson, T. D. & Gilbert, D.I. (2008).
    The Paradoxical Consequences of Revenge. Jonrual of Personality
    and Social Psychology, 95(6). 1316-1324.



    Søger du forløsning via hævn?
    Sorry. It just does not work that way - in reality.

    Dan Gilbert s forelæsning om
    hvorfor vi tager dårlige beslutninger.



    VREDEN OVER
    EN AFVISNING KAN BREDE SIG

    Det er som bekendt ikke rart at føle sig afvist eller udstødt fra en gruppe,
    man gerne vil være med i. Når vi på denne måde får frustreret vores behov
    for at "høre med" i en gruppe, kan vi let reagere ikke blot med
    skuffelse, men også med en stærk vrede over således
    at blive udelukket fra fællesskabet.

    Det har man naturligvis vidst i mange år, men nu viser
    en noget udspekuleret amerikansk undersøgelse, at denne vrede
    ikke blot kan ramme den person, der udviser den afvisende, fjendtlige
    eller udstødende adfærd, men at vreden også kan "brede sig"
    til hele den gruppe, som den formastelige tilhører.

    I den amerikanske undersøgelse fik den enkelte forsøgsperson
    at vide, at han sammen med tre andre skulle deltage i et interessant spil.
    Forskeren ville undersøge virkningen af støjpåvirkninger under spillet
    Derfor ville der på tilfældige tidspunkter under spillet komme
    en kortvarig støjpåvirkning af varierende styrke i det lokale,
    hvor spillet fandt sted.

    Da forsøgspersonen mødte op på det aftalte tidspunkt,
    hvor eksperimentet skulle finde sted i hans fire-mands-gruppe,
    sad der allerede to i lokalet, og han blev sat på den tredje
    af de fire stole, der stod i en rund- kreds. Kort efter
    kom den sidste forsøgsperson og satte sig på
    den fjerde stol.

    I virkeligheden var alle de tre andre
    - altså de to allerede ankomne og den sidst ankomne -
    forsøgslederens medsammensvorne, der deltog i eksperimentet
    på en på forhånd indstuderet måde, således at den rigtige forsøgsperson
    i hver firemandsgruppe blev udsat for en ganske bestemt oplevelse,
    der var tilrettelagt på forhånd.

    Alle de rigtige forsøgspersoner var på forhånd inddelt i to grupper.
    For den ene gruppe var de tre andre (falske) forsøgspersoner indlysende
    medlemmer af en bestemt gruppe, idet de optrådte med trøjer, der viste,
    at de var i samme sportsklub, og de var instrueret i at tale sammen
    som gode venner.

    For den anden halvdel af de rigtige forsøgspersoner,
    var de tre andre falske forsøgspersoner klædt i almindeligt tøj,
    og deres ind- byrdes snak viste, at de ikke kendte hinanden på forhånd.
    På denne måde sikrede man sig, at den førstnævnte halvdel
    af de rigtige forsøgspersoner følte, at de mødte en sammenspist gruppe
    af andre forsøgspersoner, mens den anden halvdel af de rigtige forsøgspersoner
    oplevede en gruppe, der ikke havde noget indbyrdes sammenhold på forhånd.

    For begge grupper af forsøgspersoner skete der følgende:
    Nogle minutter efter, at den fjerde og sidste "forsøgsperson" var ankommet,
    og alle fire personer havde haft tid til at snakke lidt sammen,
    kom forsøgslederen ind i lokalet og beklagede, at der var en for mange
    til eksperimentet - der skulle alligevel kun deltage tre i det pågældende eksperiment.

    Forsøgslederen foreslog, at de skulle trække kort om,
    hvem der skulle forlade gruppen, men inden han fik kortene frem,
    sagde en af de falske forsøgspersoner til forsøgslederen:
    "Jeg synes, ham der (og så pegede han på den rigtige forsøgsperson)
    skulle være den, der går ud"! Her- til svarede forsøgslederen
    lidt forfjamsket "nå, ja, men det kan vi da godt sige,
    ok så kom du med mig" sagde han til den rigtige forsøgsperson,
    "så skal jeg sørge for, at du alligevel får de penge du skulle have for
    at deltage i eksperimentet". Så måtte den rigtige forsøgsperson
    mere eller mindre godvilligt forlade gruppen.

    Hypotesen var nu, at den rigtige forsøgsperson
    der var blevet temmelig vred på den person, der foreslog,
    at han skulle udelukkes fra gruppen, men derudover havde forskerne
    en mere speciel hypotese om, at vreden vil brede sig mere til hele gruppen,
    hvis denne gruppe fremtrådte som en sammenhængende gruppe,
    men ikke nær så meget, hvis gruppen forekom at være
    sammensat af personer uden indbyrdes forbindelse.

    Disse to hypoteser testede man på følgende måde.
    Kort efter, at forsøgspersonen havde forladt gruppen
    sammen med forsøgslederen, sag- de denne, at han (altså forsøgspersonen)
    for resten hellere måtte blive alligevel, for der skulle to til at gennemføre eksperimentet,
    og hans kollega var ikke ankommet endnu, så den "ledige" forsøgsperson
    kunne passende være forsøgslederens hjælper ved det kommende eksperiment.

    Det sagde alle de rigtige forsøgspersoner ja til,
    og derefter blev de sat et lille lokale foran en højtaler
    og et tastatur med ti knapper, hvor der på den første stod 10 decibel,
    på den anden stod der 20 decibel og således op til 110 decibel.

    Forsøgspersonen fik at vide, at han en gang imellem
    via højtaleren fik besked på at trykke tre sekunder på en af knapperne,
    men det var ligegyldigt hvilken af knapperne han valgte, han skulle bare være
    opmærksom på, at de to højeste styrker på 100 og 110 decibel ville give
    så stærke støjpåvirkninger, at det var direkte pinefuldt
    for de tre tilbageværende forsøgspersoner.

    Derefter sad den rigtige forsøgsperson
    alene i dette kontrolrum og trykkede på støjknappen,
    når han fik besked på det. Ideen var selvfølgelig at se, hvor højt
    han vil gå op på støjskalaen, således at valget af de to højeste støjstyrker
    blev anset for at være udtryk for direkte aggressiv adfærd, altså for en vrede
    vendt imod de tilbageværende forsøgspersoner.

    Man havde tidligere haft en gruppe forsøgspersoner
    til at udføre dette arbejde med at give støjpåvirkninger,
    uden at disse havde fået nogen forudgående oplevelse med udstødning
    af en gruppe, og disse forsøgspersoner havde gennemgående valgt
    at trykke på de midterste knapper på skalaen.

    De forsøgs- personer, der havde oplevet en udstødelse,
    valgte imidlertid helt forskellige knapper afhængig af, om de havde oplevet
    en sammenhængen- de gruppe eller en gruppe indbyrdes fremmede personer.

    I det førstnævnte tilfælde valgte forsøgspersonerne
    langt højere støjpåvirkninger- ofte helt op til de to højeste knapper
    åbenbart som udtryk for et ønske om at straffe hele gruppen.

    I det sidstnævnte tilfælde, hvor gruppen bestod
    af tre indbyrdes fremmede personer, valgte den udstødte forsøgsperson
    faktisk lavere strømstyrke end forsøgspersoner uden udstødelse,
    formodentlig som udtryk for, at de var bange for at lade deres vrede
    over den ene person gå udover de to "uskyldige" i gruppen.

    At en vrede over at blive afvist
    eller udstødt af en person, således kan brede sig til at omfatte
    hele den gruppe, som "udstøderen" tilhører, kan ifølge de amerikanske forskere
    forklare meget af den fjendtlighed, der forekommer mellem forskellige grupper
    i samfundet, for så vidt en dårlig oplevelse med en enkelt person
    fra en anden gruppe åbenbart kan føre til trang til
    at hævne sig på hele denne gruppe


    Referat ved Thomas Nielsen,
    Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, AU
    Publiceret i Forskningsnyt Juni 2009

    Gaertner, L., luzzini, J. & O'Mara, E. (2008).
    When rejection by one fosters aggression against many: Mulitple-victim aggression
    as a consequence of social rejection and per- ceived groupness.
    Journal of Expcrimental Social Psychology, 44. 958-970.



    Og hvad kan så hjælpe ?
    hvis du nu en dag hænger smertelig fast i den rævesaks,
    som det er at blive grebet af den destruktive Kamikaze feber
    eller tænk på mellemøstens hævn orgier, der bare
    bliver ved og ved med at blive værre og værre
    - uden at nogen ser gladere ud af den grund.

    Selvsagt er det meget individuelt
    og ofte en god ide at søge forståelse og hjælp hos en psykolog,
    som ikke vil fordømme dig eller er bange for dit sydende raseri.
    hvis du en dag opdager, at du næsten kun kan tænke på hævn
    eller lignende Besatheds-tanker, som bare ikke vil slippe dig.

    Nogle af de opgaver, du måske vil få der, er

    1. Skriv et Hade-brev, hvor du virkelig giver slip
    ....i det du tænker og føler nu i nu´et. Det, du oplever at der skete
    ....og hvilke konsekvenser dette svigt, denne udåd havde for dig
    ....Hvad du føler lige nu og hvad du har lyst til - i fantasien..

    ....Send det - eller brug det som en kladde, til det brev,
    ...-som du måske skriver i morgen til vedkommende. Eller
    ....brænd det rituelt, bagefter - og mærk forskellen indeni
    ....og i dit humør. Der bliver oftest mere ro i hovedet.

    ....For andre er det bedre at tegne, male eller åbne sig ud i musik
    ....lave en stenstatue over indre drama eller danse vildt i måneskin.
    ....Fællelsesnævneren er at det hjælper at udleve "det total vilde"
    ....det ukontrolable ucivilisered og instinktive - i fantasien.

    2. Et godt mord om dagen - i fantasien,
    .....holder psykiateren og det ustyrlige anfald lidt på afstand.
    .....Jvnf. undersøgelsen ovenfor - Brug denne viden til med fryd
    ......at svælge i vellystne og voldsomme hævn-fantasier - på sofaen.

    3. Lær at bruge en tennis ketcher
    .....eller en boksebold til at lette det indre tryk
    http:/www.psykoweb.dk/selvtillidb/Tryghed3.htm
    ........+ www.psykoweb.dk/Vrede_Raseri/Vrede1.htm

    + læs disse referater fra terapi-sessioner vedr. Hævn-lyst.
    ....www.psykoweb.dk/psykodrama/Bog7.htm
    ....+ www.psykoweb.dk/psykodrama/Bog7a.htm

    +
    Om at tabe sin Selv-respekt - og genvinde den.
    ....www.psykoweb.dk/selvtillid/8d-Selvrespekt.htm
    .....www.psykoweb.dk/selvtillidb/Tryghed2.htm

    4. Lær at Meditere - dvs at berolige dig selv,
    .....opøve accept og lære kunsten at lytte venligt indad.
    .,...Download gratis lydfiler om at give slip og at meditere
    .....www.psykoweb.dk/selvtillid/1g.htm

    5. Tal med en, du respekterer om dine følelser,
    .....og hævnplaner - inden du bare tordner der udad.i et eenøjet amokløb.
    ,,,,,,,Der så forbandet let ender med - at alle græder og du føler Tomheden,
    .......det meningsløse - og du har det så ikke en skid bedre, end du har nu.

    6. Lær livskunsten
    ....."at kunne give slip" - for din helt egen skyld
    ......I stedet for at tilgive, dvs. lade somom at du glemmer, det der skete.
    ......."Tilgiv dine fjender - der er intet, der vil irritere dem bedre",

    .....som Oscar Wilde engang sagde:
    .


    Og ... selvsagt er der meget mere at sige
    om "at tilgive", "at få tilgivelse", "at nå en forsoning",
    og sige Undskyld, men det må vente til en anden gang.
    for det tema kræver en ny webside, mindst.

    Er dette ikke nok
    til at stilne raseri stormen og give slip?
    Søg da kvalificeret hjælp, klik her:

    www.psykologeridanmark.dk/




se også Oversigten
over at tackle Vrede - og Raseri

Tilbage til Oversigten
over alle Parforholds-artiklerne



Eller - se index over hele:
www.psykoweb.dk