side 3 ..


Introduktion, side 1. ..... side 2. ......side 3. ....side 4........side 5. .....side 6.

Narkissos-Myten.... en konklusion A + se B.. +. + og en vigtig tilføjelse.

Dine og mine rettigheder ...+ Kærlig mente skideballer til Egoister.

.Se et billede af en narcissisist - der siger mere end mange ord.

+ se et DanTurell-agtigt digt om det narcisistiske raseri



Lidt mere om at lide af
en narcissistisk Personlighedsforstyrrelse




Kort sagt
handlede James Mastersons 1. foredrag om ,
at der er en afgørende forskel på at have en sund ægte Selvfølelse
- versus at have en for stærk facade, der gør at man sidder fast i
en uærlig sterotyp og karakteristisk (= typisk) tragisk livsrolle,
(som er så forudsigelig, at der kan skrives bøger derom,
og man kan nikke genkendende til historierne).

Det vigtigste symptom
er det forudsigelige adfærdsmønster
når andre kritiserer eller undlader at rose.
Reaktionen er et voldsomt raseri og rigidt selvforsvar,
hvor det at opretholde Facaden bliver det vigtigste.

Som Ronald Laing engang sagde:
"Når du og jeg diskuterer noget og opdager
at vi ser helt forskelligt på det vi taler om, så kan
vi da godt skændes om hvem der har ret og ikke ret
på en ophidset møde, men vi overholder nogle sociale spilleregler
for hvor vildt og kaotisk det bliver. Og kort tid efter
kan vi være gode venner igen og acceptere
at vi hver især har ret, hver på sin måde.

Når en skrøbelig person kæmper for at få ret,
så handler det meget hurtigt ikke blot om at vinde diskussionen
men om en kamp for hele sin eksistensberettigelse og sit livssyn.
Det er somom at hvis vedkommende giver andre ret
i blot en lille detailje, så ramler hele korthuset.

"Det sunde Selvfølende Jeg"
ved dybt inde,
at han/ hun
er værdifuld og at livet er værd at leve.
Denne indre stabile søjle af Selvfølelse og Selvværd
er der ingen grund til at forsvare eller få bekræftiget
- og derfor er det muligt at se udover sig selv

"Falskspilleren" ved
at han/ hun ikke er noget - og bruger sit liv på
at overbevise andre om, at "Jeg er noget helt specielt,
ja måske genial, en VIP-person eller en gave til menneskeheden
- og jeg har derfor krav på at blive behandlet som noget helt specielt,
og blive taget hensyn til på en måde, som andre ikke har samme ret til!"
På den ene side føler de sig altså højt hævet over alle os andre
og samtidig føler de sig som et tomt nul og nix, indeni.
Ikke sært føler de sig ofte forvirret, usikre og - vrede.




Det psykiatriske synsvinkel:
Psykiateren Johan Cullberg har et afsnit i sin meget anvendte lærebog
"Dynamisk Psykiatri", (ny udg. 1999) hvori han beskriver en meget kølig
psykiatrisk opfattelse af "egoist-diagnosen", jeg her prøver at forstå bedre
således.

"Det karakteristiske,
(dvs. det alt for forudsigelige ved personligheden, esk)
for den narcissistiske personlighed er et selvBillede med grandiose (storladne) træk.
Hertil kommer en ekstrem selvcentrering, der ofte kombineres med en mærkværdig
mangel på interesse og indføling i andre. - Disse høje tanker om deres eget værd
er som regel på en modsigelsesfuld måde kombineret med en dyb længsel
efter at få konstant beundring, bekræftigelse og godkendelse fra andre.

Et andet karakteristisk træk ved disse menneskers psyche er
deres manglende evne til at indgå i en ærlig og ligeværdig kontakt og kærligt
afhængighedsforhold - samt deres manglende evne til at opleve dybe følelser.
Især har de meget svært ved at tåle adskillelse og ved at sørge. Udadtil kan de
virke deprimeret, hvis de f. eks. bliver forladt. Men det er imidlertidig typisk,
at deres tungsind og mørke tanker mest handler om aggressive tanker
og fantasier om hævn, mere end at tungsindet handler om tabet
og en reel sorg ved at miste et medmenneske, de har elsket.

På et dybere plan kan man ofte mærke,
at de nærer en stærk misundelse imod specielt de personer,
der har noget, som de selv mangler. De kan idealisere disse højt
(også deres terapeut) for på den måde at få kontrol over det, som de tror,
at disse andre har - og derved få et "kost tilskud" til deres narcissisme."
--------------------------------------------------------------------

Lidt ligesom "når solen skinner på præsten, drypper der
også lidt af på degnen", som de sagde i gamle dage.
De soler sig i "alle de kendte", som de kender
- som desværre ikke kender dem.

Lad mig prøve at skære dette her ud i pap:
Kort sagt har selvtilstrækkelige Egoister en tilbøjelighed til at sætte folk op
på en piestal - for derpå, som en form for hævnakt at skyde dem i sænk,
når disse før beundrede personer ikke kan eller vil leve op til idealerne.
Det er ikke Idealerne, principperne og de meget høje krav,
der bliver stillet kritiske spørgsmål til - fordi det jo
altid er de andre, der bare ikke forstår mig ...


.......klik på billedet


Eller de ser dig måske, som deres livs gode fe, "oh du min drømmepige"
i begyndelsen. For så pludselig en dag kun at kunne se dig som en heks.
Det ene øjeblik føler du dig hævet helt op i himlen, elsket og tilbedt
og i det næste øjeblik er du en ludder - og svines til med foragt.
Du løftes op til Gudestatus i drømmeland det ene øjeblik
og kastes ned i gylletanken i det næste.


........

Eller kontakt-forstyrelsen ses
i starten af et terapiforløb ved at terapeuten beundres
som værende en magisk superpsykolog. Men ved den mindste fejl,
bliver du pludselig set på som "den værste kvaksalver, jeg nogensinde
har mødt!" Ligesom der kan skiftes imellem at se andre og sig selv som
først "en god og længe savnet ven" - til "en lumsk og foragtelig fjende",
en madonna /en luder, en helgen /et monster i et 180 grader skift.
- Og skiftet kan ske på under 10 sekunder. esk )).

Cullberg skriver videre:
"Ubehandlet plejer narcissistiske personer at få det mere
og mere tomt omkring sig, fordi de ikke kan opretholde noget dybt
og nært venskab på grund af deres eksploiterende (udnyttende) behov."

og han fortsætter: "Såvel bitterheden som den dybe misundelse
over for dem, som har en rigere tilværelse, lige så vel som den manglende
evne til indføling, der gemmer sig omme bag deres måske charmerende ydre,
efterhånden bliver til et tungt uløseligt problem for deres kontakt med andre.
Det er en karakterforstyrrelse, der er temmelig krævende at omgåes
og ofte ødelæggende for et familieliv - og dem selv."

De symptomer, som giver denne psykiatriske diagnose
kan du se her - udformet, som en nærgående selvtest:
www.med.nyu.edu/Psych/screens/pds.html

+ se den psykiatriske symptomliste her, på dansk
Klik først på "Psykiske lidelser" og derpå på "Personlighedsforstyrrelser"
(se blandt knap-mulighederne, ude til venstre)
------------------------------------------------------


Pointen er, psykiatrisk set,
at her er der sørme ikke ret meget håb

og anden kur end at give antidepressionspiller og lidt støtteterapi.
Lige så snart vedkommende igen "kan fungere", vil en ægte narcissist
stoppe med at gå i terapi - og undgå at se realistisk på sig selv. +
se 2
Og deres dårlige forhold til andre tæt og nær på, vil blot blive værre
og værre - efterhånden som årene går. Ikke sjældent
ender de som ensomme, bitre og hadefulde.

Og det har de ret til, fordi det er jo sandt
at livet og vi andre ikke kan leve op til dem og deres krav
eller hvad for noget vrøvl, de siger for at dæmpe skuffelserne.
Igen og igen kan behandlere blive forbløffet over
de ulogiske og selvmodsigende historier
disse vrede mennesker gemme sig bag.

Inden jeg leder videre efter andres opfattelser
af narcissismens gåde, så lad os lige et kort øjeblik
se lidt på den klinisk psykiatriske forskel på diagnoserne:
"Grænsepsykose" - og diagnosen: "Narcissistisk personlighedsforstyrrelse",
(en forskel, som vi skal se lidt nøjere på senere):


.......

Psykoanalytisk set
har f. eks. Otto Kernberg beskrevet "den narcissistisk forstyrrede person",
som et dybest set ensomt, sultent og rasende barn inde i den voksne, der skjuler
en dyb følelse af værdiløshed - bagved en stor angst for at blive angrebet.
Personens tidlige historie rummer mange nederlag og skuffelser,
og derfor vækkerdet let gamle spøgelser og mareridt, hvis
han eller hun vover at vise andre mennesker tillid.

......
..> klik og se joken i større format<


De paranoide tendenser,
("Alle er bare efter mig, og ingen forstår mig." Og skinsygen!),
som disse personer ofte lider af, kan tit forstås på denne baggrund.
"Du må ikke forlade mig - for når du ikke ser på mig, forsvinder jeg"
Den opfattelse af kærlighed, kan let blive lige lovlig meget
for selv den mest kærlige - og afvisningen af
dette spædbarns-råb inde i den voksne,
udløser da et helt vildt raserianfald.

Bag dette raserianfald er den er meget stor frygt for
at være og føle sig selv helt alene. Og en kæmpestor tomhed.
Tomheds- og kedsomhedsoplevelserne hænger sammen med
det skjulte barnlige raseri, som her i så stor udstrækning lægger
beslag på alle andre følelser at der kun er en stor tomhed tilbage
i Jeg-oplevelsen og i personens bevidste tankeverden.

Der er mange undersøgelser, der barsk har konstateret
at disse personer oftest er vokset op med depressive mødre,
som de har forsøgt at tilfredsstille og "trøste" ved i så høj grad
som de kunne at leve op til disse stærke mødres urealistiske
og enten idealiserede - eller dæmoniserede glansbillede
af dem. De blev aldrig set og værdsat, som de er.

... og set sådan som de selv føler.
Deres ægte Selv og følelser blev afvist eller nedgjort
- og dette prægede deres oplevelse af sig selv, andre og verden.
(se mere om baggrunden her: Børn fra Kaotiske hjem.)

De har på den måde givet afkald på sig selv og udviklet "et falsk Jeg"
som de senere hen i livet anstrengende og udmattende hele tiden forsøger
at få bekræftet hos andre. I 40 ´erne slår dette om i Misantropi, menneskeforagt
dyb bitterhed - og ensomhed. Det kan tage års hårdt arbejde med sig selv,
inden de en dag bliver i stand til at fange glæden - alene ved at være Mig
og evne at føle en dybere samhørighed med os andre og livet.

De patienter, som er i stand til at opleve skyld,
har indlevelse
og depressionsfølelser, når behandlingen starter vil ofte kunne gennemføre
et forløb med større held, end de, der ikke kan (tør) føle noget som helst.
- siger såvel Masterson, som Kernberg, Asper og andre
mere psykologisk orienterede behandlere.

I faglitteraturen og blandt erfarne terapeuter er det en udbredt erfaring,
at når disse såkaldte "narcissistisk forstyrrede mennesker" opsøger terapi,
at ja, så forlader de os for det meste ret hurtigt igen. De bliver hurtigt skuffet,
når miraklet udebliver. De afbryder, når "det at gå i terapi bliver alvor",
dvs. "når gassen går af ballonen" og bringer dem i kontakt med
deres indre tomhed, livsangst og gamle forladthedsfølelser.
Når Facaden revner, står de frygteligt hjælpeløse
og er bange. For nu - plejede øksen at falde!

I stedet for at vise tillid eller vove at bede om hjælp, række ud,
trækker de sig da sårede, vrede og forurettede væk i overarbejde,
dagdrømme, pligter og trøst. Meget ofte er der også alkoholproblemer
og lignende desperate forsøg på at bevare det optimistiske gå på mod
uden hvilke de snart vil føle deres emotionelle realitet.




Og hvis deres "anfald" kaldes skinsyge, sygelig jalousi
eller udmønter sig i diverse hævntogter imod tidligere kærester,
så "klarer" de oftest disse "anfald" ved at tage psykofarmaka og "fungerer"
derefter videre på disse "(U)lykkepiller" + diverse fix - uden at der er sket
en forandring af deres motivstruktur. Dvs. uden at de har lært en pind
nyt om sig selv - og om deres forhold til andre mennesker,
hvorved de jo blot gentager sig selv, indtil de en dag
kollabser i en indre udmattelse og selvopgivelse.

Bliver de skilt, lever de derefter meget længe
som single, kun afbrudt af nogle få kølige upersonlige seksuelle forhold
ind imellem. Deres skæbne bliver alt for ofte: Udenpå måske en succes,
("alle siger at jeg klarer det godt") - men indeni føler de sig
fortsat som en fiasko og et barn, menneskeligt set.

Der er mange af disse forbrændte mennesker rundt omkring,
der dødalvorligt sværger på, at de aldrig mere vil vove at knytte sig
følelsesmæssigt til andre, fordi de engang er blevet forladt af deres mand/kone
eller af en nær ven. Som en sagde til mig, da han gik: "Det er altså sidste gang,
hvor jeg lader en kvinde komme så tæt på mig! Det gør alt for ondt,
hvis jeg mister hende. Det vil jeg aldrig gøre mere!"

Jeg svarede: "Det kan jeg godt forstå at du siger,
men har du tænkt over alternativet? Hvor bliver dit liv
dog tomt og ensomt, hvis du aldrig mere tør elske en anden?"

Det fik jeg ikke noget svar på, førend 8 år efter,
hvor jeg fik et postkort fra Thailand, hvorpå der stod:
"Du havde f. ret i at alternativet til kærlighed, er værre.
Nu tør jeg elske igen - og livet er fuld af farver."
Og ikke andet end et fornavn. Det tog mig
lidt tid, inden jeg huskede hvem han var.



    En anden synsvinkel:



    En jungiansk terapeut, som jeg synes uddyber
    Kernberg og Mastersons mere analytiske synsmåde fremragende
    og kreativt nytænkende er Katrin Asper, som i sin smukke eventyragtige bog:
    "Ravnen i Glasbjerget" fra 1988 bevægende skildrer en række ulykkelige personers
    indre liv i forbindelse med, at de vover at bevæge sig ind i deres skræmmende ensomhed
    og forladshedsfølelsens rødder. Bogen er i mine øjne et must til at forstå alvoren
    i dette psykiske univers og baggrunden for det svære emne, jeg her forsøger
    at skrive mig frem til en bedre forståelse af.

    .......
    >klik, og læs om forladthed<

    En kort opsummering:
    Jeg elsker Aspers bedstemoragtige måde at fortælle spændende
    og indlevende om det allersværeste: at føle sig helt fortabt og forladt af alt og alle.
    Hun møder ikke følelsen med Cullbergs hjerteløse mikroskopagtige "sygdoms-sprog".
    fordi hun ikke har psykiatriens kliniske syn på psykisk smerte og forvirring,
    men ser i stedet for mennesket igennem kulturens - og eventyrets briller.

    Det er utrolig vigtigt,
    hvordan vi formulerer os som terapeuter,
    når vi med vores ord, sprog og kontaktfacon prøver på
    at opnå personlig kontakt med disse ofte meget skrøbelige personer,
    og her kan jeg godt lide såvel Katrin Aspers som James Mastersons måde
    at bruge sproget = som afspejler en anderledes tænkemåde
    og en anden mere indlevende terapeutisk melodi.


    Bagved en alt for perfekt
    facade, lurer der oftest en uhyggelig tomhed
    .
    F. eks. kan du sikkert aflæse en helt anden holdning end psykiatriens
    i denne terapihistorie fra James Mastersons 2. forelæsning, hvor han
    fortalte følgende terapihistorie - ca. således:


    "Ind i mellem møder du, som terapeut en helt perfekt familie.
    Alle lægger mærke til dem - og de er selv meget bevidste om,
    hvor "lykkelige og perfekte de fungerer sammen. Jeg mødte
    engang sådan familie, som bestod af mand, kone og en datter.
    Deres eneste søn havde begået selvmord for 3 år siden.

    "Den perfekte far" fortalte,
    at da hans søn lå i coma en måned inden han døde,
    så havde han siddet helt kaotisk fortvivlet ved sønnens sygeseng og holdt ham i hånden.
    "Det var første gang, jeg så min søn som et menneske, adskilt fra mig selv", sagde han.
    "Forstår du, jeg opdagede pludselig, at jeg egentlig slet ikke vidste,
    hvem han var! Han havde jo altid bare været "min dygtige søn".

    Ham og hans kone kom i parterapi, fordi de var gået helt i sort i 3 år.
    De kunne simpelhen ikke hjælpe hinanden op igen af den sorg, fortvivlelse,
    og skræmmende afmægtighed, som de begge sad helt fastlåst i. Den ene prøvede
    at få den anden op at stå ved at skælde ud, sparke ud efter, foragte og på anden måde
    køre negativt på alle den andens fejl og mangler - og undgik derved selv
    at føle den sorg og afmagt, som de var fælles om at føle.

    Ligesom ingen af dem kunne række ud fra hjertet
    og opnå kontakt med den anden igennem indlevelse og forståelse.
    Det var en stor lettelse for dem at tilstå overfor sig selv og mig,
    at de simpelhen følte sig "helt slået ud og afmægtige".

    De var ude i noget, som de simpelhen ikke selv magtede at hive sig selv op af
    ved hjælp af deres sædvanlige livsmotto: "Du kan, hvad du vil. Tag dig nu sammen!"
    "Når der er et problem, så er der også altid en løsning, hvis du bare knokler løs."
    Denne, deres gamle favorit overlevelsesstrategi duede simpelhen ikke,
    når det handlede om at bearbejde dybere følelser - og opnå intimitet.

    Det var den samlede vægt af afmagten,
    skammen ved selvmords tragedien og den sorte fortvivlelse,
    som totalt havde overvældet dem - og dette indre tryk og rædslen
    havde nu i 3 år sprængt deres ydre perfekte facade totalt i stykker.
    De kunne ikke se deres venner i øjnene mere eller vise sorgen udadtil
    - og det var dette prestigetab, mere end det var selve chockeffekten
    og sorgen over sønnens selvmord, der havde knockoutet dem.

    Disse "svaghedsfølelser" havde de i al stilhed altid foragtet
    og via et udadtil perfekt skuespil prøvet at fortrænge fra deres liv.
    Nogle familieteoretikere ville nok her focusere på, at sønnen sandsynligvis
    havde været alt for alene om at bære på al den afmagt, skam og ensomhed,
    = svaghed, som der sandsynligvis i mange år havde ophobet sig
    under gulvtæppet i denne familie

    - og via sin handling, havde han i et dødsskrig vist
    og sagt til sin mor og far "at sådan følte han altså - uanset om han må
    føle sådan eller ej!" - Måske tænkte han i en klar stund, en eller anden fortvivlet nat,
    den tanke, at eftersom ingen andre i familien ville se og indrømme: "at sådan her kan
    man altså også godt føle som menneske!", ja så måtte han altså konkret vise dem afmagten
    og den destruktive tavshed om følelser ved at tage sit liv? Måske kan man sige,
    at han var eksploderet som en bombe i et afmagtsraseri, som dræbte ham
    og derved oprørsk havde sprængt familiens perfekte facade

    - men den fortolkning ville jo kun forøge deres skam og skyldfølelse.
    Masterson focuserede i stedet for ind på de billeder, de havde af sig selv
    og på deres opfattelse af hinanden. Han hjalp dem til at se på sig selv
    og se hinanden i øjnene, dér, hvor de nu var og er og står i deres liv
    - med tabet af sønnen og hjælpeløsheden, som en realitet.


    Mastersons focus er:
    Hvad går du i al hemmelighed og føler og tænker på?
    Hvad forestiller du dig at den anden følte og tænkte på?
    Og hvad savner du og din partner, hver især?

    Det
    spurgte han ind i:
    Om sin kone sagde manden:
    "Jeg har altid fortalt mig selv og dig, at jeg elsker dig 100%.
    Vi har jo altid haft det sådan her - (han låste 2 fingre sammen på samme hånd)
    men nu er jeg i tvivl, om det er kærlighed? - Jeg ved ganske enkelt ikke ret meget om,
    hvem du er og hvad du egentlig går og føler og tænker. Hvem er du egentlig
    der omme bagved din ynglingsRolle som "den perfekte Mor og hustru ?"

    Hun sagde, at hun ganske tilsvarende ikke vidste, hvem han var,
    (bortset fra at han var dygtig til at tjene penge, og altid var ren og korrekt).
    "Jeg har altid gjort ting for dig og for mine børn, så jeg kunne føle mig som
    "en perfekt mor". (Og derved undgå at føle alle de forbudte og negative følelser,
    som hun skammede sig over at føle. De røg stadigvæk ind under gulvtæppet).

    Disse intime, mere "nøgne samtaler",
    blev starten på at de igen fik øje på hinanden
    og begyndte at udfylde tomheden med liv, sig selv og hinanden.


    En anden terapihistorie, som du måske kender?
    er Niels Malmros´s facinerende og uhyggelige film "Kærlighedens smerte",
    hvori den hjælpeløse unge pige i sit selvmordsbrev afslutter sit formålsløse liv
    med denne krystalklare Nøglesætning: "Undskyld, men jeg skammer mig over,
    at jeg ikke kan tage imod al den kærlighed, som I giver mig.
    Jeg evner simpelhen ikke at tage imod mere
    og jeg føler ikke at jeg har noget at give!"


    Nogle vil sige hun led af en Fødselspsykose.
    Hun var omgivet af mennesker, som også var utrolig optaget af
    at opretholde "et pænt, korrekt, acceptabelt, og beundret BILLEDE" af sig selv.
    Igen og igen igennem filmen ser du som tilskuer, hvordan de "falder ud af rollerne".
    Hvordan de - på typisk småborgerlig facon - igen og igen tyr til floskler og gestus,
    dér, hvor - i hvert fald jeg - savnede noget ærlighed, noget ægte passion,
    en konfrontation - og en reel støtte til at lære denne unge pige at kunne
    klare meget mere selv, end hun selv troede at hun kunne.

    Hvad kunne denne stakkels pige egentlig her i livet?
    Hvorfor var der ingen der så, hvor "dum" og manipulerende hun var?
    Hvem lærte hende at tænke - og hvem sørgede for, at hun lærte at kunne noget?
    Set udefra er det utrolig logisk - i sin egen dæmoni - hvordan at hendes selvmord
    presses frem via den overfladiske kontakt, som filmens personer har til hinanden.
    De ønskede ikke at lære hinanden at kende, men brugte og misbrugte kun hinanden
    i hver deres helt eget lille superegoistiske spil. Og "tomheden i mellem dem",
    knækkede og dræbte den svageste og mest emotionelle af dem.

    Ønskede hun i virkeligheden at få det barn?

    Husker du f. eks. fødselsscenen,
    hvor pigen sidder afmægtig i sengen med sin baby og faderen
    uden en tanke - pr. refleks rækker ud efter hendes tallerken og skærer kødet ud
    for hende og begynder at made hende? Ikke et øjeblik diskuteres det,
    om hun er sulten eller om, hvordan hun har det med nu at være mor.

    Eller om hun mon ikke i det mindske kunne spise selv.
    Moderen tager ligeledes - uden et ord - barnet fra hende. Ingen går til hende
    og begynder at lære hende, den svære kunst det reelt er at lære at håndtere
    "et lille hjælpeløst barn". Pigen er jo enebarn - og har aldrig før set
    eller leget med "sådan en lille en". Hun står helt af i afmagt
    - og i stedet for at få en hånd, giver man hende
    en stærk hjernemedicin, floskler og tom trøst.

    Lige siden sin barndom
    har denne tragiske, forvirrede og hjælpeløse pige,
    været omgivet af en mor og far, "der gjorde alt for hende". Alle hjælper hende
    med at undgå at se i øjnene, at det er så som så med hendes evner og selvtillid etc.
    Ingen er ærligt bekymret for, hvordan hun skal kunne klare sig som voksen,
    når hun naivt troede, at hun kunne overleve kun på sin overfladiske lethed
    og charme. Hun troede helt uimodsagt på, at hun kunne slippe
    igennem "alt det svære" (dvs. realiteterne) alene på sit køn,
    sin charme - og sin barnlige hjælpeløshed.

    Nej, hun var ikke bare "barnlig" og "uskyldig"
    Hun ville forblive med at være et uansvarligt og uelsket lille barn
    og da virkeligheden kaldte på en nødvendig forandring og modning,
    valgte hun at dræbe sig selv, fremfor at føde sig selv.

    Pointen i Malmros´s barske gribende filmhistorie er for mig,
    at det er vigtigt at være opmærksom på, at de "pæne og perfekte facader"
    meget let kan skjule en stor livsløgn, en dyb sorg - eller en buldrende indre tomhed.
    "Hvis det er kærlighed, så fri mig for kærlighed!", som Susanne Brøgger udbrød,
    da hun engang endevendte det småborgerlige ægteskabs emotionelle tomhed.

    - som forøvrigt bliver hylende morsomt udleveret i TV-serien
    "Fint skal det være", hvor den grænsepsykotiske og dybt kontaktforstyrrede
    husfrue Hyacinth Buckét tappert og målbevidst prøver på at opretholde facaden
    af frygt for at ende, som sin opmærksomhedskrævende (på en anden måde)
    søster Daisy og hendes vidunderlige Onslow - med en dyb misundelse
    i forhold til sin søster Violet - som har scores en rigere mand.


    Facaden og andres opfattelse af dem - er alt,
    og den ægte menneskelige kontakt er pisst væk.