NB: Jeg, (Ebbe) vil her prøve noget nyt:
nemlig at bringe dig hele den lange tekst - på kun een webside.
Det gør websiden lettere at udprinte - og langsommere (160k) at kalde frem, sorry
.



    "Selv at elske
    rigtig dybt og inderligt, kan give dig en stor styrke.

    At blive elsket, giver dig et stort Ego, selvværd, og magt.
    Det er først når kærligheden flyder frit begge veje
    at den fælles glæde, styrke og lykkefølelse gror."
    - Lao Tzo, (urgammel kinesisk filosof).

    Er du den mest selvoptagede
    eller den mest kærlighedssøgende
    i jeres parforhold?



    ........
    Hvad tror du der sker,
    når disse to kærester mødes?
    Det afhænger selvklart meget af,
    fra hvis synsvinkel at vi ser konflikten:


    PROBLEMET,
    som det opleves og føles af den stressede Jonglør:
    "Hvorfor f. kan du ikke bare give mig lidt fred og ro?
    Kan du da ikke se, at jeg er optaget af noget meget vigtigt nu?"
    "Du forstyrrer mig kun, så jeg helt mister koncentrationen.
    Jeg kan kun gøre een ting ad gangen, for helvede!."


    Fra dette ståsted handler forstyrrelsen mest om Timing:
    Dvs. "Det er et dårligt tidspunkt nu. Jeg er midt i noget vigtigt,
    der kræver al min koncentration, så giv mig lige lidt tid, 10 minutter,
    til at omstille mig fra det jeg gør nu - til at snakke med dig.

    Eller: "Sæt dig lige ned min skat
    og se her, hvad jeg har gang i, lav en kop kaffe
    - eller kom igen om 10 minutter." ...Det ville passe bedre
    til Jonglørens opfattelse, end de sure skældeud ord,
    der så let lynhurtigt og hidsigt flyver ud af munden
    på "den nu-andet-steds-optagne jonglør"
    - der sårer den kontaktglade egern.

    Jongløren siger egentlig - udefra set:
    "Jeg beklager meget, at mit Ja til mig selv og det jeg gør,
    desværre opfattes, som en afvisning, et Nej til dig - af dig.
    I mine øjne udtrykker jeg ikke vrede eller afviser dig,
    mit ja til noget andet, er ikke et afvisende nej til dig."


    PROBLEMET
    som det ser ud for den kærlighedssøgende:
    "I mine ører, hører jeg ikke andet end at du afviser mig
    og
    "Jo mere jeg vil dig , jo mindre vil du mig!"

    Chip føler sig selvsagt nu også misforstået af Chap,
    og er vred over det, der herfra opfattes som en afvisning. Chap
    er ganske rigtigt lige nu selvoptaget og ukærlig. Og skubber ikke
    alt andet til side - og giver Chip sin fulde opmærksomhed, lige nu.
    Og som en Chip sagde: "Hvad kan dog være vigtigere end mig?"
    hvortil Chap svarede. "jeg er vigtigere, end dig - for mig!"
    osv. osv. - hvorved afstanden selvklart blot blev større.

    Skiftet fra at være focuseret, kontakt glad, kærlig og rolig,
    til at føle vrede over at blive skuffet, og derpå så føle sig afvist,
    kan ske på få sekunder - hos begge, hvorefter den enes vrede,
    tænder den andens vrede i en gensidig råbe-duel, der kan vare
    mindst dobbelt så længe, som nogen af de to egentlig ønsker.
    Hos nogle døve par kan råberiet vare næsten hele natten!
    - uden at nogle vinder, finalen er blot total udmattelse.

    Sådan ca. lyder

    et smerteligt erkendelsessuk hos mange, jeg har talt
    med om, hvad der sker imellem dem - og i den person,
    som de siger at de elsker. Begge føler sig misforstået
    og undrer sig over, hvad det egentlig er, der sker.
    "Jeg starter med at ønske at møde dig positivt,
    men vi ender med at føle os totalt negative",
    som en engang udbrød totalt udmattet.





    Genkender du Kontakt-polerne:
    Behovet for Alenehed - og behovet for samhørighed?
    + Se en video derom fra USA med 2 søde ældre parterapeuter

    Eller måske sker polariseringen, således:
    Hun brokker sig for meget over mandens passivitet.
    Han udmattes af sin kones evige bebrejdelser og trækker sig.
    Hun frustreres over, at manden trækker sig - og brokker sig igen
    i ønsket om at få ham til at være mere aktiv. Manden bekræftes blot
    i sit billede af at have en kone, som altid brokker sig. Og at han er Håbløs.
    Kvinden bekræftes i at hun altid ved bedst og har ret - og i sit billede af
    desværre at have en initiativløs mand. Begge får ret, og begge taber.
    At de gensidigt skubber hinanden ud i disse poler, ved de ikke.





    Genkender du problemet?
    Hvis nej - så skynd dig at blade videre til en anden webside.
    Hvis ja? - så læs videre og lær nogle nye trin i dansen:


    Lad os se lidt nøjere på Polarisering:
    Vi kender vist alle disse to vigtige Kontakt-Poler:
    A. De stunder og øjeblikke, der mest er til det kærlige, det fælles
    B. og de gange hvor du er meget mere optaget af noget helt andet,
    og hvor venlige kontaktforsøg opfattes, som en forstyrrelse.

    I et parforhold kan det meget let ske,
    at den ene kommer til at sætte sig på den ene pol,
    og den anden derved kommer længere og længere ud
    af den anden pol - og mindst lige så vigtige dimension af livet.

    F. eks. taler hun hele tiden om sine følelser og behov for ham,
    imens at han er mere optaget af sit arbejde og af alt det ydre.
    Ligesom kontaktglade - og kærlighedssultne mænd, der jager
    "kolde afvisende snedronninger", der er mere optagne af sit job,
    veninder og børn, end af hans behov og følelser, ikke er ukendte.
    (Og ja, suk - kvinderne er begyndt at opføre sig lige så dumt,
    som vi mænd har gjort de sidste par tusinde år. Suk.)

    De par taler selvklart hen over hovedet på hinanden
    - og begge føler sig meget let totalt oversete og klager
    derefter bittert over at den anden "ikke forstår noget
    og især ikke mig." - Hvoretil den anden sukker:
    "Præcis sådan har jeg det også" - og så?
    Alt for ofte følger derpå kun opgivelsen
    og yderlig polarisering i en ond spiral.

    Fremfor at det der sker er en dans, en bølgen frem
    og tilbage imellem disse to sider og poler af vores liv,
    ja så fastlåser nogle par sig i hver sin ende af spektret.
    Den ene bliver arbejdsnarkoman - og den anden
    bliver den, der altid beklager og føler sig glemt.
    (som du måske kender det fra klassikeren:
    "Kvinder der elsker for meget."?
    af Robin Norwood)


    Et magtspil imellem to stærke viljer
    sættes igang. Sådanne konflikter er uundgåelige,
    fordi vores store ønske om kontakt og samhørighed
    hele tiden forstyrres af et tilsvarende stærkt behov
    for at bevare individualiteten i hverdagens tumult.
    (Dvs. eje sin frie vilje til også at leve sit eget liv
    og bruge sine (øvrige) evner meningsfuldt).

    Og samtidig skal man da vist være meget heldig,
    hvis to vidtforskellige mennesker, som jer, altid vil det samme,
    på samme tid og sted.
    Ergo handler det ikke om at undgå
    sådanne konflikter, men mere om at lære at kunne se
    og tackle sådanne værdi- og prioriteringskonflikter
    bedre - og derved leve lidt mindre bevidstløst.

    Ego/Viljeskampe og det evige psykologiske spil
    imellem at ville nærhed, tæt kontakt, sex og kærlighed
    - og samtidig selv 100% at kunne bestemme over sit eget liv
    er en drønsvær balance, der oftest starter i det små allerede
    når I er nyforelskede - for sidenhen at dukke op og vokse
    - for igen og igen at bryde frem i utallige variationer.

    Ligesom der vil være fred og harmoni imellem jer,
    vil jeres forskellige viljer - ("Det skal være på min måde!,
    Nej, det skal være på min.") - brydes og bekæmpe hinanden.
    Ganske ligesom din partner er din hjertenskær,
    er han/hun andre gange din dødsfjende,
    Sådan er parforholdets indre logik,
    hvis egocentrien bliver for stor.


    Hvad er det egentlig, der sker?
    Een måde at forstå en række konflikter og misforståelser
    som kærester imellem har, ligger i at forstå hvor svært
    det reelt set er at få sine drømme og behov til at passe
    med det iøvrigt alt for stressede og krævende liv,
    vi vel alle via jobbet bliver spundet alt for meget
    ind i her i hverdagens trummerum.

    Drømmen:
    Jeg tror at vi alle i os har en dyb urgammel drøm
    om at kunne leve sammen med en ligeværdig partner
    i en tryg, varm, produktiv, livsglad og opløftende familie.
    Hvor ud fra vi så får lyst og mod til at udfolde os og blive
    de spændende og glade personligheder, som vi jo alle er
    et sted, der indeni. - Men det er ikke altid lige let
    at få drømme til at blive til en følt virkelighed.
    Ord forfører så let, praksis afslører dette.
    Der er så meget, der kan gå kludder i.




    I den sammenhæng
    har jeg netop læst en interessant fagbog
    af parterapeuterne Dean C. Delis og Cassandra Phillips:
    "Kærlighedens paradoks", Schønberg, 1992, (den kan lånes
    på bibliotekshylde nr 61. 642), hvori de beskriver en velkendt
    polarisering, der meget ofte ses mest tydeligt i tætte parforhold.
    En viljeskamp, der meget let kan ødelægge ovenstående drøm,
    hvis den ikke bliver forstået og taklet konstruktivt.

    Inspireret af bogen, vil jeg her forsøge at beskrive
    denne velkendte ubalance, der let opstår i mange parforhold
    Lidt kortfattet kan poienten udtrykkes således: "Jo mere jeg vil dig,
    desto mindre vil du tilsyneladende mig!" og så et dybt suk - versus
    "Kan du da for helvede ikke give mig lidt fred nu!" råbet.


    Hvad sker der dog?
    Du rækker jo blot kærligt ud efter din kæreste,
    der blot bliver irriteret og vredt vender ryggen til.
    Eller: Du vil blot have lidt ro og tid til dig selv
    og straks bliver din kæreste sur og vred.

    Resultat:
    Ingen af jer får det, I hver især ønsker.
    Kærlighedsønsket versus ønsket om at få ro og tid,
    ender lynhurtigt op i en fælles frustation (skuffelse),
    som der derefter bruges utrolig meget tid på
    at udrede, forklare, forstå, tilgive osv. osv.




    Disse "gåen-helt-galt-af-hinanden"-spil
    kan selvklart udgå lige fra småtingsafdelingen
    til megastore dramaer, hvor det, der sker ikke blot er
    "noget der kan ske, når vi ikke er tunet ordentlig ind på hinanden".
    Intensiteten og den bratte overgang fra at være gode venner
    til nu at stå overfor hinanden som rasende dødsfjender,
    kan forståeligt nok virke meget skræmmende.


    Polerne kan blive til livsroller,
    hvor begge to med årene efterhånden piner livet,
    fornuften og glæden ud af hinanden i en lang sej tragedie.
    En yderst pinlig og pinefuld dødedans, som skræmmer
    såvel jeres børn, som venner og veninder væk.
    Hvem gider dog besøge nogle, der altid
    skændes om selv de mindste ting?

    Eller du genkender måske Polariserings-spillet, som:
    "Jeg elsker dig jo bare alt for meget! Hvorfor bliver du
    så mere og mere fjern, ja helt uopnåelig for mig?"- sukket.
    versus "Åh hvis du dog bare vil lade være med at køre på mig,
    og bare kræve og kræve og kræve, så ....."


    Eller se om bag udbrud, som disse:
    Den ene af jer vil måske skilles, og den anden
    råber rasende: " Efter alt det, jeg har gjort for dig,
    hvordan kan du så gøre dette her imod mig? Her har jeg
    gået og ofret mig for dig og børnene- og hvad er så takken?
    Jo, at du bare er blevet helt vildt egoistisk, og kun tænker
    på dig selv. Du tænker overhovedet ikke på mig!"

    Hvilket let fører frem til denne pinefulde erkendelse:
    "Jo mere jeg anstrenger mig for at få din opmærksomhed
    få en ærlig kontakt og ja få dig til at elske mig!, jo mere
    skubber jeg dig også samtidig væk fra mig."
    Et drønsvært dilemma.

    Hør da den andens udbrud:
    "Du kræver alt for meget af mig.
    Jeg kan ikke altid være der for dig!
    Du må se at blive mere selvstændig som jeg."
    Eller "Jeg tror altså, at jeg trænger til at få en god lang pause fra dig
    til at hitte ud af mig selv - dvs. få fred og vide, hvad jeg egentlig vil."
    Mange af disse "Åh, lad mig dog få lidt fred" udsagn, spejler
    at pardansen er kommet ud af balance og at I begge to
    nu har drevet hinanden for langt ud i disse 2 poler:


    "Hvor kærligheden råder, forsvinder viljen til magt.
    Hvor magten er i højsædet, træder kærligheden tilbage.
    Den enes kraft, bliver da let den andens skygge."
    (som Carl Gustav Jung engang skrev).



    Kort sagt:
    Den ene af jer (X) føler sig skuffet, svigtet og forsømt,
    ja måske jaloux, og totalt afvist - som taberen i forholdet.
    Imens den anden (Y) føler sig skyldig og er ulykkelig over
    at have en så stor magt over den andens følelser og liv.

    Ja, Y bliver måske endog bange ved at føle en så stor magt
    og kontrol over X ´s humør. Og føler sig ofte skyldig over
    ikke at kunne elske den anden igen, i samme intense grad.
    Det er skræmmende at føle at du har så stor indflydelse
    på, om X smiler - eller græder. Ligesom der jo også
    oftest er et stort krav gemt bag de mange bønner,
    der dog er så indirekte, at det er svært at høre
    klart og reagere enkelt og kærligt på.

    Og - i al hemmelighed
    kunne Y måske også godt "ønske at jeg kunne
    være lige så kærlig og passioneret, som du evner at være",
    som en træt, udmattet og fjern ægtemand i en parterapi
    fortalte sin kærlighedssøgende desperate hustru.
    Y kan inde bag ved blive helt misundelig på X,
    som er så fyldt op med kærlige følelser!

    I Woody Allens film: "Mig og Annie"
    har du et andet eksempel på denne ubalance i den scene,
    hvor de hver for sig er i terapi. Alvie beklager sig over, at han
    og Annie så at sige aldrig elsker mere: "højst 3 gange om ugen!"
    Hos en anden terapeut beklager Annie sig samtidig over,
    at Alvie hele tiden vil i seng med hende. Hun sukker:
    "Vi gør det mindst 3 gange om ugen!
    - og han lytter næsten aldrig til mig."


    KONSEKVENSEN:
    Selv om I altså dybest set ønsker at mødes i øjenhøjde
    og igen stå lige overfor hinanden, ja så sker det uhyre let,
    at 2 personer i et parforhold lynhurtigt etablerer sig i
    en ulige Over- og Under position, der desværre
    meget let ender ude i en af disse 2 "positioner" :

    Den ene af jer bliver elsket og værdsat hele tiden
    og føler sig derfor ovenpå. Og får derved oftest sin vilje
    (dvs. bestemmer hvad I sådan konkret gør i de vigtigste sager)
    imens den anden derved kommer i en underordnede-position,
    (hvor du mere og mere desperat føler, du bare indretter dig
    - og mere og mere mister kontrollen over, hvad der sker).

    Hvordan kan det mon være?
    at jo mere tændt X er på Y - og faktisk vil Y noget godt
    at desto fjernere, køligere, ja måske afvisende og ukærlig - bliver Y?"

    Det første, der her er værd at bemærke sig - hvis du genkender ubalancen,
    er, at ganske ligesom fisken derude i havet sandsynligvis er den sidste,
    der bliver klar over, hvor vigtigt vandet er for dens eksistens, ja så
    er vi alle så selvoptaget, at vi sjældent fortolker vores egen adfærd
    i sammenhæng med andres adfærd + i forhold til, hvad vi så gør.
    Hvorved vi let overser de større mønstre, danse og samspil,
    + konsekvenserne af de magtspil, vi indgår i her i livet.

    Vi ser kun "det, som sker"
    som værende enten "helt min egen skyld"
    eller: "Det er sørme din skyld!"
    .Dvs. at vi slår indad
    - eller slår udad. I vreden kan det være drønsvært at opleve
    at "det, jeg gør og føler", kun er den ene side af en fælles dans.
    Verden set igennem dit øje og din brille, er oftest anderledes
    end den måde, hvorpå jeg ser virkeligheden.

    Det faktum at vi lever i hver vores verden
    er simpelthen kommunikationens basale vilkår.
    Problemet er ikke, at I begge to føler jer misforstået.
    Problemet er at I er dårlige til at gøre jer forståelige
    - og til at tale om de reele savn, ønsker og længsler
    på en måde, der ikke - kun - opfattes som en kritik.

    Kort sagt, ligesom når du ser på et par, som danser vals
    rock, samba eller tango. Udefra set følger de hinandens trin,
    indefra set er de enten focuseres på egne, eller på den andens trin.
    Det er helt umulig at forstå den enes adfærd, trin og følelser,
    uafhængigt af den andens trin, gestik og improvisationer.





    Dette fører os frem til denne

    1. Indsigt:
    Indse at du er med i en fælles dans,
    hvor det, du gør - og ikke gør, får konsekvenser
    for, hvad din partner gør - eller ikke gør.
    Og for det du/ I derfor føler indeni.

    Også når du føler dig fanget ind i et hårdt spil med
    en, som du synes, at du føler alt alt for meget for - uden
    at du derfor får tilsvarende intense følelser retur. Eller
    når du næsten hele tiden "føler dig jagtet og ønsket"
    (hvilket du opfatter som: "Du kræver alt for meget")
    og derfor bliver du mere afvisende, end du kan lide.
    Du /I er ganske enkelt med i en ubalanceret dans.

    Måske er meget af det du føler, gør og ikke gør, nu,
    et symptom og et udtryk for sådan en gensidig polariserende dans,
    hvor den ene fører - og den anden bliver ført? Er det sådan en dans,
    du befinder dig i nu? Så start med at se dig omkring og iagttag andre par,
    der også let træder hinanden over tæerne. Måske er det lettere
    for dig at se balancer og ubalancer når du ser dette hos andre
    + opdager de glæder og konflikter, det medfører hos dem?




    I sig selv er det befriende at erkende
    at denne ulighed i, hvem der følger/ elsker mest
    og hvem der "fører"/ bestemmer mest, er uundgåelig.
    Viljes-dansen er noget, alle par vil opdage at der går kuk i,
    ind imellem - på en mere eller mindre barsk og pinefuld måde.
    Kun de par, der sjældent danser helt tæt, ja de træder ikke
    hinanden over tæerne - og gør ikke hinanden ondt
    ligesom de måske heller ikke gør hinanden godt?

    Vi, der godt kan lide at danse tæt, må lære at tolerere
    at der skal to til at danse en god dans - og at vi desværre
    derfor ofte kommer til at træde hinanden over tæerne.
    Vi må alle lære at sige "AV!" - og måske "undskyld"
    + konstant øve os i at være mere opmærksomme.

    Det ulykkelige er at mange par helt holder op med at danse tæt,
    hvis de blot har trådt hinanden over tæerne et par gange. De har
    f. eks. ikke lært sig kunsten at flytte tæerne lidt hurtigere
    eller at skiftes til at føre - og blive forført.



    2. indsigt:

    Magtkampe kan og vil forandre sig
    på forskellige tidspunkter i et forhold.

    Dvs. at "sådan, som du har det i dag, kan jeg let få det imorgen"
    er en langt bedre holdning at have, end "det er sgu dig, der er tosset
    og mig der er normal" - eller: "Det er altså din skyld, at jeg føler ...
    Iagttager du forskellige par, vil du sandsynligvis hurtigt få øje
    på diverse variationer over "par, der er ude af balance"
    mht. hvor meget de vil hinanden - og vil sig selv.
    Begge poler er vigtige. Problemet er
    ubalancen - og fastlåstheden.


    A. Allerede i Forførelses-fasen,
    hvor den ene oftest tidligere end den anden ved, at
    "Jeg er helt vild med dig og vil have dig". Nogen gange
    lang tid før den anden, der måske starter mere lunken,
    (og blot er lidt smigret og ja måske interesseret
    - men slet ikke lige så forelsket som X).

    Du kaster dig jublende i armene og i seng med den lunkne,
    og bliver så helt sønderknust bagefter, når denne ikke begejstret
    ringer dagen efter og inviterer dig ud. Eller kommer tilbage efter mere.
    I denne første fase kan der være en så stor ulighed imellem, hvem der
    fører dansen og føler mest for den anden, at par-dansen brat ender,
    førend den overhovedet er begyndt. Den ene rækker hjertet frem,
    og den anden reagerer forkert eller skynder sig forskræmt bort.
    Vi der tør leve, kender alle den skuffelse.

    B. Når forholdet begynder at udvikle sig
    og bliver alvor (efter de første 6 - 24 måneders tid).
    Det er ikke ualmindeligt, at den ene af jer før den anden
    opdager, "at nu er jeg altså ved at føle mig ret afhængig af dig,
    og jeg vil derfor godt tale om at vi gør dette forhold fastere
    og mere forpligtende! - Skal det være os to for alvor?"

    For så blot pinligt at finde ud af,
    at den anden nu begynder at tale om,
    "at tror du ikke, at vi trænger til en tænkepause?"
    Eller mere ærligt siger: "Det er for tidligt for mig!"
    Vi ser da, at jo mere du, der er den mest tændte,
    trækker i og vil den anden - at jo mere skubbes
    der så blot væk. Yderst pinefuldt, for jer begge.

    Og rollerne kan brat vendes om:
    Får den kærlighedssøgende i en sådan "pauseperiode",
    en affære med en anden, ja så kan parret hurtigt skifte poler,
    fra dag til dag. Pludselig vælder der intense kærlighedssavn
    ud af den før så lunkne og tilbageholdne - der nu bliver
    mødt med en lukket dør. Du kender måske den dans
    fra en af dine tidligere kæreste erfaringer?

    C. Denne ulige og magtskæve dans
    opdages igen, og igen, og igen, når Magt-balancen
    senere hen forandrer sig i mellem jer i forholdet.

    F. eks. var han ovenpå i de første mange år,
    indtil han blev arbejdsløs og totalt tabte selvtilliden.
    Pludselig har han utrolig meget mere brug for hende og
    trækker utålmodigt og plagende i hende. - Og hun opdager,
    at nu er det sørme hende, der hele tiden går og skubber ham væk,
    imens hun hører sig selv sige: "Åh, hvis du da bare ville være mere:
    forstående, selvsikker, interessant . Eller: social, naturlig, voksen,
    selvstændig og sexet - så kunne jeg måske elske dig noget mere."

    Eller du griber dig selv i dødirriteret og vredt at råbe:
    "Kan du da for helvede ikke lade mig være i fred!!!"
    Og bliver irriteret og forundret over at udbruddet sårer din partner
    - lige så meget, som det udbrud sidste år sårede dig at høre.


    Eller dengang - før de fik deres første barn,
    var det hele tiden ham, der var mest vild med hende,
    men efter at hun nu føler sig mere bundet af barnet (og af ham?),
    så forandrer dansen sig. Nu er det hende, der hele tiden råber op
    om, at hun og barnet trænger til hans nærvær, støtte og kærlighed.
    Og vi ser nu ham flygte væk fra hende i overarbejde - og stress
    og sige, at han nu føler sig "helt forkert", derhjemme.


    .....

    Eller hvis hun før var mest glad for ham,
    så får hun nu mere end nok nærvær og intim kontakt
    med baby - og støder ham derfor fra sig, hvis han
    også vil have noget af hende. Det hun kalder på
    er "mere tid til mig selv." Og gør I begge det,
    hvor blev kærligheden så af?

    Eller den ene af jer har længe følt sig ovenpå,
    lige
    indtil den dag, hvor den anden har en affære.
    Tju bang, så falder han /hun ned fra piestalen og opdager,
    at rollerne og følelserne nu er blevet byttet om.
    ( se mere her om utroskab, + klik her).




    Eller den ene af jer får måske et bedre betalt job end den anden.
    Eller får succes med noget, imens den anden sidder fast i sit lortejob
    der er uden arbejdsglæde - og hele tiden brokker sig over dit og dat,
    hvor det før var den anden af jer, der altid beklagede sig.

    Eller den ene har en god, solid og kærlig familie i ryggen,
    imens den anden har en problematisk og ikke særlig støttende familie
    med en neurotisk mor, der tapper mere energi, end hun giver igen
    Eller den ene af jer har flere venner, end den anden? osv.

    Eller pludselig sker trafikulykken,
    og Ham, der altid før var ovenpå og stærk,
    sidder nu hjælpeløs fast i en kørestol og ser kun
    sin fastlåsthed. Ja så gør det sørme også ondt at mærke
    at rollerne pinefuldt nu er blevet byttet om.

    Der kan ske så utrolig mange helt uforudsete ydre
    og indre forandringer, der totalt kan forandre jeres fælles dans,
    så du, der før var fører, nu bliver den, der må prøve at følge med.
    Nogle par evner at skifte roller og lære endog at danse bedre
    efter sådan en krise - og andre par falder blot og slår sig.

    Ligesom du kan være kærlighedssulten i et parforhold,
    for så pludselig en dag at møde en, der ser og kan mætte dig - og
    så kan du simpelthen ikke holde ham/ hende dérhjemme ud, du før
    sagde du kunne gå i graven for. - For blot et par år efter at opdage
    at du såmæn blot har byttet roller i den næste par-dans.

    Begynder du at ane
    at vi her taler om et indbygget magt-spil
    som er fælles i disse eksempler? At noget helt basalt er på spil?
    Hvis den pointe er blevet mere klar nu, har du forstået det,
    jeg her forsøger at forklare dig.



    Lidt mere om
    Køleskabet og Muren i et parforhold:
    F. eks. kan der åbne sig en afgrund og rejses høje tavshedsmure,
    når den ene pinligt tydeligt føler, at "jeg behøver dig meget mere,
    end du behøver mig!" Eller begynder at tvivle på "om du nu
    er den rette for mig? - og om jeg overhovedet elsker dig?"
    Tavsheden er svær og måske pinlig at tale om.

    Når tavsheden får det sidste ord
    risikerer I meget let at grave jer yderlig ned
    i de berømte skyggegravshuller eller opbygger en mur
    af tavshed - og afstand, der lynhurtigt gror op imellem jer.
    To, der før ikke kunne få nok af hinanden, leger tjørnehække.
    Lige så forunderligt let, som kærligheden i sin tid blev tændt,
    lige så let kan den slukkes - eller sættes på vågeblus.

    Vi kan også sige, at I sidder fast i en uforløst magt-ubalance,
    hvor den ene vil danse tæt, kræver nærvær og vil en dialog
    - imens den anden skubber væk, og hellere vil noget andet.
    Jeres 2 viljer kæmper imod hinanden - og ingen vinder.

    At f. eks. hans tavshed og stædige Selvforsvars mur
    inden længe vil udløse, at han bliver lagt i Køleskabet og
    lukket ud af soveværelset. Det er vel ikke særlig forunderligt.
    Ligesom at han reagerer vredt på at blive lagt i Køleskabet
    ved at blive koldere og koldere. Som Karma-loven
    siger: Vi får oftest det tilbage i hovedet igen,
    som vi sender ud i verden..





    Dér, hvor magten og kontrolgalskaben
    er vigtigere end kærligheden, dér visner livet,
    kreativiteten, seksualiteten - i en ond, smertelig
    og nedadgående spiral, der synes uden ende

    Og indeni føler du det ca. således:


    Det er næsten umuligt at åbne op for en dybt såret,
    skuffet, vred og frygtsom psykisk tilstand, hvis det også
    er dig, der sårede - slog og skabte frygten. Du må
    træde et par trin tilbage, sætte dig ned og vente,
    indtil personen måske en dag vil dig noget.

    Hvis jeg slår dig hårdt i maven med en knytnæve
    kan jeg selvfølgelig ikke også trøste dig bagefter
    - førend du har skældt mig ud og fået luft.
    (Se mere herom her)


    Eller vi ser
    Magt-Kærligheds ubalancen, når
    begge skyder med skarpt på hinanden med fjendtlige,
    foragtende og ydmygende ord + ondsindede handlinger.
    Og trods det, at de blot gør hinanden og sig selv mere ondt
    end godt, så kan de alligevel ikke løsrive sig fra hinanden.

    De lever sammen som hund og kat,
    eller som en buldozer op imod en fæstning,
    i en stor fælles angst for en dag at stå alene - uden
    at der er en, de kan skælde ud på og given skylden
    for at livet ikke er gået sådan, som det burde osv.

    En frygt, galde og livsangst, der æder sjælen indefra
    vil med årene gro frem i det tomme kontakt rum, imellem dem,
    der engang dirrede af kærlighed, glæde og venlighed.

    Han sidder og ser tv, imens hun småsover.
    Inspireret af det han nu ser på, spørger han:
    "Tror du der er et liv efter døden?"

    Hun vågner forvirret op.
    Han har ikke sagt en lyd hele aftenen:
    Hun: "Hvad vil du ellers kalde dette her?
    "


    Om ensomhed: "Hun er alene i køkkenet,
    imens hun venter på, han igen kommer fuld hjem.
    Da han endelig ankommer, serverer hun maden
    for ham, der sidder for bordenden. I tavshed."



    I disse Dødedanse bølger det frem og tilbage
    med skyld, bebrejdelser, angreb, selvforsvar og modangreb,
    - afbrudt af lange perioder med tavshed og iskold høflighed.

    Livets mangfoldighed bliver til et spørgsmål om at få ret
    og med sin vilje prøve at lave den anden om i sit eget billede.
    Vi ser to, der er fanget ind i en uforløst fælles smerte. Udadtil
    virker de måske usårlige, men indeni er de utrolig lette at såre.
    Begge lider - og kræver stædigt at den anden skal ændre sig,
    således at man selv derved "kan få lidt mere ro, kærlighed
    eller frihed - dvs. få det på netop min måde."

    At det også handler om et stivnet rollespil,
    ses ved, at det snart bliver lidt for let at forudsige
    hvad der sker, når den ene gør dit - eller siger noget dat.
    Der savnes kreativitet, overblikket og en forløsende latter
    over ens egen og den andens små julelege, tåbeligheder
    og livets mere eller mindre åbenlyse uretfærdigheder.
    Det hele bliver så alvorligt, tungt og sammenbidt
    og ingen synes villige til at sænke paraderne.



    Hvad sker der
    mon inde bag murene?

    i sådant et fastlåst, ja måske destruktivt parforhold,
    hvor selv de mindste småting kan føre til voldsomme explosioner
    af fjendtlighed og raseri? Lad os se ind bag gardinerne og facaderne
    for bedre at forstå, hvad der sker - og hvad der mangler:


    Den 3. indsigt:
    Tro endelig ikke at det er særlig
    sjovt at være ovenpå i et parforhold!

    Den af jer der er i Magtposition , skammer sig måske forfærdeligt
    over alle de ukærlige følelser, du føles indeni overfor den anden.
    For slet ikke at tale om din følelse af skyld og skam over
    alle de uhyrlige ord og handlinger, som "du lige kom
    til at sige og gøre " - der jo tydeligt nok både sårer
    og skræmmer den anden endnu mere væk fra dig.

    Jvnf. :"Øh, undskyld jeg nu for 118 gang igen dummede mig,
    faldt i, var dig utro, skuffede dig, glemte din fødselsdag... osv."
    "Åh for helvede! Jeg ved jo godt, hvilket drama jeg sætter igang
    derhjemme ved at jeg ... , men hvis jeg ikke selv tænker på mig,
    hvem fanden gør det ellers?" - Så ... derfor har jeg lov til
    at slå mig løs ... og det må du da kunne forstå!"
    Nogle mennesker synes at leve deres liv
    på uanvendelige dumme undskyldninger
    og undrer sig over, når "goodwill"
    kontoen en dag er overtrukket.

    Omvendt gentager "ofret" såmænd også blot sig selv
    - i en lang trist gentagelse, ganske som sin "modspiller".
    De ser begge helt tydeligt den andens fejl, men ...

    Eller: "Åh nej, hvorfor sagde jeg dog også det,
    når jeg nu godt ved, hvordan det påvirker hende/ ham?"
    Eller kender du hjertesukket: "Hvornår lærer jeg dog
    at kunne holde min store dumme kæft lukket ?"

    Igen og igen uløser selv de mindste små ting,
    pinlige og indimellem helt ukontrollable kaos-scener.
    Det kan gå fra at have glemt at give et godnatkys, til at have tisset
    på toiletsædet - over til de mere sønderknusende ord og handlinger,
    hvor begge parter bagefter begge har det helt ad helvede til,
    - og føler sig magtesløse mht. at ændre på noget.


    Bag tavsheden:
    En stor del af Magtpersonens livsenergi bruges
    på at undgå at sige disse "ubevidste" sårende ord og handlinger.
    Resultatet bliver indlysende, at du derved får mindre og mindre
    at snakke med din partner om - og glæden og det spontane
    fordufter derfor væk. Og hvad skal vi dog så tale om?

    "Det ville jo bare skuffe, ophidse eller såre dig mere,
    end det vil gavne. Det vil i hvert fald ikke give mig noget,
    jeg vil have!", siger du måske indeni i såret selvretfærdig harme.
    Eller: "Der er da kaos nok herhjemme, og hvis jeg nu igen kommer til
    at sige noget helt forkert - eller siger sandheden - ja så bryder
    det rene kaos da først løs", sukker du opgivende
    for at retfærdiggøre din afmagtsfølelse.

    Ok, måske har du ret - og måske ikke.
    Resultatet af din tavshed og dine nødløgne er
    i hvert fald - at I nu blot forskanser jer endnu mere
    og kun afmagten stiger. Det er ikke særlig rart at føle
    sig fastlåst på denne hjælpeløse og frygtsomme facon!

    Inden vi leder efter en løsning,
    så se lidt på denne tegning. Hvad tror du
    at hun svarer på hans indledende freds-udspil?





    4. indsigt:
    Kærlighedssøgeren er også en Fange
    ovre i sit - kun ganske lidt anderledes skyttegravshul.
    Den af jer, der er i kærlighedspositionen, er tavs og bange
    for ikke at vække "magtpersonens" vrede / foragt / afsky
    og er utrolig bange for igen at blive afvist og misforstået.

    Dvs. at du måske er tavs nu, for
    at skjule din udgave af jeres fælles hjælpeløshed?

    Sårbarheden, sulten og smerten - som I er fælles om at føle
    på hver sin facon. Fordi hvis du taler om dine savn, frygter du
    sandsynligvis for, at du dødsikkert vil blive afvist og straffet,
    hvis du lige "kommer til" at sige eller gøre noget "forkert".
    Tavsheden kan være et værn imod at føle sin afmagt.
    Man lukker sig blot inde i sig selv og håber på
    at uvejet vil gå over og solen igen skinne.


    Tavsheden kan også være et værn imod
    at acceptere hinandens forskelligheder. I stedet for
    at tage udgangspunkt i konkrete savn, behov, lyster og længsler
    så tager du urealistisk udgangspunkt i "Drømmen om alt det,
    der burde være så enkelt og naturligt" - men ikke er det.
    Som en forvirret mand sagde til mig: "Hvorfor kan
    vi ikke bare fortsat have det lige så godt og nemt
    som vi havde det, da vi var forelskede?"

    Igen og igen vil du derfor kunne høre
    dig selv sige: "Du og det burde altså være sådan
    og sådan" - eller "Jeg burde være sådan og sådan."
    (og ja, faktisk burde vi være to helt andre personer).
    Fremfor at du giver præcise udsagn om, hvad du vil,
    hvad du savner og måske godt kunne ønske dig
    på en mere enkel, venlig og ligetil facon.


    OG ja, det er
    og bliver let en tung og uglad smertedans
    på tornede roser at elske en, der ikke elsker dig.
    Tavsheden kan også være et tegn på at kærligheden
    for længst er flyttet ud af jeres hjem og kun den ene
    endnu håber på forsoning, imens den anden
    håber snart at finde en vej ud af fængslet.

    Skuffelsen kan gøre ondt og selve den smerte
    der er i længslen, kan let blive en vellystig erstatning
    for igen at turde føle den styrkende og glade kærlighed,
    som du måske en dag helt opgiver at føle mere - med Y?

    Igen i stedet for en forløsning, en afrunding - eller en løsning,
    vokser selvmedlidenheden sig blot stor og bliver kulsort indeni.
    Her er tavsheden oftest et Stolthedsværn imod at føle
    såvel sin skam, sin virkelighed og et blindt raseri
    - såvel som sin ægte dybere liggende blues.


    Den mest almindelige dans er
    at den ene af jer ihærdigt prøver at indrette sig efter den anden.
    Og bider alt for meget i sig for at undgå at lave ballade og scener.
    De gange, det er sket tidligere, har det jo altid (?) blot ført jer
    frem til - et endnu mere pinefuldt eller skamfuldt nederlag.

    Der kommer derved ligesom et "farligt" Minefelt ind i stuen
    og I undgår at komme blot i nærheden af dette følsomme emne,
    selvom I begge to går og tænker på det hele tiden.

    Dvs. at tavsheden er en beskyttelse!
    Men beskyttelsen har sin pris, fordi at det menneske,
    der lider i stilhed, lider jo i dobbelt grad. Dels over tabet
    af den andens kærlighed - og dels over tabet af sig selv
    (som Søren Kierkegaard vist engang sagde).

    I Længselspositionen kan du helt miste sproget,
    opføre dig som en stum, blive dummere end du er og helt vildt umulig,
    ja måske agere som skør - og tavsheden kan på samme tid være
    en skjult straf, der kan virke ret så effektivt på "Magtpersonen".
    Tavsheden er ikke fravær af kommunikation.
    Det er at råbe tavse skrig til hinanden.

    Psykologer taler h
    er om "at være passiv aggressiv"
    (dvs. at "du slår igen - under bordet "- uden åbent at vise,
    at du rent faktisk er skidehamrende vred og forurettet")
    "du spiller et spil" = manipulerer med falske ord,
    hvor din hensigt kun er kendt af dig selv.

    Det er i hvert fald svært at forstå dig,
    hvis du ikke siger noget - hvorfor du altså
    må øve dig i at blive mere klart forståelig.





    4. indsigt: Den Kærlighedssøgende er
    ikke en bly viol eller en ren uskyldighed.

    Jo længere tid du har været frustreret, forsømt og udsultet i et forhold
    og oplevet dig, som misforstået og en håbløs taber, jo mere ondt gør det
    - og jo mere ondt det gør, jo mindre indføling har du. Så uden "at ville det",
    sådan helt bevidst og med overlæg, kommer du derfor let til at gøre
    den anden ondt - måske endog uden at du ved det.

    Inde bag den overvenlige, smilende og høflige Maske
    og den bedende rolle ved "at være den sårbare kærlighedssøgende",
    kan der godt gemme sig en hel vulkan af vrede og angst (skuffelser
    og en stor hjælpeløshedssmerte, der måske går meget langt tilbage).

    Selvopgivelsen og den indre vrede forurettethedsfølelse skjules
    hos den åh så uskyldigt bag en cool maske af kulde og tavshed
    eller bag "lille Frk. hjælpeløs" og "Moder Jord"-livsrollerne.
    For slet ikke at tale om Mr. superStress og Træmanden.
    Det størknede og de fastlåste roller ses tydeligt
    på kropssproget, når tavsheden råder.

    Eller raseriet og ulykkeligheden viser sig
    måske i at den SelvUdslettende person forvandler sig
    til en mere subtil hævner, via en række indirekte anklager:
    "Ja, men .. jeg prøvede da bare at gøre dig glad skat". - "Mig?
    Du skal da slet ikke tænke på mig (det gør du jo alligevel aldrig,
    så hvorfor skulle du dog gøre det nu?)." Eller kan ses i dumme spil
    som: "Du skal da endelig ikke tro, at jeg elsker dig. Ha, ha, ha
    - hvor får du da den skøre tanke fra, min elskede?"
    Som de gamle vestjyder engang sagde:
    "Vogt dig for tålmodig mands vrede."


    Den person, der i første øjekast
    virkede som en skrøbelig "Underhund",

    kan ende med totalt at styre "Overhundens" ´s humør og adfærd!
    Og indeni tænker de måske begge to - i al hemmelighed:
    "Der fik jeg dig, din lede heks /stodder. Ha!" - versus
    "Hvorfor pokker finder jeg mig dog i det her?"

    Tavshed er svært at forsvare sig imod
    fordi udadtil virker det da "kun kærlig ment",
    Problemet er, at alle disse angreb / modangreb,
    og de oftest yderst forståelige hævntogter, sker i det skjulte.
    Og et sådant dagligt småhævneri kan være meget svær at forstå
    og at rumme! - Ligesom dig, der skyder med skyld og bebrejdelser,
    kan ramme plet og gøre utrolig ondt på såvel den anden som dig selv.
    En langvarig, rungrende kold tavshed kan også virkelig få den anden
    som har gjort dig uret, til at flippe helt ud, så magtbalancen
    derved - igen bliver lidt mere ligelig fordelt?

    Måske kun for en kort stund, men man er
    nøjsom når man længe har følt sig magtesløs og glemt.
    Du kender måske også andre eksempler på "mislykkede felttog",
    hvor f. eks. "den kærlige og rare" prøver på at vække sin partners attrå
    ved at prøve på at gøre denne bange, jaloux, irriteret eller ængstelig?
    Det kikser dog oftest. Bl. a. fordi Magtpersonen ret snart opdager,
    at Underpersonens øjne hele tiden følger dennes reaktioner.

    Og så bliver dette forsøg på at genoprette magtbalancen
    blot til endnu et nyt nederlag, der yderlig undergraver
    underpersonens Selvværdsfølelse - som så
    selvfølgelig blot bliver mindre og mindre
    i en evindelig ond cirkel

    Begges kulde og tavshed kan tit med held
    oversættes til dette eksistentielle udsagn, som begge forstår:
    "Jeg føler mig næsten total hjælpeløs - og afmægtig, lige nu,
    ganske som du."

    Sig da f. eks. "Jeg har simpelhen ingen ide om, hvordan jeg
    eller du kan tackle denne situation uden at gøre den endnu værre,
    end den er nu. Har du en løsning? " Det kan den anden oftest nikke
    genkendende til - og så er der da et glimt af kontakt og forståelse.

    Tavsheden og den manglende forståelse
    for hinandens forskellighed, kan let ende i en tavs kold krig
    der måske en dag ender med at blive til en makaber Dødedans,
    hvor I blot går og vogter på hinanden. Glæden er væk,
    når frygten for hinanden og sig selv flytter ind.

    Ganske som du kan iagttage polariserings processen
    som den udfolder sig i øjeblikket imellem Israel /Palæstina.
    Som før i Jugoslavien, så exploderer enhver fastlåst situation
    selvfølgelig ind i mellem i nogle frygtindgydende, ja chokerende
    skræmmende og rædselsfulde udbrud = voldelige explosioner.
    Fordi enten exploderer afmægtige folk udad, bliver rasende
    eller de kollabser depressivt indad i en ren dødslængsel,
    som vi kender det fra depressioner og resignation.

    I parforhold kan sådanne ulige magtforhold
    let skubbe en af jer ud i et alkoholmisbrug eller ind i uløselige
    selvdestruktive slagsmål om f. eks. evige brud på aftaler - og utroskab.
    Den ene undskylder sig hele tiden - og den anden skælder altid ud osv.
    Og hvis nu I en dag siger noget ærligt og ægte fra sjælen til hinanden
    - ja så vil det blot gøre situationen endnu værre. Det tror I begge på.
    Og det er muligvis sandt! - men bliver det reelt set undersøgt ?
    Eller konkluderer I blot afmægtigt sådan, helt per refleks?

    Med årene bliver murene højere og tykkere. I gror simpelthen til
    og skyttegravene bliver koldere. Frem gror tavsheden imellem de to,
    der hverken kan finde ud af at elske og glæde hinanden. Eller gå fra hinanden.
    Disse tragedier kan meget let medføre sygdom, neuroser, depressioner
    isolations psykoser - og ifølge flere undersøgelser en alt for tidlig død.
    Mange går og tror at de en dag når bunden - og så bliver det bedre.
    Alene at tænke sådan er et tydeligt tegn på, at bunden ER nået.


    Derfor, er her lidt mere om de parforhold,
    hvor der hakkes, skældes ud og hældes utrolig meget ud over hinanden.
    Nok taler disse tit sure par meget sammen, men det bølger frem og tilbage
    med skyld og bebrejdelser. Små ligegyldige ting svulmer op til uoverstigelige
    bjerge. Alt endevendes pedantisk - ja så småligt, at I begge to
    i hemmelighed går og skammer jer en hel del over det.

    .....

    Den såkaldte "Overperson", (føren), oplever,
    at Underpersonen (følgeren) bevidst prøver på at irritere, drille,
    såre og provokere. Og ser sig derfor ond på "kærlighedspersonen",
    der blot uskyldigt undskylder sig med at: "jeg prøver jo blot at få lidt kontakt."
    Og som vi ved fra Gul stue i børnehaven, så er negativ kontakt bedre,
    end slet ikke at kunne få kontakt. Og det nøjes de så begge to med.

    Spillet :"Det er din skyld, at jeg gør sådan
    og sådan, som jeg gør. Jeg kan ikke gøre andet!"
    kan kun vendes ved, at skyldsfølelsen udskiftes med
    glæden ved at kunne noget nyt, du ikke kunne tidligere.
    Dvs. ved at styrke din selvrespekt og ægte ansvarlighed.

    Der igangsættes derfor
    oftest en masse "Selvforbedrelses-programmer",
    der skal forandre og forbedre den anden: "Hvorfor prøver du ikke bare
    på være dig og tro mere på dig selv? Være dog lidt mere opmærksom, "
    siger "Overpersonen" utålmodigt, hvortil "Underpersonen"
    med hælene sat godt i, siger "Jo, men ..."

    Og diverse slankekure og "nytårskure" sættes igang:
    Motionscyklerne findes frem, og man er ekstra sød og kærlig,
    holder sin mund og ser sød ud - og ind imellem tager man sig
    gevaldigt sammen, et stykke tid, for så: at give helt op igen.
    Fordi resultatet blev jo ikke lige som dengang da,
    I var nyforelsket - og alt kun var glæde?

    Bag mange af "Underpersonen" kritiske angreb
    ligger der et ønske om at få mere opmærksomhed,
    mere omsorg, mere indlevelse og forståelse - men
    "Overpersonen" føler kun dette som et pres og krav!



    Igen og igen udbryder Jongløren derfor sin velkendte remse:
    "Ååhh Nej - lad mig da for pokker være i fred!" for derpå
    at få dårlig samvittighed og bondeanger over, hele tiden
    at skulle være så afvisende og kold. Dvs. at det
    kun er den ene, der prøver at skabe fornyelse.
    Og som i enhver dans vil dette hurtigt føre
    til at I bevæger jer hver sin vej.

    Begge hader disse kaos-scener,
    der blot skaber endnu mere afstand og vrede
    og bliver tavse, lukker sig inde, smækker med døren
    går sig en tur med hunden eller kører en lang tur i bilen.
    Hvorefter der køres endnu et Selvtillidsopbyggende kursus
    af på "Underpersonen" for at "forbedre denne" - uden at se på,
    hvordan den enes dans påvirkes af den andens trin.

    Igen og igen startes der på disse halvhjertede "Forbedrings-planer",
    som alle bare ender på gulvet. Ubalancen mellem de to' s følelser,
    bliver mere og mere tydelig, og ja pinefuld, hvis der ikke sker
    noget uventet og gerne overraskende, som genetablerer
    en bedre balance imellem hvem der elsker mest
    og hvem, der lader hvem bestemme mest.



    Hvad kan der gøres?

    5. indsigt:
    Engang ville dette par hinanden det godt
    og gav hinanden det bedste, de havde og indeholder.

    Det kan synes ufatteligt og skræmmende at opleve, hvordan
    to mennesker, så let kan gå fra "noget, der var så godt - til noget,
    der er så dårligt". Fra glæden - til noget tragisk og smerteligt.

    Som en klient engang resigneret sagde til mig:
    "Er det mon sådan, at vi igen og igen opsøger kærligheden,
    engagerer os, bliver skuffet og såret - for derpå at trække os
    tilbage igen til den rå egoisme, hvor vi blot lider og småhævner
    os på hinanden eller desperat prøver at lave hinanden om
    - for så en dag endeligt at opgive dette umulige projekt?

    Når forholdet en dag er dødt, er vi så forbandet ivrige efter
    at nogle skal fortælle os, vi stadig er ok og værdige til kærlighed,
    at vi bryder ud - for så at starte nøjagtig den samme proces igen.
    Er kærlighed ikke bare et stort illusionsnummer?"

    Tja, det er muligt at mange parforhold minder dig
    om et dårligt teaterstykke, et reklamenummer eller et cirkus,
    men det er nu stadigvæk "the best show in town" mindede jeg
    ham om. - Og mærkelig nok, er der altså altså nogle, der formår
    at holde deres kærlighed levende, og igen og igen fornyr sig sammen
    i stadig omskiftelige danse, i stadig nye mønstre og balancer
    som ligeværdige elskende, der med årene mere og
    mere kan lide hinanden, som vi nu engang er.

    Der eksisterer faktisk nogle par, der godt kan finde ud af
    at finde den svære balance imellem at bevare sin personlige frihed,
    og have sin egen vilje - med kærligheden krav, skuffelser og glæder.
    Mange af de råd du på disse Par-websider kan læse om
    hidrører fra nærgående studier af, hvad disse glade par
    har fundet ud af, som ulykkelige par ikke har.

    Dean C. Delis terapeutiske råd og holdning
    til dig i et dårligt parforhold, kan kort udtrykkes således:
    "Hvis du er med i et kedeligt selskab, kan du godt få lidt liv
    i selskabet ved at fyre nogle uforskammede bemærkninger af
    og derved lave lidt rav og ballade i det hele - og ja det virker,
    ganske rigtigt forløsende at skrue op for musikken og bissen
    lige nu og her i øjeblikket, men så bliver det bare værre.

    OG du kan også vurdere situationen,
    konstatere at du ikke kan lide dansen og vælge
    at lægge noget bedre dansemusik på grammofonen
    for derved at prøve, om du kan få den anden med på en ny dans!
    Det giver oftest et helt andet resultat, hvis du mest tænker på,
    hvad du selv kan gøre anderledes - end når du spekulerer
    og kører på, hvad din partner bør gøre anderledes.

    Eller se kampen i et andet billede:
    Hvis du overværer et kedeligt foredrag,
    så kan du forholde dig i ro og holde pinen ud,
    - eller du kan også udtænke nogle nye, måske provokerende
    og spændende spørgsmål, og spørge. Det giver større engagement,
    hvis du engagerer dig og tænder for nysgerrigheden, fremfor
    blot tavs at sidde stille og afvise det, som du ikke forstår.

    "Det kan også sammenlignes med,
    at du på dit job fik en opgave, der ganske enkelt er for svær
    at klare alene. Så vil du søge hjælp hos en, der er mere erfaren
    i den slags opgaver - og vedkommende vil nok hjælpe dig med
    at dele opgaven op i nogle mere spiselige bidder. Og adskille det,
    du egentlig godt kan klare selv - fra det, du endnu ikke kan klare
    - for derefter måske rose dig for det, du gradvis bliver bedre til
    Kort sagt er det ofte det der sker, hvis I går i Parterapi.

    I et dårligt fungerende parforhold
    kan du vælge at indtage en beklagende og sukkende holdning,
    hvor du hurtigt glider dybere og dybere ind i resignationens tåger
    Dvs. du kan låse dig fast i en tavs skyttegravskrig, hvor ingen vinder
    og alle taber og blive deltager i et langt udmattende tomt afmagtsdrama.
    Denne fælde er det vigtigt for os at undgå, som træner og hjælper par.

    På kort sigt er det selvklart det letteste
    at skubbe væk, blot håbe på, længes efter, råbe op eller bide i sig,
    men prøv at lyt: Sikke dog en falsk, hvinende og smertefuld lyd,
    de grammofonplader har, der hele tiden gentages.

    Der er heldigvis en bedre mulighed:
    Du kan som sagt vælge at køre på automat reflekserne
    - eller trin for trin øve dig i at lære En Problemløsende Holdning,
    hvor du mere nysgerrigt og kreativt begynder at udforske problemet.
    Ikke for at finde fejl, en skyldig eller forstå det store mystiske "Hvorfor"?
    I stedet for at søge "Forklaringen", så søg Løsningen og forandring!

    F.eks. som her, ved at læse mere om, hvad andre
    har opdaget før dig. Arbejd på at holde fast i at bevare optimismen
    - og blive bedre til at kunne trække vejret frit. Konsultere en par-terapeut
    og der risikere at opdage, at ja, dér er noget vigtigt, som du må øve dig i.
    Spørg dig selv: "Virker det jeg gør - eller virker det simpelthen ikke?"
    Dvs. når du har et problem, leder du så efter en løsning på det
    - eller forvandler du blot det hele til en absurd tåbelig retsal,
    hvor det blot handler om at finde en skyldig?

    Det, som jeg her prøver at fortælle dig lidt om
    er, at du oftest vil opdage, at en vigtig del af jeres problem
    hænger nøje sammen med, at I stille og roligt har Polariseret hinanden
    ud i 2 yderpoler, hvor den ene nu står og råber på: "Mere opmærksomhed,
    mere nærhed og kærlighed" - imens den anden taler om pres og krav
    - og drømmer om at få mere frihed og blive adskilt fra den "sultne".

    Selvklart er den, som bliver elsket så højt ikke særlig sulten,
    da den anden jo hele tiden "mader" vedkommende med ros, opmærksomhed
    og kærlighedserklæringer, så ubalancen bliver blot yderlig forstørret.
    Vendes rollerne om, viser det sig oftest, at det mere er
    selve positionen end personen, der er problemet.

    F. eks. er det ikke et ukendt fænomen,
    at når "du, den forsømte" pludselig en dag finder en,
    som hellere end gerne både vil elske og værdsætte dig,
    - og derfor forlader "den ligeglade og lunkne", at så skifter rollerne.
    Nu står han eller hende, der før sagde: "Åh, lad mig dog være i fred"
    og råber og trygler om at få en chance til at gøre det hele godt igen.



    Og hvad fører så alt dette her til?
    Jo - til disse nøgler til at låse tavsheden op:




    Spørg først:
    Hvordan ser dette her kaos
    vi sidder fast i nu, ud ovre fra din stol?

    Udover derved at anerkende, at et ulige parforhold
    er en fælles skæv dans, som reelt smerter begge parter
    er det vigtigt at begge parter gør sig mere klart, hvor stor
    en betydning det har, om du oplever dit parforhold ud
    fra en Underskudsposition, (dvs. er den der længes),
    eller ud fra en Overskudsposition. Det er, som at se
    to helt forskellige film - af den samme scene.

    Lad mig derfor igen kort opsummere ovenstående,
    så du bedre kan leve dig ind i din partners position:



    A. Set fra jonglørens synspunkt
    opleves parforholdet som en byrde, en pligt og noget tungt.
    Det er nok smigrende så ofte at høre, hvor vidunderlig og skøn du er
    og at en anden elsker dig så meget, men det bliver hurtigt irriterende
    og følelsesmæssigt udmattende at være så efterstræbt af en,
    som du desværre attrår mindre og mindre. Fordi du føler,
    at du har en alt for stor magt over den anden?

    Trøst og medlidenhed
    kan ikke erstatte ægte kærlighed

    og gør let at selvværdet bare bliver endnu værre.
    Og det er virkelig meget irriterende at være så afvisende.
    At føle dig tvunget til at skubbe væk, og at holde den andens pres
    og krav 3 trin fra livet. At sige nej hele tiden, at sætte grænser,
    at sige hårde ord - og være dig på den der smålede måde.

    Du siger - uden at tænke dig om - at du helst vil undgå
    bøvl og en direkte konfrontation ansigt til ansigt i øjenhøjde.
    At du blot vil have ro og fred. Men lykkes det for dig?

    Set fra jonglørens synspunkt
    føler du dig igen og igen tvunget til at sige noget barsk
    og handle på netop den måde, som du allerhest vil undgå.
    Igen og igen opdager du, at du står og forsvarer dig, bliver rasende
    og kommer til at såre, skuffe og afvise. For bagefter at føle dig skyldig
    over, at du optrådte så fjendtligt overfor et menneske, som du
    jo i grunden også godt kan lide. Og du savner måske selv
    at føle den intense attrå og kærlighed som din partner
    hele tiden siger, at han /hun føler for dig?

    Man kan let blive sådan lidt misundelig på den lidende
    og ofte ret passionerede kærlighedssøgende medspiller,
    fordi ens egen følelsesliv er mere gråt og hverdagsagtig.
    "Det må være dejligt at føle så meget - bare det var mig."

    Det er også anstrengende at føle sig så følelsesmæssigt afpresset
    ja måske omklamret. Ikke at have tid til dig selv, og føle dig
    så bundet + ikke at få et kreativt - og måske endog
    underholdende modspil. Hele tiden at skulle give
    bekræftigelse, opmærksomhed og forsikringer
    så du ikke når at mærke dine egne behov etc.

    Prøv at forestille dig at du nu står inde i en cykelpumpe.
    Helt henne ved ventilen. Og snart ikke mere kan røre dig ,
    fordi stemplet nu bliver presset helt i bund.
    Overtrykket vil hurtigt få dig til at skrige:
    "Giv mig dog lidt plads - giv mig luft!
    så jeg kan mærke mig selv igen."


    Mange gange glemmer også vi parterapeuter
    at se den ægte smerte, der reelt er i hele tiden at blive udsat for
    dette konstante pres - fra såvel jobbet som fra ægtefællen.

    Det bliver helt utåleligt, hvis du føler dig omklamret af en
    der hele tiden hopper rundt på tungen og ikke kan få nok af dig,
    når du selv simpelhen tænder mindre og mindre på denne, i dine øjne,
    evigt sultne person. Inden længe vil du da føle dig brutal eller som
    et dumt følelseskoldt uhyre. - Og hvem ønsker dog at være det?
    Det er måske derfor du skubber væk, lukker af, forbliver kølig
    - og går dine helt egne veje i tavshed. (Fordi at du ikke
    kan lide den rolle, som du bliver presset ind i ?)

    Hvis du forsøger "at lege med" og skjuler,
    at du også har det ondt, fordi dine kærlige følelser er på retur,
    ja så vil negativiteten blot hobe sig op indeni dig og tage til i styrke,
    så du kan ender med at føle, at du er blevet falsk og uægte
    og følelsesmæssig fjern - ja faktisk føler dig ret ensom.
    Nogle vil måske sige at du har godt ondt af dig selv,
    men det fjerner altså ikke den reele smerte, der er.
    Det split registrerer Kærlighedspersonen jo straks
    - og så går det meget let fra ondt til værre.

    Så den første nøgle er ganske enkelt at stoppe op
    og give dig tid (mindst 1 aften) til at se nøjere på det, der sker
    ovre i den anden skyttegrav - og samtidig finde de ord, der er sande,
    forløsende og forståelige i dig, så din partner bedre
    kan se "det hele " fra din position.
    (Se f. eks. ParTermometret)

    Og ja,
    så er der jo de forhold, hvor den ene part igen
    og igen hører sig selv sige disse brutale, ja dræbende ord:
    "Jeg elsker dig simpelhen ikke mere, du er en ren ynk og umulig."
    Eller: "Du er jo blot en lille dreng /pige - og jeg har kun ondt af dig."
    Eller andre utilgivelige, brutale, helt fatale og foragtende ord.

    Og så må vi udenfor desværre
    konstarere at kærligheden er død
    og at der altid er noget der er bedre, end at spilde sit liv
    på at bringe liv i noget, som er dødt.

    Det er ikke spor sjovt at føle sådan ret længe,
    så det er ikke svært at forstå, hvorfor denne "Overperson"
    søger ud af forholdet. Det er sværere at forstå, hvordan nogle
    kan leve i sådan en dødedans i årevis. Hvorfor er de dog ikke
    for længst brudt ud af dette fængsel/ helvede? Er det mon
    fordi at magtfølelsen over at styre den andens følelsesliv
    nu er blevet mere attraktiv end kærligheden?

    "Hvor kærligheden råder, forsvinder viljen til magt.
    Hvor magten er i højsædet, træder kærligheden tilbage.
    Den enes kraft, bliver let den andens skygge."

    (som Carl Gustav Jung engang skrev).




    5. Indsigt:
    Hvis du vil forandre på dansen,
    må du først selv starte med at forandre
    på dine egne trin og finde en ny melodi.


    Vi siger alle at vi elsker udvikling,
    men samtidig hader vi også forandringer.
    Formlen på frustration er - for at sige det kort,
    at følelserne siger JA, imens forstanden siger Nej.
    Du splitter simpelhen dig selv ad, hvis du igen
    og igen splitter dig sådan ad.

    Nogle prøver at lave lange lister
    over deres parforhold med en masse + ´er
    og mindst lige så mange minusser. Der er altid noget
    der positivt taler for, at du bliver i dette parforhold - og
    mindst lige så meget, der taler imod, at du forbliver her.

    Sandsynligvis vil du snart opdage, at hvad du end gør
    - ja så vil du lide et tab. Forandring koster og selvklart
    er du usikker overfor det uvisse. Du ved, hvad du har
    og du og jeg ved ikke, hvad fremtiden har at byde på.

    Når det kommer til stykket
    handler det dog ikke om disse + ´er og - ´er,
    men om du tør vove at rokke og forandre ved den balance,
    og ændre på den rolle, som du nu føler i højere grad
    giver dig smerte, end glæde ved - at være i live.
    Grundliggende set handler det om du vil
    det, der er liv og nye muligheder i
    eller det, som ikke er mere.




    Hvis du ofte
    føler medlidenhed med din partner,

    vil du snart opdage, at medlidenhed er lidenskabens fjende nr 1.
    Og udsigten til at gå dybere og endnu mere forpligtende ind i forhold
    er nogenlunde lige så tiltrækkende, som at blive idømt livsvarigt fængsel
    eller blive levende begravet. Medlidenheden skygger næsten helt af for
    alle andre følelser - og er noget helt andet end at føle Medfølelse,
    der er langt varmere, styrkende - og tættere på Kærlighed.

    Hvis du oftest er "den som er Ovenpå",
    så forbliver du sandsynligvis i dit parforhold, hvis der er plusser nok,
    men du bliver ikke gladere eller lykkeligere derved. Du kan svinge i årevis,
    som et pendul. Snart er det ok, lunt, rart, ren idyl - og snart er det helt ulideligt.
    Og det giver dig let en masse skyldfølelser sådan at gå og holde en bagdør åben,
    imens du fiser ud af hoveddøren hele tiden. Eller hele tiden gå og glo efter,
    om en endnu bedre ægtefælle mon en dag skulle dukke op.
    Det er ikke at leve - det er at befinde sig i en ventesal
    og selvsagt føles livet da snart kedeligt og tomt.


    6. Indsigt:
    Ubalancen har mange ulykkelige konsekvenser
    - og giver en forklaring på f. eks. utroskab
    .

    Det er oftest den, der er ovenpå, der først er utro
    Og motivet til det er at bevise overfor sig selv, at "jeg er fri,
    stadig fri nok til at kunne gøre lige hvad fanden, jeg har lyst til."
    (Det er een af forklaringerne på, hvorfor mange utro ægtefæller
    skynder sig hjem til den før så nedrakkede ægtemage,
    lige så snart elskerinden /elskeren stiller krav til dem
    "Hjælp! - du begynder at lyde som min mand/kone".

    Er "Underpersonen" utro er det oftest for at straffe "Overpersonen",
    eller for at blive trøstet og bekræftiget i, at det også er den andens skyld,
    at de lider. Og et forsøg på at få styrket selvtilliden via bekræftigelsen
    af at der stadigvæk er andre, der finder en attraktiv,
    hvilket ægtefællen desværre ikke gør.

    Det kan sammenlignes med en middelvægtsbokser,
    der efter at være blevet slået ud i en række nærkampe,
    opsøger en letvægtsbokser for at genvinde sin selvtillid.
    Noget mange elskere/elskerinder bittert må erkende,
    når de en dag ser vedkommende vende hjem igen.

    Det er også oftest "den, der bliver mest elsket",
    der først beder om at få "betænknings-tid" i de første faser
    af et parforhold, og taler om sine ønsker om at få lidt afstand

    - og derved bevare sin fulde solist frihed længst?
    Det kunne jo f. eks. være, at der var en endnu bedre mand/kvinde,
    der passer endnu bedre til dine drømme og at din efterhånden større og
    større selvtillid til, og tro på, at netop du, der bliver så højt værdsat fortjener,
    at der dukker en exstra fortryllende underskøn ny partner op bag horisonten
    og vil dig? Det bekræftiger din kæreste dig jo i hver dag! Derfor er det vigtigste
    for dig hele tiden at holde en bagdør åben - og fastholde din frihed
    til at vælge om, hvis nu noget bedre viser sig ...).

    Selvfølgelig er dette portræt alt for firkantet
    ja en karrikatur af "den, der bliver elsket, men ikke selv elsker"
    ´s skyttegrav. Jeg ved det godt - men pladsen her er ikke til nuancer.

    Pointen er,
    at det let kan blive og være en temmelig ensom og absolut ikke særlig
    ønskværdig position at havne i, og alt for ofte overser vi de forvirrende følelser,
    der også er i denne pol, når vi som parterapeuter møder en åbent lidende martyr,
    en trist kærlighedsforsømt - eller en bedraget ægtefælle, som i årevis forgæves
    har prøvet på at få denne "skurk, denne ufølsomme, overlegne, modvillige,
    dominerende, egoistiske, lunkne, vattede, ligeglade osv. osv. osv. person
    til at elske sig - mindst lige så meget, som den længselsfulde selv elsker.
    Rundt og rundt i den samme rille - kører de begge to.



    B. Virkeligheden
    ser anderledes ud fra det andet skyttegravshul!

    Herovre fra opdager "Underpersonen" nemlig, at han /hun bliver dummere
    end man er og pinlig tavs. Og mere desperat, umulig, vildere og vildere.
    Dvs. føler sig mere og mere splittet i sit had - kærlighedsforhold.

    "Jeg kan simpelhen ikke genkende mig selv",
    som en for nylig sagde til mig. "Hvad er det allerværste ved det?",
    spurgte jeg. Hun svarede: "At jo mere jeg kæmper, desto mere taber jeg
    og mest mig selv, sådan som jeg kan lide at være mig. Min selvtillid
    den smuldrer og smerten har snart helt taget magten fra glæden.
    Det værste er dog, at jeg mister netop det, som jeg godt
    kan lide ved mig selv. Jeg kan ikke lide mig selv mere."


    7. Indsigt:
    At føle sig påtrængende er ikke spor sjovt.
    Den stigende frygt for at miste og vreden over sine egne dumheder
    og fejl, kan gøre dig så anspændt, at din intelligenskvotient daler foruroligende,
    ja helt utroligt. Du kan føle dig mindre og mindre, og dummere og dummere,
    så du tilsidst ikke kan kende forskel på op og ned, dag og nat.

    Du glemmer, er ukoncentreret, føler at du næsten intet mere ved,
    og kan. Og kæmper imod en stigende følelse af hjælpeløshed og håbløshed.
    Optimismen og pessimismen slås i dig - og tilsidst vinder pessimismen.

    Som Leonard Cohen så flot engang sagde i et interview:
    "Nogle kritikere kalder mine sange "sorte og pessimistiske."
    For mig er en pessimist en person, der går ude i solskinnet
    med regnfrakke og parably. Det jeg ved, er bare at her fra
    hvor jeg står, er det forbandet vådt." - Ja, livet er barsk.

    Der er skrevet mange gode bøger til "Kvinder, der elsker for meget"
    og til "Dig, der elsker en, som synes at elske at hade dig." De rammer plet
    og kan godt hjælpe meget, hvis den person, der føler sig "hjælpeløs
    og fortabt" bare ville følge alle disse bøgers gode råd.
    Det gør de mærkelig nok sjældent.

    Når din charme, selvtillid og selvfølelse
    din glæde, tryghed og spontanitet forsvinder
    og du begynder at opføre dig - og føler dig - som et lille ulykkeligt,
    forskræmt og uelsket barn, ja så er det utrolig svært at følge gode råd!
    Du forstår jo knap nok venlighed i denne psykiske tilstand.

    Som "Underskuds person" begynder du måske derfor
    at opføre dig meget stift, anspændt, frygtsomt og usikkert,
    somom du befandt dig midt i et vigtigt jobinterview, eller
    er oppe til en eller anden eksamen, 24 timer i døgnet.

    - og samtidig mærker du (måske katastrofalt),
    at tingene hele tiden blot går mere og mere skævt - og ender galt.
    Igen og igen føler du nemlig pinefuldt, at du helt mister kontrollen
    og derved styringen af det, som sker. Selvklart stiger angstniveauet
    derved endnu mere - i en hektisk og desperat ond cirkel.

    Sker det for dig, er det måske en god ide
    at huske rødstrømperne gode gamle parole:
    "Bryd ikke sammen, bryd ud!"


    8. Indsigt:
    Jo mere du bliver afvist og stødt væk,
    jo større bliver aggressionen i din smerte.

    Men da det er svært rigtigt at skælde ud og blive vred på en,
    du ønsker skal holde af dig, lammes du. Inden længe begærer du så meget,
    at vreden vender sig indad, som selvforagt. Det kan splitte dig helt ad psykisk
    og personlighedsmæssigt. Ja ende med et kaotisk følelsesmæssig sammenbrud,
    en indlæggelse, et selvmordsforsøg, en voldtægt og andre ydmygende
    scener - som de, der lider af skinsyge kan tale med om.

    Som Kærlighedssøgende person uden genklang,
    kan du let føle dig fanget ind af et netværk af uforløste
    og pinlige ufærdige situationer med den anden. Flere har drømme
    om at sidde fast i et edderkoppespind, eller løbe forvirret, skræmte
    og bange rundt i mørke uhyggelige labyrintgange. Eller kan fare op
    og ned i en elevator til et rum, hvor de forgæves prøver at finde
    ud af, hvor kontrolpanelet mon er blevet af - der kunne styre
    de mange ulidelige op og nedture.

    Forestil dig f. eks.
    at I er taget til stranden en solrig sommerdag.
    Du har rigtig taget dig sammen, købt en ny fræk bikini,
    fået håret klippet på en ny måde og har været glad hele dagen
    - endelig er det lykkes for dig at få "en masse god tid" med ham,
    du så længe har ønsket at få et større nærvær og interesse fra.
    Men han synes bare at kede sig - og "kommer igen og igen
    lige til" at glo for langt efter andre piger, end dig.

    Eller du ser måske kærlighedsdrabet til en fest,
    hvor hun helt bevidst danser uhæmmet og tæt sammen
    med alle andre, end hendes sorte skygge af en mand,
    der blot ser utrolig sur, indeklemt og gnaven ud.

    Hun ved ganske udemærket, at hendes adfærd piner
    og plager hendes "vatpik af en mand" - men den foragt hun føler
    for hans selvmedlidenhed, forstærker blot hendes hotte danse.
    Når de kommer hjem er luften selvsagt iskold og fjendtlig.
    Det kan tage uger før de taler sammen, igen.

    Hvis du kunne interviewe dem,
    hver for sig vil du høre to vidt forskellige udgaver
    af, hvad der egentlig foregår - og hvordan det føles.
    Pointen her er, at deres skæve dans er tæt forbundet
    og at de udefra set kun forstærker hinandens dårlige sider.
    De polariserer hinanden - og det gør bare ondt.

    Eller måske kan du huske hende,
    der løb forvirret rundt lige i hælene på sin mand.
    med flagrende hænder. Og han opførte sig som om
    at han var en fængselsindlagt på prøveløsladelse
    som var ude med sin sagsbehandler.

    Han drikker sig skidefuld
    og nærmest æder den nærmeste anden kvinde, der ægger ham.
    For alle os andre er det ret tydeligt at se, at de danser rundt
    og rundt i en fælles smertedans, der polariserer dem ud
    i hver sin yderpol. De bliver væk for hinanden.

    Begge er selvfølgelig vrede, og i smerte
    da ingen af dem rigtig får, hvad de ønsker sig,
    og derfor har de let ved at skælde ud på hinanden
    - for bagefter være godt vrede på sig selv over
    at de ikke evnede at bryde spillet i tide.

    Begge føler sig hjælpeløst fortabt i noget,
    de begge to med en stor angst, har tabt kontrollen over.
    Vreden og frygten kølner yderlig "Overpersonens" følelser
    for "Underpersonen", der forunderligt nok blot længes
    endnu mere efter - at blive elsket af sin bøddel.

    Magtpersonen føler og fornemmer godt vreden
    i mistilliden - og synes at skuffelsen er helt urimelig.

    Måske foregår der en indre tankegang hos "den attråede person"
    som kan siges ca. således: "Hvorfor blev jeg dog nu så vred?
    Han /hun elsker mig jo bare så højt og vil jo gøre alt for mig.
    Hvor er jeg egentlig modbydelig. Jeg overreagerede jo.
    helt vildt. Han /hun fortjener min taknemmelighed,
    kærlighed og overbærenhed, I´m so sorry, babe,
    som de siger i de billige film fra Hollywood.

    Men hvordan kan det så være,
    at jeg kun føler et stigende ubehag?
    Måske kan jeg slet ikke elske nogen rigtigt?
    Jeg kan ikke lide mig selv, når jeg er sådan, men
    samtidig føler jeg mig også tvunget til at reagere sådan.
    Måske er jeg ligefremt et ondt menneske, har en indre svinehund?"

    Men alle sådanne indre selvkritiske tanker holdes for sig selv,
    hos begge - dernede i skyttegravene omme bag muren.



    9. Indsigt:
    Den forsømte elsker at gå i terapi,
    imens jongløren prøver ihærdigt at undgå det.
    Den mest forsømte møder jo dér en 3. person, der lige
    som en selv prøver på at redde dette skæve ægteskab og forhold.
    Parterapeuten opleves som en allierede, "en, som kan hjælpe mig
    med at få forandret på min partners adfærd og følelser overfor mig"

    Men da jongløren hurtigt finder ud af,
    at der i alt for høj grad tales om "et større nærvær" og
    "nu må I se at finde mere tid sammen", så mistes interessen hurtigt.
    Presset bliver jo blot øget, og vedkommende får endnu mindre tid til
    at nyde sin frihed og forskellige privilegier. Meget ofte misforstår
    jongløren terapeutens budskaber og fortolker dem kun,
    som opfordringer "til at være lidt sødere og kærligere"
    - og så går det helt galt.

    En Par-terapi, der kun focuserer på
    at hjælpe parret til at komme hinanden nærmere,
    (samtidig med, at det måske antydes, at jongløren
    har et neurotisk stort besvær med at turde elske etc),
    vil derfor i løbet af nogle få gange oftest blot føre til,
    at "problembarnet" trækker sig helt væk fra
    og ud af både parterapien og parforholdet.


    10. Indsigt:
    Det er ikke dig
    eller din partner, der er forkerte
    Det er mere den måde I danser på.


    Det er derfor vigtigt også at gøre jongløren klart,
    at denne i lige så høj grad selv er blevet et offer for
    en uheldig polariserings-dynamik og ubalance i mellem
    ønsket om nærhed - versus ønsket om at være sig selv.

    Måden vi danser sammen på,
    kan være hovedårsagen til en masse
    af de højst negative og ukontrollable scener
    og konflikter, som forskellige par låser hinanden fast i.
    Mere nærhed, fede rejser, champagneelskov, teaterbesøg etc
    er ikke altid løsningen. Der er også brug for at respektere
    og tilgodese nogle af jonglørens helt rimelige behov
    for ikke at blive overfaldet - og have tid til
    sine egne særheder og interesser.

    Begges smerte og vrede må ses, og anerkendes
    som opstået i en mere eller mindre forvrænget og ulige dans.
    I starten af en parterapi gør man derfor som terapeut klogt i
    at starte med at forstå: "Hvordan ser det I står midt i nu
    ud ovre fra din stol?" - Og derefter uddybe dette:

    Få Nøglebudskaberne tydeliggjort:
    - "Er det blot et suk, et spontant udbrud - eller din ærlige mening?"
    - "Handler det mere om at få ret for dig, end om at få kontakt?"
    - "Hvad er det, der er så drønsvært for dig at få X til at forstå ?"
    - "Hvad er de 3 vigtigste budskaber, som X skal forstå?"
    - "Hvad er ikke til forhandling - og hvad er?"

    Fortæl helt præcist, hvad du siger Nej og Fuld Stop til
    + spørg derpå: " Hvad du hellere sige Ja til - og sætte i stedet for?"
    Dvs. ophæv forvirringen ved at gøre det forvirrende mere tydeligt.
    Selve dette ofte ret svære opklarings- og afklaringsarbejde
    kan godt være et vigtigt mål i sig selv - og udgøre
    en ny basis for det videre forløb i en parterapi.


    EN JOKE: Ved du, hvad forskellen er
    på at føle sig involveret - og at føle sig forpligtet ?
    Det er forskellen på at lægge et æg og blive et stykke skinke.
    Skinken kommer fra en gris, der i sandhed var forpligtet.
    Hønen er blot involveret i det der med at lægge æg.



    Det næste trin
    består i at opdage - lidt tidligere end før,
    hvornår du er lige ved at træde ind i det tossede spil
    eller den skæve dans, hvor I blot polariserer hinanden
    ud i hver sin yderlighed. Dvs. opdage hvor og hvordan
    at I begge to har indflydelse på, hvad der sker.

    Måske har du også opdaget,
    at I reagerer yderst forudsigeligt på hinanden?
    Jo mere den ene af jer vil have tæthed og nærhed,
    jo mere oplever den anden dette ønske som et pres.

    Og jo mere din partner vil dig,
    jo mindre sexlyst føler du overfor din partner.
    Og jo mere du løber væk fra dine følelser, jo værre
    får både du - og I det derfor. Dvs. at begge to taber
    og ingen af jer får det sådan som I bedst kan lide det.

    Sker det, så stop dog op og se mere nysgerrigt på
    det, der konkret sker - som en fejl i jeres fælles dans.
    I stedet for blot at finde alle fejlene ovre hos din partner,
    eller pinefuldt og pinligt kun at se dem ovre i dig selv,
    så gør dig klart, at du og den anden blot er havnet
    i en dum situation, der er helt ude af kontrol.

    Det kan være en stor hjælp
    at du, som er "ovenpå" i ærlig afmagt slår ud med armene
    og tilstår: "Jeg har det lige så skidt og afmægtigt, som du.
    Jeg erkender min del af din smerte - som du har del i min.
    Og i stedet for igen at focusere på, hvad du gør galt,
    vil jeg nu hellere se på, hvad jeg selv kan gøre,
    så jeg ikke føler mig så vred og afmægtig.
    Jeg ønsker ikke at der bare sker det,
    som der plejer at ske!

    Tænk hvis I hver især hver morgen
    brugte blot 5 minutter på at løse denne opgave:
    "Hvad kan jeg mon gøre i dag, som min partner
    vil blive glad for?". Som en snebold ville det måske
    i årets løb kunne starte en helt ny lavine af glæde?



    Når du er faldet ned i et hul,
    er det oftest ret dumt at begynde at grave dybere nedad,
    søge dybere årsager og lede efter en eller noget at bebrejde..
    I stedet for at grave, kritisere, bebrejde og kaste rundt med skyld
    og slå igen med sårende brutale ord, så begynd at øve dig i en mere
    Problemløsende (= "hvad virker?") holdning til jeres situation!

    Tænk f. eks. på, hvordan mon "det hele" ser ud fra din partners stol:
    Det er bl. a. yderst svært og ubehageligt hele tiden at føle sig så afvisende.
    Lige som du er ved at have det sjovt, er på vej ud i verden, ja måske væk
    fra den anden?, så opdager du, at den anden klamrer sig mere til dig.
    Ind imellem kommer du så brutalt til at sparke bagud.
    Eller må rive dig løs. Og det er rædselsfuldt, fordi du
    jo egentlig ikke er ond eller uvenlig, men vil noget andet
    - eller måske dybest set blot føler dig skrupforvirret?

    Som jonglør kan du ofte - og med rette - sige til din partner:
    "Du vil alt for meget, for hurtigt. Det du kalder kærlighed føles kun
    som et stort pres for mig. Jeg kan ikke mere mærke, hvad jeg selv føler,
    når alt hvad jeg siger til dig bliver vendt på en vægtskål og vendt imod mig."
    Igen og igen befinder du dig nemlig i en position, hvor du undskylder dig selv,
    forsvarer dig og siger nej, tak - uden at du forbereder dig ved at komme først,
    mht. at fortælle, hvad du godt vil sige JA til, og selv har lyst til at foreslå.

    Måske bliver du "overfaldet", fordi du er stået helt af
    mht. selv at tage initiativ til noget, som du har
    lyst til at gøre sammen med din partner?


    11. Indsigt:
    Det er altid lettere siger NEJ til noget,
    end at finde JA ´et til at gøre noget helt andet.

    fordi du derved undgår at tage stilling til din "manglende andel" af samlivet.
    Du kan nøjes med blot at reagere på situationer, din "Modspiller" skaber
    - og selvklart går du derved glip af glæden ved at skabe situationerne.

    Så en stor del af dette fælles magt-afmagts-spil handler om,
    at I kører hinanden ud i poler og skøre helt umulige positioner.
    I afleder begge på forskellige måder den andens mulighed for at tænke klart.
    Ingen af jer hitter rigtig ud af, hvad I hver for sig egentlig reelt har behov for!
    Tanken om, at jeg godt kan finde andre måder at blive glad på
    falder mig ikke ind, "fordi jeg kun vil have glæden fra dig
    eller glæden ved noget, som jeg gør uden dig."

    En måde at åbne for kreativiteten og noget nyt her, er at spørge:
    - Hvad ligger der egentlig bag de sultne vrede Krav? - og Skyldfølelsen?
    - Hvad af alt det du gør, virker rent faktisk ganske fint og konstruktivt?
    - Og hvad af det, du gør (+ ikke gør), virker ganske simpelhen ikke?
    Ca. sådan tænker de fleste parterapeuter i dag, når vi står
    midt i sådan et gensidigt Angreb -> Modangreb-spil
    og diverse Flugt - Kampmønstre imellem ægtefæller.

    Det afgørende er ikke, hvad
    og hvor meget I med ord siger til hinanden.
    Det afgørende er, hvordan det siges.

    Det er f. eks. ikke særlig frugtbart
    kun at focusere på jonglørens manglende evne til at elske,
    Det er en gammel melodi - og den fører ingen nye steder hen.

    Det er mere frugtbart
    at se på jeres Kommunikation, som en polariserings-dans.
    I er begge to fanger i et afmagtsspil, som I har svært ved at redde jer ud af.
    Kampen kan ses som et mislykket forsøg på at finde en ny og bedre balance
    imellem Frihed, retten til selv at bestemme - og Kærlighed. To fælles behov
    som I begge to selvklart har på to forskellige måder. - Og intensiteten?
    Jo vreden viser blot, at I begge to kæmper for at opnå noget,
    som åbentlyst synes at være vigtigt for jer - hver især.
    Ved du helt præcist hvad det er?



    Og hvad kan du gøre,
    hvis du er havnet i den kontaktsultne-position?

    Start med at spørge om I mon ikke begge lider under og kæmper med
    at det er så svært at elske hinanden godt, tillidsfuldt og ærligt,
    - og samtidig være tro mod sig selv?

    Der foregår i hvert fald noget i mellem jer,
    som får den ene af jer til at ønske sig en større afstand
    - og den anden til at presse på, længes uden at blive mæt,
    samt hive og trække i "dig, der hele tiden løber væk".


    Siger dette her dig noget, så har du mindst
    3 vigtige personlige mål, du gør klogt i at lære at skille lidt bedre ad:

    A: Selve det at bryde ud af en pinefuld uværdig underlegen position i jeres forhold
    B: Genvinde din selvtillid, selvrespekt og opbygge din kærlighed til dig selv igen.
    C: At fremstå som mere attraktiv for din partner, så at denne vil dig noget mere.



    12. Indsigt:
    Om følelsernes cykelpumpe:
    En god mulighed for at styrke forholdet
    består - paradoksalt nok - meget ofte i, at du stræber
    efter at kanalisere din følelsesmæssige energi bort fra din partner!

    Firkantet sagt kan du se dit problem med din partner, som en slags cykelpumpe.
    Jo mere du presser stemplet i bund, jo større modtryk bliver der i den anden ende.
    Og desto større et vakuum du skaber - jo mere kan din kæreste trække vejret frit
    Dvs. at desto mere du frigører dig, desto mere vil din partner savne dig.

    Når man befinder sig midt inde i et sådant et cykelpunpehøjtryk,
    er det ret umuligt at føle noget som helst! Hverken for sig selv eller andre.
    Og da slet ikke kærlighed eller lidenskab. Når du derimod trækker stemplet
    den anden vej, så skaber du derved et vakuum og en tomhed - som giver
    den anden plad til at hitte ud af, hvad denne reelt føler for dig.
    Og meget ofte vil vedkommende da komme løbende efter dig,
    når blot du - og I - skaber en tilstrækkelig afstand.
    Du udløser simpelhen en sugende vakuum-effekt.

    Hvis du igen og igen opdager,
    at dine nuværende anstrengelser, trods alle gode motiver,
    ikke har ført til det positive resultat, som du kunne ønske dig ,
    ja så du er simpelhen nødt til at hitte på noget nyt og afprøve nogle
    andre og måske nye taktikker, fordi ... de gamle ikke virker.
    Det er skræmmende at indse, men nødvendigt.



    Her er 3 enkle nye leveregler,
    som du selvfølgelig kan kombinere, så de passer til dig:

    1. Jo flere risici jeg tager,
    dvs prøver noget nyt og helt anderledes,
    jo større mulighed er der for, at jeg derved også forandrer
    på de smertelige følelser, som helt åbentlyst
    og nøgtern set, ikke gør nogle af os godt.

    Nogle gange kan blot det at rejse langt væk alene,
    besøge gamle forsømte venner i en hel uge, tage på højskole
    eller rejse væk på et ugekursus - være det nye, der åbner op for noget nyt.
    Fra at være under konstant pres, oplever din partner nu tomheden,
    ja når at savne dig og mærke sine intimitetsbehov.

    2. Jeg gør, hvad jeg kan gøre, nu, og prioriterer
    imellem hvad der er VIGTIGT - og hvad der kan vente,
    så jeg genvinder selvtilliden, selvrespekten - og passer på min styrke.
    Stop det destruktive (f. eks. alkoholmisbrug, utroskab, selvpineriet).
    Og hvis du føler dig hjælpeløs - ok, så kontakt dog en hjælper,
    så du kan stoppe nedturen - og begynde at kravle op igen.

    3. Lær at sige denne Trylleremse udenad:
    "Jeg kan godt. Jeg vil det - jeg tør og jeg gør det. NU."
    og indøv remsen, imens du gør noget, du er rigtig god til.
    Og sig så disse Styrkende ord lige netop der,
    hvor du lige trænger til et lille skub - indefra.


    Et eksempel:
    F. eks. ringer Jette til Poul en sen eftermiddag
    og spørger om han ikke lige kan komme med til en fest,
    nogle af hendes venner holder i aften. (De sidste fester sammen
    har været katastrofale, og Poul har egentlig ikke spor lyst til igen
    at føle sig så ubetydelig, glemt og overset igen). Som sædvanlig,
    sagde han uden at tænke sig om straks JA i telefonen.

    "Lige bagefter,
    da jeg havde lagt røret på, fortrød jeg, at jeg havde sagt ja", fortalte han.
    "Egentlig var jeg jo træt og havde blot glædet mig til at se en film i fjernsynet.
    Igen havde jeg, som en nikkedukke, bare føjet mig, fordi jeg er så bange for,
    at hvis jeg siger nej, til hende, at så vil hun måske synes, jeg er kedelig.
    Eller måske ville hun til den fest møde en mere spændende mand
    - og så ville jeg for altid gå og ævre mig over at jeg ikke gik med."

    "Men jeg havde taget en beslutning om
    ikke mere at tro på disse dumme skrækfantasier
    og derfor ringede jeg hastigt tilbage til hende og sagde,
    at jeg havde fortrudt mit ja, og at det da var helt fint,
    at hun tog adsted alene og havde en god aften."

    Det føles stærkt og godt for Poul således at være ærlig.
    Og han var ikke fri for at føle sig lidt stolt af sig selv den aften.
    Det morsomme var, at Jette så brød tidligt op fra selskabet
    og tog hen til Poul, da hun savnede ham - sikke en lettelse.
    Følelsernes cykelpumpe-strategi trådte i funktion.
    Tryk avler blot modtryk, så stoppes taberspillet
    - vil noget andet kunne gro frem.

    3. Stop også lige op og erkend, når du reelt føler et tab
    og giv dig lov til at være ked af det - og græde befriende.

    Der er en stor forskel på at svælge i og dyrke selvmedlidenheden
    og det virkelig at turde græde dybt, rent og inderligt igennem.
    I selvmedlidenhed hænger du fast - uden en forløsning.

    I en ærlig følt sorg, giver du helt slip - og får luft.

    Der kan også blive lagt alt for meget låg på.
    Det kan være en frygt for at angle efter medlidenhed,
    eller for at svælge i håbløsheden, så sorgen over det reele tab,
    der er i at have mistet sin selvtillid og en andens kærlighed
    lidt for let undertrykkes og tildækkes.


    Husk da,
    at selvmedlidenhed kun en halv blues
    ,

    fordi sangen og kraften i den er alt for svag, selvopgivende
    fordi "noget i dig" kæmper imod at give slip - og sige farvel.
    Det er ligesom en halvhjertet blues, der sådan ikke rigtig
    kommer ud over rampen. Den går mere indad i klynk,
    end den kommer rent ud i sang - om du forstår?

    En helhjertet og derfor mere forløsende blues
    indeholder både tårer, smerte, sorg, angst, raseri, frygt, savn og ønsker,
    og de sande ord, der gør en blues forståelig på en dyb kontaktfuld måde.
    Der er menneskekontakt i en blues, selvmedlidenhed er kontaktløs.

    Ok - og hvad så, hvis du nu alligevel opdager,
    at du sørme også trænger til en masse trøst, put og venlige ord?
    Hvorfor så ikke bede direkte om dette hos nogle veninder eller venner,
    der sandsynligvis er langt mindre kritiske, end du sandsynligvis tror?
    De vil forstå dig og få oftest lyst til at være gode ved dig på deres facon.
    Det kan hjælpe meget, hvis du selv rækker ud efter dine venners omsorg,
    og helt konkret siger at du har brug for deres trøst, accept og varme.
    Du kan jo prøve dette råd en dag - og mærk så forskellen bagefter
    på din selvtillid, på sit humør og livsmod, hvis det lykkes.



    .....

    13. Indsigt:
    Livet udenfor parforholdet
    behøver ikke at gå i stå, fordi du ikke bliver elsket.

    "Jeg kan ikke leve uden X!" Og det bliver nu min undskylding for ikke at ...,
    "Jeg vil aldrig mere kunne elske andre og have et forhold, hvis dette går forbi."
    "Jeg er simpelhen 100% umulig, ikke værd at elske - ja en ren vanskabning,
    som ikke fortjener noget som helst godt", tænker du derfor selvopgivende
    (- og måske kun i al hemmelighed i enrum, hvor ingen hører dig?)

    Sammen med dine venner
    kan du måske gribe dig selv i at le af disse udsagn?
    Perspektivet genvindes - og det kan hjælpe dig til at indse
    at det, som sker nu, blot er en periode i dit liv - er noget midlertidigt.
    Og hvis du en dag skulle miste din kæreste, ja så er det jo også vigtigt
    at du overvinder privatheden og deler dit inderste med dine gode venner,
    så du ikke står mutters alene uden nogle venskaber at bygge videre på,
    hvis nu det, som du frygter mest, en dag bliver virkelighed.

    Accepter at du reelt nok har brug
    for støtte, omsorg, råd, kritik - og modstand.

    Hvis du besøger en psykolog, så fortolk dette som et signal
    om at du vil bryde ud af dit privatheds-helvede og nu er parat til
    at gå på opdagelse i om du egentlig er så hjælpeløs, som du føler dig
    i dette parforhold? + Hvorfor din partner hele tiden løber væk, når du er bange,
    hvad enten det så skyldes frihedstrangen, længslen efter at kunne trække vejret
    eller en forstyrret kærlighedsevne hos X - eller dig selv? osv. osv.

    Pas kort sagt på med at isolere dig. Det svækker dig bare yderligt
    og fører kun til endnu mere smerte. Accepter dog, at du reelt har brug for
    et andet menneske at forholde dig til, som også har lyst til at engagere sig i dig
    og det, du roder rundt i for tiden. Det kan din partner jo åbenlyst ikke gøre!
    Opdag nu igen, hvad det betyder for dig at have gode venner/veninder.

    Vær ekstra god mod dig selv.
    Opbyg f. eks. en kropslig styrke og gode følelser ved at gøre noget rart.
    Stop alle de der alt for velkendte selvpinende og selvnedgørende tanker,
    der jo blot knock-outer dig endnu mere. Lær at le af de dumme tanker.

    Typisk vil du i smertetilstanden kunne iagttage
    en indre selvfordømmende stemme, der hele tiden råber til dig:
    "Du er alt for... (tyk, tynd, høj, lille, dum, umulig, neurotisk, ødelagt, forkælet etc.)
    "Du er heller ikke...(morsom nok, spændende, rig og sexet nok, klog nok osv. osv.)
    "Jeg er blevet alt for...( gammel, usikker, bange, uhelbredelig, umulig, håbløs.)
    Dvs. at jeg fortjener nok denne selvpåførte smertetilstand - og er uden håb.
    At det Selvnedgørende tankemønster let kan føre til en depression,
    er vel ikke mærkeligt.

    "Noget" i dig kan fordømme
    håne og udskamme dig selv i en uendelighed
    og du bliver derved din egen værste fjende. Tanker kan svække dig
    - eller bygge dig op, (som tidligere beskrevet - se under depression).
    Ved du hvad dette "noget" er - og hvorfra den selvhån stammer fra?
    Hvad er dit svar på den opdragelse nu i dag?

    At være ekstra god ved dig selv,
    betyder at øve dig i at tale til dig selv som med en god ven.
    Som en, der holder af dig ville gøre. Start f. eks. med at øve dig
    i at gå til modangreb mod selvhadet på en mere effektiv facon.

    F. eks. lær dig at sige følgende flere gange om dagen:
    "Jeg er sgu den, jeg er - og hvis han/hun ikke kan acceptere
    og holde af mig, som jeg er, ja så er det sgu dit problem, fordi
    så må du da være både blind, døv - og sandsynligvis dum."


    Kort sagt:
    Det er ikke dig, der er håbløs,
    eller din partner. Det er jeres dans sammen, der er håbløs.

    I "Underpositionen" vil du meget let komme til at føle dig som en fiasko,
    umulig - og panikke, og via denne vilde vrede, overdramatiserer du
    - og kører blot derved dig selv endnu mere ned i en stor ond spiral.

    Prøv, hvis du har det sådan,
    i en periode at holde fast i følgende trylle-formularer:
    "Hvad ville være godt at gøre for mig selv?" - "Hvad gør mig glad?"
    Gå ture i naturen. Opdag at løbe - og svømmeture er dejlig rensende, beroligende
    og styrkende. Besøg dine venner og opdag at de godt kan forstå dig.

    Læs bøger, (se nedenfor) tag på kursus, på højskole,
    eller rejs væk alene i 14 dage på ferie og tag en dagbog med,
    så du derved kan skrive dig frem til en afklaring
    og finde frem til ordene bagved kaoset.

    Kort sagt: Gør noget, du længe har haft lyst til.



    Lidt mere om at lære dette nye
    "DET ER INGENS FEJL - SPROG"

    Det afgørende er ikke, hvad - og hvor meget I siger til hinanden.
    Det mest afgørende er, hvor klart du taler og hvordan, du siger det,
    som der er i dit hjerte. Det er en fælles ulykkelighed, I er fanget ind af
    og I er begge to sårbare, skuffet, afmægtige - og måske vrede.

    1. Start brobygningen med
    mest at tale ud fra dig selv, dvs brug "Jeg - udsagn"
    og undgå "Du-udsagn": "Du er også bare .. sådan og sådan"
    eller blot at moralisere med: "Du bør da nok kunne forstå mig ...
    eller: "Hvorfor er Du dog sådan og sådan?" Dvs. hold bolden
    ovre på din egen banehalvdel - og undgå at angribe vildt.
    Fremfor at smache - lær at serve bolden bedre.

    Prøv f. eks. at mærke forskellen på
    disse to måder at sige noget på i disse 2 hverdagsscener:

    Jens er langt væk foran fjernsynet og ser endnu en tåbelig film.
    Joan kommer ind i stuen og skruer uden videre ned for lyden:
    "Jeg må altså tale med dig om min mors fødselsdag!"

    Jens bliver stæktosset og snerrer vredt:
    "Åh, lad mig være. Jeg gider fandme ikke tage med!"
    Joan: "Jo, det gør du helt bestemt! Du kan ikke være andet bekendt.
    Hvorfor er der så meget vrøvl med dig hver gang, jeg beder dig om
    at gøre noget for min skyld. Du er bare komplet umulig at tale med!"

    Jens: "Hvorfor skulle jeg dog gå med til hendes dødssyge fødselsdagsfest?"
    Joan: "Åh, der er altid så meget vrøvl med dig. Du tænker altid kun på dig selv.
    Og nu vil du ikke engang lette din fede røv og tage med ud til mors fødselsdag!
    Du giver mig fandme kvalme. Jeg forlanger sgu ikke særlig meget af dig.
    Her går jeg og opvarter dig og gør alt muligt for dig,
    men hvad får jeg til gengæld? Ingenting!"

    Jens: "Åh skrid! - lad mig være i fred!"


    Vi tager denne scene, en gang til
    og denne gang er alt som før, bortset fra,
    at Joan nu først dæmper TV-lyden en smule først
    og derved får hans opmærksomhed. Hvorefter hun spørger:
    "Er det i orden, at vi snakker sammen, når filmen er færdig?
    Jeg har noget vigtigt, jeg godt vil snakke med dig om?"

    Det, der kom ud af denne nye bold var, at Jens selv lukkede
    helt ned for lyden) og nysgerrigt spurgte: "Hvad er det, du vil tale om?"

    Joan svarede:
    "Det vil jeg fortælle dig, når du er færdig med fjernsynet.
    Jeg føler mig ikke særlig oplagt til at konkurrere med den film, du ser nu.
    Jeg vil blot have en aftale om, at vi kan snakke sammen efter filmen?"
    Det fik hun så et overrasket ja til i første omgang.

    (Senere, efter at filmen er slut) starter Joan således:
    "Jeg har længe gået og gruet for at spørge dig om dette her,
    fordi jeg bilder mig ind at du helst vil være fri for at tage med,
    men... kan du overtales til at tage med til mors fødselsdag på lørdag?
    Jeg vil så gerne have, at du tager med - hvad siger du til det?"
    Jens: "Er jeg nødt til det?"

    Joan: "Jeg vil blive glad for det.
    Jeg kan godt forstå, du ikke har lyst. Det er ikke særlig spændende,
    men jeg ved, hvor glad jeg og hun vil blive, hvis du tog med."
    Jens: "Åh, hun er da ligeglad med, om jeg er med eller ej.
    - Hvis bare børnene kommer, så er hun såmæn lykkelig."

    Joan: "Det har du ret i - og det irriterer også mig,
    men det vil altså glæde mig utrolig meget, at du tager med.
    Jeg vil godt have, du tager med. Måske kan jeg så gøre noget andet for dig?"
    Jens: "Ok, så gør jeg det da. Men jeg tager en bog med, hvis det bliver for kedeligt.
    Er det ok, hvis jeg ser fjernsyn hos din mor, hvis der er en god film?"

    Joan: "Ja, det er ok. Tak, fordi du tager med." Og hun giver ham et knus."
    I stedet for at skabe modstand, giver Joan sig en chance for at blive hørt.
    I stedet for en række bebrejdende, udskældende Du-udsagn
    brugte Joan: Jeg-udsagn. - Lagde du mærke til forskellen?


    Lær at sige mere JEG - fremfor DU.
    Når jeg siger, hvad jeg selv tænker, føler og har brug for,
    giver jeg noget positivt til kontakten. Jeg fortæller i øjenhøjde.
    Men når jeg fortæller dig, hvad du skal gøre, hvad du burde føle og mene,
    angriber jeg, hvad jeg tror, at du mener - og så skal du bruge en masse kræfter
    på at modbevise og argumentere imod det, jeg siger - og vi kommer aldrig
    frem til at forstå hinanden - og derfor frem til tænke i nye løsninger.

    Knuden opstår, fordi
    hver gang du ikke får ret - eller måske får din vilje, lider du.
    Du ser det, der sker, som beviser på den andens manglende kærlighed,
    mens det, som den anden reelt reagerer på, er MÅDEN du siger dette på.
    Kontakten kan utrolig let gå galt derved og ende i endnu et tomt drama
    - uden at du får en pind andet at vide end du vidste i forvejen
    og hvad får du ud af det? - andet end endnu mere smerte.

    I stedet for at angribe eller udfordre den anden
    med beskyldninger og krav, for derefter at kaste rundt med skyld,
    (fordi at der ikke sker det, du ønsker - og du ser dette som udelukkende
    værende den andens skyld) så giver rene Jeg-udsagn en helt anden åbning
    på en mere "Her er jeg! + Hvordan ser det ud for dig?" - facon
    Du gør dig åben, sårbar og rækker ud - og pudsigt nok,
    reagerer din partner oftest tilbage på samme måde.

    Dette - og 10 andre kommunikationsråd
    kan du læse mere om, på denne webside:
    /www.psykoweb.dk/kontakt/6a.htm


    Andre eksempler
    på gode Bro-bygnings åbninger:

    "Nu er vi igen faldet ind i det der tåbelige talemønster, hvor jeg vil sælge dig noget,
    som du ikke vil købe. Og i stedet for at presse et salg igennem - eller lave den hel
    store reklamekampagne for at prøve at overbevise dig om fornuften i det jeg siger,
    så vil jeg spørge dig, om du overhovedet gider snakke med mig lige nu?"

    Eller : "Jeg har lagt mærke til, at jeg er begyndt at trække tiden ud på arbejdet,
    fordi jeg føler en ængstelse og et ubehag ved at komme hjem. Det har jeg tænkt over.
    Jeg kan ikke lide at komme hjem. For mig handler det om, jeg ikke vil komme hjem
    og bare blive skældt ud, kostet rundt med og ikke føle mig velkommen her.

    Derfor kommer jeg selvfølgelig også senere og senere hjem.
    Og så bliver du selvfølgelig mere og mere ulykkelig og skælder endnu mere ud.
    Og så kommer jeg bare endnu senere hjem, indtil jeg en dag måske helt bliver væk.
    Det er en rigtig ond cirkel, vi er fanget ind af - og jeg kender ikke den rigtige måde,
    eller hvordan vi skal løse det problem. Jeg har et par forslag, jeg har tænkt over.
    Vil du høre dem?" - "Jeg vil ikke kritisere dig, jeg vil have kontakt med dig!"

    Eller f. eks. "Der foregår altså noget mærkeligt imellem os, der får mig
    til at ønske en større afstand i mellem os - og dette får dig til at presse mere på.
    Jeg lider selv under det - og har derfor utrolig svært ved at elske dig, som jeg helst ville.

    Eller: "Gider du at lytte til det, jeg siger nu
    eller er det bedre vi taler om det 1 times tid i aften?
    Jeg har simpelhen brug for at få en masse tanker ud af hovedet og føle mig forstået
    og jeg har brug for, at du bare er der og lytter - uden at afbryde mig."

    Eller du kan f. eks.
    (efter at den anden har været helt urimelig), lære dig at sige:
    "Jeg kan mærke, at jeg nu har mest lyst til at gå, eller skælde dig ud.
    Jeg føler mig så vred. Jeg ved ikke, hvad det egentlig er, jeg bliver så vred over,
    men jeg kan mærke, at jeg får lyst til at ramme dig på alle dine mest ømme ligtorne
    lige nu, men det vil jeg altså ikke starte på - så derfor sidder jeg nu bare her
    og er helt tavs indeni. - Det er derfor jeg har væreet så tavs længe.
    Hvordan ser vores måde at tale sammen på ud ovre fra din stol?"

    Eller: "Jeg siger ikke noget, fordi jeg frygter for,
    at jeg eller du derved om lidt vil sige noget, der bare gør det
    hele endnu mere umuligt og fastlåst. Og det er det sidste, jeg ønsker.


    Eller der kan være sorte tidspunkter,
    hvor du i stedet for blot igen at skælde ud, har brug for at sige
    "Vi er vist ikke på bølgelængde lige nu. Det jeg savner mest lige nu er blot,
    at du folder ørerne ud og hører lidt bedre efter, hvad det egentlig er, jeg siger til dig.
    Fra min stol ser det altså ud til, at vi lige nu befinder os midt i en af de der "kom nærmere -
    og Nej, gå væk-danse", hvor vi bare polariserer hinanden endnu længere ud.
    Vi bliver bare endnu mere væk fra hinanden. Det forøger jo kun smerten.




    Lad os prøve noget helt andet.
    Udover at checke hele forholdet af på ParTermometret,
    så spørg og vis interesse for det menneske, du bor sammen med:
    "Hvad er det sjoveste /værste der er sket for dig i dag?" Start blidt
    og nysgerrigt, inden du kommer ind på disse "farligere" spørgsmål:
    som f. eks. "
    Hvordan synes du, vores liv sammen er for tiden?"
    og "Hvordan ser verden ud ovre fra din skyttegrav?"

    Kan du f. eks. fortælle mig lidt mere om
    hvordan det egentlig er at være dig i din verden?
    dvs. "Hvad tænker, mener, gør og føler du."
    "Hvad er du mest optaget af nu i dag?"
    "Jeg savner utrolig meget, at ..."

    Meget ofte kan du reelt set ikke forandre
    særlig meget på din partners måde at være til på.
    Hvis du dropper ønsket om at ville kontrollere - og i stedet for sejt
    og stædigt koncentrerer dig om at forny din egen måde at tale, tænke
    og reagere på - ja så vil din partner derved meget snart stå overfor
    et uundgåeligt valg, nemlig:

    1. enten at forsætte kampen med sin egen skygge - eller
    2. at stoppe op og begynde at forholde sig til dig på en ny måde.
    Kort sagt: træder du nye trin i jeres dans, så må din partner også træde nye trin,
    fordi at det I hver for sig gør - og ikke gør - i et større overblik faktisk udgør
    det der bliver jeres fælles dans - også selv om det ikke føles sådan.


    14. Indsigt:
    Gør jeg det samme
    som jeg altid har gjort/ og ikke-gjort

    ja så vil der oftest ske præcis det, der plejer at ske.

    Gør du noget nyt og overraskende, ja så sker der sandsynligvis
    også noget nyt med din partner - ganske som når du skifter trin
    og midt i en dans. Enten sætter din partner sig ned og giver op
    - eller også begynder han/hun at kontakte dig på en ny måde.

    Denne grundliggende aktion-reaktion -teori
    kan du let afprøve i praksis ved at tage din partner
    med ud at danse - og så undervejs i dansen pludselig
    gør noget helt nyt, uventet - og gerne kreativt.
    Hvad tror du så vil ske?


    -------------------------------------------
    Ovenstående noter er essencen af, hvad jeg fik
    ud af at læse Dean Delis og Cassandra Philipps tankevækkende
    og lidt vel tunge bog om parterapi: "Kærlighedens paradoks".

    Jeg vil blive meget glad for gode råd, ideer
    og din kritik af denne lange webside, så den kan
    blive bedre. Tager giffer og billederne f. eks.for lang tid?
    Tager det alt for lang tid at få siden her frem på skærmen?
    Skal siden her deles op i flere mindre "bidder"
    + og hvad synes du iøvrigt om indholdet?

    hilsen fra Ebbe.
    ebbe@psykoweb.dk

    PS.
    Du kan læse en fin fortsættelse af ovenstående tankegang
    i Michele Weiner Davis mere letlæste, helt nede på jorden bog om parforhold:
    "Undgå skilsmisse, Få kærligheden tilbage i dit ægteskab", fra Borgens forlag, 1994,
    Den kan også lånes på bilioteket, hvor de begge står på hylde 61. 642.



    Vil du vide mere om
    kærlighed og at opnå en bedre kontakt?


    www.psykoweb.dk/kontakt/lytte.htm

    www.psykoweb.dk/linkreoler/psykologi1.htm

    10 nyttige kommunikationsråd

    Kan et forhold blive for tæt?

    Kender du Herb Goldberg?


    Her vil komme flere links - pø om pø.
    Dine linkforslag er meget velkomne, tak.


    Andre gode bøger
    på dansk om samliv:


    1. "Hvad din mor ikke kunne lære dig
    og alt det, din far ikke vidste" af John Gray.
    Er lidt langtrukken, men fuld af sjove eksempler.
    som du snart vil få lyst til at læse højt for din mand.
    Bedre end "Mænd er fra Mars, Kvinder fra Venus."

    2. "Kunsten at overleve i sin familie.",
    John Gleese & Robin Skinner´s vidunderlig sjove
    og kloge mand og mand imellem. En insidertalk om,
    hvad der gør at vi vælger hinanden - og hvordan
    du mest konstruktivt kan forstå alle de
    mærkelige ting, vi gør ved hinanden.
    En god sjov bog - især til mænd!

    3. "Kærlighed & Samliv", af Harville Hendrix
    Borgens forlag, 1990 - er en spændende skildring
    af, hvordan vi fastlåser hinanden med alt for små briller.
    Giver dig teorien bag det der kaldes for Imago-parterapi.

    4. "Hvad holder par sammen?" af Jürg Willi
    fra Hans Reitzel, 1993. Handler om alt det, som
    på trods af konflikterne, holder sammen på et parforhold.
    God at læse, når du undrer dig over, hvorfor du mon bliver
    i et parforhold, der mere "fungerer", end giver dig lyst og glæde.


    5. Dean C. Delis og Cassandra Phillips:
    "Kærlighedens paradoks", Schønberg, 1992,
    som du her ovenfor har fået en forsmag på.

    6. "Kærestebilleder" af Hanne Hostrup.
    Hvis du ikke kender forskel på at være en Bulldozer
    eller et forsvarsbetonet Borgtårn, må du læse denne bog
    der handler om det samme som "Kærlighedens paradoks"
    men den tager bedre udgangspunkt i danske forhold.

    7. Du kan læse en fin fortsættelse af ovenstående tankegang
    i Michele Weiner Davis helt nede på jorden bog om parforhold:
    "Undgå skilsmisse, Få kærligheden tilbage i dit ægteskab",
    fra Borgens forlag, 1994,

    8. Bill Cosby: "Kærlighed og Ægteskab",
    Lindhardt og Ringhof,1989 er en hylende sjov, klog
    og letlæst bog af komikeren og superfar fra Tv-familien.
    God til højtlæsning, da der er mange vittige eksempler.

    (Alle ovenstående bøger kan lånes
    på biblioteket, se bibliotekshylde nr 61. 642).




Her er mere om Parforhold
www.psykoweb.dk/par/index.htm

Tilbage til index