Jeg troede lige,
at jeg nu kunne lægge disse tanker og problematikken fra mig,
da jeg læste cand. psych. Gitte Grosens interessante speciale om:
"Narcissisme og Selvpsykologiens terapitilgang", Psykologisk Institut, 1996,
der tager afsæt i to andre af narcissismedebattens tunge drenge,
Otto Kernberg og Heinz Kohuts narcissisme-teorier.
Deri fandt jeg følgende godbidder:
Gitte Grosens synsvinkel er, at
"vi er forbundet med hinanden kropsligt, følelsesmæssigt og kulturelt
og det er denne gensidige forbundethed, som den narcissistisk sårede person
er blevet - og stadigvæk er afskåret fra at kunne opleve."
Det er denne afskårethed, der er hovedproblemet.
Fordi vi taler om et individ, der aldrig har følt sig knyttet til eller forbundet
med andre mennesker. Dvs. et menneske, som har været ensomt hele sit liv,
fordi personen aldrig rigtig har følt sig nært knyttet til - eller har elsket nogen.
Det portræt,
som hun tegner af denne type mennesker, ser sådan her ud:
"På overfladen kan de godt fungere socialt, arbejdsmæssigt og på anden måde
helt upåfaldende, men at de faktisk "mangler noget" og lider af en karakterbrist
viser sig i deres forhold til de mennesker, som man skulle tro, stod dem nær.
Hurtigt viser det sig, at de faktisk ikke står nogen som helst særlig nær.
I deres forhold og samspil med andre
viser de en usædvanlig høj grad af selvcentrethed og egocentri.
En selvoptagethed, som ved undersøgelse viser sig at være et udtryk
for en overdreven og grandios indre forestilling om deres egen betydning.
De har en bestandig og ulidelig selvreferende holdning, som i dårlige perioder
kan grænse op til det paranoiske. Alt handler kun om dem - hele tiden.
Andre holder hele tiden øje med dem - og er enten for eller imod dem,
Tanken om at andre er lige så nærsynet og slet ikke bemærker dem,
vækker let vreden eller angsten - så den tanke fejes bort
med en upåvirket facade, som de gemmer deres
sande tanker og ægte følelser bag .
Denne Egocentri ses oftest bag det bevidste store behov
for at blive anerkendt, beundret og afholdt, ja elsket af andre
ja alle - også selv om de i al hemmelighed er misundelige på,
foragter, ringeagter eller rent faktisk er hamrende ligeglade
med disse andre, som de ikke føler en lyst til at kende.
Sagt på en anden måde
har de et bestandigt stort krav om at få bekræftigelse fra "en anden",
som står i en skærende skarp kontrast til deres adfærd overfor andre.
De vil ikke blot elskes - næh de vil beundres og tilbedes som en gudinde.
Det er næsten somom at de kun ser sig selv - og mere eller mindre
desperat forsøger at finde et ideelt Ego-Image i et spejl
ganske lige Narkissos blev fascineret ved den gud,
som han fik øje på i vandspejlet.
Hos det narcissistisk sårede menneske
er der ikke langt imellem en voldsom selvovervurdering
af egne evner - og en følelse af at være fuldstændig værdiløs og foragtelig.
Deres fantasier og dagdrømme handler mest om at besidde ubegrænset magt,,
rigdom, talent, skønhed - og få beundring. Men oftest træder disse fantasier
i stedet for handling og hvis han/ hun forsøger at realisere sine fantasier,
så sker det på en glædesløs og ofte urealistisk måde med ambitioner,
der ikke kan tilfredsstilles. Det, som de gør, føles ikke spor rart,
sjovt eller styrkende - men er oftest blot udmattende!
Selvfølelsen er ligesom kontakten meget skrøbelig,
hvilket medfører at personen let bliver uhyre opmærksom på,
hvordan han eller hun virker på andre mennesker. Når man ikke kan sanse,
mærke og føle sig selv eller indleve sig realistisk i andre menneskers liv og færden,
så bliver ens Selvopfattelse selvklart afhængig af, hvad andre tror
- og hvad man selv tror, at de tror om en selv.
Fremtrædelsesformen bliver vigtigere end indholdet, hvorfor de
foretrækker ydre glimmer: at blive set sammen med de "rigtige" mennesker,
have "det, som kan beundres" - fremfor at indgå i ægte nære venskabsrelationer.
Det "at synes" og "at lade som om", bliver vigtigere end "at være" og det ægte.
Reaktionen på kritik, nederlag
eller skuffelser er oftest kold ligegyldighed, og surmuleri
eller en karakteristisk vrede, ja et raseri og underlegenhedsfølelse, som giver
sig udtryk i en række udbrud af angst, skamfølelse, ydmygelse eller tomhed.
"Forholdet til andre er altid forstyrret",
skriver Gitte. "Kontaktforstyrrelsen er hovedsymptomet.
Deres følelsesliv er fattigt i den forstand, at de har meget lidt
kontakt med deres følelser, samtidig med at de er ekstremt følsomme
overfor andres følelser over for dem og andres opfattelser af dem
Der er ingen let og naturlig enkel vekselvirkning
eller en almindelig glæde ved et samvær. Det handler mest om
"at få noget ud af det", og hvad man selv her og nu imens føler derved.
Hvad andre føler derved - er ganske underordnet.
Andre mennesker
betragtes ikke som et Du, men som et objekt!
Narcissistens forhold til andre beskrives igen og igen i faglitteraturen,
som værende udnyttende og manipulerende, grænsende til det parasitære.
De forventer uden blussel, at andre skal yde dem tjenester og hjælp
uden at de derved føler nogen som helst gensidig forpligtelse.
Livet handler om at tage, ja rage til sig og vinde, hver gang.
Der bliver plukket mange blomstre,
men så visner de ...
Under en måske ganske charmerende
og engageret facade, ligger der en kynisme,
der tilsyneladende giver dem "ret til" uden skygge af skyldsfølelse,
at manipulere med, besidde og kontrollere andre mennesker, som de vil.
De bruger og misbruger andre helt kynisk og koldt til at realisere deres egne
hemmelighedsfulde ønsker og for at opnå støtte til deres grandiose selvforestillinger.
Den andens integritet og rettigheder respekteres ikke og ses ikke som væsentlige.
Narcissisten er ikke i stand til "at give noget i en forpligtende afhængighed"
eller at føle en forpligtelse - fordi de dybt inde har en stor mistillid såvel
til sig selv som til andre mennesker. De er kort sagt låst inde i sig selv.
Otto Kernberg, (se Otto K, på YouTube, + et foredrag),
ser især misundelsen som et centralt træk i deres personlighed.
Den kommer let frem, hvis andre beundres eller roses for et eller andet
- eller hvis en ros og påskønnelse tilbageholdes eller nægtes vedkommende.
Og misundelsen vendes derefter utrolig let om til et intenst had,
når andre har eller får noget, som man ikke selv har.
De ynder tit at spille op ala en skuespiller, og lade som om
at de er selvtilstrækkelige, checkede og ikke har brug for andre,
men denne facade er overfladisk. I virkeligheden føler de sig bag
facaden meget dybt og pinefuldt afhængige af andres vurderinger
og følelser for dem. En afhængighed, der bevidst fornægtes.
Denne afhængighed, som vi jo alle sammen kender til,
har dog ikke den samme melodi /kvalitet, som en sund afhængighed,
den naturlige forbundethed. Den ytrer sig med en helt anden ensom
og forbitret kvalitet, og kan bedst forståes som et forsvar imod
at få kontakt med den store angst for at miste og tabe
det narcissistisk besatte objekt, "den elskede",
uden hvilken de har utrolig svært ved at bevare
og regulere deres skrøbelige Selvfølelse. Vi kunne også sige
at de derfor er negativt afhængige af andres bekræftigelser,
fordi at når de så ind i mellem endelig får ros og beundring,
ja så har de utrolig svært ved at fastholde den gode følelse,
som f. eks. en velfortjent ros og anerkendelse giver.
De bruger kort sagt
andre til at få sig et hurtigt fix på,
fremfor at de føler en dyb glæde ved "at være sammen."
De mangler simpelhen forbundethedsfølelsen.
og føler sig afskåret fra at have en rigtig ægte dybtfølt kontakt.
Selvklart medfører dette en egocentri og stor ensomhedsfølelse,
som de efterhånden vænner sig til som en indre tomhed,
som de opgiver at fylde med ægte følelser
og den enkle glæde ved blot at være til.
Det er det de mener, når de siger "jeg har nok i mig selv
og jeg behøver ikke andre. Enhver er jo sig selv nærmest."
Hvis de åbner op for denne isolationstilstand - mærker
de hurtigt ur-angsten og deres store skrøbelighed.
Egoisme er ikke lig med ægte Selvstændighed.
Indelåstheden i denne filosofi om "at enhver har nok i sig selv"
er altså mere et Selvforsvar, end en åben fri persons udsagn.
Dette er essencen
af forskelligheden på "dem" og "os andre", ifølge Gitte Grosen:
"Evnen til at opleve og føle en indvendig følelsesmæssig forbundethed
med andre mennesker, som vi holder af. Kulturen vi er en del af og naturen
vi er fælles om som en forudsætning for at kunne føle sig selv og verden
som en levende og virkelig eksisterende realitet. At føle sig som en del
af en større helhed, som man kan føle sig tryg og hjemme i.
Den følelse kender disse isolerede mennesker ikke!
De har hyppigt meget tidligt i livet
været udsat for et fatalt tab af emotionel binding,
ja de har måske aldrig nogensinde i deres liv følt sig knyttet til
og følelsesmæssigt forbundet med nogen som helst!
Andre mennesker opleves derfor blot som "objekter",
"redskaber", som kan og skal tilfredsstille deres egomål, drømme og behov.
Andre nærtstående er ikke ligeværdige medmennesker, men opleves
kun som værende til i den udstrækning "de kan bruges til noget".
"De har været udsat for et tab af binding før enhver binding",
som Katrin Asper udtrykker det. "Det narcisssistisk sårede mennesket
oplever ikke den indre og ydre verden farverig, nuanceret og levende,
tvært imod har det en oplevelse af at være fremmedgjort fra sig selv.
"Det medlevende og indlevende møde mangler værdi i deres liv."
Dvs. de føler sig hverken hjemme
i sig selv, i en gruppe eller i verden
men føler sig i en dyb forstand "afskåret fra livet".
(Og måske er det derfor at "de døde ting" og det materielle
meget ofte bliver deres et og alt ? Og at de føler mere for deres ting,
besiddelser etc, end for dem, som de siger at de holder mest af ? ).
Martin Buber udtrykte det, vi her taler om således:
"Ved Du ´et bliver Jeg´et til. I det øjeblik Jeg bliver til, siger jeg Du."
+ "Alt virkeligt liv sker i mødet med Du ´et" - eller som gamle Løgstrup siger:
"Vi er hinandens verden og hinandens skæbne. Vi er ikke isolerede individder,
som fra tid til anden tangerer et andet menneskes verden".
En sand narcisistisk forstyrret person vil ryste helt ufortående,
ja hånligt på hovedet af en sådan måde at opleve livet og andre på.
Fordi Buber og Løgstrup taler om noget, som de aldrig har erfaret.
Det svarer lidt til Ronald D. Laings berømte Knude:
"Jeg har aldrig set det, aldrig hørt om det. Aldrig smagt det, rørt ved det
eller mærket det. Aldrig følt det - endsige hørt det omtalt som en mulighed.
Jeg har ganske enkelt ikke gjort mig nogle som helst ideer om det.
Jeg har heller ikke drømt om det, ønsket det og aldrig savnet det
- eller har jeg? Jeg ved det simpelhen ikke. Hvad er "det",
som du taler om? Siger du, at jeg har et problem ?
Nej! jeg synes at det er dig, der er problemet."
Gitte Grosen:
"I Jeg ´ets magiske forsøg
på at beherske sin omverden forvandles alt til overflade.
Hvorfor du ofte hører dem omtale andre mennesker, som blot
"den type" mænd og kvinder: "Du er en typisk Skorpion, Vædder etc.
eller anden form for "diagnostistik: "Vi har her en klassisk depression,
schizofren, maniodepressiv - kræft- og gigtpatient. etc etc.
Det andet menneske fratages sin værdighed og unikhed.
Og mødet med andre mennesker bliver da let baseret på magt,
hvor de involverede parter gensidigt blot forsøger at vinde herredømmet
over hinanden." De lever i det, som Martin Buber kalder for "Det ´ets rige"
i modsætning til "det frugtbare Jeg - Du-møde".
Ja Martin Buber går et skridt videre og siger,
at "uden "Det-verden" kan mennesket ganske rigtigt ikke leve,
men den der blot lever med "Det-verden", er endnu ikke trådt i eksistens
som et Menneske - som føler sig emotionelt forbundet med os andre."
|
Endnu nogle kommentarer:
Og endnu flere eftertanker:
1. Nu efter jeg har skrevet disse sider,
slår det mig, hvordan Masterson og andre
ligesom har erstattet Freuds gamle Ødipus/Elektra -kompleks,
som værende kernen i neurosen og personlighedsforstyrrelser
med et andet gammelt græsk grundmotiv,
nemlig myten om Narkisos.
Måske er det ikke spor tilfældigt, at forrige genrerations grundmyte
var et intenst socialt Familiedrama, hvor det var svært at styre passionererne
for hinanden, da Familen stort set var at ligne med en lukket Trykkoger.
Man kan sige meget forskelligt om Kong Ødipus´s forhold til sin mor
og far, men det var åbentlyst mennesker, der kom hinanden ved.
Narkisos er et individ i et vakuum, der er alene med sig selv.
Solisten - Drømmeren, som har nok i sig selv og sit eget liv.
Er det vor tids myte, vores tids menneske?
2. Jeg opdagede for nyligt
ved at læse Thomas Moores - lidt vel udsvævende - bog:
"Sjælevenner", Borgens forlag, 1996 (Bibliotekshylde nr. 16. 8),
at der faktisk findes en kvindelig modpol til Narkisos
- ganske som Elektra modsvarer kong Ødipus,
nemlig legenden om:
Gudinden Urania,
der var en af de gamle græske himmelgudinder.
Hun guddommeliggører Spejlet. Og blev tilbedt som forfængelighedens
og modens gudinde. Hun er tæt knyttet til Afrodites univers, som i den græske
mytologi guddommeliggører den seksuelle sanselige erotiske side af tilværelsen.
"Urania er en del af Afrodites åndedræt", for at citere en græsk digter.
Måske skulle vi tale om et Urania-kompleks, når vi taler om kvinder
fremfor tænke på en selvforelsket ung mand, der ser beundrende
på sig selv i en indelukket godt skjult skovsø?
3. I Thomas Moores bog fandt jeg disse ord, jeg godt kunne lide:
"Sjælens nærhed findes ikke i de uplettede, polerede, velstrukturede,
meningsfulde og uforstyrrede ideele perfekte ægeskaber
- hvis sådanne da overhovedet findes."
"Fuldkommenhed kan godt appelere til den side af os,
som ønsker trancendens, men sjælen indretter ikke et hjem der."
"Af en eller anden grund foretrækker sjælen følelsernes farver,
stemningens nuancer, fantasiens afvigelser og desillusionens skygger.
Selv om det er forvirrende, er det som om sjælen foretrækker en kompostbunke,
som den ser som en frugtbar og lovende fremtidig jord, hvorfra den kan vokse."
Sjælen trænger ganske simpelhen hen til - ind imellem,
at blivet møjet til af livet, for at kunne gro!"
3.
I Thomas Moores bog
om sjælemøder fandt jeg også disse her gode ord:
"Sjælens nærhed findes ikke i de uplettede, polerede, velstrukturede,
meningsfulde eller i de uforstyrrede ideele perfekte ægeskaber
- hvis sådanne da overhovedet findes."
"Fuldkommenhed kan godt appelere til sindet eller til den side af os,
som ønsker trancendens, men sjælen indretter sig ikke et hjem der."
"Af en eller anden grund foretrækker sjælen følelsernes farver,
stemningens nuancer, fantasiens afvigelser og desillusionens skygger.
Selv om det er forvirrende, så foretrækker sjælen mere en kompostbunke,
som ses som en frugtbar og lovende fremtidig jord, hvorfra den kan vokse."
"Vores Sjæl trænger ganske enkelt til
ind imellem at blivet møjet til af livet for at kunne gro!"
"Der er en revne i alting,
det er der lyset kommer ind",
som Leonard Cohen synger.
------------------------
På de næste sider
har jeg samlet nogle "kærlige skideballer",
som jeg har fundet brugbare i forbindelse med det
som i min praksis interesserer mig mest,
nemlig spørgsmålet:
"Hvordan fanden oversætter jeg nu alle disse teoretiske overvejelser
til et hverdagssprog, der kan bruges i den konkrete terapeutisk kontakt
jeg har med disse yderst sårbare og hyperkritikfølsomme mennesker?
Hvilke ord og talemåder
fremmer bedst lysten til at lære noget nyt?"
Et godt eksempel:
Kunsten at lære at give en anden et knus.
|
.