Opdateret: 6. oktober, 2017




Nyt fra depressionsforskningen:


Hvor godt virker pillerne?

Fakta om brugen af "lykke-piller".

Bliver du afhængig af SSRI-pillerne?

Hvor godt virker psykoterapi ? + se B

Færre kommer nu på førtidspension.



Hvilken rolle spiller arv og gener?

Hvilken rolle spiller opvækst og opdragelse?

Hvad siger hjerneforskningen om depressioner?

Singler er mere deprimerede end familiemennesker


Kolde og fjerne kærester er farlige for depressive

To slags negativ tænkning bag depressioner

Kender du din egen negative tænkning?


Et forslag til en effektiv selvhjælpskur,
der godt kan ændre din måde at tænke og se.

+ kombineret med denne Motions kur, vil disse
beviseligt hjælper dig bedre end "ulykke piller."



    Godt nyt:
    Psykolog behandling af depression hjælper faktisk!
    se resultatet af mange undersøgelser her.
    + Hør Leonard Cohens triste blues.


    Ca. 300.000 danskere
    spiser nu antidepressiv medicin.

    Men 80 procent af effekten er ren placebo, altså noget vi bilder os selv ind
    ala Selvhypnose. Til gengæld er der en høj risiko for alvorlige bivirkninger.

    Henrik Linde fik en depression efter et overfald på sit arbejde.
    Hans læge udskrev lykkepiller, men de virkede ikke. "De hjalp slet ikke for det, de skulle.
    Jeg isolerede mig i min seng og spiste ikke i uger af gangen. Jeg kravlede ud i køkkenet
    efter vand, fordi der ikke var nogen, der måtte se mig, siger, Henrik Linde.

    Og det er ikke så mærkeligt, at Henrik Linde ikke fik det bedre.
    Langt størstedelen af effekten af antidepressiver eller populært lykkepiller
    er ren placebo - noget, vi forestiller os. Det erkender Lægemiddelstyrelsen.
    Nogle undersøgelser viser, at placeboeffekten kan udgøre helt op til 80 procent,
    "Man skal behandle mellem 5 - 10 patienter, før man har een patient, de rent faktisk
    har haft en markant god effekt af antidepressive lægemidler", siger Jens Heisterberg.

    200.000 er altså på helt unødvendig medicin
    I dag er omkring end 300.000 danskere på antidepressiver.
    Det betyder, at mere end 200.000 danskere helt unødvendigt spiser medicinen.
    Alligevel står Lægemiddelstyrelsen inde for brugen. - "Jeg synes, der er en fornuftig balance
    imellem pillernes effekt, og de bivirkninger, de giver. Det er heldigvis ikke alle patienter,
    som får bivirkninger.", siger overlæge Jens Heisterberg.

    "Men mange får rent faktisk bivirkninger", siger Det Nordiske Cochrane Center,
    der er et uafhængigt center, som forsker i medicinkvalitet. "De fleste mærker bivirkninger,
    fx impotens og en nedsat seksuel lyst, så de bliver forstyrret i deres seksualliv,
    og oplever en mærkelig ligegladhed", siger Peter Gøtzsche, professor,
    fra Det Nordiske Cochrane Center.

    Henrik Linde fik også bivirkninger.
    "Jeg blev selvmordtruet. Jeg blev angst og paranoid.
    Jeg troede folk var efter mig og var dybt deprimeret", siger Henrik Linde.
    I dag er han færdig med lykkepillerne og har fundet lykken igen
    ved at lave noget af det om, der trykkede ham i hverdagen
    og se nøjere på sin livsstil, motion f.eks. - og sit parforhold.
    (set 6. januar i Politiken,dk)


    Den vigtigste grund til disse triste tegn på en depression, er at ssri-pillerne ikke virker
    og derfor ser du selvklart ovenstående velkendte tegn på, at disse personer er depressive.
    Se mere derom her: antidepressants-higher-rates-of-psychological-side-effects.

    Fakta om placebo virkningen
    ved en ren "lykkepille" behandling
    Der findes ca. 1000 kontrollerede undersøgelser af SSRI behandling
    over for depressive tilstande, og det er i dag de facto veldokumenteret,
    at en "U-lykkepille-kur" godt kan være en god og virksom behandling.

    Kontrolgrupper, der modtager en virkningsløs placebopille (kalktabletter)
    og har kontakt med lægen af samme art og omfang som behandlingsgrupperne,
    opnår imidlertid også en betydelig fremgang! hvad er det så, der virker?
    ja det handler denne korte opsummering af placeboforskningen om:

    Der foreligger forskellige skøn over størrelsesforholdet
    af effekten af den antidepressiv medicin versus en placebobehandling.
    Opgjort på den gængse måde i form af antal bedrede patienter opnår placebo
    i almindelighed godt og vel 50% så stor en effekt, som den aktive medicin.

    Ser man i stedet på den procentvise nedgang i depressive symptomer,
    tyder nu flere oversigtsopgørelser på, at et sted mellem 66% - 75%
    af medicinens påståede effekt, faktisk skyldes placebovirkningen!

    Måske er placebovirkningen i virkeligheden endnu større.
    Dels har man betvivlet den såkaldte "blindhed" i undersøgelserne,
    hvor det tilstræbes, at hverken patienter, behandlere eller bedømmere ved,
    hvem der får rigtig medicin, og hvem der kun får "snydepiller".

    Såvel patienter
    som terapeuter kan ofte gætte behandlingens art
    ud fra medicinens bivirkninger - og smagen i munden.
    Udover det, kan der også være tale om en selektionseffekt i den forstand,
    at det overvejende er undersøgelser med en + effekt, der offentliggøres,
    medens andre resultater gemmes ned i en skrivebordsskuffe,
    (deraf betegnelsen "skrivebordsskuffeproblernet").

    Hvis man kun vurderer ud fra de offentliggjorte forsøg,
    vil man således kunne risikere at overvurdere medicinens virkning.
    Tre amerikanske forskere har taget højde for skrivebordsskuffeproblemet
    i en ny stor undersøgelser. Man benyttede sig af det forhold, at der i USA
    foreligger en lov, som påbyder medicinalfirmaer at indsende samtlige resultater
    opnået med et nyt præparat i forbindelse med ansøgning om dets godkendelse
    - og altså ikke kun offentliggjorte undersøgelser.

    Forskerne anmodede - med baggrund i loven om offentlighed i forvaltningen
    den amerikanske lægemiddelstyrelse om indsigt i resultater med antidepressiv medicin,
    der var godkendt de sidste 11 år. Det drejede sig om syv præparater, hovedsagelig
    de såkaldte "lykkepiller", som da var afprøvet på i alt 19.639 patienter.

    I nogle undersøgelser indgik der også en såkaldt sammenligningsmedicin
    i form af et ældre, etableret præparat af den såkaldte tricykliske type (fx imipramin),
    således at det var muligt at sammenligne virkningen af tre forskellige behandlingsmetoder:
    nye antidepressiva, sammenligningsmedicin og placebo.

    Forskerne opgjorde resultaterne som den gennemsnitlige reduktion
    i depressive symptomer på en særlig bedømmerskala (Hamiltons Depressionsskala).
    Resultaterne for de tre behandlingsgrupper ses i figurren her:




    Gennemsnitligt opnåede den medicinske behandling
    med nye eller gamle præparater godt 40 % symptomreduktion
    mod placebogruppens godt 30 %. Det svarer til en forskel på 10 procentpoint,
    eller til at placebovirkningen udgør ca. 75% af virkningen af den aktive medicin.

    Forskerne undersøgte også antallet af selvmord og selvmordsforsøg
    i de tre behandlingsbetingelser for at belyse den almindeligt udtrykte bekymring,
    at undersøgelser med placebokontrol kan udgøre en risiko for de patienter,
    der kun får placebopille. Procenttallene for selvmord opgjort pr. år
    i de tre grupper fordelte sig således:

    Ny medicin: 0,8; ældre sammenligningsmedicin: 0,7 og placebobehandling: 0,4.
    I faktiske tal var der altså færrest selvmord i placebogruppen, men forskellene er så små,
    at de meget sandsynligt kan skyldes tilfældigheder. I hvert fald understøtter undersøgelsen
    ikke antagelsen om, at placebokontrolforsøg med depressive patienter er livsfarlige
    for patienter i placebogrupperne - eller for den sags skyld, at antidepressiv medicin
    skulle have den helt centrale funktion i bekæmpelsen af selvmord hos depressive,
    som den ofte tilskrives. Det må dog bemærkes, at patienter, der vurderes
    som selvmordstruede, naturligvis udelukkes fra placeboforsøg.

    Placebovirkningen skyldes flere psykologiske faktorer
    i forbindelse med pilleadministrationen såsom patientens positive forventninger
    (alene det at de kaldes "Lykke-piller" skaber jo nogle høje forventninger og håb)
    dvs. tiltro til behandlingen, forholdet til lægen og den uspecifikke rådgivning
    om lidelsen og problemerne, patienten modtager i samtalerne
    er også virksomme faktorer i om der sker en forandring.

    Dertil kommer så den såkaldte "spontane bedring",
    der ville have indtruffet
    også uden iværksættelse af en behandling.
    Der er tegn på, at placebovirkningen har været voksende de senere år
    i forsøg med psykofarmaka. Som mulige årsager har man peget på,
    at der i tiltagende grad anvendes patienter med lettere lidelser,
    samt at der nu lægges større vægt på samtalerne hos lægen.

    Man har fundet, at placebovirkningen er størst over for de lettere lidelser.
    Tilsvarende har der længe eksisteret indicier for, at jo bedre samtaler med lægen,
    desto mindre forskel mellem placebo og medicin i behandlingen
    af særlig placebofølsomme lidelser - som angst og depression.

    Placebovirkningens størrelse gør det samtidig forståeligt,
    hvorfor behandlere har en så stor tiltro til virkningen af deres særlige metoder
    til behandling af depression. Virkningen af antidepressiv medicin er nok betydelig,
    men den kan altså i væsentlig grad skyldes uspecifikke psykologiske faktorer
    - specielt i behandling af lettere til moderate tilfælde, der
    udgør langt den største gruppe af depressive patienter
    uden for de psykiatriske hospitaler.


    Espen Hougaard
    Lektor, Psykologisk Institut, Århus
    Resume fra "Forskningsnyt fra Psykologien"
    Forsknings-nyt fra psykologien
    Set i Psykolog Nyt, nr 25, 2001, side 21 - 23

    Kilde: Hougaard, E., Nielsen, T. & Zachariae, B. (2000).
    Placebovirkningen i medicinsk behandling af depression.
    Ugeskrift for Læger, 162, 2314-2317.

    Khan, A., Warner, H.A. & Brown, W.A. (2000).
    Symptom reduction and suicide risk in patients treated with placebo
    in antidepressant clinical trials. Archives of General Psychiatry, 57, 311-317.

    Disse og andre undersøgelser af effekten
    eller rettere sagt, den manglende effekt ved "Lykkepillerne",
    er i 2017 blevet bekræftiget i en stor dansk undersøgelse
    se video i:
    nyheder.tv2.dk/samfund/2017-02-09-nyt-studie
    + artikel om SSRI i Psykologernes fagmagasin, P nr 02, 2017.
    + videnskab.dk/lykkepiller-har-ingen-effekt-paa-depression
    + sondagsavisen.dk/lykkepiller-gor-mere-skade-end-gavn/
    + iflg. Helseurt, er det værre endnu. Se nøjere udredning.
    + se kristeligt-dagblad.dk/efterlyser-nuanceret-debat

    Mere om Placebo effekten:
    se 60 min s tv udsendelse om placebo-effekten.



    Er antidepressiv medicin afhængighedsskabende?
    Brugen af antidepressiv medicin af typen SSRI-midler er nærmest eksploderet
    i den vestlige verden (og efterhånden i store dele af den østlige) i de sidste par årtier.
    Vi bliver tilsyneladende mere og mere deprimerede i nutidens stressende samfund.

    Nu har en canadisk-amerikansk forskergruppe fremsat en ny forklaring
    på det kronisk stigende forbrug af SSRI-medicin: Disse piller er tilsyneladende
    – tvært imod hvad man har tidligere har troet, stærkt afhængighedsskabende.

    Forskerholdet henviser til undersøgelser, der viser, at ubehandlet depression
    næsten altid går over af sig selv efter tre til seks måneder. Hvis man derfor har taget
    piller mod depression i over seks måneder, kan man ifølge forskerholdet være blevet
    så afhængig af pillerne, at man føler sig nødsaget til bagefter at fortsætte i årevis
    og måske endda livet ud - fordi man bliver afhængig af disse piller.

    Det er så meget desto mere beklageligt,
    da pillerne mister deres effekt efter ca. et halvt års tid,
    (- således at man reelt ikke får færre depressioner senere i livet,
    også selvom man fortsætter med pillerne). Grunden til, at mange alligevel
    fortsætter, er altså ifølge forskergruppen det ?afhængighedsskabende? ved pillerne,
    som betyder, at det ofte medfører endnu flere lidelser i form af mere depression
    og angst, hvis man holder op med pillerne, så man ofte føler sig nødsaget
    til at genoptage og fortsætte med pillerne - livet ud.

    Den omtalte afhængighed af antidepressiv medicin
    svarer ifølge forskerholdet ganske nøje til den afhængighed,
    man kender fra folk, der i længere perioder har taget morfin, sovemedicin
    eller angstmedicin. Når man holder op, kommer der blot endnu mere smerte,
    søvnløshed eller angst, så man ofte føler sig nødsaget til at fortsætte,
    også selvom medicinen ikke hjælper mere.

    Forklaringen er den simple, at hjernen er et udpræget selv-regulerende organ.
    Når en kemisk proces i hjernen ?skubbes? i den ene retning af medicin,
    vil hjernen i løbet af nogen tid udvikle en slags mod-regulering,
    der genopretter den tidligere kemiske balance,
    trods den vedvarende medicinpåvirkning.

    Når man så standser med medicinen,
    fortsætter den omtalte modregulering, så der opstår
    netop den tilstand, som medicinen skulle fjerne, altså mere angst
    efter angstmedicin og mere depression efter depressionsmedicin.

    Forskerholdet nævner, at opfattelsen af depression i forskerkredse
    deler sig i to lejre. Den kemiske teori – den sygdomsteorien om depression,
    går ud på, at hjernens evne til at skabe kemisk balance er skadet, så der opstår
    en uheldig tilstand, hvor den kemiske ubalance fremkalder den depressive tilstand.
    Ifølge denne opfattelse ”genopretter” SSRI-medicinen den ønskede balance.

    Den anden opfattelse går ud på, at depression beror på stress
    og psykologisk vantrivsel. Og at hjernen selv omstiller sin kemiske balance
    under depressionen, fordi det i menneskehedens fortid var en fordel at ”ligge underdrejet”,
    når tilværelsen forekom fuldstændig håbløs. Ifølge denne opfattelse er den kemiske ændring
    i hjernen altså en fra naturens side en tilstræbt ændring – når man føler sig overvældet
    af modgang i livet – og ikke en kemisk defekt. Det er en naturlig reaktion
    på en overvældende situation, som man føler sig afmægtig overfor

    Man kan ifølge forskerholdet snarere sige, at en medicinsk behandling
    af den ”naturlige depression” i sig selv fremkalder en slags kemisk forstyrrelse,
    altså den omtalte mod-regulering. Der efterfølgende giver mere depression,
    når man standser med pillerne. Hvorefter man så ser, at de fleste
    vælger at fortsætte med pillerne - også selvom deres effekt
    nu er mere end tvivlsom. Af frygt for "tilbagefald".

    Forskerholdet giver på basis af en gennemgang af tidligere forskning
    tre argumenter for deres påstand:

    1. Undersøgelser med to grupper, der i lang tid, f.eks. i to år,
    .....får enten placebo medicin - eller antidepressiv medicin viser,
    .....at de medicinbehandlede i det første halve års tid har lidt mindre depression
    .....end placebogruppen, men efter blot et halvt års tid ser man ingen forskel
    ......i hyppigheden af depression i de to grupper.

    Ifølge forskerholdet beror det på, at placebogruppen efter et halvt års tid
    er kommet sig over deres naturlige depression, mens pillegruppen nu har udviklet
    den omtalte modregulering, så de ved pilleophør får ligeså meget depression,
    som de ville have fået helt uden medicin.

    Denne erfaring støtter altså klart hypotesen om en mod-regulering,
    som bevirker, at pillernes effekt ophører efter et halvt års tid, selv ved fortsat medicinering.

    2. Hvis man i en ligeledes 2-årig undersøgelse
    giver placebopiller uafbrudt i de to år til den ene gruppe
    og antidepressiv medicin til den anden gruppe i det første år,
    og så også placebopiller i det følgende år, ser man igen lidt mere depression
    i placebogruppen i det første års tid. Men i det andet år ser man omvendt klart
    mere depression i gruppen, der efter et år skiftede fra effektiv medicin til placebopiller,
    (selvfølgelig uden at de selv fik det at vide, jvnf placebo-forskningen).

    Dette fund støtter altså også teorien om en modregulering, som nu
    efter medicinens ophør – resulterer i øget depression i året efter medicinbehandlingen.

    3. Hvis de to ovennævnte fund virkelig skyldes hjernens modregulering
    i forbindelse med SSRI-pillerne, der skubber til en kemisk balance i hjernen,
    skulle man vente, at der var en sammenhæng mellem

    1) hvor stærkt en bestemt antidepressiv medicin
    ?skubber? til den omtalte kemiske balance i hjernen

    og 2) hvor stærk en stigning i depressionshyppighed,
    der forekommer efter ophør med de forskellige former for antidepressiv medicin.

    Forskerholdet har også testet denne hypotese.
    Man gennemgik dels forskningen over kemiske effekter af forskellige former
    for antidepressiv medicin i hjernen hos forsøgsdyr og dels forskningen over
    hyppigheden af ”tilbagefald” - med ny depression hos deprimerede
    efter ophør med forskellige medicintyper.

    Forskerne fandt faktisk en klar sammenhæng:
    Jo stærkere en medicin ændrede hjernens kemiske balance,
    desto flere tilbagefald forekom der efter medicinophør. Dette nye fund
    er efter forskernes opfattelse det stærkeste argument for modregulerings-hypotesen
    - som igen er et stærkt argument imod langvarig brug af antidepressiv medicin i det hele taget.

    Det ser altså ud til, at psykologisk behandling for depression
    er et endnu bedre alternativ til medicinbehandling, end man tidligere har troet!
    De fem forskere bag undersøgelsen mener, at sundhedsmyndighederne bør ændre
    vejledningen, der udsendes til de praktiserende læger vedrørende depressionsbehandling.

    referat ved Thomas Nielsen, set i
    Nyt fra Forskningen, Psykolog Nyt, 2011, 20 (6)
    Forsknings-nyt fra psykologien


    Kilde: Andrews, P. W., Kornstein, S. G., Halberstadt, L. J.,
    Gardner, C. O. & Neale, M. C. (2011). Blue again, perturbational effects
    of antidepressants suggest monaminergic homeostasis in major depression.
    Frontiers in Psychology, 2, (July). 1-15.


    + se også:
    skepdic.com/placebo.html

    + Nyt fra hjerneforskningen
    om effekten af pillerne versus psykoterapi




Ønsker du at forebygge et tilbagefald
må du ikke holde op med terapi for hurtigt.

Korttidsbehandling af depression med f. eks. kognitiv terapi og kontakttræning
fører beviseligt til færre og mindre tilbagefald, end korttidsbehandling med medicin.
Der er dog også konstateret et stort tilbagefald efter kun 12- 20 timers kognitiv terapi,
hvor ca. 50% af patienterne oplever en ny depressiv episode - inden for to år.

Patienter med gentagne depressioner, tidlig debut af lidelsen
og fortsatte depressive restsymptorner efter behandlingen har især
en meget stor sandsynlighed for på ny at udvikle en depressiv episode.

En række undersøgelser har fundet, at en kognitiv fortsættelsesbehandling
rettet imod restsymptorner efter medicinsk behandling markant nedsætter tilbagefalds
hyppigheden hos ambulante depressive patienter, (dvs. sådanne, som kan behandles
uden indlæggelse). Det er derfor en nærliggende antagelse, at det samme vil kunne
gøre sig gældende for en fortsættelsesbehandling efter en kognitiv korttidsterapi.

Denne hypotese er netop blevet testet i en amerikansk undersøgelse.
Undersøgelsen omfattede 156 ambulante patienter med gentagne depressive episoder.
Patienterne fik først kognitiv terapi i 12 uger med op til 20 terapitimer.

Efter behandlingsperioden blev de patienter,
som havde opnået et tilfredsstillende udbytte, og som indvilligede
i at indgå i undersøgelsen, tilfældigt fordelt til 2 grupper.
I alt drejede det sig om 84 patienter.

Den ene gruppe fik kognitiv fortsættelsesbehandling
i otte måneder med op til 10 terapitiimer (hver 14. dag, de første to måneder
og derefter 1 gang om måneden). Den anden gruppe, kontrolgruppen,
mødte til en undersøgelse et tilsvarende antal gange,
men uden at de fik nogen kognitiv behandling.
(De fik kun en betaling for at møde frem
og udfylde nogle spørgeskemaer).

Efter 8 måneder var tilbagefaldet blandt de patienter i gruppen,
der fik fortsættelsesbehandling, kun på 10 %, imod kontrolgruppens 31 %.
Der var også helt klare forskelle for patienter med en dårlig prognose på
grund af en tidlig depressiv debut - eller depressive restsymptorner.

For patienter, der som børn og unge havde lidt af depression var
tilbagefaldet efter fortsættelsesbehandlingen på 16 % imod 67 % i kontrolgruppen.
For patienter med restsymptomer , var de respektive tal 37 % og 62 %.

Undersøgelsen støtter altså antagelsen om, at fortsættelsesbehandling
med kognitiv terapi ud over de almindelige ca. 20 terapitimer vil kunne forebygge
et tilbagefald hos depressive patienter, hvor der er tale om en særlig høj risiko
for at de snart igen skal "gå i sort" og derved igen behøve depressionsbehandling.

Man har generelt fundet en meget høj tilbagefaldshyppighed hos depressive patienter,
der fortsat har restsymptomer efter behandlingen. Hvad enten patienterne har fået medicinsk
eller psykologisk behandling i første omgang, ser det ud til at kunne være en god ide
at supplere med forebyggende psykoterapi i sådanne tilfælde

Et kognitivt forløb over blot 10 sessioner,
(som blev anvendt i undersøgelsen her), vil absolut kunne være
et konkurrencedygtigt alternativ til medicinsk fortsættelsesbehandling.


Espen Hougaard
Nyt fra Forskningen, Psykolog Nyt, nr 15, 2001, side 21
Forsknings-nyt fra psykologien

Kilder: Jarret, R.B., Kraft, D., Doyle, J. et al. (2001).
Preventing recurrent depression using cognitive therapy with and without a continuation phase.
Archives of General Psychiatry, 58, 381-388.

Hougaard, E., & Nielsen, T. (2001).
Forholdet mellem psykologisk og medicinsk behandling af depression.
B. Bechgaard, H.H. Jensen, & T. Nielsen (red.). Forholdet mellem psykologisk
og medicinsk behandling af psykiske lidelser. København: Hans Reitzels Forlag.



15. jun. 2009
Depressive patienter får alt for dyr medicin.
Danske læger behandler i stigende grad depressive patienter med medicin,
der er langt dyrere end anden medicin med samme effekt. Præparatet Cymbalta
koster patienten 1.852 kroner årligt - og staten 3.605 kroner om året.
Til sammenligning koster en alternativ medicin 76 kroner årligt
for patienten - og staten 0 kroner.

Ikke bedre end den til 21 øre
Cymbalta er blevet så populært blandt danske læger,
at ud af en samlet stigning på knap 11.000 danskere, der kom på antidepressiv medicin
sidste år - udgjorde Cymbalta godt 3200 - altså en tredjedel. - Jeg kan ikke se noget formål
med, at der udskrives en medicin, som er så dyr, siger Hanne Wiingaard.

En analyse foretaget af Lægemiddelstyrelsen afslører, at Cymbalta
- trods øget forbrug og høje priser - ikke er bedre end den antidepressive medicin,
der kan fås til 21 øre pr dag. - Cymbalta er ikke det bedste, og det er nærmest det dyreste,
siger afdelingslæge Niels Heebøl fra Institut for Rationel Farmakoterapi.

Samme effekt
Analysen slår fast at Cymbalta har den samme effekt som den billige medicin.
Det stigende forbrug findes der altså ingen forklaring på. - Markedsføringen har
åbentbart været sådan, at der er mange læger der bruger det, siger Niels Heebøll.
Også Forbrugerrådet mener der er grund til at passe på det stigende forbrug af Cymbalta:
- Læger er lige som andre mennesker modtagelige for den markedsføring,
der er fra industrien, siger medarbejder i Forbrugerrådet Sine Jensen.
-//www.dr.dk/Nyheder/Indland/2009



Terapi er rent faktisk
bedre og billigere end piller

Adskillige tidligere undersøgelser over virkningen af psykoterapi
og medicinsk behandling ved depression har alt i alt tydet på,
at disse to meget forskelligartede behandlingsmetoder
giver nogenlunde lige gode resultater.

Det gælder i hvert fald, når man opgør resultaterne
lige efter en behandlingsperiode på fire til seks måneder.
Terapi betyder her kognitiv terapi og interpersonel terapi.

Den kognitive terapi arbejder især med at styrke
den deprimeredes evne til at modstå belastninger i tilværelsen
ved at udvikle nye tanke- og adfærdsmønstre, der sætter denne bedre
i stand til at løse de psykiske problemer, der skaber den deprimerede tilstand.
Den interpersonelle terapi arbejder især med at løse de kontakt problemer
fx problemer i parforhold eller problemer med ensomhed
og tab, som ofte ligger bag deprimerede tilstande.

Man kan sige, at de to terapiformer overvejende arbejder
på såvel indre og ydre fronter i den deprimeredes psykologiske problemfelt.
De to terapiformer virker tilsyneladende lige godt, når man ser på resultaterne
lige efter et behandlingsforløb, men kun kognitiv terapi har vist en særlig evne
til at forebygge tilbagefald med nye depressioner senere hen

At kognitiv terapi har en særlig evne til ikke blot at helbrede en akut depression,
men også forebygge nye depressioner, har affødt en betydelig interesse i nyere tid,
især fordi det har vist sig, at den nok så udbredte pillebehandling slet ikke
har denne evne til at forhindre senere tilbagefald.

Tværtimod ser det ud til, at der efter endt pillebehandling
er en forhøjet tendens til nye depressioner, som så ofte medfører
nye pillebehandlinger, hvilket hyppigt bliver til en skrue uden ende.

Dette erkendes da også af de fleste tilhængere
af pillebehandling, der faktisk i de senere år er begyndt at anbefale,
at folk, der har fået pillebehandling efter to eller flere depressioner,
nok hellere må belave sig på at spise pillerne resten af deres liv!

Denne udvikling inden for pillebehandling af depressioner
er interessant. Ikke blot fordi alle slags piller imod depression har bivirkninger,
som man så må finde sig i resten af livet, men også af økonomiske grunde.

Det kunne måske undre, at pillebehandling er så udbredt i vore dage
i forhold til psykoterapi, når der er videnskabelige beviser for, at de to "kure",
virker nogenlunde lige godt. Men forklaringen er nok overvejende den,
at pillebehandlingen er langt billigere end terapi – i første omgang!

En psykologisk depressionbehandling over seks måneder
koster oftest to til tre gange så meget som en pillebehandling
.
Men nu har et amerikansk forskerhold stillet sig det indlysende spørgsmål:
Hvis en person med tendens til depression kan nøjes med terapi i fire
til seks måneder og så oveni en reel forbedring af humøret bliver
beskyttet mod tilbagefald uden yderligere behandling,
kan det så ikke i det lange løb være billigere
end årelang behandling med piller?


De amerikanske forskere har undersøgt spørgsmålet
i en ny stor undersøgelse og svaret er et ganske overbevisende ja!
I denne nye undersøgelse sammenlignede man som i de tidligere undersøgelser
først virkningen af pillebehandling og terapi i to store grupper af patienter,
der havde ca. lige stærke depressioner ved starten af undersøgelsen.

Efter en behandlingsperiode på fire en halv måned viste det sig,
at 49 % af de pillebehandlede var blevet raske efter en klinisk vurdering,
imens flere, 62 % af de patienter, der havde fået kognitiv terapi var blevet
tilsvarende raske. Noget tilsvarende er fundet i adskillige tidligere undersøgelser,
men som noget helt nyt fortsatte denne nye undersøgelse med at følge
de to grupper af ”raske” patienter i de efterfølgende to år
for at studere hyppigheden af tilbagefald.

De patienter, der var blevet raske af pillebehandlingen,
blev ved starten af 2 års perioden delt i to lige store grupper.
Den ene gruppe fik (uden at vide det) placebopiller i det første år,
imens den anden gruppe fik rigtige piller. Da det første af de to år
var gået, viste det sig, at gruppen, der kun havde fået snydepiller,
havde haft tilbagefald med en ny depression i 60 % af tilfældene.

I gruppen, der havde fået virksom medicin i dette 1 år,
var der lidt færre, men stadig ret mange, der havde fået tilbagefald
på trods af en vedvarende pillebehandling, nemlig omkring 50 %.

I gruppen, der tidligere havde fået kognitiv terapi,
var det endnu færre, der havde fået nye tilbagefald
i det første år efter terapien, nemlig kun 33 %.

Resultatet af opgørelsen efter det første år
efter den oprindelige behandlingsperiode med terapi eller medicin
viste altså to ting: At fortsat medicin virkede lidt – men også kun lidt
bedre end snydepiller, men tidligere kognitiv terapi i året efter endt terapi
ikke alene gav færre tilbagefald end hos patienter, der var stoppet
med medicin, men også færre tilbagefald end hos de patienter,
der fortsat fik medicin.

Da det første år var gået
standsede man også pillebehandlingen i gruppen,
der havde fået rigtige piller i det forløbne år, og fulgte disse
patienter videre i et år til. I dette andet år fik de patienter,
der tidligere havde fået kognitiv terapi (for et år siden),
og som stadig var ”raske” ved årets begyndelse,
kun tilbagefald i 18 % af tilfældene,

imens ikke mindre end 72 % af de patienter,
der fik standset deres medicin, fik tilbagefald i løbet af dette 2 år.

Tilsammen viser disse resultater,
at en kognitiv terapi udført af kompetente behandlere,
ikke alene virker lige så godt eller endda lidt bedre end medicin
i første omgang, men at den kognitive terapi også to år efter
endt behandling giver færre tilbagefald,
selv når man sammenligner
med patienter, der fortsat får piller - og langt færre end patienter,
hvis pillebehandling på et tidspunkt afsluttes.

Den amerikanske forskergruppe opgjorde derefter prisen
på behandlingen pr. patient i de 2 grupper, der fik terapi og piller.
Efter en behandlingsperiode på 4 1/2 måned, havde terapien pr. patient
kostet 2.000 $, imens behandlingen i pille gruppen kun havd
kostet omkring 1.000 $ pr. patient (halvdelen til piller,
og halvdelen til de behandlende læger).

Men i året efter kostede terapigruppen jo ikke flere penge,
imens pillebehandlingen (hos den gruppe, der fortsatte på piller i et år)
vedblev med at koste udgifter til piller og til læger, og ved slutningen af dette år
havde patienter, der fik fortsat pillebehandling, kostet 1.500 $ mere pr. patient
end patienterne i terapigruppen – på trods af, at der havde været
flere tilbagefald i pille- end i terapigruppen.

Denne nye undersøgelse tyder altså på,
at kognitiv terapi for patienter med depression ikke blot
er mere effektiv på længere sigt (der kommer færre tilbagefald);
den er også billigere på længere sigt, fordi mange deprimerede er
nødt til at fortsætte pillebehandlingen – hvis de en gang er begyndt
på en sådan behandling – i årevis, måske resten af deres liv,
for at undgå nye tilbagefald.

Mens vi er inde på økonomien i forbindelse med depression,
kan vi lige til sidst nævne, at det ikke blot drejer sig om de udgifter,
der tynger på de offentlige budgetter, hvad enten det drejer sig om betaling
for piller og læger eller for psykologisk depressionsbehandling.

En ny amerikansk undersøgelse viser nemlig,
at folk med svære psykiske lidelser, herunder depressioner (og angstlidelser)
set over en årrække i gennemsnit tjener ca. 35-40 % mindre end mennesker
uden psykiske lidelser. Hvis de amerikanske resultater oversættes til danske forhold,
betyder det, at mennesker med psykiske lidelser i Danmark, hvert eneste år,
tilsammen har et indtægtstab på omkring 30 milliarder kroner!

Derfor mener mange depressions- og angstforskere nu i dag
at det ikke alene er menneskevenligt, men også god samfundsøkonomi
at investere i en hurtigere og mere effektive behandling af psykiske lidelser,
end anti-depressionspillerne endnu kan levere.

Hvilket er baggrunden for, at
Sygesikringen i Danmark nu har åbnet for psykologisk behandling.
af depressioner, hvis du "er i arbejdsstyrken" , dvs fra 18 år - 37 år.

referat ved Thomas Nielsen, set i
Nyt fra Forskningen, Psykolog Nyt, nr 4, 2009, side 24
Forsknings-nyt fra psykologien


Kilder:
Dobson, K.S., Hollon, S.D., Dimidjian, S., Schmalling, K.B., Kohlenberg,
R.J., Gallop, R.J., Rizvi, S.L., Gollan Dunner, D.L. & Jacobson, N.S. (2008).
Randomized Trial of Behavioral Activation, Cognitive Theory, and Antidepressant
Medication in the Prevention of Relapse and Recurrence in Major Depression.
Journal of Consulting and Clinical Psychology, 76(3). 468-477.

Kessler, R.C., Heeringa, S., Lakoma, M.D., Petukhova, M.,
Rupp, A.E., Schoenbaum, M., Wang, P.S. & Zaslavsky, A.M. (2008).
"Individual and Societal Effects of Mental Disorders on Earnings
in the United States: Results from the National Comorbidity
Survey Replication." American Journal of Psychiatry,
165., p 703-711.





+ se mere her
Nogle fakta, og tanker om effekten af psykoterapi
/www.psykoweb.dk/psykoterapi/0-effektus.htm



Tilbage
til index



tilbage til
depressions Oversigten





...
...Til 7 + 8 kontante her og nu Råd

...Til et gratis cyberkursus i Selvtillid