Side 7...


Introduktion, side 1. ..... side 2. ......side 3. ....side 4.......side 6.

Narkissos-Myten.... en konklusion A + se B.. +. + og en vigtig tilføjelse.

Dine og mine rettigheder ...+ Kærlig mente skideballer til Egoister.

+ Se et billede af en narcissisist - der siger mere end mange ord.

+ se et DanTurell-agtigt digt om det narcisistiske raseri



Hvorfor hedder det
en Narcissistisk karakterforstyrrelse?



..
.....>klik, og se bedre<

Fordi der engang i den græske oldtid
vistnok var en helt almindelig jordkvinde Liriope,
der fik et drengebarn med flodguden Kephisus,
som hun kaldte Narkissos.

Allerede da han var spædbarn og lå i vuggen
fortæller legenden), fattede alle en stor kærlighed til ham.
Alle sagde til Liriope, at han var meget smuk og utrolig dejlig.
Hvis man skulle tro spådommene, ville hans liv blive fyldt med succes
- og meget lykkeligt. Det var de alle enige om.

Det fortsatte de med at sige om ham, da han kom i puberteten,
hvor mange piger var interesseret i ham, men han afviste dem alle.
Det gjorde især ondt på en af dem, skovnymfen Ekko, som ikke ville
eller ikke kunne give slip på ham. Hun fulgte efter ham overalt.

Ekko havde desværre et stort kontaktproblem,
fordi hun havde det altså med, kun at kunne gentage det,
andre lige havde sagt til hende. Derfor hed hun Ekko.

Da Narkissos ikke sagde ret meget,
men blot levede højt på at se smuk ud,
havde hun svært ved at komme tæt på ham.
Hun svandt hen af længsel efter en kærlighed, som aldrig kom
fra denne fagre yngling, der altid gik så rastløst omkring
og hele tiden spejdede efter "noget mere og bedre."
(Han opdagede hende vel knap nok ?).

Narkissos vandrede forvirret rundt
ude i den store skov, og her fandt han en lille skovsø.
hvor han slog sig ned og levede som en anden vildmand.
En dag han sad nede ved skovsøen og ville drikke af det blanke vand,
fik han pludselig øje på en smuk og utrolig facinerende sø-gud,
der ifølge landsbylegenden boede nede i vandet.

Han prøver at række ud efter det billede i vandet han så,
men straks forsvandt denne Sø-gud væk i vandets krusninger.
Da vandet var blevet stille, fik han igen øje på den smukke yngling
Myten fortæller, at han blev siddende der i årevis og sygnede hen,
imens Ekko forgæves råbte hans navn. Kun skovens ekko svarede.

Imens han sad fastnavlet af dette guddommelige drømmesyn,
blev han grebet af en stor, meget smuk og smertelig længsel
- og historien ender med at han dør af længsel,
efter at få fat på det billede han så i søen.

Op fra hans navle, voksede der den smukke lilje,
der sjovt nok stadigvæk i dag kaldes for

Narcissus.


Læs mere om Narkissos /Narcissius her:
lexopen.fateback.com/guder/Narkissos.html
+
psykologibasen.dk/Myter.shtml
+ teorier om hvordan Narkissos er.



Kommentarer:

Ronald D. Laing + se 2
har en ret interessant kommentar til denne gamle myte:
"De fleste, som fortolker myten ser den tragiske Narkissos som en person,
der dør helt udtæret af sin forelskelse i sin egen person. Især de moralske ser
ham som et skræmmebillede på "at blive for selvoptaget" - og som et tragisk offer
for sin asociale altfortærende selvoptagethed. Andre ser Narkissos, som en person,
der var meget glad for sig selv - og måske derfor
døde han rent faktisk en lykkelig død?"

Og så tilføjer Laing:
"Ja, Narkissos ser ned i vandet. Han så ned i sin ubevidste sorg
og længsel,
men mytens joke er, at han ikke genkender sig selv!
Narkissos tragedie er ikke hovmod! Tragedien er i højere grad at det spejlbillede
som han får øje på i søens vand, dvs. i sit ubevidste, ja det genkender han
ikke som sit eget selvudtryk. Han tror jo, det er en anden!

Narkissos blev ikke forelsket i sig selv.
Han troede det var en helt anden person, som var så smuk!
Han troede han så en sø-Gud, dernede i vandet. For det kunne da
umuligt være ham selv. Han hadede, foragtede og afskyede jo sig selv,
fordi sådan føler en ægte narcissist jo - det ved vi
ud fra den viden, vi har derom i dag."

Myten er ikke en moralsk historie,
den er en joke om menneskets dårskab.


Vi ser os i spejlet
- og tror naivt og troskyldigt, at vi ser os selv.
Men måske ser vi kun et hypnotisk billede af os selv,
et syn der blot genspejler, hvordan vi bliver set af andre
- og som vi, som børn blev oplært til at se på sig selv?

Så måske spejler denne udbredte kontaktforstyrrelse
en manglende evne til at kunne give slip på sin tabte uskyld
og barndommens glæde ved at leve i en herlig fantasiverden ?


En helt anden pointe i myten
kunne være, at Narkissos druknede sin sjæl, sig selv,
i alt for flygtige livsværdier som f. eks. "ro, fred og harmoni" og "et smukt ansigt"
og havde djævelsk svært ved at droppe disse og opdage nogle helt andre livsværdier?
Når du ser dig selv i en stille vandoverflade, er det umuligt at se dine øjnes spil,
ligesom du vil have utrolig svært ved at se dig selv i en andens nysgerrige øjne.

Narcissisme myten er en joke, der via smilet
skal få os til at vågne op, se verden og der se Ekko,
- som er den virkelige kilde til den jordiske kærlighed."

som Ronald Laing så rigtigt sagde, dengang i 60´erne.


Alice Miller+..2+. + se denne flotte oversigt! + i 4
beskriver i sine skræmmende og facinerende bøger også disse
dybt narcissistisk skadede børn og voksne. Hun ser problemet i et familiedramatisk
og samfundsmæssigt perspektiv - og tydeliggører hjerteskærende tydeligt alvoren i,
at vi begriber disse dybe narcissistiske sår, selvhadet og den manglende selvglæde.

Ligesom hun har en kraftig skideballe til "Den sorte skoles pædagogik"
- og andre dehumane opdragelser, som jo stadigvæk i dag er meget
udbredt i de indelukkede småborgerlige familiers privatliv,
som Ronald Laing turde kalde "psykiske gaskamre".


KORT SAGT:
Billedet af barndommen som den rene idyl og uskyld,
dækker måske over en tragedie? - 0g er måske oftere en større løgn
end de fleste af os, kan lide at tænke på - og blive gjort opmærksom på?
Læs f. eks. Jan Seidels tankevækkende oversigtsbog:"Overgreb mod børn, fysisk,
psykisk og seksuelt" fra Rosinates Socialpædagogiske bibliotek, 1995,
som indeholder de nyeste tal og resume´er af mange års forskning
om vanrøgt på et skandinavisk grundlag).

Eller bid mærke i - eller sut blot lidt på,
at der rent faktisk findes undersøgelser som peger på
at måske over 50% af de kvinder, som i dag er indlagte
på diverse psykiatriske hospitalers lukkede afsnit
som børn - rent faktisk var incestofre!

Eller måske så de så skræmmende voldsomme ting,
at de mere eller mindre afbrød kontakten med virkeligheden?
Det er i hvert fald sjældent at møde et voksentBarn fra en glad
og livsværdsættende familie på en psykiatrisk afdeling!


Et livsbekræftigende nyt syn på børns rettigheder
Dette er i mine øjne noget af det bedste, som der er sket i løbet af
forrige århundrede. Takket være mange progressive forældre,
utallige politikere, pædagoger, psykologer ´s + ? ´s kampe
for betydningen af, at vi begynder at lære at respektere
børn og hinanden som lige-værdige medmennesker.

Der er lang vej endnu, men
hvad med at lade tvivlen og nysgerrigheden
komme ofrene for en ond skæbne, lidt mere til gode?

Læs videre på de næste websider: