Det sidste Tabu?
"Hvor er det synd for mig!"

Lidt om at føle Selvmedlidenhed,
- der jo blot er det første trin hen imod
at komme rigtigt ind i livet, igen, efter et tab.

+ Kan man dø af selvmedlidenhed?
+ Gode tips, hvis du misbruger selvtrøst


"Your pain is the breaking of the shell
that encloses your deeper understanding.
As the inner hard stone of the fruit must break,
before the growing tree may stand free out in the sun,
- so yes, you must know pain to love life." - Kahlil Gibran


At have sådan rigtig godt ondt af sig selv.
At tænke at hele verden nu har rottet sig sammen imod mig.
At jeg virkelig har dummet mig, og at der intet mere er at gøre.
At der ikke synes at være nogen vej ud af det mørke og lort,
den smertetunge opgivelse af håb, som jeg reelt set føler nu.

At føle sig fortabt, håbløs ... som en åndsvag "taber"
og utilstrækkelig, at gå helt i sort efter en knockout.
Jeg tror at alle jordens mennesker på et eller
andet tidspunkt oplever det ufattelige ...

Og så ...
at reagere med blot at sukke, klynke og opgive totalt,
og derefter fortsætte med at jamre mig, vende verden ryggen
- eller bønfalde andre om at hjælpe mig eller have ondt af mig ...
Dette reaktions-mønster kan meget let aktiviseres - næres og
vedligeholdes - og det styrker da kun afmagtsfølelsen.

Åh vi ved det godt, næsten allesammen - og alligevel
så gentager vi, som oftest, blot os selv. Det er jo det letteste,
i hvert fald på kort sigt. Og derfor forbliver vi blot i smerten.

"Jamen hvad andet kan jeg gøre?" - spurgte han irriteret,
da jeg svarede "Ok - du lider. Og hvad vil du så gøre ved det?"
"Jo, du kan f. eks. droppe tanken om at kun et mirakel kan redde dig
eller at du en morgen vågner op og opdager, at alt nu er anderledes"
- eller på andre måder håbe, men alligevel ikke rigtig tør tro på det,
at nogen /noget udefra - en dag kan - og burde? - redde dig.."
Dvs se situationen i øjnene. Du sidder fast - accepter fakta,
og øv dig så i at få øje på nye valg, udveje og muligheder.

"Og hvad er så fakta?" - "jo psykologisk set:
føler du dig såret, forurettiget. Ok - du er i smerte
og tænker: "Jeg orker ikke at løfte blikket fra navlen.
Jeg synes bare det er uendeligt synd for mig." osv osv.
Dette kan der være mange gode dvs. forståelige grunde
til at føle - og vi andre kan da medfølende ofte blot sige:
"velkommen i klubben ... ja sådan er livet desværre også"".
Dvs. det er en velkendt emotionel tilstand, vi alle kender,
hver på vores måde - og dybde - af forskellige grunde.

At jeg giver helt slip i den alm. voksenrolle
og en tid måske føler mig som et fortabt spædbarn
der kun kan hyle, klynke eller krumme sig sammen osv.
Det kan være meget dybtfølt, intenst og virkelig gøre ondt
- eller være mere overfladisk, som ved såret forfængelighed.

Der er mange årsager, dybder og vidt forskellige reaktioner
som sker, når vi mennesker føler os knockoutet - og små.
Lad os derfor se lidt nøjere på, hvad der er ok, godt nok
- og hvad der kan gå helt galt - så du får flere valg,
end du oplever at du har nu.
Er du klar nok til det?


FORTVIVLELSE - og FORTABTHED.
Disse er intense følelses-tilstande, vi alle kender
- i større eller mindre grad, i kortere eller længere tid.
Jeg tror ikke at der er noget menneske, der tør leve sit liv
der ikke - på et eller andet tidspunkt - møder sit Waterloo
og må ned og bide i græsset - og føle afmagtens tyngdekraft.
Det burde måske ikke være sådan, men sådan har det været
at være et sårbart menneske - lige siden tidernes morgen,
ind imellem alt det dejlige og gode, der også sker.

I sig selv
er det ikke et svaghedstegn, men en styrke.

At have ondt af sig selv, er en god måde at trøste sig selv på.
Det svarer "blot" til at sutte på sin tommelfinger" og klynke lidt,
når du "er kommet til" at slå din finger med en stor dum hammer.
Ligeså når det hele bare gør ondt og noget er alt alt for svært,
så har vi alle brug for lige at sutte lidt på - og puste på såret.

Vi gør det rent faktisk alle sammen - indimellem
og skammer os lidt over det, fordi vi burde jo være ovenpå,
være seje og cool, bevare kontrollen og bare kunne det hele
- hele tiden, året rundt, hver dag og kunne leve livet fuldt ud
med høj cigarføring, et smil og hatten på skrå osv. osv.
Vi burde være en helt anden, end vi faktisk er.

Vi kan fortælle hinanden om næsten alt, nu til dags.
At have mærkelige foruroligende tanker og umoralske fantasier om
at slå andre ihjel. Mere eller mindre uskyldige og ulækre seksuelle fantasier.
Ja vi tør føle andre tidligere tabu-følelser og tanker. Det må vi godt i dag,
men at have sådan "bare skide meget ondt af sig selv" - uha dada.
Det er at ligne med at have en meget svær forstoppelse
og det enkle, at man her blot giver slip på alt lortet
- ja det gøres oftest bedst i enrum eller sammen
med nogle få, der ikke fordømmer en derfor.

Og - som i øvrigt her i livet - er nogle selvklart bedre
til at knibe ballerne sammen og holde godt fast på Masken
end os andre. Dette kalder vi "sejt", (dvs, en stålsat Egostyrke),
fordi at de er så gode til at spille spillet og skjule deres følelser.
Om dette reelt set er ægte styrke - eller et svaghedstegn,
kan diskuteres. Men det er en anden historie.

Her taler jeg først om
"behovet for at få luft" , " få renset ud" - og føle sig lettere bagefter.
Måske ender det med at jeg ler af livets absurditer og mine tåbeligheder,
hvorefter jeg får fornyet mod på at gøre noget ved det, der før var håbløst.
I så fald tror jeg, at de fleste danskere synes Selvmedlidenhed er helt ok.
Det er ikke noget, som vi ser op til - men vi ser heller ikke ned på
et medmenneske, der blot føler en afmagt, som vi selv kender
alt for godt - fra tilsvarende barske og pinlige situationer.


Problemet opstår,
når dette rimelige udbrud, ikke blo
t er "et anfald"
eller en kortvarig periode med en forøget selvtrøst og eftertanke,
men "det, at føle sådan" bliver en vigtig del af ens personlighed
og livsstil. Når det bliver "karakteristisk", dvs. typisk for dig.

Når "den tragiske brille" bliver en vigtig del af den måde
såvel du selv, som andre, (der er tæt på dig) ser på dig.

Så er Selvmedlidenhed ikke blot en måde at trøste sig selv på
i svære tider - som vi alle kender det, men et tegn på en mere
og mere tragisk livsstil
, der - heldigvis - stadig udsender
alarmsignaler, og en appel til omverden

"En selvopgivende måde at være her i verden på",
som vi psykologer kalder dette negative tankemønster
og den smertelige uærlige kontaktform, nogle mennesker
synes at dyrke - somom dette er den endegyldige sandhed
om dem og deres fremtidige liv her på jorden. Der er kommet
et selvundergravende, saboterende, ja destruktivt virusprogram
ind i hjernens biocomputer - og derfor sidder du fast
i en kronisk bagvedliggende stor selvmedlidenhed,
der desværre blot vokser sig større med årene,
- hvis du ikke en dag ændrer reaktions-måde.

Selvmedlidenhed kan dominere hele personens liv!
Jeg har - som mange andre behandlere - i mit psykologarbejde
ind imellem mødt sådanne lidende mennesker, der blot har brug for
et medfølende øre, der gider høre på deres klager og umulige livssituation
- og som egentlig ikke selv har tænkt sig at gøre noget som helst
for at forandre på de triste tanker eller den svære livssituation
sygdom, held og uheld, de selv og samfundet har sat dem i.

Alle gode råd, teknikker, gode terapi sessioner
og hjemme øvelsesopgaver glemmes. Ja det nye afprøves aldrig
- for det (dvs. jeg) er jo håbløst. Det ved de bare - på forhånd,
så hvorfor dog tro på og anstrenge sig på at lave noget om?
Det vil jo blot føre til endnu en pinefuld skuffelse
endnu et nederlag, endnu en ubærlig smerte.
De siger "Ok så prøver jeg det 2 - 3 gange
og hvis der så ikke er sket et mirakel,
ja så fik jeg ret i " at jeg er håbløs"."

Og du kender måske Selv-opgivelsens nådesløse stemme
hos dem, der på næsten machosistisk facon, synes at svælge
i selvmedlidenhed og selv nedgørelser. Ofte taler vi her om dem,
der i stedet for at kæmpe for at vinde et bedre liv og selvrespekt
mere eller mindre åbentlys forsøger at overbevise os andre om
"Åh - Jeg er et offer. jeg kan intet selv gøre ved mit problem.
Dette er min skæbne, mit liv - det skal I andre give mig ret i."

- måske fordi de tror
at selve Offer-rollen i sig selv er et vigtigt argument,
hinsides diskussion? - De kæmper jo ofte blot for at få ret i
at "jeg er Håbløs/ Dum/ Grim/ Forkert/ Mindre værd." osv osv.
og bliver sure, vrede, afvisende, når du ikke bekræftiger den tro.
Forventningen er måske at vi andre bare skal bøje os i støvet
og blot giver dem ret i "Du har ret - og ja det er synd for dig",
og ja, der er intet du selv kan gøre" - ? Og siger du så dette,
vil du bare løbe lige ind i en hård benægtigelse - trods fakta.
Falske "ofre" spørger aldrig: "Fornærmer du mig?" - eller
"fortæl mig, hvad du nøjere mener med den bemærkning?"
Der er ingen nysgerrighed, blot et vredt afmagts-suk.
Kun sjældent spørger de: "Hvad kan jeg selv gøre?"


Der er mange forskellige udgaver af
denne manglende tro på egne evner og kræfter til
selv at skabe de forandringer, som man trænger til at gøre.
(I 60-70 ´erne talte vi om at vi var "fremmedgjorte" fra os selv
og hinanden. Og vi så kampen som "at vågne op", "blive bevidste",
"Tro mere på os selv og hinanden. Eller mere aktivt "at tage en chance",
"Føl hvad du føler, men gør det alligevel",og læste "Kvinde kend din krop"
og sagde: "få lettet røven. Sid ikke kun der og bare vent på paradiset".
Hvilket jo er en anden måde at sige at "jeg/vi nægter at være et offer!
Fordi jeg gør hvad jeg kan og tager min del, som I andre gør."
Kort sagt: "Hellere dø stående,. end dø på knæene")
Men det er en anden histore.


Denne næsten religiøse tro
på verdens onde beskaffenhed og et sort syn på sig selv og andre
bekræftiger de så igen og igen via en indre bøn, der som en sådan
fungerer Selvhypnotisk - hvorved dette triste Udkikspunkt en dag
bliver deres Sandhed og dag for dag til den tragiske virkelighed.
Vi kender alle sådanne ufrie mennesker. Ja nogle af os
lever af at prøve at forandre denne livsholdning.
Og det er ikke spor let i praksis,
skal jeg hilse og sige.

Nøglespørgsmåler her er:
Kan dette tankemønster og negative livsstil forandres
eller skal vi, der godt vil hjælpe - acceptere og derved støtte
en sådan Selvopgivende livsstil? Og kan det overhovedet ændres
uden at personen selv aktivt deltager i ændrings-processen?
Er der så store fordele ved Martyriet og Offer-holdningen
at det opvejer fordelene ved selv at vælge sit liv?

Forskningen siger at ca. 50% af effekten skyldes
personens egen indsats og ca. 50% hjælperens.
Ganske som hvis du ønsker at spille klaver.
Uanset hvor dygtig din spillelærer end er,
så lærer du ikke at spille en ny melodi,
hvis du ikke øver dig hjemme.

Et spørgsmål jeg synes er interessant her er
hvordan vi som "behandlere" eller livsstil- coach,
kan styrke vores "patienter"/"klienter"/ "elevers" motivation
mht. selv at turde tage hænderne ud af navlen og ændre på adfærd,
+ de tanker og reaktionsmønstre, som blot forstærker den smerte,
der er reel. Dvs. adskille det ægte følte - fra det destruktive.

En ting er jo at jeg lider nød og føler smerte.
Men der er ingen grund til at jeg oven i det, lægger
min evindelige frygt for fremtiden og div. mareridtstanker
som jeg selv producerer, fremfor nogle mere styrkende
planer og konstruktive tanker, der kunne lette smerten.

Det er især dette sidste spørgsmål, jeg vil undersøge
fordi jeg endnu ikke har fundet ud af, hvilken betydning
selve denne passive beklagende kontaktsvage stemme, som
selvmedlidenheden også er, har i dette indviklede livsmønster.
Hvorfor er nogle mennesker så ofte fulde af selvmedlidenhed?
Kan man komme til at overudvikle sin indre Selvtrøster?
Og hvornår er det bare total selvopgivelse og afmagt,
- ja måske et udtryk for en dragende dødslængsel?


Mønstret starter tidligt.
Uddrag fra et brev jeg fik fra en ung fyr:
"Mit morgensnot ligner min dybe fortvivlelse!
Siden jeg var barn, har jeg øvet mig i at bringe mig selv
ind i en forunderlig trance, blot ved at køre et indre bånd af
fuld af selvbebrejdelser, ja endog selvhad når jeg virkelig åbner op,
Det er et sted, hvor jeg kan indbilde mig, at ingen i hele verden har det
lige så ondt og er så umulig og total håbløs som jeg.

Ja jeg tror sgu på den fortvivlende mareridtsagtige tanke en stund
- og bliver så sur og fornærmet, når jeg I TV-nyhederne må indse
at der rent faktisk er nogle andre, der er dummere end mig
og flere, der rent faktisk har det langt værre end mig.

Men dette irriterende møde med virkeligheden
kan jeg så igen bruge, til at punke mig selv med, og fortsat dyrke
“Hvor er det synd for mig"-tilstanden, hvor jeg som i en slags hellig trance
igen og igen ligesom en bøn gentager, hvor umulig og fuld af snot
(afgrundsdyb afmagt og selvmedlidenhed), jeg er. osv osv.

Selvmedlidenhed er dejlig!
For selvmedlidenhed kan bruges til problemflugt og forøget selvtrøst.
Når livet og verden er uretfærdigt og det er synd for mig, er der ingen grænser
for hvor meget jeg må flippe ud i ren brok og selvmedlidenhed! Belønningen er stor
for “når det er så synd for mig, har jeg derved også lov til alle former for selvtrøst
- som at drikke mig fuld, ryge mig skæv, spise mere af det, som jeg godt ved
er usundt for mig - eller grovdyrke alle mulige andre former for selvtrøst.
Og prøver andre at stoppe mig, får jeg blot endnu mere ondt af mig
og kræver, at de skal tage mere hensyn til mig - og føle ligesom jeg.
(Se mere om misbrug af: Alkohol + Fedme + Porno)

Jeg har simpelthen lov til alt, når det er så synd for mig!
Den "diagnose" er en slags adgangsbillet til alt det dejlige,
som jeg egentlig godt ved, at jeg altså ikke skal gøre og må.
“Jeg er total uskyldig i det ene - og derfor
er jeg også total uskyldig i alt andet."
siger papegøjen på min skulder.

Hurra!
Jeg har nu en stor selvmedlidenhed på grund af min parkeringsbøde,
så derfor tager jeg lige en sherry mere eller skælder ud på konen over
at jeg får for lidt sex eller at hun altid er efter mig. Jeg beklager mig højlydt"
eller surmuler i tavshed osv. osv. Sådan kører det rundt i en stor fuldautomatisk
selvforstærkende ond cirkel, som jeg bevidstløst fortæller mig selv
at jeg er hjælpeløs fanget i. Jeg får det blot værre og værre
og ingen forstår mig. Er det ikke synd for mig?"


Tjaa, svarede jeg ham
og hmm - tisser du også i sengen, når du fryser alene der?
"Og hvad har du så tænkt dig at gøre ved det - udover at få trøst?
får jeg lyst til at spørge ham - da jeg ikke rigtig tror på at hans smerte er reel.
Som han så ærligt tilstår, har nogle en tendens til at svælge i selvmedlidenhed
og derved forblive i "Offer"-rollen, da dette klart er den nemmeste udvej.
På den måde slipper man jo for at forholde sig til det virkelige liv,
tage et medansvar - og gøre noget seriøst ved sine problemer.

Og at søge trøst fremfor ægte kærlighed og kontakt
kan meget let indlæres i en familie med høj stress, dårlig samvittighed
og manglende tid til hinanden. Når en kvinde med 3 børn løbende rundt
om sig bliver mødt af et barn der græder og ser ud til at have det ondt
ja så samler hun barnet op, puster på såret og trøster ungen
- og sender så barnet videre ud i livet. Fint nok Mor,
men hvad nu, hvis dette bliver den eneste kontakt?

Måske det er baggrunden for at så mange
tror at trøst og omsorg, er lig med kærlighed?
"Hvis du ikke har ondt af mig, så tror jeg ikke på
at du elsker mig!" - fordi dette var det eneste de fik
som børn. Og det tror de så på var - og er - kærlighed.

Logisk nok søger de derfor konstant medlidenhed og trøst
og bliver bedre og bedre til at fortælle sørgelige triste historier
og udvælge den del af virkeligheden, som er skræmmende trist
(hvilket ikke er svært). Hvis du "køber deres triste historier"
og giver for meget trøst, ja så forstærkes mønstret blot
- og de bliver bedre og bedre til at vække medfølelse
og trøstende ord, fremfor ærlighed og engagement.

Og hvis du ikke kan give dem trøst og tom opmærksomhed
ja så vil de hurtigt se sig om efter en anden, der vil støtte
dem i, at "det er synd for mig" og "livet er ondt" osv.
"Hvis du ikke har ondt af mig, så tror jeg ikke på
at du elsker mig - eller at du forstår mig."
Punktum.


... som her, fra en email jeg fik
fra en ukendt kvinde på en Psykiatrisk afdeling,
der uopfordret - og lidt for ofte - sender mig
"en venlig hilsen fra underverden":

Kære Ebbe
Åh, det har været en kaotisk dag inde i mit hovede
og jeg har desværre skåret mig selv op af begge mine arme
fordi det hele bare blev for meget inde i mit lille hovede. Men de sår
er heldigvis ikke dybe. Det er den tur til Sverige, der gå mig på og andre ting.
Folk kan åbenbart ikke se på mig, at jeg har det skidt. At angsten
er ved at æde mig op indvendigt. Jeg mærker det kun inden i,
de andre ser det ikke. Det gøre sku så ondt at mærke.

Jeg er så skide angst at jeg snart ikke ønsker at leve mere.
Det sjove i det her er at jeg er bange for at leve, men også at dø
- men derfor har jeg alligevel et ønske om at dø, så den her smerte
kan forsvinde langt væk fra mig. Jeg har ikke rigtig kunne finde ro i dag
til at lægge mig ned og sove. Jeg har det meste af dagen stirret ind i væggen
fra min seng. I morgen skal jeg snakke med min kontaktperson kl. 11.00
om hvad, ved jeg ikke endnu, men det er vidst nok noget med død og liv.

Hvorfor er jeg så skide bange for at leve livet fuldt ud?
Det gør mig ked af det og frustret. Jeg ved godt meget af det, er det samme
jeg skriver, men jeg håber du kan bære over med det. Jeg tror jeg er rigtig syg,
men ingen ser det. Ellers har jeg lavet aftensmad sammen med
en af beboerne i aften, og det gjorde humøret lidt bedre.
Det er hårdt, at de ikke forstår, hvor angst jeg er.
Knus fra M.


Og her et digt fra en, der tør give lidt mere slip:
"I'm always short on cash and my mind is in the trash,
I can't find a way to get my head outta my ass.

The girl I love is going away, there is no way that she'll stay,
don't know how I'm gonna live my life further this way.
Don't wanna have to try, I'll just sit around and cry,
maybe if I get lucky, I'll just fuckin' die!

So once again, here alone in my room,
only apparent unhappy, a doom future is my fate.
So I just whine, whine, whine, whine, whine, whine,
whine, whine, whine, all the fuckin' time. And I whine,
whine,whine, whine, whine, whine, whine, whine,
all the fuckin' time."


Ligesom du måske kan genkende håbløsheden
og kunsten at holde sit livs melodi i moll i dette heroiske digt:

Et Sisyfos suk
inspireret af Baudulaires digt: "Fortrædelsen" i "Helvedsblomsterne", fra 1861
"For at kunne løfte mit liv op på toppen og opleve udsigten dér omend i et glimt,
for at kunne løfte en vægt så tung Sisyfos, må jeg have dit mod - og din tro.
Det, jeg ved er at selv om jeg ofrer mit hjerteblod, er kunstens vej lang
og fyldt med sten - og min tid her på jorden så forsvindende kort.

Fjernt fra de strålende gravsteder, mod en øde kirkegård
der går mit hjerte, imens det slår sørgemarchens dumpe paukeslag.
Jeg ved at mangt et smykke ligger svøbt dér i kirkegårdens mørke muld
og er blevet støbt ind i glemslen, ligesom de blomster, der med et suk udgyder
deres søde hemmelighedsfulde duft derude i de dybe ensomme bakker,
hvor solen sjældent når frem." - Baudulaire

Hvortil jeg (Ebbe) svarede::
"I never saw a wild thing feeling sorry for itself.
A small bird will drop frozen dead from a bough
Without ever having felt sorry for itself. — D.H. Lawrence

+ Hør og se Eric Claptons flotte blues:
drowning in the "River of tears"+ eller se B
eller C - fra en af hans bedste albums "Pilgrim

I modsætning til sukket,
dette kortvarige anfald af selvmedlidenhed
er der i de sidste eksempler tale om en dyrkelse
af denne almenmenneskelige følelse, så den ligesom
udgør grundtonen i dette menneskes måde at leve sit liv på.
Og så har man et eksistens problem, der ikke blot kan klares
ved at give denne person endnu mere trøst og endnu en pille.

Og som "behandler" eller coach
hvad enten du er kognitiv adfærdterapeut,
socialrådgiver eller på anden måde "en hjælper",
så er Fortabthedsfølelsen en af vores største udfordringer
og kilden til mange fælles nederlag - trods alle gode viljer,
flotte planer og gode ønsker. Kan livet leves uden håb?

Så lad os se lidt nøjere
på Selvmedlidenheds-følelsen - og tilstanden
Fortvivlelse, håbløshed og afmægtighed.:



    En blidere forståelse.
    Hanne Hostrup Larsen har en blidere indfaldsvinkel
    til at bløde den passiv lidende og beklagende offerindstilling op.
    Hos nogle er den meget bedre, end ovenstående mere konfronterende.
    Hos andre virker ovenstående bedre, så derfor får du begge synsvinkler.

    Her er et uddrag fra Hanne Hostrup Larsen´s :
    "Gestaltterpiens historie i Danmark." www.gfdk.com/
    "En kvinde kommer i terapi, fordi hendes ægteskab er forfærdeligt.
    Hun beklager sig over sit ægteskab, sin mand, sit liv i ét væk, uden at det hjælper.
    Sådan har hun levet i mange år og er blevet mere og mere ulykkelig og nedslidt
    - og mere og mere utålelig for alle, der er i hendes nærhed.

    Ingen orker at høre på hendes beklagelser mere,
    og ingen orker mere at give gode råd, som hun ikke følger.
    Hun har ganske mistet sin værdighed og selvrespekt i forhold til andre,
    men bliver ikke desto mindre ved og ved og ved med at beklage sig.

    Terapeuten gør ikke forsøg på at afskaffe klientens smerte og tvivl.
    Hun interesserer sig ikke for at få klagerne til at holde op ved at give råd om,
    hvad hun skal gøre eller ikke gøre. Tværtimod. Terapeuten tager klienten alvorligt
    og tror på, at det, hun gør er meningsfuldt for hende.

    Terapeuten leder efter en mening med adfærden
    og ikke efter at få elendigheden til at holde op - vel vidende,
    at det kun er klienten selv, der kan ændre sin tilstand. Terapeuten er
    mest af alt optaget af klientens valg, og sammen finder de ud af,
    hvad meningen er med at klienten træffer dette tragiske valg.

    På forskellig måde finder de frem til, at klagerne
    er et forsøg på at få medfølelse (meningen) og ikke at lave noget om.
    At blive i en smertefuld situation er forudsætningen for at kunne opnå medfølelse.
    Klienten har aldrig oplevet medfølelse fra andre (mor og far) og har derfor
    altid oplevet sig udenfor det medmenneskelige fællesskab.

    Klagerne er altså et forsøg på at komme "ind i eksistensen"
    ind i medmenneskeligheden. Men da dette forsøg /valg er truffet med lukkede øjne
    (oftest ganske tidligt i livet) , så bruger hun automatisk samme metode, som hun altid
    har brugt (at græde, klage), og som altid har givet det samme resultat = ingen hjælp
    og kun en kortvarig medfølelse. Derved kommer hun blot dybere og dyber
    ind i sin velkendte følelse af angst, tomhed og fremmedgørelse.

    Undersøgelsen af hendes oplevelsesverden
    viser, at klienten registrerer sanseindtryk udefra
    og fortolker dem indefra, dvs. rigtig nok både hører og ser
    og mærker mandens (og omverdenens) hån og krænkelser. Men de tanker
    og følelser, som dette udløser, domineres imidlertid af nogle tidlige erfaringer
    med krænkelser, der dels "fortæller" hende, at der er noget i vejen med hende,
    når hun bliver krænket og uretfærdigt behandlet - og dels fortæller de hende,
    at hun intet selv kan gøre.

    Målet for terapien, set igennem en gestaltterapeuts øjne, er
    at fastholde at klienten skal have mulighed for at opdage sine valg
    og opdage meningen med dem. Når klienten ved, at meningen med det, hun gør
    er at ville træde ind i det medmenneskelige fællesskab, ja først da kan hun vælge
    at søge dette på andre enklere måder end hidtil.

    Ja det kan være, at det en dag går op for hende,
    at hun kun kan få medfølelse fra andre (f.eks. sin mand),
    hvis hun søger denne medlevelse i en relation med et menneske,
    der er i stand til at føle med andre."


    Du kan også læse mere
    om det, der kaldes: "Martyr-spillet" her.

    + se mere om Offer-indstillingen
    www.psykoweb.dk/research/alkohol-offer.htm


    Bag ovenstående analyse,
    ligger en Både-Og - holdning,

    På den ene side
    , er jeg enig med Søren Kierkegaard i, at
    Enten må man vælge at se mig selv, som et rimelig frit vælgende menneske,
    - eller også må jeg selvopgivende vælge at se mig selv som ikke-vælgende.
    Som et offer, der blot er genstand for andres valg og gøremål
    og derfor må jeg lære at tåle og acceptere min skæbne
    fremfor selv at skabe det liv, der bliver mit liv.

    Det egentlige Enten-Eller her i livet
    er at vælge sig selv. Eller lade som om man kun
    er genstand for skæbnens og de andres manipulationer,
    forældrenes, ægtefællens, børsens noteringer, stjernernes konstallation etc.
    siger Johannes Møllehave i sin bog om Storm P: "Tusind fluer", 1982,
    som varmt kan anbefales imod overdreven selvmedlidenhed.

    Enten må du vælge at se dig selv som vælgende,
    og personligt at stå inde for det du valgte, valgets konsekvenser.
    Uanset om det der skete, var det du ønskede ville ske, eller ej.
    Jeg tager derved ansvar for det jeg siger og det, jeg gør.

    Gør jeg det, kan jeg ikke bare give andre skylden
    eller undskylde mig selv ud af det faktum, at jeg tog fejl eller fejlede.
    Objektivt set er vi vel alle kun et tilfældigt produkt af omstændighederne,
    men subjektivt, kan jeg vælge "at være ansvarshavende redaktør"
    for mit eget liv. Enten - eller, sagde Søren Kierkegaard.

    OG - siger jeg.
    Samtidig med at dette er sandt,
    så er det også sandt, at kun en superbevidst zen-munk
    har en sådan klarhed og kontrol over sit sind og sin opmærksomhed
    at han/hun hele tiden ved, hvad han/han ser, tænker, føler og gør.

    De fleste af os ganske almindelige mennesker
    reagerer - måske det meste af tiden - som en robot,
    styret af tidligere successer og fiaskoer, tidligere erfaringer,
    og prøver efter bedste evne at leve op til de forventninger
    og diffuse krav som andre og vi selv har til os selv
    - uden at tænke alt for meget over det.

    Og ind imellem har vi så brug for at standse op
    og tage os tid til at overveje om det vi gør, nu også virker
    eller virker lige stik modsat det, som vi ønsker og håber vil ske.
    Der opstår derved et valgpunkt - i en kortere eller længere tid,
    hvor vi kan overveje, hvad vi mon har af valg og valgmuligheder
    - og der udfra kan vi så enten vælge at gøre noget nyt
    eller forsætte, ganske som vi før gjorde.

    Så på den ene side er det sandt
    at mennesket i sig har denne frihed til selv at kunne skabe sit liv
    og samtidig er det naivt og forkert at tro at vi ikke også er slaver
    af job, familie, vores omstændigheder og tidligere erfaringer.
    Situationer skaber mennesker, hyppigere end
    mennesket selv evner at skabe situationer.

    Problemet er ikke kun et Enten-Eller,
    men er at begge synsvinkler er sande, endda på samme tid.
    Nogle gange er det klogest at acceptere og elske sin skæbne
    og andre gange er det sørme klogest at skabe sit liv selv.
    Poienten er, at du og jeg - alene fordi vi er mennesker
    har denne utrolige frihed og indre styrke, som vi kan
    vælge at overse og fornægte - eller lære at styrke.

    Så når din terapeut understreger dit MED-ansvar
    for det der sker, så sker dette fordi der en en stor styrke deri,
    som du nu må mobilisere for nu at kunne vælge klogere
    end du før troede, at du var i stand til. Og samtidig ved
    vi begge, at vi alle er "ofre for omstændighederne."

    Mennesket er et væsen som kan le, også af sig selv.
    "Hvad er der egentlig at le af her i verden?" - "Se dig i spejlet!"
    Og mennesket er også et væsen, som kan være latterlig og tåbelig
    når det overspiller og helt vildt overdriver noget, vi alle kender
    ganske ligesom mennesket kan hæve sig over en situation
    og komme ud på den anden side, større og klogere.

    "Man må huske på at det mest latterlige her i verden,
    sker i fuldeste alvor", som Storm P så rigtigt pegede på.
    Kierkegaard siger det samme på en lidt mere udførlig facon:
    "Af alle latterlige ting forekommer det mig at være det allerlatterligste
    at have travlt. At være en mand, der er rask til sin mad og gerning.
    Når jeg derfor ser en flue sætte sig på en travl mands næse
    eller ser en blive overstænket af en hestevogn, der kører
    i endnu større hast forbi ham, da ler jeg."

    "Hvad udretter de vel, disse travle hastværkere?
    Går det dem ikke som det gik den kone, der i beflippelse
    over at der gik ild i hendes hus, skyndte sig at redde ildtangen.
    Hvad mere redder de vel ud af livets store ildebrand?"

    Uden at værdsætte, tænker over og leve sit eget liv,
    hvor tomt, fattigt og betydningsløst bliver ens liv så ikke?
    Man begraver et menneske, følger ham til jorden, kaster jord på ham.
    Sørger et øjeblik. Kører derhen og hjem igen og trøster sig med
    at der ligger et langt liv foran en selv.

    Men hvor langt er vel 8 x 10 år?
    Hvorfor gør man det ikke bare slut på een gang?
    Hvorfor ikke bare tage ud på kirkegården og selv gå ned
    i graven - eller trække lod om, hvem den ulykke skal times,
    at være den sidste, der kaster jorden på den sidst døde?"
    Hvor latterligt bevidstløst at gøre det hele forbi
    ved slet ikke at have valgt at turde leve livet.

    En mand kom engang frustreret til Storm P og sagde
    at han gerne ville udrette noget STORT og RENT i denne verden.
    "Hvad med at starte med at vaske elefanten i Zoologisk have?"
    svarede Storm P.




Gibrans digt om børn.

Side 3: Sådan kan det påvirke dig.

Side 4: Sådan bryder du spillet

side 5: lidt mere om selvforagt


Tilbage til introduktionen


Tilbage til Index




start 1. maj 2010